Forårsfornemmelser IIa

Jeg har fuldført min spionopgave i det lokale supermarked. På vejen derhen var jeg så glad. Glad, glad, glad, for jeg blev opmærksom på, mens jeg travede afsted, at jeg for første gang i længere tid, end jeg har lyst til at huske på, havde reel kontakt mellem mine støvlesåler og fortovet. Ingen is, ingen sne, ingen grus, salt eller andet. Reel visuel kontakt med fortovets fliser. Bliver det meget bedre end dét??

I supermarkedet luskede jeg rundt, talte asiatiske produkter, kunder, der kiggede og kunder, der også købte noget asiatisk med hjem og lige dér klos op ad hylden med de varer, jeg skulle fokusere på, stod en køledisk med flanksteak på tilbud. Og de så godt ud. Jeg ved jo godt, at jeg egenhændigt ødelægger økobalancen, skaber globalt drivhus og på anden vis er en bisse, men rødt oksekød?? Nogen burde vide bedre end at placere den slags inden for min synsvidde, når det når en prisklasse, jeg næsten har råd til. I morgen var der planlagt venindebesøg, men efter, jeg havde købt ind til frokost, var hun nødt til at melde afbud, så nu står jeg helt alene med et stort reelt stykke kød og må klare mig selv.....

Uh, det bliver godt.

Ikke mindst fordi veninden kommer en anden dag i stedet...... men da ville kødet jo desværre være blevet dårligt, hvis jeg gemte det... Jeg må hellere se at få det spist i snarest.

Telefoninterviews'ne gik også fint. Undersøgelsen, jeg sad på, var for EU-komissionen, så den var rigtig god, men det sidste interview, jeg nåede var ærlig talt lidt spøjst: Damen præsenterede sig som 'Edith' og lød også sådan som min farmor (der også hed Edith) sikkert havde gjort, hvis hun havde levet. Dét kom lige bag på mig, for umiddelbart havde jeg en følelse af at have hende i røret, selv om det i år er 10 år siden, hun døde.

Har jeg husket at prale med, at jeg nåede at gennemsortere og lave nye mapper til mine digitale fotografier fra skov og natur?? Hvis jeg har glemt at prale bare lidt med det, så gør jeg det nu... og jeg har også vasket tøj og gjort rent på badeværelset.. Jeg er ikke færdig, men jeg er rigtig godt i gang.

*pudseglorieikon*

Hvad er det, de siger???

Arbejdet som telefoninterviewer er aldrig kedeligt, hvis man - som jeg - er sprogligt bevidst. Hvad folk siger og måden, de siger det på, har altid interesseret mig meget og i går fik jeg adskillige nye input til det 'kreative sprogbrug', der ofte opstår, når vi ikke opmærksomme på det, vi siger.

Jeg fik i går, som så ofte før, forbindelse til en telefonsvarer, men denne besked var ret underholdende:

"Hej, du har ringet til xxxx xxxxxxx, jeg tager ikke min telefonsvarer, så lad være med dét!"

Allerede dér er min fantasi jo sat på overarbejde med at danne sig et billedligt indtryk af hvad, der mon sker, når man tager sin telefonsvarer og jeg kom ærlig talt til at grine.

I løbet af aftenen fik jeg også fat i hele to respondenter, der begge afslog at medvirke, fordi stod midt i aftensmaden.

Og her gik jeg og troede, det kun var dyr, der kunne finde på at vade rundt i fodertruget!!

Sagde de virkelig dét???

I løbet af en aften på arbejde, for jeg alligevel lagt øre til den del afslag af den ene og den anden slags, men et af dem, jeg finder mest underholdende - det giver simpelthen sådan nogle fascinerende billeder på den indre storskærm - er, når folk med høj, fast røst forkynder: "Det har ingen terrasse!!!" før de smækker røret på.

Mon det er cykelskuret, de mener???

ABC i ord og billeder: Telefoninterviewer

Inspireret af Madames blog om bogstavet T kom jeg lige til at tænke på en oplevelse, jeg havde i aften på arbejdet. Jeg arbejder som telefoninterviewer for et analyseinstitut og fik her sidst på aftenen kontakt med en ældre dame på over 70, der gerne ville være med i vores undersøgelse. Det blev nu ikke aktuelt, for kvoten for ikke-rygere over 60 var lukket, så jeg takkede hende mange gange og var ved at ringe af, da hun selv begyndte at fortælle en masse om sig selv.



Hun nåede både at fortælle om sin sygdom, der plagede hende, når hun malede - hun var kunstmaler og åbenbart meget aktiv på den front også ifm udstillinger rundt omkring - hendes mand, der var død for flere år siden, samleveren, hun nu boede sammen med og en del andet.... til sidst måtte jeg takke igen og fortælle, at jeg desværre var nødt til at ringe videre, men så ville hun gerne høre, om jeg da slet ikke kunne gøre noget for hende???


Lige dét spørgsmål må jeg indrømme, jeg var lettere uforberedt på, men umiddelbart mente jeg ikke, der var det store, jeg kunne gøre. Det viste sig, da jeg spurgte lidt ind, at hun ikke helt havde det rette billede af, hvad det var for en type undersøgelser, jeg arbejdede med. Hun havde troet, jeg telefonisk kunne undersøge hende og måske endda gøre en forskel ift. hendes sygdom. Da hun fandt ud af sagens rette sammenhæng, fik vi sagt farvel og jeg kunne lægge på.


Ind i mellem kunne jeg ellers godt ønske, at der om ikke andet så var et venligt ord eller to, jeg havde kunnet give hende med på vejen.