Dukkehjemmet - mit eget bibliotek

Så er jeg endelig kommet på plads og min nye bolig begynder at føles som et hjem. 

Da alt var læsset af her, var jeg altså MEGET i tvivl om jeg ville skulle igennem en halveringsrunde mere eller om jeg måske bare skulle acceptere, at jeg ville komme til at sove på terrassen i den tid, jeg kommer til at bo her.

Jeg har fået denne rumdeler af min søster, som havde den i overskud og den har vist sig at være helt perfekt. Den passer lige præcist til de bøger jeg har og er så dyb, at begge sider af den kan bruges uden problemer. Der var lige 32 fine rum, der gjorde det let og overskueligt at sortere bøgerne efter emne, og dét er en god ting, når der er ca. 600 bøger at finde rundt i. 

Faktisk har jeg længe næret en drøm om mit eget bibliotek og det føles lidt som om, jeg har fået det. 

Endda med egen "læsesal".

Nu er jeg på udkig efter nogle klemspots, der kan sættes på hylderne og gøre det ud for både læselys og sengelampe, for "flydestolen" er faktisk min seng i nattetimerne, hvor jeg folder madrassen ud. 

Uge 11 - en orki-rigtig-dårlig-(i)dé

Hvad stiller man op, når man har bildt sig selv ind, at én blog om ugen er ladesiggørligt og man så ikke har en pind at skrive om???

Apropos pind!!!

Så kan jeg da lige nævne sådan en passant…

Jeg var ved at pakke taske og gøre klar til at tage toget forleden, da jeg kom til at tænke på, at det vist var noget tid siden orkideerne havde fået sig en tår, og da det jo er forår og varmere end det har været længe og der begynder at gå grokraft i både dit og dat, så fik jeg lige den gevaldige ide, at de måske ikke ville tage skade af noget gødning. Godt nok var det ikke orkidé-gødning, men en blomst er vel mere eller mindre en blomst medmindre den altså er af silke eller af sprog…

Svaret er nej. Det er det ikke. I hvert fald er den pink orkide nu mærkbart mere hængeøret og vil uundgåeligt skulle til at producere helt nye blomster bare fordi jeg var kreativ.

Men der findes jo karma og i denne uge var der åbenbart express-levering på mine udeståender – hvis jeg har nogle tilgodehavender må de derimod være i restordre – der gik i hvert fald ikke lang tid, før jeg selv hang med ørerne, hostede, snottede og lagde mig en mere og mere sensuel stemme til, så nu har jeg vist lært, at næste gang skal jeg lige smage på gødningen selv, før jeg tager liv og helse fra andre med mine eksperimenter. Det tog nu heldigvis kun et par dage eller 3, så gik det bedre igen. (Og mor, det med at smage på gødningen var altså bare en joke!!)

Godt det ikke var underboen, jeg var kommet til at forgifte, så var jeg nok ikke sluppet med et par dages hoste og sløjhed!!!

:-D

Uge 9 – gratis ugen, der gik.

I denne uge har jeg da godt nok fået mig nogle oplevelser, selv om jeg har haft en masse at se til i Odense. Faktisk var jeg så heldig, at mens jeg lige vendte ryggen til et kort øjeblik blev alle de 3 dagsvagter, som jeg havde bedt om og håbet på at få én eller to af, godkendt. På én gang. Aftenvagterne var allerede godkendt, så lige pludselig følte jeg mig helt vildt attraktiv på den enormt efterspurgte måde.

Men bare så vi er enige om det: attraktiv er …. Attraktivt… altså. Og man får også penge med hjem.

Jeg var kommet under vejr med, at der findes datingsider, der er gratis, og da jeg nu åbenbart var så attraktiv og efterspurgt og så’n, så tænkte jeg, at dét da skulle forsøges. Datingerfaringen har jeg jo, så… hvor galt kunne det vel gå? Jeg oprettede i hvert fald en attraktiv profil og satte et attraktivt foto på og så skal jeg nok love for, at jeg fik opmærksomhed. Der var godt nok ikke noget i min indbakke, der lignede potentiale til et velfungerende forhold, men det siger sig selv, at på sådan en side, hvor der er rigtig, rigtig mange muligheder for at møde singler af det modsatte køn, vil der også være rigtig, rigtig mange, der ikke er den rette, så det er bare med at have tålmodighed. Ikke mindst fordi det er nemt at lave sådan en profil og man derfor møder MANGE, der i en alder af midt i livet beslutter sig for, at nu vil de også have sig en kæreste. Eller som lige er blevet vraget og som har regnet sig frem til, at de så bare skal have en NY kæreste, der kan puste på såret til det ikke gør ondt mere. Hvor svært ka’ det være??

Men som sagt, dét var ventet.

Hvad der ikke var nær så forudset var, at det her gratis dating noget efter en uges tid gik fra at være gratis på sådan en ”det koster ikke noget-facon” til at være gratis på en ”der er desværre ikke nogen af sidens faciliteter, der virker længere, men hvis du betaler XX antal kroner pr. md. Ved kasse 1, så virker det hele igen lige med det samme-facon”.

Og så fik jeg jo lige pludselig opdateret min viden om, hvad begrebet gratis egentlig dækker.



Ugens andet gratis højdepunkt var, at jeg var gratis i Sønderborg. Men dét er ikke det hele. Jeg opdagede for noget tid siden, at DSB har en kundeklub – hvis man kan kalde det dét – der giver en række fordele specielt ift. fornyelse af mit pendlerkort, som afgjort var værd at tage med, så jeg meldte mig til og fandt senere ud af, at jeg som følge af dét havde fået en gratis sviptur. Dét er jo smart, når sådan en lige dækker togstrækningen ned til mor, så jeg smuttede lige forbi hos hende lørdag.

Men der er mere…..

Min sviptur var ikke bare gratis – den var en hi-tech, dybt-og-inderligt-fancy oplevelse helt ned i detaljen, for for at få min billet, skulle jeg sende en sms, der så blev besvaret med en sms fra DSB, som jeg skulle svare ORANGE JA til indenfor 5 minutter. Og vipti-vupti og se nu dér, så tikkede der en billet ind på min mobil.

Jeg kan godt love jer for, at jeg følte mig oppe på beatet (og det er så her, jeg garanteret lige har totaldestrueret min street cred med en stavefejl af den fatale slags) og hip og hver en ting, da jeg flashede min mobilbillet for den venlige togfører.

Heldigvis var der billetkontrol på både på ud- og hjemrejsen, så jeg fik fuld flashe-valuta for alle de penge, jeg slet ikke havde betalt.

Og nu er jeg klar til at kaste mig hovedkulds ud i uge 10.

Hasta la vista!!

Uge 8 - Cooler end de flest'

I denne uge er der kun ét emne på dagsordenen, men dét har til gengæld også fyldt i flere uger. Faktisk i stort set hele den måned, der er gået siden en ven spurgte, hvad jeg syntes om Niels Hausgaard. Grunden til spørgsmålet var, at han sad inde med to billetter til Hausgaards nye show ”Love Babe” i Fredericia d. 23. februar (det var i torsdags, hvis nogen skulle være i tvivl ;-)) og var noget i tvivl om, hvorvidt han skulle forsøge at sælge dem eller om han mon kunne nå at finde en anden, der kunne se det med ham.

”Tø hø!” som Hausgaard siger.

Dét kunne jeg da godt lige afklare for ham: Den dag kunne jeg godt… og havde det været en – stort set - hvilken som helst anden aften, havde jeg også kunnet. Jeg har nemlig set ham live før et par gange eller 3 i Sønderborg og vidste derfor, at dét var en oplevelse, der var værd at gentage.

Og jeg blev ikke skuffet.

Selvom min torsdag godt nok var mat i koderne og kom mere end langsomt fra start, blev det en rigtig god dag. Jeg havde påtaget mig at lave mad og det skulle være GOD mad, for det kræver altså kvalificeret krudt og kalorier at kunne holde ud, når Niels Hausgaard ruller sig veloplagt ud i 2 gange 1½ time. Der rækker 2 halve med ost altså bare hverken til det ene eller det andet, så den stod på kamsteg, champignonflødesovs, Hasselbackkartofler og en salat af tomat, løg og avocado.

Showet skulle begynde kl. 19.30 og da ingen af os er stedkendte i Fredericia tog vi af sted i god tid. Det var nu slet ikke noget problem, vejen fandt nærmest sig selv og vi var der i fin tid.

Jeg kom bevæbnet til tænderne med notesbog og kamera og troede, jeg kunne nå at fange bare nogle nøgle ord og et par billeder undervejs, men enten er min hukommelse gået helt tabt i demens på det punkt eller også er det bare forskelligt fra sted til sted, om der er lys tændt eller ej under showet. Her var det i hvert fald slukket på den der ”Jamen her er jo bælgmørkt, for hulen da!”-agtige måde, så jeg måtte i gang med at huske så godt jeg kunne dagen efter og se, hvor mange nøgleord, jeg kunne nå at fange, for jeg har opdaget fra f.eks. rejser, at har jeg bare lige fået fat i dét, så der det meget nemmere at huske senere hen – når man f.eks. skal blogge.

Og der VAR meget. Det kan godt være, Hausgaard er jyde og dermed ikke snakker nær så hurtigt som f.eks. københavnere – dét fik vi også lige nogle lune betragtninger over undervejs – men han kan godt nok nå vidt omkring på hen ved 3 timer.

Han havde blandt andet hugget Bruce Springsteens ”Tougher than the Rest” som i den danske version kom til at hedde "Cooler end de flest'". Dét krævede dog ledsagelse af ikke bare Signe Svendsen men også af en japansk rytmeboks, som han ikke var helt gode venner med… ikke mindst fordi den holdt et tempo, der sikkert har været noget mere ”københavnsk” end Hausgaards guitar og stemme normalt er udsat for, men det gik jo forrygende trods hans små hip til maskineriet om stabilitet og regelmæssighed.

Regeringen fik også et par hilsner med undervejs, men hvordan skulle det også kunne være anderledes. De fik ikke helt så mange eller helt så drøje hug som den tidligere regering, men som han selv meldte ud, så ville han være efter den til enhver tid siddende regering og således også denne……. Lige så snart de meldte ud, hvad det egentlig var, de ville.

Men hvor gerne jeg end ville, så er der godt nok ikke meget, jeg kan gore for at dele min oplevelse med jer, for noter og så videre til trods, så KAN Hausgaard bare ikke refereres på en givende måde. Man er bare nødt til at have været der selv.

Og det var jeg.

Heldigvis.

Jeg har dog fundet denne sang på YouTube, som han åbnede showet med:

http://www.youtube.com/watch?v=VHyqabfF3JE

Uge 7 - fastelavnsprodukter og andre fremskridt

Og så gik der endnu en uge uden, at jeg helt fik med, hvad der blev af den. Jeg fyldes med let undren hver gang – og jeg skal da hilse og sige, at det ikke er blevet spor bedre efter, jeg besluttede at skrive et ugentligt blogindlæg. Et ugentligt blogindlæg giver en ugentlig deadline og en ugentlig deadline fungerer fuldstændig som et analogt digitalur og hvis du ikke ved hvad dét er for et, så kan jeg fortælle dig, at det har et stort display, der viser timer, minutter, sekunder OG brøkdele af sekunder, der pisker af sted som en kat, der har fået færten af rejer SAMTIDIG med, at det tikker lige så højt som urværket på Rådhus-uret i København.

Og hvad blev den brugt til?

Det er kommet bag på mig i hvor høj grad, jeg skal gøre mig umage for at huske dét og det er faktisk lidt skræmmende. Jeg har ikke før været nødt til at stoppe op uge for uge og set på, hvad tiden gik med, så det er noget af en uvant øvelse. Men det er helt sikkert sundt at blive mere bevidst om, hvad min tid bliver brugt på og jeg fornemmer allerede nu, at der nok går mere tid med ikke-noget-særligt end jeg ok med og at det ville ændre sig efterhånden som jeg får et klarere billede.

Og det er nok slet ikke så tosset.

Ugens højdepunkt må siges at have været torsdag, hvor jeg havde besøg af en ven og hans unger. Jeg gik nemlig for noget tid siden fik en åbenbaring inspireret af den lokale bagers fastelavnsboller med flødeskum og det hele. Lige i det jeg så dem, vidste jeg både, at sådan nogen ville jeg også ha men jeg var også klar over, at jeg ikke havde lyst til at købe en. Den der bolledej er mig bare for kedelig. Så må jeg jo bage nogen selv, men hvem går lige i køkkenet og bager én fastelavnsbolle?? Jeg gør det ikke og spise en hel pladefuld kan jeg jo heller ikke, så jeg bad om hjælp og som de gode og trofaste venner, de er – alle 3 – så kom de altså forbi for at hjælpe.

Jeg havde sat mig for, at bollerne skulle bages af vandbakkelsesdej, men dét skulle jeg nok lige have øvet mig lidt på først, for det er mindst 7-8 år siden, jeg sidst har lavet dem og denne gang var det med en ny opskrift. Det endte med, at de 12 boller, som opskriften skulle række til blev til 7½ RET små, flade boller, der forduftede som sommerregn på solvarm asfalt længe før vi havde fået nok. Heldigvis var der råvarer nok til et hold mere, men den dej blev så flydende, at ungerne døbte det færdigbagte resultat, som jeg skar i 8 dele ”fastelavnsslice”.

Men den forsvandt også. Og det var hyggeligt, var det.

Fyldet kom til at bestå af solbærmarmelade, jordbær/rababermarmelade, krydret chokoladecreme og flødeskum og dét var smagsvarianter, der virkede. Chokoladecremen var godt nok lige fast nok, men dét har vi styr på til næste gang.

Herhjemme er der også sket fremskridt. Jeg har sorteret alle mine bøger og de har fået nye pladser – dem af dem, der var nye pladser til – for det er jo ikke alt, der er helt på plads endnu og så er den nyeste af reolerne blevet udbygget med en cd-hylde og dét har jeg nydt, for nu er det lige til at komme til den cd, jeg gerne vil høre og det er lige så nemt at få den på plads i modsætning til, da de boede i forskellige kasser under sofaen. Hemsen med mit kontor og den lange hems er der også ryddet langt bedre op på nu (Dog ikke så godt, at det er klart til at blive foreviget) og resultatet af det er, at min stakkels hjerne, der nu ikke stresser over mit rod længere, sprudler af ideer og kreativitet, så jeg skal ikke kan følge med.

Men nyde det, dét kan jeg.

:-D

Uge 6 - stening, slavearbejde og skønne hjem

Jeg synes, her sker så meget for tiden selv om jeg ikke har været så meget hjemme.

Arbejdet - slavearbejdet ;-) - er heldigvis begyndt at tage min tid igen, men timingen er jo helt gal, for nu var jeg lige så godt i gang med at give hele hytten den store store tur med både oprydning, udmugning og rundrykning. Ergo har jeg slet ikke nået alt det, jeg gerne havde villet, men det jeg har nået er ærlig talt blevet rigtig godt.


Kommoden har stået henne foran stigen til nu, men jeg blev enig med mig selv om, at kunne det bringes til at fungere, så ville det være et hit at bygge en reol mellem væggen og stigen, for så kunne jeg få mine bøger ned i stuen - eller en rigtig pæn portion af dem - og så vil det jo også være noget nemmere at rydde dem på plads igen.

Før stod de på hemsen - og man kan se et par stakke på kanten deroppe på det ene billede - men det er altså ikke nemt hverken at hente dem ned eller bringe dem op på plads igen, så jeg glæder mig som en lille vild til at få dem indenfor rækkevidde.

Jeg har hele tiden vidst, at boligbøgerne skulle ned og stå på den nederste hylde på den nye reol, men nu, hvor de står der, er jeg gået noget i stå, for hvad skal jeg ellers have herned??

Heldigvis kan jeg jo bare lade tingene være som de er for nu, for ideerne har været flinke til at melde sig i god tid, hvis jeg bare lod dem passe sig selv. Så det gør jeg.

Og så slapper jeg bare af (stener) og nyder det. Og mit nye tøj. Og i næste uge skal jeg have fastelavnsboller (i alt for store mængder) af den hjemmelavede slags. Og godt selskab.

Masser af godt selskab.

Jeg havde lige helt glemt det....

.. for det er simpelthen så længe siden, jeg har haft tid og overskud - for ikke at nævne mulighed - for at gå på skattejagt i genbrugsbutikkerne. Jeg havde endda lovet mig selv, at når jeg nu arbejdede i og havde pendlerkort til Odense, så skulle det også udnyttes til at udforske hver en lille bitte genbrugsbiks, der kunne drives op på de egne, men det er blevet ved tanken.

Tomme ord og varm luft.

Men nu er den luft godt nok ikke ret varm længere og jeg fryser så det vil noget, specielt når jeg venter på mit tog.


Og nød lærer jo som bekendt frysende kvinde at gøre noget ved det.

Fredag brugte jeg lige 10 minutter på at kigge indenfor hos KFUM og fandt støvlerne her nedenfor i det blødeste skind, der er foret med kaninpels og med en fin flet-detalje bagpå. Det geniale er naturligvis - foruden prisen - at det er en eller andens fejlkøb og at de er præcist så store, at jeg kan have en uldsål og en uldsok i dem, så de er både varme, bløde og utroligt komfortable.

Og så var de næsten pinligt billige.

Og så fandt jeg begge jakkerne her i Kolding. Den ene i skind og med pels, masser af smarte lommer og flotte stikninger hætten, der kan hives op om ørerne på mit totalt-uegnet-til-hue/pandebånd-formede hoved, når vinden bider, og den sorte i noget, der er langt lettere, som nok ikke er til polartemperaturerne, vi har for tiden, men som på den anden side af nulpunktet vil være et hit.

Nu kan kulden bare komme an. Og foråret med.

:-D

Det var en mørk og stormfuld morgen…..

….. ok, ok, måske er stormfuld et lidt for stort ord, men det blæste altså. Og mørkt var det også, da jeg kom susende i skarpt trav langs Slotssøen med retning mod banegården. Jeg var totalt fordybet i nogle fundamentale grænsende til det dybsindige overvejelser om hvordan, jeg kan sikre en bedre variation i min madpakke fremover og var nået til refleksionerne om, hvordan man kan gøre en yoghurt sundere og mere mættende med frø og kerner, da noget stort, sort og hurtigt dukkede op ad mørket.

Jeg fór sammen med et yndigt og klædeligt ”uh” af den slags, der nærmest minder om et vræl, men opdagede så, at det bare var en halvstor hund. Med øjne som sorte diamanter og ører, der flapsede af charme, når den hoppede rundt, var den kommet mig i møde for at sikre sig, at jeg ikke kom til at overse den ved en fejl.

Og dét var lykkedes. Vi havde øjenkontakt og den fik min fulde opmærksomhed, mens den dansede, hvad der må have været en ”Yes! Du har set mig”-dans med en pind i munden.

Midt i dansen traf den åbenbart en beslutning om, at vi burde lære hinanden bedre at kende, så den smed sin pind for mine fødder og så på mig med en blanding af begejstring og invitation og gik i startposition. Dét kunne jeg ikke sige nej til selv om jeg var emballeret så Michelin-manden ville have følt sig som et skelet, havde en bevægelighed som en dybfrossen industrikylling og i øvrigt skulle nå mit tog. Jeg samlede pinden op og smed den. Op imod vinden. Resultatet var, at rakethunden nåede at overhale pinden længe før, den landede… 5 meter væk.

Jeg var skuffet. Hunden var skuffet. Men imødekommende nok til at samle pinden op og bringe den tilbage til mig, så jeg kunne få revanche. Så jeg prøvede igen. Og igen, men uden at blive stort bedre. Det MÅ have været overtøjet, der gjorde det. Og modvinden.

Men jeg havde været så heldig, at jeg havde truffet en af den slags hunde, der går helt ind for, at det ikke er resultatet men indsatsen, der tæller (specielt når resultaterne er så ynkelige). Den var stadig ét stort bundt livsglæde og begejstring og jeg er ikke i tvivl om, at hvis vi mødes igen, så må jeg godt kaste en pind for den.

Heldigvis.

uge 5 - inkl. en forrygende frostrig og fabelagtig fridag

Det har været en lang og intens uge.

Mandag havde jeg fri og tirsdag aftenvagt, men så gik det også helt amok, så jeg har haft dobbeltvagt både onsdag, torsdag og fredag. Nej, hvor har det både været godt, at der igen er noget at lave og hvor har det også været hårdt at skulle starte så hårdt op igen. 33 timers arbejde plus 9 timers transport på 3 dage er ikke for svage sjæle. Det er nu gået forholdsvist ok, selv om der ikke var meget tid at forberede mig i.

Lørdag havde jeg set frem til i lang tid, for jeg skulle mødes med 2 nære veninder i Odense – de bor begge på Sjælland og i hverdagen holdes kontakten via nettet. Men det ER bare ikke det samme som øjenkontakt, snak, nærvær og god mad og vin. Det har taget tid – alt for lang tid – at finde en dag, hvor vi alle kunne, men det lykkedes til sidst og det levede helt op til forventningerne, der ellers var høje nok i forvejen.

Vejret var perfekt – om end på den iskolde side – solen skinnede og sneen funklede. Vi startede med at gå lidt rundt og ose på gågaden, men altså… det var det trods alt lige koldt nok til, så vi fandt hurtigt en cafe, hvor vi fik en god plads lige op ad radiatoren og hvor man ikke kan sige andet end, at vi blev overladt til os selv. Det tog i hvert fald sin tid, før der kom et ”forstyrrende element” med nogle menukort og han var også ”diskret nok” til at give os rigelig tid til at finde ud af, om vi ville have kaffe eller te. Men han kom tilbage og fik vores bestilling og vi fik vores varme drikke og god tid - masser af god tid - til at snakke og dét blev udnyttet i et par timer.

Så var det på tide at gå en lille tur i byen - og et smut i Eventyrhaven – før vi gik på Wok House og fik et rigtig godt bord nede bagved, hvor vi igen kunne lade snakken folde sig ud og få vinger og dét gjorde vi. Ind i mellem slog vi lige et smut forbi buffetten efter lige det, vi hver især følte mest for og pludselig var klokken så mange, at det var på tide at få overtøj på og hoppe på toget i hver sin retning.

Og havde jeg nu været lidt kvik – hvad jeg ikke var – så havde jeg taget mit kamera med og taget billeder.

Det var sent, før jeg var hjemme og i dag har den stået på arbejde igen, så jeg har slet ikke rigtig nået at fordøje alle oplevelserne og indtrykkene og alt det, vi fik snakket om. Dét skal jeg lige om lidt, når jeg har været effektiv og sat et kyllingelår med ostegratinerede grøntsager til livs.

Og så er det tidligt i seng i aften, for i næste uge er der 45 timers arbejde, der kalder.

See you on the other side…. af uge 6.

Uge 4 - Nu med billeder

Det kommer til stadighed bag på mig, hvor stor forskel mine rammer gør for min trivsel.

Men det kan de.

Stuen er færdig nu, der mangler kun at komme lidt flere bøger i reolen og siden en god ven - det er dig, Niels - i søndags hjalp mig i kælderen med den ene sofa, har jeg næsten camperet i stuen, fordi der er så hyggeligt at være.

Og så er det kommet fuldstændig bag på mig, hvor meget varme der er forsvundet op i ingenting tidligere. Som tingene står nu, har jeg kunnet gå fra at have radiatoren kørende på 3 til at sætte den på 2 og stadig have en rigtig god temperatur. Før var det bare koldt på den rigtig friske måde.




Foruden at der nu er langt mere åbenhed og plads i stuen.

Og lige om lidt er jeg også færdig med hemsen....

Det tager kun lige 4 dobbeltvagter og en søndagsvagt og en dag med en rimelig energi, så er det sidste også på plads dér.

:-D

Uge 4 - fra rimelig rodet til kæmpekaos

Ha! Så fik vi has på en uge mere.

Og hvilken uge…. Man kunne på sæt og vis sige, at det var en uge med 4 søndage i og med, at jeg kun arbejde mandag, tirsdag og onsdag og endda kun i 5 timer pr. dag. Men den slags går jo ikke ustraffet for sig, så fra næste uge er søndagene aflyst så at sige og erstattet med dage med dobbeltvagt og knokkelpukkel døgnet rundt, så hvis aviserne skriver om lediggang og nichts-tuerei, så kan I godt regne med, at det ikke er mig, de skriver om.

Men man kan jo ikke tulle rundt derhjemme i flere dage i træk helt uden at få en god ide eller to til aktivering af en selv, vel? Jeg kan ikke. Og det gjorde jeg heller ikke. Jeg fandt bare lige pludselig ud af, at jeg trængte til forandring. På den orden-i-ALLE-tingene-agtige måde.

For omkring 3 år siden gennemførte jeg flyladyprocessen, mens jeg boede i Sønderborg og fandt ud af, hvor umanerlig let og sjovt livet er og bliver, når man bare ved, hvor alting er og når det let at finde tingene frem og få dem på plads igen. Det tog omkring 2 måneder for mig og bagefter holdt det faktisk sig selv ved lige. Det var en utrolig oplevelse og som jeg sad der i min sofa og var dybt frustreret over mit rod, og fuldstændigt uforstående over, hvorfor, hvornår og hvordan alt det rod så havde sneget sig ind alle vegne, savnede jeg igen at få min orden tilbage.

Det klokkeklare svar er jo bare, at jeg for nogle år siden flyttede til Vejen og fordi der var meget lidt plads, der hvor jeg skulle hen, så smed jeg også en masse ud. Deriblandt en hel del møbler… og dermed også en masse opbevaringsmuligheder.

Tada!! Mysteriet var løst: Når man smider møblerne ud men ikke småtingene og så ender et sted, hvor der ikke er den store indbyggede opbevaringsplads, så giver det da sig selv, at det må gå galt. Lige netop clue’et i orden-i-tingene er jo, at alt har en plads og er nemt at finde frem og pakke væk igen, og det går jo hen og bliver et regnestykke, der ikke går op, for jeg HAR bare flere ting end der er pladser til her. Og det var lige der, jeg var havnet: intet var lettilgængeligt og derfor har det enormt svært ved at finde ”hjem”, når det først er fundet frem og en del havde reelt set ikke noget hjem.

Dét satte da godt nok lige gang i en kreativ proces, der blev tænkt og overvejet og fundet på så det var en fryd. For det har enorm betydning for min trivsel og mit velvære, at der er orden og ”ro” omkring mig, så det er med omgående virkning blevet forfremmet til a-opgave, at der skal bringes orden i tingene og at der skal skabes plads til de ting, jeg har.

Og det har virket!! Hele hjemmet ligner noget, der er løgn. Hvor der før var rod over alt, er det nu transformeret til tommetykt kaos i metermål. Det er overbevisende ud som om, nogen har hevet taget af huset, mens det stormede i begyndelsen af ugen og så diskret har lagt det på plads igen bagefter, da der var "luftet ud". Faktisk er det vist kun toilettet og sengen – min side af den, altså – der ikke ligger skrammel på.

Men det lysner. Kvadratcentimeter for kvadratcentimeter skal jeg nok få min vilje og det kommer ikke til at tage 2 måneder denne gang. Nu kender jeg jo heldigvis ”vejen”.

Men jeg er forfængelig i alt for høj grad til at tage billeder af det, så det må lige vente, til jeg er færdig. I stedet lægger jeg endnu et billed af en frostklar solopgang ud.

Uge 3 – Ud og se … i stillekupé.

Med flere ture om ugen til Odense har jeg rig lejlighed til at observere og betragte folk og deres rejseadfærd og noget af det, der har undret mig er hvor meget og hvordan, det kan påvirke en at sidde i en stillekupé. Fredag havde jeg aftenvagt, så jeg skulle med toget kl. halv tre. På det tidspunkt er der godt fyldt op af folk, der skal på weekend, så sætter jeg mig gerne i stillekupéen og tanker noget ro, før jeg skal være snakkeoplagt i flere timer.
I fredags kom jeg til at sidde ved siden af en dame, der sad og sov. Det passede mig fint, for jeg havde mest lyst til at læse, så jeg fandt min bog frem og slog mig ned. Damen ved min side havde sit lille bord slået ned og sin medbragte vand og en næsten tom frysepose med slik liggende. Få minutter efter vi havde sat kursen mod Middelfart meldte damen med salgsvognen sig med sin knapt så milde røst over højtaleren, hvis volumenknap lige havde fået en tand ekstra opad i hvert fald i stillekupéen. Alle, der havde sovet til da, holdt helt op med dét. Jeg gad vide om tanken er, at når der nu er så mange ører, der skal nås, så må der ekstra lyd på?? I hvert fald gik damen, hvis stemme i ikke just var mild og blid, mere end klart igennem mens hun detaljeret gennemgik det samlede varesortiment inkl. et par af de ting, hun IKKE kunne levere og rundede af med at fortælle, at der stod en folder ved vores plads, hvor vi kunne få hele salgstalen en gang mere med tekst og billeder.
Få minutter senere stod hun der og spurgte hver enkelt af os, om vi ønskede at handle?? Det ville min medrejsende gerne. Hun ville gerne have en kop varm kakao og en Ritter Sport, så det fik hun til min udelte glæde, for så måtte der vel falde så meget ro over tingene, at jeg kunne fordybe mig i Napoleonskrigende set med Tolstojs øjne.
Såvidt var vi desværre ikke endnu, for der er dem iblandt os, der jo ikke er sjuskemikler, så før hun kunne sætte sig og nyde sine lækkerier, måtte der lige ryddes op: Fryseposen med de få slikrester blev omhyggeligt foldet sammen og glattet efter et par gange og lagt på hendes bord igen. Vandflasken blev også skubbet et par cm, så den stod mere symmetrisk i for hold til et eller andet og servietterne blev anrettet så linierne flugtede mere med hinanden og lagt ved siden af de andre ting.

Så blev den varme kakao prøvesmagt og den viste sig åbenbart at være ordentligt varm. Men det findes der råd for. Man kan enten puste på den eller lade den stå nogle minutter eller man kan – hvis kakaotrangen viser sig fra sin allermest påtrængende side – slubre den i sig. Min medpassager valgte ufortrødent det sidste. Så var turen kommet til Ritter Sporten, der var med hele nødder. Pladen blev knækket på den foreskrevne facon og et mindre stykke brækket af. Det blev nydt og tygget grundigt og slugt efterfulgt af nogle få smask. De gennemtyggede nøddestykker, der nu var grundigt sønderdelt og som havde forputtet sig imellem tænderne blev omhyggeligt forsøgt suttet fri med tilhørende småsmask og der blev skyllet efter med nogle få slubrende slurke varm chokolade.

Derefter blev hele processen gentaget med de næste 8 stykker af chokoladen og afslutningsvist blev bægret foldet omhyggeligt sammen og lagt i en affaldspose af plastik, der også blev foldet sammen og lagt omhyggeligt på bordet. Derefter blev chokoladen pakket sammen og emballagen blev glattet efter indtil flere gange. Chokoladen blev lagt på bordet for blot få sekunder senere at blive flyttet over på servietterne fra den varme chokolade. Og plastikemballagen glattet efter. Derefter blev mundhulen lige skyllet efter og låget blev skruet på vandflasken med et nydelsesfyldt ”ahhh”. Og så tog hun lige et stykke chokolade mere. Og skyllede efter med et ”ahhh”.

Jeg er blevet opdraget hjemmefra med en klar og kontant regel om, at man ikke må glo, men jeg må indrømme, at det sjældent har kostet mere anstrengelse og med så elendigt et resultat at rette mig efter den. For efterhånden som den stakkels dame, gennemgik sin snackfortæring med tilhørende lydkulisse måtte jeg erkende, at jeg ikke ville komme i nærheden af hverken ørenlyd eller læsero.

Jeg var fascineret grænsende til det tryllebundne af hende og fandt det stort set umuligt ikke at sætte mig med hænderne i skødet og bare betragte hende, som hun sad der og åbenbart ikke på nogen måde kunne tilbringe 2 sekunder i ro.

Samtidig var det åbenlyst, når jeg sad og lurede så diskret på hende, som det overhovedet var mig muligt (med meget begrænset succes), at hun gjorde sig store anstrengelser for at være stille og diskret, men hun var åbenlyst hverken klar til at tage det store eller det lille stilhedsbevis. Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, jeg nogensinde har oplevet, at folk, der har forsøgt at være stille har haft succes med det. Hvisken er jo da et klart eksempel på, hvor meget mere effektivt det er, bare at få kommunikeret, hvad der skal siges kortfattet og på normal vis og så klappe kaje.

Ugen i øvrigt:

Ellers har det været en på stort set alle områder begivenhedsløs uge. Projekt cola til vand har fået et stærkere fokus end før, men nu begynder resultaterne også at vise sig: Vægten er faldet med lidt over et kg, hovedpinerne har været færre og mildere og min eksem i hovedbund og øjenbryn har både kløet mindre og begrænset sig lidt og dét har givet … vand … på tanden? Det har i hvert fald gjort det en hel del nemmere at huske at bælle de 2-3 liter pr dag, jeg gerne vil op på. Samtidig er colabehovet faldet med 1-½ liter pr dag og i går røg forbruget for første gang under ½ liter på et døgn.

Som bonus har jeg opdaget, at drikker jeg nok vand, får jeg ikke hovedpine bare fordi, jeg drikker et lille glas vin eller to. Og her skal mængdeangivelserne tages bogstaveligt ;-).

uge 2 - om bootcamps, bøger og bedre vaner.

Er det mon bare mig eller har det hersens nye år liige rigeligt fart på her fra starten?? Jeg kan ikke helt forudse, om det mon vil føre til, at vi enten er nået langt ind i 2014 før jeg er sommerklar eller om det nærmere vil gå sådan, at året er løbet totalt tør for fremdrift og energi før vi når til påske.

Jeg kan i hvert fald konstatere, at min intention om, at der skulle blogges en gang om ugen halter noget så gevaldigt bagefter.

Jeg kan ikke engang påstå, at det er mit arbejde, der tager min tid. Det ligger alt for stille det meste af tiden og så lige pludselig får jeg godkendt en vagt og må galoppere ud af døren for at fange et tog. Og godt nok har jeg hørt, at DSB skulle være RET slemme til at være for sent på den, men jeg kan ikke påstå, at de er flinke til at være bare 3 minutter bagefter køreplanen, når JEG har brug for det.

Men det sidste par år og specielt det sidste halve år har jo vist mig at på den ene eller den anden måde når det jo altid sammen alligevel, så jeg vælger at tro på, at selv om der godt nok ikke er meget at lave nu, så dukker timerne alligevel op i tide.

Imens øver jeg mig intenst – der kunne faktisk godt være noget træningslejr eller bootcamp over det – på at få mest muligt ud af en uge, hvor jeg bare ikke ved fra dag til dag, om jeg skal på arbejde eller ej. Dét er ikke en kunst, der falder mig nemt, det indrømmer jeg blankt, men jeg bliver bedre til det.

Og så læser jeg. Vejret gør hvad det kan for at give mig optimal motivation til at blive inden døre, så jeg er ved at være halvvejs igennem Leo Tolstojs ”War and Peace”. Ideen fik jeg faktisk for et par år siden, hvor jeg kom med i en læsegruppe på nettet. Gruppens formål var at få læst noget klassisk litteratur for at se, om man mon gik glip af noget væsentligt ved ikke at have læst så meget af det ”man” bør kende til, men få måneder efter, jeg var kommet med i gruppen, gik den i stå. Jeg syntes nu selv, at det var en rigtig god ide, så jeg fortsatte på egen hånd. Og jeg nyder det. Sammen med gruppen læste jeg Don Quixote og ih guder, dét var ikke min kop te. 1000 sider MEGET langhåret fortælling, der bare slet ikke appellerede til min sans for humor. Men det gav mig faktisk en hel del alligevel at sætte mig for, at jeg hver dag skulle læse 10 sider. Dét gav mig næsten lige så meget som at bære bogen ned til genbrugsboghandlen og bytte den væk.

”War and Peace” er nu en overraskende god bog, som jeg nyder at læse selv om det tager tid. Det er ikke hver dag, jeg får sat mig med den, men det er ok. Den er rigtig god at have med på togturen til og fra Odense og jeg kan jo se, at jeg gør fremskridt, så det tager ikke så lang tid, før jeg igen skal tage stilling til, hvad jeg så vil kaste mig over.

Og så har jeg – igen – sat mig for, at colaen skal droppes. Dét har jeg besluttet før – men jeg satser kraftigt på, at jeg ikke kommer til at beslutte det igen. For at slippe for den ydmygelse har jeg sat mig og lagt en plan for, hvordan jeg trinvist får faset sukkermængden ud uden flere hovedpiner end højst nødvendigt og til nu er det gået. Ikke fremragende, ikke forrygende, men det er gået. Og for hver dag går det bedre og bedre, for jeg kan mærke, at jeg gør mig selv godt med det.

Fokus lige nu er på at vænne mig til at drikke vand nok, så jeg ikke kommer til at lide af væskemangel, men på mit køleskab hænger en artikel, jeg har hevet ud af et gammelt dameblad, som klart og kortfattet forklarer, hvad der sker, når kroppen mangler vand og hvad vandet gør af gavn.

Dét har hjulpet til at holde fokus!

Så min klokkeklare forventning er, at jeg om 2 timer – plus minus et par måneder – er sukkerfri og klar til at krybe i en størrelse 36 igen.

En kop god, varmende chokolade.

Man kan sige meget om i går aftes, men den levede godt nok ikke op til mine forventninger om en aften sidste i maj.

Der var ingen lyst til at sætte mig på altanen med et glas køligt vin.

Overhovedet.

Regnen piskede jo nærmest med og her var mørkt og koldt.

Man kom helt til at tænke på efterår med kulde og blæst og nu, jeg tænkte i de baner, kom jeg også til at tænke på varm, krydret chokolade.

Dét var lige noget, jeg kunne bruge, så der var ikke langt fra tanke til handling.

Og kort tid efter stod den der: varm, krydret med muskatnød, en knivspids chili og godt med kanel.

Så var regnen, mørket og kulden til at bære igen.

Klarøjet og kvik igen

I går var første dag på arbejde efter en alt for lang juleferie og det var såmænd helt rart at være tilbage igen. Folk var også mægtigt søde og hjælpsomme og jeg slap helt for de rigtigt fæle. Sådanne aftener kan jeg godt lide.

Der var endda en dame, der - helt ufrivilligt - leverede dagens guldkorn i forbindelse med en undersøgelse for et bilfirma. Hun fortalte undervejs i interviewet, at da hun sidst havde været på værksted med bilen, havde hun ikke kunnet komme til at betale "fordi EDB-systemet var faldt ned". Heldigvis lykkedes det mig at holde latteren ude af min stemme til vi var færdige og hun havde lagt på.

Apropos ingenting, så faldt det mig ind i går, at der da er og var en helt forståelig grund til behovet for at holde søndag på en højhellig mandag: Jeg brugte jo min søndag på at knokle løs her på min hems, der så mildest talt frygtelig ud, så var i kælderen - fra 2. sal - et par gange og hente flyttekasser og kravle rundt fordi, man ikke kan stå oprejst der, mens jeg rydde op og flyttede rundt og gjorde ved.

I dag er energien også tilbage, så... jeg "kom lige til" at rydde op i hele hytten fordi, der lige trængte, så...

Måske er det søndag allerede igen i morgen??

:-D

Flad og (halv)færdig

Nøj, jeg synes i dag er op ad bakke.

Jeg er mindst lige så flad som denne lille "fætter":

... helt uden at have en fornuftig grund.

Jeg er så flad som 100 krone seddel, der er blevet strakt over 14 dage.

Min hjerne står bomstille, Det gør mine fødder også.

Sådan er nogle dage.

Også.

Jeg tror, jeg holder søndag i dag. I hvert fald indtil jeg skal på arbejde om et par timer.

Hvornår er en ekspert en ekspert??

I dag er juleferiens første dag og ih, hvor jeg glæder mig til de næste 3 uger med fri, afslapning, godt selskab og masser af nydelse.

Jeg har i øvrigt moret mig med at forarges de senere dage over denne artikel på 24.dk. Men det gør jeg nu gerne over artikler med "fif" til parforholdets vedligehold og forbedring, for det forekommer mig, at der er virkelig langt imellem de artikler og "ekspertudtalelser", som rent faktisk formidler en forståelse for de mekanismer, der er på spil og hvad der skal til for at man kan sætte sig udover dem. Ofte synes jeg, jeg savner både faglig indsigt og evne til formidling af de til tider ret komplekse dynamikker, der er på spil.

I modsætning til det vil jeg meget gerne anbefale denne bog, som jeg har læst i år. Et meget vellykket samarbejde imellem en svensk psykolog og en journalist, der giver både fagligheden i stoffet, men også i formidlingen. Bogen kan varmt anbefales.

Skt Gertrud, nu helt uden glans....

Jeg skal da nok lige love for, at glansen helt røg af Skt. Gertrud i dag. Nu har det været det smukkeste vintervejr med kulde og klarhed i lang tid, men i dag er det mørkt, blæsende og vådt. Drivende, dryppende sjaskvådt derude.

Konsekvensen må naturligvis være, at jeg forskanser mig herinde med te, levende lys, julemusik, en god bog og noget juleoppyntning.

Og så gravede jeg lige dette billede frem, som faktisk ikke er mange dage gammelt og her fra egnen.

Og så var det måske en ide med en potte gullashsuppe til middag.

God dag til jer alle.

:-D

Ind i mellem nyder jeg at sidde med en kop varm te eller noget andet nydelsesfyldt og google citater. Jeg elsker at læse og lære af, hvad andre mennesker gennem tiderne og helt andre steder i verden har lært og formuleret om livet og alle dets aspekter og erfaringer.

For tiden er det selvfølgelig julen og i dag deler jeg dette citat, som ramte mig lige i hjertet, da jeg læste det:



Den som ikke bærer julen i sit hjerte vil aldrig finde den under et træ. ~Roy L. Smith

Måtte I alle bære julen i jeres hjerter, så I rigtig kan nyde både den og alle forberedelserne til den.

Jah... det er ikke sådan, her ser ud i dag. Det kan man ikke påstå, men vejret er jo rigtig fint og senere skal vi til julemarked på Sct. Nicolai.

Det skal nok blive rigtig hyggeligt efterfulgt af glögg og æbleskiver.

Indtil videre er formiddagen gået med en meget langsom brunch med hjemmebagt brød, ost og grønstager skyllet ned med kaffe, cola - igen skår eller improviseret rengøring i dag!! - og 3 cd'er med julemusik.

Rigtig glædelig 3. søndag i advent til jer alle.