Jeg har et par gange eller fem, når jeg var på vej på arbejde, passeret et nips af et kvindemenneske. Et lille, forkomment eksemplar af mit køn, der åbenlyst og på ingen måder er eller var i stand til at tage vare på sig selv eller sine egne behov. Det gør mig ondt for sådanne eksistenser og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon er gået forud, siden hun er havnet, hvor hun er.
For et par uger siden passerede jeg hende igen, men denne gang havde hun den skønneste labradorhvalp i snor og da må jeg indrømme, at mit hjerte sank yderligere, for hvis hun er så dårligt i stand til at drage omsorg for sig selv, hvordan i alverden skal hun så kunne magte sådan et dyr, der i løbet af de næste måneder vil vokse yderligere til og som vil få brug for en kærlig, men fast opdragelse til velfungerende hund??? Det kræver en indsigt og nogle tids- og pengemæssige ressourcer, jeg slet ikke kunne forestille mig, hun disponerede over. Jeg sendte lige en stille bøn opad om støtte og hjælp til at det 'projekt' måtte gå godt.
Jeg har et par gange sendt de to en tanke, men har siden set hende et par gange uden hun, så jeg åndede lettet op og vedtog, at hunden nok bare var en, hun havde lånt eller havde passet. I går passerede jeg hende nu igen - med hund. Hun stod og snakkede med en mand, der må have spurgt ind til, hvordan hun havde fået hunden, for i det, jeg smuttede forbi, sagde hun, at det var noget ens behandler bestemte.
Jeg blev faktisk ikke så lidt lettet ved de ord, for ih, jeg synes, der er ynk og lidelse nok uden at 'vi' tilføjer endnu en hund til mængden af misligholdte kæledyr, men kan det kombineres, så hun - kvinden - får den kærlighed og den mulighed for at lære ansvar for andre - der kan komme af at have en hund, samtidig med, at der er hånd i hanke med tingene fra nogen, der har lidt flere ressourcer og et bedre overblik, så er jeg glad.
Jeg skyndte mig videre og rettede en tak opad for 'opdateringen'.
2 kommentarer:
Uha, jeg håber det bedste for hunden, for jeg tænker præcis det samme som dig! Men forhåbentlig er der en behandler, der holder øje med, om hun kan klare at have et dyr og tage sig godt af det. Ja, måske vokser hun med opgaven ...
Send en kommentar