Om glæden ved gamle dagbøger.

Jeg har i den sidste måneds tid været igang med at rydde op og muge ud i mine gemmer, for da jeg flyttede ind her for kun knapt 5 måneder siden, var der ikke helt tid og i hvert fald ikke overblik nok til at rydde rigtigt op. En del af årsagen var, at jeg endnu ikke havde en plads til alt og det er godt nok ikke nemt at lægge ting på plads, når de ikke har en plads, der er deres. En anden del af årsagen var, at jeg selv havde en følelsesmæssig skade, der åbenbart stadig påvirker mig en del, men dét er en anden historie til en anden blog.

Jeg har længe været lidt ked af, at der var sådan et rod i mine dagbøger, for det er jo min historie og jeg ville gerne have den samlet. Ikke kun fordi, jeg er for doven til at gide lede efter ting, jeg skal bruge, men også fordi jeg har opdaget, at jeg faktisk kan hente ret meget brugbart i dagbogen: I 2003-2005 gennemlevede jeg den ubetinget sværeste periode i mit liv og var i en periode nødt til at ty til en psykolog. Normalt er det vist sådan, at man så selv finder ud af fra gang til gang, hvad man har brug for at snakke om, men det kunne jeg slet ikke overskue, så løsningen - for mig - blev, at jeg skrev dagbog i dagligdagen og afleverede dem et par dage før vores aftale. Så tog psykologen udgangspunkt i dem, når vi mødtes, hvilket var en kæmpehjælp for mig. Senere fandt jeg ud af, at det i det hele taget hjalp at skrive og sætte ord på, hvad der skete i mig, når jeg var ude i strid modvind... og det var jeg som regel i de år.

Rodet er opstået fordi, jeg jo altså skulle aflevere mine skriverier fra gang til gang og så nytter det bare ikke med en bog, så løsningen blev, at jeg skrev på løse ark, så jeg både kunne aflevere, hvad jeg havde skrevet og samtidig havde muligheden for at skrive videre.

Med tiden har jeg udviklet metoden ved at holde siderne sammen måned for måned med nogle klips - dem vender jeg lige tilbage med billede af i morgen - men det er først for nyligt, jeg har fundet på det, så der har ligget løse sider i små bunker hist, pist og overalt. Dem har jeg holdt øje med de sidste uger, så når jeg stødte ind i den, er det blevet flyttet til et samlingspunkt og "Projekt Karins Memoirer" er nu samlet og stort set komplet.

Men det var faktisk slet ikke dét, jeg ville fortælle. Det, jeg ville med denne blog var, at dele den glæde, jeg har haft ved at genlæse siderne efterhånden som jeg har fundet dem, for det viste sig dels, at jeg slet ikke var så ubalanceret, som jeg husker mig selv fra de år og dels, at Karin 38 år har en del brugbart at sige Karin 44 år og dét er jo slet ikke tosset. Der skete så meget i de år, at det i dag dels er rigtig lærerigt at kunne vende tilbage og se og genopleve det med et helt andet perspektiv og dels at genlære, hvad jeg siden har glemt alt om. Så er det godt at have dagbogen for så behøver jeg ikke lave de samme fejl igen for at genopdage, hvad jeg egentlig godt vidste...

Smart, ikke?