Tidsmaskinen: En veninde, jeg stadig savner.

Jeg har den sidste måneds tid gået og været lidt beklemt ind i mellem. Jeg vidste, jeg engang havde en hel del billeder fra tidligere, men jeg vidste, de var lagret på cd'er og jeg kunne huske, jeg havde kasseret en hel del cd'er, før jeg flyttede hertil, for min pc har jo ikke noget drev, så hvad var idéen? Nu var jeg bare bekymret for, at jeg måske var kommet til at rydde lige lovlig grundigt op i bunkerne.

Ved en rundtur omkring de mest sandsynlige gemmesteder, fandt jeg de cd'er, jeg mente, jeg søgte. De indeholdt bare ikke de billeder, jeg savnede, så frygten for, at jeg virkelig var kommet til at kassere dem, steg.

Da Hazel så var her, tog jeg lige en tur mere rundt til et par steder, der var knapt så sandsynlige og godt for dét, der var en håndfuld på 5-6 cd'er, der indeholdt en masse billeder af både familie situationer og også en ret pæn stak af missepigen, som hun blev kaldt i daglig tale.

Hun og jeg plejede at føre lange samtaler, for jeg småsnakkede som regel med hende og hun viste sig hurtigt at have et konversationstalent på en del over middel. Der blev strikket nogle lange enetaler sammen i det kattehoved og der blev både brugt varieret intonation lige fra det klynkende 'jeg kunne ikke gøre for det og det var ikke min skyld', når hun godt vidste, hun var på afveje til det 'ih, hvor er det godt, du har mig' trygge og tilfredse, når hun var i det hjørne. Så var der naturligvis skideballe-mode til fuglene udenfor eller til de drabelige modstandere, hun igen og igen måtte konfrontere i drømme og mad-pivet.

Joh, der er spændvidde i samtalemulighederne med sådan en kat.

Hun kunne nu også sagtens være helt stille som her, hvor hun ligger på den hylde, vi har monteret til hende liige over radiatoren og strategisk placeret, så man også bliver bagt ovenfra.