Lørdag skinnede solen fra en skyfri himmel og vejret var lunt. Faktisk endda så lunt, at jeg kunne sidde ude på altanen og spise min frokost og have døren stående åben og ih, hvor jeg nød det på en i forvejen perfekt dag.
Tøjet, jeg skulle have med, havde ligget klar i dagevis og skulle bare pakkes sammen med en bog, en tandbørste og en natkjole. Valget var faldet på en stort, stram nederdel, lilla jakke med pailletter og stilethæle, så jeg valgte at pakke det nænsomt og skifte i toget. Turen gik som smurt og omkring Høje Taastrup smuttede jeg ud og kravlede i festtøjet, så jeg var klar. Makeuppen havde jeg lagt hjemmefra, for jeg havde ikke helt tiltro til at resultatet ville blive godt, hvis jeg forsøgte mig med det i toget.
Klokken 17.28 stod jeg af toget og satte næsen mod ventehallen. Det var sin sag at sætte det lange ben foran, når man ikke er vant til at spankulere rundt på høje hæle, men det gik rimeligt: Ingen brækkede ben og jeg så vist heller ikke helt så vakkelvorn ud, som jeg havde frygtet. Det blev der nu hurtigt lavet om på! Da jeg nåede vores mødested var der nemlig ingen at se. Altså jo, der var mennesker nok, der var bare ikke én, jeg kunne genkende og dét følte jeg mig ikke helt tryg ved. Jeg ringede fluks til Datterens far, men fik intet svar. Dét gjorde det ikke bedre. Der var nu ikke meget andet at gøre end at blive hængende og håbe, de bare var lidt forsinkede. Datteren og hendes kæreste vidste jeg godt, ville komme lige efter 17.30 og det gjorde de også.
Hendes kæreste fik øje på mig og satte kursen i min retning. Datteren fulgte bare med med søgende blik. Hun så nu absolut intet og det var først da vi stod ansigt til ansigt, hun opdagede mig. Øj, det øjeblik var ubetaleligt. Hun så og hun fattede intet. Simpelthen fordi hun forgæves forsøgte at få mig til at passe ind i den historie om svigermors fødselsdag og det hang slet ikke sammen. Hendes kæreste gik lige afsides for at ringe til Datterens far, men før han kom så vidt, fik Datteren selv øje på dem og så kom der lidt flere tårer sammen med erkendelsen af, at det nok var hende, der var hovedpersonen og at hun var blevet ført bag lyset.
Der blev hilst, krammet og grinet og nydt, at vi i den grad havde haft succes med vores overraskelse til hende. Hun var nu selv slet ikke i stand til at finde ud af noget som helst og opgav vist bare projektet og lod sig føre med.
Hun måtte nu lige have et billede af os....
Og et af sig selv: Her er det far, Datter, hendes kæreste og undertegnede. Kursen blev sat mod Cirkusbygningen, hvor vi kom af med overtøj og tasker og gik i baren og fik noget at drikke. Der blev snakket en del både om vores proces med at stable planerne på benene og om den polske præsident, der var død i et flystyrt samme morgen. Både Datteren og hendes kæreste taler russisk og interesserer sig meget for Rusland og østblokken, Datterens far har også stærke bånd dertil både arbejdsmæssigt og pga. hans kæreste, der er russer, så det optog sindene en del.
Kort efter var det nu på tide at finde op i salen og få vores bord anvist. Klokken var også ved at være så mange, at vi var nogle stykker, der ikke var totalt afvisende overfor tanken om mad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar