Dukkehjemmet - mit eget bibliotek

Så er jeg endelig kommet på plads og min nye bolig begynder at føles som et hjem. 

Da alt var læsset af her, var jeg altså MEGET i tvivl om jeg ville skulle igennem en halveringsrunde mere eller om jeg måske bare skulle acceptere, at jeg ville komme til at sove på terrassen i den tid, jeg kommer til at bo her.

Jeg har fået denne rumdeler af min søster, som havde den i overskud og den har vist sig at være helt perfekt. Den passer lige præcist til de bøger jeg har og er så dyb, at begge sider af den kan bruges uden problemer. Der var lige 32 fine rum, der gjorde det let og overskueligt at sortere bøgerne efter emne, og dét er en god ting, når der er ca. 600 bøger at finde rundt i. 

Faktisk har jeg længe næret en drøm om mit eget bibliotek og det føles lidt som om, jeg har fået det. 

Endda med egen "læsesal".

Nu er jeg på udkig efter nogle klemspots, der kan sættes på hylderne og gøre det ud for både læselys og sengelampe, for "flydestolen" er faktisk min seng i nattetimerne, hvor jeg folder madrassen ud. 

Khader.dk - en must-read bog.

I dag blev jeg færdig med at læse khader.dk. Det har taget noget tid, fordi der ikke har været så meget tid til at læse på det seneste. Alligevel har det været nemt at holde ved, for hold da helt fast, hvor har han meget at sige omkring en masse og hvor er jeg blevet flyttet med. Og nej, hvor har jeg nydt det.

Læseoplevelsen har været helt i top, for ikke bare har khader en masse at sige om indvandrere, integration og mange andre aspekter af den debat jeg syntes også, han havde meget at sige omkring danskere, demokrati og ansvar. Jeg er blevet sparket i min derriere, så jeg knapt kan sidde.

Nu har manden khader aldrig været min kop te. Ikke fordi han ligger langt fra mine egen synspunkter, det har mere skyldtes, at han har spillet på alle de strenge, der var at spille på for at blive kendt og komme frem og nå sine mål. Og undervejs nåede jeg altså at få allergi i middelsvær til alvorlig grad, fordi det var noget nær platumuligt at undgå hans udtalelser og meninger overalt. Jeg gik ganske enkelt i mætning og den har holdt sig til, jeg åbnede hans bog.

Han har ikke selv skrevet, men har allieret sig med Jakob Kvist og dét er der kommet en meget, meget god læseoplevelse ud af både hvad sprog, form og indhold angår.

Den kan varmt anbefales.

Faktisk må jeg nok have den i hardback på et tidspunkt, for den skal helt sikkert læses igen.

Dagens kreative indfald.

I dag fik jeg lige en ide med et par ørestikker og et par perleøreringe, jeg aldrig er blevet glad for at bruge. Begge dele var ubehagelige at gå med, så de blev skrinlagt og har bare samlet støv i alt for lang tid. Men jeg fik sådan en lyst til at pynte mig med noget nyt tingeltangel, så jeg gik på rov i gemmerne og fandt på at flikke dem sammen.

Stikken blev klippet af cirkonerne, der blev sat en o-ring både for oven og for neden. Dermed kunne jeg sætte perlerne i den ene o-ring og den anden o-ring bruges til at stikke mine yndlingsørebøjler i.

Det tog godt nok ikke mange minutter, men det kom bag på mig, hvor godt det blev. De fungerer rigtig godt og er virkelig behagelige at gå med. Og så har jeg matchende øreringe til de af mine perlekæder, der har lyserøde perler i.

Slet ikke dårligt.

Sejrsrunde

I dag fik jeg faktisk taget mig sammen.

For et par år siden købte jeg et sølv-marguerit-armbånd på nettet, som jeg godt vidste, ville være for langt og som jeg havde intentioner om at korte af - hvor svært kan det måske lige være???

Da pakken kom, vidste det sig, at det var lidt mere kompliceret end jeg havde tænkt mig, for der var ingen åbning i leddene, så dee kunne ikke bare skilles ad, som jeg havde planlagt. Ergo røg smykket i skuffen og blev uglemt.

Når noget er uglemt, dukker det regelmæssigt op i tankerne og er lige så behageligt og hyggeligt som en skarp sten i skoene.

Det burde der være en lov imod.

Men i dag tog jeg mig sammen og fandt en tang frem og så lavede jeg bare den åbning, jeg skulle bruge, fjernede to led og flyttede låsen og på få minutter passede armbåndet perfekt.

Og jeg havde to led i overskud. Og et par perleøreringe, jeg ikke bruger mere.

Så fik jeg en god ide.

Ideen ser du her:

Leddene fra armbåndet blev skilt ad og perlerne fra de gamle øreringe flyttet over på dem.

De er blevet testet i dag og er rigtig rare at have på. Og de pynter også.

Der er optræk til at de kunne blive yndlingsøreringene i 2011.

:-D

At se lidelsen i øjnene

Jeg bliver ved med at vende tilbage til bogen "Kunsten at leve lykkeligt" af Dalai Lama og Howard C. Cutler. Jeg har brugt et par dage på at læse kapitlet om at se lidelsen i øjnene et par gange og bliver mere og mere - begejstret er et rigelig stort ord - men lydhør, så, for tanken om, at se lidelsens uundgåelighed i øjnene og endda forberede sig mentalt på den.

.

Da jeg læste kapitlet første gang, virkede tanken lige negativ og navlebeskuende nok, for jeg fik hele tiden associationer til dommedagsprofeter af den slags, der bare altid er "frisk" på at være negative over alt.

.

Jeg kunne simpelthen ikke kombinere den vinkel på lidelse, som bogen præsenterede, med noget konstruktivt, så det har krævet noget reflektion hen ad vejen. Nu er jeg så endelig ved at kunne se forbindelsen imellem det, at acceptere lidelse som noget uundgåeligt og at tænke over det, så sindet vender sig til, at på et tidspunkt vil turbulensen og modvinden vende tilbage, som en positiv måde at leve på.

.

Næste skridt bliver at få det tænkt ind i hverdagen på en konkret og praktisk måde, for min "modvindsresistens" er afgjort lige lav nok lige nu.

.

Hvor høj eller lav er din "modvindsresistens"?

Få tingene gjort

Jeg skal da lige love for, at jeg har fået kam til mit hår!! Jeg vidste det godt, da jeg gik i gang med projektet og tilløbet har været langt. Måneder faktisk med tanker, der alle begyndte med "Jeg skal også ..... " uden at der skete stort mere ved det.

På et tidspunkt hørte jeg i en samtale - med et nyt menneske i mit liv - mig selv sige, at jeg for et par år siden havde gennemført en oprydning i mit liv og fulgt et "program", som gjorde det let ikke bare at tage de rette skridt, men også at fastholde resultaterne. Det har jeg sagt før - masser af gange - men denne gang virkede det nærmest som en uldsweater på nøgen hud: det kradser - min opmærksomhed blev ved med at kredse om lige dét udsagn fordi, der nu er en del af mig, der ikke ville anerkende det som helt sandt.

Jeg har stadig en langt højere grad af system i alle mine ting end før, her er for det meste orden og meget har pladser, hvor det hører til, men ikke alt og tiden?? Den har jeg ikke styr på overhovedet. Desuden er der siden, jeg gennemførte oprydningsprocessen for ca 3 år siden, sket så meget i mit liv, at der er områder, hvor der rent faktisk ikke er orden, enten fordi jeg i mellemtiden er flyttet et par gange og dermed ikke har de "hjem" til tingene, jeg plejede at have og heller ikke har fundet nye endnu eller fordi der er kommet nye ting til, der endnu ikke har fået et hjem.

(Læs mere om bogen her)

Det var altså på tide at komme flylady-programmet igennem igen og på bogudsalget i marts fandt jeg denne bog. Da jeg havde kigget i den, var jeg med det samme klar over, at her var det værktøj, der passede til mig, så jeg kunne få det overblik over tiden, jeg savnede.

Nu er den læst og jeg er stadig begejstret for bogens vinkel på tingene, men ih, jeg føler mig "lidt" overvældet ved tanken om, at min hjerne skal lære at følge de rutiner og underlægges en langt, langt højere grad af disciplin end nogensinde før. Dét bliver ikke nogen let opgave.

Der er nu slet ingen tvivl. Det vil blive gjort. Med babysteps. Mange babyskridt og små babyskridt.

Og husker jeg det, skal jeg nok opdatere her mht. resultaterne efterhånden som de viser sig.

Måske skulle man lige skrive det på projektlisten????

Lykke som livsstil

I forlængelse af min blog og blogkommentarerne igår - de var nemlig rigtig gode og gjorde mig bevidst om, at jeg ikke havde helt fat i essensen i citatet - må jeg lige lave en blog mere om lykke som livets formål.

Det handler nemlig ikke om taknemmelighed - for mig - jeg er generelt god til at være taknemmelig og til at værdsætte det, der er. Min udfordring er af en anden art, så jeg har søgt højt, lavt og på Google og fandt endnu et citat af den nuværende Dalai Lama, som rammer det, der er min udfordring, langt mere præcist:

"Hvis du ønsker andres lykke, vis medfølelse. Hvis du ønsker at være lykkelig, vis medfølelse."

- Tenzin Gyatso, 14th Dalai Lama

Fremhævelsen er min og hvis jeg skal helt ind til kernen, så kunne jeg nemt tilføje ".... også overfor dig selv."

Dét er nemlig ofte dér, jeg snubler, når jeg på en eller anden måde ikke lever op til min egen forventning.

Hvad er formålet med livet???

Spørgsmålet stilles i bogen "Kunsten at leve lykkeligt" af Dalai Lama og Howard Cutler.

I dag fandt jeg dette afsnit, der satte en del tanker igang hos mig selv, så jeg skynder mig at dele det i tilfælde af, at det kunne give noget til andre.

"Dette simple udsagn ("Formålet med livet er lykke" red.) kan blive et stærkt redskab til at hjælpe os med at navigere gennem livets daglige problemer. Fra den synsvinkel bliver vores opgave at afvise de ting, som fører til lidelse, og være åbne over for de ting, som fører til lykke. Metoden, den daglige praksis, går ud på gradvist at øge vores opmærksomhed og forståelse for det, som virkelig fører til lykke, og det, som ikke gør."

Det er da i alt væsentligt en tanke, der er værd at overveje for en som mig, der nærmer sig OL-guld i at gøre rigtig meget - som måske ikke behøver være det - rigtig svært.

:-D

Trompetfri kiwiæblesmoothie

I dag, da morgensmoothien - som jeg godt anede kunne være af den sunde slags - var hældt i glasset, lagde jeg for en gangs skyld mærke til, at der stod noget i bunden af kartonen.

Da jeg kiggede efter, kunne jeg ikke lade være at grine.

Se selv:

Selve deklarationen er heller ikke uden evner og i øvrigt meget betryggende. Det kan jo egentlig være lige så væsentligt at få styr på, hvad der ikke er i kartonen:

Dale Carnegie: Lev livet uden bekymringer

I går skrev Madame en blog om at leve i dagtætte rum. Metoden eller teknikken er en af dem Dale Carnegie præsenterer i bogen "How to stop worrying and start living". På dansk hedder den "Lev livet uden bekymringer".

.

Jeg sad selv i en situation, hvor en blogkommentar andetsteds havde snuppet min skrivelyst og -energi og jeg var kørt fast. Min fornuft syntes det var totalt lige meget, om folk syntes det ene eller det andet og mine følelser var noget ømme efter den medfart.

.

Og så ville tilfældet altså - hvis man tror på tilfælde - at Madame lige gav mig det input, jeg manglede for bogen står jo i min reol. Både på engelsk og dansk, så det var bare med at finde den frem. Jeg havde læst den før, været mere end glad for teknikkerne og havde altså glemt den igen.

.

Men det er altså en bog, der er værd at huske, så i dag får den sin egen blog. Den er nemlig rigtig god og kommer hele vejen rundt om de situationer, hvor man (jeg) ofte får stirret sig (mig) blind på et eller andet som regel trivielt, der ikke er nær så vigtigt eller katastrofalt, når først jeg har fået afstand og perspektiv på situationen. Og så kan jeg godt lide, at bogen ikke bare er letlæst, Carnegie har også samlet alle teknikkerne bagest i kapitlerne, så den er utrolig nem at genlæse, når behovet opstår, som det gjorde for mig i går.

.

Jeg skynder mig derfor at give den min varmeste anbefaling.

.

Nye glæder.

Jeg begynder at få en snigende mistanke om, at jeg har evner og muligheder, jeg helt havde overset.

.

I weekenden havde jeg gæster til middag for anden gang. Eller måske er gæster i virkeligheden et helt forkert ord, der var nemlig tale om 5 gode venner, som jeg har fået "sammenført" i helt anden anledning og det var anden gang, de var her.

.

I første omgang begik jeg et par klassiske fejl. Dengang var der tale om en tak for hjælpen middag og derfor gjorde jeg mig umage med menu-valget. Menuen skulle afspejle min værdsættelse af deres hjælp, da jeg skulle flytte og dét gav altså bagslag. For det første resulterede det i, at jeg stod i køkkenet i langt størstedelen af tiden, de var her og dels blev sværden på stegen primært gummiagtig. Så meget for at gøre sig umage. Det var jo slet ikke dét resultat, jeg havde ønsket at give dem.

.

I anden omgang havde jeg "bare" inviteret dem for selskabets skyld, for det var jo gået forrygende i første omgang og de havde alle fungeret rigtig godt sammen. Derfor havde jeg valgt menu efter, at langt det meste skulle kunne forberedes og så skulle det i det hele taget være enkelt og overskueligt, så jeg ikke bare var flad og udmattet allerede før, de kom.

.

Derfor har jeg det sidste stykke tid lavet en lille opskriftsamling, der er lavet med lige netop dét i tankerne: Lækker, let og nem mad til alle lejligheder. Jeg havde fået samlet mig en ukristeligt stor stak udklip med opskrifter fra forskellige blade, men fandt en dag på, at jeg da bare kunne tage billeder af opskrifterne med mit kamera, lægge dem på min pc og sortere dem i mapper, så jeg nemt og hurtigt kan finde yndlingsopskrifterne, når jeg lige står og mangler dem.

.

Det var en kæmpe hjælp, da jeg skulle sammensætte menuen, for der er jo kun opskrifter, jeg selv har valgt ud og som netop er nemme og enkle at gå til, så der var næsten for meget at vælge imellem. Det lykkedes nu ret hurtigt at begrænse mig til en hovedret og en dessert.

.

Det var lykkedes i ret stor grad at have alt så klar, som jeg ønskede det, inden de kom, men helt godt var det ikke. Der er plads til forbedring, når det drejer sig om at bedømme, hvor meget tid hver opgave vil tage. Alligevel tøver jeg ikke med at putte hele aftenen i kategorien "godt nok". Det var sjovt, hyggeligt og overkommeligt og og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg inviterer en håndfuld venner til middag.

.

Og næste gang er jeg garanteret endnu bedre til det!!

.

.

.

Mod lysere tider takker af.

Det har på det seneste været mere og mere tydeligt i mig og for mig, at jeg er vokset fra min blog: Da jeg startede den, stod jeg midt i et dybt hul med job, der ikke var nok, en bolig, der var pinefuldt utilstrækkelig og med tabet af ham, jeg troede var mit livs kærlighed. Dengang virkede titlen "Mod lysere tider" helt klart positivt, men det var dengang. I dag er tiderne jo meget lysere set med mine briller, selv om jeg gladeligt står ved, at der er aspekter, der langtfra er optimale.

Alligevel giver hverken titlen eller min tanke med bloggen mening for mig. Nu virker det bare småtrist og uaktuelt. Ideen med at skrive om min rejse gennem en kærestesorg og lave en "rejsedagbog" over, hvordan man finder tilbage til lyset og lykken igen er også lidt passe for mig. Det er i store træk noget helt andet, der kommer ud af mit tastatur her, så jeg har valgt at skifte kurs.

Der vil stadig komme poster om, hvordan man kommer helskindet igennem kærestesorgen. Både om processen og om værktøjer, jeg skal bare have dem så meget på afstand, at jeg klart kan se vejen. Dér er jeg ikke endnu, så det må vente.

Det, jeg har i mig nu og som jeg fortsat gerne deler er en sjov blanding af refleksioner, billeder, jeg selv har taget, opskrifter på livskvalitet og nydelsen uden på måder, der ikke tager en krig, men kan passes ind i en - travl - hverdag. Mad, bøger, oplevelser, minder og hvad jeg ellers lige kommer på.

Målet er at få det hele, når det gælder nydelse og livskvalitet med kun den halve indsats.

Hæng bare på, det skal nok blive sjovt.

For et par år siden blev jeg af nogle venner gjort opmærksom på denne bog af Florence Littauer. Det var en bog, der kom til at sætte spor for mig, for den gav mig nogle gevaldige aha-øjeblikke og en langt bedre forståelse for, hvorfor jeg aldrig rigtig kom ud af stedet, men lod til at køre fast igen og igen.

Da jeg tog testen i bogen for at finde ud af, hvordan mine egne temperamenter var sammensat, fandt jeg ud af, at jeg faktisk har to, der er næsten lige store og de er samtidigt diametrale modsætninger. En avanceret form for to i én løsning, jeg havde bakset med i årevis.

Da jeg nu kunne se, hvorfor og hvor det så tit gik galt, var det også meget nemmere at finde frem til nogle løsninger, der kunne bruges, så jeg ikke altid havnede i clinch med mig selv og så jeg bevidst kunne vælge, hvornår jeg ville bruge hvilke styrker.

Bogen er i øvrigt rigtig god til også at få forståelse for de andre "personlighedstyper", der findes.

Der ligger en kort gennemgang (på engelsk) af bogen her.

Og her ligger en test, hvis man vil vide, hvilke "typer", man selv falder ind under.

Er pennen stærkere end piller?

Jeg var egentlig i gang med at finde nogle nye og inspirerende tips til min dagbogsskrivning og til min skrivning i det hele taget, da jeg snublede over denne lille artikel med en indbygget skriveøvelse i. Den satte lige nogle tanker, jeg længe par puslet med at få formuleret her i bloggen, igang.

.

.

Jeg er fuldt og helt overbevist om, at det er sundere at skrive og sætte ord på det, man oplever og de følelser, man har end det nogensinde vil være at lade være og der er virkelig mange goder og indsigter at hente gennem dagbogsskrivning. Men skrivning alene er bare ikke svaret på hverken livets gåde eller Sandheden Om Lykken. Det er næppe nogen enkeltstående aktivitet, der er.

.

.

Generelt har jeg det lidt svært med, når lægfolk på mindre end en halv side med få ord og nogle kraftige generaliseringer får 'overflødiggjort' medicinsk behandling af både det ene og det andet uden selv at have kvalificeret -personligt eller fagligt -kendskab til hverken sygdommen, medicinen eller eventuelle konsekvenser af deres postulater og teser.

.

.

Min "overfølsomhed" stammer fra min egen oplevelse af depressioner og med de behandlinger med lykkepiller, jeg har fået i den forbindelse. Da jeg blev tilbudt behandling i første omgang strittede jeg MEGET imod, jeg havde jo fået et klart indtryk fra medierne af, at lykkepiller var skabt af Fanden selv. Mindst. Problemet var bare, at den læge, der partout ville "prakke mig dem på" havde kendt mig og jeg ham i over 25 år og jeg havde derfor stor respekt for både hans indsigt og faglige bedømmelser. Jeg valgte til sidst at stole på ham og tage imod pillerne.

.

.

Derefter gik jeg hjem og satte mig lidt ind, hvad de er og hvad de kan og gør og hvorfor og hvordan. Samtidig med, at jeg læste lidt om, hvad en klinisk depression er og gør og kan. Og så gav det jo altsammen meget mere mening. Det er vist i øvrigt ofte tilfældet, når antagelser og "hearsay" bliver erstattet med reel viden. Jo mere, jeg finder ud af, des bedre giver de mening som primær behandling.

.

.

Samtaler er helt sikkert essentielle, når man skal finde ud af, hvorfor læsset blev så skævt, at det til sidste væltede, men samtaler gør bare intet godt for andre end terapeutens økonomi, før den deprimerede er så langt ud af depressionen, at man kan "nå" vedkommende med samtaler. Man er i samtalerne nødt til at kunne mærke sig selv, tænke sammenhængende .... eller bare at kunne tænke i det hele taget, tage stilling og i det hele taget være tilstede mentalt og følelsesmæssigt, hvis det skal give nogen mening og det er man ikke det første rigtigt lange stykke tid.

.

.

Har man ikke være dér og har man ikke gået vejen båd ind i og ud af en depression er det meget, meget nemt at skrive "klogt" og, at det altså er meget bedre at undgå pillerne i behandlingen.

.

.

Personligt vil jeg - hvis jeg nogensinde igen ser så meget som skyggen af en depression på min personlige horisont - ringe til min læge med det samme og bede om piller. Når de er begyndt at virke, har jeg nemlig en ærlig chance for at gøre, hvad der skal gøres og begynde på vejen tilbage.

.

.

Når det er sagt, vil jeg helt sikkert i hverdagen sætte meget ind på, at leve på en sådan måde, at jeg slet ikke er nødt til at ringe og bede om de piller. Dét er en kunst, jeg øver mig på hver dag.

Om glæden ved den nye dagbog.

For et par dage siden skrev jeg om glæden ved gamle dagbøger og så virker det jo næsten oplagt, at der også må skrives en blog om glæden ved 'nye' dagbøger. For mit eget vedkommende er der faktisk to. Den første er den, jeg beholder og derfor har jeg valgt at kræse lidt mere om detaljerne i den: Jeg har valgt at skrive på almindeligt printerpapir, der jo i hvert fald er både nemt og billigt at få fat i og så har jeg lavet et underlagsark med linier, der passer til min skrift.

.

Det var ret enkelt at lave i excel, hvor jeg bare lavede et skema med en spalte og et passende antal celler. Det kræver kun lidt tid lige at få tilpasset det, så det passer med ens skrift, for det kan være ret nemt at få lavet linierne for smalle og sikke noget ulæseligt gnidder, der kommer ud af dét! Det fortæller jeg kun fordi jeg selv har prøvet det. Jeg var lige i mit ugidelige hjørne og mente til at starte med, at jeg da bare kunne skrive lidt mindre. Så kunne der også stå mere på siderne og det ville jo spare på papiret, ikke??

.

Man bliver klogere. Hurtigt!

.

Denne del af dagbogen er ret 'konstruktiv': det er den del, jeg bruger til at fortælle mig selv om de små oplevelser og indtryk, der har været, som er værd at huske og tage med, og så bruger jeg den til de overvejelser og indsigter, der kommer, når jeg laver tankeskriv.

Og så bruger jeg den til at hygge mig med, så jeg skriver ofte med blandt andet den fyldepen, der tilhørte min far. Det er jo overhovedet ikke en nødvendighed at dyrke det æstetiske, men som sagt er det noget, jeg nyder.

.

Herunder er et billede af dagbogen.

Anden del af dagbogen er faktisk ofte den, jeg bruger først og den er blevet helt uundværlig for mig. Der er ikke nogen æstetiske hensyn her: en almindelig A5 blok og en blyant er fint. Jeg bruger den nemlig kun til tankeskriv, når jeg enten er kørt i stå og ikke helt kan finde ud af, hvad jeg nu skal tage fat i eller har brug for at afreagere. Den er den virkelig god til. Skriver jeg dem ned her, giver det ret hurtigt klarhed i hovedet. Det virker nærmest som om, følelserne bliver flyttet ud af hovedet på mig, og så kan jeg som regel også se, hvad der skal gøres og om der overhovedet skal gøres noget. Tit sker det nemlig, når jeg har raset af på papiret, at jeg er så færdig med hvad det nu end var, der fik mig op i omdrejninger, at det slet ikke er et problem mere. Hvis jeg har besluttet, at det ikke er ligemeget og at jeg er nødt til at følge op enten med noget handling eller måske endda en ikke så hyggelig samtale med en eller anden, så har jeg til gengæld også fået styr på, hvad der skal siges, hvordan og hvorfor og dét er en hjælp, der er til at tage og føle på, når det gælder om at holde konfliktsituationerne i mit liv så få og så små som muligt.

.

Nogen gange skal der nu flere runder tankeskriv til, før jeg når ind til kernen og dermed har fundet afslutningen og kan lægge det bag mig.

.

En ekstra gave til mig selv med tankeskrivsblokken er, at jeg ret hurtigt efter river siderne i stykker og kasserer dem. Når processen er overstået, har jeg ikke brug for siderne mere og så skal de destrueres. Jeg har jo frit lejde på de sider og må skrive lige, hvad jeg føler lige sådan som jeg føler det og dét er ikke noget andre øjne ville have godt af at læse, der er sjældent noget konstruktivt i de tanker.

Derfor tager jeg bare og skriver det, jeg har lært af situationen, over i min dagbog og lader resten ryge ud med badevandet så at sige.

Om glæden ved gamle dagbøger.

Jeg har i den sidste måneds tid været igang med at rydde op og muge ud i mine gemmer, for da jeg flyttede ind her for kun knapt 5 måneder siden, var der ikke helt tid og i hvert fald ikke overblik nok til at rydde rigtigt op. En del af årsagen var, at jeg endnu ikke havde en plads til alt og det er godt nok ikke nemt at lægge ting på plads, når de ikke har en plads, der er deres. En anden del af årsagen var, at jeg selv havde en følelsesmæssig skade, der åbenbart stadig påvirker mig en del, men dét er en anden historie til en anden blog.

Jeg har længe været lidt ked af, at der var sådan et rod i mine dagbøger, for det er jo min historie og jeg ville gerne have den samlet. Ikke kun fordi, jeg er for doven til at gide lede efter ting, jeg skal bruge, men også fordi jeg har opdaget, at jeg faktisk kan hente ret meget brugbart i dagbogen: I 2003-2005 gennemlevede jeg den ubetinget sværeste periode i mit liv og var i en periode nødt til at ty til en psykolog. Normalt er det vist sådan, at man så selv finder ud af fra gang til gang, hvad man har brug for at snakke om, men det kunne jeg slet ikke overskue, så løsningen - for mig - blev, at jeg skrev dagbog i dagligdagen og afleverede dem et par dage før vores aftale. Så tog psykologen udgangspunkt i dem, når vi mødtes, hvilket var en kæmpehjælp for mig. Senere fandt jeg ud af, at det i det hele taget hjalp at skrive og sætte ord på, hvad der skete i mig, når jeg var ude i strid modvind... og det var jeg som regel i de år.

Rodet er opstået fordi, jeg jo altså skulle aflevere mine skriverier fra gang til gang og så nytter det bare ikke med en bog, så løsningen blev, at jeg skrev på løse ark, så jeg både kunne aflevere, hvad jeg havde skrevet og samtidig havde muligheden for at skrive videre.

Med tiden har jeg udviklet metoden ved at holde siderne sammen måned for måned med nogle klips - dem vender jeg lige tilbage med billede af i morgen - men det er først for nyligt, jeg har fundet på det, så der har ligget løse sider i små bunker hist, pist og overalt. Dem har jeg holdt øje med de sidste uger, så når jeg stødte ind i den, er det blevet flyttet til et samlingspunkt og "Projekt Karins Memoirer" er nu samlet og stort set komplet.

Men det var faktisk slet ikke dét, jeg ville fortælle. Det, jeg ville med denne blog var, at dele den glæde, jeg har haft ved at genlæse siderne efterhånden som jeg har fundet dem, for det viste sig dels, at jeg slet ikke var så ubalanceret, som jeg husker mig selv fra de år og dels, at Karin 38 år har en del brugbart at sige Karin 44 år og dét er jo slet ikke tosset. Der skete så meget i de år, at det i dag dels er rigtig lærerigt at kunne vende tilbage og se og genopleve det med et helt andet perspektiv og dels at genlære, hvad jeg siden har glemt alt om. Så er det godt at have dagbogen for så behøver jeg ikke lave de samme fejl igen for at genopdage, hvad jeg egentlig godt vidste...

Smart, ikke?

Duften af velvære

Jeg føler mig godt nok ikke helt på toppen i dag. Jeg har jo godt nok heller ikke just fået søvn nok de senere aftener på grund af 'letsindig omgang med gode bøger', så der er ikke noget at sige til det. Det langsigtede svar er naturligvis, at den manglende søvn skal indhentes og det bliver den. Lige nu er det nu også sådan, at jeg har nogle ting, der skal gøres og som kræver et klart hoved og så er det godt at have en olie eller to i køleskabet.

Jeg kunne ikke helt regne ud på forhånd, hvad jeg havde brug for i dag, men da jeg kiggede samlingen igennem, fandt jeg umiddelbart de tre på billedet her over, som lod til at kunne bruges. Når først de er valgt ud, er det ikke noget problem at finde den rette: man skruer bare låget af dem og sniffer til dem efter tur. Oplevelsen af duften vil gøre det mere end klart, hvilken, der er den rette olieblanding. For mig var det Inspiration, der skulle til i dag.

Så er det bare at hælde nogle dråber i en duftlampe eller lægge et stykke køkkenrulle eller en serviet på radiatoren... går det helt galt og ingen af delene er muligt, så kog da en kop vand og hæld et par dråber i den. Så skal du bare regne med at det skal gentages med jævne mellemrum.

Olierne i disse blandinger er ikke rumparfumer, som er så in for tiden, det er de ægte æteriske olier, så det er altså nødvendigt at være opmærksom på, at de ikke skal i direkte kontakt med huden... eller kroppen i det hele taget. De kan købes forskellige steder, men jeg er ret sikker på, at Helsam er et af de steder, der har dem. Det er i hvert fald en supereffektiv måde at løfte sig selv på, når der er behov for det.

Man skal ikke skue hunden på hårene....

... eller som englænderne siger: "Don't judge a book by its cover".

Jeg er i øjeblikket ved at læse Sanna Ehdins bog " Et liv i glæde" og har fået den anbefalet flere steder fra, men jeg må indrømme, at det lige nu står noget hen i det uvisse, om jeg mon når helt til den anden ende af bogen, for jeg synes godt nok, den er mig noget letbenet. Det er mit indtryk at bogen er skrevet på basis af hendes egne erfaringer og med de værktøjer, der har hjulpet hende selv. Det første kapitel virkede meget lovende og indeholdt et par citater, der ramte ned lige dér, hvor jeg selv kæmper, men nu, hvor jeg er nået til kapitel 7, er det ved at være længe siden, jeg har fået noget at tænke over eller tage til mig. I hvert fald på den gode måde.

I går stødte jeg på et par sætninger, der gjorde det noget klarere for mig, hvad den skuffelse, der har ligget i baghovedet og rumsteret de seneste kapitler, består af. En af dem lød:

"Engang var jeg til konference og mødte en lærd mand, som så nydelig ud og gjorde et godt indtryk. Men da jeg talte med ham, oplevede jeg pludselig, at jeg begyndte at trække vejret med besvær, og jeg mærkede et tryk over brystet. Kroppen sagde: kom væk herfra, for den mand er ikke god. Men mit hoved sagde til kroppen: Stille! Det er en god og dygtig og behagelig mand. Til sidste lyttede jeg til kroppen, afbrød samtalen og gik derfra, hvilket var godt for mig. Min krop havde hurtigt registreret det, som hjernen ikke bemærkede."

Når jeg læser sådan et udsagn, så savner jeg altså som minimum en udbygning af, hvad det så var ved den pågældende mand, hun ikke mener var godt. Var han misbruger?? Seriemorder?? På hvilken måde var det, han var så "ugod", at hun ikke kunne gennemføre en samtale med ham??

Efter, jeg havde lagt mærke til ovenstående, dukkede flere og flere af de oplevelser op, hvor jeg synes, Sanna bare slynger nogle postulater ud eller nogle "anvisninger" på, hvad vi "bare" skal gøre for at få det liv i glæde, der er bogens tema og den slags kan jeg personligt ikke bruge til en disse. Jeg tror, jeg giver bogen en chance i et par kapitler mere, men så skal der også være kommet mærkbart mere dybde og nærvær i bogen, hvis jeg skal læse den færdig.


Som kontrast til Sanna Ehdin vil jeg gerne fremhæve Lone Rasmussens bog "Fra Pæn Pige til PowerPrinsesse". Bogen stod mig i hele 19 kroner og dét er nok grunden til, at den overhovedet fik en chance. Titlen virker lige poppet nok, men de små læseprøver, jeg tog rundt om i bogen virkede ret ok. Jeg købte den for et par dage siden, men nu er den læst. Tanken var, at den måske var underholdende og letbenet nok til at den kunne bruges som læsestof på arbejdet mellem opkaldene, men nej... den var ikke lang nok og den var for god. I går kunne jeg næsten ikke koncentrere mig om opkaldene, fordi den er så god og da jeg kom hjem læste jeg den færdig. Jeg kører dermed på et rimeligt søvnunderskud i dag.

Lones bog er ikke tænkt som en gør det selv bog, men er "bare" hendes egne erfaring og hvad hun lærte af dem. Den virker altså i højere grad som et spejl og dét gør den godt. Fortællingerne er hudløst ærlige og fortalt med i et personligt sprog og med et nærvær og en selvindsigt, der gør den berigende og underholdende i sjælden grad.

Jeg har NYDT den og vil med sikkerhed læse den igen inden længe.

I sorg og krise til halsen.

I går fortalte jeg om ham, jeg har lidt kontakt med fra dating.dk og i dag har tankerne kredset lidt om ham. Godt nok kun perifært, for han har vist bare brug for tid og plads, men den oplevelse, jeg har haft med ham og hans sorg, har bragt nogle minder op til overfladen omkring min egen fars død og sorgen derefter.

Før jeg mistede ham, havde jeg aldrig haft en nær pårørendes død inde på livet før, og da hans sygdomsforløb - der strakte sig over 23 måneder - og død faldt sammen med sammenbruddet på mit 10 år gamle parforhold, der endte sådan lige fra den ene dag til den anden - de to ting havde dog intet med hinanden at gøre - stod jeg lige pludselig i sorg og krise til op over begge ører og anede ikke, hvordan pokker, jeg skulle komme videre.

Hvor går man så hen, når der ikke er selvhjælpsgrupper eller andre netværk, man umiddelbart kan trække på??

Når man er indrettet i hovedet, som jeg er og i øvrigt er bibliofil så det basker, så er hjælpen nær. I min reol stod ikke én, men tre bøger om sorg og krise, så dem snuppede jeg og de var læst i løbet af ret kort tid. Dét hjalp. Sorgen og krisen var som de var, det var der naturligvis ikke ændret på, men jeg havde fået et landkort og et kompas at komme videre med.

Gennem bøgerne havde jeg fået både et overblik over, hvordan sådan en process normalt forløber og hvornår der bør hidkaldes professionel hjælp og det gav mig en form for jordforbindelse eller måske nærmere end oplevelse af, at jeg ikke var ude i et helt så frit fald, som jeg oprindeligt havde følt. Det betød, at jeg kunne trække vejret lidt friere og give mig lidt bedre tid til at være i nuet og 'se mig omkring', så jeg kunne finde ud af, hvad der var det næste logiske skridt for mig og for min datter. Følelsen af rådvildhed og magtesløshed var erstattet af en mulighed for at se mine valgmuligheder og træffe nogle beslutninger, så vi skridt for skridt kunne komme videre.

Bøgerne, der hjalp mig var:

Johan Cullberg: "Krise og udvikling"
Hillgaard, Keiser og Ravn: "Sorg og krise"
Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick: "Den nødvendige smerte".

Alle tre kan varmt anbefales.

Om at væbne sig med tålmod og drikke med stil

For ca. 2½ måned siden var min mor på besøg hos mig for første gang. Jeg var lige flyttet ind her, efter en sej kamp med banken om et lån til indskuddet, hvilket de pure havde afvist. Min økonomi så overhovedet ikke ud til at kunne bære udgifterne til lejligheden mv. og det var kun lykkedes at få lejligheden, fordi mor trådte hjælpende til. Valget af bolig havde ikke været svært, jeg var opsagt og det lå fast, at jeg skulle flytte d. 1. december og af de muligheder, jeg havde kunnet finde, var denne den bedste også i økonomisk henseende, hvilket langt fra var det samme som, at det hang fornuftigt sammen. Det gjorde det ikke, faktisk var der overhovedet ingen sammenhæng mellem indtægt og udgifter og det bekymrede mig en del, når jeg tillod mig at dvæle ved det! Der var heller ikke mulighed for at søge hjælp, for lejligheden var ikke en boligforeningslejlighed.

Men tilbage til min fortælling. Mens hun var her, fik vi noget god mad - som hun var så sød at købe - og noget godt vin - som hun også havde sørget for - dog var jeg leveringsdygtig i service... men det haltede en hel del med glas. Jeg havde vandglas, men det er jo ikke optimalt. Og så har jeg nogle utroligt lækre portvinsglas fra Holmegaard. Portvinsglas? Jep, portvinsglas! Heldigvis er de skabt til de lejligheder, hvor portvinen indtages i herreværelset, så de var noget større en dels slags glas normalt er, så selv om der skulle nogle genfyldninger til undervejs, gik det fint. Det bidrog nu kun til stemningen, for det er ikke hver dag, man drikker hverken retsina - tror jeg, det var - eller rødvin af portvinsglas.

Dagen efter stod menuen på tatar og til den slags hører der en snaps. Jeg havde heller ikke nogen snapseglas, så portvinsglassene måtte gøre tjeneste endnu en gang og de klarede det med bravour. Dog blev det ved den ene snaps til hver og så måtte der en lur til efterfølgende, men det er også nogle robuste glas, der vejer en del.

Jeg kunne nu godt selv se, at den jo ikke holdt i længden. Man kan ikke drikke vin mv. af portvinsglas i al evighed, jeg havde bare ingen ide om, hvad det var for en slags glas, jeg kunne tænke mig og jeg er alt for nærig til bare at købe det første, det bedste, specielt når det viser sig, at det første, det bedste både er dyrt og grimt og på den måde er der så gået 2½ måned, hvor jeg har kigget og lurepasset og drukket vin af henholdsvis portvinsglas, lånte rødvinsglas og senere af de champagneglas, jeg opdagede, jeg stadig havde. Det oplagte var jo at ønske sig nogle i julegave, men ih, jeg er jo altså lidt kræsen og ville gerne have noget et sæt med med både rødvin, hvidvin og vandglas... så i stedet ønskede jeg mig penge og det fik jeg. Mange penge. Desværre gik de i første omgang lige lukt i husholdningskassen, men jeg er god - hvis jeg selv skal sige det -til at notere den slags og skrev et gældsbevis på hele beløbet, så de ikke sluttede deres dage som husholdningsbidrag. Derfor kan jeg konstatere, at den del af julegaven fra Hazel og hendes kæreste er disse 6 flotte vinglas, som jeg er meget, meget glad for.

Vi kan jo lige tage et billede af et af de famøse portvinsglas:

Jeg kunne ikke drømme om at sende dem på pension, men jeg er klar fra dags dato til at begrænse mig til at servere portvin, Baileys og andre relevante drikke af dem, for nu.... TADA - her indsættes trommehvirvel af passende længde - har jeg ikke bare fundet, jeg har også både købt og hjembragt de rødvinsglas, jeg kunne lide. Der kommer lige et billede af det første her:

I bloggens anledning, er det blevet vasket og klar til indvielse. Der er 5 mere af samme slags, men de skal lige underkastes en kærlig behandling med vand og sæbe før, de kan vises for offentligheden.

Til slut skulle vi måske lige se de to ved siden af hinanden?? De kommer her:

Måske skulle jeg tilføje som et PS, at min mor - da hun vågnede af det snapsekoma, jeg havde påført hende - fandt nogle rigtig søde snapseglas, der har tilhørt min farmor. Dem har jeg fået, så nu kan jeg også servere snaps i mængder, der opliver mere end det bedøver.

Før jul var det mig meget magt påliggende at have glas, der matchede og dét skal ingen beskylde mine vin, hedvins- eller snapseglas for at gøre.... men undervejs er det faktisk holdt op med at betyde noget. De er hver for sig smukke og de har hermed min velsignelse til at mismatche alt det de lyster.