En gammel hest med respekt for bremser.

Affødt af Madames dejlige blog om føl og de efterfølgede kommentarer kom jeg til at tænke på en oplevelse, jeg havde med min gamle hoppe/veninde Petite. Jeg havde haft hende i næsten 6 år og havde efter vores ridetur trukket hende ud på græs, så hun kunne få sig lidt grønt og lidt uforpligtende samvær inden, hun skulle på stald og jeg skulle hjem og lave mad.

Mens vi stod der og "småsludrede" og nød den begyndende sommeraften, begyndte hun på den særeste måde at kaste med hovedet som om, hun ville smide det hen over skulderen på sig selv. Jeg forstod først ingenting af, hvad i alverden, hun havde gang i, men lagde på et tidspunkt mærke til, at det kunne se ud som om, hun pegede og brugte mulen til at pege med.

Men er man 29 og har slidgigt hen over krydset, så kan jeg godt fortælle, vi ikke snakker "præcisionspegning", så jeg måtte selv på udkig efter det, hun ville fortælle. Dér, lige over hendes kryds, hvor den næsten ikke var til at se og hun hverken kunne nå den med hoved eller hale sad en hestebremse.

Vi har vist alle hørt, at det skulle gøre ondt, men jeg havde aldrig prøvet det. Dét behøvede jeg heller ikke nu. At se min gamle veninde, der ellers ikke var nem at kyse, næsten gå i hårdknude for at vise mig, at hun havde en krise lige dér, fortalte mig det hele. Ergo tog jeg tovet, jeg havde i hånden, foldede det sammen og lappede hende sådan en lige der, hvor "fætteren" havde sat sig.

I det samme kørte en bil forbi på vejen og jeg gad nok vide, hvad de har tænkt, hvis de har kigget i vores retning, men har de kigget længe nok, må de også have set det blik af lettelse og hele hendes hestekrop slappe af, da jeg havde fået den smasket.

Og så har de nok tænkt deres.

Jeg på min side fik mig et lille grin ved tanken og så fik jeg en helt anden forståelse for, at hestebremser er noget fanden har skabt, hvis man er en hest.. Jeg havde i hvert fald en gammel veninde, der gjorde, hvad hun kunne for at vise sin værdsættelse af min hjælp.

Meet Mr. Jingle.

For nogle få dage siden postede jeg et foto af denne lille flødebolle, jeg fangede ude på en solbeskinnet skråning i skoven. Men jeg bearbejdede billedet kom jeg til at tænke på Mr. Jingle, som den daværende kæreste og jeg døbte ham. I dag får du historien om ham.

For snart et par år siden, mens jeg boede i Sønderborg, havde vi tilbragt en aften med at se filmen "Den Grønne Mil". I filmen er der en fængselsmus, der tilsyneladende er blevet udødeliggjort .... jeg kan ikke lige komme på, om det er vha. strøm fra den elektriske stol eller om det er gift eller hvad.. og musen, der er tam hedder Mr. Jingle.

Efter filmen var slut, gik jeg i køkkenet med resterne af det snask, vi havde hygget os med og åbnede døren til skraldespanden, der hang på skabsdøren under vasken. Med det samme fangede mit blik en bevægelse, og i første omgang troede jeg, jeg havde tabt noget ud af skraldespanden. Det havde jeg ikke. I hjørnet af mit køkken sad en bette mus, der åbenlyst - at dømme efter alt det rod, der var omkring og under skraldeposen og det efterladte mussepøller - havde været i gang med at beværte sig selv med hvad, han havde fundet af brugbare rester i posen.

Nu har jeg jo en Ph.D. i indfangning af levende mus takket være Müsli, så jeg tog det i første omgang roligt. Jeg fik bare ret effektivt lukket dørene ind til stue og bad og barrikaderet døren indtil soveværelset. Døren kunne ikke lukkes helt, fordi værelset var så småt, at sengen ragede forbi dørkarmen. Kæresten fik godt med af den måde døren blev lukket på, at der var et eller andet under opsejling. Han sluttede sig til mig og sammen gik vi på musejagt. Og hold da fest, vi fik lov at jage. Den overgav sig ikke frivilligt og da ingen af os havde hverken sindelag eller hjerte til at sætte dens livs på spil, var vi 3 på dét hold. Det vidste musen bare ikke. Den kunne godt nok sno sig og hoppe. Er I klar over, hvor højt sådan en lille nyfodret tyksak kan springe???

Højt! Meget højt, kan jeg fortælle.

Ved I så, hvor kreativt et par tobenede kan tænke ved tanken om at have sådan et bette kræ til at fise rundt og bide i alting???

Kreativt. Meget kreativt! Faktisk lige så kreativt som musen kan springe højt gange 1.2. Vi havde besluttet, at sejren var vores og vi var to, så det lykkedes på et tidspunkt at trænge den op i et hjørne, hvor der stod en masse sko og i et fiffigt øjeblik så musen sin chance for at smutte i, hvad den måske har troet var et musehul.

I virkeligheden var det Karins ene træsko. Den blev lynhurtigt samlet op og båren udenfor, hvor musen fik en let rystetur til den gav slip og faldt ud og stak af. Vi blev helt naturligt enige om, at det måtte være Mr. Jingle siden den dukkede op i min skraldespand lige da den gjorde.

Den grønne Mil kan du læse mere om her. Den kan varmt anbefales.

Tidsmaskinen: En praktikant, der satte et varigt mærke.

Det sker ind i mellem, at man i skolen har en eller anden oplevelse, der sætter spor for livet. Nogen gange er det et smerteligt minde, man får at trækkes med, men det sker også, at mindet bliver en kilde til varig glæde. Jeg tror egentlig, jeg kun har et enkelt af den slags, men det har til gengæld også kastet mange oplevelser og megen nydelse af sig siden dengang.

I 3. eller 4. klasse havde vi musik med Christer - han er i øvrigt en blog værd i sig selv, men i dag er det ikke ham, det handler om - og i en periode havde vi også et par lærerpraktikanter, der skulle øve sig i at blive musiklærere og vi skulle være deres små prøveklude. Jeg kan ærlig talt ikke huske meget af det, de bød ind med - jeg tror, der var to eller tre, der var i praktik samtidigt - men den ene satte spor, da det var hendes "tur" til at stå for undervisningen.

Hun stille sig ved tavlen og gav sig til at fortælle en historie. Hun tegnede et bjerg med sne på toppen og en sol, der skinnede. Hun fortalte om foråret, der var på vej, om luften, der blev lunere og om sneen, der langsomt begyndte at smelte og så tegnede hun en lille piblen ned ad bjerget. Efterhånden som solen fik mere kraft og smeltede mere sne, blev den lille piblen til et lille vandløb, der fortsatte turen ned ad bjerget. Vandløbet voksede sig stille og roligt større og større til det var blevet til en brusende flod, der strømmede ned ad bjerget for fuld kraft.

Nedenfor bjerget lå en landsby og i den landsby var der nogen, der var blevet forelskede og som skulle giftes, så man var i fuld gang med at holde bryllupsfest med masser af glad musik og dans lige der, hvor floden brusede igennem byen.

Da vandet var strømmet igennem byen, blev floden bredere og selv om vandet ikke løb nedad på samme måde som før, var der stadig masser af strøm og brusen rundt om stenene, der lå i floden. Først helt ude ved havet blev floden roligere og flød jævnt og uhindret afsted og blandede sig med havets vande.

Da hun var færdig med at tegne og fortælle, bad hun os lytte til et stykke musik, hun havde med og så skulle vi se, om vi kunne høre historien i musikken. For mig var det helt tydeligt, at den musik, hun havde med, fortalte lige netop den samme historie som hun lige havde fortalt os og jeg var bjergtaget. For mig var det en mageløs og fantastisk tanke, at man kunne fortælle en historie med musik og jeg strøg lige hjem fra skole og nåede vist hverken at tage overtøjet af eller andet, før jeg måtte dele min oplevelse med mor. Hun lyttede og sagde så "Det lyder spændende. Var det det her, I hørte?" Og så satte hun en plade på.

Hvad er sandsynligheden for to mirakler på én dag?? Det var nemlig det samme stykke musik.

Prøv selv om du kan høre historien her.

Billederne, jeg har brugt er lånt fra videoen. Jeg ved ikke, om man kan embedde her på bloggen, men jeg ved, at jeg ikke ved, hvordan det i så fald gøres, så I må nøjes.

Hav en super mandag.

Fødselsdagsblog for en gammel veninde

I dag er det 17 år siden, hun kom til verden som en lille gårdkilling. Vi fik hende ca. 3 måneder senere og nød de næste 10 år med hende, før vores veje måtte skilles igen.

Men ih, hvor er der mange historier og minder fra de 10 år og alligevel er der ikke helt nok....

... kan der nogensinde blive helt nok??

Jeg tvivler!

Tidsmaskinen: En veninde, jeg stadig savner.

Jeg har den sidste måneds tid gået og været lidt beklemt ind i mellem. Jeg vidste, jeg engang havde en hel del billeder fra tidligere, men jeg vidste, de var lagret på cd'er og jeg kunne huske, jeg havde kasseret en hel del cd'er, før jeg flyttede hertil, for min pc har jo ikke noget drev, så hvad var idéen? Nu var jeg bare bekymret for, at jeg måske var kommet til at rydde lige lovlig grundigt op i bunkerne.

Ved en rundtur omkring de mest sandsynlige gemmesteder, fandt jeg de cd'er, jeg mente, jeg søgte. De indeholdt bare ikke de billeder, jeg savnede, så frygten for, at jeg virkelig var kommet til at kassere dem, steg.

Da Hazel så var her, tog jeg lige en tur mere rundt til et par steder, der var knapt så sandsynlige og godt for dét, der var en håndfuld på 5-6 cd'er, der indeholdt en masse billeder af både familie situationer og også en ret pæn stak af missepigen, som hun blev kaldt i daglig tale.

Hun og jeg plejede at føre lange samtaler, for jeg småsnakkede som regel med hende og hun viste sig hurtigt at have et konversationstalent på en del over middel. Der blev strikket nogle lange enetaler sammen i det kattehoved og der blev både brugt varieret intonation lige fra det klynkende 'jeg kunne ikke gøre for det og det var ikke min skyld', når hun godt vidste, hun var på afveje til det 'ih, hvor er det godt, du har mig' trygge og tilfredse, når hun var i det hjørne. Så var der naturligvis skideballe-mode til fuglene udenfor eller til de drabelige modstandere, hun igen og igen måtte konfrontere i drømme og mad-pivet.

Joh, der er spændvidde i samtalemulighederne med sådan en kat.

Hun kunne nu også sagtens være helt stille som her, hvor hun ligger på den hylde, vi har monteret til hende liige over radiatoren og strategisk placeret, så man også bliver bagt ovenfra.

Tidsmaskinen: Min far og hans flodhest.

For snart rigtig mange år siden (ca. 25 faktisk) havde min far en fimmel med, at han ville have overskæg, så sådan et tillagde han sig. Du kan se det herover.

På det tidspunkt var jeg gift og havde lige fået min datter og på en af vores rejser over til familien i England var ægtemanden, som var englænder, og jeg på shopping efter nogle gaver, vi skulle have med hjem til mine forældre. Undervejs var vi inde i en lækker lille butik, der desværre ikke findes mere, som hed 'The Crafty Cat'. De havde alt muligt og umuligt lækkert og pludselig faldt mit blik på nogle små stentøjsdyr. Ægtemanden så dem samtidig og i kor udbrød vi "That's my/your Dad!" Den lille flodhest kostede godt nok en bondegård i forhold til vores gavebudget, men visse ting kan man ikke argumentere imod og den flodhest var nødt til at være hans. Ikke kun på grund af overskægget, men også fordi der var noget vikingagtigt i fars tilgang til fest og nydelse.

Det blev den også.

Da min far døde for mere end 5 år siden, spurgte min mor mig, hvad jeg ville have til minde om han. Flodhesten stod øverst på 'ønskelisten' og nu bor den her og minder mig om ham hver dag.

Er det ikke bare en pudsig lighed??

Tidsmaskinen.

Jeg snublede over denne video på YouTube og var fluks tilbage i vore dagligstue i Ømøgade på Østerbro, hvor jeg voksede op i en lille toværelses sammen med min far, mor og min lillesøster, Iben.

Efter, vi havde set Junglebogen i biografen, købte mine forældre lydsporet på LP og når vi så spillede den, skal jeg da love for, vi kunne swinge, Iben, far og jeg og inden længe kunne vi teksterne uden ad og så fik den hele armen.

Jeg kan desværre ikke embedde videoen, men den ligger her <--

Senere, da jeg var blevet mor, blev den spillet igen og så fik den hele armen af morfar og Hazel.