Rejsedagbog - søndag 14/9 2008

Søndag skete der ikke det store, formiddagen stod i pakningen og oprydningens tegn, for vi skulle være tjekket ud af hotellet kl. 12. Først skulle vi lige have den sidste morgenmad, der som altid blev indtaget på altanen. Jeg var helt ok med at skulle hjem til min hverdag igen, jeg begyndte langsomt men sikkert at savne mine ting og mine rutiner, men jeg var også helt bevidst om, at jeg ville savne at kunne vågne, når jeg var klar og at kunne sidde ude og spise morgenmad med udsigt til masser af bjerge og blå himmel.

Efter morgenmaden var det med at få pakket. Vi er efterhånden alle rimelige til det og skulle kun sørge for egne sager, der var jo ingen af os, der havde ansvaret for mindre børn. Mor var vist alligevel så vant til fra sin tid som lærer at rejse med børn og unge, hun skulle holde opsyn med. I hvert fald blev vi gentagne gange påmindet om dit og dat og det med så stor effektivitet, at den eneste, der glemte noget, var hende selv. Heldigvis opfordrede hun os lige til et sidste tjek, så den mascara, hun selv havde glemt, kom også med hjem igen. Den slags må man nu finde sig i at høre lidt for.

Da vi tjekkede ud, blev vi bedt om en evaluering af lejligheden, vi havde boet i og den lap papir fandt vi ret sjov, skalaen gik nemlig kun fra det meget positive til middelmådigt og dét er jo en smart måde at undgå alt for dårlige bedømmelser. Vi havde nu været fint tilfredse, så det var ikke noget personligt savn, at muligheden for negativ feedback ikke var der.



Lidt upraktisk kom bussen først og hentede os kl. 18:50 og vi skulle flyve kl 22:35 om aftenen. Det gav en del timer, der skulle 'slås ihjel'. Heldigvis var der mulighed for at lade bagagen stå på hotellet til om aftenen og der var også nogle steder, hvor man kunne skifte og tage bad, så planen blev, at vi skulle i poolen med Yngsteniecen og vi skulle også på stranden. Mor bryder sig ikke om at bade, så hun fandt tegneremedierne frem og Kæresten er heller ikke meget for det, så ham smurte jeg ind i faktor 30 og sendte ud i solen med en bog om strømningsmekanik. Så var han klar til at ’multitaske’ ved både at nyde den sol, han havde så stor en hang til, samtidig med, at han fulgte med ingeniørstudiet hjemme, selv om han fysisk var fraværende. Mor fandt en bananpalme, et citrontræ eller noget andet, hun ikke havde tegnet eller malet endnu. Så alle var godt beskæftiget i nogle timer.

Da vi samledes igen kl. 14, gik vi ned til 'vores' taverna og fik det sidste måltid før afrejsen. Jeg syntes, det var fint, vi spiste så relativt sen en frokost, for så behøvede jeg jo ikke spise flyveplastikmad kl. alt for sent om aftenen på flyet. Dertil kom, at denne taverna dels for det meste var turistfrit område og dels var der en rigtig hyggelig gårdhave/kæmpe pergola, hvor man kunne sidde og spise udendørs. Oveni det var maden også utroligt lækker og mere end rigelig, så jeg glædede mig til at skulle spise der igen.



Busturen til lufthavnen var en bittersød oplevelse. Dels var jeg faldet for Kreta og svor – og sværger – at jeg skal have et hus dernede engang og dels havde vi alle haft en rigtig god ferie, samtidig fik vi nu oplavet en god del af det fantastisk skønne landskab på Kreta, vi ikke havde set før, fra bussen, for da vi ankom, var det bælgmørkt. På den anden side var det også godt at skulle hjem igen.

Turen gennem sikkerhedskontrollen gik fint. Der var ingen våben, der blev konfiskeret i denne omgang, men mors dyre solcreme røg i de græske toldmyndigheders skraldesæk, for den kunne jo rumme mere end 100 ml, hvilket er strengstens verboten. Jeg undlod nu ethvert tilløb til at mobbe nogen, for jeg havde selv glemt at kassere min vandflaske, så den røg samme vej.

Hjemme i Kastrup ventede Veninden og Gerda (kl. midt om natten!!!) for først at køre Datteren hjem til kollegiet, der heldigvis ikke lå så langt fra, hvor Veninden boede, og tage Kæresten og mig med hjem til en overnatning. Umiddelbart havde der været lagt op til hygge- og fortællesnak, men vi var alle tre langt mere disponerede for at sove. Veninden skulle tidligt på arbejde dagen efter og Kæresten skulle med det første tog hjem til undervisning, så lejligheden var mørklagt og meget stille på meget få minutter. Dagen efter tog vi nu revanche og nød en rigtig lækker morgenmad, samtidig med, at vi fik indhentet lidt af den forsømte snak.

Rejsedagbog - lørdag 13/9 2008

Lørdag fik den sædvanlige langsomme start. Det kunne jeg altså sagtens blive afhængig af: at stå op, når man er vågen og så spise friske croissanter på altanen før jeg skulle i gang med dagens opgaver. Det ville være helt ok.

Mens vi sad der, kom Ældsteniecen forbi. Søsteren havde sendt mig en sms om, at de skulle til Rethymnon, men Yngsteniecen gad ikke på tur, så ville jeg passe hende og gå i poolen med hende? Jeg havde bare ikke set den, derfor kom Ældsteniecen for at få svar. Selvfølgelig ville jeg passe hende, så lidt efter stod hun der med sin mor, skiftetøj, badeudstyr og solcreme og var klar til en hyggedag uden de andre.

Mor ville til Chania og se kunst og kultur, Kæresten skulle læse, så Datteren og jeg tog Yngsteniecen med i den store pool i den anden ende af komplekset. I den store pool skrånede bunden også helt fra kanten og ned til 1,5 meters dybde, så det gav en masse muligheder for Yngsteniecen, hun ikke havde i de pools, der lå nærmest os.



Vi lavede vandcirkus for hinanden alle tre, hyggede, gyngede på den nærliggende legeplads, spiste en is og fedtede os ind i solcreme, der bare slet ikke var fedtet. Så gik vi hjem til frokost og fik et par rugbrødsmadder sammen med Kæresten, før Yngsteniecen og jeg tog en middagslur. Vi skulle nemlig spise i hotellets restaurant og se deres underholdning om aftenen, det havde Nevøen og Ældsteniecen bedt om, så det ville blive sent, kunne jeg regne ud. Vi kravlede under lagnerne i Kæresten' og min seng og tog hinanden i hånden og så sov hun på mindre end 4 minutter.

Da vi vågnede en times tid senere, fik vi lidt frugt og noget at drikke og så malede vi negle. Jeg havde en lille æske med 4 fine pastelfarver med, men der var ikke nogen, man reelt kunne vælge fra, så vi brugte dem alle. 2 farver på hænderne og 2 på fødderne. Så var det tid til at få flettet hår. Søsteren havde lavet en aftale med en dame, der stod udenfor hotellet, så vi skulle bare troppe op kl. 17. Det gjorde vi og ih, hvor blev der flettet og 'nogen af os' sad stive som en saltstøtte for at det kunne blive fint nok. :-D

Mens vi sad der, kom både Søsteren og Nevøen og lidt efter kom mor også og tog billeder og beundrede, så det var en fryd. Det var så smukt, så smukt.

Om aftenen fik vi en fin plads allesammen i restauranten. Maden var ok, men jeg bestilte altså en steak med bearnaise (jeg ææælsger bearnaise og så var det en restaurant, der alligevel ikke havde reel græsk mad på menuen), men fik ingen bearnaise overhovedet, jeg fik grillede grøntsager i stedet. En elendig byttehandel!!

Showet var noget skandinavisk melodi grand prix, det var ikke alle, der sang lige rent, nogle undgik det faktisk helt og aldeles, men ungerne nød det og havde det sjovt sammen, så ...... who cares?

Hjemme igen tog vi lige det sædvanlige glas vin på altanen sammen med de andre før sengetid. Dagen efter skulle vi relativt tidligt op, for vi skulle være ude af lejligheden kl. 12. Ret underligt, at vi allerede skulle hjem.

Rejsedagbog - fredag 12/9 2008

Det blev næsten middag før Hazel og jeg kom med bussen til Chania om fredagen. En i øvrigt meget sjov tur, for det første fordi ham den uforskammede billettør var om bord og han havde åbenbart holdt nogle dage fri og var lige mødt, for der blev godt nok delt uforskammetheder ud i så liberale mængder, at han må have haft en opsparing at tære på. På den tur blev det også tydeligt, at de – uforskammethederne, forstås - var forbeholdt turisterne, de 'indfødte' kunne han sagtens tale ordentligt til. Hazel og jeg måtte kvæle det ene latteranfald efter det andet, når han lige satte endnu en ny standard for, hvor strid han kunne være. Det endte med, at vi slet ikke kunne se på hinanden uden at det gik galt. Vi var enige om, at vi måtte have ham med hjem, for ellers var der jo ikke et øje, der ville tro os, når vi fortalte om ham.

Inde i Chania skulle vi se, om vi kunne finde frem til frisøren, der var blevet anbefalet i en af Star Tours hæfter, men vi var rørende enige om, at vi jo ikke havde travlt, så man kunne jo altid ose lidt først.

Det første, vi faldt over, var en internetcafé. Der var air condition – en totalt saliggørende indretning, når der er en del mere end 30 grader udenfor - og det kostede ikke nær så meget pr. time som det gjorde på hotellet. De i øvrigt havde nægtet at sælge internettid til os i et par dage, fordi deres forbindelse var for langsom til at det var rimeligt og det er altså ikke sundt for folk, der er ’lidt’ netafhængige. Her var det ikke noget problem og efter kort tid var jeg online.

Det tog faktisk lige en times tid at få tjekket det ene og det andet og Hazel fik endda skrevet en blog, så var vi begge klar til at gå videre. Det gik nu ikke for hurtigt, for selv om butikkerne var ved at lukke til siesta eller hvad de nu måtte kalde det, så var der meget at kigge på trods varmen og finde vej skulle vi også.

På Kreta lukker stort set alt fra 14-17 på grund af varmen. Der var stadig en del kiosker og butikker, der holdt åbent pga. turisterne, men det var alligevel så sent på sæsonen, at der var mange, der lukkede. Vi fandt dog en kiosk, hvor man kunne få en cola og en is til at køle af på og det marked, hvor jeg havde købt taskerne dagen før, var også åbent, så jeg fik lige fat i ind gave til en veninde, som havde givet os lovning om husly, når vi landede søndag nat i Kastrup.

En lille fin brun kuverttaske med et stregmotiv af en glad stregkvinde og en lige så glad stregmand (Feng Shui påstår, at det tiltrækker parforhold, kærlighed og tosomhed, så der kunne jo ikke være tvivl om, at det skulle være den. Veninden var single men ved at være klar til en forandring på det punkt). Så dalrede vi videre og fandt frisøren, hvor vi fik tid til en ½ time senere.

Den klipning var ikke bare en af de billigste, jeg har fået, den var afgjort også blandt de bedste inklusive styling og jeg skal da komme efter dig. Uh, jeg var klar til at gå i byen og ’blive luftet’ den aften. Datteren var også klar til lige at posere med sin nye taske, hvis jeg liiige kunne tage mig af skydningen. Dét gjorde jeg gerne. Senere legede jeg stylist på det stakkels ’barn’, hun fik make up på og blev fotograferet endnu mere. Joh, vi hyggede os, gjorde vi…

Vi skulle heller ikke for sent hjem, for Datteren ville gerne i poolen før vandet kølede alt for meget af, hvad det gør ret hurtigt, når solen ikke skinner direkte på den og jeg skulle i bad og dulles op, for jeg skulle ud og spise med Kæresten. Bare os to. Dét glædede jeg mig til.

Jeg havde både min silkekjole og mine flotte stiletter i rød/sort med og havde også købt en taske dagen før, der var sort med et flot rødt rudemønster, så det var lige perfekt sammen. Sagen var bare den, at det for det første bliver ret køligt så snart solen er gået ned og det gør den allerede kl. 20 og for det andet hæver mine fødder lige præcis så meget i varmen, at jeg bare ikke kunne få skoene på. Rent held, man ikke er Askepot og i øvrigt havde prinsen med hjemmefra!!

I stedet hoppede jeg i et par mørke jeans, der blev smøget op til capri-længde, flade sandaler på fødderne og tog min turkis silketop i stedet og en pink pashmina. Noget mere komfortabelt men stadig præsentabelt, heldigvis.

Vi havde fra starten været enig om, at vi ville spise på en lille taverna, vi havde besøgt allerede om mandagen, der fik vi et meget hyggeligt bord til to under den flotteste stjernehimmel og en smuk, storblomstrende bougainvillea. Det var jo oplagt at starte med en ouzo. Derefter fik vi græsk bondesalat og en tallerken små ostepier til forret. Til hovedret havde vi bestilt en gyrostallerken til hver. Vi var nu blevet misforstået, så tjeneren kom kun med én tallerken til deling. Min hjerne kortsluttede i varmen, så jeg slet ikke registrerede, at den ene tallerken rent faktisk indeholdt min. to gode portioner, så jeg rettede fejlen og vi fik en tallerken mere. Dét var bare dumt for efter forretterne og med den kæmpeportion, vi havde fået på den ene tallerken, var der slet ikke plads til mere. Jeg nåede selv kun at spise nogle ganske få mundfulde, før jeg ikke kunne klemme mere ned og Kæresten leverede sandt at sige ikke nogen præstation, der kunne prales af, når det gjaldt tallerkenrydningsprojektet.

Tilbage på hotellet var der ikke meget andet at gøre end at finde i seng hurtigst muligt for at fordøje.

Rejsedagbog - torsdag 11/9 2008

Torsdag var oplevelses dag igen. Søster og hendes hold ville til Samaria kløften og det ville Datteren og Kæresten også, så de tog afsted i samlet flok. Jeg havde valgt at tage med mor til Chania, hvor hun havde set, der var nogle museer og andre seværdigheder, hun gerne ville opleve. Jeg havde windowshopping på programmet. Retailtherapy, tak!! Jeg havde godt fået med, at der hernede fandtes en kæmpeudvalg af specielt lædervarer, der var i en helt anden stil – og prisklasse!! – end hjemme og alle mine sanser higede efter at få lov at opleve dem på nært hold. Og så var der alle smykkerne, der også i forbifarten havde fanget min opmærksomhed.

Sådan blev det nu ikke. Da vi sad i bussen til Chania, fik jeg en sms fra Datteren og Kæresten. De havde ikke kunnet komme videre til Samaria fra Chania, så de ville mødes med os. Søster og co. var gået på opdagelse i Chania og ville mødes med os kl. 16. Det trak op til endnu en dag med masser af selskab og gruppebeslutninger.

Da vi havde fundet Datteren og Kæresten og fået hævet penge, var der størst stemning for at få noget at spise først. Der blev voteret om, hvor vi skulle hen, men til mors store fortrydelse. Hun havde en – i øvrigt meget fornuftig ’regel’ om, at hun aldrig tog det samme sted hen to gange, når hun var på rejse, for på den måde fik hun flere forskellige oplevelser med hjem. Den tradition eller retningslinie blev nu sat på standby lige den dag.

Da vi kom derhen, sad der en to danske par ved bordet ved siden af det, vi tog. Der var mange gæster og de havde åbenlyst ventet noget tid, så efter en 10 minutters tid, gjorde de klar til at gå uden at have bestilt. Så var det lige, mor fortalte dem lidt om maden og hvor godt det var og forklarede en del af de lækreste retter for dem. De 4 skiftede mening om at finde et andet sted pga. mors beskrivelser og satte sig igen og kort efter kunne de bestille: 4 hakkebøffer med pommes frites og ketchup!!!!! Lige dér havde jeg godt nok lyst til at annullere deres ordre for dem og sende dem på MacDonalds.

Nå, dem om dét. Vi fik en ny oplevelse af en masse lækre retter og blev igen trakteret med raki, så vi kunne imødegå resten af dagen med den coole attitude, der kommer af spiritus midt på dagen.

Efter, vi havde spist og nydt, så vi næsten ikke kunne trille derfra, var det faktisk allerede tid til at mødes med Søster og co. Vi trissede afsted og nød de små gader i Chania, men der skulle retning og også lidt fart på, hvis vi skulle være ved fontænen til tiden, men vi nåede det.

Der blev konfereret om, hvad vi skulle. Mit hår var i øvrigt ved at være i en slem forfatning, der var hverken frisure eller andet formildende at sige om det, så jeg havde sat mig for, at jeg ville klippes, mor ville se deres marked, der lå i en sjov korsformet bygning og Søster og co. havde også et par ting, de ville. Mens mor og Søster debatterede retning og rækkefølge, koordinering og logistik, blev Kæresten, Datteren og jeg klar over, at vi egentlig meget hellere ville noget, der var langt mindre planlagt. Vi ville bare gå rundt i byen og lade den byde på sine egne oplevelser i lige den rækkefølge, de nu fandt os.

Det kom der en rigtig god tur ud af, vi gik rundt i byen i den del, hvor der lå blotlagte arkæologiske udgravninger over alt, så dem så vi en masse af og prøvede at forestille os, hvordan det havde været dengang, de bygninger – der nu var ruiner - blev bygget og brugt. Vi var også nede omkring havnen, hvor vi så en ret stor stime meget små fisk, der var ved at spise et cigaretskod. Det var rigtig sjovt at se, så det endte med, at vi alle 3 nærmest smed os på kanten af kajen med næserne ude over vandet, mens vi spændt fulgte med i, om de der småfisk virkelig ville spise det skod helt op?? Det ville de og det gjorde de. Vi så et sted, hvor der hang blæksprutter til tørre og vi fandt en plet med en ufattelig smuk udsigt over havet. Billederne i dag er alle fra den tur i byen.

Udover det, fandt vi en gammel moske, der nu var galleri og jeg fik snakket lidt med et par heste, der var spændt for vogne. Den første, jeg flirtede med, var nu et asocialt asen, der bed efter mig, men den anden var både hyggelig og socialt anlagt, så jeg lige et par minutters muleterapi, før vi gik videre.

Da vi mødtes med de andre, var det langsomt men sikkert ved at være klar til at tage hjem igen. Jeg var det nu ikke, så jeg valgte at blive og kigge noget mere. Butikkerne har alle åbent til langt ud på aftenen, så der var mere end tid nok, hvad dét angik. Datteren ville gerne med, så vi sendte alle hjem inkl. Kæresten, der gerne ville ud og løbe en tur, og så gik vi på osetur. Øj, der blev lige hygget igennem med at kigge på tasker, sko, smykker og alle mulige andre tøseting og lur mig, om vi ikke også har fundet tid til en forfriskning eller to.

Aj, hvor det hjalp!! Først fandt vi en lille læderbod, der havde både en taske til mig i sort og rød (til mine "nye" stilletter ;-)) og også en i en fed pink farve og så var der en kuverttaske, der indeholdt 2 små punge. Ideel til en masse ting, men mest til at rejse med, for der var både rum til pas, billetter, og ekstra punge til mønter og fremmed valuta. Og det var uhyggeligt billigt. Jeg kunne have købt mig fattig, men underkastede min ønskebunke en hård behovsanalyse, så jeg kunne bære det derfra.

Datteren købte en enormt sød taske i rød med små sommerfugle, et smykke i smukke citrongule og limegrønne toner i glas og læder og et par sølvørestikker med opalhjerter og sølv. Uh, det var godt og vi var klar til at tage tilbage til de andre.

Da vi kom tilbage, fik vi lidt at spise og kort efter kom Søster med de store unger. Kæresten var faldet i søvn og Yngsteniecen var også blevet puttet, så hun havde et par flasker med og så hyggede vi i køkkenet med ouzo, raki og vin. Undervejs fik vi lige lidt undervisning i, hvordan man bør drikke sin ouzo af mor, vi havde nu ingen respekt for den vistnok autentiske opskrift, hun brugte. Ouzoen – der er en slags anisbrændevin - skal vist blandes med vand, så væsken får udseende som tyndt skummetmælk, men vi mente nu alle, at dét kunne man gøre bedre: Mere ouzo, mindre vand!! Det blev vi også meget sjovere af.

Alt i alt en hyggelig dag og aften. Jeg var godt nok ikke blevet klippet, men Datteren og jeg havde aftalt at tage ind igen dagen efter og få gjort noget ved det, fredag aften skulle jeg nemlig på date med Kæresten og jeg glædede mig.

Rejsedagbog - onsdag 10/9 2008

Om onsdagen vågnede jeg til sædvanlig tid ved halv syv-syv-tiden. Jeg lå et pænt stykke tid og nød himlens dybblå farve og solen og fuglene, der var vågne og aktive samtidigt med, at jeg lod tankerne flyde som de selv ville. Vi var kommet ret sent i seng mor, Kæresten og jeg, for Kretas nattehimmel og en helt ny flaske Metaxa havde lokket os ud på svalegangen, hvor vi havde siddet og snakket til langt ud på de små timer, så vi følte os vist alle ret brugte. Metaxaen havde det nu værst, for den var simpelthen så brugt op, at der kun var den tomme flaske tilbage.


Udsigt fra vores altan. Poolen ligger lige nedenfor fotoets underkant.

En lokal sommerfugl på arbejde.

Lokalkolorit.


Nu var Kæresten også vågnet.... eller rettere: han havde også fået let åbne sprækker og var i lodret position, så vi fik stablet noget morgenmad på benene og fik lidt at spise. Jeg var nu hverken helt eller halvt udsovet, så da vi havde spist, tabte jeg mig selv på sengen igen og sov til et godt stykke oppe ad dagen. Der var både nattesøvn, der skulle indhentes og så er var det varmt nok til, at aktivitetsniveauet ikke kom i nærheden af hyperaktivitet. Dagen før havde nu også budt på så mange oplevelser og stimuli i Chania, at en dag til at fordøje ikke var uvelkommen.

Kæresten fedtede sig ind i solcreme, snuppede sin bog om strømningsmekanik og gik ned til poolen og kaprede en liggestol i skyggen. Der var han det meste af dagen. Datteren smed sig ved siden af mig og sov med og mor samlede sit malergrej og gik ud og dyrkede en bananpalme eller to. Senere gik hun en tur til Gerani og fandt til sin begejstring en del butikker med naturkosmetik og andet godt, der var baseret på den lokale olivenolie. Hun mente afgjort også, at det var der, vi skulle spise om aftenen, men da vi var trisset helt derind langs veje, der mildest talt var sundhedsudfordrende, var der ikke andet end 18 forskellige versioner af græske grillbarer, så Kæresten, Datteren og jeg stemte for at droppe dem som spisested. På Kreta er fortove kun noget, man bruger i byerne. Hvad dét angår, er det såmænd ikke så langt fra vores lokale veje ude på landet, men de lokale bilister bærer i sig en så stor tillid til deres egen reaktionsevne, at de hverken sætter deres efter dansk standard meget ’effektive’ tempo ned eller løber nogen risiko for at komme for langt over i den modsatte vejbane bare fordi der trisser en håndfuld turister rundt i gadebilledet. Det gav ferien et element af spænding, der stiller finalen i ’X-factor’ helt i skyggen.

Udsigten mod vejen.

Resten af dagen gik med at prøve at læse i en bog, hvilket ikke gik ret godt, min koncentration var bare ikke tilstede, så Datteren og jeg dalrede lidt rundt uden at lave det store. Vi var udøvede væren i nuet på et niveau, der kunne gøre en hvilken som helst zen-master grøn af misundelse og hyggede med at drive rund og se på bananpalmer og snakke med den lille sorte hotelkat, der var meget social.

På stranden.

En smagsoplevelse.


Om aftenen tog vi på en nærliggende restaurant, der nu ikke var imponerende. Der var heller ikke andet end turister og en håndfuld forslugne katte der, så menukortet var derefter. Det var noget skuffende, for vi var ved at have vænnet os til at finde små steder, der ikke udelukkende baserede serveringen på turister, men her var der udelukkende ’mad hjemmefra’ at vælge imellem. Det havde ellers set rigtig meget ’autentisk’ – så autentisk, som man nu kan gøre sig forhåbninger om et stenkast fra et Blue Village hotel - godt og hyggeligt ud fra vejen, men vi fik noget at spise, blev mætte og kom heller ikke helt fra at dele vores mad med et par små missekræ, der hærgede i gulvhøjde udendøre.

I øvrigt er det en oplevelse at spise ude på Kreta, man kan nemlig dele sin mad med de andre i selskabet på den måde, at vi hver især bestilte en hovedret eller et par forretter og bad om nogle ekstra tallerkner. Det kunne snildt resultere i en ’platte’ som denne, der både indeholder vegetarpizza, græsk bondesalat, fyldte vinblade, tzaziki og souvlaki. Det giver en helt anden oplevelse både fordi man får langt flere smagsoplevelser og fordi det på en eller anden måde er meget mere socialt, når man på den måde deler med hinanden.

Rejsedagbog - tirsdag 9/9 2008

Tirsdag havde vi aftalt at mødes hele banden efter morgenmaden og tage ind til Chania, der både har øens bedste shoppingmuligheder og en hel del seværdigheder. Datteren beskæftiger sig en del med forholdet mellem Byzans og Rusland for længe, længe siden, så hun ville meget gerne se den byzantinske samling derinde.

Kl. 11 havde vi stadig ikke set skyggen af de andre, Søster reagerede ikke på min sms, så mor gik over og tjekkede hos dem. De var ikke hjemme??? Vi forstod sådan cirka nada, for havde vi ikke en aftale?? I hvert fald var fuglen fløjet, så vi blev enige om, at tage afsted, men kors, hvor vi undrede os og spekulerede som gale. Busserne på Kreta er faktisk helt ok, med klimaanlæg, der virker osv., men betjeningen er et kapitel for sig. Der er min. 2 ansatte i bussen, en der kører og en, der billetterer. Man står på gennem den dør, vi bruger som udgang her i landet, og så viser billetgutten, hvor vi skal sidde. Ham, der solgte billetterne i denne bus, stak hovedet ud af bussen, da vi steg om bord og gjaldede: "Chania, Chania, quick, quick." som var vi får, der blev gennet. Vi måbede og gjorde som, vi fik besked på.

I Chania blev vi enige om, at se den byzantinske samling, der lukkede kl. 15, først. Dét var dagens næste oplevelse. Gutten i billetsalget fortalte, at en billet kostede 2 euros, men for 3 kunne man få en billet til både den byzantinske samling og det arkæologiske museum. Datteren spurgte ham, om den så gjaldt i flere dage eller om vi ville være nødt til at flette det andet museum ind i dag også. Svaret var, at en billet kostede 2 euro for den byzantinske samling og 3 for både den og det arkæologiske museum. Datteren prøvede at forklare, at det havde hun godt fanget, men....... og så fik hun lige priserne en gang mere. Vi opgav og købte billetter til 2 euros.

Herover den byzantinske samling.

Efter at have set samlingen, dalrede vi videre for at få noget at spise. Efter nogen søgen fandt vi et godt sted. Lige rundt om hjørnet og i en lille gade med masser af hoteller med altaner med smedejernsgitre i alle mulige mønstre, lå en lille taverna med siddepladser på gaden. Der fik vi en masse lækre retter og mor bestilte som den eneste vin til maden. Da indehaveren kom med den, blinkede han til hende og dét så jeg godt! Det gjorde hun så godt nok ikke, men hvad så??? Jeg ved jo, jeg er faderløs og hvem kunne ikke bruge en god papfar med egen restaurant på Kreta?? Datteren var meget positivt stemt for en papmorfar fra Kreta. Mor kunne slet ikke se hverken det sjove eller praktiske i den ide, så vi lod den nødtvungent falde. Vi fik blandt andet taramasalata, der er kogte kartofler blended med olivenolie, røget torskerogn og krydderier, noget enormt lækkert lam i egen saft og selvfølgelig en god græsk salat.

Da vi skulle betale, kom han med 4 små glas og en flaske raki, der er en slags lokal snaps. Der var lige to til hver, og jeg skulle hilse og sige, at dét er lige, hvad man trænger til i 35 graders varme sådan midt på dagen. Alting bliver bare så meget sjovere og mere afslappet!! Det er åbenbart noget diverse taverna’er og restauranter giver til de kunder, de ønsker at se igen og da det er dermed en gave, som ikke gives til alle, så man kan jo heller ikke bare lade den stå, vel??

En typisk og meget malerisk lille gyde i Chania.

Chania set 'bagfra' og opdaget og oplevet, mens vi var blevet væk.


Vi dalrede (bogstaveligt talt) videre gennem små, utroligt charmerede gader og lod os benove over, hvor smukt der var og så blev vi lidt væk. Vi skulle have været oppe på den der bastion, der ligger midt i byen, men den var pist, så vi dalrede lidt mere rundt og nød omgivelserne og så noget, der lignede en slugt med en kæmpehøj mur i hver side, vi fik også set en del af det mere private Chania: baghaver med tørresnore, improviserede taghaver og en del, der så noget så faldefærdigt ud og vupti, så havde vi fundet bastionen igen eller også havde den fundet os, det er jeg ikke helt sikker på.

I hvert fald slæbte vi os derop og gik i koma over udsigten over hele byen, den venetianske havn og bjergene rundt omkring os. Vi må have lignet gul stue på udflugt med vores begejstring - ihvert fald Datterens og min - men der var heldigvis ikke nogen, der så os, så værdigheden forblev intakt.

Udsigten fra bastionen.

Vel nede igen, fandt vi bussen og tog hjem. Jeg havde slet ikke fået hverken oset eller shoppet, men var sikker på, jeg nok skulle nå det (jeg blev klogere!!).

På hotellet var Søster og ungerne var tilbage. Nevøen og Yngste-niecen havde været ovre og banke på ved 10-tiden uden at få svar, så de var taget af sted til byen uden os, for de troede, vi var taget i forvejen. De havde nu også hygget sig, så alt var vel.

Da det var tid til lidt indkøb gik Kæresten, Datteren, jeg og Nanna ned på stranden og se solnedgangen, der finder sted allerede omkring kl. 20, også gik vi ud og købte ind. Den var utrolig flot, men det virkede helt forkert med kombinationen af sommervejr og ’vinterdagslængde’.

Vi fik lidt af spise og midt i det hele bankede Søster og Nevøen på døren for at høre, om vi ville med ned og se show. De ville ned til hotellets restaurant og bar og se hvordan sådan et show var. Vi tog med og havde en hyggelig aften blandt udelukkende skandinaver med skandinaviske sange. Musikken var live og blev primært spilllet af hotellets guides. Nogle var ret gode, andre har nok været talentfulde, når det gjaldt mere traditionelle guidefunktioner…..

Søster havde i øvrigt en kæmpeoplevelse, da hun skulle bestille vores drikkevarer, for Datteren ville gerne have en Mojito, hvad Søster aldrig havde hørt om og måtte lægge anstrengelser i at kunne huske navnet på, til hun var oppe ved baren og kunne bestille.

En rigtig hyggelig aften, der gav os et indblik i den charterdel af vores ferie, vi stort set ikke deltog i, mens vi var der. Jeg er nu glad for, at jeg fik den med, så jeg kunne få udvidet min horisont, hvad charterferie angår.

Rejsedagbog - mandag 8/9 2008

Mandag morgen var jeg den første, der vågnede. Jeg havde kapret det soveværelse, der kun var til to til Niels og mig sæl med en grisset bagtanke, og dermed havde vi også udgang til altanen, så jeg lod kæresten sove, hentede min "morgenkaffe", fandt en bog frem og gik ud og satte mig i min kimono og nød at være fremme.

Solen skinnede allerede, himlen var klart blå og det var ret varmt, selv om vores altan lå i skygge det meste af dagen. Det var buldermørkt, da vi ankom aftenen før og nu kunne jeg pludselig se bjerge. Dét har jeg bare aldrig oplevet før, så jeg følte mig som et barn, der opdager og oplever verden for første gang. Ren jubel. Det var lige før, jeg havde vækket alle andre bare for at vise dem, hvad jeg havde "fundet". Og jeg fik ikke læst en stavelse i min bog.

Godt oppe ad formiddagen fik de andre (jeg delte lejlighed med mor, datteren og kæresten) også øjne og vi fik stablet noget morgenmad på benene og sad længe over den på altanen. Datteren og jeg gik efter morgenbrød og opdagede på vej derned, at der voksede bananpalmer op ad murene. Det var helt vildt. Og der var bananer på. Jeg var lige ved at slå rødder og glemme alt om morgenbrød, så jeg kunne sætte mig og kigge på dem resten af dagen. Nej, hvor er de flotte!

Datteren var mere benovet over den 'ferieflirt', hun mødte kort efter ved butikken. Det er ham, hun står med på billedet herunder.

Vi var også på stranden, der lå lige i nærheden. Der var selvfølgelig flere pools på hotellet, men bølgerne mod stranden var så højlydte, at man kunne høre det flere 100 meter væk, så jeg måtte bare ned og se dem. Jeg har aldrig set så høje bølger i virkeligheden og jeg måtte altså lige ud og stå i vandkanten sammen med datteren, så vi smed skoene, klamrede os til hinanden for det var en stenstrand, så den var ikke rar at gå på med bare fødder, og solen havde allerede organiseret noget mere "gulvvarme", end vi fandt behageligt.

Men det var vildt at stå der. Få meter fra strandkanten skiftede vandet farve fra grumset til dyb turkis og endnu længere ude til dybt havblåt. Datteren mente afgjort, hun lige måtte have et billede af kæresten og mig, så han smed sandalerne og krabbede ud til mig, vi stillede os med ryggen mod havet og Slam! så blev vi ramt af den største bølge, så vi var våde helt op i nakken. *LOL* Godt, det var så varmt, at man bare kunne soltørre.

Imens indtog Søster, hendes kæreste og ungerne poolen. Dér var også masser af hygge, trivsel og leg og yngsteniecen, der lige havde haft en grim oplevelse til svømning, fik hjælp af sin storesøster, der på en times tid havde fået hende til at glemme alt om vandskræk. Yngsteniecen levede hele ugen i og for sin badering og poolen. Hun opdagede i den grad sin indre vandhund.

Om aftenen tog vi på en lille taverna, der lå ret tæt på hotellet, men alligevel lidt afsides og den var åbenlyst ikke blevet "turistificeret". Retterne var enormt lækre, rigelige og lokale. Ikke noget med spaghetti bolognese her! Så vi fik et udvalg af lokale for- og hovedretter, nogle ekstra tallerkner og fik smagt på hinandens valg. Det var rigtig hyggeligt. Aftenen blev brugt på altanen med en flaske rødvin, men det blev ikke sent den aften. Jeg var mæt og brugt.

Rejsedagbog - Kreta søndag 7/9 2008

Det er søndag og Kæresten og jeg er på vej til Kreta. Vi er taget af sted fra Vejen i går og har overnattet hos gode venner, der meget praktisk bor i samme by som den ældste niece, så hende skal vi mødes med og følges til lufthavnen. Datteren i min kommer fra Amager, min søster med kæreste og 2 børn kommer fra Farum og mor er på vej fra Sønderborg.

Efter at være blevet fodret godt af, have sagt farvel til vennerne og deres hund smutter vi af sted i solskin og med høje forventninger for at hente Ældsteniecen. Hun er næsten klar og kort efter står vi på perronen og venter på toget. Det føles nu ikke som ventetid, for ih, vi skal på ferie!! Få minutter før vores tog kommer, blegner Ældsteniecen. Hun har glemt billetten og må fluks af sted de få hundrede meter hjem i håbet om at være tilbage i tide. Kæresten og jeg krydser begge fingre for en lille tog forsinkelse, for når vi ikke dét tog, når vi slet ikke flyet og heller ikke ferien. Vi føler os vældigt motiverede for at nå ferien.

Ældsteniecen når tilbage før toget ankommer.

I lufthavnen finder vi et sted, vi kan sidde, og have et godt overblik over ankomsthallen, vi ved nemlig kun, at vi skal mødes ’i lufthavnen’, så det er med at fange de andre, når de kommer.

Ældsteniecen blegner igen. Passet, som hun skal bruge lige om lidt, ligger i Slagelse. Lige pludselig er livet blevet spændende igen. Jeg aner ikke, hvad man så gør, men Datteren arbejder som informationsmedarbejder i Kastrup, så jeg er ikke i tvivl om, at hun ved, hvad vi gør ved dét. Der må være mulighed for et midlertidigt pas. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at Ældsteniecen er den første og eneste, der har lavet dét stunt.

Datteren min ankommer kort efter. Hun er stadig noget fortørnet over den der seddel, vi alle har skullet udfylde og lade ligge hjemme i fald, vi ikke selv kommer hjem. Jeg har moret mig lidt over den besked til eftertiden om, hvor jeg med stor sandsynlighed er kommet af dage, datteren har flyskræk og morskaben over den påmindelse om, at man kan dø af at være på ferie, er HELT under kontrol!!

Det manglende pas giver hende nu andet at tænke på. Hér er noget, hun kan overskue, så kort efter står vi hos politiet, der ganske rigtig har prøvet det før. Det tager ikke mange minutter, så er der taget nyt pasfoto og ’operation gyldig, men midlertidig rejsehjemmel’ er fuldført.

I mellemtiden har Søster meldt sig for at høre, hvor vi er og hvor vi skal mødes. Mor er forhåbentligt på vej, vi ved bare ikke, hvorhen og hendes mobil er slukket, så der stresses lidt. Datteren har heldigvis styr på, hvor vi sådan cirka skal tjekke ind, så der siver vi hen, Søster og co står der få minutter senere og pludselig dukker mor også op. Hun går straks i gang med at få styr på flokken, så vi kan tjekke ind, det går nu ikke helt smertefrit, hun stresser og kan ikke helt overskue, hvor hvad står. I mens kan jeg mærke på vibrationerne fra datteren, at hun er mere end villig til at overtage projektet og bruge sin erfaring. Hendes mormor ænser det ikke og stresser videre. Vupti!! Mors papirer er forsvundet og det er Datteren også. Nu befinder begge dele sig få meter væk ved den maskine, hvor man kan tjekke ind selv. Få sekunder senere er hun tilbage med bagagelabels til os alle, der bliver superviseret til alle har deres labels og har anbragt dem, hvor de skal være. Min moderstolthed får lige 15 sekunder til at stråle i, så går det videre mod sikkerhedskontrollen.

På den anden side af sikkerhedskontrollen mødes vi igen. Mor er lamslået. De har taget hendes kniv. Jeg er målløs over, at det kan komme bag på hende, at man ikke må rejse rundt med knive i sin håndbagage. Heller ikke dem, man bare skal bruge til at spidse sine tegneblyanter med. Uanset, så er hun afvæbnet nu og vi kan komme ud til flyet.

Efter sikkerhedskontrollen, havner vi i tax-free butikken. Alle driver i hver deres retning: nogen vil have en øl, nogle tiltrækkes af slik og chokoladeudvalget og nogen af kosmetikudvalget. På meget kort tid er alle blevet væk fra alle, før vi har nået at aftale mødetid og -sted og det tager noget tid og sms-koordinering at finde sammen igen, men så er det tid til at gå ud til flyet.

Flyveturen forløber uden problemer. Stemningen er høj og positiv, vi er på vej nu, selv rensdyret (Yngsteniecens tøjdyr) er lidt oppe og køre og laver lidt ballade og må tales tilrette. I Chania venter en bus, der kører os til hotellet, hvor vi ret hurtigt får vores lejligheder, får smidt kufferterne, fundet en flaske vin frem og får et enkelt glas, før alle falder bevidstløse om under lagnerne.

Vores fly gøres klar til os

Rensdyret på ferie

En ægte daddelpalme