Tidsmaskinen: En praktikant, der satte et varigt mærke.

Det sker ind i mellem, at man i skolen har en eller anden oplevelse, der sætter spor for livet. Nogen gange er det et smerteligt minde, man får at trækkes med, men det sker også, at mindet bliver en kilde til varig glæde. Jeg tror egentlig, jeg kun har et enkelt af den slags, men det har til gengæld også kastet mange oplevelser og megen nydelse af sig siden dengang.

I 3. eller 4. klasse havde vi musik med Christer - han er i øvrigt en blog værd i sig selv, men i dag er det ikke ham, det handler om - og i en periode havde vi også et par lærerpraktikanter, der skulle øve sig i at blive musiklærere og vi skulle være deres små prøveklude. Jeg kan ærlig talt ikke huske meget af det, de bød ind med - jeg tror, der var to eller tre, der var i praktik samtidigt - men den ene satte spor, da det var hendes "tur" til at stå for undervisningen.

Hun stille sig ved tavlen og gav sig til at fortælle en historie. Hun tegnede et bjerg med sne på toppen og en sol, der skinnede. Hun fortalte om foråret, der var på vej, om luften, der blev lunere og om sneen, der langsomt begyndte at smelte og så tegnede hun en lille piblen ned ad bjerget. Efterhånden som solen fik mere kraft og smeltede mere sne, blev den lille piblen til et lille vandløb, der fortsatte turen ned ad bjerget. Vandløbet voksede sig stille og roligt større og større til det var blevet til en brusende flod, der strømmede ned ad bjerget for fuld kraft.

Nedenfor bjerget lå en landsby og i den landsby var der nogen, der var blevet forelskede og som skulle giftes, så man var i fuld gang med at holde bryllupsfest med masser af glad musik og dans lige der, hvor floden brusede igennem byen.

Da vandet var strømmet igennem byen, blev floden bredere og selv om vandet ikke løb nedad på samme måde som før, var der stadig masser af strøm og brusen rundt om stenene, der lå i floden. Først helt ude ved havet blev floden roligere og flød jævnt og uhindret afsted og blandede sig med havets vande.

Da hun var færdig med at tegne og fortælle, bad hun os lytte til et stykke musik, hun havde med og så skulle vi se, om vi kunne høre historien i musikken. For mig var det helt tydeligt, at den musik, hun havde med, fortalte lige netop den samme historie som hun lige havde fortalt os og jeg var bjergtaget. For mig var det en mageløs og fantastisk tanke, at man kunne fortælle en historie med musik og jeg strøg lige hjem fra skole og nåede vist hverken at tage overtøjet af eller andet, før jeg måtte dele min oplevelse med mor. Hun lyttede og sagde så "Det lyder spændende. Var det det her, I hørte?" Og så satte hun en plade på.

Hvad er sandsynligheden for to mirakler på én dag?? Det var nemlig det samme stykke musik.

Prøv selv om du kan høre historien her.

Billederne, jeg har brugt er lånt fra videoen. Jeg ved ikke, om man kan embedde her på bloggen, men jeg ved, at jeg ikke ved, hvordan det i så fald gøres, så I må nøjes.

Hav en super mandag.