.

Frostklar solopgang

2012-01-25T09:07:00.003+01:00

Nogle dage er jeg bare fristet til at "spilde tiden" på at sidde og kigge ud af vinduet...

I forgårs var en af de dage.

Uge 3 – Ud og se … i stillekupé.

2012-01-22T09:36:00.003+01:00

Med flere ture om ugen til Odense har jeg rig lejlighed til at observere og betragte folk og deres rejseadfærd og noget af det, der har undret mig er hvor meget og hvordan, det kan påvirke en at sidde i en stillekupé. Fredag havde jeg aftenvagt, så jeg skulle med toget kl. halv tre. På det tidspunkt er der godt fyldt op af folk, der skal på weekend, så sætter jeg mig gerne i stillekupéen og tanker noget ro, før jeg skal være snakkeoplagt i flere timer.
I fredags kom jeg til at sidde ved siden af en dame, der sad og sov. Det passede mig fint, for jeg havde mest lyst til at læse, så jeg fandt min bog frem og slog mig ned. Damen ved min side havde sit lille bord slået ned og sin medbragte vand og en næsten tom frysepose med slik liggende. Få minutter efter vi havde sat kursen mod Middelfart meldte damen med salgsvognen sig med sin knapt så milde røst over højtaleren, hvis volumenknap lige havde fået en tand ekstra opad i hvert fald i stillekupéen. Alle, der havde sovet til da, holdt helt op med dét. Jeg gad vide om tanken er, at når der nu er så mange ører, der skal nås, så må der ekstra lyd på?? I hvert fald gik damen, hvis stemme i ikke just var mild og blid, mere end klart igennem mens hun detaljeret gennemgik det samlede varesortiment inkl. et par af de ting, hun IKKE kunne levere og rundede af med at fortælle, at der stod en folder ved vores plads, hvor vi kunne få hele salgstalen en gang mere med tekst og billeder.
Få minutter senere stod hun der og spurgte hver enkelt af os, om vi ønskede at handle?? Det ville min medrejsende gerne. Hun ville gerne have en kop varm kakao og en Ritter Sport, så det fik hun til min udelte glæde, for så måtte der vel falde så meget ro over tingene, at jeg kunne fordybe mig i Napoleonskrigende set med Tolstojs øjne.
Såvidt var vi desværre ikke endnu, for der er dem iblandt os, der jo ikke er sjuskemikler, så før hun kunne sætte sig og nyde sine lækkerier, måtte der lige ryddes op: Fryseposen med de få slikrester blev omhyggeligt foldet sammen og glattet efter et par gange og lagt på hendes bord igen. Vandflasken blev også skubbet et par cm, så den stod mere symmetrisk i for hold til et eller andet og servietterne blev anrettet så linierne flugtede mere med hinanden og lagt ved siden af de andre ting.

Så blev den varme kakao prøvesmagt og den viste sig åbenbart at være ordentligt varm. Men det findes der råd for. Man kan enten puste på den eller lade den stå nogle minutter eller man kan – hvis kakaotrangen viser sig fra sin allermest påtrængende side – slubre den i sig. Min medpassager valgte ufortrødent det sidste. Så var turen kommet til Ritter Sporten, der var med hele nødder. Pladen blev knækket på den foreskrevne facon og et mindre stykke brækket af. Det blev nydt og tygget grundigt og slugt efterfulgt af nogle få smask. De gennemtyggede nøddestykker, der nu var grundigt sønderdelt og som havde forputtet sig imellem tænderne blev omhyggeligt forsøgt suttet fri med tilhørende småsmask og der blev skyllet efter med nogle få slubrende slurke varm chokolade.

Derefter blev hele processen gentaget med de næste 8 stykker af chokoladen og afslutningsvist blev bægret foldet omhyggeligt sammen og lagt i en affaldspose af plastik, der også blev foldet sammen og lagt omhyggeligt på bordet. Derefter blev chokoladen pakket sammen og emballagen blev glattet efter indtil flere gange. Chokoladen blev lagt på bordet for blot få sekunder senere at blive flyttet over på servietterne fra den varme chokolade. Og plastikemballagen glattet efter. Derefter blev mundhulen lige skyllet efter og låget blev skruet på vandflasken med et nydelsesfyldt ”ahhh”. Og så tog hun lige et stykke chokolade mere. Og skyllede efter med et ”ahhh”.

Jeg er blevet opdraget hjemmefra med en klar og kontant regel om, at man ikke må glo, men jeg må indrømme, at det sjældent har kostet mere anstrengelse og med så elendigt et resultat at rette mig efter den. For efterhånden som den stakkels dame, gennemgik sin snackfortæring med tilhørende lydkulisse måtte jeg erkende, at jeg ikke ville komme i nærheden af hverken ørenlyd eller læsero.

Jeg var fascineret grænsende til det tryllebundne af hende og fandt det stort set umuligt ikke at sætte mig med hænderne i skødet og bare betragte hende, som hun sad der og åbenbart ikke på nogen måde kunne tilbringe 2 sekunder i ro.

Samtidig var det åbenlyst, når jeg sad og lurede så diskret på hende, som det overhovedet var mig muligt (med meget begrænset succes), at hun gjorde sig store anstrengelser for at være stille og diskret, men hun var åbenlyst hverken klar til at tage det store eller det lille stilhedsbevis. Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, jeg nogensinde har oplevet, at folk, der har forsøgt at være stille har haft succes med det. Hvisken er jo da et klart eksempel på, hvor meget mere effektivt det er, bare at få kommunikeret, hvad der skal siges kortfattet og på normal vis og så klappe kaje.

Ugen i øvrigt:

Ellers har det været en på stort set alle områder begivenhedsløs uge. Projekt cola til vand har fået et stærkere fokus end før, men nu begynder resultaterne også at vise sig: Vægten er faldet med lidt over et kg, hovedpinerne har været færre og mildere og min eksem i hovedbund og øjenbryn har både kløet mindre og begrænset sig lidt og dét har givet … vand … på tanden? Det har i hvert fald gjort det en hel del nemmere at huske at bælle de 2-3 liter pr dag, jeg gerne vil op på. Samtidig er colabehovet faldet med 1-½ liter pr dag og i går røg forbruget for første gang under ½ liter på et døgn.

Som bonus har jeg opdaget, at drikker jeg nok vand, får jeg ikke hovedpine bare fordi, jeg drikker et lille glas vin eller to. Og her skal mængdeangivelserne tages bogstaveligt ;-).

uge 2 - om bootcamps, bøger og bedre vaner.

2012-01-18T19:55:00.002+01:00

Er det mon bare mig eller har det hersens nye år liige rigeligt fart på her fra starten?? Jeg kan ikke helt forudse, om det mon vil føre til, at vi enten er nået langt ind i 2014 før jeg er sommerklar eller om det nærmere vil gå sådan, at året er løbet totalt tør for fremdrift og energi før vi når til påske.

Jeg kan i hvert fald konstatere, at min intention om, at der skulle blogges en gang om ugen halter noget så gevaldigt bagefter.

Jeg kan ikke engang påstå, at det er mit arbejde, der tager min tid. Det ligger alt for stille det meste af tiden og så lige pludselig får jeg godkendt en vagt og må galoppere ud af døren for at fange et tog. Og godt nok har jeg hørt, at DSB skulle være RET slemme til at være for sent på den, men jeg kan ikke påstå, at de er flinke til at være bare 3 minutter bagefter køreplanen, når JEG har brug for det.

Men det sidste par år og specielt det sidste halve år har jo vist mig at på den ene eller den anden måde når det jo altid sammen alligevel, så jeg vælger at tro på, at selv om der godt nok ikke er meget at lave nu, så dukker timerne alligevel op i tide.

Imens øver jeg mig intenst – der kunne faktisk godt være noget træningslejr eller bootcamp over det – på at få mest muligt ud af en uge, hvor jeg bare ikke ved fra dag til dag, om jeg skal på arbejde eller ej. Dét er ikke en kunst, der falder mig nemt, det indrømmer jeg blankt, men jeg bliver bedre til det.

Og så læser jeg. Vejret gør hvad det kan for at give mig optimal motivation til at blive inden døre, så jeg er ved at være halvvejs igennem Leo Tolstojs ”War and Peace”. Ideen fik jeg faktisk for et par år siden, hvor jeg kom med i en læsegruppe på nettet. Gruppens formål var at få læst noget klassisk litteratur for at se, om man mon gik glip af noget væsentligt ved ikke at have læst så meget af det ”man” bør kende til, men få måneder efter, jeg var kommet med i gruppen, gik den i stå. Jeg syntes nu selv, at det var en rigtig god ide, så jeg fortsatte på egen hånd. Og jeg nyder det. Sammen med gruppen læste jeg Don Quixote og ih guder, dét var ikke min kop te. 1000 sider MEGET langhåret fortælling, der bare slet ikke appellerede til min sans for humor. Men det gav mig faktisk en hel del alligevel at sætte mig for, at jeg hver dag skulle læse 10 sider. Dét gav mig næsten lige så meget som at bære bogen ned til genbrugsboghandlen og bytte den væk.

”War and Peace” er nu en overraskende god bog, som jeg nyder at læse selv om det tager tid. Det er ikke hver dag, jeg får sat mig med den, men det er ok. Den er rigtig god at have med på togturen til og fra Odense og jeg kan jo se, at jeg gør fremskridt, så det tager ikke så lang tid, før jeg igen skal tage stilling til, hvad jeg så vil kaste mig over.

Og så har jeg – igen – sat mig for, at colaen skal droppes. Dét har jeg besluttet før – men jeg satser kraftigt på, at jeg ikke kommer til at beslutte det igen. For at slippe for den ydmygelse har jeg sat mig og lagt en plan for, hvordan jeg trinvist får faset sukkermængden ud uden flere hovedpiner end højst nødvendigt og til nu er det gået. Ikke fremragende, ikke forrygende, men det er gået. Og for hver dag går det bedre og bedre, for jeg kan mærke, at jeg gør mig selv godt med det.

Fokus lige nu er på at vænne mig til at drikke vand nok, så jeg ikke kommer til at lide af væskemangel, men på mit køleskab hænger en artikel, jeg har hevet ud af et gammelt dameblad, som klart og kortfattet forklarer, hvad der sker, når kroppen mangler vand og hvad vandet gør af gavn.

Dét har hjulpet til at holde fokus!

Så min klokkeklare forventning er, at jeg om 2 timer – plus minus et par måneder – er sukkerfri og klar til at krybe i en størrelse 36 igen.

Farvel til 2011 og velkommen til 2012

2012-01-07T16:03:00.003+01:00

Efter en længere pause her på bloggen er det vist på tide, jeg lige opdaterer med lidt af det nyeste.

Jeg var i Hillerød nytåret over efter at have holdt julen i Sønderborg og helt uden "barn". Fredag aften holdt vi kompensationsjul, da hun havde været i England julen over og vi derfor ikke havde kunnet holde den med hinanden. Og den blev vist noget alternativ. Den traditionelle julemenu hos os står på farseret kalkun, så vi havde snakket om at lave en farseret kylling for at komme så tæt på som muligt men uden at stå med de enorme mængder mad, der er i en kalkun og så ellers følge traditionerne, men dels løb tiden fra os og dels var det jo nytårsaften dagen efter, så resterne ville vi ikke få tid til at gøre ordentligt kål på.

Ergo blev det cajunkrydrede kyllingebryster, hasselback-kartofler og Waldorffsalat med ris a la mande til dessert. Da vi også gerne ville skåle godt nytår med hendes kæreste, der skulle til Haderslev dagen efter, blev a la manden ledsaget af en lækker og kold Asti.

Nytårsaften var der kun hende og mig og en parteret og død laks. Og det blev ærlig talt lige alternativt nok undervejs, men også meget grinagtigt. Hun havde haft en flaske mousserende vin stående til os, som var blevet købt i Lithauen på en af hendes og Jonathans rejser og den skulle vi have i løbet af dagen. Jeg havde også taget en flaske med, for mit lokale supermarked havde en russisk en med russisk etiket og hele molevitten (læs: guldskrift).

Men det viste sig, da vi åbnede den, vi skulle have i løbet af dagen, at der ikke var én eneste boble i. Til gengæld var der bismag ad libitum, så vi blev enige om, at køkkenafløbet helt sikkert lige trængte til en hurtig skylning. Og så strikkede vi lige en plan b: ”russeren” skulle drikkes til laksen, i stedet for hyggevinen måtte vi tage kold cola og så tog vi Hustler energidrik til midnat i stedet, før vi gik ud og skød alt det fyrværkeri, vi kunne finde.

Planen var jo i og for sig ret god, men det er ikke det største køleskab, de har, så jeg ville lige være smart og stille colaen på taget udenfor køkkenvinduet. En rigtig god ide, men jeg havde åbenbart slet ikke fået set godt nok efter, da der var lys at se ved, for der var en del længere ned end jeg lige huskede, så i stedet for at stille colaen endte jeg ret beset med at kaste den ud. Ca. 70 cm ned, så den væltede naturligvis og trillede flere meter væk. Heldigvis er der kant på sådan et fladt tagpaptag, så den blev stoppet før det gik helt op i eksploderende cola. Men jeg måtte i køsteskabet og danne en lynalliance med gulvskrubben og liggende på maven ud af vinduet kunne jeg så lige præcis få gelejdet colaflasken så tæt hen på vinduet igen, at jeg kunne nå den og få den hentet inden døre.

Efter middagen, der stod på stegt laks, flødespinat og chips ledsaget af den russiske vin, der passede smukt til, stod den på film – Marley and Me – nytårsprogrammer om politik (lidt fest SKAL der jo være sådan en aften) og 90-års fødselsdagen og til sidst velkomsten til det nye år, der nåede at blive adskillige minutter gammelt, faktisk kunne man godt påstå, at det både nåede indenfor døren og fik jakken af og hængt på en bøjle i skabet, før ”Vær Velkommen Herrens År” endelig tonede ud i stuen. Da stod vi allerede med overtøjet halvvejs på og var klar til krudt og skyderi.

Men vi fik vores billeder og vi kylede med knaldperler – MONSTERknaldperler endda ifølge æsken – og kæmpede en indædt kamp for at få gnist i stjernekasterne. Vi tabte første runde.

Men vi fik vores billeder. Og en ung mand stoppede op og mente nok, at vi da var nok var gået noget amok med krudtet, hva? Jeg tænker, han har været ved at få mavesår af misundelse over, at vi havde MONSTERknaldperler og much fun, mens han bare stod der midt på vejen med uldhue og cykel uden lys.

Livets goder ER bare ikke retfærdigt fordelt.

Da vi kom hjem, tændte vi fluks et fyrfadslys – vi havde jo stadig et udestående med de der stjernekastere – og så blev det taget under kærlig behandling ude på badeværelset. Kors, hvor sådan nogen soder… altså. Men det var sjovt.

Dagen efter var det tidligt op, for jeg skulle hjem og Hazel skulle skrive, så kl. 8.22 sad jeg i toget hjem igen.

Siden da har det været knokkelpukkel i Odense, der ikke har kørt dagsprojekter i den sidste måned, så jeg har været på aftenarbejde og har også taget weekendvagterne for at få indhentet nogle af de timer, jeg kom til at mangle i december.

:-D

Bifrost ved Fyens Stiftstidende

2011-08-27T08:52:00.002+02:00

Noget af det hyggelige ved blomsterfestivalen i Odense er, at den er fordelt over hele byen, så man ved aldrig, hvor man lige render ind i et fuldstændig uventet og betagende syn. Det opdagede jeg selv, da jeg på festivalens første dag kom galopperende ud af banegården med søvn i øjnene og arbejdet i tankerne. Pludselig blev min sanser udsat for et angreb af farver og skønhed, der fik mig til nærmest at klodse bremserne.

I nattens og den tidlige morgens løb var denne opstilling kommet på plads og jeg tror faktisk, det er den, jeg bedst kunne lide.

Under Bifrost ligger halen af en Midgårdsorm lavet af en af Odenses daginstitutioner. Plastposer og sække var fyldt med papir og dekoreret med tegninger og med billeder af de børn, der havde "strikket" den.

Og den var lang!

Og også frygtindgydende på sin egen enfoldige måde.

En dag, der starter med så meget skønhed og kreativitet har meget, meget svært ved at gå galt senere hen.

Blomsterfestival 2011 - Asgård og Bifrost

2011-08-22T10:47:00.002+02:00

Det fremgår ikke ret tydeligt, men der står Midgard med bittesmå cyklamenfarvede minialpevioler med en let kruset kant. Fint så det ud.

Så var der lavet en regnbue - Bifrost - der bugtede sig op til porten til Asgård. Der var komplet med brændende fakler og det hele.

Regnbuen tæt på.

Og så havde den planteskole, der stod for denne opstilling, sat en kasse med dels nogle varianter af Fruity Mint, og noget "græs", der smagte af hvidløg, men det, der fik min udelte interessen var Stevia, som jeg har været "jagt" efter.

Stevia er nemlig meget sødere en sukker uden det usunde og jeg tænkte, det ville være et hit i mine isteer, hvor jeg til nu har brugt lakridsrod, som fungere upåklageligt i nogle af blandingerne, men det er jo ikke alt, der bliver beriget af smagen af lakrids, så jeg mangler et mere neutralt smagende sødemiddel.

Men jeg fulgte opfordringen på kassen og smagte på sagerne og Stevia skal afgjort findes og hjemføres... bare en 4-5 potter eller måske en tørret udgave, hvis det overhovedet er til at få....

Blomsterfestival 2011 - Yggdrasil

2011-08-21T07:41:00.005+02:00

Jeg har de seneste dage nydt blomsterfestivalen i Odense og har taget alle de billeder, jeg har kunnet få tid og plads til ... og haft batteri til.

Temaet var den nordiske mytologi og her er det træet Yggdrasil, der er bygget en opstilling op over.

Det er planteskoler rundt omkring i hele landet, der laver opstillingerne baseret på noget så almindeligt som potteplanter.

2011-06-14T14:19:00.002+02:00

Det her er afgjort et af mine yndlingscitater, for det er jo ofte sådan, at når noget går galt og man får arbejdet sig igennem og kommer ud på den anden side, så er tingene faktisk bedre end de var, før der gik ged i situationen.

Alligvel er og bliver det utrolig svært at huske, når ens liv slår en kolbøtte eller går regelret over gevind og kaster sig ud i en serie af saltomortaler. Uden sikkerhedsnet.

Og det er sådan, jeg har oplevet den sidste uge. Der var endelig noget at rive i på arbejdet, så jeg har været rigtig godt beskæftiget. Men i begyndelsen af ugen fik jeg en sms fra arbejdet om et vigtigt info-møde. Bare selve sms'en, tonen, den var holdt i og det totalt fravær af brugbar information fortalte mig stort set alt: Min afdeling skal lukkes og ganske rigtigt. Det er lige det, den skal.

Selv om jeg havde nok at lave, skal jeg love for, at det har ligget under overfladen og fyldt og slugt min energi, så der overhovedet ikke har været krudt til at opføre mig den mindste smule overskudsagtigt. Så det har jeg bare ladet være med.

Men i dag har jeg fået tilbudt, at jeg kan blive overflyttet til vores søsterafdeling i Odense, så jeg starter allerede torsdag morgen og jeg lettet. Og lidt spændt, for mange af mine nye kolleger kender jeg allerede. Men det er igen kommet lidt bag på mig, hvor meget energi, det her faktisk har slugt. Ofte er det jo noget, man slet ikke kan mærke, før situationen bedres. Men så kan det til gengæld også mærkes over det hele.

Heldigvis.

Billedcitat om tidens kraft 11

2011-06-12T07:00:00.000+02:00

Billedcitat om tidens kraft 10

2011-06-11T07:00:00.000+02:00

Billedcitat om tidens kraft 9

2011-06-10T07:00:00.001+02:00

Billedcitat om tidens kraft 8

2011-06-09T07:00:00.000+02:00

Billedcitat om tidens kraft 7

2011-06-08T07:00:00.000+02:00

Billedcitat om tidens kraft 6

2011-06-07T07:00:00.000+02:00

Nem sommermad

2011-06-06T19:00:00.000+02:00

En håndfuld snittet hvidkål
En håndfuld hhv. mungbønnespirer, kikærtespirer og linsespirer.
5 cocktailtomater i halve.

dressing:
1 ss koldpresset rapsolie
2 ss mørk balsamico
salt og peber.

2 kyllingelår.

Nemmere og hurtigere kan det næsten ikke blive.

Billedcitat om tidens kraft 5

2011-06-06T08:17:00.000+02:00

Khader.dk - en must-read bog.

2011-06-05T19:00:00.000+02:00

I dag blev jeg færdig med at læse khader.dk. Det har taget noget tid, fordi der ikke har været så meget tid til at læse på det seneste. Alligevel har det været nemt at holde ved, for hold da helt fast, hvor har han meget at sige omkring en masse og hvor er jeg blevet flyttet med. Og nej, hvor har jeg nydt det.

Læseoplevelsen har været helt i top, for ikke bare har khader en masse at sige om indvandrere, integration og mange andre aspekter af den debat jeg syntes også, han havde meget at sige omkring danskere, demokrati og ansvar. Jeg er blevet sparket i min derriere, så jeg knapt kan sidde.

Nu har manden khader aldrig været min kop te. Ikke fordi han ligger langt fra mine egen synspunkter, det har mere skyldtes, at han har spillet på alle de strenge, der var at spille på for at blive kendt og komme frem og nå sine mål. Og undervejs nåede jeg altså at få allergi i middelsvær til alvorlig grad, fordi det var noget nær platumuligt at undgå hans udtalelser og meninger overalt. Jeg gik ganske enkelt i mætning og den har holdt sig til, jeg åbnede hans bog.

Han har ikke selv skrevet, men har allieret sig med Jakob Kvist og dét er der kommet en meget, meget god læseoplevelse ud af både hvad sprog, form og indhold angår.

Den kan varmt anbefales.

Faktisk må jeg nok have den i hardback på et tidspunkt, for den skal helt sikkert læses igen.

Billedcitat om tidens kraft 4

2011-06-05T07:00:00.001+02:00

Dagens kreative indfald.

2011-06-04T19:00:00.000+02:00

I dag fik jeg lige en ide med et par ørestikker og et par perleøreringe, jeg aldrig er blevet glad for at bruge. Begge dele var ubehagelige at gå med, så de blev skrinlagt og har bare samlet støv i alt for lang tid. Men jeg fik sådan en lyst til at pynte mig med noget nyt tingeltangel, så jeg gik på rov i gemmerne og fandt på at flikke dem sammen.

Stikken blev klippet af cirkonerne, der blev sat en o-ring både for oven og for neden. Dermed kunne jeg sætte perlerne i den ene o-ring og den anden o-ring bruges til at stikke mine yndlingsørebøjler i.

Det tog godt nok ikke mange minutter, men det kom bag på mig, hvor godt det blev. De fungerer rigtig godt og er virkelig behagelige at gå med. Og så har jeg matchende øreringe til de af mine perlekæder, der har lyserøde perler i.

Slet ikke dårligt.

Billedcitat om tidens kraft 3

2011-06-04T07:00:00.000+02:00

B som Bøger

2011-06-03T11:21:00.003+02:00

I dag er ABC scandinavias 2. runde af bogstavlegen nået til B.

B'et repræsenterer for mig nogle af mine bedste venner: bøgerne. Jeg har læst med stor glæde og sult siden, jeg var barn og kan i dag slet ikke forestille mig en dag uden at have læst bare lidt. Det sker da, men det er ikke ofte og går der måske endda flere dage, kan jeg tydeligt mærke det på min trivsel.

Jeg læser med glæde og for at lære og lade mig inspirere indenfor mange fag og mange genrer.

Du kan se flere forslag til bogstavet B her.

billedcitat om tidens kraft 2

2011-06-03T07:00:00.001+02:00

Billedcitat om tidens kraft

2011-06-02T07:00:00.001+02:00

Ny mad: Avocado med bønnespirer

2011-06-01T08:39:00.005+02:00

Nu, hvor jeg har sat mig for at sige farvel til colaen og leve sundere, er jeg på udkig efter kalorier, jeg kan bruge som alternativ for den energi, jeg tidligere fik fra colaen. Dét går lidt trægt, for der er mange krav, det skal leve op til, hvis jeg skal have succes med mit projekt:

Det må og skal være lækkert - hvis ikke, får jeg det ikke ned.

Det må og skal være nemt - tager det for lang tid at lave (det skal helst kunne klares på 5-10 minutter), får jeg det ikke gjort og så får jeg heller ikke spist.

Det skal være billigt.

Og det skal være sundt.

Ergo tager det noget tid at finde på eller finde opskrifter, der kan leve op til det hele. Men denne lille avocado lever jo fint op til det hele og kan i øvrigt lige så fint serveres med azukibønnespirer, der er en rød variant at mungbønnen. Har man lyst til eller brug for mere, kan man jo evt. tilføje lidt mere grønt og måske en reje eller to. Variationsmulighederne er uendelige.

________________________________________________

Denne lille opskrift bliver mit bud på ABC scandinavias første bogstav i anden runde.

Du kan se flere bud på a'et her

Citatleg m. fotoprogrammer og mønstre

2011-05-31T20:00:00.003+02:00

Du har helt ret, det her citat har vi set. I dag endda!

Men der er en grund til, at jeg poster det igen. Jeg har på det seneste postet mange sådanne citater uden at gøre det store ved dem, for lige nu leger jeg bare.

Baggrunden med bladene er mit nye tørklæde, som jeg har fotograferet for at bruge det som baggrund. Det blev ikke nogen ubetinget succes, så i dag har jeg også for første gang leget med airbrush, hvor det sorte var blevet noget "snusket". Citatet har jeg også selv oversat og lavet printscreen af, så jeg kunne billedbehandle det og lægge den tynde blå ramme om, før det blev kopieret ind i billedet af tørklædemønstret og gemt.

Og egentlig er det da blevet noget mere dekorativt af det, hvis jeg selv skal sige det.

:-D

Billedcitat om frygt

2011-05-31T13:49:00.006+02:00

Dagens citat er fra bogen "The Power of Now" eller "Nuets Kraft" som den hedder på dansk.

Det gjorde stort indtryk på mig, da jeg læste det ved anden gennemlæsning af bogen. Første gang gjorde bogen også indtryk, men her i anden omgang har den noget helt andet at give mig og er blevet en langt større oplevelse.

Og så er lige dette citat, der gav en aha-oplevelse i sig selv, gået under huden på mig, så når jeg stresser rundt og er lettere kulret, så er det langt nemmere at stoppe mig selv og huske på, at jeg lige skal have hentet mit fokus "hjem" fra fremtiden og til nutiden igen.

Det er som regel nok til at genvinde balancen.

Derfor syntes jeg, det måtte være oplagt at dele det.

En kop god, varmende chokolade.

2011-05-30T16:00:00.000+02:00

Man kan sige meget om i går aftes, men den levede godt nok ikke op til mine forventninger om en aften sidste i maj.

Der var ingen lyst til at sætte mig på altanen med et glas køligt vin.

Overhovedet.

Regnen piskede jo nærmest med og her var mørkt og koldt.

Man kom helt til at tænke på efterår med kulde og blæst og nu, jeg tænkte i de baner, kom jeg også til at tænke på varm, krydret chokolade.

Dét var lige noget, jeg kunne bruge, så der var ikke langt fra tanke til handling.

Og kort tid efter stod den der: varm, krydret med muskatnød, en knivspids chili og godt med kanel.

Så var regnen, mørket og kulden til at bære igen.

Billedcitat om tabte drømme

2011-05-30T07:20:00.002+02:00

"Det er ham i den hvide t-shirt"

2011-05-29T16:00:00.002+02:00

Jeg er egentlig af den mening, at man ikke bør lægge billeder af andre ud i ens blog uden forudgående tilladelse, men i dag indrømmer jeg, at jeg gør en undtagelse.

Normalt vil jeg heller ikke gøre det store i, at vise billeder, der gik op i røg, her på bloggen, men nu jeg er i gang med undtagelserne, kan jeg jo lige så godt lave et lille bundt.

Ellers ville meningen i min fortælling stort set også gå op i røg.

For nogle uger siden var jeg med nogle gode venner til Lillebælt Halvmarathon. Der er ingen løber i mig, lad dét være sagt med det samme, men i år var der alligevel god grund til at tage med. 3 gode grunde, faktisk: De to er hhv. 7 og 11 og mangede en, at "hænge ud med", mens deres far forsøgte at tage livet af sig selv sammen med små 11.000 andre og den sidste var min nevø, der for første gang skulle deltage i løbet.

For et år siden, da han blev konfirmeret, havde han vist ikke set en løbesko på nært hold, så da han i september sidste år fortalte, at han ville forsøge at løbe et halvmarathon, var jeg kvik til at love, at jeg ville komme og heppe.

Ergo var vi klar ved startlinien. Belæsset med 1 bredskygget solhat, 2 unger, der hyggede og 3 madpakker med tilhørende drikkevarer fik vi alle sendt afsted. Nevøen havde en formening om, at han ville være i mål igen på ca. 2.30, så da starten var gået, stod jeg klar og ville tage et billede af ham, men han grovsnød og havde lagt sig i feltet ved tidsholderne for 2 timer og 10 minutter, så han var forbi mig længe før, jeg nåede at få kameraet frem.

Måske skulle jeg lige forklare, hvad en tidsholder er, (når jeg nu selv endelig har fanget ideen i dem), det er løbere, der er med som hjælpere. Jeg kan forstå på det jeg har hørt, at for uerfarne langdistance løbere kan det være svært at bedømme, hvor hurtigt, man egentlig løber og det er let - specielt når andre spurter forbi en - at få lagt for hårdt ud fra start og så gå død, før man når i mål. Derfor er der sat erfarne løbere ind, der er iført ikke bare løbetøj i genkendelige farver men også den yndigste overdimensionerede, hvide heliumballon med f.eks. 2:10 på. Ballonen svæver ca. 60 cm overhovedet på dem og er omkring 45 cm i dm mindst og så er den tøjret med et stykke gavebånd, der er bundet i ballons knude og fæstning i løberens "kravetøj" med en sikkerhedsnål. Dermed er den nem at se og hvis man som løber bare holder sig i nærheden af dem, er man i mål på ca den tid, der er angivet på ballonen.

Helt ærligt, jeg synes, det er r*vsmart for nu at sige det lige ud. Ikke nødvendigvis kønt, men smart tænkt.

Men tilbage til historien:

Jeg så Nevøen spurte afsted og stod måbende tilbage og brændte inde med et par eder og forbandelser af ærgrelse, men det var da til at overleve, for så kunne jeg bare tage et billede, når han kom over målstregen igen.

Ungerne og jeg hyggede og var rundt og kigge på boderne, på vandet og så var der jo lige et par madpakker,der skulle afvikles og begge havde fået med, at far havde givet mig penge til is eller sodavand. Det var ikke en detalje, der blev glemt på noget som helst tidspunkt.

Far kom over målstregen efter ca. 2 timer og jeg begyndte at gøre klar med kameraet, for hvis Nevøen nu havde holdt trit med de der 2.10 tidsholdere, ville han være her snart.

Så jeg ventede.

Og ventede.

Og begyndte at blive bevidst om, at solen havde fået øje på min udskæring, der ikke var i skygge overhovedet.

Men jeg skulle jo have mit billede. Ville have det.

Så jeg blev.

Og ventede.

Og stegte.

Og lige omkring 2 timer og 30 minutter efter start - faktisk nogle minutter før - så jeg ham. Vupti, frem med kameraet og gøre klar. Brøle efter ham som en anden ... brøleabe. ALLE hørte mig. Bare ikke Nevøen og vupti, så var han forbi igen.

Men jeg havde da i det mindste fået skudt et billede.

Det er ham i den hvide t-shirt.

Nå, du kunne måske heller ikke se ham??

Det kunne jeg heller ikke. Det var først, da jeg fik billederne over på min pc, jeg kunne se ham.

Her kommer et udsnit, hvor han er indrammet med sort.

Jeg var ikke totalt tilfreds. Det indrømmer jeg.

Bedre held næste gang.

Måske.

Billedcitat om frygten for fiasko

2011-05-29T07:16:00.000+02:00

En eksplosion i slow motion?

2011-05-28T14:53:00.004+02:00

For snart meget længe siden, da min mor besøgte mig her en af de første gange, faldt det hende for brystet, at jeg slet ingen planter havde. Så hun traf en hurtig beslutning om, at jeg skulle have en orkidé. Jeg forsøgte at gøre nogle indsigelser, for indtil videre har ingen plante overlevet at komme i mit eje og under min "kyndige" behandling, men jeg blev fuldstændig overhørt.

Jeg fik en fin lysegrøn orkide. (Jeg har givet den lov at slippe for gruppe- såvel som portrætfoto, for pt er den i en noget sølle forfatning. Igen).

Men den stod længe og blomstrede og var så smuk at se på og jeg voksede lidt ved tanken om, at jeg måske godt kunne det der med blomster alligevel.

Men så glemte jeg at vande den og så gik dét over.

Jeg fik nu at vide, at jeg bare skulle skære den ned og fortsætte med at vande den, så ville den komme igen.

Jeg adlød.

I mellem tiden havde jeg købt et par orkidéer mere i pink og lyserød og hold da op, de var flotte og overdådige. De stod i mit soveværelsevindue med den lille grønne imellem sig for ved deres eksempel at vise den vejen.

Men så glemte jeg at vande dem.

Denne gang blev de ikke klippet ned, jeg vandede bare videre og fandt derved ud af, at så kommer de faktisk noget hurtigere, for så sætter de skud på de stængler der er, i stedet for at skulle sætte helt nye stængler også. Og lur mig lige om ikke også, der så er krudt til at par blomster ekstra.

Den pink har sat i hvert fald 8 blomster på hver stængel og folder dag for dag en ren overflod af skønhed ud, så man helt taber vejret.

I dag har jeg fire orkidéer og er stille og roligt blevet lidt bidt af at få dem til at trives og blomstre.

Og hvad kan vi så lære af dét??

Nogen gange skal man lytte til sin mor selv om man er overbevist om, hun tager fejl.

Billedcitat om klogskab 3

2011-05-28T07:20:00.001+02:00

Jeg ved ikke helt om det er et ordsprog, der kan bruges til ret meget andet end at få et glad smil til at sprede sig helt op i øjnene. Men et glad smil, der når øjnene har helt sikkert sin berettigelse, så lader det stå her og "sprede sig".

En gammel hest med respekt for bremser.

2011-05-27T20:02:00.003+02:00

Affødt af Madames dejlige blog om føl og de efterfølgede kommentarer kom jeg til at tænke på en oplevelse, jeg havde med min gamle hoppe/veninde Petite. Jeg havde haft hende i næsten 6 år og havde efter vores ridetur trukket hende ud på græs, så hun kunne få sig lidt grønt og lidt uforpligtende samvær inden, hun skulle på stald og jeg skulle hjem og lave mad.

Mens vi stod der og "småsludrede" og nød den begyndende sommeraften, begyndte hun på den særeste måde at kaste med hovedet som om, hun ville smide det hen over skulderen på sig selv. Jeg forstod først ingenting af, hvad i alverden, hun havde gang i, men lagde på et tidspunkt mærke til, at det kunne se ud som om, hun pegede og brugte mulen til at pege med.

Men er man 29 og har slidgigt hen over krydset, så kan jeg godt fortælle, vi ikke snakker "præcisionspegning", så jeg måtte selv på udkig efter det, hun ville fortælle. Dér, lige over hendes kryds, hvor den næsten ikke var til at se og hun hverken kunne nå den med hoved eller hale sad en hestebremse.

Vi har vist alle hørt, at det skulle gøre ondt, men jeg havde aldrig prøvet det. Dét behøvede jeg heller ikke nu. At se min gamle veninde, der ellers ikke var nem at kyse, næsten gå i hårdknude for at vise mig, at hun havde en krise lige dér, fortalte mig det hele. Ergo tog jeg tovet, jeg havde i hånden, foldede det sammen og lappede hende sådan en lige der, hvor "fætteren" havde sat sig.

I det samme kørte en bil forbi på vejen og jeg gad nok vide, hvad de har tænkt, hvis de har kigget i vores retning, men har de kigget længe nok, må de også have set det blik af lettelse og hele hendes hestekrop slappe af, da jeg havde fået den smasket.

Og så har de nok tænkt deres.

Jeg på min side fik mig et lille grin ved tanken og så fik jeg en helt anden forståelse for, at hestebremser er noget fanden har skabt, hvis man er en hest.. Jeg havde i hvert fald en gammel veninde, der gjorde, hvad hun kunne for at vise sin værdsættelse af min hjælp.

Billedcitat om klogskab 2

2011-05-27T07:15:00.004+02:00

Da jeg var teenager plejede min far at påstå, at jeg kvajede mig med en hastighed af 45 kvaj i minuttet. Dét kunne hurtigt og nemt gøre mig uhyggeligt fortørnet, for jeg syntes virkelig ikke, at det var så galt. Og i øvrigt var der jo kun en minimal brøkdel af kvajene, der var "min skyld" set med mine øjne.

I dag kan jeg godt se, hvad han mente, men jeg må jo også erkende, at jeg - hvad han aldrig anerkendte - også var god til at lære af dem. Kombineret med min glæde ved at læse - og derigennem lære af rigtig mange menneskers fejl - tænker jeg i dag, at jeg jo egentlig har gjort det rigtig godt.

Jeg mener, hvor klog kan man overhovedet blive, hvis man slet ikke kvajer sig??

:-D

Billedcitat om succes 2

2011-05-26T07:32:00.000+02:00

Billedcitat om succes 1

2011-05-25T09:30:00.003+02:00

Billedcitat om autenticitet

2011-05-24T09:06:00.002+02:00

Billedcitat om det udsøgte

2011-05-23T09:29:00.001+02:00

Billedcitat om lederskab

2011-05-22T08:08:00.003+02:00

Dagens billedcitat

2011-05-21T07:36:00.002+02:00

Billedcitat om klogskab

2011-05-20T07:18:00.003+02:00

Hvem var egentlig fuld??

2011-05-18T21:45:00.002+02:00

Uskarpheden taget i betragtning kan man godt blive en anelse i tvivl, men det var faktisk månen, der var fuld i går.

Bedre held næste gang.

Håber jeg.

;-)

Sommerdrik... eller helårsdrik.

2011-05-12T14:29:00.001+02:00

Jeg har alt for længe savnet et alternativ til diverse safter og sodavand, der bare ikke på nogen måde er gode eller sunde at drikke og også til det almindelige postevand, som har en tendens til at strande i mit glas og stå og blive støvet og kedeligt, fordi jeg glemmer at drikke det.

Nu er det lykkedes mig at finde på et alternativ, der både er sundt og som smager godt, så det skal deles:

Til en 1 liters kande skal du bruge:

1 l koldt vand
2 breve pebermyntete - eller 2 ss pebermynte i løsvægt
2 ss skåren lakridsrod.

Læg teen i kanden og hæld vand på.

Dæk kanden med film og stil den i køleskabet i 30-45 minutter, så er den drikkeklar.

Når du har taget 2/3 dele af teen, kan du fylde kanden op med vand igen. Det kan gentages op til 3 gange (du kan nemt smage det, når du har "presset citronen" for meget), så der i alt bliver 3 l te ud af dine anstrengelser.

Synes du, teen er for sød, tilsætter du bare mere pebermynte og mindre lakridsrod, det er helt op til dig selv.

Erstatter du pebermynten med grøn te, bliver det en super morgendrik, der både virker rensende og som kvikker pga. koffeinen i teen. Og så smager det forbløffende godt med eller uden is i.

2-3 glas af det om morgenen giver en rigtig god start.

Klarøjet og kvik igen

2011-01-11T12:59:00.005+01:00

I går var første dag på arbejde efter en alt for lang juleferie og det var såmænd helt rart at være tilbage igen. Folk var også mægtigt søde og hjælpsomme og jeg slap helt for de rigtigt fæle. Sådanne aftener kan jeg godt lide.

Der var endda en dame, der - helt ufrivilligt - leverede dagens guldkorn i forbindelse med en undersøgelse for et bilfirma. Hun fortalte undervejs i interviewet, at da hun sidst havde været på værksted med bilen, havde hun ikke kunnet komme til at betale "fordi EDB-systemet var faldt ned". Heldigvis lykkedes det mig at holde latteren ude af min stemme til vi var færdige og hun havde lagt på.

Apropos ingenting, så faldt det mig ind i går, at der da er og var en helt forståelig grund til behovet for at holde søndag på en højhellig mandag: Jeg brugte jo min søndag på at knokle løs her på min hems, der så mildest talt frygtelig ud, så var i kælderen - fra 2. sal - et par gange og hente flyttekasser og kravle rundt fordi, man ikke kan stå oprejst der, mens jeg rydde op og flyttede rundt og gjorde ved.

I dag er energien også tilbage, så... jeg "kom lige til" at rydde op i hele hytten fordi, der lige trængte, så...

Måske er det søndag allerede igen i morgen??

:-D

Flad og (halv)færdig

2011-01-10T13:46:00.004+01:00

Nøj, jeg synes i dag er op ad bakke.

Jeg er mindst lige så flad som denne lille "fætter":

... helt uden at have en fornuftig grund.

Jeg er så flad som 100 krone seddel, der er blevet strakt over 14 dage.

Min hjerne står bomstille, Det gør mine fødder også.

Sådan er nogle dage.

Også.

Jeg tror, jeg holder søndag i dag. I hvert fald indtil jeg skal på arbejde om et par timer.

J for Jubel, når det endelig lykkes

2011-01-09T07:37:00.003+01:00

Nogen gange er livet som et eventyr.

Man skal så ukristeligt meget igennem, før man når til den lykkelige slutning.

I sommer var jeg i Jyllands Park Zoo med gode venner og efter en god frokost indtaget i en meget frisk brise, gik vi rundt og kiggede på dyrene. Der var ikke længe til søløverne skulle fodres og dét er det jo dumt at gå glip af.

Hvorfor gøre noget dumt??

Så vi stod klar og fik også det hele med. Inklusive vildfarne sprøjt af uappetitligt, grønt vand.

Klimaks var at se den ene søløve hoppe igennem en ring.

Dét måtte jeg have et billede af selv om ungerne begyndte at udvise tegn på hastigt tiltagende utålmodighed.

Jeg skyndte mig at skyde.

Igen.

Og igen.

Og en gang mere.

Og jeg fik et billede.

Af en ubrudt vandoverflade.

Og et mere.

To.

Tre mere.

Og var ved at opgive da jeg blev opmærksom på, at jeg kunne høre, når hun - søløven - brød vandoverfladen.

Jeg forsøgte én gang mere og kunne til min udelte jubel konstatere at NU var det lykkedes.

I denne uge er ABC Scancinavia nået til J og du kan se flere J'er her

Sejrsrunde

2011-01-06T17:00:00.002+01:00

I dag fik jeg faktisk taget mig sammen.

For et par år siden købte jeg et sølv-marguerit-armbånd på nettet, som jeg godt vidste, ville være for langt og som jeg havde intentioner om at korte af - hvor svært kan det måske lige være???

Da pakken kom, vidste det sig, at det var lidt mere kompliceret end jeg havde tænkt mig, for der var ingen åbning i leddene, så dee kunne ikke bare skilles ad, som jeg havde planlagt. Ergo røg smykket i skuffen og blev uglemt.

Når noget er uglemt, dukker det regelmæssigt op i tankerne og er lige så behageligt og hyggeligt som en skarp sten i skoene.

Det burde der være en lov imod.

Men i dag tog jeg mig sammen og fandt en tang frem og så lavede jeg bare den åbning, jeg skulle bruge, fjernede to led og flyttede låsen og på få minutter passede armbåndet perfekt.

Og jeg havde to led i overskud. Og et par perleøreringe, jeg ikke bruger mere.

Så fik jeg en god ide.

Ideen ser du her:

Leddene fra armbåndet blev skilt ad og perlerne fra de gamle øreringe flyttet over på dem.

De er blevet testet i dag og er rigtig rare at have på. Og de pynter også.

Der er optræk til at de kunne blive yndlingsøreringene i 2011.

:-D

Farverigt og smukt farvel til 2010

2011-01-01T19:00:00.001+01:00

Jeg er i den heldige situation, at jeg bor "oppe under himlen" og med en fantastisk udsigt over Kolding midtby, så det ville være fuldstændigt spild at bruge penge på fyrværkeri. I stedet lader jeg "de andre" om at punge ud og når vi har skålet det nye år velkommen, pakker jeg mig ind og går ud på altanen med mit kamera.

Også i år fik jeg nogle fine billeder. Et lille udvalg kan ses her:

Med dem vil jeg sige tak for 2010 her på bloggen og jeg glæder mig til 2011 og de oplevelser, der kommer med det nye år.

Hvornår er en ekspert en ekspert??

2010-12-20T10:00:00.001+01:00

I dag er juleferiens første dag og ih, hvor jeg glæder mig til de næste 3 uger med fri, afslapning, godt selskab og masser af nydelse.

Jeg har i øvrigt moret mig med at forarges de senere dage over denne artikel på 24.dk. Men det gør jeg nu gerne over artikler med "fif" til parforholdets vedligehold og forbedring, for det forekommer mig, at der er virkelig langt imellem de artikler og "ekspertudtalelser", som rent faktisk formidler en forståelse for de mekanismer, der er på spil og hvad der skal til for at man kan sætte sig udover dem. Ofte synes jeg, jeg savner både faglig indsigt og evne til formidling af de til tider ret komplekse dynamikker, der er på spil.

I modsætning til det vil jeg meget gerne anbefale denne bog, som jeg har læst i år. Et meget vellykket samarbejde imellem en svensk psykolog og en journalist, der giver både fagligheden i stoffet, men også i formidlingen. Bogen kan varmt anbefales.

Skt Gertrud, nu helt uden glans....

2010-12-16T09:56:00.003+01:00

Jeg skal da nok lige love for, at glansen helt røg af Skt. Gertrud i dag. Nu har det været det smukkeste vintervejr med kulde og klarhed i lang tid, men i dag er det mørkt, blæsende og vådt. Drivende, dryppende sjaskvådt derude.

Konsekvensen må naturligvis være, at jeg forskanser mig herinde med te, levende lys, julemusik, en god bog og noget juleoppyntning.

Og så gravede jeg lige dette billede frem, som faktisk ikke er mange dage gammelt og her fra egnen.

Og så var det måske en ide med en potte gullashsuppe til middag.

God dag til jer alle.

:-D

2010-12-15T10:00:00.000+01:00

Ind i mellem nyder jeg at sidde med en kop varm te eller noget andet nydelsesfyldt og google citater. Jeg elsker at læse og lære af, hvad andre mennesker gennem tiderne og helt andre steder i verden har lært og formuleret om livet og alle dets aspekter og erfaringer.

For tiden er det selvfølgelig julen og i dag deler jeg dette citat, som ramte mig lige i hjertet, da jeg læste det:

Den som ikke bærer julen i sit hjerte vil aldrig finde den under et træ. ~Roy L. Smith

Måtte I alle bære julen i jeres hjerter, så I rigtig kan nyde både den og alle forberedelserne til den.

2010-12-12T11:20:00.002+01:00

Jah... det er ikke sådan, her ser ud i dag. Det kan man ikke påstå, men vejret er jo rigtig fint og senere skal vi til julemarked på Sct. Nicolai.

Det skal nok blive rigtig hyggeligt efterfulgt af glögg og æbleskiver.

Indtil videre er formiddagen gået med en meget langsom brunch med hjemmebagt brød, ost og grønstager skyllet ned med kaffe, cola - igen skår eller improviseret rengøring i dag!! - og 3 cd'er med julemusik.

Rigtig glædelig 3. søndag i advent til jer alle.

Fransk xxxxx, vask og .....ærgrelse.

2010-12-11T08:57:00.004+01:00

Der opstod en spontan en situation her i går.

Planen var lagt og alt var klart.

Før arbejde ville jeg lige hente et par julegaver hjem og ordne et par andre småting, så jeg skulle afsted en halv times tid før sædvanligt.

Troede jeg.

Bedst som jeg var ved at gøre klar til at tage afsted, lettede mit glas med cola i et elegant lille hop.

I en nydelig saltomortale fordelte det indholdet ud over trappestigen,

gulvet

væggen

og et par møbler

før det smadredes i en milliard stykker mod gulvet.

Kan et vinglas være selvmordsbomber??? Ja! Eksplosionsagtigt er ikke for stort et ord.

Jeg følte mig som en fransk xxxxx over ikke at have passet bedre på.

Programændringen medførte vask af gulv, væg og trappe - ovenpå, udenpå, nedenunder i forsigtighed, mens jeg samlede alt det glas sammen, jeg kunne finde. Og et reduceret tidsrum til at nå alt det andet.

Det er ikke alt, man skal fotografere, i stedet får I denne smukke plante at se på.

Og så snakker vi ikke mere om dét!!

F som Frost

2010-12-10T09:17:00.003+01:00

Så er vi nået til f i fotoalfabetet.

Jeg har valgt et frost som tema for mit billede.

Frost kan tage mange former, men jeg har vist ikke før set det som her, hvor planten jo næsten ser kandiseret ud.

Du kan se flere versioner af bogstavet F her hos abc skandinavia.

En velkommen påmindelse

2010-12-09T11:41:00.003+01:00

Min datter - som skal forblive stort set unavngiven - har været efter mig fordi jeg ikke har opdateret bloggen i et stykke tid. Det duer simpelthen ikke. Jeg har selv haft lidt skidt med det, men har været noget presset for tid og overskud fordi jeg har kastet mig ud i at lære noget nyt, der i den grad ikke er faldet mig let: Jeg vil ikke bare have orden i mine ting, nu skal der også orden på alt andet, så som jeg fortalte i bloggen om "Få tingene gjort", så er det det, jeg er gået i gang med. Næste gang kaster jeg mig over noget lettere som f.eks. at løbe et marathon eller lignende.

Det er nu en utroligt givende proces og nu, hvor jeg har sat mig ind i de værktøjer, David Allen bruger og måden, de bruges på og jeg har fået dem på plads, begynder resultaterne også at vise sig og de vokser både i antal og i størrelse, så det har afgjort været blodet, - ok, måske ikke blodet - sveden og tårerne værd.

I dag var der som sædvanlig en del projekter og opgaver på min dagsorden, men jeg valgte alligevel at rive et par timer ud af kalenderen, da alt stod dækket af rimfrost og solen dukkede frem på en skyfri og klar, blå himmel.

Det var afgjort det hele værd og kameraet var fuldt af virkelig flotte motiver i løbet af ingen tid.

Ud og se ....

2010-11-28T10:17:00.003+01:00

Fredag eftermiddag tog jeg toget hjemmefra, hvor der virkelig ikke er sne af betydning til København, hvor man roligt, kan sige, der er sne af betydning - helt ned i skoene og ned ad nakken og hvor det ellers kunne komme til. På hovedbanen blev jeg mødt af min datter og så gik vi i Tivoli, hvor vi gik rundt og nød julestemningen og alle lysene.

Et par hyggelige grin kom der også ud af det. Der gik blandt andet nogle sjove, hvide ænder af en race, jeg ikke kender, rundt derinde. Man kunne komme ret tæt på dem, men når de var tæt på mennesker for at tigge mad, gik der naturligvis konflikt i flokken om, hvem, der havde førsteretten og bedst som de var oppe og toppes og virkelig ikke var ret flinke ved hinanden - faktisk havde den største af dem nærmest stillet sig ovenpå den mindste - kom det fra en dame bag mig: "Naaaj, hvor er de søde." Kort efter - da ænderne var igang med endnu en kamp om opmærksomheden og evt. afkast - stod endnu en dame og stak fingeren hen til dem og ville klappe og nusse. Så er det altså, jeg må undres lidt, for jeg havde helt sikkert valgt et andet tidspunkt at søge nærkontakt med dem.

Men vi var ikke færdige med de sjove betragtninger endnu.

En lille trold på 3-4 år sagde "Se mor," med klokkeklar stemme og strittende pegefinger, så vi alle fik det med, "tror du ikke, den fryser??" "Nej." sagde den kloge mor "den har jo pels på."

Og så lærte jeg også noget nyt den dag, for i Jylland hedder andepels fjer. Det gælder faktisk for den "pels" de fleste fugle har.

Lørdag tog vi til Helsingør og nød det totalt snedækkede landskab på turen derop. Billedet herover er taget fra bilen. I Helsingør var der nu stort set ingen sne, men det er jo lidt synd, når det nu er så kønt og julet, så vi "tog det med" helt derop og da vi tog hjem, havde de afgjort også fået et anstændigt lag julesne. Vi havde til gengæld haft en rigtig hyggelig dag med gaveindkøb og hygge.
Og på turen hjem tog jeg dette billede.

Jeg var lige ved at gå glip af, hvor smukt det så ud i skumringen, men så tog bilen en ordentlig glidetur rundt på vejbanen i en grad, så min døsighed forsvandt helt og aldeles. Resten af turen til Hillerød var jeg helt vågen og klarøjet.

At se lidelsen i øjnene

2010-11-22T18:02:00.004+01:00

Jeg bliver ved med at vende tilbage til bogen "Kunsten at leve lykkeligt" af Dalai Lama og Howard C. Cutler. Jeg har brugt et par dage på at læse kapitlet om at se lidelsen i øjnene et par gange og bliver mere og mere - begejstret er et rigelig stort ord - men lydhør, så, for tanken om, at se lidelsens uundgåelighed i øjnene og endda forberede sig mentalt på den.

Da jeg læste kapitlet første gang, virkede tanken lige negativ og navlebeskuende nok, for jeg fik hele tiden associationer til dommedagsprofeter af den slags, der bare altid er "frisk" på at være negative over alt.

Jeg kunne simpelthen ikke kombinere den vinkel på lidelse, som bogen præsenterede, med noget konstruktivt, så det har krævet noget reflektion hen ad vejen. Nu er jeg så endelig ved at kunne se forbindelsen imellem det, at acceptere lidelse som noget uundgåeligt og at tænke over det, så sindet vender sig til, at på et tidspunkt vil turbulensen og modvinden vende tilbage, som en positiv måde at leve på.

Næste skridt bliver at få det tænkt ind i hverdagen på en konkret og praktisk måde, for min "modvindsresistens" er afgjort lige lav nok lige nu.

Hvor høj eller lav er din "modvindsresistens"?

Det er næsten for godt til at være sandt....

2010-11-21T07:45:00.000+01:00

.... men det passer faktisk.

Siden jeg overtog denne lejlighed for knapt et år siden, har jeg været uden vaskemaskine. Det vil sige, at jeg har vasket bluser, undertøj og de sartere tekstiler i hånden. Alle sammen. Hver gang.

Jeans, håndklæder, sengetøj mm. er blevet slæbt på møntvask. Alt sammen. Hver gang.

Men nu er det lykkedes at nå dertil, hvor jeg kan gå på julegaveshopping efter en vaskemaskine til mig selv og det er næppe til at forestille sig, hvor kulret, jeg ind imellem kan blive over dét.

De første 2-3 uger er det ikke sikkert, jeg kan nå at blogge, spise, sove, finde en kæreste, se venner eller familie eller andet. Jeg skal bare sidde og se forelsket på min fine nye maskine, der vasker mit tøj for mig.

Jeg har på fornemmelsen, at julestemningen her i hytten kommer til at vare rigtig længe i år.

Men først skal den vælges.... Måske herfra??

:-D

Mød missen Maru

2010-11-20T07:45:00.001+01:00

Min datter har gjort mig opmærksom på denne blog, som jeg er faldet helt og aldeles for og som jeg bliver nødt til at anbefale. Ikke kun er Maru en charmerende herre, der er fuldstændig blind for, at det ikke er alle kasser og æsker, han kan klemme sit legeme ned i, han har også det mest tiltalende og eksotiske engelsk, jeg længe har læst.

Læg også mærke til de små youtube-film ude i siden. De tager fuldstændig vinden ud af sejlene på en småsur dag.

Pausesignal

2010-11-19T07:45:00.000+01:00

I dag er her lidt stille på bloggen, så I får denne fine buket at kigge på.

Jeg fik den i sommer af en mor som tak fordi, jeg havde fundet hendes søns pung og givet besked om det.

Fortravlet fredag.

Få tingene gjort

2010-11-18T08:33:00.004+01:00

Jeg skal da lige love for, at jeg har fået kam til mit hår!! Jeg vidste det godt, da jeg gik i gang med projektet og tilløbet har været langt. Måneder faktisk med tanker, der alle begyndte med "Jeg skal også ..... " uden at der skete stort mere ved det.

På et tidspunkt hørte jeg i en samtale - med et nyt menneske i mit liv - mig selv sige, at jeg for et par år siden havde gennemført en oprydning i mit liv og fulgt et "program", som gjorde det let ikke bare at tage de rette skridt, men også at fastholde resultaterne. Det har jeg sagt før - masser af gange - men denne gang virkede det nærmest som en uldsweater på nøgen hud: det kradser - min opmærksomhed blev ved med at kredse om lige dét udsagn fordi, der nu er en del af mig, der ikke ville anerkende det som helt sandt.

Jeg har stadig en langt højere grad af system i alle mine ting end før, her er for det meste orden og meget har pladser, hvor det hører til, men ikke alt og tiden?? Den har jeg ikke styr på overhovedet. Desuden er der siden, jeg gennemførte oprydningsprocessen for ca 3 år siden, sket så meget i mit liv, at der er områder, hvor der rent faktisk ikke er orden, enten fordi jeg i mellemtiden er flyttet et par gange og dermed ikke har de "hjem" til tingene, jeg plejede at have og heller ikke har fundet nye endnu eller fordi der er kommet nye ting til, der endnu ikke har fået et hjem.

(Læs mere om bogen her)

Det var altså på tide at komme flylady-programmet igennem igen og på bogudsalget i marts fandt jeg denne bog. Da jeg havde kigget i den, var jeg med det samme klar over, at her var det værktøj, der passede til mig, så jeg kunne få det overblik over tiden, jeg savnede.

Nu er den læst og jeg er stadig begejstret for bogens vinkel på tingene, men ih, jeg føler mig "lidt" overvældet ved tanken om, at min hjerne skal lære at følge de rutiner og underlægges en langt, langt højere grad af disciplin end nogensinde før. Dét bliver ikke nogen let opgave.

Der er nu slet ingen tvivl. Det vil blive gjort. Med babysteps. Mange babyskridt og små babyskridt.

Og husker jeg det, skal jeg nok opdatere her mht. resultaterne efterhånden som de viser sig.

Måske skulle man lige skrive det på projektlisten????

Lykke som livsstil

2010-11-17T06:45:00.004+01:00

I forlængelse af min blog og blogkommentarerne igår - de var nemlig rigtig gode og gjorde mig bevidst om, at jeg ikke havde helt fat i essensen i citatet - må jeg lige lave en blog mere om lykke som livets formål.

Det handler nemlig ikke om taknemmelighed - for mig - jeg er generelt god til at være taknemmelig og til at værdsætte det, der er. Min udfordring er af en anden art, så jeg har søgt højt, lavt og på Google og fandt endnu et citat af den nuværende Dalai Lama, som rammer det, der er min udfordring, langt mere præcist:

"Hvis du ønsker andres lykke, vis medfølelse. Hvis du ønsker at være lykkelig, vis medfølelse."

- Tenzin Gyatso, 14th Dalai Lama

Fremhævelsen er min og hvis jeg skal helt ind til kernen, så kunne jeg nemt tilføje ".... også overfor dig selv."

Dét er nemlig ofte dér, jeg snubler, når jeg på en eller anden måde ikke lever op til min egen forventning.

Hvad er formålet med livet???

2010-11-16T09:21:00.003+01:00

Spørgsmålet stilles i bogen "Kunsten at leve lykkeligt" af Dalai Lama og Howard Cutler.

I dag fandt jeg dette afsnit, der satte en del tanker igang hos mig selv, så jeg skynder mig at dele det i tilfælde af, at det kunne give noget til andre.

"Dette simple udsagn ("Formålet med livet er lykke" red.) kan blive et stærkt redskab til at hjælpe os med at navigere gennem livets daglige problemer. Fra den synsvinkel bliver vores opgave at afvise de ting, som fører til lidelse, og være åbne over for de ting, som fører til lykke. Metoden, den daglige praksis, går ud på gradvist at øge vores opmærksomhed og forståelse for det, som virkelig fører til lykke, og det, som ikke gør."

Det er da i alt væsentligt en tanke, der er værd at overveje for en som mig, der nærmer sig OL-guld i at gøre rigtig meget - som måske ikke behøver være det - rigtig svært.

:-D

B for bøgeløv i brune nuancer.

2010-11-12T10:43:00.006+01:00

Så er alfabetlegen nået til B og det var helt oplagt, da jeg forleden var i skoven, hvad mit B skulle være.

Se selv:

Betagende, ikke sandt??

;-)

_________________________________________________

Der ligger flere bud på bogstavet B her

Skulptur med springvand i Århus

2010-11-09T19:16:00.002+01:00

I uge 42 var jeg på en opgave i Århus, der krævede, at jeg stod uden for et apotek på Store Torv og interviewede mennesker om håndkøbsmedicin.

Midt på Store Torv står dette springvand, som jeg blev ret betaget af, så jeg skyndte mig at have kamera med derop og tog et par billeder.

Er det ikke flot og fascinerende??

Det var også genstands for alle børns opmærksomhed og det var helt umuligt for dem ikke at blive lidt døv for voksenstemmer, når trangen til at balancere rundt på det blev for stort og de voksne helst så, man holdt sig på det tørre i alle henseender.

Findes der noget smukkere???

2010-11-08T14:47:00.002+01:00

Og kan man kalde en skov for selvrensende???

Jeg har jo lagt mærke til, at når jeg slæber mine frustrationer, negative tanker og hvad har vi derud, så har jeg dem sjældent eller aldrig med hjem.

Alligevel bliver skoven ved med at se lige så fin og ren ud som den plejer.

Hvad stiller du op med dine frustrationer og lignende?

En køn, lille klase tingester

2010-11-07T09:27:00.002+01:00

I går var jeg lige en tur i skoven med kamera - og friske batterier - og fik blandet andet dette foto med hjem.

Er de ikke kønne??

Rød/pink/orange er en farvekombination, jeg holder meget af. Der er så meget liv og glæde i lige den kombination.

Og så gad jeg nok vide, hvad det er, jeg har fotograferet for en plante.

Nogen bud??

Date med Andrik og alternativt venskab

2010-11-05T22:10:00.004+01:00

I sommer var jeg på skovtur i den lokale skov, hvor der også er en smuk skovsø.

Jeg havde sat mig godt tilrette ved søens bred og fundet min medbragte bolle med kylling og bacon frem samt en flaske kølig iste af den hjemmebryggede slags, da jeg fik selskab.

Af den kontaktsøgende slags.

Nærmest en improviseret date.

Der blev i hvert fald kastet lange blikke efter mig.

Jeg er sikker på, det var mig, blikkene gjalt og ikke mit brød.

Ganske få meter fra mig til den anden side var der også selskab. En andemor med ællinger, der alle solbadede.

Se lige der i forgrunden. Ligner det ikke en blishøne, der har søgt nye venner??

_________________________________________________________________

Abc Skandinavia er nu i gang med en ny runde af bogstavblogs og du kan se flere bud på A'et her.

Efterårsløv

2010-11-04T13:25:00.003+01:00

Nu har tanken om, at jeg altså burde tage i skoven ligget på lur rigtig længe, så da den dukkede op igen i dag, røg jeg op af stolen, i overtøjet og ud af døren.

Hurtigt.

Faktisk lige hurtigt nok.

Jeg fik kom nemlig afsted med et kamera, hvis batterier i den grad sang på sidste vers, så jeg kom hjem igen med lungerne fulde af frisk luft og et gennemblæst sind, men billederne var der langt imellem.

Så må vi bare dele, dem der er.

Brombærblade og her nedenfor nogle andre nogen, jeg ikke ved, hvad er udover, at de er flotte og røde.

Og så var der denne skråning, der kaldte på forevigelse.

Jeg kravlede over en grøft og over på en stamme og videre hen på en stub for at hoppe ned på den stamme, der gav den bedste vinkel.

Ét skud var der tilbage i kameraet, før det var slut. Så måtte jeg vende om. Det kunne jeg bare ikke, for stammen var alt for glat, så der skulle en helt anden rute til, for at forsigtig-Petrine her ikke drattede ned og slog sig.

Nu sidder jeg og nyder den hjemmelavede tomatsuppe og planlægger en ny ekspedition. Med friske batterier til "skyderen".

Trompetfri kiwiæblesmoothie

2010-10-31T14:21:00.002+01:00

I dag, da morgensmoothien - som jeg godt anede kunne være af den sunde slags - var hældt i glasset, lagde jeg for en gangs skyld mærke til, at der stod noget i bunden af kartonen.

Da jeg kiggede efter, kunne jeg ikke lade være at grine.

Se selv:

Selve deklarationen er heller ikke uden evner og i øvrigt meget betryggende. Det kan jo egentlig være lige så væsentligt at få styr på, hvad der ikke er i kartonen:

Sex on legs

2010-05-11T14:03:00.003+02:00

For snart længe siden hørte jeg udtrykket "Sex on legs" i et tv-program. Det var en mand, der fortalte om sine følelser for sin kone efter mere end 20 års ægteskab og jeg faldt både for hans måde at sige det på og for udtrykket som sådan.

Da ham her dukkede op på min altan for et par dage siden, om jeg til at tænke på det igen, for han er da godt nok sexet: Ren, rå mandig bredskuldrethed, der rækker så langt ned over ryggen, at han næsten er nødt til at skræve på sine små spurveben.

Jeg har måttet kæmpe lidt for at få billederne, for han er ikke så vild med den effekt, han har på mig. Han er faktisk lige kvik nok til at stikke af, men nu lykkedes det mig alligevel at få et par billeder, som jeg kunne dele med jer.

Himmelsk hittegods...

2010-05-11T11:18:00.002+02:00

Kender du dét at man har nogle yndlingsting som så pludselig laver et forsvindingsnummer, der bare er så effektivt og uanset, hvor man leder, hvem man snakker med og hvor mange efterlysninger, man laver, så er der bare ingen effekt og tingene er så forsvundne som havde de aldrig eksisteret?

Og så lige pludselig dukker de op igen et sted, hvor man ville have svoret på, man havde set efter indtil flere gange??

Den oplevelse har jeg lige haft med de to ringe her og med ørestikkerne. Alle tre favoritsmykker, så jeg er slet ikke landet endnu efter at have fundet dem.

:-D

Dagens guldkorn.

2010-05-08T15:23:00.002+02:00

Jeg sidder og hygger med Malthe, der er ved at farvelægge en tegning. Malthe vil gerne have, at jeg skriver "Disse to børn er tvillinger" på tegningen med rød glitterpen. Jeg gør, som han beder om.

Hvad betyder 'tvillinger', Malthe? Spørger jeg.

"At de æælsker den samme farve!" kommer det prompte fra Malthe.

Den betydning kendte jeg overhovedet ikke til, må jeg indrømme.

:-D

Sommerferie!!!

2010-04-29T15:01:00.001+02:00

Ahr.. måske lige knap, men jeg holder blogpause pga. arbejde og familietamtam i weekenden, så der er lyd fra mig igen på mandag.

Hyg jer alle så længe.

:-D

Dale Carnegie: Lev livet uden bekymringer

2010-04-27T12:09:00.003+02:00

I går skrev Madame en blog om at leve i dagtætte rum. Metoden eller teknikken er en af dem Dale Carnegie præsenterer i bogen "How to stop worrying and start living". På dansk hedder den "Lev livet uden bekymringer".

Jeg sad selv i en situation, hvor en blogkommentar andetsteds havde snuppet min skrivelyst og -energi og jeg var kørt fast. Min fornuft syntes det var totalt lige meget, om folk syntes det ene eller det andet og mine følelser var noget ømme efter den medfart.

Og så ville tilfældet altså - hvis man tror på tilfælde - at Madame lige gav mig det input, jeg manglede for bogen står jo i min reol. Både på engelsk og dansk, så det var bare med at finde den frem. Jeg havde læst den før, været mere end glad for teknikkerne og havde altså glemt den igen.

Men det er altså en bog, der er værd at huske, så i dag får den sin egen blog. Den er nemlig rigtig god og kommer hele vejen rundt om de situationer, hvor man (jeg) ofte får stirret sig (mig) blind på et eller andet som regel trivielt, der ikke er nær så vigtigt eller katastrofalt, når først jeg har fået afstand og perspektiv på situationen. Og så kan jeg godt lide, at bogen ikke bare er letlæst, Carnegie har også samlet alle teknikkerne bagest i kapitlerne, så den er utrolig nem at genlæse, når behovet opstår, som det gjorde for mig i går.

Jeg skynder mig derfor at give den min varmeste anbefaling.

Min første hest: Beauty.

2010-04-26T23:02:00.003+02:00

Jeg ville egentlig bare have lagt et billede af hende og sådan lige mindes hende lidt i dag, hvor det er hendes 41 års "fødselsdag". Min første hest.

Faktisk ved jeg ikke, hvornår hun blev født helt præcist, men hende, der ejede Beauty før mig havde øremærket d. 26 april, fordi det var den dag, hun selv var blevet ejer af Beauty og dermed hesteejer for første gang.

Jeg er heller ikke absolut sikker på, at Beauty var blevet 41 i år, for Hannes forældre troede, de købte en 10 årig hoppe til deres, men smeden, der havde set en hest før, mente hun i hvert fald var over 20 år. Og så var hun med føl.

Sikkert er det, at Beauty var over 25, da jeg overtog hende og sikkert er det også, at hun efterlod et eftertrykkeligt mærke på min sjæl. Jeg sagde farvel til hende i 1997 og i dag er hun stadig ikke glemt, men det kan man nok slet ikke, når det drejer sig om ens første hest.

Måske bliver jeg nødt til at fortælle hendes historie en dag.

Nye glæder.

2010-04-26T13:04:00.003+02:00

Jeg begynder at få en snigende mistanke om, at jeg har evner og muligheder, jeg helt havde overset.

I weekenden havde jeg gæster til middag for anden gang. Eller måske er gæster i virkeligheden et helt forkert ord, der var nemlig tale om 5 gode venner, som jeg har fået "sammenført" i helt anden anledning og det var anden gang, de var her.

I første omgang begik jeg et par klassiske fejl. Dengang var der tale om en tak for hjælpen middag og derfor gjorde jeg mig umage med menu-valget. Menuen skulle afspejle min værdsættelse af deres hjælp, da jeg skulle flytte og dét gav altså bagslag. For det første resulterede det i, at jeg stod i køkkenet i langt størstedelen af tiden, de var her og dels blev sværden på stegen primært gummiagtig. Så meget for at gøre sig umage. Det var jo slet ikke dét resultat, jeg havde ønsket at give dem.

I anden omgang havde jeg "bare" inviteret dem for selskabets skyld, for det var jo gået forrygende i første omgang og de havde alle fungeret rigtig godt sammen. Derfor havde jeg valgt menu efter, at langt det meste skulle kunne forberedes og så skulle det i det hele taget være enkelt og overskueligt, så jeg ikke bare var flad og udmattet allerede før, de kom.

Derfor har jeg det sidste stykke tid lavet en lille opskriftsamling, der er lavet med lige netop dét i tankerne: Lækker, let og nem mad til alle lejligheder. Jeg havde fået samlet mig en ukristeligt stor stak udklip med opskrifter fra forskellige blade, men fandt en dag på, at jeg da bare kunne tage billeder af opskrifterne med mit kamera, lægge dem på min pc og sortere dem i mapper, så jeg nemt og hurtigt kan finde yndlingsopskrifterne, når jeg lige står og mangler dem.

Det var en kæmpe hjælp, da jeg skulle sammensætte menuen, for der er jo kun opskrifter, jeg selv har valgt ud og som netop er nemme og enkle at gå til, så der var næsten for meget at vælge imellem. Det lykkedes nu ret hurtigt at begrænse mig til en hovedret og en dessert.

Det var lykkedes i ret stor grad at have alt så klar, som jeg ønskede det, inden de kom, men helt godt var det ikke. Der er plads til forbedring, når det drejer sig om at bedømme, hvor meget tid hver opgave vil tage. Alligevel tøver jeg ikke med at putte hele aftenen i kategorien "godt nok". Det var sjovt, hyggeligt og overkommeligt og og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg inviterer en håndfuld venner til middag.

Og næste gang er jeg garanteret endnu bedre til det!!

Den første "bøg" springer ud.

2010-04-25T18:17:00.002+02:00

For en lille uge siden, var jeg ud og gå tur i min nærliggende skov. Mens jeg gik derude, fandt jeg nogle afsavede grene i forskellig størrelse og jeg fik lyst til at tage nogen med hjem, så jeg søgte mig nogle ud, der så fine og regelmæssige ud.

Da jeg kom hjem satte jeg dem i vand og så gik jeg ellers og ventede og håbede, at de ville springe ud og ikke bare vise sig at være helt døde.

I går - 5 dage efter min tur i skoven - var jeg meget, meget tæt på at give op og smide grenene ud, men i dag er jeg glad for, at jeg ikke gjorde dét, for "min bøg" er jo lige ved at springe ud nu.

I morgen er der garanteret flere knopper, der er gennembrudt og bladene vil være ved at folde sig ud.

Se lige her:

Mens jeg sidder og nyder synet af dem, kan jeg så reflektere lidt over, hvordan det kan være, sådan nogle småting kan forårsage så stor glæde.

Brusebadsboller.

2010-04-24T08:17:00.002+02:00

Jeg har det sådan med hjemmebagt brød, at jeg elsker at spise det, men når der skal bages, står jeg af. Jeg HADER at ælte dej! Inderligt!

Derfor elsker jeg denne opskrift, som er noget af det nemmeste, man kan forestille sig og om ikke kræver dej på fingrende overhovedet.

Du skal bruge

5 g gær

1 ts salt

1 ts sukker

½ l vand

6 dl havregryn

2-4 dl. mel.

Start med at smuldre gæren i en skål og tilsæt sukker og salt, rør til gæren er opløst og tilsæt vandet og havregrynene. Rør til det er godt blandet. Tilsæt derefte det mel, du ønsker. Jo lindere en dej, des fladere og fugtigere boller.

Personligt foretrækker jeg den lidt tyndere udgave, der egner sig gevaldigt til sandwiches.

Læg film over skålen og sæt den i køleskab natten over.

Næste dag sætter du bollerne på bagepapir med et par skeer og bager den ved 200 g i ca. 25 minutter.

Venlig hilsen den dovne kok.

Mod lysere tider takker af.

2010-04-23T14:06:00.003+02:00

Det har på det seneste været mere og mere tydeligt i mig og for mig, at jeg er vokset fra min blog: Da jeg startede den, stod jeg midt i et dybt hul med job, der ikke var nok, en bolig, der var pinefuldt utilstrækkelig og med tabet af ham, jeg troede var mit livs kærlighed. Dengang virkede titlen "Mod lysere tider" helt klart positivt, men det var dengang. I dag er tiderne jo meget lysere set med mine briller, selv om jeg gladeligt står ved, at der er aspekter, der langtfra er optimale.

Alligevel giver hverken titlen eller min tanke med bloggen mening for mig. Nu virker det bare småtrist og uaktuelt. Ideen med at skrive om min rejse gennem en kærestesorg og lave en "rejsedagbog" over, hvordan man finder tilbage til lyset og lykken igen er også lidt passe for mig. Det er i store træk noget helt andet, der kommer ud af mit tastatur her, så jeg har valgt at skifte kurs.

Der vil stadig komme poster om, hvordan man kommer helskindet igennem kærestesorgen. Både om processen og om værktøjer, jeg skal bare have dem så meget på afstand, at jeg klart kan se vejen. Dér er jeg ikke endnu, så det må vente.

Det, jeg har i mig nu og som jeg fortsat gerne deler er en sjov blanding af refleksioner, billeder, jeg selv har taget, opskrifter på livskvalitet og nydelsen uden på måder, der ikke tager en krig, men kan passes ind i en - travl - hverdag. Mad, bøger, oplevelser, minder og hvad jeg ellers lige kommer på.

Målet er at få det hele, når det gælder nydelse og livskvalitet med kun den halve indsats.

Hæng bare på, det skal nok blive sjovt.

ABC i ord og billeder: B som blomst

2010-04-23T07:33:00.006+02:00

I dag er Petunias ABC nået til bogstavet B, der med det samme fik mig til at tænke på blomster. Blomster med duft og blomster uden, vilde blomster og fremdyrkede blomster, forårs- og sommerblomster.

Her følger en håndfuld af nogle af mine bedste blomsterbilleder og også af et par buketter.

Du kan se flere bud på bogsstavet B her

Meet Mr. Jingle.

2010-04-22T14:01:00.003+02:00

For nogle få dage siden postede jeg et foto af denne lille flødebolle, jeg fangede ude på en solbeskinnet skråning i skoven. Men jeg bearbejdede billedet kom jeg til at tænke på Mr. Jingle, som den daværende kæreste og jeg døbte ham. I dag får du historien om ham.

For snart et par år siden, mens jeg boede i Sønderborg, havde vi tilbragt en aften med at se filmen "Den Grønne Mil". I filmen er der en fængselsmus, der tilsyneladende er blevet udødeliggjort .... jeg kan ikke lige komme på, om det er vha. strøm fra den elektriske stol eller om det er gift eller hvad.. og musen, der er tam hedder Mr. Jingle.

Efter filmen var slut, gik jeg i køkkenet med resterne af det snask, vi havde hygget os med og åbnede døren til skraldespanden, der hang på skabsdøren under vasken. Med det samme fangede mit blik en bevægelse, og i første omgang troede jeg, jeg havde tabt noget ud af skraldespanden. Det havde jeg ikke. I hjørnet af mit køkken sad en bette mus, der åbenlyst - at dømme efter alt det rod, der var omkring og under skraldeposen og det efterladte mussepøller - havde været i gang med at beværte sig selv med hvad, han havde fundet af brugbare rester i posen.

Nu har jeg jo en Ph.D. i indfangning af levende mus takket være Müsli, så jeg tog det i første omgang roligt. Jeg fik bare ret effektivt lukket dørene ind til stue og bad og barrikaderet døren indtil soveværelset. Døren kunne ikke lukkes helt, fordi værelset var så småt, at sengen ragede forbi dørkarmen. Kæresten fik godt med af den måde døren blev lukket på, at der var et eller andet under opsejling. Han sluttede sig til mig og sammen gik vi på musejagt. Og hold da fest, vi fik lov at jage. Den overgav sig ikke frivilligt og da ingen af os havde hverken sindelag eller hjerte til at sætte dens livs på spil, var vi 3 på dét hold. Det vidste musen bare ikke. Den kunne godt nok sno sig og hoppe. Er I klar over, hvor højt sådan en lille nyfodret tyksak kan springe???

Højt! Meget højt, kan jeg fortælle.

Ved I så, hvor kreativt et par tobenede kan tænke ved tanken om at have sådan et bette kræ til at fise rundt og bide i alting???

Kreativt. Meget kreativt! Faktisk lige så kreativt som musen kan springe højt gange 1.2. Vi havde besluttet, at sejren var vores og vi var to, så det lykkedes på et tidspunkt at trænge den op i et hjørne, hvor der stod en masse sko og i et fiffigt øjeblik så musen sin chance for at smutte i, hvad den måske har troet var et musehul.

I virkeligheden var det Karins ene træsko. Den blev lynhurtigt samlet op og båren udenfor, hvor musen fik en let rystetur til den gav slip og faldt ud og stak af. Vi blev helt naturligt enige om, at det måtte være Mr. Jingle siden den dukkede op i min skraldespand lige da den gjorde.

Den grønne Mil kan du læse mere om her. Den kan varmt anbefales.

2010-04-22T07:18:00.003+02:00

For et par år siden blev jeg af nogle venner gjort opmærksom på denne bog af Florence Littauer. Det var en bog, der kom til at sætte spor for mig, for den gav mig nogle gevaldige aha-øjeblikke og en langt bedre forståelse for, hvorfor jeg aldrig rigtig kom ud af stedet, men lod til at køre fast igen og igen.

Da jeg tog testen i bogen for at finde ud af, hvordan mine egne temperamenter var sammensat, fandt jeg ud af, at jeg faktisk har to, der er næsten lige store og de er samtidigt diametrale modsætninger. En avanceret form for to i én løsning, jeg havde bakset med i årevis.

Da jeg nu kunne se, hvorfor og hvor det så tit gik galt, var det også meget nemmere at finde frem til nogle løsninger, der kunne bruges, så jeg ikke altid havnede i clinch med mig selv og så jeg bevidst kunne vælge, hvornår jeg ville bruge hvilke styrker.

Bogen er i øvrigt rigtig god til også at få forståelse for de andre "personlighedstyper", der findes.

Der ligger en kort gennemgang (på engelsk) af bogen her.

Og her ligger en test, hvis man vil vide, hvilke "typer", man selv falder ind under.

Er pennen stærkere end piller?

2010-04-21T12:00:00.005+02:00

Jeg var egentlig i gang med at finde nogle nye og inspirerende tips til min dagbogsskrivning og til min skrivning i det hele taget, da jeg snublede over denne lille artikel med en indbygget skriveøvelse i. Den satte lige nogle tanker, jeg længe par puslet med at få formuleret her i bloggen, igang.

Jeg er fuldt og helt overbevist om, at det er sundere at skrive og sætte ord på det, man oplever og de følelser, man har end det nogensinde vil være at lade være og der er virkelig mange goder og indsigter at hente gennem dagbogsskrivning. Men skrivning alene er bare ikke svaret på hverken livets gåde eller Sandheden Om Lykken. Det er næppe nogen enkeltstående aktivitet, der er.

Generelt har jeg det lidt svært med, når lægfolk på mindre end en halv side med få ord og nogle kraftige generaliseringer får 'overflødiggjort' medicinsk behandling af både det ene og det andet uden selv at have kvalificeret -personligt eller fagligt -kendskab til hverken sygdommen, medicinen eller eventuelle konsekvenser af deres postulater og teser.

Min "overfølsomhed" stammer fra min egen oplevelse af depressioner og med de behandlinger med lykkepiller, jeg har fået i den forbindelse. Da jeg blev tilbudt behandling i første omgang strittede jeg MEGET imod, jeg havde jo fået et klart indtryk fra medierne af, at lykkepiller var skabt af Fanden selv. Mindst. Problemet var bare, at den læge, der partout ville "prakke mig dem på" havde kendt mig og jeg ham i over 25 år og jeg havde derfor stor respekt for både hans indsigt og faglige bedømmelser. Jeg valgte til sidst at stole på ham og tage imod pillerne.

Derefter gik jeg hjem og satte mig lidt ind, hvad de er og hvad de kan og gør og hvorfor og hvordan. Samtidig med, at jeg læste lidt om, hvad en klinisk depression er og gør og kan. Og så gav det jo altsammen meget mere mening. Det er vist i øvrigt ofte tilfældet, når antagelser og "hearsay" bliver erstattet med reel viden. Jo mere, jeg finder ud af, des bedre giver de mening som primær behandling.

Samtaler er helt sikkert essentielle, når man skal finde ud af, hvorfor læsset blev så skævt, at det til sidste væltede, men samtaler gør bare intet godt for andre end terapeutens økonomi, før den deprimerede er så langt ud af depressionen, at man kan "nå" vedkommende med samtaler. Man er i samtalerne nødt til at kunne mærke sig selv, tænke sammenhængende .... eller bare at kunne tænke i det hele taget, tage stilling og i det hele taget være tilstede mentalt og følelsesmæssigt, hvis det skal give nogen mening og det er man ikke det første rigtigt lange stykke tid.

Har man ikke være dér og har man ikke gået vejen båd ind i og ud af en depression er det meget, meget nemt at skrive "klogt" og, at det altså er meget bedre at undgå pillerne i behandlingen.

Personligt vil jeg - hvis jeg nogensinde igen ser så meget som skyggen af en depression på min personlige horisont - ringe til min læge med det samme og bede om piller. Når de er begyndt at virke, har jeg nemlig en ærlig chance for at gøre, hvad der skal gøres og begynde på vejen tilbage.

Når det er sagt, vil jeg helt sikkert i hverdagen sætte meget ind på, at leve på en sådan måde, at jeg slet ikke er nødt til at ringe og bede om de piller. Dét er en kunst, jeg øver mig på hver dag.

En helt almindelig tirsdag...

2010-04-20T14:16:00.003+02:00

.. i april, mens snefnuggene - ja, snefnuggene - på anden eller 3. time daler våde og forkomne og lander på min rude med en raslende lyd, mens minutterne løber om kap for at blive til fortid, før jeg når at sanse dem og mens listen over småting, der skal gøres, før jeg skal ud af døren og på arbejde, har fået vokseværk i middelsvær grad, vil jeg skynde mig at poste lidt flere billeder fra turen i går.

Jeg har fuld forståelse og meget sympati for tanken om at leve i nuet, men lige nu..... lige nu trækker jeg mig en anelse baglæns til fortiden, hvor gåture var tørre, solen var fremme og ubehageligt vejr som dette ikke var noget, jeg behøvede at færdes i.

Små skovtursglæder

2010-04-20T08:10:00.002+02:00

I går tog jeg på tur i skoven med kameraet. Her er nogle af billederne:

Ham her var ikke helt villig til at stille op til portrætfotografering, men da jeg havde stået musestille - ;-) - glemte han, jeg var der og så fik jeg lidt billeder af ham, før han forsvandt ned i sit hul.

Jeg får helt associationer til Bum fra Askepot, når jeg kigger på det der trinde, ligge buddeliv.

Tidsmaskinen: En praktikant, der satte et varigt mærke.

2010-04-19T10:51:00.003+02:00

Det sker ind i mellem, at man i skolen har en eller anden oplevelse, der sætter spor for livet. Nogen gange er det et smerteligt minde, man får at trækkes med, men det sker også, at mindet bliver en kilde til varig glæde. Jeg tror egentlig, jeg kun har et enkelt af den slags, men det har til gengæld også kastet mange oplevelser og megen nydelse af sig siden dengang.

I 3. eller 4. klasse havde vi musik med Christer - han er i øvrigt en blog værd i sig selv, men i dag er det ikke ham, det handler om - og i en periode havde vi også et par lærerpraktikanter, der skulle øve sig i at blive musiklærere og vi skulle være deres små prøveklude. Jeg kan ærlig talt ikke huske meget af det, de bød ind med - jeg tror, der var to eller tre, der var i praktik samtidigt - men den ene satte spor, da det var hendes "tur" til at stå for undervisningen.

Hun stille sig ved tavlen og gav sig til at fortælle en historie. Hun tegnede et bjerg med sne på toppen og en sol, der skinnede. Hun fortalte om foråret, der var på vej, om luften, der blev lunere og om sneen, der langsomt begyndte at smelte og så tegnede hun en lille piblen ned ad bjerget. Efterhånden som solen fik mere kraft og smeltede mere sne, blev den lille piblen til et lille vandløb, der fortsatte turen ned ad bjerget. Vandløbet voksede sig stille og roligt større og større til det var blevet til en brusende flod, der strømmede ned ad bjerget for fuld kraft.

Nedenfor bjerget lå en landsby og i den landsby var der nogen, der var blevet forelskede og som skulle giftes, så man var i fuld gang med at holde bryllupsfest med masser af glad musik og dans lige der, hvor floden brusede igennem byen.

Da vandet var strømmet igennem byen, blev floden bredere og selv om vandet ikke løb nedad på samme måde som før, var der stadig masser af strøm og brusen rundt om stenene, der lå i floden. Først helt ude ved havet blev floden roligere og flød jævnt og uhindret afsted og blandede sig med havets vande.

Da hun var færdig med at tegne og fortælle, bad hun os lytte til et stykke musik, hun havde med og så skulle vi se, om vi kunne høre historien i musikken. For mig var det helt tydeligt, at den musik, hun havde med, fortalte lige netop den samme historie som hun lige havde fortalt os og jeg var bjergtaget. For mig var det en mageløs og fantastisk tanke, at man kunne fortælle en historie med musik og jeg strøg lige hjem fra skole og nåede vist hverken at tage overtøjet af eller andet, før jeg måtte dele min oplevelse med mor. Hun lyttede og sagde så "Det lyder spændende. Var det det her, I hørte?" Og så satte hun en plade på.

Hvad er sandsynligheden for to mirakler på én dag?? Det var nemlig det samme stykke musik.

Prøv selv om du kan høre historien her.

Billederne, jeg har brugt er lånt fra videoen. Jeg ved ikke, om man kan embedde her på bloggen, men jeg ved, at jeg ikke ved, hvordan det i så fald gøres, så I må nøjes.

Hav en super mandag.

2010-04-18T21:45:00.002+02:00

Jeg sad lige og blev helt opslugt af denne solnedgang, så jeg tog lige nogle billeder af den og lægger dem her.

Det er udsigten fra mit vindue på hemsen, hvor jeg har min pc og sidder og hygger både dag og aften og så tit, jeg kan komme afsted med det.

Her er det gamle vandtårn i nærbillede og i nederste højre hjørne kan man også se en gammel mølle.

Ren nostalgi og nydelse.

Om glæden ved den nye dagbog.

2010-04-18T09:37:00.005+02:00

For et par dage siden skrev jeg om glæden ved gamle dagbøger og så virker det jo næsten oplagt, at der også må skrives en blog om glæden ved 'nye' dagbøger. For mit eget vedkommende er der faktisk to. Den første er den, jeg beholder og derfor har jeg valgt at kræse lidt mere om detaljerne i den: Jeg har valgt at skrive på almindeligt printerpapir, der jo i hvert fald er både nemt og billigt at få fat i og så har jeg lavet et underlagsark med linier, der passer til min skrift.

Det var ret enkelt at lave i excel, hvor jeg bare lavede et skema med en spalte og et passende antal celler. Det kræver kun lidt tid lige at få tilpasset det, så det passer med ens skrift, for det kan være ret nemt at få lavet linierne for smalle og sikke noget ulæseligt gnidder, der kommer ud af dét! Det fortæller jeg kun fordi jeg selv har prøvet det. Jeg var lige i mit ugidelige hjørne og mente til at starte med, at jeg da bare kunne skrive lidt mindre. Så kunne der også stå mere på siderne og det ville jo spare på papiret, ikke??

Man bliver klogere. Hurtigt!

Denne del af dagbogen er ret 'konstruktiv': det er den del, jeg bruger til at fortælle mig selv om de små oplevelser og indtryk, der har været, som er værd at huske og tage med, og så bruger jeg den til de overvejelser og indsigter, der kommer, når jeg laver tankeskriv.

Og så bruger jeg den til at hygge mig med, så jeg skriver ofte med blandt andet den fyldepen, der tilhørte min far. Det er jo overhovedet ikke en nødvendighed at dyrke det æstetiske, men som sagt er det noget, jeg nyder.

Herunder er et billede af dagbogen.

Anden del af dagbogen er faktisk ofte den, jeg bruger først og den er blevet helt uundværlig for mig. Der er ikke nogen æstetiske hensyn her: en almindelig A5 blok og en blyant er fint. Jeg bruger den nemlig kun til tankeskriv, når jeg enten er kørt i stå og ikke helt kan finde ud af, hvad jeg nu skal tage fat i eller har brug for at afreagere. Den er den virkelig god til. Skriver jeg dem ned her, giver det ret hurtigt klarhed i hovedet. Det virker nærmest som om, følelserne bliver flyttet ud af hovedet på mig, og så kan jeg som regel også se, hvad der skal gøres og om der overhovedet skal gøres noget. Tit sker det nemlig, når jeg har raset af på papiret, at jeg er så færdig med hvad det nu end var, der fik mig op i omdrejninger, at det slet ikke er et problem mere. Hvis jeg har besluttet, at det ikke er ligemeget og at jeg er nødt til at følge op enten med noget handling eller måske endda en ikke så hyggelig samtale med en eller anden, så har jeg til gengæld også fået styr på, hvad der skal siges, hvordan og hvorfor og dét er en hjælp, der er til at tage og føle på, når det gælder om at holde konfliktsituationerne i mit liv så få og så små som muligt.

Nogen gange skal der nu flere runder tankeskriv til, før jeg når ind til kernen og dermed har fundet afslutningen og kan lægge det bag mig.

En ekstra gave til mig selv med tankeskrivsblokken er, at jeg ret hurtigt efter river siderne i stykker og kasserer dem. Når processen er overstået, har jeg ikke brug for siderne mere og så skal de destrueres. Jeg har jo frit lejde på de sider og må skrive lige, hvad jeg føler lige sådan som jeg føler det og dét er ikke noget andre øjne ville have godt af at læse, der er sjældent noget konstruktivt i de tanker.

Derfor tager jeg bare og skriver det, jeg har lært af situationen, over i min dagbog og lader resten ryge ud med badevandet så at sige.

ABC i ord og billeder: Altanvejr

2010-04-17T21:54:00.003+02:00

I denne uge kaster vi os ud i 3. runde af ABC i ord og billeder og mit bud på a-ordet er altanvejr.

Udsigten har jeg jo vist og den er taget fra altanen, der ligger i læ, så jeg har kunnet sidde derude - med stor sweater og tørklæde på - de sidste dage, hvor solen for alvor er kommet til magten.

I et anfald af forårsfjas fandt jeg også på, at jeg da ville have en lille 'plæne', så her er den:

Det er nu ikke græs, men karse, jeg har sået.

Der er flere bud på A-ord her.

Om glæden ved gamle dagbøger.

2010-04-16T14:32:00.003+02:00

Jeg har i den sidste måneds tid været igang med at rydde op og muge ud i mine gemmer, for da jeg flyttede ind her for kun knapt 5 måneder siden, var der ikke helt tid og i hvert fald ikke overblik nok til at rydde rigtigt op. En del af årsagen var, at jeg endnu ikke havde en plads til alt og det er godt nok ikke nemt at lægge ting på plads, når de ikke har en plads, der er deres. En anden del af årsagen var, at jeg selv havde en følelsesmæssig skade, der åbenbart stadig påvirker mig en del, men dét er en anden historie til en anden blog.

Jeg har længe været lidt ked af, at der var sådan et rod i mine dagbøger, for det er jo min historie og jeg ville gerne have den samlet. Ikke kun fordi, jeg er for doven til at gide lede efter ting, jeg skal bruge, men også fordi jeg har opdaget, at jeg faktisk kan hente ret meget brugbart i dagbogen: I 2003-2005 gennemlevede jeg den ubetinget sværeste periode i mit liv og var i en periode nødt til at ty til en psykolog. Normalt er det vist sådan, at man så selv finder ud af fra gang til gang, hvad man har brug for at snakke om, men det kunne jeg slet ikke overskue, så løsningen - for mig - blev, at jeg skrev dagbog i dagligdagen og afleverede dem et par dage før vores aftale. Så tog psykologen udgangspunkt i dem, når vi mødtes, hvilket var en kæmpehjælp for mig. Senere fandt jeg ud af, at det i det hele taget hjalp at skrive og sætte ord på, hvad der skete i mig, når jeg var ude i strid modvind... og det var jeg som regel i de år.

Rodet er opstået fordi, jeg jo altså skulle aflevere mine skriverier fra gang til gang og så nytter det bare ikke med en bog, så løsningen blev, at jeg skrev på løse ark, så jeg både kunne aflevere, hvad jeg havde skrevet og samtidig havde muligheden for at skrive videre.

Med tiden har jeg udviklet metoden ved at holde siderne sammen måned for måned med nogle klips - dem vender jeg lige tilbage med billede af i morgen - men det er først for nyligt, jeg har fundet på det, så der har ligget løse sider i små bunker hist, pist og overalt. Dem har jeg holdt øje med de sidste uger, så når jeg stødte ind i den, er det blevet flyttet til et samlingspunkt og "Projekt Karins Memoirer" er nu samlet og stort set komplet.

Men det var faktisk slet ikke dét, jeg ville fortælle. Det, jeg ville med denne blog var, at dele den glæde, jeg har haft ved at genlæse siderne efterhånden som jeg har fundet dem, for det viste sig dels, at jeg slet ikke var så ubalanceret, som jeg husker mig selv fra de år og dels, at Karin 38 år har en del brugbart at sige Karin 44 år og dét er jo slet ikke tosset. Der skete så meget i de år, at det i dag dels er rigtig lærerigt at kunne vende tilbage og se og genopleve det med et helt andet perspektiv og dels at genlære, hvad jeg siden har glemt alt om. Så er det godt at have dagbogen for så behøver jeg ikke lave de samme fejl igen for at genopdage, hvad jeg egentlig godt vidste...

Smart, ikke?

Sansemismatch...

2010-04-15T11:24:00.002+02:00

Af og til sker det, at jeg oplever et eller andet, hvor det mine øjne fortæller mig slet ikke passer til det mine ører fortæller. Det er ikke ofte, det sker, men nu er det lige sket for anden gang på et par dage:

I går på vej på arbejde, hørte jeg en knallert nærme sig bagfra, men jeg blev kort efter overhalet af en lille purk på sin cykel. Bevares, han lagde åbenlyst alle kræfter og hele sin opmærksomhed og koncentration i at cykle og måske var det endda en knallert eller en motorcykel, han ræsede afsted på i sin tankeverden, men det plejer nu ikke at påvirke den oplevelse, jeg har.

I dag stod jeg og kiggede ud af den åbne altandør og kunne høre en flyvemaskine. Ikke en passagermaskine, men sådan en lille to-motors - tror jeg nok, det er - med plads til en enkelt passager eller to. Kort efter blev lyden nu suppleret med synet af en .... mariehøne!!! Der er åbenbart mere motorkraft og lyd i dem i år end jeg havde forventet.

Jeg tror, jeg vil vise de små trafikanter til lands, til vands og i luften mere respekt fremover... bare for en sikkerheds skyld.

Fødselsdagsblog for en gammel veninde

2010-04-14T14:34:00.002+02:00

I dag er det 17 år siden, hun kom til verden som en lille gårdkilling. Vi fik hende ca. 3 måneder senere og nød de næste 10 år med hende, før vores veje måtte skilles igen.

Men ih, hvor er der mange historier og minder fra de 10 år og alligevel er der ikke helt nok....

... kan der nogensinde blive helt nok??

Jeg tvivler!

Surprise!! - Søndagsbrunch og kanalrundfart.

2010-04-14T11:37:00.002+02:00

Søndag formiddag mødtes vi med Datterens far og hans kæreste til brunch på deres hotel. Klokken var blevet 11 og vi havde planer om at tilbringe dagen som turister, så de kunne få set noget af byen, før de vendte hjem til Wien dagen efter. Hotellet, de boede på, havde nu også en fantastisk brunch-buffet som, hvis jeg ikke tager meget fejl, var hovedårsagen til, at de var blevet booket ind på dét hotel. Det viser sig nemlig, at Datterens kæreste ved en abnorm masse om sligt og han var også mere end velforsynet med baggrundsviden om stort set alle de steder, vi så på kanalrundfarten inklusive anekdoter ad libitum om historien, bygninger, baggrund mv.

Men tilbage til brunchen: Der var alt, tror jeg: cerealier, frugt, yoghurt, pålæg, oste, salater, smørvendte kartofler, pølser, bacon - det kom dog med noget forsinkelse - æg og en masse brød. Og så var der kaffe, te, juicer og vand. Det var lækkert og vi gjorde, hvad vi kunne for at gøre et synligt indhug i forsyningerne, men det var helt umuligt. Da vi gik, kunne det overhovedet ikke ses på andet end den blide kurve, vores maver nu havde, at vi havde gjort andet end at kigge.

Datterens far og hans kæreste benyttede også lige lejligheden til at give hende lidt gaver, hun kunne pakke op, så hun sad kort efter begravet i tøseting og en check og strålede om en lille sol. Det hele blev nu samlet og returneret til hotelværelset, før vi tog på tur.

Her er nogle af billederne, jeg tog på turen:

Der var en guide på båden, der fortalte flot og næsten flydende på både dansk, engelsk og tysk undervejs og det gjorde hun rigtig godt. Man kunne nu godt høre, at det var begrænsede små "lektier", der var blevet indlært, men vi havde jo Datterens kæreste, der nemt kunne supplere med mange flere historier og små facts omend det skal siges, at han kun gjorde det på engelsk og med almindelig stemmeføring, så det var kun os, der kunne høre ham.

Efter turen måtte vi desværre undvære Datterens far og hans kæreste, der var nødt til at besøge en bekendt, de havde i København. De blev hentet og vi andre gik på caféen i Ny Carlsberg Glyptotek og nød en chokolademousse og en cola. Det var ved at være tiltrængt med noget sukker. Mens vi var der, ringede Datterens kæreste til sin mor, der blev 58 samme dag og spurgte, om hun ikke ville slutte sig til os, så der gik ikke mange minutter, så stod hun der.

Det var en rigtig hyggelig måde at slutte dagen på og vi nåede også at se lidt af udstillingerne, selv om det ikke var meget. Så var det på tide at få fat i min baggage og finde mit tog, så jeg kunne komme hjem, men jeg havde også følelsen af at have holdt en uges ferie på knapt et døgn, så jeg sov hele vejen hjem.

Surprise - Showet

2010-04-13T13:19:00.006+02:00

Showet, vi skulle se, hedder Kapow og var underholdning i utrolig høj grad fra ende til anden og så var det utrolig godt struktureret, så mad, komik, sang og dans blev blandet med akrobatik og stunts i en lind strøm, der var nøje afstemt, så vi kunne nå at få det hele med. Det var en oplevelse af de helt store og vi var alle enige om, at vi ikke kunne have været heldigere med vores aften.

Ikke mindst fordi vi sad så tilpas tæt på scenen, at vi nemt kunne få det hele med og samtidig så langt fra den, at vi gik ram forbi, når Jecko gav den gas og "gik lige til stregen". Vi var vist ret enige om, at han også var over stregen et par gange, men ikke så meget, at det ikke var sjovt. Vi morede os i hvert fald.

Maden var noget for sig selv. Jeg har "klasket" en kopi af menuen ind i bloggen her, for alene gennemlæsningen er en oplevelse. Maden var ren luksus og kalveryggen var en helt unik oplevelse. Jeg tror ikke, jeg har smagt så mørt kød før.

Dertil fik vi champagne til at starte med - Datterens far mente, vi jo havde noget at fejre - og rødvin, der som aftenens eneste minus, ankom umiddelbart efter hovedretten og før desserten.

Her er lidt billeder fra showet, som Datteren har taget. Jeg havde også kamera med, men måtte erkende, at mine talenter ikke rakte til at tage brugbare billeder i den belysning - eller mangel på samme.

Undervejs i showet blev der på storskærme vist små sjove meddelelser og aftenens suværent sjoveste for os, var da der stod noget i retninge af:

"Some people don't know how to stop and keep celebrating until they are brain dead:

XXXXX

88 år

*Min datters navn her*
25 år"

Desværre nåede vi ikke at få et billede af dét, så jeg citerer frit efter hukommelsen.

Efter showet, der sluttede lige efter klokken 23, blev gulvet ryddet og stedet lavet om til natklub, så vi fik lige en gruppedans. Det var efterhånden også ret tiltrængt lige at få rørt sig lidt, selv om maden både var afmålt på mængde og serveret i et tempo, så vi var behageligt mætte uden dog at være forspiste på nogen måde.

Omkring midnat måtte Datteren, hendes kæreste og jeg dog takke af, for vi skulle med s-toget hjem før de indstillede trafikken for natten. Vi havde nu aftalt, at vi skulle mødes dagen efter på Datterens fars hotel til brunch og så skulle vi på sightseeing i det indre København, for om mandagen skulle de retur til Wien.

Surprise!! - Optakten

2010-04-13T11:05:00.010+02:00

I begyndelsen af marts fik jeg lige rodet mig ud i en chat med Datterens far på facebook. Han fortalte lidt om, hvordan han havde det om det nye firma, han er ved at starte op og fik lidt nyt herfra.

Og så var det, han ville høre, om jeg vidste noget om Datterens fødselsdagsplaner eller om vi mon skulle overraske hende med et eller andet?? Jeg vidste, hun havde snakket om noget tøsekomsammen, men havde indtryk af, at det kun var på overvejelsesstadiet endnu og jeg var også helt helt på det rene med, at hun ville elske at blive overrasket og sat i centrum af sin far og mor. Det ville nu slet ikke kunne lade sig gøre uden Datter-kærestens hjælp, så jeg påtog mig at 1) få en snak med ham og få ham til at spænde ben for hendes planer uden at hun opdagede intentionen og 2) finde ud af, hvad der mon skete i København weekenden før, som vi kunne mødes omkring.

Allerede samme dag fik jeg en snak med Datter-kæresten, der syntes det var en brandgod ide og som var noget mindre begejstret ved tanken om, hvor ubegejstret Datteren ville blive over at få sine planer forpurret. Det holdt ham nu ikke tilbage, allerede dagen efter ringede han tilbage og havde sammen med sin mor lagt skumle planer: Hun - der har fødselsdag dagen før Datteren - ville udsende invitationer til lørdag d. 10 april og tilsige hele familien til at møde Under Uret på Hovedbanen. Resten af familien var dog varskoet om, hvad der lå bag invitationen og ville derfor ikke møde op.

Jeg havde i mellemtiden været på Visitcopenhagen.dk og fundet et enkelt show, vi evt. kunne se. Det var et såkaldt dinnershow med mad, stunts, 80'er musik og meget andet sjov og det så ret godt ud.

I løbet af marts fik vi det meste på plads: togbilletter, flybilletter, hotel (til Datterens far og hans kæreste), overnatning (til mig) og planer for søndagen. Det eneste hængeparti var billetterne til showet, for Datterens far havde ikke kunnet komme igennem og turde ikke bestille online, hvis vi så ikke fik gode pladser. Da han endelig kom igennem, var alt udsolgt.

Så var gode råd dyre og vi måtte lægge hovederne i blød for at finde på en plan B, der kunne du. Heldigvis var Datteren jo ikke klar over, hvad hun gik glip af, så vi blev bare enige om ikke at nævne noget om dét. Der må nu have været nogen, der har stået os bi, for få dage før, da Datterens kæreste skulle bestille bord på den restaurant, vi havde valgt som alternativ, tjekkede han lige hjemmesiden igen og så, der var frigivet ekstra billetter. Vupti, havde han købt 5 billetter og var jubellykkelig for, at vi nu alligevel kunne vende tilbage til plan A. Det var ubetinget også den bedste plan.

Oven i anstrengelserne for at få planen for lørdag aften til at falde på plads, havde Datterens kæreste også haft lidt hovedbrud med søndagen. Når hun Datterens far - der til hverdag bog i Wien - nu var her, skulle vi jo også være sammen med dem søndag og se lidt af byen - der var bare lige den hage ved dét, at søndag rent faktisk var Datterens svigermors fødselsdag og hun skulle jo også fejres lidt, så han havde lagt hovedet i blød og var kommet op med følgende: Om aftenen skulle alle spise hos dem og så skulle hans mor bare være gæst og slappe af og helt holde sig ude af køkkenet. En rigtig sød tanke.

Udfordringen lå jo "bare" i, at når vi havde trampet København rundt hele dagen, så skulle maden jo stadig være til at overskue rent tilberedelsesmæssigt og den skulle kunne forberedes i forvejen..... uden at Datteren fik det med. En ikke ubetydelig detalje, når man bor sammen. Men han klarede det i meget fin stil og med en hel masse kreativ tænkning: Der var mad gemt i hele hytten, kyllingerne var sat til optøning i en stor gryde med låg i et skab, der ikke bruges så ofte og lignende.

Det var meget, meget underholdende at høre om hans 'mellemregninger' og overvejelser undervejs.

Surprise!!! - Overraskelsen

2010-04-13T10:57:00.005+02:00

Lørdag skinnede solen fra en skyfri himmel og vejret var lunt. Faktisk endda så lunt, at jeg kunne sidde ude på altanen og spise min frokost og have døren stående åben og ih, hvor jeg nød det på en i forvejen perfekt dag.

Tøjet, jeg skulle have med, havde ligget klar i dagevis og skulle bare pakkes sammen med en bog, en tandbørste og en natkjole. Valget var faldet på en stort, stram nederdel, lilla jakke med pailletter og stilethæle, så jeg valgte at pakke det nænsomt og skifte i toget. Turen gik som smurt og omkring Høje Taastrup smuttede jeg ud og kravlede i festtøjet, så jeg var klar. Makeuppen havde jeg lagt hjemmefra, for jeg havde ikke helt tiltro til at resultatet ville blive godt, hvis jeg forsøgte mig med det i toget.

Klokken 17.28 stod jeg af toget og satte næsen mod ventehallen. Det var sin sag at sætte det lange ben foran, når man ikke er vant til at spankulere rundt på høje hæle, men det gik rimeligt: Ingen brækkede ben og jeg så vist heller ikke helt så vakkelvorn ud, som jeg havde frygtet. Det blev der nu hurtigt lavet om på! Da jeg nåede vores mødested var der nemlig ingen at se. Altså jo, der var mennesker nok, der var bare ikke én, jeg kunne genkende og dét følte jeg mig ikke helt tryg ved. Jeg ringede fluks til Datterens far, men fik intet svar. Dét gjorde det ikke bedre. Der var nu ikke meget andet at gøre end at blive hængende og håbe, de bare var lidt forsinkede. Datteren og hendes kæreste vidste jeg godt, ville komme lige efter 17.30 og det gjorde de også.

Hendes kæreste fik øje på mig og satte kursen i min retning. Datteren fulgte bare med med søgende blik. Hun så nu absolut intet og det var først da vi stod ansigt til ansigt, hun opdagede mig. Øj, det øjeblik var ubetaleligt. Hun så og hun fattede intet. Simpelthen fordi hun forgæves forsøgte at få mig til at passe ind i den historie om svigermors fødselsdag og det hang slet ikke sammen. Hendes kæreste gik lige afsides for at ringe til Datterens far, men før han kom så vidt, fik Datteren selv øje på dem og så kom der lidt flere tårer sammen med erkendelsen af, at det nok var hende, der var hovedpersonen og at hun var blevet ført bag lyset.

Der blev hilst, krammet og grinet og nydt, at vi i den grad havde haft succes med vores overraskelse til hende. Hun var nu selv slet ikke i stand til at finde ud af noget som helst og opgav vist bare projektet og lod sig føre med.

Hun måtte nu lige have et billede af os....

Og et af sig selv: Her er det far, Datter, hendes kæreste og undertegnede.

Kursen blev sat mod Cirkusbygningen, hvor vi kom af med overtøj og tasker og gik i baren og fik noget at drikke. Der blev snakket en del både om vores proces med at stable planerne på benene og om den polske præsident, der var død i et flystyrt samme morgen. Både Datteren og hendes kæreste taler russisk og interesserer sig meget for Rusland og østblokken, Datterens far har også stærke bånd dertil både arbejdsmæssigt og pga. hans kæreste, der er russer, så det optog sindene en del.

Kort efter var det nu på tide at finde op i salen og få vores bord anvist. Klokken var også ved at være så mange, at vi var nogle stykker, der ikke var totalt afvisende overfor tanken om mad.

Der er stilhed og så er der stilhed...

2010-04-12T12:26:00.003+02:00

Der har været noget stille her på bloggen i sidste uge og i dag er der det næsten også.

Grunden har været, at vi - min eksmand, svigersøn og jeg - har brygget på en overraskelse, smedet rænker og haft hemmeligheder i stor stil. Det har været så spændende og jeg har glædet mig i en grad, så der ikke har været plads til så meget andet i hovedet på mig, men jeg kunne jo ikke skrive om det.... og altså heller ikke om andet, for det var der slet ikke fokus og koncentration nok til. Så var der jo ikke andet at gøre end at forholde mig tavs.

Overraskelsen løb af stabelen i lørdags og i går og jeg skal nok fortælle alt om det, men jeg skal lige selv have detaljerne fordøjet og sorteret, så vi alle slipper for en rodet omgang snak, der hverken er hoved eller hale i. Indtil da vil der være lidt mere stilhed, men den vil have en anden grund og opleves også helt anderledes på denne side af skærmen end stilheden i sidste uge gjorde.

I dag bliver centrum for alle anstrengelserne 25 år og det lykkedes over al forventning at overraske hende i en grad, så hun vist føler sig gennemfejret og trænger til en stille dag.

Jeg vender nu stille og roligt tilbage med alt om weekenden bid for bid.

I mens stiller jeg lige en buket anemoner, jeg plukkede i skoven for knapt en uge siden.

Duften af velvære

2010-04-02T10:21:00.003+02:00

Jeg føler mig godt nok ikke helt på toppen i dag. Jeg har jo godt nok heller ikke just fået søvn nok de senere aftener på grund af 'letsindig omgang med gode bøger', så der er ikke noget at sige til det. Det langsigtede svar er naturligvis, at den manglende søvn skal indhentes og det bliver den. Lige nu er det nu også sådan, at jeg har nogle ting, der skal gøres og som kræver et klart hoved og så er det godt at have en olie eller to i køleskabet.

Jeg kunne ikke helt regne ud på forhånd, hvad jeg havde brug for i dag, men da jeg kiggede samlingen igennem, fandt jeg umiddelbart de tre på billedet her over, som lod til at kunne bruges. Når først de er valgt ud, er det ikke noget problem at finde den rette: man skruer bare låget af dem og sniffer til dem efter tur. Oplevelsen af duften vil gøre det mere end klart, hvilken, der er den rette olieblanding. For mig var det Inspiration, der skulle til i dag.

Så er det bare at hælde nogle dråber i en duftlampe eller lægge et stykke køkkenrulle eller en serviet på radiatoren... går det helt galt og ingen af delene er muligt, så kog da en kop vand og hæld et par dråber i den. Så skal du bare regne med at det skal gentages med jævne mellemrum.

Olierne i disse blandinger er ikke rumparfumer, som er så in for tiden, det er de ægte æteriske olier, så det er altså nødvendigt at være opmærksom på, at de ikke skal i direkte kontakt med huden... eller kroppen i det hele taget. De kan købes forskellige steder, men jeg er ret sikker på, at Helsam er et af de steder, der har dem. Det er i hvert fald en supereffektiv måde at løfte sig selv på, når der er behov for det.

Man skal ikke skue hunden på hårene....

2010-04-01T07:39:00.002+02:00

... eller som englænderne siger: "Don't judge a book by its cover".

Jeg er i øjeblikket ved at læse Sanna Ehdins bog " Et liv i glæde" og har fået den anbefalet flere steder fra, men jeg må indrømme, at det lige nu står noget hen i det uvisse, om jeg mon når helt til den anden ende af bogen, for jeg synes godt nok, den er mig noget letbenet. Det er mit indtryk at bogen er skrevet på basis af hendes egne erfaringer og med de værktøjer, der har hjulpet hende selv. Det første kapitel virkede meget lovende og indeholdt et par citater, der ramte ned lige dér, hvor jeg selv kæmper, men nu, hvor jeg er nået til kapitel 7, er det ved at være længe siden, jeg har fået noget at tænke over eller tage til mig. I hvert fald på den gode måde.

I går stødte jeg på et par sætninger, der gjorde det noget klarere for mig, hvad den skuffelse, der har ligget i baghovedet og rumsteret de seneste kapitler, består af. En af dem lød:

"Engang var jeg til konference og mødte en lærd mand, som så nydelig ud og gjorde et godt indtryk. Men da jeg talte med ham, oplevede jeg pludselig, at jeg begyndte at trække vejret med besvær, og jeg mærkede et tryk over brystet. Kroppen sagde: kom væk herfra, for den mand er ikke god. Men mit hoved sagde til kroppen: Stille! Det er en god og dygtig og behagelig mand. Til sidste lyttede jeg til kroppen, afbrød samtalen og gik derfra, hvilket var godt for mig. Min krop havde hurtigt registreret det, som hjernen ikke bemærkede."

Når jeg læser sådan et udsagn, så savner jeg altså som minimum en udbygning af, hvad det så var ved den pågældende mand, hun ikke mener var godt. Var han misbruger?? Seriemorder?? På hvilken måde var det, han var så "ugod", at hun ikke kunne gennemføre en samtale med ham??

Efter, jeg havde lagt mærke til ovenstående, dukkede flere og flere af de oplevelser op, hvor jeg synes, Sanna bare slynger nogle postulater ud eller nogle "anvisninger" på, hvad vi "bare" skal gøre for at få det liv i glæde, der er bogens tema og den slags kan jeg personligt ikke bruge til en disse. Jeg tror, jeg giver bogen en chance i et par kapitler mere, men så skal der også være kommet mærkbart mere dybde og nærvær i bogen, hvis jeg skal læse den færdig.

Som kontrast til Sanna Ehdin vil jeg gerne fremhæve Lone Rasmussens bog "Fra Pæn Pige til PowerPrinsesse". Bogen stod mig i hele 19 kroner og dét er nok grunden til, at den overhovedet fik en chance. Titlen virker lige poppet nok, men de små læseprøver, jeg tog rundt om i bogen virkede ret ok. Jeg købte den for et par dage siden, men nu er den læst. Tanken var, at den måske var underholdende og letbenet nok til at den kunne bruges som læsestof på arbejdet mellem opkaldene, men nej... den var ikke lang nok og den var for god. I går kunne jeg næsten ikke koncentrere mig om opkaldene, fordi den er så god og da jeg kom hjem læste jeg den færdig. Jeg kører dermed på et rimeligt søvnunderskud i dag.

Lones bog er ikke tænkt som en gør det selv bog, men er "bare" hendes egne erfaring og hvad hun lærte af dem. Den virker altså i højere grad som et spejl og dét gør den godt. Fortællingerne er hudløst ærlige og fortalt med i et personligt sprog og med et nærvær og en selvindsigt, der gør den berigende og underholdende i sjælden grad.

Jeg har NYDT den og vil med sikkerhed læse den igen inden længe.