Dukkehjemmet - mit eget bibliotek

Så er jeg endelig kommet på plads og min nye bolig begynder at føles som et hjem. 

Da alt var læsset af her, var jeg altså MEGET i tvivl om jeg ville skulle igennem en halveringsrunde mere eller om jeg måske bare skulle acceptere, at jeg ville komme til at sove på terrassen i den tid, jeg kommer til at bo her.

Jeg har fået denne rumdeler af min søster, som havde den i overskud og den har vist sig at være helt perfekt. Den passer lige præcist til de bøger jeg har og er så dyb, at begge sider af den kan bruges uden problemer. Der var lige 32 fine rum, der gjorde det let og overskueligt at sortere bøgerne efter emne, og dét er en god ting, når der er ca. 600 bøger at finde rundt i. 

Faktisk har jeg længe næret en drøm om mit eget bibliotek og det føles lidt som om, jeg har fået det. 

Endda med egen "læsesal".

Nu er jeg på udkig efter nogle klemspots, der kan sættes på hylderne og gøre det ud for både læselys og sengelampe, for "flydestolen" er faktisk min seng i nattetimerne, hvor jeg folder madrassen ud. 

Ny blog: Det hvide lærred - om at starte helt forfra midt i livet

Jeg ved ikke hvor jeg først stødte på begrebet Det Hvide Lærred, men sandsynligheden taler for, at jeg har siddet med næsen i en bog: Når kunstmalere før i tiden havde malet et billede, de ikke var tilfredse med, malede de lærredet over med hvidt, så det kunne bruges igen.

I løbet af foråret gik det op for mig, at det samme begreb kunne bruges om mit liv som det har udviklet sig til nu: Mit job blev mere og mere ustabilt i forhold til hvor mange timer og vagter, jeg kunne få. Dermed blev det også mere og mere usikkert om jeg kunne få tingene til at løbe rundt økonomisk fra måned til måned og senere blev det mere og mere sikkert, at det kunne jeg ikke og i januar blev det nødvendigt med supplerende kontanthjælp. Dermed lå det fast, at jeg både ville være nødt til at finde et andet job og flytte for at få tingene til at hænge sammen på længere sigt. Hvor der altid har været stilleperioder i branchen før, var der ikke længere nogen udsigt til, at det her ville gå over og blive stabilt igen .

Samtidig gennemgik min datter, som bor i den anden ende af landet en række undersøgelser som i maj mundede ud i diagnosen multipel sklerose.  

Med min egen ustabile situation og hendes diagnose var der slet ingen tvivl om, at når jeg var nødt til at flytte, ville jeg tage springet fuldt ud og flytte tættere på hende, så jeg kunne være i nærheden, hvis hun skulle få behov for det nu eller senere og dermed gik jeg i gang med at rydde grundigt ud i mine ting for at forberede flytningen bedst muligt.

Sidst i maj var jeg klar og hele mit flyttelæs kunne pakkes i en Ford Transit og køres mod øst hvor det blev pakket i et depotrum i Hillerød til jeg havde fundet et sted at bo og SÅ var lærredet stort set hvidt igen: Intet job, ingen bolig, ingen kæreste og meget, meget få ejendele at forholde mig til. 

Det er på samme tid en situation, der skræmmer mig fra vid og sans mindst én gang om dagen og samtidig meget, meget frisættende og inspirerende, for nu er jeg endelig et sted i livet, hvor jeg er klar til at skabe mit liv og mine rammer på en måde, der giver mening og glæde og som helt sikkert vil udfordre mig til det yderste. 
Og netop dét gør, at jeg har lyst til at beskrive oplevelsen af at starte helt forfra, selv om jeg reelt er nået halvvejs i livet og så mange af mine jævnaldrende er helt andre steder i deres liv. Derfor har jeg oprettet en ny blog her på bloggen, som kommer til at hedde ”Det Hvide Lærred”. 
http://dethvidelaerred.blogspot.dk/ 


Du er velkommen til at læse med. 

Uge 11 - en orki-rigtig-dårlig-(i)dé

Hvad stiller man op, når man har bildt sig selv ind, at én blog om ugen er ladesiggørligt og man så ikke har en pind at skrive om???

Apropos pind!!!

Så kan jeg da lige nævne sådan en passant…

Jeg var ved at pakke taske og gøre klar til at tage toget forleden, da jeg kom til at tænke på, at det vist var noget tid siden orkideerne havde fået sig en tår, og da det jo er forår og varmere end det har været længe og der begynder at gå grokraft i både dit og dat, så fik jeg lige den gevaldige ide, at de måske ikke ville tage skade af noget gødning. Godt nok var det ikke orkidé-gødning, men en blomst er vel mere eller mindre en blomst medmindre den altså er af silke eller af sprog…

Svaret er nej. Det er det ikke. I hvert fald er den pink orkide nu mærkbart mere hængeøret og vil uundgåeligt skulle til at producere helt nye blomster bare fordi jeg var kreativ.

Men der findes jo karma og i denne uge var der åbenbart express-levering på mine udeståender – hvis jeg har nogle tilgodehavender må de derimod være i restordre – der gik i hvert fald ikke lang tid, før jeg selv hang med ørerne, hostede, snottede og lagde mig en mere og mere sensuel stemme til, så nu har jeg vist lært, at næste gang skal jeg lige smage på gødningen selv, før jeg tager liv og helse fra andre med mine eksperimenter. Det tog nu heldigvis kun et par dage eller 3, så gik det bedre igen. (Og mor, det med at smage på gødningen var altså bare en joke!!)

Godt det ikke var underboen, jeg var kommet til at forgifte, så var jeg nok ikke sluppet med et par dages hoste og sløjhed!!!

:-D

Uge 10 - Kvindefrigørelse starter i kvindesind

Det her årlige kvindefrigørelsespalaver, ikk? Det har altså aldrig rigtig sagt mig set store. Det må jeg indrømme, men jeg må også indrømme, at politik heller aldrig har fyldt ret meget på min private dagsorden tidligere. Men i år har været helt anderledes for mig.

For ca. 2½ år siden havde jeg et aha-øjeblik af de helt store. Jeg var lige blevet single, sad i et lejet kælderværelse med fælles køkken og bad, havde hverken opsparing eller tilstrækkelig indkomst til at kunne skabe mig et godt, nyt hjem, hvor jeg kunne komme ovenpå, intet socialt netværk, og hverken uddannelse eller job, der kunne give mig tilstrækkelig mental stimulering. Og som en gave fra oven dukkede spørgsmålet op:

”Hvorfor har jeg ikke sørget for dét? Hvor fanden har jeg haft mine tanker???”

Dét spørgsmål har jeg brugt det sidste år på at besvare og ved en nærmest poetisk og meget symbolsk tilfældighed, begyndte jeg at søge svaret både i mig selv og en god stak relevante og meget givende bøger d. 8 marts sidste år. Den internationale kvindedag. Jeg havde på ingen måde fokus på mit køn som sådan i starten af den proces. Jeg satte mig bare for at finde ud af, hvorfor de resultater, jeg havde skabt i løbet af de 44 år, jeg havde levet, var SÅ langt fra det, jeg havde tænkt mig, da jeg startede ud og SÅ langt under, hvad jeg burde have kunnet skabe. Hvor kommer de ”styreprogrammer” fra, som jeg ubevist navigerede ud fra? Hvordan og hvornår var det blevet installeret? Hvordan kunne jeg få dem "slettet"? Og hvilke ”programmer” ville jeg så hellere have i stedet?
Hvilken viden og hvilke færdigheder ville jeg få brug for for at kunne rette op på min livssituation?

Jeg læste og skrev, huskede og skrev noget mere, genoplevede en masse barndomsminder med nye øjne og med en helt anden livsforståelse end man kan mobilisere, når man er 2-4-ikkeretgammel og det var først ret langt inde i processen, at ”kønsdebatten” kom og blandede sig, for den var der jo godt nok gang i, da jeg voksede op. Og så har jeg et par gode og kloge veninder, der var "fødselshjælpere" i processen.

Et år – og rigtig mange samtaler med rigtig mange kvinder – senere kan jeg konstatere, at jeg så langt fra er den eneste, der render rundt og glemmer at ligestille mig selv med min omverden og jeg tror faktisk ikke, at kvinder ikke kommer i nærheden af reel ligestilling før, vi indser vigtigheden af at behandle os selv med samme omsorg og respekt, som vi behandler andre.

Det er slet ikke hele svaret og det er ikke nogen magisk løsning, men det vil helt sikkert give ligestillingssituationen et kæmpe spark fremad, hvis vi hver især tog det vores ansvar for vores egen velfærd økonomisk såvel som på alle andre fronter.

Vi er endnu ikke nær bevidste nok om, hvor vigtigt det er med SUND egoisme, faktisk kan de fleste af os få kuldegysninger bare ved tanken om at blive kaldt egoist og dét er synd.

For der ER bare ikke ret mange af os, der har en plan for, hvad vi vil med vores liv. Og blandt dem, der havde en, hvor mange har da ikke revideret/nedprioriteret/stillet den på standby, da kærligheden og børnene dukkede op?

Og da kærligheden dukkede op, hvor mange af os havde da åndsnærvær nok til at vide, hvilke karakteregenskaber en GOD mand burde have? Og hvor mange af os gik så langsomt frem med vores forhold, at vi kunne nå at finde ud af hvordan han reelt set var, FØR vi bandt os til ham med fælles hjem og barn og økonomi?

Hvor mange af os går lige så højt op i vores egen sundhed og trivsel, som vi gør i børnenes eller mandens?

Hvor mange af os bruger regelmæssigt tid på at glæde os selv og lade rigtigt op uden dårlig samvittighed over, at vi ”tager tid fra familien”?

Men hvis vi vender billedet om, så står det os lysende klart, at vore familier da skal have den bedste omsorg og pleje, de bedste økonomiske forudsætninger, den bedste uddannelse og de bedste og mest stimulerende jobs.

Men det, vi sender ud, er det, der kommer tilbage og når det, vi sender ud på SÅ mange punkter er, at vi ikke er så vigtige som andre, så vil dét være hvad, vi får tilbage: En samlet nedprioritering, der over tid koster os det overskud, vi KUNNE have haft og som vi KUNNE have delt ud af. I stedet sidder alt for mange af os i en alt for sårbar situation, hvor vi er alt for afhængige af, at der kommer ”nogen” og tager sig af os, når vi ikke selv kan, fordi vi havde alt for travlt med at ”øde” den kapital væk, der kunne have givet et overskud til både os selv og andre.

Dét kan vi godt gøre bedre. Jeg for MIN part kan godt gøre det bedre. Så jeg vil også bruge de kommende år på at frigøre mig fra de indre lænker, jeg stadig trækkes med og når jeg har sat mig selv fri, SÅ vil jeg dele ud. Men kun af mit overskud, for ”hovedstolen” af mine ressourcer er det fremover mit ansvar at passe på og styrke, så jeg over tid får et langt større "afkast", jeg kan dele ud af.

Min tese er nemlig, at hvis vi hver især styrker os selv, så bliver vi stærkere (skarpsindighed i fjerde potens lige dér) både hver for sig og individuelt. Dét vil samfundet ikke kunne sidde overhørigt i længere tid. Dét bliver nødt til at følge med for at kunne afspejle befolkningen og så kommer forandringerne helt af sig selv.

Dét vil jeg godt være med til.

Rusland revisited - marts 2009 - kapitel 5

Efter morgenmaden, der var lige overdådigt hver morgen, gik mor og jeg i shoppingcentret, der ligger få skridt fra hotellet. Jeg havde taget termobluser med i den tro, at Rusland i marts var lig Nordpolen, når der er koldest, men de havde vist sig at være alt for varme og jeg var fugtig på den aldeles ufede måde det meste af tiden med dem på. Jeg havde ikke rigtig nogle almindelige t-shirts med, så det var nødvendigt at finde noget mere brugbart – og hvem drømmer ikke om at have lidt russisk mode med hjem – så der stod shopping på programmet.

Det virkede mest praktisk, at vi gik hver for sig, så jeg kunne finde en t-shirt eller to uden, at mor skulle stå og vente på, at jeg blev færdig. Den slags kan tage sin tid med mig.

Det var totalt ok at gå rundt for sig selv. Vi havde oplevet rigtig mange steder, at de russiske butiksansatte var over os som høge, når vi gik og kiggede, men jeg slap helt for dem og fik lov at passe mig selv. Det lykkedes også at finde både en sort/hvid t-shirt med korte ærmer og med sølvstikninger og en lilla langærmet bluse syet i mere end blød viscose.

Bagefter var der endda tid til at finde nogle cd'er med klassisk musik. Både en med Vanessa Mae, en med bl.a. Anna Netrebko - lidt russisk skulle der jo helst være over det - og en med Herbert von Karajan og Berliner Philharmonikerne, der spillede Mozart. Det virkede som lige det rette at tage med hjem og så var det et røverkøb. Man kan bare aldrig få for mange røverkøb. Jeg måtte bare ærgre mig over, at jeg ikke ville kunne høre andet end russisk MTV til vi kom hjem, men så var der jo også noget at glæde sig til.

Jeg ville også godt have haft noget nutidigt russisk musik, men jeg kender ikke spor til det og jeg ville ikke bare købe noget for at købe noget. Mor havde i mellemtiden fundet noget musik, hun kunne bruge, selv om det passede hende ekstremt dårligt, at jeg havde fundet noget med Anna Netrebko, for hun havde lige spurgt i selvsamme butik, om de havde noget med hende og det havde de ikke. Det må de jo så have haft alligevel, for jeg købte mine cd'er efter mor havde købt sine. *gnæk gnæk*

Vi fandt et sted, hvor vi kunne få lidt at drikke, vi valgt dog at vente med at spise til vi var tilbage på hotellet og kunne lave vores egen frokost, der havde det med at bestå af ost med forskelligt brød, knækbrød eller lidt kiks. Vi havde aftalt, at vi også skulle se den blå kirke, vi kunne se fra hotellet. Den havde nogle enormt flotte blå og gyldne kupler, så det ville nok være dumt at springe den over.

Det tog lidt tid og lidt overvejelser at finde derover, men det lykkedes at komme derhen ad bagvejen, der viste sig at være ret pløret indtil vi opdagede, at der også var en asfalteret indkørsel.

Selve kirken var enormt flot med emaljerede kupler i blåt og guld og med borter og friser i muren, marmor plader med inskriptioner, mosaikker og med nogle enorme døre, der så ud til at være i kobber eller messing og som var fulde af bibelske motiver.

Intentionen var, at vi ville have været indenfor, men mens vi stod der, kom der indtil flere, der med et dybt indadvendt blik slog korsets tegn for sig 3 gange, før de gik ind, så da det kom til stykket, havde jeg ikke lyst til at gå ind. Det var ikke interessen, der manglede, men det virkede ikke helt ok, at rendt rundt og hviske åh og neeeej over bygningen og tage billeder, mens der var kirkehandlinger i gang. Det virkede som en indtrængen i noget privat. Vi nøjedes med at kigge udefra og gik derefter videre.

Så var det på tide at finde den japanske restaurant, som mor også havde set fra hotellet og som vi havde planer om at spise på sammen med Hazel samme aften. Den havde gemt sig ret godt, så det udviklede sig til noget af en udfordring, der gav en masse motion – naturligvis uden, at vi på nogen måde for vild eller var uenige om, hvorvidt, vi skulle den ene eller den anden vej - men det lykkedes os at finde den og kigge på menuen, der så lovende ud både ift. maden og prisen, men det viste sig senere, at de 150 m den lå fra hotellet var alt for langt. Der var hverken ork hos mor eller mig til at slæbe os derover, så hotellets køkken kom til at holde for igen.

Supermarkedet lå nu lige til højre for os, så vi valgte at gå derind og hente noget pålæg til vores frokost på hotellet. Mine fødder føltes som noget, der normalt ville blive doneret til genbrug, men jeg havde glemt at tage et ekstra sæt med hjemmefra ;). Jeg var også ved at være sulten, så vi fik hurtigt købt lidt ind og trissede hjem. Efter frokosten fik jeg arrangeret med Hazel, der havde været i skole for sidste gang den uge, at hun bare kom ud til os. Min fødder var slet ikke tændt på at tage ind til byen og hente hende. Det var nu ikke noget problem, det gjorde hun bare ud til os på den der hjemmevante facon, hun havde tillagt sig efter en måneds tid i byen.

Om aftenen spiste vi på hotellets restaurant, hvor vi alle 3 valgte steak. Jeg valgte en rød en og både mor og Hazel bestilte medium. Det var lidt af en oplevelse, for i menuen stod den beskrevet med ruccola og ribs og det var lige præcist, hvad vi fik. Der var en lille bitte smule sauce af en slags, 10 visne blade ruccola og en slatten klase ribs. Steaks'ne var åbenbart blevet stegt samtidig og så var min blevet hevet af varmen og anrettet på en meget varm tallerken før de to andre med det resultat, at den havde stegt videre og næsten var mere medium end Hazels steak og så var min ruccola og ribs visne. Dertil kom, at der hverken var kartofler eller grøntsager til, bare en bøf. Den smagte nu rigtig godt og var både saftig og mør, så der var ingen grund til gråd. Resten af aftenen var vi på værelset, hvor vi bare hyggede og slappede af.

Rusland revisited - marts 2009 - kapitel 4

Onsdag vågnede jeg til let tilsyrede lår- og benmuskler. Jeg syntes ikke, vi havde gået så umanerlig meget dagen før, men nåede frem til, at det nok havde en hel del med trapperne op og ned i metroen at gøre. I øvrigt var det jo lige meget, om jeg fattede, hvor mælkesyren kom fra, nu var den der i hvert fald.

Efter en solid morgenbuffet brugte vi formiddagen på værelset, mor havde heller ikke den store trang til at gå lige dén dag, så jeg skrev lidt dagbog, læste lidt i Kristian Ditlev Jensens ’Livret’ og brugte lidt tid på at rydde op. Det er pudsigt som sådan én kuffert kan få et ret stort hotelværelse til at ligne noget, der er løgn og jeg var lige ved at føle mig ret klaustrofobisk, så det var en hel lettelse at få tingene pakket i tilbage i kufferten og stillet på badeværelset mv. Mens jeg ryddede op, sad mor og skrev og ville gerne vide, hvad, jeg lavede (?!?) og hvorfor? Hun har vist ikke rejst med mig siden jeg ’mødte’ flylady og bragte mit kaos under kontrol, så det at hendes ældste datter ryddede op uden, at nogen havde været på nakken af hende, dén var vist ny. Der var nu ikke andet i det, end at jeg trængte til lidt orden. Hazel var til undervisning, men ville mødes med os inde i byen kl. 14:00.

Den blev næsten 14:30 før vi mødtes, for vi var alle lidt forsinkede. Det, der stod øverst på alles dagsorden var MAD!! Så vi fandt et cafeteria-agtigt sted på nederste etage i Okhotny Rijad, hvor de bl.a. havde en gryderet, der så lækker ud med noget kød i en paprikaflødesovs. Rigtig lækkert.

Efter at have spist, gik vi over til den bolig, Romanov’erne boede i, før de blev zar-familien. Dét var en oplevelse. Ikke så meget pga. selve huset, der også var lidt spændende, men fordi det åbenbart er der Moskvas forsamlede befolkning af kvinder i 60-70 års alderen holder til. De var overalt og havde totalt styr på, hvilken vej, vi måtte gå igennem museet og man var under lup konstant. Dét virkede godt nok forstyrrende på både Hazel og mig. Vi fik i hvert rum stukket et stykke lamineret tekst i hånden, der fortalte, hvad vi så, men var der yderligere spørgsmål, var det ikke her, de skulle stilles. Dels pga. sprogkløften men også fordi jeg fik indtryk af, at den information, vi havde fået, var den information, der var at få. Punktum. Virkelig en alternativ oplevelse og jeg var ikke helt ked af, at det ikke var et større museum end det var.

Derefter gik vi til Parfume museet, der lå ikke så langt derfra. Man kommer faktisk ind i en butik med alskens duft-halløj, hvilket forvirrede mig noget, men så fandt vi ud af, at museet, var lukket. Øv! Men mor fik kontakt med en russisk mand og rullede charmen ud og vupti, kunne vi godt få lov at se det alligevel. Det lå ovenover butikken og var en kæmpesamling af dels klædedragter og dels parfumeflakoner og remedier til parfumefremstilling.

Nedenunder var der butik med produkter fra den russiske parfumefabrik/virksomhed, der havde samlingen og museet og dels de produkter, de fører i dag. Det lod nu til, at de ikke bare har deres egne dufte, men jeg var noget skuffet, da jeg opdagede, at de også laver kopidufte af de kendte, vestlige mærker. Dér tabte jeg lige købelysten, må jeg indrømme.







Det var tid til igen at få noget i skrutten, så vi gik i GUM, der er et kæmpe shopping center, hvor blandt andet alle de rigtig store vestlige navne har butik. I ved, den type, hvor der ikke sættes prisskilt på varerne i vinduet. Der var nu overvældende meget at gå og se på. Blandt andet af smykker, som jeg jo altid kan fængsles og fascineres af. Det fik mine små perlekæder til at se helt ynkelige ud ved siden af de der suverænt smukke diamant smykker. Men det giver også et sug af inspiration til nye kombinationer af perler og teknikker, jeg får lyst at prøve. Oppe på første sal lå en cafe, hvor vi fik kaffe, te og chokoladekage. Et ordentligt stykke, der var helt umuligt at tygge sig igennem, men det holdt mig nu ikke tilbage fra at forsøge.

Udenfor var det blevet mørkt, så da vi kom ud og så GUM helt belyst og sneen, der dalede, måtte vi lige have billeder. Det var jo helt julet trods datoen. Klokken nærmede sig 20, så det var på tide at sende Hazel hjem til hendes lektier og vi tog tilbage til hotellet og brugte resten af aftenen på at slappe af og sidde med benene oppe.

Uge 9 – gratis ugen, der gik.

I denne uge har jeg da godt nok fået mig nogle oplevelser, selv om jeg har haft en masse at se til i Odense. Faktisk var jeg så heldig, at mens jeg lige vendte ryggen til et kort øjeblik blev alle de 3 dagsvagter, som jeg havde bedt om og håbet på at få én eller to af, godkendt. På én gang. Aftenvagterne var allerede godkendt, så lige pludselig følte jeg mig helt vildt attraktiv på den enormt efterspurgte måde.

Men bare så vi er enige om det: attraktiv er …. Attraktivt… altså. Og man får også penge med hjem.

Jeg var kommet under vejr med, at der findes datingsider, der er gratis, og da jeg nu åbenbart var så attraktiv og efterspurgt og så’n, så tænkte jeg, at dét da skulle forsøges. Datingerfaringen har jeg jo, så… hvor galt kunne det vel gå? Jeg oprettede i hvert fald en attraktiv profil og satte et attraktivt foto på og så skal jeg nok love for, at jeg fik opmærksomhed. Der var godt nok ikke noget i min indbakke, der lignede potentiale til et velfungerende forhold, men det siger sig selv, at på sådan en side, hvor der er rigtig, rigtig mange muligheder for at møde singler af det modsatte køn, vil der også være rigtig, rigtig mange, der ikke er den rette, så det er bare med at have tålmodighed. Ikke mindst fordi det er nemt at lave sådan en profil og man derfor møder MANGE, der i en alder af midt i livet beslutter sig for, at nu vil de også have sig en kæreste. Eller som lige er blevet vraget og som har regnet sig frem til, at de så bare skal have en NY kæreste, der kan puste på såret til det ikke gør ondt mere. Hvor svært ka’ det være??

Men som sagt, dét var ventet.

Hvad der ikke var nær så forudset var, at det her gratis dating noget efter en uges tid gik fra at være gratis på sådan en ”det koster ikke noget-facon” til at være gratis på en ”der er desværre ikke nogen af sidens faciliteter, der virker længere, men hvis du betaler XX antal kroner pr. md. Ved kasse 1, så virker det hele igen lige med det samme-facon”.

Og så fik jeg jo lige pludselig opdateret min viden om, hvad begrebet gratis egentlig dækker.



Ugens andet gratis højdepunkt var, at jeg var gratis i Sønderborg. Men dét er ikke det hele. Jeg opdagede for noget tid siden, at DSB har en kundeklub – hvis man kan kalde det dét – der giver en række fordele specielt ift. fornyelse af mit pendlerkort, som afgjort var værd at tage med, så jeg meldte mig til og fandt senere ud af, at jeg som følge af dét havde fået en gratis sviptur. Dét er jo smart, når sådan en lige dækker togstrækningen ned til mor, så jeg smuttede lige forbi hos hende lørdag.

Men der er mere…..

Min sviptur var ikke bare gratis – den var en hi-tech, dybt-og-inderligt-fancy oplevelse helt ned i detaljen, for for at få min billet, skulle jeg sende en sms, der så blev besvaret med en sms fra DSB, som jeg skulle svare ORANGE JA til indenfor 5 minutter. Og vipti-vupti og se nu dér, så tikkede der en billet ind på min mobil.

Jeg kan godt love jer for, at jeg følte mig oppe på beatet (og det er så her, jeg garanteret lige har totaldestrueret min street cred med en stavefejl af den fatale slags) og hip og hver en ting, da jeg flashede min mobilbillet for den venlige togfører.

Heldigvis var der billetkontrol på både på ud- og hjemrejsen, så jeg fik fuld flashe-valuta for alle de penge, jeg slet ikke havde betalt.

Og nu er jeg klar til at kaste mig hovedkulds ud i uge 10.

Hasta la vista!!