Dagens kreative indfald.

I dag fik jeg lige en ide med et par ørestikker og et par perleøreringe, jeg aldrig er blevet glad for at bruge. Begge dele var ubehagelige at gå med, så de blev skrinlagt og har bare samlet støv i alt for lang tid. Men jeg fik sådan en lyst til at pynte mig med noget nyt tingeltangel, så jeg gik på rov i gemmerne og fandt på at flikke dem sammen.

Stikken blev klippet af cirkonerne, der blev sat en o-ring både for oven og for neden. Dermed kunne jeg sætte perlerne i den ene o-ring og den anden o-ring bruges til at stikke mine yndlingsørebøjler i.

Det tog godt nok ikke mange minutter, men det kom bag på mig, hvor godt det blev. De fungerer rigtig godt og er virkelig behagelige at gå med. Og så har jeg matchende øreringe til de af mine perlekæder, der har lyserøde perler i.

Slet ikke dårligt.

Få tingene gjort

Jeg skal da lige love for, at jeg har fået kam til mit hår!! Jeg vidste det godt, da jeg gik i gang med projektet og tilløbet har været langt. Måneder faktisk med tanker, der alle begyndte med "Jeg skal også ..... " uden at der skete stort mere ved det.

På et tidspunkt hørte jeg i en samtale - med et nyt menneske i mit liv - mig selv sige, at jeg for et par år siden havde gennemført en oprydning i mit liv og fulgt et "program", som gjorde det let ikke bare at tage de rette skridt, men også at fastholde resultaterne. Det har jeg sagt før - masser af gange - men denne gang virkede det nærmest som en uldsweater på nøgen hud: det kradser - min opmærksomhed blev ved med at kredse om lige dét udsagn fordi, der nu er en del af mig, der ikke ville anerkende det som helt sandt.

Jeg har stadig en langt højere grad af system i alle mine ting end før, her er for det meste orden og meget har pladser, hvor det hører til, men ikke alt og tiden?? Den har jeg ikke styr på overhovedet. Desuden er der siden, jeg gennemførte oprydningsprocessen for ca 3 år siden, sket så meget i mit liv, at der er områder, hvor der rent faktisk ikke er orden, enten fordi jeg i mellemtiden er flyttet et par gange og dermed ikke har de "hjem" til tingene, jeg plejede at have og heller ikke har fundet nye endnu eller fordi der er kommet nye ting til, der endnu ikke har fået et hjem.

(Læs mere om bogen her)

Det var altså på tide at komme flylady-programmet igennem igen og på bogudsalget i marts fandt jeg denne bog. Da jeg havde kigget i den, var jeg med det samme klar over, at her var det værktøj, der passede til mig, så jeg kunne få det overblik over tiden, jeg savnede.

Nu er den læst og jeg er stadig begejstret for bogens vinkel på tingene, men ih, jeg føler mig "lidt" overvældet ved tanken om, at min hjerne skal lære at følge de rutiner og underlægges en langt, langt højere grad af disciplin end nogensinde før. Dét bliver ikke nogen let opgave.

Der er nu slet ingen tvivl. Det vil blive gjort. Med babysteps. Mange babyskridt og små babyskridt.

Og husker jeg det, skal jeg nok opdatere her mht. resultaterne efterhånden som de viser sig.

Måske skulle man lige skrive det på projektlisten????

Dale Carnegie: Lev livet uden bekymringer

I går skrev Madame en blog om at leve i dagtætte rum. Metoden eller teknikken er en af dem Dale Carnegie præsenterer i bogen "How to stop worrying and start living". På dansk hedder den "Lev livet uden bekymringer".

.

Jeg sad selv i en situation, hvor en blogkommentar andetsteds havde snuppet min skrivelyst og -energi og jeg var kørt fast. Min fornuft syntes det var totalt lige meget, om folk syntes det ene eller det andet og mine følelser var noget ømme efter den medfart.

.

Og så ville tilfældet altså - hvis man tror på tilfælde - at Madame lige gav mig det input, jeg manglede for bogen står jo i min reol. Både på engelsk og dansk, så det var bare med at finde den frem. Jeg havde læst den før, været mere end glad for teknikkerne og havde altså glemt den igen.

.

Men det er altså en bog, der er værd at huske, så i dag får den sin egen blog. Den er nemlig rigtig god og kommer hele vejen rundt om de situationer, hvor man (jeg) ofte får stirret sig (mig) blind på et eller andet som regel trivielt, der ikke er nær så vigtigt eller katastrofalt, når først jeg har fået afstand og perspektiv på situationen. Og så kan jeg godt lide, at bogen ikke bare er letlæst, Carnegie har også samlet alle teknikkerne bagest i kapitlerne, så den er utrolig nem at genlæse, når behovet opstår, som det gjorde for mig i går.

.

Jeg skynder mig derfor at give den min varmeste anbefaling.

.

Er pennen stærkere end piller?

Jeg var egentlig i gang med at finde nogle nye og inspirerende tips til min dagbogsskrivning og til min skrivning i det hele taget, da jeg snublede over denne lille artikel med en indbygget skriveøvelse i. Den satte lige nogle tanker, jeg længe par puslet med at få formuleret her i bloggen, igang.

.

.

Jeg er fuldt og helt overbevist om, at det er sundere at skrive og sætte ord på det, man oplever og de følelser, man har end det nogensinde vil være at lade være og der er virkelig mange goder og indsigter at hente gennem dagbogsskrivning. Men skrivning alene er bare ikke svaret på hverken livets gåde eller Sandheden Om Lykken. Det er næppe nogen enkeltstående aktivitet, der er.

.

.

Generelt har jeg det lidt svært med, når lægfolk på mindre end en halv side med få ord og nogle kraftige generaliseringer får 'overflødiggjort' medicinsk behandling af både det ene og det andet uden selv at have kvalificeret -personligt eller fagligt -kendskab til hverken sygdommen, medicinen eller eventuelle konsekvenser af deres postulater og teser.

.

.

Min "overfølsomhed" stammer fra min egen oplevelse af depressioner og med de behandlinger med lykkepiller, jeg har fået i den forbindelse. Da jeg blev tilbudt behandling i første omgang strittede jeg MEGET imod, jeg havde jo fået et klart indtryk fra medierne af, at lykkepiller var skabt af Fanden selv. Mindst. Problemet var bare, at den læge, der partout ville "prakke mig dem på" havde kendt mig og jeg ham i over 25 år og jeg havde derfor stor respekt for både hans indsigt og faglige bedømmelser. Jeg valgte til sidst at stole på ham og tage imod pillerne.

.

.

Derefter gik jeg hjem og satte mig lidt ind, hvad de er og hvad de kan og gør og hvorfor og hvordan. Samtidig med, at jeg læste lidt om, hvad en klinisk depression er og gør og kan. Og så gav det jo altsammen meget mere mening. Det er vist i øvrigt ofte tilfældet, når antagelser og "hearsay" bliver erstattet med reel viden. Jo mere, jeg finder ud af, des bedre giver de mening som primær behandling.

.

.

Samtaler er helt sikkert essentielle, når man skal finde ud af, hvorfor læsset blev så skævt, at det til sidste væltede, men samtaler gør bare intet godt for andre end terapeutens økonomi, før den deprimerede er så langt ud af depressionen, at man kan "nå" vedkommende med samtaler. Man er i samtalerne nødt til at kunne mærke sig selv, tænke sammenhængende .... eller bare at kunne tænke i det hele taget, tage stilling og i det hele taget være tilstede mentalt og følelsesmæssigt, hvis det skal give nogen mening og det er man ikke det første rigtigt lange stykke tid.

.

.

Har man ikke være dér og har man ikke gået vejen båd ind i og ud af en depression er det meget, meget nemt at skrive "klogt" og, at det altså er meget bedre at undgå pillerne i behandlingen.

.

.

Personligt vil jeg - hvis jeg nogensinde igen ser så meget som skyggen af en depression på min personlige horisont - ringe til min læge med det samme og bede om piller. Når de er begyndt at virke, har jeg nemlig en ærlig chance for at gøre, hvad der skal gøres og begynde på vejen tilbage.

.

.

Når det er sagt, vil jeg helt sikkert i hverdagen sætte meget ind på, at leve på en sådan måde, at jeg slet ikke er nødt til at ringe og bede om de piller. Dét er en kunst, jeg øver mig på hver dag.

Om glæden ved den nye dagbog.

For et par dage siden skrev jeg om glæden ved gamle dagbøger og så virker det jo næsten oplagt, at der også må skrives en blog om glæden ved 'nye' dagbøger. For mit eget vedkommende er der faktisk to. Den første er den, jeg beholder og derfor har jeg valgt at kræse lidt mere om detaljerne i den: Jeg har valgt at skrive på almindeligt printerpapir, der jo i hvert fald er både nemt og billigt at få fat i og så har jeg lavet et underlagsark med linier, der passer til min skrift.

.

Det var ret enkelt at lave i excel, hvor jeg bare lavede et skema med en spalte og et passende antal celler. Det kræver kun lidt tid lige at få tilpasset det, så det passer med ens skrift, for det kan være ret nemt at få lavet linierne for smalle og sikke noget ulæseligt gnidder, der kommer ud af dét! Det fortæller jeg kun fordi jeg selv har prøvet det. Jeg var lige i mit ugidelige hjørne og mente til at starte med, at jeg da bare kunne skrive lidt mindre. Så kunne der også stå mere på siderne og det ville jo spare på papiret, ikke??

.

Man bliver klogere. Hurtigt!

.

Denne del af dagbogen er ret 'konstruktiv': det er den del, jeg bruger til at fortælle mig selv om de små oplevelser og indtryk, der har været, som er værd at huske og tage med, og så bruger jeg den til de overvejelser og indsigter, der kommer, når jeg laver tankeskriv.

Og så bruger jeg den til at hygge mig med, så jeg skriver ofte med blandt andet den fyldepen, der tilhørte min far. Det er jo overhovedet ikke en nødvendighed at dyrke det æstetiske, men som sagt er det noget, jeg nyder.

.

Herunder er et billede af dagbogen.

Anden del af dagbogen er faktisk ofte den, jeg bruger først og den er blevet helt uundværlig for mig. Der er ikke nogen æstetiske hensyn her: en almindelig A5 blok og en blyant er fint. Jeg bruger den nemlig kun til tankeskriv, når jeg enten er kørt i stå og ikke helt kan finde ud af, hvad jeg nu skal tage fat i eller har brug for at afreagere. Den er den virkelig god til. Skriver jeg dem ned her, giver det ret hurtigt klarhed i hovedet. Det virker nærmest som om, følelserne bliver flyttet ud af hovedet på mig, og så kan jeg som regel også se, hvad der skal gøres og om der overhovedet skal gøres noget. Tit sker det nemlig, når jeg har raset af på papiret, at jeg er så færdig med hvad det nu end var, der fik mig op i omdrejninger, at det slet ikke er et problem mere. Hvis jeg har besluttet, at det ikke er ligemeget og at jeg er nødt til at følge op enten med noget handling eller måske endda en ikke så hyggelig samtale med en eller anden, så har jeg til gengæld også fået styr på, hvad der skal siges, hvordan og hvorfor og dét er en hjælp, der er til at tage og føle på, når det gælder om at holde konfliktsituationerne i mit liv så få og så små som muligt.

.

Nogen gange skal der nu flere runder tankeskriv til, før jeg når ind til kernen og dermed har fundet afslutningen og kan lægge det bag mig.

.

En ekstra gave til mig selv med tankeskrivsblokken er, at jeg ret hurtigt efter river siderne i stykker og kasserer dem. Når processen er overstået, har jeg ikke brug for siderne mere og så skal de destrueres. Jeg har jo frit lejde på de sider og må skrive lige, hvad jeg føler lige sådan som jeg føler det og dét er ikke noget andre øjne ville have godt af at læse, der er sjældent noget konstruktivt i de tanker.

Derfor tager jeg bare og skriver det, jeg har lært af situationen, over i min dagbog og lader resten ryge ud med badevandet så at sige.

Om glæden ved gamle dagbøger.

Jeg har i den sidste måneds tid været igang med at rydde op og muge ud i mine gemmer, for da jeg flyttede ind her for kun knapt 5 måneder siden, var der ikke helt tid og i hvert fald ikke overblik nok til at rydde rigtigt op. En del af årsagen var, at jeg endnu ikke havde en plads til alt og det er godt nok ikke nemt at lægge ting på plads, når de ikke har en plads, der er deres. En anden del af årsagen var, at jeg selv havde en følelsesmæssig skade, der åbenbart stadig påvirker mig en del, men dét er en anden historie til en anden blog.

Jeg har længe været lidt ked af, at der var sådan et rod i mine dagbøger, for det er jo min historie og jeg ville gerne have den samlet. Ikke kun fordi, jeg er for doven til at gide lede efter ting, jeg skal bruge, men også fordi jeg har opdaget, at jeg faktisk kan hente ret meget brugbart i dagbogen: I 2003-2005 gennemlevede jeg den ubetinget sværeste periode i mit liv og var i en periode nødt til at ty til en psykolog. Normalt er det vist sådan, at man så selv finder ud af fra gang til gang, hvad man har brug for at snakke om, men det kunne jeg slet ikke overskue, så løsningen - for mig - blev, at jeg skrev dagbog i dagligdagen og afleverede dem et par dage før vores aftale. Så tog psykologen udgangspunkt i dem, når vi mødtes, hvilket var en kæmpehjælp for mig. Senere fandt jeg ud af, at det i det hele taget hjalp at skrive og sætte ord på, hvad der skete i mig, når jeg var ude i strid modvind... og det var jeg som regel i de år.

Rodet er opstået fordi, jeg jo altså skulle aflevere mine skriverier fra gang til gang og så nytter det bare ikke med en bog, så løsningen blev, at jeg skrev på løse ark, så jeg både kunne aflevere, hvad jeg havde skrevet og samtidig havde muligheden for at skrive videre.

Med tiden har jeg udviklet metoden ved at holde siderne sammen måned for måned med nogle klips - dem vender jeg lige tilbage med billede af i morgen - men det er først for nyligt, jeg har fundet på det, så der har ligget løse sider i små bunker hist, pist og overalt. Dem har jeg holdt øje med de sidste uger, så når jeg stødte ind i den, er det blevet flyttet til et samlingspunkt og "Projekt Karins Memoirer" er nu samlet og stort set komplet.

Men det var faktisk slet ikke dét, jeg ville fortælle. Det, jeg ville med denne blog var, at dele den glæde, jeg har haft ved at genlæse siderne efterhånden som jeg har fundet dem, for det viste sig dels, at jeg slet ikke var så ubalanceret, som jeg husker mig selv fra de år og dels, at Karin 38 år har en del brugbart at sige Karin 44 år og dét er jo slet ikke tosset. Der skete så meget i de år, at det i dag dels er rigtig lærerigt at kunne vende tilbage og se og genopleve det med et helt andet perspektiv og dels at genlære, hvad jeg siden har glemt alt om. Så er det godt at have dagbogen for så behøver jeg ikke lave de samme fejl igen for at genopdage, hvad jeg egentlig godt vidste...

Smart, ikke?

Mon jeg er ved at blive gammel(dags)?

Weeeee! I dag er der gået løn ind.... og løn ud igen og det er på sin egen perverse facon ved at være en af de bedste oplevelser i måneden. Jeg har nemlig vænnet mig til at betale alle regninger ved direkte overførsel den dag, lønnen går ind (er det ellers ikke sådan noget, der kun gøres af oldinge og andre, der også gemmer deres opsparing i madrassen?) og vupti, så er der rent bord. Det er en metode, jeg har brugt de sidste 3 måneder og nu er jeg vist helt afhængig. Ikke nok med dét, når det er gjort, bliver jeg simpelthen i så godt humør.

I dag har det ikke været mindre udpræget med solen stående lige ind af vinduet i en grad, så jeg måtte krybe i flyverskjul i sofaen, hvor der er skygge, mens jeg fik opgaven fra hånden og da jeg var færdig, havde jeg sådan et overskud, at jeg endelig... endelig og uden at tænke nærmere over det tog fat på at sortere alle mine papirer i skuffen.

Jeg har en skuffe med en sorteringsmappe, hvor boligpapirer, pension, skat, lønsedler og alt sådan noget, der har det med at ankomme i rudekuverter, arkiveres. Systemet er egentlig godt og meget, meget nemt at vedligeholde, men det sidste halve år har alt, der kom i rudekuverter givet mig kuldegysninger og traumer på stedet, så hele molevitten er blevet parkeret i den blinde vinkel til det ikke kunne ignoreres mere. Så har jeg forholdt mig til den største og mest påtrængende brand, slukket den og skubbet bunken tilbage i den blinde vinkel.

No more.

Alle brande - store som små - er slukket nu, alle forældede papirer er smidt ud og resten ligger pænt og overskueligt, så jeg hurtigt og nemt kan finde dem, skulle jeg få brug for det.

Hold da op, jeg er næsten helt høj af det. Det bliver ikke nemt at være mine stakkels omgivelser i dag!!!

Hav en super forårsdag derude... i morgen tror jeg sørme, her skal støvsuges.

I sorg og krise til halsen.

I går fortalte jeg om ham, jeg har lidt kontakt med fra dating.dk og i dag har tankerne kredset lidt om ham. Godt nok kun perifært, for han har vist bare brug for tid og plads, men den oplevelse, jeg har haft med ham og hans sorg, har bragt nogle minder op til overfladen omkring min egen fars død og sorgen derefter.

Før jeg mistede ham, havde jeg aldrig haft en nær pårørendes død inde på livet før, og da hans sygdomsforløb - der strakte sig over 23 måneder - og død faldt sammen med sammenbruddet på mit 10 år gamle parforhold, der endte sådan lige fra den ene dag til den anden - de to ting havde dog intet med hinanden at gøre - stod jeg lige pludselig i sorg og krise til op over begge ører og anede ikke, hvordan pokker, jeg skulle komme videre.

Hvor går man så hen, når der ikke er selvhjælpsgrupper eller andre netværk, man umiddelbart kan trække på??

Når man er indrettet i hovedet, som jeg er og i øvrigt er bibliofil så det basker, så er hjælpen nær. I min reol stod ikke én, men tre bøger om sorg og krise, så dem snuppede jeg og de var læst i løbet af ret kort tid. Dét hjalp. Sorgen og krisen var som de var, det var der naturligvis ikke ændret på, men jeg havde fået et landkort og et kompas at komme videre med.

Gennem bøgerne havde jeg fået både et overblik over, hvordan sådan en process normalt forløber og hvornår der bør hidkaldes professionel hjælp og det gav mig en form for jordforbindelse eller måske nærmere end oplevelse af, at jeg ikke var ude i et helt så frit fald, som jeg oprindeligt havde følt. Det betød, at jeg kunne trække vejret lidt friere og give mig lidt bedre tid til at være i nuet og 'se mig omkring', så jeg kunne finde ud af, hvad der var det næste logiske skridt for mig og for min datter. Følelsen af rådvildhed og magtesløshed var erstattet af en mulighed for at se mine valgmuligheder og træffe nogle beslutninger, så vi skridt for skridt kunne komme videre.

Bøgerne, der hjalp mig var:

Johan Cullberg: "Krise og udvikling"
Hillgaard, Keiser og Ravn: "Sorg og krise"
Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick: "Den nødvendige smerte".

Alle tre kan varmt anbefales.

Måske burde man anlægge en ordentlig landingsbane???

Bedst som man sidder og skriver dagbog og tænker kloge og dybe, velovervejede tanker, lyder der en larm og en buldren på altanen som om, der var håndgemæng derude. Da jeg vendte mig om, for at finde ud af, hvad der var gang i derude, mødte mig synet af denne krabat.

På billedet er den endelig faldet til ro og har fundet balancen, men larmen og spektaklet skyldtes, at det åbenbart ikke er helt så nemt at lande på gelænderet derude, som man kunne forestille sig... når man f.eks. ikke selv har vinger og i øvrigt bruger str. 37 i sko.

Som det kan ses, så lykkedes det altså og min uventede gæst sad i et par minutter og lurede først på det tørre brød, der var lagt derud og dernæst på, om der var andre, der havde opdaget, at der var serveret, mens den overvejede, hvordan man bedst fik næbbet i dét, men det endte med, at den opgav projektet og forlod mig så pludseligt som - men dog mere elegant end - den var kommet.

Nu håber jeg virkelig ikke, der kommer en stork forbi og vil se om den også kan lande her....

Måske skulle man bare få anlagt en ordentlig landingsbane, så eventuelle gæster kan ankomme standsmæssigt og uden at få uorden i fjerdragten af anstrengelserne.... Men først vil jeg vende tilbage til dagbogen.

Tanker og vinkler på netdating.

Som den single, jeg jo er, har jeg 'naturligvis' en profil på et netdating-site. Lige i øjeblikket er jeg ikke voldsomt aktiv på siden, der er simpelthen for meget andet der trækker og lidt sjovt er det jo, at foråret og den øgede energi, det har givet, faktisk er årsagen til, at jeg har trukket mig lidt ud af lige netop de aktiviteter, som jo ellers i særdeleshed hører foråret til.

Jeg har gennem noget tid overvejet om jeg skulle slette min profil, men har endnu ikke fundet lysten til noget, der er helt så drastisk. Jeg går jo ikke i byen om aftenen - både fordi jeg arbejder, men også fordi det reelt set ikke byder på muligheder for at møde ligesindede på en god måde - og så er det altså en vældig effektiv måde at møde nye mennesker og få nye kontakter på. Som situationen er, har jeg 5-6 mennesker i mit liv, som jeg har mødt af den vej og som jeg ellers ville være gået glip af.

Samtidig har jeg oplevet igen og igen, at jeg via den kontaktform lærer en masse nyt om mig selv og det er indsigter og vinkler, jeg også er mere end taknemmelig for. Også selv om det komplicerer muligheden for at møde en ny kæreste. For det tror jeg, det gør. Det bliver ikke umuligt ad den vej, men som de tænkende og modne væsner vi er, kommer vi nok til at tænke over alt for mange ting og aspekter af et nyt forhold/ en ny kæreste, der egentlig slet ikke ligger til 'bevidst beslutning', men som afgøres af dele af vores bevidsthed, vi ikke er herrer eller fruer over.

Jeg er nu ikke i tvivl om, at når det gode opvejes mod ulemperne og det trælse, så er jeg mere for end jeg er imod den form for kontaktskabelse.

Ubudne gæster.

Jeg sad just fordybet i mine egne tanker, da jeg blev opmærksom på ændringer i både måden lyset falder herind i stuen på og nogle sære lyde udenfor mit vindue. Nu bor jeg jo på anden sal, der samtidig er den øverste etage i ejendommen. Naboerne bor i pæn afstand, så det er ikke fordi man får associationer til hønsebure her. Derfor undrede det mig lidt, men jeg var som sagt i gang med noget, så jeg lod det ligge.

Men så begyndte lydene at udvikle sig og blive til en uregelmæssig banken og klanken og så måtte jeg altså lige have styr på, hvad pokker, der var gang i.

Ude på min altan - hvor jeg for et par dage siden, da sneen pludselig igen lå i mere end 20 centimenters dybde, havde lagt lidt brød og kerner ud til fuglene - var 7-8 måger ved at tage individuelt bestik af, hvordan man bedst kunne komme afsted med at fylde vommen samtidig med, at man fik holdt de andre fra fradet. Initiativerne var mange og spændte over den knapt så effektive del af skalaen, så alle var mere eller mindre inde i kampen, men ingen så ud til at have voldsomt stort held med initiativerne.

Jeg bankede lige med pennen på vinduet og fik dermed sendt næsten alle på flugt. Den største af dem, bredt snarrådigt vingerne ud, så han kunne sætte af fra taget, men havde ikke taget højde for, at den øvelse først ville være mulig, når han befandt sig på den anden side af rækværket på altanen. Rækværket er lavet af metal med lodrette pinde med cirka 15 centimeters mellemrum. Han måtte af flere omgange konstatere, at et tilløb på 20-40 cm ikke hjælper stort, når man altså har vingerne bredt ud i flyveklar position og der skulle flere forsøg til, før han nåede frem til, at hvis man klappede dem ind til kroppen, mens man passerede rækværket, så blev hele øvelsen en del nemmere og han kunne komme væk.

Jeg holdt mig i mellemtiden på indersiden af ruden og lod mig underholde.

Det siges godt nok, at man påvirkes af dem, man er i selskab med, men jeg håber i dette tilfælde, at det ikke er hans intelligens, der har smittet af.

Kend dig selv - på kryds og tværs.

Jeg havde egentlig en helt anden blog i tankerne her til formiddag og var på jagt efter et par gode underbyggende links til den, men i mellemtiden snublede jeg over denne side, som jeg har valgt at videregive i stedet.

Siden indeholder et utal af personlige test i alle mulige og umulige afskygninger, så man kan lege løs og finde ud af alt det, man ikke anede, man havde brug for eller gerne ville vide som sig selv.

Hvilken test, ville du tage først??

Jeg var egentlig på udkig efter noget om Myers-Briggs temperamenter, men mere om den en anden dag.

God fornøjelse.

Bagvendt i opladeren??

Jeg tror simpelthen, jeg kom til at vende forkert, da jeg kravlede i opladeren i weekenden.

Fredag gik jo fantastisk og ih, jeg nød det. Faktisk nød jeg det i en sådan grad, at jeg helt kom fra at bestille en frisk forsyning af migrænepiller. Det opdagede jeg først fredag aften, da det strammede lidt til i den ene tinding. Da var det tog jo ligesom kørt og jeg måtte se i øjnene, at skulle det gå galt, måtte jeg bare improvisere mig igennem weekenden.

Det gik galt. Det skal det jo gøre, når der ikke er en pille i miles omkreds. Kronen på værket var næsten, at jeg skulle ned til mor og det lykkes altid at få en migræne, når jeg er der, så det for hende må se ud som om, jeg har dem non-stop.

I starten gik det ok. Det, der lå og lurede, var ikke værre end, at jeg kunne se bort fra det. Jeg har opdaget, at jeg kan lindre en del med Tiger Balsam og tyggegummi - hvis det sidder i tindingen - så jeg er ikke i tvivl om, at jeg har været et syn for guder, gul omkring øjne og tindinger og gumlende som en ko, der lige har mæsket sig.

Nå ja, så kom jeg også anstigende med en tætpakket kuffert med vasketøj, så jeg kunne få rent sengetøj og andet, der ikke kan vaskes i hånden. Efter knus, kram, et lidt hurtigt kig på alle mors nyeste pastelmalerier og akvareller, satte jeg den første maskine over og så gik vi på Propperiet og gjorde lige dét, navnet lægger op til: Vi proppede os med fiskebuffet. Jeg havde været kvik nok til at tage mit kamera med til Sønderborg, men ikke kvik nok til at tage den med på restaurant, så I får ingen fotos derfra. Der var nu ellers nok at tage billeder af: Først en lækker suppe med fiskeboller, 3 forskellige fiskepatéer og mousser, fyldt blæksprutte, sild, fiskefilet, salat, laks i flere forskellige udgaver og en hel masse mere.

Derefter var vi meget enige om en lur. Livet kan godt virke umanerlig hårdt og uoverkommeligt efter sådan en frokost og så er en lur altså det eneste, der kan hjælpe. I hvert fald hjalp det på mor, der syntes, at så var vi klar til kaffe og te. Efter en halv kop te, måtte jeg nu lægge mig igen og der blev jeg til jeg skulle hjem. I toget døsede jeg, hjemme tabte jeg taske, kuffert og jakke ved døren, støvlerne ved sengen og tøjet i fodenden og så sov jeg til jeg skulle på arbejde.

Ved 10-tiden søndag formiddag gik det så meget bedre, at jeg blev enig med mig selv om, at jeg godt kunne klare en telefonvagt. Jeg ved jo også, at de der anfald går over lige så pludseligt som de dukker op. Og nogen gange gør de ikke. En halv time inde i vagten, pakkede jeg sammen og gik hjem i seng. Og sov. Og sov noget mere. Gik ud og fedtede mig ind i noget Tiger Balsam og sov igen. Og igen. Registrede, at jeg var sulten og sov fra det.

I dag går det nu bedre. Og nu er pillerne også bestilt, men ih, hvor jeg bare har en oplevelse af, at jeg er blevet tappet for krudt i løbet af weekenden. Er der nogen, der har brug for hjælp til at gøre hverdagen til en fest, skal de ikke ringe til mig!! Ikke endnu i hvert fald. Onsdag måske.

Men jeg er altså ikke helt til affaldscontaineren, jeg har både ryddet op - kors hvor her trængte, selvom jeg jo bare har sovet - tørret mit vasketøj og sat forsythia-grene i vand. Her ser helt civiliseret ud igen. Nu mangler jeg sådan set bare at få bragt mig selv i en stand, så jeg kan træde udenfor min dør uden at blive forvekslet med en undsluppen og stærkt sindsforvirret kvinde. Hårrejsende er vist meget betegnende for mig udseende lige nu.

Måske man skulle starte med at ringe og få en tid til en klipning???

Fantastisk, fed og fabelagtig fredag.

Nøj, jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så god en dag og jeg kan stort set ikke huske, hvad jeg har lavet i dag. Men nu prøver jeg alligevel.

Det, der ubetinget har fyldt mest i min bevidsthed i dag er, at jeg har fået løn og betalt husleje -jeg har fået en 'mani' med at overføre den så snart lønnen går ind, så dét i hvert fald er på plads. En ting er at måtte gå småsulten i seng, men det er et væsentligt lyspunkt at have tag over både hoved og seng. De øvrige regninger blev betalt i samme 'postgang', da det var gjort, var der stadig så mange penge på kontoen, at jeg åbenlyst skal have mad hver dag i denne måned og jeg kan endda skrue kraftigt ned for stivelsen, der ellers har båret igennem i denne måned. Som om, det ikke var nok, vil der være overskud nok til, at jeg kan gemme lidt, hvis nu maj bliver lige så mager på vagter - og dermed indtægter - som den var sidste år og der stadig ikke er dukket et fornuftigt supplement op. Men det er faktisk ikke det hele... i dag var der også brev fra kommunen om, at jeg er blevet tildelt boligsikring på ca. 750 kr, så pengene vælter bare ind.

April er ikke noget problem, jeg ved allerede, at vi har så meget at lave i den måned, at Norstat er i gang med en ansættelsesrunde og vi skal til at lave face 2 face undersøgelser i dagtimerne en del af tiden, så det kursus i januar var en super investering 3 lønnede timer.

Jeg er glad, glad, glad..... og måske også en anelse begejstret. Og lettet. Og måske lidt overgearet. Men i hvert fald glad!!

Formiddagen herhjemme er gået med tøjvask og lidt læsning og før telefonvagten, var der lige en gang supermarkedsspionage, der skulle håndteres. Det er det blevet, så det timetallet til udbetaling i april er allerede helt fornuftigt.

I morgen skal jeg sydpå og hygge med min mor. Det er længe siden, jeg har været der og jeg glæder mig, men der vil næppe blive blogget så meget i morgen af samme grund.

God weekend til jer alle.

Forårsfornemmelser III

Hvis der ikke er andet, der kan drive forårsfornemmelserne frem, så skal jeg da love for, at regnen og disen, der har omfavnet området her, kan. Jeg hører brok på mit sædvanlige internetforum og ser fotos af landsdele, der har fået endnu et lag sne, men her har det tøet i dag og da jeg skulle afsted på arbejde, begyndte det at regne. Det må det have gjort størstedelen af den tid, jeg har været på telefonen, for da jeg kom ud, var snedriverne blevet noget mere ulækre at se på på grund af al det sand, grus og andet, der ligger fanget i det og som nu samles som en skorpe ovenpå, mens sne og is smelter og siver væk. Ikke verdens kønneste syn set med æstetikerens briller, men mine lysegrønne forårsbriller kan nemt værdsætte synet.

Energien er også i tiltagende, så formiddagen gik med at læse Alexandra Fuller færdig, mens jeg samtidig vaskede tøj og tog mig kærligt af køkkenet, der var tæt på at kunne erklæres i undtagelsestilstand. Der var ikke andet at gøre end at lægge nogle bluser i blød, tage noget opvaske, skylle nogle af bluserne op og tage noget mere opvask. Derefter var det tid til at skylde endnu en håndfuld bluser op, før jeg tog mig af endnu en luns af køkkenet, så nu hænger der noget, der ligner en maskinfuld bluser til tørre, køkkenet ser civiliseret ud og jeg ligner én, der er så imponeret over eget værk, at jeg godt kunne være lidt ulidelig at være i stue med.

Skindet bedrager. 110%

Og så oplever jeg noget nyt og for mig uprøvet for tiden: Jeg har cravings, der vil noget: trangen til salt, stivelse og fedt er større end nogensinde før, så der er noget dér, der skal kigges nærmere på. Jeg aner bare ikke, hvad det er endnu. Jeg er bare ret sikker på, at det er noget, der kræver opmærksomhed, arbejde og mere opmærksomhed.

Jeg har også besluttet mig for, at jeg skal forbi folkeskolen i løbet af de næste måneder. Jeg har hverken lyst eller trang, men jeg føler mig overbevist om, at jeg er nødt til at finde ud af, om jeg duer som lærervikar. Om jeg kan eller ej. Derfor ligger alle bøger om Classroom Management fremme og skal læses, så jeg i det mindste kan holde styr på lopperne, men hvor jeg snildt kan koncenterere mig i timevis, når jeg læser romaner, kan jeg ikke holde fokus i den tid, det tager at læse 1½ linie i lige de bøger.

Det bliver med sikkerhed ikke et kedeligt forår!!

Forårsfornemmelser IIa

Jeg har fuldført min spionopgave i det lokale supermarked. På vejen derhen var jeg så glad. Glad, glad, glad, for jeg blev opmærksom på, mens jeg travede afsted, at jeg for første gang i længere tid, end jeg har lyst til at huske på, havde reel kontakt mellem mine støvlesåler og fortovet. Ingen is, ingen sne, ingen grus, salt eller andet. Reel visuel kontakt med fortovets fliser. Bliver det meget bedre end dét??

I supermarkedet luskede jeg rundt, talte asiatiske produkter, kunder, der kiggede og kunder, der også købte noget asiatisk med hjem og lige dér klos op ad hylden med de varer, jeg skulle fokusere på, stod en køledisk med flanksteak på tilbud. Og de så godt ud. Jeg ved jo godt, at jeg egenhændigt ødelægger økobalancen, skaber globalt drivhus og på anden vis er en bisse, men rødt oksekød?? Nogen burde vide bedre end at placere den slags inden for min synsvidde, når det når en prisklasse, jeg næsten har råd til. I morgen var der planlagt venindebesøg, men efter, jeg havde købt ind til frokost, var hun nødt til at melde afbud, så nu står jeg helt alene med et stort reelt stykke kød og må klare mig selv.....

Uh, det bliver godt.

Ikke mindst fordi veninden kommer en anden dag i stedet...... men da ville kødet jo desværre være blevet dårligt, hvis jeg gemte det... Jeg må hellere se at få det spist i snarest.

Telefoninterviews'ne gik også fint. Undersøgelsen, jeg sad på, var for EU-komissionen, så den var rigtig god, men det sidste interview, jeg nåede var ærlig talt lidt spøjst: Damen præsenterede sig som 'Edith' og lød også sådan som min farmor (der også hed Edith) sikkert havde gjort, hvis hun havde levet. Dét kom lige bag på mig, for umiddelbart havde jeg en følelse af at have hende i røret, selv om det i år er 10 år siden, hun døde.

Har jeg husket at prale med, at jeg nåede at gennemsortere og lave nye mapper til mine digitale fotografier fra skov og natur?? Hvis jeg har glemt at prale bare lidt med det, så gør jeg det nu... og jeg har også vasket tøj og gjort rent på badeværelset.. Jeg er ikke færdig, men jeg er rigtig godt i gang.

*pudseglorieikon*

Forårsfornemmelser II

Egentlig var min tanke - nogen egentlig plan kan man næppe kalde det - at jeg skulle være fortsætte at sortere nogle flere af mine fotos i dag. Hele mappen med naturfotos er en stor rodebutik, men jeg fornemmer på mine 'biorytmer' - og jeg har også taget varsel både undertøjs- og bluseskuffen, som andre tager varsler af hønseindvolde fra en nyslagtet offerhøne - og jeg er nået frem til, at det rent faktisk er en god dag at se lidt nærmere på både badeværelset, der er ved at drukne i vasketøj, og på vasketøjet, der jo altså glimrer ved sit fravær i skufferne, hvor jeg normalt henter rene forsyninger.

Udfordringen her på adressen er, at jeg ikke har nogen vaskemaskine, der er godt nok et møntvaskeri nede i byen og jeg har også kigget nærmere på det, men dét var ikke befordrende for motivationen til at benytte mig af det. Hverken priserne, lokaliteterne eller det faktum, at der uddeles et vaskepulver, der med garanti ikke kan måle sig med det, jeg bruger, vil gøre mig til stamkunde dér, så planen lige nu er, at badeværelset skal have en kærlig hånd i form af en oprydning/afvaskning og så skal bluser og undertøj vaskes i hånden. I weekenden skal jeg besøge mor, så måske kunne man låne en vaskemaskine til noget af det, der ikke kan vaskes i hånden.....

Ind i mellem har jeg tænkt mig at lave lidt andre småting, for jeg har opdaget, at tiden går meget hurtigere, hvis jeg bryder arbejdet op: F.eks. 15 minutters rengøring, 15 minutters tøjvask, 15 minutters hyggelæsning. Det kan jeg faktisk få mange timer til at gå med uden at lægge mærke til, at tiden går og jeg når en hulens masse. Og det endda på trods af, at jeg bruger en del tid på at beundre mit værk og mine fremskridt, mens jeg klapper mig selv energisk på skulderen.

Selvrost er og bliver velrost.

Senere skal jeg på spiontogt i et nærliggende supermarked som en ekstraopgave, jeg fik på Norstat: Vi skal lave en face 2 face undersøgelse om asiatiske varer og før, vi stiller op med en eller flere interviewere i flere timer i de udvalgte butikker, smutter jeg lige ud i de udvalgte butikker og 'hænger ud' i en halv times tid, mens jeg tæller, hvor mange, der kommer forbi den varegruppe, vi er interesserede i. Vi skal jo lige have tjekket, om der overhovedet er traffik i en grad, så vi kan få de fornødne interviews. Anderledes og med sikkerhed overkommeligt.

Forårsfornemmelser

Uh jo, den er god nok. I søndags, da jeg gik hjem fra arbejde, ramte solens stråler min kind og så var det, jeg lagde mærke til, at noget var anderledes: Den varmede mig og dét gjorde mig glad. Jeg har altid været glad for vinter, når der er sne og is, men jeg erkender, at jeg i år har fået lov at nå min mætningsgrænse for alt, der har med frossent vand at gøre.

Jeg kan nu også mærke foråret på en anden måde: Jeg er klar til forårsudmugningen. Det centrale for mig er ikke nær så meget selve rengøringen, det er jo ikke den, der tager min tid, det er sorteringen og kassering af alt det, der har samlet sig og som jeg reelt set hverken har glæde eller gavn af. Det begyndte langsomt at trænge sig på, da jeg lavede bloggen om junglebogen og skulle bruge et foto, jeg vidste, jeg havde af min far med min datter - da hun var baby - på knæet. Jeg kunne ikke finde det og måtte tilsidst opgive.

Jeg HADER den slags. Jeg ved jo det er her og min tid og min tålmodighed er slet ikke til den slags forgæves forsøg. Ting skal være hurtige og nemme at finde og de skal være lige så nemme at lægge på plads igen, for jeg gider heller ikke systemer, der tager en krig at vedligeholde. Jeg er sikker på, at Gud havde andet og mere i tankerne, da han satte mig på jorden end, at jeg skulle rydde op efter mig selv. Ikke at der så skal være andre, der tager sig af det rod, jeg efterlader. Rod skal bare elimineres, så vi kan bruge vores dyrebare liv på sjov, ballade og andet gavnligt.

Ergo skal der bringes orden i mine billeder og ved et tilfælde, var det altså de digitale billeder, der kom først. Jeg havde tænkt mig at rydde op på min pc, hvor der efterhånden har lagret sig en del forskelligt i et totalt tilfældigt 'system'. Da jeg nu alligevel havde fat i det, kunne jeg lige fylde min familie- og naturfotos over på min usb-stick til den slags, men der kunne bare ikke være mere på den, så bordet fangede... udmugning og lugning var vejen frem. Specielt familiebillederne har være en pest, for jeg havde lagt kopier og mapper med kopier stort set overalt - det er den slags, der sker for mig, når jeg ikke i forvejen har sat mig ned og overvejet en logisk og overskuelig mappestruktur, så det måtte jeg i gang med. Nu er den heldigvis færdig og jeg kan mærke den fysiske lettelse, det er at vide, at jeg ved, hvor jeg har hvad og at jeg med lethed kan finde det frem på kort tid, ligesom jeg med lethed kan gemme nye fotos, for nu er der et system, der gør det nemt at udbygge vedligeholde fremover.

Her er en oversigt over resultatet:

Nu er jeg parat til at gå i krig med de fysiske billeder og pludselig dukker det fotos, der satte lavinen i gang, frem af tågerne.

Selvværd kontra velfærd

I dag er der lettelse over hele linien. Jeg var i går på kommunen for at indlevere min ansøgning om boligsikring og skulle samtidig hente et ansøgningsskema til en enkeltydelse iflg. §81. I dag skulle det udfyldes, al dokumentation vedlægges og så skulle det afleveres før kl. 12, så jeg gav mig i kast med det i formiddag, så jeg kunne nå det hele.

Nu ved jeg jo godt selv, jeg ikke stod bagerst i køen, da der blev uddelt hverken intelligens eller sund fornuft, men alligevel gik der ikke ret lang tid med sådan et skema foran mig, før jeg følte mig både dum og skyldig i bedrageri eller i hvert fald i at have intentionen om uretmæssigt at ville tilrane mig både det og det andet. Det er helt utroligt, hvad der bliver brugt af tekst og plads på at udpensle, hvad jeg skal og må og i særdeleshed, hvad jeg under ingen omstændigheder skal eller må foruden alle de konsekvenser, der vil hagle ned over mit hoved, hvis jeg alligevel skulle formaste mig. Samtidig forekommer det mig, at det hele er formuleret på en måde, så enhver får med, at man som udgangspunkt anses for at være bedrageri-aspirant. Til gengæld er der sparet godt og grundigt på klarheden ift. det, der skal stå på skemaet.

Undervejs nåede jeg altså at blive godt og grundigt i tvivl om, hvad jeg skulle skrive hvor og hvordan, så jeg tjekkede lige mine papirer - jeg skal godt nok kun søge en enkeltydelse for denne måned, men skal alligevel aflevere kontoudtog på samtlige de konti, jeg måtte have, 3 måneder tilbage i tiden!! - og endte med at måtte have min bankrådgivers hjælp til noget, der normalt ligger godt og grundigt inden for mine mentale færdigheders rækkevidde.

Heldigvis viste det sig - før jeg fik afleveret noget som helst - at jeg har lavet en regnefejl i forhold til budgetkontoen i og med, at jeg har trukket 3 udgifter fra 2 gange i denne måned. Det betyder, at jeg faktisk har penge nok til at kunne betale mine egne udgifter og spise i denne måned helt uden at skulle stå med hatten i hånden, værdigheden i skraldespanden og indersiden af min privatøkonomi vendt udad til offentlig granskning og fordømmelse hos mig aldeles ubekendte mennesker. Og det helt vilde er, at hvis jeg er meget karrig med kronerne i denne måned, vil der være nok tilovers til næste måned til, at jeg også kan klare mine egne udgifter uden hjælp til den tid.

Mens jeg på egne vegne sender en højlydt takkebøn til Himmels, vil jeg samtidig sende en medfølende tanke til alle dem, der i denne måned ikke slap med skrækken og som bliver nødt til at søge om 'hjælp' fra 'velfærdssystemet'. Personligt kan jeg meget bedre lide at betale til det end jeg kan lide at 'modtage' fra det. Det koster simpelthen for meget i tab af trivsel, selvværd og livsglæde at være modtager i det spil.

Jeg spiller lige en glad lille sang for mig selv, mens jeg nyder mine chilipasta, det er simpelthen på sin plads med en lille fest!!