Ubudne gæster.

Jeg sad just fordybet i mine egne tanker, da jeg blev opmærksom på ændringer i både måden lyset falder herind i stuen på og nogle sære lyde udenfor mit vindue. Nu bor jeg jo på anden sal, der samtidig er den øverste etage i ejendommen. Naboerne bor i pæn afstand, så det er ikke fordi man får associationer til hønsebure her. Derfor undrede det mig lidt, men jeg var som sagt i gang med noget, så jeg lod det ligge.

Men så begyndte lydene at udvikle sig og blive til en uregelmæssig banken og klanken og så måtte jeg altså lige have styr på, hvad pokker, der var gang i.

Ude på min altan - hvor jeg for et par dage siden, da sneen pludselig igen lå i mere end 20 centimenters dybde, havde lagt lidt brød og kerner ud til fuglene - var 7-8 måger ved at tage individuelt bestik af, hvordan man bedst kunne komme afsted med at fylde vommen samtidig med, at man fik holdt de andre fra fradet. Initiativerne var mange og spændte over den knapt så effektive del af skalaen, så alle var mere eller mindre inde i kampen, men ingen så ud til at have voldsomt stort held med initiativerne.

Jeg bankede lige med pennen på vinduet og fik dermed sendt næsten alle på flugt. Den største af dem, bredt snarrådigt vingerne ud, så han kunne sætte af fra taget, men havde ikke taget højde for, at den øvelse først ville være mulig, når han befandt sig på den anden side af rækværket på altanen. Rækværket er lavet af metal med lodrette pinde med cirka 15 centimeters mellemrum. Han måtte af flere omgange konstatere, at et tilløb på 20-40 cm ikke hjælper stort, når man altså har vingerne bredt ud i flyveklar position og der skulle flere forsøg til, før han nåede frem til, at hvis man klappede dem ind til kroppen, mens man passerede rækværket, så blev hele øvelsen en del nemmere og han kunne komme væk.

Jeg holdt mig i mellemtiden på indersiden af ruden og lod mig underholde.

Det siges godt nok, at man påvirkes af dem, man er i selskab med, men jeg håber i dette tilfælde, at det ikke er hans intelligens, der har smittet af.