Rusland revisited - marts 2009 - kapitel 5

Efter morgenmaden, der var lige overdådigt hver morgen, gik mor og jeg i shoppingcentret, der ligger få skridt fra hotellet. Jeg havde taget termobluser med i den tro, at Rusland i marts var lig Nordpolen, når der er koldest, men de havde vist sig at være alt for varme og jeg var fugtig på den aldeles ufede måde det meste af tiden med dem på. Jeg havde ikke rigtig nogle almindelige t-shirts med, så det var nødvendigt at finde noget mere brugbart – og hvem drømmer ikke om at have lidt russisk mode med hjem – så der stod shopping på programmet.

Det virkede mest praktisk, at vi gik hver for sig, så jeg kunne finde en t-shirt eller to uden, at mor skulle stå og vente på, at jeg blev færdig. Den slags kan tage sin tid med mig.

Det var totalt ok at gå rundt for sig selv. Vi havde oplevet rigtig mange steder, at de russiske butiksansatte var over os som høge, når vi gik og kiggede, men jeg slap helt for dem og fik lov at passe mig selv. Det lykkedes også at finde både en sort/hvid t-shirt med korte ærmer og med sølvstikninger og en lilla langærmet bluse syet i mere end blød viscose.

Bagefter var der endda tid til at finde nogle cd'er med klassisk musik. Både en med Vanessa Mae, en med bl.a. Anna Netrebko - lidt russisk skulle der jo helst være over det - og en med Herbert von Karajan og Berliner Philharmonikerne, der spillede Mozart. Det virkede som lige det rette at tage med hjem og så var det et røverkøb. Man kan bare aldrig få for mange røverkøb. Jeg måtte bare ærgre mig over, at jeg ikke ville kunne høre andet end russisk MTV til vi kom hjem, men så var der jo også noget at glæde sig til.

Jeg ville også godt have haft noget nutidigt russisk musik, men jeg kender ikke spor til det og jeg ville ikke bare købe noget for at købe noget. Mor havde i mellemtiden fundet noget musik, hun kunne bruge, selv om det passede hende ekstremt dårligt, at jeg havde fundet noget med Anna Netrebko, for hun havde lige spurgt i selvsamme butik, om de havde noget med hende og det havde de ikke. Det må de jo så have haft alligevel, for jeg købte mine cd'er efter mor havde købt sine. *gnæk gnæk*

Vi fandt et sted, hvor vi kunne få lidt at drikke, vi valgt dog at vente med at spise til vi var tilbage på hotellet og kunne lave vores egen frokost, der havde det med at bestå af ost med forskelligt brød, knækbrød eller lidt kiks. Vi havde aftalt, at vi også skulle se den blå kirke, vi kunne se fra hotellet. Den havde nogle enormt flotte blå og gyldne kupler, så det ville nok være dumt at springe den over.

Det tog lidt tid og lidt overvejelser at finde derover, men det lykkedes at komme derhen ad bagvejen, der viste sig at være ret pløret indtil vi opdagede, at der også var en asfalteret indkørsel.

Selve kirken var enormt flot med emaljerede kupler i blåt og guld og med borter og friser i muren, marmor plader med inskriptioner, mosaikker og med nogle enorme døre, der så ud til at være i kobber eller messing og som var fulde af bibelske motiver.

Intentionen var, at vi ville have været indenfor, men mens vi stod der, kom der indtil flere, der med et dybt indadvendt blik slog korsets tegn for sig 3 gange, før de gik ind, så da det kom til stykket, havde jeg ikke lyst til at gå ind. Det var ikke interessen, der manglede, men det virkede ikke helt ok, at rendt rundt og hviske åh og neeeej over bygningen og tage billeder, mens der var kirkehandlinger i gang. Det virkede som en indtrængen i noget privat. Vi nøjedes med at kigge udefra og gik derefter videre.

Så var det på tide at finde den japanske restaurant, som mor også havde set fra hotellet og som vi havde planer om at spise på sammen med Hazel samme aften. Den havde gemt sig ret godt, så det udviklede sig til noget af en udfordring, der gav en masse motion – naturligvis uden, at vi på nogen måde for vild eller var uenige om, hvorvidt, vi skulle den ene eller den anden vej - men det lykkedes os at finde den og kigge på menuen, der så lovende ud både ift. maden og prisen, men det viste sig senere, at de 150 m den lå fra hotellet var alt for langt. Der var hverken ork hos mor eller mig til at slæbe os derover, så hotellets køkken kom til at holde for igen.

Supermarkedet lå nu lige til højre for os, så vi valgte at gå derind og hente noget pålæg til vores frokost på hotellet. Mine fødder føltes som noget, der normalt ville blive doneret til genbrug, men jeg havde glemt at tage et ekstra sæt med hjemmefra ;). Jeg var også ved at være sulten, så vi fik hurtigt købt lidt ind og trissede hjem. Efter frokosten fik jeg arrangeret med Hazel, der havde været i skole for sidste gang den uge, at hun bare kom ud til os. Min fødder var slet ikke tændt på at tage ind til byen og hente hende. Det var nu ikke noget problem, det gjorde hun bare ud til os på den der hjemmevante facon, hun havde tillagt sig efter en måneds tid i byen.

Om aftenen spiste vi på hotellets restaurant, hvor vi alle 3 valgte steak. Jeg valgte en rød en og både mor og Hazel bestilte medium. Det var lidt af en oplevelse, for i menuen stod den beskrevet med ruccola og ribs og det var lige præcist, hvad vi fik. Der var en lille bitte smule sauce af en slags, 10 visne blade ruccola og en slatten klase ribs. Steaks'ne var åbenbart blevet stegt samtidig og så var min blevet hevet af varmen og anrettet på en meget varm tallerken før de to andre med det resultat, at den havde stegt videre og næsten var mere medium end Hazels steak og så var min ruccola og ribs visne. Dertil kom, at der hverken var kartofler eller grøntsager til, bare en bøf. Den smagte nu rigtig godt og var både saftig og mør, så der var ingen grund til gråd. Resten af aftenen var vi på værelset, hvor vi bare hyggede og slappede af.

Rusland revisited - marts 2009 - kapitel 4

Onsdag vågnede jeg til let tilsyrede lår- og benmuskler. Jeg syntes ikke, vi havde gået så umanerlig meget dagen før, men nåede frem til, at det nok havde en hel del med trapperne op og ned i metroen at gøre. I øvrigt var det jo lige meget, om jeg fattede, hvor mælkesyren kom fra, nu var den der i hvert fald.

Efter en solid morgenbuffet brugte vi formiddagen på værelset, mor havde heller ikke den store trang til at gå lige dén dag, så jeg skrev lidt dagbog, læste lidt i Kristian Ditlev Jensens ’Livret’ og brugte lidt tid på at rydde op. Det er pudsigt som sådan én kuffert kan få et ret stort hotelværelse til at ligne noget, der er løgn og jeg var lige ved at føle mig ret klaustrofobisk, så det var en hel lettelse at få tingene pakket i tilbage i kufferten og stillet på badeværelset mv. Mens jeg ryddede op, sad mor og skrev og ville gerne vide, hvad, jeg lavede (?!?) og hvorfor? Hun har vist ikke rejst med mig siden jeg ’mødte’ flylady og bragte mit kaos under kontrol, så det at hendes ældste datter ryddede op uden, at nogen havde været på nakken af hende, dén var vist ny. Der var nu ikke andet i det, end at jeg trængte til lidt orden. Hazel var til undervisning, men ville mødes med os inde i byen kl. 14:00.

Den blev næsten 14:30 før vi mødtes, for vi var alle lidt forsinkede. Det, der stod øverst på alles dagsorden var MAD!! Så vi fandt et cafeteria-agtigt sted på nederste etage i Okhotny Rijad, hvor de bl.a. havde en gryderet, der så lækker ud med noget kød i en paprikaflødesovs. Rigtig lækkert.

Efter at have spist, gik vi over til den bolig, Romanov’erne boede i, før de blev zar-familien. Dét var en oplevelse. Ikke så meget pga. selve huset, der også var lidt spændende, men fordi det åbenbart er der Moskvas forsamlede befolkning af kvinder i 60-70 års alderen holder til. De var overalt og havde totalt styr på, hvilken vej, vi måtte gå igennem museet og man var under lup konstant. Dét virkede godt nok forstyrrende på både Hazel og mig. Vi fik i hvert rum stukket et stykke lamineret tekst i hånden, der fortalte, hvad vi så, men var der yderligere spørgsmål, var det ikke her, de skulle stilles. Dels pga. sprogkløften men også fordi jeg fik indtryk af, at den information, vi havde fået, var den information, der var at få. Punktum. Virkelig en alternativ oplevelse og jeg var ikke helt ked af, at det ikke var et større museum end det var.

Derefter gik vi til Parfume museet, der lå ikke så langt derfra. Man kommer faktisk ind i en butik med alskens duft-halløj, hvilket forvirrede mig noget, men så fandt vi ud af, at museet, var lukket. Øv! Men mor fik kontakt med en russisk mand og rullede charmen ud og vupti, kunne vi godt få lov at se det alligevel. Det lå ovenover butikken og var en kæmpesamling af dels klædedragter og dels parfumeflakoner og remedier til parfumefremstilling.

Nedenunder var der butik med produkter fra den russiske parfumefabrik/virksomhed, der havde samlingen og museet og dels de produkter, de fører i dag. Det lod nu til, at de ikke bare har deres egne dufte, men jeg var noget skuffet, da jeg opdagede, at de også laver kopidufte af de kendte, vestlige mærker. Dér tabte jeg lige købelysten, må jeg indrømme.







Det var tid til igen at få noget i skrutten, så vi gik i GUM, der er et kæmpe shopping center, hvor blandt andet alle de rigtig store vestlige navne har butik. I ved, den type, hvor der ikke sættes prisskilt på varerne i vinduet. Der var nu overvældende meget at gå og se på. Blandt andet af smykker, som jeg jo altid kan fængsles og fascineres af. Det fik mine små perlekæder til at se helt ynkelige ud ved siden af de der suverænt smukke diamant smykker. Men det giver også et sug af inspiration til nye kombinationer af perler og teknikker, jeg får lyst at prøve. Oppe på første sal lå en cafe, hvor vi fik kaffe, te og chokoladekage. Et ordentligt stykke, der var helt umuligt at tygge sig igennem, men det holdt mig nu ikke tilbage fra at forsøge.

Udenfor var det blevet mørkt, så da vi kom ud og så GUM helt belyst og sneen, der dalede, måtte vi lige have billeder. Det var jo helt julet trods datoen. Klokken nærmede sig 20, så det var på tide at sende Hazel hjem til hendes lektier og vi tog tilbage til hotellet og brugte resten af aftenen på at slappe af og sidde med benene oppe.

Rusland revisited - marts 2009 - kapitel 3

I modsætning til mandag morgen, vågner jeg og har et helt klart og udhvilet hoved. Jeg har sovet enormt godt trods det, at jeg har delt seng med både min mor og min datter. Vi må have lignet Rip, Rap og Rup, som vi lå der på rad og række, men der har forhåbentligt ikke være nogen her og kigge i nattens løb.

Der skal lidt effektivitet på fra morgenstunden, vi har en aftale med Hazels far, der har været i byen i nogle dage pga. nogle møder og som sammen med sin russiske kæreste skal hjem til Wien med fly. Han syntes nu, at det kunne være så hyggeligt at mødes, at han kommer og spiser morgenmad med os på hotellet. Det er åbenlyst vores unge glæder sig. De har godt nok tilbragt noget tid sammen tidligere, hvor de blandt andet har spist ude på hans fødselsdag om fredagen, men det er første gang, han og mor ser hinanden siden Hazels konfirmation for 10 år siden.

Jeg har ikke haft glæde af morgenbuffeten før, men den er godt nok imponerende: Der er både røget laks og ørred – tror jeg, det er – der er noget, der ligner vores marinerede sild, der er forskellige slags pølsepålæg, der er masser frisk frugt, et pænt udvalg af cerealier med både müesli, cornflakes og noget choko-noget, der burde kunne få et hver barns øjne til at lyse op. Der er også masser af forskelligt brød, croissanter (dem kan jeg nu ikke anbefale, de er godt nok kedelige), marmelader, honning, noget, de kalder Nutella, men det er vist en russisk hjemmelavet udgave, der i øvrigt smager fint på pandekagerne. Der er æg i forskellige udgaver, bacon, pølser, ovnbagte tomater med oregano og smeltet ost på, rösti og henne i hjørnet står en kok og laver æggekage på bestilling. Og så er der selvfølgelig både te i 16 udgaver, juice og vand med og uden brus. Kaffen bliver bragt rundt til bordene og skænket for en af personalet, så der mangler godt nok ikke noget her.

Der kører endda en muzak-cd i baggrunden, hvis man er til den slags. Er man det ikke, kører den alligevel.

Da vi har spist og spist og spist og snakket og snakket med Hazels far, har jeg sat mig for, at jeg skal på internettet. Jeg har lovet niecen hjemme at tjekke min mail jævnligt. Hun bøvler lidt med nogle ting for tiden, og hun har af og til at brug for en ’klog moster’ til at hente feedback hos. Hotellet skal have 430 rubler for en time (ca. 80 kr), så vi køber to 1-times kort og bliver enige om at dele dem imellem os 3.
Bagefter tager vi indtil Den røde Plads.

Det kommer til at tage resten af dagen at se både den og Vasilij-katedralen, der byder på udfordringer i form af en trappe med så høje trin, at mors ben siger ’Njet!!’. Hun vender om efter at have givet mig sit kamera, så jeg kan tage billeder til hende. Hazel hvisker noget om, at man vist ikke må fotografere her, men omkring os står der 2-4 andre, der knipser løs til trods for, at der henne i hjørnet sidder en dame ved et lille bord. Hun ser ikke ud til at lave noget som helst andet end at skutte sig, men kigger man nærmere efter, så ligger der et tykt tæppe over bordet og nedenunder står en lille el varmer. Det kan dog sagtens være, at den rent faktisk har fridag og at tæppet er der for at holde apparatet varmt, for hun ser ikke ret varm ud set med mine øjne.

Det er nu ret smart med det kamera, jeg har fået raget til mig, for der er en del gange og hjørner i katedralen, der er totalt mørklagt, så man ikke kan se en disse af de kalkmalerier (?), der er på væggene. Men jeg kan jo bare tage et foto med blitz, så får jeg også set dét. Vi løber undervejs ind i et kapel med en hel masse ikoner. Der er sat plexiglas for døren, så man kan ikke gå derind, men jeg har sat mig for, at vi skal have et billede med til mor, der er meget kunstinteresseret. Jeg må op og stå på det øverste trin af den lille trappe, der fører derind. Der er ca. 20*40 cm, jeg kan stå på, men når jeg holder kameraet, så jeg får et godt motiv, vil det blive ødelagt at lysets spejling i glasset, så der ikke kommer noget med på billedet. Hazel viser mig, hvor jeg slukker for blitzen, hvilket hjælper, men godt bliver det ikke. Hazel må op og stå bag mig på de få cm, der er tilovers, så hun kan skygge for lyset med hånden, mens jeg tager billedet. Det kommer der noget yndigt klamren-sig-til-hinanden-for-at-holde-balancen ud af, men vi får vores billede, så who cares?

Det er ved at være tid til frokost, så vi begiver os mod en italiensk snask, Hazel kender til. Undervejs falder vi nu lidt i svime over en nøgen busk, der er totalt gemt i små spurve, der er i gang med noget samtaleterapi. Der bliver godt nok pippet på flydende russisk og jeg har indtryk af, at der ikke er nogen af dem, der brænder inde med noget. Alt bliver delt og gerne i næbbet på hinanden! Samtidig sidder de alle og ligner små fjerkugler, fordi de har pustet sig op i kulden. Vi smelter lige på stedet og de bliver (også) knipset. Grundigt!

Bagefter er det oplagt at se Okhotny Rijad. Et shoppingcenter i 3 etager, der ligger under jorden. Det slår mig, at det er meget forskelligt fra et dansk shoppingcenter, for her er ikke meget andet en tøj, tilbehør, tøj, smykker, tøj, tasker og mere tøj. Jo, der var også en L’Occitane-butik, men alt er fokuseret på udseende, mode og stil. Kvinderne (under 30) herovre er også enormt flotte. Der er lagt store anstrengelser i sammensætning af tøj, tasker og tilbehør og der er åbenlyst også brugt meget tid og mange kræfter på hår og makeup. Der er simpelthen ikke et eneste par hængerøvsbukser her og der er heller ikke mange, der vejer mere end de burde.

Det er godt, jeg hverken har penge til rådighed eller plads i bagagen, for jeg kunne sagtens være gået helt overbord i indkøb af tasker og støvler herovre. Og vinterovertøj også. Her er et væld af flotte jakker enten i pels eller med pelsbesætning og her ser det fuldstændig naturligt ud. Jeg er lidt grøn af misundelse, men kun lidt!!!

Den nederste etage i centret er udelukkende spisesteder i form af boder og cafeer og vi slutter af med en is. Mor har et eller andet sted fra, at den russiske is skulle være noget særligt, så det skal prøves og så har de mint-is. Det har jeg ikke fået siden Carte D’or tog deres af markedet (hvilket jeg stadig er noget traumatiseret over), så det er da dét, jeg skal have. Øj, den er god. Heldigvis er prisen også noget nær danske iskuglepriser, så jeg slipper med den ene oplevelse og kan i dag stadig passe mine bukser. Det vælger jeg at synes, er det vigtigste. Jeg kunne ellers snildt have snuppet et par kugler eller 3 pr dag herovre.

Det er på tide at gå hver til sit. Hazel har noget forberedelse til sine timer dagen efter og vi to gamle er ret brugte nu, så vi tager metroen hjem. Mens jeg sidder og suger det hele til mig i toget, opdager jeg, at der i den russiske svada, der kommer fra højtalerne hver gang toget sætter i gang og kort før det stopper, annonceres, hvor vi har været og hvor vi stopper næste gang. Aj, hvor jeg føler mig sej!! Og så er det en lettelse, at jeg ikke behøver holde styr på stationerne på kortet mere. De er nu også holdt op med at være den store udfordring, for jeg er ved at have så godt styr på de russiske navne på hver station, at jeg både kan læse dem og også er ved at kunne huske rækkefølgen på en del af dem.

Lidt russer er man vel altid…. ;-)

Vi tanker lidt madvarer op i ’vores’ lokale supermarked og mor foreslår, at vi også tjekker den russiske cognac ud. Den er jeg med på og heldigvis for dét, det er nemlig slet ikke nogen dårlig cognac, vi fik fat i til trods for, at vi valgte en ret billig en. Aftenen går med at hygge med lidt at spise, småsludder om vores oplevelser og jeg finder også lejlighed til at læse et kapitel eller to i den roman, jeg har slæbt med, før Ole Lukøje kræver min fulde opmærksomhed.

Rusland revisited - marts 2009 - kapitel 2

Mandag vågnede jeg med en dum og vedholdende migræne. Morgenbuffeten blev serveret mellem 7:30 og 10, men jeg skulle ingen steder, så mor blev sendt af sted alene og jeg vedtog, at fik jeg brug for noget at spise, så var der jo både brød og ost fra dagen før. Desværre var der ikke noget køleskab på værelset, men vi havde valgt at lægge det i vindueskarmen helt ude ved ruden, hvor der var ret køligt. Samtidig havde vi sovet med vinduet åbent, for radiatoren var lige til at spejle æg på og der var ingen termostat, hvilket åbenbart er meget normalt. I Rusland har man tændt for varmen eller også har man ikke. Vi udnævnte derfor vinduet til radiatortermostat og satte det på krog hele natten. Det har sikkert bidraget gevaldigt til drivhuseffekten, men vi havde en aftale med Hazel, vi kun kunne overholde, hvis vi gjorde en indsats for at overleve natten uden sprød svær.


Ved 11 tiden var jeg relativt klar til at stå op, jeg tog et brusebad i det utroligt lækre badeværelse og gjorde mig klar, fik lidt at spise og nuslede lidt rundt i ren og skær ineffektivitet, så pludselig var klokken 13. Vi skulle mødes kl. 14:30 på den metrostation, der ligger ved universitetet (kaldet MGU) og vi var enige om, at vi hellere måtte komme af sted i rimelig tid – ikke at vi havde en kinamands chance for at bedømme, hvad ’rimelig tid’ kunne være, men vi gættede på, at det måtte være sådan cirka nu – så vi forlod hotellet og satte næsen mod metroen, som vi havde spurgt receptionen om vej til. Jeg tror sørme, de havde fået byttet rundt på venstre og højre, men der gik lige et par dage, før vi opdagede det, for man kunne også kommer der til med ’venstre-anvisningerne’, det var bare lidt af en bøvlet omvej.


I metroen skulle vi lige have et par billetter, så vi fandt en billetluge og bad på nydeligt skoleengelsk om et par billetter til ’Universitet’ (heldigt at den station hedder noget, der er så tæt på dansk). Billetdamen havde to udgaver: en til 22 rubler (4,50 kr.) og en til det dobbelte. Hun ville gerne vide, hvilken slags, vi ønskede – eller rettere sagt: det forestiller jeg mig, at hun gerne ville vide, hun kunne nemlig også kun russisk – vi forsøgte at forklare, at vi skulle ud til ’Universitet’…. Det kørte lidt i ring for os, det indrømmer jeg. Til sidst vedtog mor og jeg, at vi tog dem til 44 rubler, så burde vi være dækket ind. Vi var klar over, at der ikke var noget med zoner i den russiske metro, men kunne ikke gætte, hvad det mon så var, der var forskellen, men det måtte Hazel kunne hjælpe os med.
Havde vi syntes, at det var kompliceret at købe billetter, blev vi ret hurtigt klogere: Det var da det nemmeste af det. Jeg lagde flot ud med at gå ind ad udgangen fra metroen, jeg kunne nu se, at der var mange mennesker dernede og at der ikke var nogen som helst, hvor jeg var, så jeg gættede, at jeg nok var på afveje og vendte om. Et par dage senere opdagede jeg et fint skilt på døren derind, hvor der var en mand med en rød streg over foruden noget tekst, der fortalte, at det ikke var en indgang, men så vidt var jeg altså ikke endnu, at jeg fik dét med.


Vi fandt indgangen og røg lige ud i noget gris med at forsøge at komme igennem billetkontrollen. I England er der en revne, man kører billetten igennem, men her er der en stor gul prik, man skal lægge kortet ovenpå. Da vi havde kvajet nok rundt uden at gætte rigtigt, var der en ung mand, der, mens han snakkede flydende russisk i mobil, fik vist os, hvordan man gør og vupti, så var vi igennem.
Rulletrapperne fik vi ikke lavet rod ud af, dem kunne vi godt finde ud af at komme nedad uden problemer.


På perronen er der masser af skiltning. På russisk. Da vi havde lignet et par udenlandske spørgsmålstegn på udflugt, var der en sød dame, der spurgte, om vi havde problemer. Heldigt at ’problem’ er så international en ordstamme!! Mor viste hende undergrundskortet over alle stationerne og pegede på den, vi skulle til, mens hun forklarede på engelsk. Den venlige russiske dame spurgte, om vi talte tysk. Så var jeg jo nødt til at indrømme, at jeg kunne ’ein wenig deutsch’, og selv om jeg ikke er stolt af mit tyske, lykkedes det mig at forklare hende, hvor vi skulle hen og hun fik vha. 4 tyske ord forklaret os, hvilket tog, vi skulle på.
Jeg undrede mig lidt, for hun var den 2. russer, der hellere ville tale tysk end engelsk. Taxachaufføren, der havde kørt os fra lufthavnen til hotellet aftenen før, havde også foretrukket tysk og de skulle ikke blive de eneste. Jeg fik nu hurtigt forståelsen af, at i Rusland er det tyske, jeg kan ikke ’ein wenig’ men snarere ’eine ganz kolossale Menge’, så jeg gik over til bare at sige ’Ja’, når de spurgte, om vi kunne tysk.


I metrotoget fik vi raget et par pladser til os lige overfor det kort på væggen, der skematisk viste de forskellige linier og stationer. Mor havde en mindre udgave fra en brochure, hun havde fundet på hotellet, så vi satte os hver især til at tælle stationer til vi skulle skifte til rød linie. Jeg talte forkert undervejs og det kom der en ret desperat diskussion ud af, som endte med at mor spurgte sin sidemand om vej. Hun skulle heldigvis også skifte til rød og endda lidt længere ud end vi skulle, så hun viste med tegn og fagter, at vi bare skulle følge hende. Dét gjorde vi og gudskelov for dét. Rød, grøn og blå linie løber nemlig sammen, der hvor vi skulle skifte, men de hedder bare ikke det samme og tæller som 3 forskellige stationer. Hun førte os op ad trapper, rundt om hjørner og hen ad gange, vi ikke anede, var der og ned ad trapper og rundt om et par hjørner mere og hen til et andet metrotog, som hun gennede os ind i. Prøv lige at gætte, hvem der følte sig som et par bonderøve, der var kommet ind med 4 toget???






Kort før vores station fik hun givet os tegn til, at nu skulle vi gøre os klar til at stå af. Som et par små rollinger lettede vi måsen og gjorde som vi fik besked på og sådan nåede vi derhen, hvor vi skulle møde Hazel.
Nu var spændingen over snart at skulle se hende godt nok ved at have fået et rimeligt tag i mig, for jeg havde savnet min møgunge og glædede mig til at se hende igen, men der var stadig ca. 30 minutter til vi skulle mødes og der var ikke just ’forår i Paris’ i luften. Jeg havde taget mine varmeste skiluffer med og de var lige tilpas, hvor de ofte er for varme i den danske vinter.




Kort efter dukkede Hazel op og der var knus og kram og glæde hele linien rundt. Vi var belæsset med bøger, tøj og ½ ton lakrids, som jo ikke kan fås derovre. I hvert fald ikke dem med salt eller salmiak og som dansker overlever man jo ikke 4 måneder udenlands uden.
Vi fandt en cafe, hvor vi kunne få lidt at spise og drikke. Det første, jeg faldt over, var et ungt par, der sad med tungerne nede i halsen på hinanden. Nej nej, ikke inde i munden på hinanden, helt nede i halsen. Det viste sig at være helt normalt på de kanter. Alternativt kan man vise sine varme følelser ved – også offentligt - at rense ører på hinanden med tungen, men så meget kan jeg ikke forestille mig, at jeg kunne forelske sig i et andet menneske…..
Bestillingen foregik på den måde, at vi fik et menukort, fik Hazel til at oversætte for os, så valgte vi det, vi ville have, hvorpå hun oversatte det for den flinke russiske ansatte, der så kunne fortælle os om det var ”da” eller ”njet”. Så måtte vi lige processen igennem igen.


Jeg endte med at få cola og pletvist lunken og kold Quiche Lorraine, Hazel bestilte cola og blinier med noget i og mor valgte blinier med kødfyld og en øl. Blinierne med kød var ok, men øl var ”njet”, hun kunne få alkoholfri øl. Det accepterede hun og så iste det sig efter noget tid med venten, at det alkoholfrie øl også var uden øl. Hun fik i hvert fald ingenting. Hun endte dog med at få et glas hvidvin, så hun gik ikke helt tørstig derfra.


Efter at have fået lidt i maven, gik vi over på universitetet, hvor Hazel kunne efterlade sine ting på værelset. Mor havde fundet kameraet frem og skulle partout knipse os både forfra og bagfra, så det kom der nogle ’interessante’ billeder ud af, jeg var nemlig ikke helt i topmodel-humør.

Hazel måtte selv slæbe sine ting ind, for hverken mor eller jeg kunne få lov at komme med. Der er en vagtpost, man skal vise sin legitimation til for at kunne komme ind og vi havde jo ikke de rette papirer, så vi blev udenfor i snevejret og ventede, mens hun lige fik læsset af. Bagefter gik turen til metroen, så vi kunne komme tilbage til hotellet. Humøret var mest til bare at sidde og snakke og ’catche up’ siden sidst med noget godt at drikke. Vejret var ikke til at tulle rundt udendørs.

Hjemme på hotellet, som Hazel var meget benovet over specielt sammenlignet med hendes kollegieværelse, fløj det sidste af dagen af sted. Vi valgte at spise i hotellets ’italienske’ restaurant, hvilket var fint og så vedtog vi, at Hazel skulle blive og overnatte. Der var ingen af os, der følte for at gå hver til sit.

Heldigvis var sengen på værelset på størrelse med en mindre ø, så vi kunne mageligt ligge der som Rip, Rap og Rup på rad og række og for et mindre beløb fik vi fra hotellet ekstra sengetøj og håndklæder.

Rusland revisited - marts 2009 - kapitel 1

Her gik man lige og troede, at hele rejsedagbogen fra Moskvaturen i marts 2009 var væk, men på min vej igennem hele hytten faldt jeg over en usb-stick, der sørme viste sig at indeholde lige det, jeg gik og manglede og var mere end bekymret for, at jeg havde slettet.

Dét - og så at det er meget tæt på 3 år siden, vi tog afsted - er vist anledning nok til at poste vores oplevelser her, så de dels ikke bliver væk igen og dels kan læses af andre også, så jeg har tænkt mig at poste et afsnit om ugen de næste 8 uger.
_________________________________________________________

Søndag morgen. Venindens ur bipper, så vi kan komme op og nå at få brunch, før jeg skal mødes med min mor og søster i Kastrup. Min søster har valgt at komme og vinke til os, når vi skal af sted og jeg har lagt lidt op til, at vi da kunne få noget frokost sammen, men de ankommer 10:55 og vi skal flyve 40 minutter senere, så dét bliver der ikke tid til. Det er nu også ok, for med den brunch, Veninden og hendes unger har strikket sammen, er min appetit vist ødelagt frem til onsdag middag, tidligst!

Mens lejligheden fyldes af alskens lækre dufte, får jeg pakket de bøger mv. jeg skal have med til Hazel fra Jonathan, der har afleveret noget, der ligner en kuffertfuld i Venindens butik. Godt, jeg har pakket let…. Og glemt et par jeans og nogle sokker. Det giver lige præcis plads nok uden, at jeg skal kæmpe med overvægt… bagagens overvægt, forstås.

Vi skal til Moskva i en uge og besøge Hazel, der har valgt at tage et semester af sin uddannelse ved universitetet i Moskva. Missionen er dog ikke kun socialt samvær, Rusland har vist sig at være et stort sort hul, hvad lakrids angår, så efter en måned er mit stakkels barn i underskud af trivselstruende proportioner. Og så mangler hun også lige lidt bøger mv. så det er familiebesøg med udvidet kurerservice, der står på vores dagsorden.

Selv om der ikke er langt til Hovedbanen, får jeg alligevel et lift, så ferien bliver startet med luksus på alle fronter. Køen til billetlugen er også ret kort og toget kører til Kastrup kort efter, jeg har sat mig.

Jeg har aftalt med min mor og søster, at vi mødes i ankomsthallen ved Starbucks i hjørnet. Jeg har nemlig glemt min mobil, så jeg er noget vingeskudt mht. at holde kontakt undervejs. Ret bøvlet, men når først, vi har fundet hinanden, burde det ikke være et problem. Både mor og Hazel har hver deres, så det vil godt kunne fungere.

Jeg finder en plads hos Burger King og sætter mig. Her kan jeg både læse/skrive lidt dagbog og samtidig holde godt øje med, når de kommer. Alligevel lykkes det dem at smutte forbi uden, at jeg får det med, så da klokken er 11:00 går jeg ned i hallen, hvor jeg med det samme ser min søster. Mor venter på os ved tjek ind disken i terminal 2, så hun og jeg tjekker ind og tager afsked med min søster, der skal hjem og holde fri, og så går vi igennem sikkerhedskontrollen uden problemer af nogen art.

Efter at have søgt forgæves efter de Zululakridser, Hazel ønsker sig og som er hendes yndlingslakridser, finder vi et sted, hvor vi får en mad og lidt at drikke.

Før vi går til gaten, ringer min kæreste, der har fundet min glemte mobil og har modtaget både sms’er og opkald fra Hazels veninde. Hazel er oppe i det røde felt, for jeg har jo glemt min mobil, hvad hun ikke ved endnu og mor har godt nok sin med, men har aldrig kunnet se nødvendigheden af at have den tændt, så vi kan kontakte hende. Nu er vi på vej og Hazel aner stadig ikke hverken hvor eller hvornår vi ankommer med shuttlebussen. Jeg ringer fluks til hende og undskylder, at jeg har glemt min mobil. Vi aftaler, at jeg melder mig, når vi er i Moskva, så vi kan aftale, hvor vi skal mødes. Hun er træt og småsyg og da jeg spørger til det, bryder hun sammen i store hulk. Vi bliver enige om, at hun bare skal slappe og se at få sovet – hun har ikke kunnet sove natten før, fordi hun ikke kunne få fat i os – pleje sig selv og se at finde sin ligevægt igen. Vi finder selv ind til byen, når vi ankommer og så ringer jeg, når vi er der.

Sådan kommer det ikke helt til at gå. Efter en ret begivenhedsløs flyvetur, lander vi og må vente i 5 kvarter på at få vores pas kontrolleret. Alt imens har jeg overtaget mors mobil for at sende Hazel en besked, men der er ikke noget netværk, så der er intet, jeg kan stille op. Vi kommer endelig igennem paskontrollen, finder vores bagage og skal have fundet dels noget internet/en telefon, så vi kan få fat i Hazel og dels have fundet ud af, hvordan vi kommer videre. Det er noget af en udfordring i et land, hvor vi hverken taler sproget eller kan læse skiltene, der for det meste er på russisk.

Vupti, står der en taxamanager ved siden af os og skal ’kun’ have 2000 rubler (400 kr) for at køre os til hotellet. Vi har nu læst i mors rejseguide, at alt over 300 kr. er et ’rip off’, så vi takker nej og finder en billetluge til toget. Det må vi nu opgive, damen taler kun russisk og opgiver meget tjept at kommunikere med os. Hun vender tilbage til sin bog. En anden taxagut dukker op og efter noget handlen frem og tilbage, går han med et stort suk med til 2000 rubler. Vi er ligeglade med de 100 kr. der er overpris, vi vil bare ud til hotellet. Nu!

Vi får nu en upåklagelig taxatur til hotellet. Tværs igennem byen og vi får endda udpeget forskellige seværdigheder som parlamentet, Kreml og andet. På hotellet bliver vi mødt af en piccolo, der tager al vores bagage og bærer det inden døre. Den form for luksus har jeg nu aldrig oplevet før, men jeg er sikker på, at jeg med noget øvelse kunne vænne mig til det. Vi får tjekket ind og får et super værelse. Derfra får jeg ringet til Hazel, der nu er ved meget bedre mod. Vi aftaler at mødes dagen efter kl. 14:30, når hun har været til undervisning og så dapper mor og jeg ud i natten for at købe lidt ind til aftensmad. Der er et indkøbscenter, der har åbent til 22, 100m væk, så vi køber lidt ost og brød og noget vin. Klokken er ved at være 21:30 (det svarer til 19:30 dansk tid), så vi er begge sultne.

Stemningen er i top, det er helt utroligt, at vi endelig er her og at min møgunge er så tæt på, så vi er først klar til at sove, da kl. er omkring 1, men da er den jo også kun 23 her.

Rejsedagbog - søndag 14/9 2008

Søndag skete der ikke det store, formiddagen stod i pakningen og oprydningens tegn, for vi skulle være tjekket ud af hotellet kl. 12. Først skulle vi lige have den sidste morgenmad, der som altid blev indtaget på altanen. Jeg var helt ok med at skulle hjem til min hverdag igen, jeg begyndte langsomt men sikkert at savne mine ting og mine rutiner, men jeg var også helt bevidst om, at jeg ville savne at kunne vågne, når jeg var klar og at kunne sidde ude og spise morgenmad med udsigt til masser af bjerge og blå himmel.

Efter morgenmaden var det med at få pakket. Vi er efterhånden alle rimelige til det og skulle kun sørge for egne sager, der var jo ingen af os, der havde ansvaret for mindre børn. Mor var vist alligevel så vant til fra sin tid som lærer at rejse med børn og unge, hun skulle holde opsyn med. I hvert fald blev vi gentagne gange påmindet om dit og dat og det med så stor effektivitet, at den eneste, der glemte noget, var hende selv. Heldigvis opfordrede hun os lige til et sidste tjek, så den mascara, hun selv havde glemt, kom også med hjem igen. Den slags må man nu finde sig i at høre lidt for.

Da vi tjekkede ud, blev vi bedt om en evaluering af lejligheden, vi havde boet i og den lap papir fandt vi ret sjov, skalaen gik nemlig kun fra det meget positive til middelmådigt og dét er jo en smart måde at undgå alt for dårlige bedømmelser. Vi havde nu været fint tilfredse, så det var ikke noget personligt savn, at muligheden for negativ feedback ikke var der.



Lidt upraktisk kom bussen først og hentede os kl. 18:50 og vi skulle flyve kl 22:35 om aftenen. Det gav en del timer, der skulle 'slås ihjel'. Heldigvis var der mulighed for at lade bagagen stå på hotellet til om aftenen og der var også nogle steder, hvor man kunne skifte og tage bad, så planen blev, at vi skulle i poolen med Yngsteniecen og vi skulle også på stranden. Mor bryder sig ikke om at bade, så hun fandt tegneremedierne frem og Kæresten er heller ikke meget for det, så ham smurte jeg ind i faktor 30 og sendte ud i solen med en bog om strømningsmekanik. Så var han klar til at ’multitaske’ ved både at nyde den sol, han havde så stor en hang til, samtidig med, at han fulgte med ingeniørstudiet hjemme, selv om han fysisk var fraværende. Mor fandt en bananpalme, et citrontræ eller noget andet, hun ikke havde tegnet eller malet endnu. Så alle var godt beskæftiget i nogle timer.

Da vi samledes igen kl. 14, gik vi ned til 'vores' taverna og fik det sidste måltid før afrejsen. Jeg syntes, det var fint, vi spiste så relativt sen en frokost, for så behøvede jeg jo ikke spise flyveplastikmad kl. alt for sent om aftenen på flyet. Dertil kom, at denne taverna dels for det meste var turistfrit område og dels var der en rigtig hyggelig gårdhave/kæmpe pergola, hvor man kunne sidde og spise udendørs. Oveni det var maden også utroligt lækker og mere end rigelig, så jeg glædede mig til at skulle spise der igen.



Busturen til lufthavnen var en bittersød oplevelse. Dels var jeg faldet for Kreta og svor – og sværger – at jeg skal have et hus dernede engang og dels havde vi alle haft en rigtig god ferie, samtidig fik vi nu oplavet en god del af det fantastisk skønne landskab på Kreta, vi ikke havde set før, fra bussen, for da vi ankom, var det bælgmørkt. På den anden side var det også godt at skulle hjem igen.

Turen gennem sikkerhedskontrollen gik fint. Der var ingen våben, der blev konfiskeret i denne omgang, men mors dyre solcreme røg i de græske toldmyndigheders skraldesæk, for den kunne jo rumme mere end 100 ml, hvilket er strengstens verboten. Jeg undlod nu ethvert tilløb til at mobbe nogen, for jeg havde selv glemt at kassere min vandflaske, så den røg samme vej.

Hjemme i Kastrup ventede Veninden og Gerda (kl. midt om natten!!!) for først at køre Datteren hjem til kollegiet, der heldigvis ikke lå så langt fra, hvor Veninden boede, og tage Kæresten og mig med hjem til en overnatning. Umiddelbart havde der været lagt op til hygge- og fortællesnak, men vi var alle tre langt mere disponerede for at sove. Veninden skulle tidligt på arbejde dagen efter og Kæresten skulle med det første tog hjem til undervisning, så lejligheden var mørklagt og meget stille på meget få minutter. Dagen efter tog vi nu revanche og nød en rigtig lækker morgenmad, samtidig med, at vi fik indhentet lidt af den forsømte snak.

Rejsedagbog - lørdag 13/9 2008

Lørdag fik den sædvanlige langsomme start. Det kunne jeg altså sagtens blive afhængig af: at stå op, når man er vågen og så spise friske croissanter på altanen før jeg skulle i gang med dagens opgaver. Det ville være helt ok.

Mens vi sad der, kom Ældsteniecen forbi. Søsteren havde sendt mig en sms om, at de skulle til Rethymnon, men Yngsteniecen gad ikke på tur, så ville jeg passe hende og gå i poolen med hende? Jeg havde bare ikke set den, derfor kom Ældsteniecen for at få svar. Selvfølgelig ville jeg passe hende, så lidt efter stod hun der med sin mor, skiftetøj, badeudstyr og solcreme og var klar til en hyggedag uden de andre.

Mor ville til Chania og se kunst og kultur, Kæresten skulle læse, så Datteren og jeg tog Yngsteniecen med i den store pool i den anden ende af komplekset. I den store pool skrånede bunden også helt fra kanten og ned til 1,5 meters dybde, så det gav en masse muligheder for Yngsteniecen, hun ikke havde i de pools, der lå nærmest os.



Vi lavede vandcirkus for hinanden alle tre, hyggede, gyngede på den nærliggende legeplads, spiste en is og fedtede os ind i solcreme, der bare slet ikke var fedtet. Så gik vi hjem til frokost og fik et par rugbrødsmadder sammen med Kæresten, før Yngsteniecen og jeg tog en middagslur. Vi skulle nemlig spise i hotellets restaurant og se deres underholdning om aftenen, det havde Nevøen og Ældsteniecen bedt om, så det ville blive sent, kunne jeg regne ud. Vi kravlede under lagnerne i Kæresten' og min seng og tog hinanden i hånden og så sov hun på mindre end 4 minutter.

Da vi vågnede en times tid senere, fik vi lidt frugt og noget at drikke og så malede vi negle. Jeg havde en lille æske med 4 fine pastelfarver med, men der var ikke nogen, man reelt kunne vælge fra, så vi brugte dem alle. 2 farver på hænderne og 2 på fødderne. Så var det tid til at få flettet hår. Søsteren havde lavet en aftale med en dame, der stod udenfor hotellet, så vi skulle bare troppe op kl. 17. Det gjorde vi og ih, hvor blev der flettet og 'nogen af os' sad stive som en saltstøtte for at det kunne blive fint nok. :-D

Mens vi sad der, kom både Søsteren og Nevøen og lidt efter kom mor også og tog billeder og beundrede, så det var en fryd. Det var så smukt, så smukt.

Om aftenen fik vi en fin plads allesammen i restauranten. Maden var ok, men jeg bestilte altså en steak med bearnaise (jeg ææælsger bearnaise og så var det en restaurant, der alligevel ikke havde reel græsk mad på menuen), men fik ingen bearnaise overhovedet, jeg fik grillede grøntsager i stedet. En elendig byttehandel!!

Showet var noget skandinavisk melodi grand prix, det var ikke alle, der sang lige rent, nogle undgik det faktisk helt og aldeles, men ungerne nød det og havde det sjovt sammen, så ...... who cares?

Hjemme igen tog vi lige det sædvanlige glas vin på altanen sammen med de andre før sengetid. Dagen efter skulle vi relativt tidligt op, for vi skulle være ude af lejligheden kl. 12. Ret underligt, at vi allerede skulle hjem.

Rejsedagbog - fredag 12/9 2008

Det blev næsten middag før Hazel og jeg kom med bussen til Chania om fredagen. En i øvrigt meget sjov tur, for det første fordi ham den uforskammede billettør var om bord og han havde åbenbart holdt nogle dage fri og var lige mødt, for der blev godt nok delt uforskammetheder ud i så liberale mængder, at han må have haft en opsparing at tære på. På den tur blev det også tydeligt, at de – uforskammethederne, forstås - var forbeholdt turisterne, de 'indfødte' kunne han sagtens tale ordentligt til. Hazel og jeg måtte kvæle det ene latteranfald efter det andet, når han lige satte endnu en ny standard for, hvor strid han kunne være. Det endte med, at vi slet ikke kunne se på hinanden uden at det gik galt. Vi var enige om, at vi måtte have ham med hjem, for ellers var der jo ikke et øje, der ville tro os, når vi fortalte om ham.

Inde i Chania skulle vi se, om vi kunne finde frem til frisøren, der var blevet anbefalet i en af Star Tours hæfter, men vi var rørende enige om, at vi jo ikke havde travlt, så man kunne jo altid ose lidt først.

Det første, vi faldt over, var en internetcafé. Der var air condition – en totalt saliggørende indretning, når der er en del mere end 30 grader udenfor - og det kostede ikke nær så meget pr. time som det gjorde på hotellet. De i øvrigt havde nægtet at sælge internettid til os i et par dage, fordi deres forbindelse var for langsom til at det var rimeligt og det er altså ikke sundt for folk, der er ’lidt’ netafhængige. Her var det ikke noget problem og efter kort tid var jeg online.

Det tog faktisk lige en times tid at få tjekket det ene og det andet og Hazel fik endda skrevet en blog, så var vi begge klar til at gå videre. Det gik nu ikke for hurtigt, for selv om butikkerne var ved at lukke til siesta eller hvad de nu måtte kalde det, så var der meget at kigge på trods varmen og finde vej skulle vi også.

På Kreta lukker stort set alt fra 14-17 på grund af varmen. Der var stadig en del kiosker og butikker, der holdt åbent pga. turisterne, men det var alligevel så sent på sæsonen, at der var mange, der lukkede. Vi fandt dog en kiosk, hvor man kunne få en cola og en is til at køle af på og det marked, hvor jeg havde købt taskerne dagen før, var også åbent, så jeg fik lige fat i ind gave til en veninde, som havde givet os lovning om husly, når vi landede søndag nat i Kastrup.

En lille fin brun kuverttaske med et stregmotiv af en glad stregkvinde og en lige så glad stregmand (Feng Shui påstår, at det tiltrækker parforhold, kærlighed og tosomhed, så der kunne jo ikke være tvivl om, at det skulle være den. Veninden var single men ved at være klar til en forandring på det punkt). Så dalrede vi videre og fandt frisøren, hvor vi fik tid til en ½ time senere.

Den klipning var ikke bare en af de billigste, jeg har fået, den var afgjort også blandt de bedste inklusive styling og jeg skal da komme efter dig. Uh, jeg var klar til at gå i byen og ’blive luftet’ den aften. Datteren var også klar til lige at posere med sin nye taske, hvis jeg liiige kunne tage mig af skydningen. Dét gjorde jeg gerne. Senere legede jeg stylist på det stakkels ’barn’, hun fik make up på og blev fotograferet endnu mere. Joh, vi hyggede os, gjorde vi…

Vi skulle heller ikke for sent hjem, for Datteren ville gerne i poolen før vandet kølede alt for meget af, hvad det gør ret hurtigt, når solen ikke skinner direkte på den og jeg skulle i bad og dulles op, for jeg skulle ud og spise med Kæresten. Bare os to. Dét glædede jeg mig til.

Jeg havde både min silkekjole og mine flotte stiletter i rød/sort med og havde også købt en taske dagen før, der var sort med et flot rødt rudemønster, så det var lige perfekt sammen. Sagen var bare den, at det for det første bliver ret køligt så snart solen er gået ned og det gør den allerede kl. 20 og for det andet hæver mine fødder lige præcis så meget i varmen, at jeg bare ikke kunne få skoene på. Rent held, man ikke er Askepot og i øvrigt havde prinsen med hjemmefra!!

I stedet hoppede jeg i et par mørke jeans, der blev smøget op til capri-længde, flade sandaler på fødderne og tog min turkis silketop i stedet og en pink pashmina. Noget mere komfortabelt men stadig præsentabelt, heldigvis.

Vi havde fra starten været enig om, at vi ville spise på en lille taverna, vi havde besøgt allerede om mandagen, der fik vi et meget hyggeligt bord til to under den flotteste stjernehimmel og en smuk, storblomstrende bougainvillea. Det var jo oplagt at starte med en ouzo. Derefter fik vi græsk bondesalat og en tallerken små ostepier til forret. Til hovedret havde vi bestilt en gyrostallerken til hver. Vi var nu blevet misforstået, så tjeneren kom kun med én tallerken til deling. Min hjerne kortsluttede i varmen, så jeg slet ikke registrerede, at den ene tallerken rent faktisk indeholdt min. to gode portioner, så jeg rettede fejlen og vi fik en tallerken mere. Dét var bare dumt for efter forretterne og med den kæmpeportion, vi havde fået på den ene tallerken, var der slet ikke plads til mere. Jeg nåede selv kun at spise nogle ganske få mundfulde, før jeg ikke kunne klemme mere ned og Kæresten leverede sandt at sige ikke nogen præstation, der kunne prales af, når det gjaldt tallerkenrydningsprojektet.

Tilbage på hotellet var der ikke meget andet at gøre end at finde i seng hurtigst muligt for at fordøje.

Rejsedagbog - torsdag 11/9 2008

Torsdag var oplevelses dag igen. Søster og hendes hold ville til Samaria kløften og det ville Datteren og Kæresten også, så de tog afsted i samlet flok. Jeg havde valgt at tage med mor til Chania, hvor hun havde set, der var nogle museer og andre seværdigheder, hun gerne ville opleve. Jeg havde windowshopping på programmet. Retailtherapy, tak!! Jeg havde godt fået med, at der hernede fandtes en kæmpeudvalg af specielt lædervarer, der var i en helt anden stil – og prisklasse!! – end hjemme og alle mine sanser higede efter at få lov at opleve dem på nært hold. Og så var der alle smykkerne, der også i forbifarten havde fanget min opmærksomhed.

Sådan blev det nu ikke. Da vi sad i bussen til Chania, fik jeg en sms fra Datteren og Kæresten. De havde ikke kunnet komme videre til Samaria fra Chania, så de ville mødes med os. Søster og co. var gået på opdagelse i Chania og ville mødes med os kl. 16. Det trak op til endnu en dag med masser af selskab og gruppebeslutninger.

Da vi havde fundet Datteren og Kæresten og fået hævet penge, var der størst stemning for at få noget at spise først. Der blev voteret om, hvor vi skulle hen, men til mors store fortrydelse. Hun havde en – i øvrigt meget fornuftig ’regel’ om, at hun aldrig tog det samme sted hen to gange, når hun var på rejse, for på den måde fik hun flere forskellige oplevelser med hjem. Den tradition eller retningslinie blev nu sat på standby lige den dag.

Da vi kom derhen, sad der en to danske par ved bordet ved siden af det, vi tog. Der var mange gæster og de havde åbenlyst ventet noget tid, så efter en 10 minutters tid, gjorde de klar til at gå uden at have bestilt. Så var det lige, mor fortalte dem lidt om maden og hvor godt det var og forklarede en del af de lækreste retter for dem. De 4 skiftede mening om at finde et andet sted pga. mors beskrivelser og satte sig igen og kort efter kunne de bestille: 4 hakkebøffer med pommes frites og ketchup!!!!! Lige dér havde jeg godt nok lyst til at annullere deres ordre for dem og sende dem på MacDonalds.

Nå, dem om dét. Vi fik en ny oplevelse af en masse lækre retter og blev igen trakteret med raki, så vi kunne imødegå resten af dagen med den coole attitude, der kommer af spiritus midt på dagen.

Efter, vi havde spist og nydt, så vi næsten ikke kunne trille derfra, var det faktisk allerede tid til at mødes med Søster og co. Vi trissede afsted og nød de små gader i Chania, men der skulle retning og også lidt fart på, hvis vi skulle være ved fontænen til tiden, men vi nåede det.

Der blev konfereret om, hvad vi skulle. Mit hår var i øvrigt ved at være i en slem forfatning, der var hverken frisure eller andet formildende at sige om det, så jeg havde sat mig for, at jeg ville klippes, mor ville se deres marked, der lå i en sjov korsformet bygning og Søster og co. havde også et par ting, de ville. Mens mor og Søster debatterede retning og rækkefølge, koordinering og logistik, blev Kæresten, Datteren og jeg klar over, at vi egentlig meget hellere ville noget, der var langt mindre planlagt. Vi ville bare gå rundt i byen og lade den byde på sine egne oplevelser i lige den rækkefølge, de nu fandt os.

Det kom der en rigtig god tur ud af, vi gik rundt i byen i den del, hvor der lå blotlagte arkæologiske udgravninger over alt, så dem så vi en masse af og prøvede at forestille os, hvordan det havde været dengang, de bygninger – der nu var ruiner - blev bygget og brugt. Vi var også nede omkring havnen, hvor vi så en ret stor stime meget små fisk, der var ved at spise et cigaretskod. Det var rigtig sjovt at se, så det endte med, at vi alle 3 nærmest smed os på kanten af kajen med næserne ude over vandet, mens vi spændt fulgte med i, om de der småfisk virkelig ville spise det skod helt op?? Det ville de og det gjorde de. Vi så et sted, hvor der hang blæksprutter til tørre og vi fandt en plet med en ufattelig smuk udsigt over havet. Billederne i dag er alle fra den tur i byen.

Udover det, fandt vi en gammel moske, der nu var galleri og jeg fik snakket lidt med et par heste, der var spændt for vogne. Den første, jeg flirtede med, var nu et asocialt asen, der bed efter mig, men den anden var både hyggelig og socialt anlagt, så jeg lige et par minutters muleterapi, før vi gik videre.

Da vi mødtes med de andre, var det langsomt men sikkert ved at være klar til at tage hjem igen. Jeg var det nu ikke, så jeg valgte at blive og kigge noget mere. Butikkerne har alle åbent til langt ud på aftenen, så der var mere end tid nok, hvad dét angik. Datteren ville gerne med, så vi sendte alle hjem inkl. Kæresten, der gerne ville ud og løbe en tur, og så gik vi på osetur. Øj, der blev lige hygget igennem med at kigge på tasker, sko, smykker og alle mulige andre tøseting og lur mig, om vi ikke også har fundet tid til en forfriskning eller to.

Aj, hvor det hjalp!! Først fandt vi en lille læderbod, der havde både en taske til mig i sort og rød (til mine "nye" stilletter ;-)) og også en i en fed pink farve og så var der en kuverttaske, der indeholdt 2 små punge. Ideel til en masse ting, men mest til at rejse med, for der var både rum til pas, billetter, og ekstra punge til mønter og fremmed valuta. Og det var uhyggeligt billigt. Jeg kunne have købt mig fattig, men underkastede min ønskebunke en hård behovsanalyse, så jeg kunne bære det derfra.

Datteren købte en enormt sød taske i rød med små sommerfugle, et smykke i smukke citrongule og limegrønne toner i glas og læder og et par sølvørestikker med opalhjerter og sølv. Uh, det var godt og vi var klar til at tage tilbage til de andre.

Da vi kom tilbage, fik vi lidt at spise og kort efter kom Søster med de store unger. Kæresten var faldet i søvn og Yngsteniecen var også blevet puttet, så hun havde et par flasker med og så hyggede vi i køkkenet med ouzo, raki og vin. Undervejs fik vi lige lidt undervisning i, hvordan man bør drikke sin ouzo af mor, vi havde nu ingen respekt for den vistnok autentiske opskrift, hun brugte. Ouzoen – der er en slags anisbrændevin - skal vist blandes med vand, så væsken får udseende som tyndt skummetmælk, men vi mente nu alle, at dét kunne man gøre bedre: Mere ouzo, mindre vand!! Det blev vi også meget sjovere af.

Alt i alt en hyggelig dag og aften. Jeg var godt nok ikke blevet klippet, men Datteren og jeg havde aftalt at tage ind igen dagen efter og få gjort noget ved det, fredag aften skulle jeg nemlig på date med Kæresten og jeg glædede mig.

Rejsedagbog - onsdag 10/9 2008

Om onsdagen vågnede jeg til sædvanlig tid ved halv syv-syv-tiden. Jeg lå et pænt stykke tid og nød himlens dybblå farve og solen og fuglene, der var vågne og aktive samtidigt med, at jeg lod tankerne flyde som de selv ville. Vi var kommet ret sent i seng mor, Kæresten og jeg, for Kretas nattehimmel og en helt ny flaske Metaxa havde lokket os ud på svalegangen, hvor vi havde siddet og snakket til langt ud på de små timer, så vi følte os vist alle ret brugte. Metaxaen havde det nu værst, for den var simpelthen så brugt op, at der kun var den tomme flaske tilbage.


Udsigt fra vores altan. Poolen ligger lige nedenfor fotoets underkant.

En lokal sommerfugl på arbejde.

Lokalkolorit.


Nu var Kæresten også vågnet.... eller rettere: han havde også fået let åbne sprækker og var i lodret position, så vi fik stablet noget morgenmad på benene og fik lidt at spise. Jeg var nu hverken helt eller halvt udsovet, så da vi havde spist, tabte jeg mig selv på sengen igen og sov til et godt stykke oppe ad dagen. Der var både nattesøvn, der skulle indhentes og så er var det varmt nok til, at aktivitetsniveauet ikke kom i nærheden af hyperaktivitet. Dagen før havde nu også budt på så mange oplevelser og stimuli i Chania, at en dag til at fordøje ikke var uvelkommen.

Kæresten fedtede sig ind i solcreme, snuppede sin bog om strømningsmekanik og gik ned til poolen og kaprede en liggestol i skyggen. Der var han det meste af dagen. Datteren smed sig ved siden af mig og sov med og mor samlede sit malergrej og gik ud og dyrkede en bananpalme eller to. Senere gik hun en tur til Gerani og fandt til sin begejstring en del butikker med naturkosmetik og andet godt, der var baseret på den lokale olivenolie. Hun mente afgjort også, at det var der, vi skulle spise om aftenen, men da vi var trisset helt derind langs veje, der mildest talt var sundhedsudfordrende, var der ikke andet end 18 forskellige versioner af græske grillbarer, så Kæresten, Datteren og jeg stemte for at droppe dem som spisested. På Kreta er fortove kun noget, man bruger i byerne. Hvad dét angår, er det såmænd ikke så langt fra vores lokale veje ude på landet, men de lokale bilister bærer i sig en så stor tillid til deres egen reaktionsevne, at de hverken sætter deres efter dansk standard meget ’effektive’ tempo ned eller løber nogen risiko for at komme for langt over i den modsatte vejbane bare fordi der trisser en håndfuld turister rundt i gadebilledet. Det gav ferien et element af spænding, der stiller finalen i ’X-factor’ helt i skyggen.

Udsigten mod vejen.

Resten af dagen gik med at prøve at læse i en bog, hvilket ikke gik ret godt, min koncentration var bare ikke tilstede, så Datteren og jeg dalrede lidt rundt uden at lave det store. Vi var udøvede væren i nuet på et niveau, der kunne gøre en hvilken som helst zen-master grøn af misundelse og hyggede med at drive rund og se på bananpalmer og snakke med den lille sorte hotelkat, der var meget social.

På stranden.

En smagsoplevelse.


Om aftenen tog vi på en nærliggende restaurant, der nu ikke var imponerende. Der var heller ikke andet end turister og en håndfuld forslugne katte der, så menukortet var derefter. Det var noget skuffende, for vi var ved at have vænnet os til at finde små steder, der ikke udelukkende baserede serveringen på turister, men her var der udelukkende ’mad hjemmefra’ at vælge imellem. Det havde ellers set rigtig meget ’autentisk’ – så autentisk, som man nu kan gøre sig forhåbninger om et stenkast fra et Blue Village hotel - godt og hyggeligt ud fra vejen, men vi fik noget at spise, blev mætte og kom heller ikke helt fra at dele vores mad med et par små missekræ, der hærgede i gulvhøjde udendøre.

I øvrigt er det en oplevelse at spise ude på Kreta, man kan nemlig dele sin mad med de andre i selskabet på den måde, at vi hver især bestilte en hovedret eller et par forretter og bad om nogle ekstra tallerkner. Det kunne snildt resultere i en ’platte’ som denne, der både indeholder vegetarpizza, græsk bondesalat, fyldte vinblade, tzaziki og souvlaki. Det giver en helt anden oplevelse både fordi man får langt flere smagsoplevelser og fordi det på en eller anden måde er meget mere socialt, når man på den måde deler med hinanden.