I denne uge er der kun ét emne på dagsordenen, men dét har til gengæld også fyldt i flere uger. Faktisk i stort set hele den måned, der er gået siden en ven spurgte, hvad jeg syntes om Niels Hausgaard. Grunden til spørgsmålet var, at han sad inde med to billetter til Hausgaards nye show ”Love Babe” i Fredericia d. 23. februar (det var i torsdags, hvis nogen skulle være i tvivl ;-)) og var noget i tvivl om, hvorvidt han skulle forsøge at sælge dem eller om han mon kunne nå at finde en anden, der kunne se det med ham.
”Tø hø!” som Hausgaard siger.
Dét kunne jeg da godt lige afklare for ham: Den dag kunne jeg godt… og havde det været en – stort set - hvilken som helst anden aften, havde jeg også kunnet. Jeg har nemlig set ham live før et par gange eller 3 i Sønderborg og vidste derfor, at dét var en oplevelse, der var værd at gentage.
Og jeg blev ikke skuffet.
Selvom min torsdag godt nok var mat i koderne og kom mere end langsomt fra start, blev det en rigtig god dag. Jeg havde påtaget mig at lave mad og det skulle være GOD mad, for det kræver altså kvalificeret krudt og kalorier at kunne holde ud, når Niels Hausgaard ruller sig veloplagt ud i 2 gange 1½ time. Der rækker 2 halve med ost altså bare hverken til det ene eller det andet, så den stod på kamsteg, champignonflødesovs, Hasselbackkartofler og en salat af tomat, løg og avocado.
Showet skulle begynde kl. 19.30 og da ingen af os er stedkendte i Fredericia tog vi af sted i god tid. Det var nu slet ikke noget problem, vejen fandt nærmest sig selv og vi var der i fin tid.
Jeg kom bevæbnet til tænderne med notesbog og kamera og troede, jeg kunne nå at fange bare nogle nøgle ord og et par billeder undervejs, men enten er min hukommelse gået helt tabt i demens på det punkt eller også er det bare forskelligt fra sted til sted, om der er lys tændt eller ej under showet. Her var det i hvert fald slukket på den der ”Jamen her er jo bælgmørkt, for hulen da!”-agtige måde, så jeg måtte i gang med at huske så godt jeg kunne dagen efter og se, hvor mange nøgleord, jeg kunne nå at fange, for jeg har opdaget fra f.eks. rejser, at har jeg bare lige fået fat i dét, så der det meget nemmere at huske senere hen – når man f.eks. skal blogge.
Og der VAR meget. Det kan godt være, Hausgaard er jyde og dermed ikke snakker nær så hurtigt som f.eks. københavnere – dét fik vi også lige nogle lune betragtninger over undervejs – men han kan godt nok nå vidt omkring på hen ved 3 timer.
Han havde blandt andet hugget Bruce Springsteens ”Tougher than the Rest” som i den danske version kom til at hedde "Cooler end de flest'". Dét krævede dog ledsagelse af ikke bare Signe Svendsen men også af en japansk rytmeboks, som han ikke var helt gode venner med… ikke mindst fordi den holdt et tempo, der sikkert har været noget mere ”københavnsk” end Hausgaards guitar og stemme normalt er udsat for, men det gik jo forrygende trods hans små hip til maskineriet om stabilitet og regelmæssighed.
Regeringen fik også et par hilsner med undervejs, men hvordan skulle det også kunne være anderledes. De fik ikke helt så mange eller helt så drøje hug som den tidligere regering, men som han selv meldte ud, så ville han være efter den til enhver tid siddende regering og således også denne……. Lige så snart de meldte ud, hvad det egentlig var, de ville.
Men hvor gerne jeg end ville, så er der godt nok ikke meget, jeg kan gore for at dele min oplevelse med jer, for noter og så videre til trods, så KAN Hausgaard bare ikke refereres på en givende måde. Man er bare nødt til at have været der selv.
Og det var jeg.
Heldigvis.
Jeg har dog fundet denne sang på YouTube, som han åbnede showet med:
http://www.youtube.com/watch?v=VHyqabfF3JE
søndag, februar 26
onsdag, februar 22
Rusland revisited - marts 2009 - kapitel 3
I modsætning til mandag morgen, vågner jeg og har et helt klart og udhvilet hoved. Jeg har sovet enormt godt trods det, at jeg har delt seng med både min mor og min datter. Vi må have lignet Rip, Rap og Rup, som vi lå der på rad og række, men der har forhåbentligt ikke være nogen her og kigge i nattens løb.
Der skal lidt effektivitet på fra morgenstunden, vi har en aftale med Hazels far, der har været i byen i nogle dage pga. nogle møder og som sammen med sin russiske kæreste skal hjem til Wien med fly. Han syntes nu, at det kunne være så hyggeligt at mødes, at han kommer og spiser morgenmad med os på hotellet. Det er åbenlyst vores unge glæder sig. De har godt nok tilbragt noget tid sammen tidligere, hvor de blandt andet har spist ude på hans fødselsdag om fredagen, men det er første gang, han og mor ser hinanden siden Hazels konfirmation for 10 år siden.
Jeg har ikke haft glæde af morgenbuffeten før, men den er godt nok imponerende: Der er både røget laks og ørred – tror jeg, det er – der er noget, der ligner vores marinerede sild, der er forskellige slags pølsepålæg, der er masser frisk frugt, et pænt udvalg af cerealier med både müesli, cornflakes og noget choko-noget, der burde kunne få et hver barns øjne til at lyse op. Der er også masser af forskelligt brød, croissanter (dem kan jeg nu ikke anbefale, de er godt nok kedelige), marmelader, honning, noget, de kalder Nutella, men det er vist en russisk hjemmelavet udgave, der i øvrigt smager fint på pandekagerne. Der er æg i forskellige udgaver, bacon, pølser, ovnbagte tomater med oregano og smeltet ost på, rösti og henne i hjørnet står en kok og laver æggekage på bestilling. Og så er der selvfølgelig både te i 16 udgaver, juice og vand med og uden brus. Kaffen bliver bragt rundt til bordene og skænket for en af personalet, så der mangler godt nok ikke noget her.
Der kører endda en muzak-cd i baggrunden, hvis man er til den slags. Er man det ikke, kører den alligevel.
Da vi har spist og spist og spist og snakket og snakket med Hazels far, har jeg sat mig for, at jeg skal på internettet. Jeg har lovet niecen hjemme at tjekke min mail jævnligt. Hun bøvler lidt med nogle ting for tiden, og hun har af og til at brug for en ’klog moster’ til at hente feedback hos. Hotellet skal have 430 rubler for en time (ca. 80 kr), så vi køber to 1-times kort og bliver enige om at dele dem imellem os 3.
Bagefter tager vi indtil Den røde Plads.
Det kommer til at tage resten af dagen at se både den og Vasilij-katedralen, der byder på udfordringer i form af en trappe med så høje trin, at mors ben siger ’Njet!!’. Hun vender om efter at have givet mig sit kamera, så jeg kan tage billeder til hende. Hazel hvisker noget om, at man vist ikke må fotografere her, men omkring os står der 2-4 andre, der knipser løs til trods for, at der henne i hjørnet sidder en dame ved et lille bord. Hun ser ikke ud til at lave noget som helst andet end at skutte sig, men kigger man nærmere efter, så ligger der et tykt tæppe over bordet og nedenunder står en lille el varmer. Det kan dog sagtens være, at den rent faktisk har fridag og at tæppet er der for at holde apparatet varmt, for hun ser ikke ret varm ud set med mine øjne.
Det er nu ret smart med det kamera, jeg har fået raget til mig, for der er en del gange og hjørner i katedralen, der er totalt mørklagt, så man ikke kan se en disse af de kalkmalerier (?), der er på væggene. Men jeg kan jo bare tage et foto med blitz, så får jeg også set dét. Vi løber undervejs ind i et kapel med en hel masse ikoner. Der er sat plexiglas for døren, så man kan ikke gå derind, men jeg har sat mig for, at vi skal have et billede med til mor, der er meget kunstinteresseret. Jeg må op og stå på det øverste trin af den lille trappe, der fører derind. Der er ca. 20*40 cm, jeg kan stå på, men når jeg holder kameraet, så jeg får et godt motiv, vil det blive ødelagt at lysets spejling i glasset, så der ikke kommer noget med på billedet. Hazel viser mig, hvor jeg slukker for blitzen, hvilket hjælper, men godt bliver det ikke. Hazel må op og stå bag mig på de få cm, der er tilovers, så hun kan skygge for lyset med hånden, mens jeg tager billedet. Det kommer der noget yndigt klamren-sig-til-hinanden-for-at-holde-balancen ud af, men vi får vores billede, så who cares?
Det er ved at være tid til frokost, så vi begiver os mod en italiensk snask, Hazel kender til. Undervejs falder vi nu lidt i svime over en nøgen busk, der er totalt gemt i små spurve, der er i gang med noget samtaleterapi. Der bliver godt nok pippet på flydende russisk og jeg har indtryk af, at der ikke er nogen af dem, der brænder inde med noget. Alt bliver delt og gerne i næbbet på hinanden! Samtidig sidder de alle og ligner små fjerkugler, fordi de har pustet sig op i kulden. Vi smelter lige på stedet og de bliver (også) knipset. Grundigt!
Bagefter er det oplagt at se Okhotny Rijad. Et shoppingcenter i 3 etager, der ligger under jorden. Det slår mig, at det er meget forskelligt fra et dansk shoppingcenter, for her er ikke meget andet en tøj, tilbehør, tøj, smykker, tøj, tasker og mere tøj. Jo, der var også en L’Occitane-butik, men alt er fokuseret på udseende, mode og stil. Kvinderne (under 30) herovre er også enormt flotte. Der er lagt store anstrengelser i sammensætning af tøj, tasker og tilbehør og der er åbenlyst også brugt meget tid og mange kræfter på hår og makeup. Der er simpelthen ikke et eneste par hængerøvsbukser her og der er heller ikke mange, der vejer mere end de burde.
Det er godt, jeg hverken har penge til rådighed eller plads i bagagen, for jeg kunne sagtens være gået helt overbord i indkøb af tasker og støvler herovre. Og vinterovertøj også. Her er et væld af flotte jakker enten i pels eller med pelsbesætning og her ser det fuldstændig naturligt ud. Jeg er lidt grøn af misundelse, men kun lidt!!!
Den nederste etage i centret er udelukkende spisesteder i form af boder og cafeer og vi slutter af med en is. Mor har et eller andet sted fra, at den russiske is skulle være noget særligt, så det skal prøves og så har de mint-is. Det har jeg ikke fået siden Carte D’or tog deres af markedet (hvilket jeg stadig er noget traumatiseret over), så det er da dét, jeg skal have. Øj, den er god. Heldigvis er prisen også noget nær danske iskuglepriser, så jeg slipper med den ene oplevelse og kan i dag stadig passe mine bukser. Det vælger jeg at synes, er det vigtigste. Jeg kunne ellers snildt have snuppet et par kugler eller 3 pr dag herovre.
Det er på tide at gå hver til sit. Hazel har noget forberedelse til sine timer dagen efter og vi to gamle er ret brugte nu, så vi tager metroen hjem. Mens jeg sidder og suger det hele til mig i toget, opdager jeg, at der i den russiske svada, der kommer fra højtalerne hver gang toget sætter i gang og kort før det stopper, annonceres, hvor vi har været og hvor vi stopper næste gang. Aj, hvor jeg føler mig sej!! Og så er det en lettelse, at jeg ikke behøver holde styr på stationerne på kortet mere. De er nu også holdt op med at være den store udfordring, for jeg er ved at have så godt styr på de russiske navne på hver station, at jeg både kan læse dem og også er ved at kunne huske rækkefølgen på en del af dem.
Lidt russer er man vel altid…. ;-)
Vi tanker lidt madvarer op i ’vores’ lokale supermarked og mor foreslår, at vi også tjekker den russiske cognac ud. Den er jeg med på og heldigvis for dét, det er nemlig slet ikke nogen dårlig cognac, vi fik fat i til trods for, at vi valgte en ret billig en. Aftenen går med at hygge med lidt at spise, småsludder om vores oplevelser og jeg finder også lejlighed til at læse et kapitel eller to i den roman, jeg har slæbt med, før Ole Lukøje kræver min fulde opmærksomhed.
Der skal lidt effektivitet på fra morgenstunden, vi har en aftale med Hazels far, der har været i byen i nogle dage pga. nogle møder og som sammen med sin russiske kæreste skal hjem til Wien med fly. Han syntes nu, at det kunne være så hyggeligt at mødes, at han kommer og spiser morgenmad med os på hotellet. Det er åbenlyst vores unge glæder sig. De har godt nok tilbragt noget tid sammen tidligere, hvor de blandt andet har spist ude på hans fødselsdag om fredagen, men det er første gang, han og mor ser hinanden siden Hazels konfirmation for 10 år siden.
Jeg har ikke haft glæde af morgenbuffeten før, men den er godt nok imponerende: Der er både røget laks og ørred – tror jeg, det er – der er noget, der ligner vores marinerede sild, der er forskellige slags pølsepålæg, der er masser frisk frugt, et pænt udvalg af cerealier med både müesli, cornflakes og noget choko-noget, der burde kunne få et hver barns øjne til at lyse op. Der er også masser af forskelligt brød, croissanter (dem kan jeg nu ikke anbefale, de er godt nok kedelige), marmelader, honning, noget, de kalder Nutella, men det er vist en russisk hjemmelavet udgave, der i øvrigt smager fint på pandekagerne. Der er æg i forskellige udgaver, bacon, pølser, ovnbagte tomater med oregano og smeltet ost på, rösti og henne i hjørnet står en kok og laver æggekage på bestilling. Og så er der selvfølgelig både te i 16 udgaver, juice og vand med og uden brus. Kaffen bliver bragt rundt til bordene og skænket for en af personalet, så der mangler godt nok ikke noget her.
Der kører endda en muzak-cd i baggrunden, hvis man er til den slags. Er man det ikke, kører den alligevel.
Da vi har spist og spist og spist og snakket og snakket med Hazels far, har jeg sat mig for, at jeg skal på internettet. Jeg har lovet niecen hjemme at tjekke min mail jævnligt. Hun bøvler lidt med nogle ting for tiden, og hun har af og til at brug for en ’klog moster’ til at hente feedback hos. Hotellet skal have 430 rubler for en time (ca. 80 kr), så vi køber to 1-times kort og bliver enige om at dele dem imellem os 3.
Bagefter tager vi indtil Den røde Plads.
Det kommer til at tage resten af dagen at se både den og Vasilij-katedralen, der byder på udfordringer i form af en trappe med så høje trin, at mors ben siger ’Njet!!’. Hun vender om efter at have givet mig sit kamera, så jeg kan tage billeder til hende. Hazel hvisker noget om, at man vist ikke må fotografere her, men omkring os står der 2-4 andre, der knipser løs til trods for, at der henne i hjørnet sidder en dame ved et lille bord. Hun ser ikke ud til at lave noget som helst andet end at skutte sig, men kigger man nærmere efter, så ligger der et tykt tæppe over bordet og nedenunder står en lille el varmer. Det kan dog sagtens være, at den rent faktisk har fridag og at tæppet er der for at holde apparatet varmt, for hun ser ikke ret varm ud set med mine øjne.
Det er nu ret smart med det kamera, jeg har fået raget til mig, for der er en del gange og hjørner i katedralen, der er totalt mørklagt, så man ikke kan se en disse af de kalkmalerier (?), der er på væggene. Men jeg kan jo bare tage et foto med blitz, så får jeg også set dét. Vi løber undervejs ind i et kapel med en hel masse ikoner. Der er sat plexiglas for døren, så man kan ikke gå derind, men jeg har sat mig for, at vi skal have et billede med til mor, der er meget kunstinteresseret. Jeg må op og stå på det øverste trin af den lille trappe, der fører derind. Der er ca. 20*40 cm, jeg kan stå på, men når jeg holder kameraet, så jeg får et godt motiv, vil det blive ødelagt at lysets spejling i glasset, så der ikke kommer noget med på billedet. Hazel viser mig, hvor jeg slukker for blitzen, hvilket hjælper, men godt bliver det ikke. Hazel må op og stå bag mig på de få cm, der er tilovers, så hun kan skygge for lyset med hånden, mens jeg tager billedet. Det kommer der noget yndigt klamren-sig-til-hinanden-for-at-holde-balancen ud af, men vi får vores billede, så who cares?
Det er ved at være tid til frokost, så vi begiver os mod en italiensk snask, Hazel kender til. Undervejs falder vi nu lidt i svime over en nøgen busk, der er totalt gemt i små spurve, der er i gang med noget samtaleterapi. Der bliver godt nok pippet på flydende russisk og jeg har indtryk af, at der ikke er nogen af dem, der brænder inde med noget. Alt bliver delt og gerne i næbbet på hinanden! Samtidig sidder de alle og ligner små fjerkugler, fordi de har pustet sig op i kulden. Vi smelter lige på stedet og de bliver (også) knipset. Grundigt!
Bagefter er det oplagt at se Okhotny Rijad. Et shoppingcenter i 3 etager, der ligger under jorden. Det slår mig, at det er meget forskelligt fra et dansk shoppingcenter, for her er ikke meget andet en tøj, tilbehør, tøj, smykker, tøj, tasker og mere tøj. Jo, der var også en L’Occitane-butik, men alt er fokuseret på udseende, mode og stil. Kvinderne (under 30) herovre er også enormt flotte. Der er lagt store anstrengelser i sammensætning af tøj, tasker og tilbehør og der er åbenlyst også brugt meget tid og mange kræfter på hår og makeup. Der er simpelthen ikke et eneste par hængerøvsbukser her og der er heller ikke mange, der vejer mere end de burde.Det er godt, jeg hverken har penge til rådighed eller plads i bagagen, for jeg kunne sagtens være gået helt overbord i indkøb af tasker og støvler herovre. Og vinterovertøj også. Her er et væld af flotte jakker enten i pels eller med pelsbesætning og her ser det fuldstændig naturligt ud. Jeg er lidt grøn af misundelse, men kun lidt!!!
Den nederste etage i centret er udelukkende spisesteder i form af boder og cafeer og vi slutter af med en is. Mor har et eller andet sted fra, at den russiske is skulle være noget særligt, så det skal prøves og så har de mint-is. Det har jeg ikke fået siden Carte D’or tog deres af markedet (hvilket jeg stadig er noget traumatiseret over), så det er da dét, jeg skal have. Øj, den er god. Heldigvis er prisen også noget nær danske iskuglepriser, så jeg slipper med den ene oplevelse og kan i dag stadig passe mine bukser. Det vælger jeg at synes, er det vigtigste. Jeg kunne ellers snildt have snuppet et par kugler eller 3 pr dag herovre.
Det er på tide at gå hver til sit. Hazel har noget forberedelse til sine timer dagen efter og vi to gamle er ret brugte nu, så vi tager metroen hjem. Mens jeg sidder og suger det hele til mig i toget, opdager jeg, at der i den russiske svada, der kommer fra højtalerne hver gang toget sætter i gang og kort før det stopper, annonceres, hvor vi har været og hvor vi stopper næste gang. Aj, hvor jeg føler mig sej!! Og så er det en lettelse, at jeg ikke behøver holde styr på stationerne på kortet mere. De er nu også holdt op med at være den store udfordring, for jeg er ved at have så godt styr på de russiske navne på hver station, at jeg både kan læse dem og også er ved at kunne huske rækkefølgen på en del af dem.
Lidt russer er man vel altid…. ;-)
Vi tanker lidt madvarer op i ’vores’ lokale supermarked og mor foreslår, at vi også tjekker den russiske cognac ud. Den er jeg med på og heldigvis for dét, det er nemlig slet ikke nogen dårlig cognac, vi fik fat i til trods for, at vi valgte en ret billig en. Aftenen går med at hygge med lidt at spise, småsludder om vores oplevelser og jeg finder også lejlighed til at læse et kapitel eller to i den roman, jeg har slæbt med, før Ole Lukøje kræver min fulde opmærksomhed.
søndag, februar 19
Uge 7 - fastelavnsprodukter og andre fremskridt
Og så gik der endnu en uge uden, at jeg helt fik med, hvad der blev af den. Jeg fyldes med let undren hver gang – og jeg skal da hilse og sige, at det ikke er blevet spor bedre efter, jeg besluttede at skrive et ugentligt blogindlæg. Et ugentligt blogindlæg giver en ugentlig deadline og en ugentlig deadline fungerer fuldstændig som et analogt digitalur og hvis du ikke ved hvad dét er for et, så kan jeg fortælle dig, at det har et stort display, der viser timer, minutter, sekunder OG brøkdele af sekunder, der pisker af sted som en kat, der har fået færten af rejer SAMTIDIG med, at det tikker lige så højt som urværket på Rådhus-uret i København.
Og hvad blev den brugt til?
Det er kommet bag på mig i hvor høj grad, jeg skal gøre mig umage for at huske dét og det er faktisk lidt skræmmende. Jeg har ikke før været nødt til at stoppe op uge for uge og set på, hvad tiden gik med, så det er noget af en uvant øvelse. Men det er helt sikkert sundt at blive mere bevidst om, hvad min tid bliver brugt på og jeg fornemmer allerede nu, at der nok går mere tid med ikke-noget-særligt end jeg ok med og at det ville ændre sig efterhånden som jeg får et klarere billede.
Og det er nok slet ikke så tosset.
Ugens højdepunkt må siges at have været torsdag, hvor jeg havde besøg af en ven og hans unger. Jeg gik nemlig for noget tid siden fik en åbenbaring inspireret af den lokale bagers fastelavnsboller med flødeskum og det hele. Lige i det jeg så dem, vidste jeg både, at sådan nogen ville jeg også ha men jeg var også klar over, at jeg ikke havde lyst til at købe en. Den der bolledej er mig bare for kedelig. Så må jeg jo bage nogen selv, men hvem går lige i køkkenet og bager én fastelavnsbolle?? Jeg gør det ikke og spise en hel pladefuld kan jeg jo heller ikke, så jeg bad om hjælp og som de gode og trofaste venner, de er – alle 3 – så kom de altså forbi for at hjælpe.
Jeg havde sat mig for, at bollerne skulle bages af vandbakkelsesdej, men dét skulle jeg nok lige have øvet mig lidt på først, for det er mindst 7-8 år siden, jeg sidst har lavet dem og denne gang var det med en ny opskrift. Det endte med, at de 12 boller, som opskriften skulle række til blev til 7½ RET små, flade boller, der forduftede som sommerregn på solvarm asfalt længe før vi havde fået nok. Heldigvis var der råvarer nok til et hold mere, men den dej blev så flydende, at ungerne døbte det færdigbagte resultat, som jeg skar i 8 dele ”fastelavnsslice”.
Men den forsvandt også. Og det var hyggeligt, var det.
Fyldet kom til at bestå af solbærmarmelade, jordbær/rababermarmelade, krydret chokoladecreme og flødeskum og dét var smagsvarianter, der virkede. Chokoladecremen var godt nok lige fast nok, men dét har vi styr på til næste gang.
Herhjemme er der også sket fremskridt. Jeg har sorteret alle mine bøger og de har fået nye pladser – dem af dem, der var nye pladser til – for det er jo ikke alt, der er helt på plads endnu og så er den nyeste af reolerne blevet udbygget med en cd-hylde og dét har jeg nydt, for nu er det lige til at komme til den cd, jeg gerne vil høre og det er lige så nemt at få den på plads i modsætning til, da de boede i forskellige kasser under sofaen. Hemsen med mit kontor og den lange hems er der også ryddet langt bedre op på nu (Dog ikke så godt, at det er klart til at blive foreviget) og resultatet af det er, at min stakkels hjerne, der nu ikke stresser over mit rod længere, sprudler af ideer og kreativitet, så jeg skal ikke kan følge med.
Men nyde det, dét kan jeg.
:-D
Og hvad blev den brugt til?
Det er kommet bag på mig i hvor høj grad, jeg skal gøre mig umage for at huske dét og det er faktisk lidt skræmmende. Jeg har ikke før været nødt til at stoppe op uge for uge og set på, hvad tiden gik med, så det er noget af en uvant øvelse. Men det er helt sikkert sundt at blive mere bevidst om, hvad min tid bliver brugt på og jeg fornemmer allerede nu, at der nok går mere tid med ikke-noget-særligt end jeg ok med og at det ville ændre sig efterhånden som jeg får et klarere billede.
Og det er nok slet ikke så tosset.
Ugens højdepunkt må siges at have været torsdag, hvor jeg havde besøg af en ven og hans unger. Jeg gik nemlig for noget tid siden fik en åbenbaring inspireret af den lokale bagers fastelavnsboller med flødeskum og det hele. Lige i det jeg så dem, vidste jeg både, at sådan nogen ville jeg også ha men jeg var også klar over, at jeg ikke havde lyst til at købe en. Den der bolledej er mig bare for kedelig. Så må jeg jo bage nogen selv, men hvem går lige i køkkenet og bager én fastelavnsbolle?? Jeg gør det ikke og spise en hel pladefuld kan jeg jo heller ikke, så jeg bad om hjælp og som de gode og trofaste venner, de er – alle 3 – så kom de altså forbi for at hjælpe.
Jeg havde sat mig for, at bollerne skulle bages af vandbakkelsesdej, men dét skulle jeg nok lige have øvet mig lidt på først, for det er mindst 7-8 år siden, jeg sidst har lavet dem og denne gang var det med en ny opskrift. Det endte med, at de 12 boller, som opskriften skulle række til blev til 7½ RET små, flade boller, der forduftede som sommerregn på solvarm asfalt længe før vi havde fået nok. Heldigvis var der råvarer nok til et hold mere, men den dej blev så flydende, at ungerne døbte det færdigbagte resultat, som jeg skar i 8 dele ”fastelavnsslice”.
Men den forsvandt også. Og det var hyggeligt, var det.
Fyldet kom til at bestå af solbærmarmelade, jordbær/rababermarmelade, krydret chokoladecreme og flødeskum og dét var smagsvarianter, der virkede. Chokoladecremen var godt nok lige fast nok, men dét har vi styr på til næste gang.
Herhjemme er der også sket fremskridt. Jeg har sorteret alle mine bøger og de har fået nye pladser – dem af dem, der var nye pladser til – for det er jo ikke alt, der er helt på plads endnu og så er den nyeste af reolerne blevet udbygget med en cd-hylde og dét har jeg nydt, for nu er det lige til at komme til den cd, jeg gerne vil høre og det er lige så nemt at få den på plads i modsætning til, da de boede i forskellige kasser under sofaen. Hemsen med mit kontor og den lange hems er der også ryddet langt bedre op på nu (Dog ikke så godt, at det er klart til at blive foreviget) og resultatet af det er, at min stakkels hjerne, der nu ikke stresser over mit rod længere, sprudler af ideer og kreativitet, så jeg skal ikke kan følge med.
Men nyde det, dét kan jeg.
:-D
onsdag, februar 15
Rusland revisited - marts 2009 - kapitel 2
Mandag vågnede jeg med en dum og vedholdende migræne. Morgenbuffeten blev serveret mellem 7:30 og 10, men jeg skulle ingen steder, så mor blev sendt af sted alene og jeg vedtog, at fik jeg brug for noget at spise, så var der jo både brød og ost fra dagen før. Desværre var der ikke noget køleskab på værelset, men vi havde valgt at lægge det i vindueskarmen helt ude ved ruden, hvor der var ret køligt. Samtidig havde vi sovet med vinduet åbent, for radiatoren var lige til at spejle æg på og der var ingen termostat, hvilket åbenbart er meget normalt. I Rusland har man tændt for varmen eller også har man ikke. Vi udnævnte derfor vinduet til radiatortermostat og satte det på krog hele natten. Det har sikkert bidraget gevaldigt til drivhuseffekten, men vi havde en aftale med Hazel, vi kun kunne overholde, hvis vi gjorde en indsats for at overleve natten uden sprød svær.
Ved 11 tiden var jeg relativt klar til at stå op, jeg tog et brusebad i det utroligt lækre badeværelse og gjorde mig klar, fik lidt at spise og nuslede lidt rundt i ren og skær ineffektivitet, så pludselig var klokken 13. Vi skulle mødes kl. 14:30 på den metrostation, der ligger ved universitetet (kaldet MGU) og vi var enige om, at vi hellere måtte komme af sted i rimelig tid – ikke at vi havde en kinamands chance for at bedømme, hvad ’rimelig tid’ kunne være, men vi gættede på, at det måtte være sådan cirka nu – så vi forlod hotellet og satte næsen mod metroen, som vi havde spurgt receptionen om vej til. Jeg tror sørme, de havde fået byttet rundt på venstre og højre, men der gik lige et par dage, før vi opdagede det, for man kunne også kommer der til med ’venstre-anvisningerne’, det var bare lidt af en bøvlet omvej.
I metroen skulle vi lige have et par billetter, så vi fandt en billetluge og bad på nydeligt skoleengelsk om et par billetter til ’Universitet’ (heldigt at den station hedder noget, der er så tæt på dansk). Billetdamen havde to udgaver: en til 22 rubler (4,50 kr.) og en til det dobbelte. Hun ville gerne vide, hvilken slags, vi ønskede – eller rettere sagt: det forestiller jeg mig, at hun gerne ville vide, hun kunne nemlig også kun russisk – vi forsøgte at forklare, at vi skulle ud til ’Universitet’…. Det kørte lidt i ring for os, det indrømmer jeg. Til sidst vedtog mor og jeg, at vi tog dem til 44 rubler, så burde vi være dækket ind. Vi var klar over, at der ikke var noget med zoner i den russiske metro, men kunne ikke gætte, hvad det mon så var, der var forskellen, men det måtte Hazel kunne hjælpe os med.
Havde vi syntes, at det var kompliceret at købe billetter, blev vi ret hurtigt klogere: Det var da det nemmeste af det. Jeg lagde flot ud med at gå ind ad udgangen fra metroen, jeg kunne nu se, at der var mange mennesker dernede og at der ikke var nogen som helst, hvor jeg var, så jeg gættede, at jeg nok var på afveje og vendte om. Et par dage senere opdagede jeg et fint skilt på døren derind, hvor der var en mand med en rød streg over foruden noget tekst, der fortalte, at det ikke var en indgang, men så vidt var jeg altså ikke endnu, at jeg fik dét med.
Vi fandt indgangen og røg lige ud i noget gris med at forsøge at komme igennem billetkontrollen. I England er der en revne, man kører billetten igennem, men her er der en stor gul prik, man skal lægge kortet ovenpå. Da vi havde kvajet nok rundt uden at gætte rigtigt, var der en ung mand, der, mens han snakkede flydende russisk i mobil, fik vist os, hvordan man gør og vupti, så var vi igennem.
Rulletrapperne fik vi ikke lavet rod ud af, dem kunne vi godt finde ud af at komme nedad uden problemer.
På perronen er der masser af skiltning. På russisk. Da vi havde lignet et par udenlandske spørgsmålstegn på udflugt, var der en sød dame, der spurgte, om vi havde problemer. Heldigt at ’problem’ er så international en ordstamme!! Mor viste hende undergrundskortet over alle stationerne og pegede på den, vi skulle til, mens hun forklarede på engelsk. Den venlige russiske dame spurgte, om vi talte tysk. Så var jeg jo nødt til at indrømme, at jeg kunne ’ein wenig deutsch’, og selv om jeg ikke er stolt af mit tyske, lykkedes det mig at forklare hende, hvor vi skulle hen og hun fik vha. 4 tyske ord forklaret os, hvilket tog, vi skulle på.
Jeg undrede mig lidt, for hun var den 2. russer, der hellere ville tale tysk end engelsk. Taxachaufføren, der havde kørt os fra lufthavnen til hotellet aftenen før, havde også foretrukket tysk og de skulle ikke blive de eneste. Jeg fik nu hurtigt forståelsen af, at i Rusland er det tyske, jeg kan ikke ’ein wenig’ men snarere ’eine ganz kolossale Menge’, så jeg gik over til bare at sige ’Ja’, når de spurgte, om vi kunne tysk.
I metrotoget fik vi raget et par pladser til os lige overfor det kort på væggen, der skematisk viste de forskellige linier og stationer. Mor havde en mindre udgave fra en brochure, hun havde fundet på hotellet, så vi satte os hver især til at tælle stationer til vi skulle skifte til rød linie. Jeg talte forkert undervejs og det kom der en ret desperat diskussion ud af, som endte med at mor spurgte sin sidemand om vej. Hun skulle heldigvis også skifte til rød og endda lidt længere ud end vi skulle, så hun viste med tegn og fagter, at vi bare skulle følge hende. Dét gjorde vi og gudskelov for dét. Rød, grøn og blå linie løber nemlig sammen, der hvor vi skulle skifte, men de hedder bare ikke det samme og tæller som 3 forskellige stationer. Hun førte os op ad trapper, rundt om hjørner og hen ad gange, vi ikke anede, var der og ned ad trapper og rundt om et par hjørner mere og hen til et andet metrotog, som hun gennede os ind i. Prøv lige at gætte, hvem der følte sig som et par bonderøve, der var kommet ind med 4 toget???
Kort før vores station fik hun givet os tegn til, at nu skulle vi gøre os klar til at stå af. Som et par små rollinger lettede vi måsen og gjorde som vi fik besked på og sådan nåede vi derhen, hvor vi skulle møde Hazel.
Nu var spændingen over snart at skulle se hende godt nok ved at have fået et rimeligt tag i mig, for jeg havde savnet min møgunge og glædede mig til at se hende igen, men der var stadig ca. 30 minutter til vi skulle mødes og der var ikke just ’forår i Paris’ i luften. Jeg havde taget mine varmeste skiluffer med og de var lige tilpas, hvor de ofte er for varme i den danske vinter.
Kort efter dukkede Hazel op og der var knus og kram og glæde hele linien rundt. Vi var belæsset med bøger, tøj og ½ ton lakrids, som jo ikke kan fås derovre. I hvert fald ikke dem med salt eller salmiak og som dansker overlever man jo ikke 4 måneder udenlands uden.
Vi fandt en cafe, hvor vi kunne få lidt at spise og drikke. Det første, jeg faldt over, var et ungt par, der sad med tungerne nede i halsen på hinanden. Nej nej, ikke inde i munden på hinanden, helt nede i halsen. Det viste sig at være helt normalt på de kanter. Alternativt kan man vise sine varme følelser ved – også offentligt - at rense ører på hinanden med tungen, men så meget kan jeg ikke forestille mig, at jeg kunne forelske sig i et andet menneske…..
Bestillingen foregik på den måde, at vi fik et menukort, fik Hazel til at oversætte for os, så valgte vi det, vi ville have, hvorpå hun oversatte det for den flinke russiske ansatte, der så kunne fortælle os om det var ”da” eller ”njet”. Så måtte vi lige processen igennem igen.
Jeg endte med at få cola og pletvist lunken og kold Quiche Lorraine, Hazel bestilte cola og blinier med noget i og mor valgte blinier med kødfyld og en øl. Blinierne med kød var ok, men øl var ”njet”, hun kunne få alkoholfri øl. Det accepterede hun og så iste det sig efter noget tid med venten, at det alkoholfrie øl også var uden øl. Hun fik i hvert fald ingenting. Hun endte dog med at få et glas hvidvin, så hun gik ikke helt tørstig derfra.
Efter at have fået lidt i maven, gik vi over på universitetet, hvor Hazel kunne efterlade sine ting på værelset. Mor havde fundet kameraet frem og skulle partout knipse os både forfra og bagfra, så det kom der nogle ’interessante’ billeder ud af, jeg var nemlig ikke helt i topmodel-humør.
Hjemme på hotellet, som Hazel var meget benovet over specielt sammenlignet med hendes kollegieværelse, fløj det sidste af dagen af sted. Vi valgte at spise i hotellets ’italienske’ restaurant, hvilket var fint og så vedtog vi, at Hazel skulle blive og overnatte. Der var ingen af os, der følte for at gå hver til sit.
Ved 11 tiden var jeg relativt klar til at stå op, jeg tog et brusebad i det utroligt lækre badeværelse og gjorde mig klar, fik lidt at spise og nuslede lidt rundt i ren og skær ineffektivitet, så pludselig var klokken 13. Vi skulle mødes kl. 14:30 på den metrostation, der ligger ved universitetet (kaldet MGU) og vi var enige om, at vi hellere måtte komme af sted i rimelig tid – ikke at vi havde en kinamands chance for at bedømme, hvad ’rimelig tid’ kunne være, men vi gættede på, at det måtte være sådan cirka nu – så vi forlod hotellet og satte næsen mod metroen, som vi havde spurgt receptionen om vej til. Jeg tror sørme, de havde fået byttet rundt på venstre og højre, men der gik lige et par dage, før vi opdagede det, for man kunne også kommer der til med ’venstre-anvisningerne’, det var bare lidt af en bøvlet omvej.
I metroen skulle vi lige have et par billetter, så vi fandt en billetluge og bad på nydeligt skoleengelsk om et par billetter til ’Universitet’ (heldigt at den station hedder noget, der er så tæt på dansk). Billetdamen havde to udgaver: en til 22 rubler (4,50 kr.) og en til det dobbelte. Hun ville gerne vide, hvilken slags, vi ønskede – eller rettere sagt: det forestiller jeg mig, at hun gerne ville vide, hun kunne nemlig også kun russisk – vi forsøgte at forklare, at vi skulle ud til ’Universitet’…. Det kørte lidt i ring for os, det indrømmer jeg. Til sidst vedtog mor og jeg, at vi tog dem til 44 rubler, så burde vi være dækket ind. Vi var klar over, at der ikke var noget med zoner i den russiske metro, men kunne ikke gætte, hvad det mon så var, der var forskellen, men det måtte Hazel kunne hjælpe os med.
Havde vi syntes, at det var kompliceret at købe billetter, blev vi ret hurtigt klogere: Det var da det nemmeste af det. Jeg lagde flot ud med at gå ind ad udgangen fra metroen, jeg kunne nu se, at der var mange mennesker dernede og at der ikke var nogen som helst, hvor jeg var, så jeg gættede, at jeg nok var på afveje og vendte om. Et par dage senere opdagede jeg et fint skilt på døren derind, hvor der var en mand med en rød streg over foruden noget tekst, der fortalte, at det ikke var en indgang, men så vidt var jeg altså ikke endnu, at jeg fik dét med.
Vi fandt indgangen og røg lige ud i noget gris med at forsøge at komme igennem billetkontrollen. I England er der en revne, man kører billetten igennem, men her er der en stor gul prik, man skal lægge kortet ovenpå. Da vi havde kvajet nok rundt uden at gætte rigtigt, var der en ung mand, der, mens han snakkede flydende russisk i mobil, fik vist os, hvordan man gør og vupti, så var vi igennem.
Rulletrapperne fik vi ikke lavet rod ud af, dem kunne vi godt finde ud af at komme nedad uden problemer.
På perronen er der masser af skiltning. På russisk. Da vi havde lignet et par udenlandske spørgsmålstegn på udflugt, var der en sød dame, der spurgte, om vi havde problemer. Heldigt at ’problem’ er så international en ordstamme!! Mor viste hende undergrundskortet over alle stationerne og pegede på den, vi skulle til, mens hun forklarede på engelsk. Den venlige russiske dame spurgte, om vi talte tysk. Så var jeg jo nødt til at indrømme, at jeg kunne ’ein wenig deutsch’, og selv om jeg ikke er stolt af mit tyske, lykkedes det mig at forklare hende, hvor vi skulle hen og hun fik vha. 4 tyske ord forklaret os, hvilket tog, vi skulle på.
Jeg undrede mig lidt, for hun var den 2. russer, der hellere ville tale tysk end engelsk. Taxachaufføren, der havde kørt os fra lufthavnen til hotellet aftenen før, havde også foretrukket tysk og de skulle ikke blive de eneste. Jeg fik nu hurtigt forståelsen af, at i Rusland er det tyske, jeg kan ikke ’ein wenig’ men snarere ’eine ganz kolossale Menge’, så jeg gik over til bare at sige ’Ja’, når de spurgte, om vi kunne tysk.
I metrotoget fik vi raget et par pladser til os lige overfor det kort på væggen, der skematisk viste de forskellige linier og stationer. Mor havde en mindre udgave fra en brochure, hun havde fundet på hotellet, så vi satte os hver især til at tælle stationer til vi skulle skifte til rød linie. Jeg talte forkert undervejs og det kom der en ret desperat diskussion ud af, som endte med at mor spurgte sin sidemand om vej. Hun skulle heldigvis også skifte til rød og endda lidt længere ud end vi skulle, så hun viste med tegn og fagter, at vi bare skulle følge hende. Dét gjorde vi og gudskelov for dét. Rød, grøn og blå linie løber nemlig sammen, der hvor vi skulle skifte, men de hedder bare ikke det samme og tæller som 3 forskellige stationer. Hun førte os op ad trapper, rundt om hjørner og hen ad gange, vi ikke anede, var der og ned ad trapper og rundt om et par hjørner mere og hen til et andet metrotog, som hun gennede os ind i. Prøv lige at gætte, hvem der følte sig som et par bonderøve, der var kommet ind med 4 toget???
Kort før vores station fik hun givet os tegn til, at nu skulle vi gøre os klar til at stå af. Som et par små rollinger lettede vi måsen og gjorde som vi fik besked på og sådan nåede vi derhen, hvor vi skulle møde Hazel.
Nu var spændingen over snart at skulle se hende godt nok ved at have fået et rimeligt tag i mig, for jeg havde savnet min møgunge og glædede mig til at se hende igen, men der var stadig ca. 30 minutter til vi skulle mødes og der var ikke just ’forår i Paris’ i luften. Jeg havde taget mine varmeste skiluffer med og de var lige tilpas, hvor de ofte er for varme i den danske vinter.
Kort efter dukkede Hazel op og der var knus og kram og glæde hele linien rundt. Vi var belæsset med bøger, tøj og ½ ton lakrids, som jo ikke kan fås derovre. I hvert fald ikke dem med salt eller salmiak og som dansker overlever man jo ikke 4 måneder udenlands uden.
Vi fandt en cafe, hvor vi kunne få lidt at spise og drikke. Det første, jeg faldt over, var et ungt par, der sad med tungerne nede i halsen på hinanden. Nej nej, ikke inde i munden på hinanden, helt nede i halsen. Det viste sig at være helt normalt på de kanter. Alternativt kan man vise sine varme følelser ved – også offentligt - at rense ører på hinanden med tungen, men så meget kan jeg ikke forestille mig, at jeg kunne forelske sig i et andet menneske…..
Bestillingen foregik på den måde, at vi fik et menukort, fik Hazel til at oversætte for os, så valgte vi det, vi ville have, hvorpå hun oversatte det for den flinke russiske ansatte, der så kunne fortælle os om det var ”da” eller ”njet”. Så måtte vi lige processen igennem igen.
Jeg endte med at få cola og pletvist lunken og kold Quiche Lorraine, Hazel bestilte cola og blinier med noget i og mor valgte blinier med kødfyld og en øl. Blinierne med kød var ok, men øl var ”njet”, hun kunne få alkoholfri øl. Det accepterede hun og så iste det sig efter noget tid med venten, at det alkoholfrie øl også var uden øl. Hun fik i hvert fald ingenting. Hun endte dog med at få et glas hvidvin, så hun gik ikke helt tørstig derfra.
Efter at have fået lidt i maven, gik vi over på universitetet, hvor Hazel kunne efterlade sine ting på værelset. Mor havde fundet kameraet frem og skulle partout knipse os både forfra og bagfra, så det kom der nogle ’interessante’ billeder ud af, jeg var nemlig ikke helt i topmodel-humør.
Hazel måtte selv slæbe sine ting ind, for hverken mor eller jeg kunne få lov at komme med. Der er en vagtpost, man skal vise sin legitimation til for at kunne komme ind og vi havde jo ikke de rette papirer, så vi blev udenfor i snevejret og ventede, mens hun lige fik læsset af. Bagefter gik turen til metroen, så vi kunne komme tilbage til hotellet. Humøret var mest til bare at sidde og snakke og ’catche up’ siden sidst med noget godt at drikke. Vejret var ikke til at tulle rundt udendørs.
Hjemme på hotellet, som Hazel var meget benovet over specielt sammenlignet med hendes kollegieværelse, fløj det sidste af dagen af sted. Vi valgte at spise i hotellets ’italienske’ restaurant, hvilket var fint og så vedtog vi, at Hazel skulle blive og overnatte. Der var ingen af os, der følte for at gå hver til sit.
Heldigvis var sengen på værelset på størrelse med en mindre ø, så vi kunne mageligt ligge der som Rip, Rap og Rup på rad og række og for et mindre beløb fik vi fra hotellet ekstra sengetøj og håndklæder.
tirsdag, februar 14
søndag, februar 12
Uge 6 - stening, slavearbejde og skønne hjem
Jeg synes, her sker så meget for tiden selv om jeg ikke har været så meget hjemme.
Arbejdet - slavearbejdet ;-) - er heldigvis begyndt at tage min tid igen, men timingen er jo helt gal, for nu var jeg lige så godt i gang med at give hele hytten den store store tur med både oprydning, udmugning og rundrykning. Ergo har jeg slet ikke nået alt det, jeg gerne havde villet, men det jeg har nået er ærlig talt blevet rigtig godt.
Kommoden har stået henne foran stigen til nu, men jeg blev enig med mig selv om, at kunne det bringes til at fungere, så ville det være et hit at bygge en reol mellem væggen og stigen, for så kunne jeg få mine bøger ned i stuen - eller en rigtig pæn portion af dem - og så vil det jo også være noget nemmere at rydde dem på plads igen.
Før stod de på hemsen - og man kan se et par stakke på kanten deroppe på det ene billede - men det er altså ikke nemt hverken at hente dem ned eller bringe dem op på plads igen, så jeg glæder mig som en lille vild til at få dem indenfor rækkevidde.
Jeg har hele tiden vidst, at boligbøgerne skulle ned og stå på den nederste hylde på den nye reol, men nu, hvor de står der, er jeg gået noget i stå, for hvad skal jeg ellers have herned??
Arbejdet - slavearbejdet ;-) - er heldigvis begyndt at tage min tid igen, men timingen er jo helt gal, for nu var jeg lige så godt i gang med at give hele hytten den store store tur med både oprydning, udmugning og rundrykning. Ergo har jeg slet ikke nået alt det, jeg gerne havde villet, men det jeg har nået er ærlig talt blevet rigtig godt.
Kommoden har stået henne foran stigen til nu, men jeg blev enig med mig selv om, at kunne det bringes til at fungere, så ville det være et hit at bygge en reol mellem væggen og stigen, for så kunne jeg få mine bøger ned i stuen - eller en rigtig pæn portion af dem - og så vil det jo også være noget nemmere at rydde dem på plads igen.
Før stod de på hemsen - og man kan se et par stakke på kanten deroppe på det ene billede - men det er altså ikke nemt hverken at hente dem ned eller bringe dem op på plads igen, så jeg glæder mig som en lille vild til at få dem indenfor rækkevidde.
Jeg har hele tiden vidst, at boligbøgerne skulle ned og stå på den nederste hylde på den nye reol, men nu, hvor de står der, er jeg gået noget i stå, for hvad skal jeg ellers have herned??Heldigvis kan jeg jo bare lade tingene være som de er for nu, for ideerne har været flinke til at melde sig i god tid, hvis jeg bare lod dem passe sig selv. Så det gør jeg.
Og så slapper jeg bare af (stener) og nyder det. Og mit nye tøj. Og i næste uge skal jeg have fastelavnsboller (i alt for store mængder) af den hjemmelavede slags. Og godt selskab.
Masser af godt selskab.
lørdag, februar 11
Jeg havde lige helt glemt det....
.. for det er simpelthen så længe siden, jeg har haft tid og overskud - for ikke at nævne mulighed - for at gå på skattejagt i genbrugsbutikkerne. Jeg havde endda lovet mig selv, at når jeg nu arbejdede i og havde pendlerkort til Odense, så skulle det også udnyttes til at udforske hver en lille bitte genbrugsbiks, der kunne drives op på de egne, men det er blevet ved tanken.
Tomme ord og varm luft.
Men nu er den luft godt nok ikke ret varm længere og jeg fryser så det vil noget, specielt når jeg venter på mit tog.
Og nød lærer jo som bekendt frysende kvinde at gøre noget ved det.
Fredag brugte jeg lige 10 minutter på at kigge indenfor hos KFUM og fandt støvlerne her nedenfor i det blødeste skind, der er foret med kaninpels og med en fin flet-detalje bagpå. Det geniale er naturligvis - foruden prisen - at det er en eller andens fejlkøb og at de er præcist så store, at jeg kan have en uldsål og en uldsok i dem, så de er både varme, bløde og utroligt komfortable.
Og så var de næsten pinligt billige.
Og så fandt jeg begge jakkerne her i Kolding. Den ene i skind og med pels, masser af smarte lommer og flotte stikninger hætten, der kan hives op om ørerne på mit totalt-uegnet-til-hue/pandebånd-formede hoved, når vinden bider, og den sorte i noget, der er langt lettere, som nok ikke er til polartemperaturerne, vi har for tiden, men som på den anden side af nulpunktet vil være et hit.
Tomme ord og varm luft.
Men nu er den luft godt nok ikke ret varm længere og jeg fryser så det vil noget, specielt når jeg venter på mit tog.
Og nød lærer jo som bekendt frysende kvinde at gøre noget ved det.
Fredag brugte jeg lige 10 minutter på at kigge indenfor hos KFUM og fandt støvlerne her nedenfor i det blødeste skind, der er foret med kaninpels og med en fin flet-detalje bagpå. Det geniale er naturligvis - foruden prisen - at det er en eller andens fejlkøb og at de er præcist så store, at jeg kan have en uldsål og en uldsok i dem, så de er både varme, bløde og utroligt komfortable.
Og så var de næsten pinligt billige.
Og så fandt jeg begge jakkerne her i Kolding. Den ene i skind og med pels, masser af smarte lommer og flotte stikninger hætten, der kan hives op om ørerne på mit totalt-uegnet-til-hue/pandebånd-formede hoved, når vinden bider, og den sorte i noget, der er langt lettere, som nok ikke er til polartemperaturerne, vi har for tiden, men som på den anden side af nulpunktet vil være et hit.
Nu kan kulden bare komme an. Og foråret med.
:-D
torsdag, februar 9
Det var en mørk og stormfuld morgen…..
….. ok, ok, måske er stormfuld et lidt for stort ord, men det blæste altså. Og mørkt var det også, da jeg kom susende i skarpt trav langs Slotssøen med retning mod banegården. Jeg var totalt fordybet i nogle fundamentale grænsende til det dybsindige overvejelser om hvordan, jeg kan sikre en bedre variation i min madpakke fremover og var nået til refleksionerne om, hvordan man kan gøre en yoghurt sundere og mere mættende med frø og kerner, da noget stort, sort og hurtigt dukkede op ad mørket.
Jeg fór sammen med et yndigt og klædeligt ”uh” af den slags, der nærmest minder om et vræl, men opdagede så, at det bare var en halvstor hund. Med øjne som sorte diamanter og ører, der flapsede af charme, når den hoppede rundt, var den kommet mig i møde for at sikre sig, at jeg ikke kom til at overse den ved en fejl.
Og dét var lykkedes. Vi havde øjenkontakt og den fik min fulde opmærksomhed, mens den dansede, hvad der må have været en ”Yes! Du har set mig”-dans med en pind i munden.
Midt i dansen traf den åbenbart en beslutning om, at vi burde lære hinanden bedre at kende, så den smed sin pind for mine fødder og så på mig med en blanding af begejstring og invitation og gik i startposition. Dét kunne jeg ikke sige nej til selv om jeg var emballeret så Michelin-manden ville have følt sig som et skelet, havde en bevægelighed som en dybfrossen industrikylling og i øvrigt skulle nå mit tog. Jeg samlede pinden op og smed den. Op imod vinden. Resultatet var, at rakethunden nåede at overhale pinden længe før, den landede… 5 meter væk.
Jeg var skuffet. Hunden var skuffet. Men imødekommende nok til at samle pinden op og bringe den tilbage til mig, så jeg kunne få revanche. Så jeg prøvede igen. Og igen, men uden at blive stort bedre. Det MÅ have været overtøjet, der gjorde det. Og modvinden.
Men jeg havde været så heldig, at jeg havde truffet en af den slags hunde, der går helt ind for, at det ikke er resultatet men indsatsen, der tæller (specielt når resultaterne er så ynkelige). Den var stadig ét stort bundt livsglæde og begejstring og jeg er ikke i tvivl om, at hvis vi mødes igen, så må jeg godt kaste en pind for den.
Heldigvis.
Jeg fór sammen med et yndigt og klædeligt ”uh” af den slags, der nærmest minder om et vræl, men opdagede så, at det bare var en halvstor hund. Med øjne som sorte diamanter og ører, der flapsede af charme, når den hoppede rundt, var den kommet mig i møde for at sikre sig, at jeg ikke kom til at overse den ved en fejl.
Og dét var lykkedes. Vi havde øjenkontakt og den fik min fulde opmærksomhed, mens den dansede, hvad der må have været en ”Yes! Du har set mig”-dans med en pind i munden.
Midt i dansen traf den åbenbart en beslutning om, at vi burde lære hinanden bedre at kende, så den smed sin pind for mine fødder og så på mig med en blanding af begejstring og invitation og gik i startposition. Dét kunne jeg ikke sige nej til selv om jeg var emballeret så Michelin-manden ville have følt sig som et skelet, havde en bevægelighed som en dybfrossen industrikylling og i øvrigt skulle nå mit tog. Jeg samlede pinden op og smed den. Op imod vinden. Resultatet var, at rakethunden nåede at overhale pinden længe før, den landede… 5 meter væk.
Jeg var skuffet. Hunden var skuffet. Men imødekommende nok til at samle pinden op og bringe den tilbage til mig, så jeg kunne få revanche. Så jeg prøvede igen. Og igen, men uden at blive stort bedre. Det MÅ have været overtøjet, der gjorde det. Og modvinden.
Men jeg havde været så heldig, at jeg havde truffet en af den slags hunde, der går helt ind for, at det ikke er resultatet men indsatsen, der tæller (specielt når resultaterne er så ynkelige). Den var stadig ét stort bundt livsglæde og begejstring og jeg er ikke i tvivl om, at hvis vi mødes igen, så må jeg godt kaste en pind for den.
Heldigvis.
onsdag, februar 8
Rusland revisited - marts 2009 - kapitel 1
Her gik man lige og troede, at hele rejsedagbogen fra Moskvaturen i marts 2009 var væk, men på min vej igennem hele hytten faldt jeg over en usb-stick, der sørme viste sig at indeholde lige det, jeg gik og manglede og var mere end bekymret for, at jeg havde slettet.
Dét - og så at det er meget tæt på 3 år siden, vi tog afsted - er vist anledning nok til at poste vores oplevelser her, så de dels ikke bliver væk igen og dels kan læses af andre også, så jeg har tænkt mig at poste et afsnit om ugen de næste 8 uger.
_________________________________________________________
Søndag morgen. Venindens ur bipper, så vi kan komme op og nå at få brunch, før jeg skal mødes med min mor og søster i Kastrup. Min søster har valgt at komme og vinke til os, når vi skal af sted og jeg har lagt lidt op til, at vi da kunne få noget frokost sammen, men de ankommer 10:55 og vi skal flyve 40 minutter senere, så dét bliver der ikke tid til. Det er nu også ok, for med den brunch, Veninden og hendes unger har strikket sammen, er min appetit vist ødelagt frem til onsdag middag, tidligst!
Mens lejligheden fyldes af alskens lækre dufte, får jeg pakket de bøger mv. jeg skal have med til Hazel fra Jonathan, der har afleveret noget, der ligner en kuffertfuld i Venindens butik. Godt, jeg har pakket let…. Og glemt et par jeans og nogle sokker. Det giver lige præcis plads nok uden, at jeg skal kæmpe med overvægt… bagagens overvægt, forstås.
Vi skal til Moskva i en uge og besøge Hazel, der har valgt at tage et semester af sin uddannelse ved universitetet i Moskva. Missionen er dog ikke kun socialt samvær, Rusland har vist sig at være et stort sort hul, hvad lakrids angår, så efter en måned er mit stakkels barn i underskud af trivselstruende proportioner. Og så mangler hun også lige lidt bøger mv. så det er familiebesøg med udvidet kurerservice, der står på vores dagsorden.
Selv om der ikke er langt til Hovedbanen, får jeg alligevel et lift, så ferien bliver startet med luksus på alle fronter. Køen til billetlugen er også ret kort og toget kører til Kastrup kort efter, jeg har sat mig.
Jeg har aftalt med min mor og søster, at vi mødes i ankomsthallen ved Starbucks i hjørnet. Jeg har nemlig glemt min mobil, så jeg er noget vingeskudt mht. at holde kontakt undervejs. Ret bøvlet, men når først, vi har fundet hinanden, burde det ikke være et problem. Både mor og Hazel har hver deres, så det vil godt kunne fungere.
Jeg finder en plads hos Burger King og sætter mig. Her kan jeg både læse/skrive lidt dagbog og samtidig holde godt øje med, når de kommer. Alligevel lykkes det dem at smutte forbi uden, at jeg får det med, så da klokken er 11:00 går jeg ned i hallen, hvor jeg med det samme ser min søster. Mor venter på os ved tjek ind disken i terminal 2, så hun og jeg tjekker ind og tager afsked med min søster, der skal hjem og holde fri, og så går vi igennem sikkerhedskontrollen uden problemer af nogen art.
Efter at have søgt forgæves efter de Zululakridser, Hazel ønsker sig og som er hendes yndlingslakridser, finder vi et sted, hvor vi får en mad og lidt at drikke.
Før vi går til gaten, ringer min kæreste, der har fundet min glemte mobil og har modtaget både sms’er og opkald fra Hazels veninde. Hazel er oppe i det røde felt, for jeg har jo glemt min mobil, hvad hun ikke ved endnu og mor har godt nok sin med, men har aldrig kunnet se nødvendigheden af at have den tændt, så vi kan kontakte hende. Nu er vi på vej og Hazel aner stadig ikke hverken hvor eller hvornår vi ankommer med shuttlebussen. Jeg ringer fluks til hende og undskylder, at jeg har glemt min mobil. Vi aftaler, at jeg melder mig, når vi er i Moskva, så vi kan aftale, hvor vi skal mødes. Hun er træt og småsyg og da jeg spørger til det, bryder hun sammen i store hulk. Vi bliver enige om, at hun bare skal slappe og se at få sovet – hun har ikke kunnet sove natten før, fordi hun ikke kunne få fat i os – pleje sig selv og se at finde sin ligevægt igen. Vi finder selv ind til byen, når vi ankommer og så ringer jeg, når vi er der.
Sådan kommer det ikke helt til at gå. Efter en ret begivenhedsløs flyvetur, lander vi og må vente i 5 kvarter på at få vores pas kontrolleret. Alt imens har jeg overtaget mors mobil for at sende Hazel en besked, men der er ikke noget netværk, så der er intet, jeg kan stille op. Vi kommer endelig igennem paskontrollen, finder vores bagage og skal have fundet dels noget internet/en telefon, så vi kan få fat i Hazel og dels have fundet ud af, hvordan vi kommer videre. Det er noget af en udfordring i et land, hvor vi hverken taler sproget eller kan læse skiltene, der for det meste er på russisk.
Vupti, står der en taxamanager ved siden af os og skal ’kun’ have 2000 rubler (400 kr) for at køre os til hotellet. Vi har nu læst i mors rejseguide, at alt over 300 kr. er et ’rip off’, så vi takker nej og finder en billetluge til toget. Det må vi nu opgive, damen taler kun russisk og opgiver meget tjept at kommunikere med os. Hun vender tilbage til sin bog. En anden taxagut dukker op og efter noget handlen frem og tilbage, går han med et stort suk med til 2000 rubler. Vi er ligeglade med de 100 kr. der er overpris, vi vil bare ud til hotellet. Nu!
Vi får nu en upåklagelig taxatur til hotellet. Tværs igennem byen og vi får endda udpeget forskellige seværdigheder som parlamentet, Kreml og andet. På hotellet bliver vi mødt af en piccolo, der tager al vores bagage og bærer det inden døre. Den form for luksus har jeg nu aldrig oplevet før, men jeg er sikker på, at jeg med noget øvelse kunne vænne mig til det. Vi får tjekket ind og får et super værelse. Derfra får jeg ringet til Hazel, der nu er ved meget bedre mod. Vi aftaler at mødes dagen efter kl. 14:30, når hun har været til undervisning og så dapper mor og jeg ud i natten for at købe lidt ind til aftensmad. Der er et indkøbscenter, der har åbent til 22, 100m væk, så vi køber lidt ost og brød og noget vin. Klokken er ved at være 21:30 (det svarer til 19:30 dansk tid), så vi er begge sultne.
Stemningen er i top, det er helt utroligt, at vi endelig er her og at min møgunge er så tæt på, så vi er først klar til at sove, da kl. er omkring 1, men da er den jo også kun 23 her.
Dét - og så at det er meget tæt på 3 år siden, vi tog afsted - er vist anledning nok til at poste vores oplevelser her, så de dels ikke bliver væk igen og dels kan læses af andre også, så jeg har tænkt mig at poste et afsnit om ugen de næste 8 uger.
_________________________________________________________
Søndag morgen. Venindens ur bipper, så vi kan komme op og nå at få brunch, før jeg skal mødes med min mor og søster i Kastrup. Min søster har valgt at komme og vinke til os, når vi skal af sted og jeg har lagt lidt op til, at vi da kunne få noget frokost sammen, men de ankommer 10:55 og vi skal flyve 40 minutter senere, så dét bliver der ikke tid til. Det er nu også ok, for med den brunch, Veninden og hendes unger har strikket sammen, er min appetit vist ødelagt frem til onsdag middag, tidligst!
Mens lejligheden fyldes af alskens lækre dufte, får jeg pakket de bøger mv. jeg skal have med til Hazel fra Jonathan, der har afleveret noget, der ligner en kuffertfuld i Venindens butik. Godt, jeg har pakket let…. Og glemt et par jeans og nogle sokker. Det giver lige præcis plads nok uden, at jeg skal kæmpe med overvægt… bagagens overvægt, forstås.
Vi skal til Moskva i en uge og besøge Hazel, der har valgt at tage et semester af sin uddannelse ved universitetet i Moskva. Missionen er dog ikke kun socialt samvær, Rusland har vist sig at være et stort sort hul, hvad lakrids angår, så efter en måned er mit stakkels barn i underskud af trivselstruende proportioner. Og så mangler hun også lige lidt bøger mv. så det er familiebesøg med udvidet kurerservice, der står på vores dagsorden.
Selv om der ikke er langt til Hovedbanen, får jeg alligevel et lift, så ferien bliver startet med luksus på alle fronter. Køen til billetlugen er også ret kort og toget kører til Kastrup kort efter, jeg har sat mig.
Jeg har aftalt med min mor og søster, at vi mødes i ankomsthallen ved Starbucks i hjørnet. Jeg har nemlig glemt min mobil, så jeg er noget vingeskudt mht. at holde kontakt undervejs. Ret bøvlet, men når først, vi har fundet hinanden, burde det ikke være et problem. Både mor og Hazel har hver deres, så det vil godt kunne fungere.
Jeg finder en plads hos Burger King og sætter mig. Her kan jeg både læse/skrive lidt dagbog og samtidig holde godt øje med, når de kommer. Alligevel lykkes det dem at smutte forbi uden, at jeg får det med, så da klokken er 11:00 går jeg ned i hallen, hvor jeg med det samme ser min søster. Mor venter på os ved tjek ind disken i terminal 2, så hun og jeg tjekker ind og tager afsked med min søster, der skal hjem og holde fri, og så går vi igennem sikkerhedskontrollen uden problemer af nogen art.
Efter at have søgt forgæves efter de Zululakridser, Hazel ønsker sig og som er hendes yndlingslakridser, finder vi et sted, hvor vi får en mad og lidt at drikke.
Før vi går til gaten, ringer min kæreste, der har fundet min glemte mobil og har modtaget både sms’er og opkald fra Hazels veninde. Hazel er oppe i det røde felt, for jeg har jo glemt min mobil, hvad hun ikke ved endnu og mor har godt nok sin med, men har aldrig kunnet se nødvendigheden af at have den tændt, så vi kan kontakte hende. Nu er vi på vej og Hazel aner stadig ikke hverken hvor eller hvornår vi ankommer med shuttlebussen. Jeg ringer fluks til hende og undskylder, at jeg har glemt min mobil. Vi aftaler, at jeg melder mig, når vi er i Moskva, så vi kan aftale, hvor vi skal mødes. Hun er træt og småsyg og da jeg spørger til det, bryder hun sammen i store hulk. Vi bliver enige om, at hun bare skal slappe og se at få sovet – hun har ikke kunnet sove natten før, fordi hun ikke kunne få fat i os – pleje sig selv og se at finde sin ligevægt igen. Vi finder selv ind til byen, når vi ankommer og så ringer jeg, når vi er der.
Sådan kommer det ikke helt til at gå. Efter en ret begivenhedsløs flyvetur, lander vi og må vente i 5 kvarter på at få vores pas kontrolleret. Alt imens har jeg overtaget mors mobil for at sende Hazel en besked, men der er ikke noget netværk, så der er intet, jeg kan stille op. Vi kommer endelig igennem paskontrollen, finder vores bagage og skal have fundet dels noget internet/en telefon, så vi kan få fat i Hazel og dels have fundet ud af, hvordan vi kommer videre. Det er noget af en udfordring i et land, hvor vi hverken taler sproget eller kan læse skiltene, der for det meste er på russisk.
Vupti, står der en taxamanager ved siden af os og skal ’kun’ have 2000 rubler (400 kr) for at køre os til hotellet. Vi har nu læst i mors rejseguide, at alt over 300 kr. er et ’rip off’, så vi takker nej og finder en billetluge til toget. Det må vi nu opgive, damen taler kun russisk og opgiver meget tjept at kommunikere med os. Hun vender tilbage til sin bog. En anden taxagut dukker op og efter noget handlen frem og tilbage, går han med et stort suk med til 2000 rubler. Vi er ligeglade med de 100 kr. der er overpris, vi vil bare ud til hotellet. Nu!
Vi får nu en upåklagelig taxatur til hotellet. Tværs igennem byen og vi får endda udpeget forskellige seværdigheder som parlamentet, Kreml og andet. På hotellet bliver vi mødt af en piccolo, der tager al vores bagage og bærer det inden døre. Den form for luksus har jeg nu aldrig oplevet før, men jeg er sikker på, at jeg med noget øvelse kunne vænne mig til det. Vi får tjekket ind og får et super værelse. Derfra får jeg ringet til Hazel, der nu er ved meget bedre mod. Vi aftaler at mødes dagen efter kl. 14:30, når hun har været til undervisning og så dapper mor og jeg ud i natten for at købe lidt ind til aftensmad. Der er et indkøbscenter, der har åbent til 22, 100m væk, så vi køber lidt ost og brød og noget vin. Klokken er ved at være 21:30 (det svarer til 19:30 dansk tid), så vi er begge sultne.
Stemningen er i top, det er helt utroligt, at vi endelig er her og at min møgunge er så tæt på, så vi er først klar til at sove, da kl. er omkring 1, men da er den jo også kun 23 her.
søndag, februar 5
uge 5 - inkl. en forrygende frostrig og fabelagtig fridag
Det har været en lang og intens uge.
Mandag havde jeg fri og tirsdag aftenvagt, men så gik det også helt amok, så jeg har haft dobbeltvagt både onsdag, torsdag og fredag. Nej, hvor har det både været godt, at der igen er noget at lave og hvor har det også været hårdt at skulle starte så hårdt op igen. 33 timers arbejde plus 9 timers transport på 3 dage er ikke for svage sjæle. Det er nu gået forholdsvist ok, selv om der ikke var meget tid at forberede mig i.
Lørdag havde jeg set frem til i lang tid, for jeg skulle mødes med 2 nære veninder i Odense – de bor begge på Sjælland og i hverdagen holdes kontakten via nettet. Men det ER bare ikke det samme som øjenkontakt, snak, nærvær og god mad og vin. Det har taget tid – alt for lang tid – at finde en dag, hvor vi alle kunne, men det lykkedes til sidst og det levede helt op til forventningerne, der ellers var høje nok i forvejen.
Vejret var perfekt – om end på den iskolde side – solen skinnede og sneen funklede. Vi startede med at gå lidt rundt og ose på gågaden, men altså… det var det trods alt lige koldt nok til, så vi fandt hurtigt en cafe, hvor vi fik en god plads lige op ad radiatoren og hvor man ikke kan sige andet end, at vi blev overladt til os selv. Det tog i hvert fald sin tid, før der kom et ”forstyrrende element” med nogle menukort og han var også ”diskret nok” til at give os rigelig tid til at finde ud af, om vi ville have kaffe eller te. Men han kom tilbage og fik vores bestilling og vi fik vores varme drikke og god tid - masser af god tid - til at snakke og dét blev udnyttet i et par timer.
Så var det på tide at gå en lille tur i byen - og et smut i Eventyrhaven – før vi gik på Wok House og fik et rigtig godt bord nede bagved, hvor vi igen kunne lade snakken folde sig ud og få vinger og dét gjorde vi. Ind i mellem slog vi lige et smut forbi buffetten efter lige det, vi hver især følte mest for og pludselig var klokken så mange, at det var på tide at få overtøj på og hoppe på toget i hver sin retning.
Og havde jeg nu været lidt kvik – hvad jeg ikke var – så havde jeg taget mit kamera med og taget billeder.
Det var sent, før jeg var hjemme og i dag har den stået på arbejde igen, så jeg har slet ikke rigtig nået at fordøje alle oplevelserne og indtrykkene og alt det, vi fik snakket om. Dét skal jeg lige om lidt, når jeg har været effektiv og sat et kyllingelår med ostegratinerede grøntsager til livs.
Og så er det tidligt i seng i aften, for i næste uge er der 45 timers arbejde, der kalder.
See you on the other side…. af uge 6.
Mandag havde jeg fri og tirsdag aftenvagt, men så gik det også helt amok, så jeg har haft dobbeltvagt både onsdag, torsdag og fredag. Nej, hvor har det både været godt, at der igen er noget at lave og hvor har det også været hårdt at skulle starte så hårdt op igen. 33 timers arbejde plus 9 timers transport på 3 dage er ikke for svage sjæle. Det er nu gået forholdsvist ok, selv om der ikke var meget tid at forberede mig i.
Lørdag havde jeg set frem til i lang tid, for jeg skulle mødes med 2 nære veninder i Odense – de bor begge på Sjælland og i hverdagen holdes kontakten via nettet. Men det ER bare ikke det samme som øjenkontakt, snak, nærvær og god mad og vin. Det har taget tid – alt for lang tid – at finde en dag, hvor vi alle kunne, men det lykkedes til sidst og det levede helt op til forventningerne, der ellers var høje nok i forvejen.
Vejret var perfekt – om end på den iskolde side – solen skinnede og sneen funklede. Vi startede med at gå lidt rundt og ose på gågaden, men altså… det var det trods alt lige koldt nok til, så vi fandt hurtigt en cafe, hvor vi fik en god plads lige op ad radiatoren og hvor man ikke kan sige andet end, at vi blev overladt til os selv. Det tog i hvert fald sin tid, før der kom et ”forstyrrende element” med nogle menukort og han var også ”diskret nok” til at give os rigelig tid til at finde ud af, om vi ville have kaffe eller te. Men han kom tilbage og fik vores bestilling og vi fik vores varme drikke og god tid - masser af god tid - til at snakke og dét blev udnyttet i et par timer.
Så var det på tide at gå en lille tur i byen - og et smut i Eventyrhaven – før vi gik på Wok House og fik et rigtig godt bord nede bagved, hvor vi igen kunne lade snakken folde sig ud og få vinger og dét gjorde vi. Ind i mellem slog vi lige et smut forbi buffetten efter lige det, vi hver især følte mest for og pludselig var klokken så mange, at det var på tide at få overtøj på og hoppe på toget i hver sin retning.
Og havde jeg nu været lidt kvik – hvad jeg ikke var – så havde jeg taget mit kamera med og taget billeder.
Det var sent, før jeg var hjemme og i dag har den stået på arbejde igen, så jeg har slet ikke rigtig nået at fordøje alle oplevelserne og indtrykkene og alt det, vi fik snakket om. Dét skal jeg lige om lidt, når jeg har været effektiv og sat et kyllingelår med ostegratinerede grøntsager til livs.
Og så er det tidligt i seng i aften, for i næste uge er der 45 timers arbejde, der kalder.
See you on the other side…. af uge 6.
onsdag, februar 1
Uge 4 - Nu med billeder
Det kommer til stadighed bag på mig, hvor stor forskel mine rammer gør for min trivsel.
Men det kan de.
Stuen er færdig nu, der mangler kun at komme lidt flere bøger i reolen og siden en god ven - det er dig, Niels - i søndags hjalp mig i kælderen med den ene sofa, har jeg næsten camperet i stuen, fordi der er så hyggeligt at være.
Og så er det kommet fuldstændig bag på mig, hvor meget varme der er forsvundet op i ingenting tidligere. Som tingene står nu, har jeg kunnet gå fra at have radiatoren kørende på 3 til at sætte den på 2 og stadig have en rigtig god temperatur. Før var det bare koldt på den rigtig friske måde.
Foruden at der nu er langt mere åbenhed og plads i stuen.
Og lige om lidt er jeg også færdig med hemsen....
Men det kan de.
Stuen er færdig nu, der mangler kun at komme lidt flere bøger i reolen og siden en god ven - det er dig, Niels - i søndags hjalp mig i kælderen med den ene sofa, har jeg næsten camperet i stuen, fordi der er så hyggeligt at være.
Og så er det kommet fuldstændig bag på mig, hvor meget varme der er forsvundet op i ingenting tidligere. Som tingene står nu, har jeg kunnet gå fra at have radiatoren kørende på 3 til at sætte den på 2 og stadig have en rigtig god temperatur. Før var det bare koldt på den rigtig friske måde.
Foruden at der nu er langt mere åbenhed og plads i stuen.
Og lige om lidt er jeg også færdig med hemsen....
Det tager kun lige 4 dobbeltvagter og en søndagsvagt og en dag med en rimelig energi, så er det sidste også på plads dér.
:-D
søndag, januar 29
Uge 4 - fra rimelig rodet til kæmpekaos
Ha! Så fik vi has på en uge mere.
Og hvilken uge…. Man kunne på sæt og vis sige, at det var en uge med 4 søndage i og med, at jeg kun arbejde mandag, tirsdag og onsdag og endda kun i 5 timer pr. dag. Men den slags går jo ikke ustraffet for sig, så fra næste uge er søndagene aflyst så at sige og erstattet med dage med dobbeltvagt og knokkelpukkel døgnet rundt, så hvis aviserne skriver om lediggang og nichts-tuerei, så kan I godt regne med, at det ikke er mig, de skriver om.
Men man kan jo ikke tulle rundt derhjemme i flere dage i træk helt uden at få en god ide eller to til aktivering af en selv, vel? Jeg kan ikke. Og det gjorde jeg heller ikke. Jeg fandt bare lige pludselig ud af, at jeg trængte til forandring. På den orden-i-ALLE-tingene-agtige måde.
For omkring 3 år siden gennemførte jeg flyladyprocessen, mens jeg boede i Sønderborg og fandt ud af, hvor umanerlig let og sjovt livet er og bliver, når man bare ved, hvor alting er og når det let at finde tingene frem og få dem på plads igen. Det tog omkring 2 måneder for mig og bagefter holdt det faktisk sig selv ved lige. Det var en utrolig oplevelse og som jeg sad der i min sofa og var dybt frustreret over mit rod, og fuldstændigt uforstående over, hvorfor, hvornår og hvordan alt det rod så havde sneget sig ind alle vegne, savnede jeg igen at få min orden tilbage.
Det klokkeklare svar er jo bare, at jeg for nogle år siden flyttede til Vejen og fordi der var meget lidt plads, der hvor jeg skulle hen, så smed jeg også en masse ud. Deriblandt en hel del møbler… og dermed også en masse opbevaringsmuligheder.
Tada!! Mysteriet var løst: Når man smider møblerne ud men ikke småtingene og så ender et sted, hvor der ikke er den store indbyggede opbevaringsplads, så giver det da sig selv, at det må gå galt. Lige netop clue’et i orden-i-tingene er jo, at alt har en plads og er nemt at finde frem og pakke væk igen, og det går jo hen og bliver et regnestykke, der ikke går op, for jeg HAR bare flere ting end der er pladser til her. Og det var lige der, jeg var havnet: intet var lettilgængeligt og derfor har det enormt svært ved at finde ”hjem”, når det først er fundet frem og en del havde reelt set ikke noget hjem.
Dét satte da godt nok lige gang i en kreativ proces, der blev tænkt og overvejet og fundet på så det var en fryd. For det har enorm betydning for min trivsel og mit velvære, at der er orden og ”ro” omkring mig, så det er med omgående virkning blevet forfremmet til a-opgave, at der skal bringes orden i tingene og at der skal skabes plads til de ting, jeg har.
Og det har virket!! Hele hjemmet ligner noget, der er løgn. Hvor der før var rod over alt, er det nu transformeret til tommetykt kaos i metermål. Det er overbevisende ud som om, nogen har hevet taget af huset, mens det stormede i begyndelsen af ugen og så diskret har lagt det på plads igen bagefter, da der var "luftet ud". Faktisk er det vist kun toilettet og sengen – min side af den, altså – der ikke ligger skrammel på.
Men det lysner. Kvadratcentimeter for kvadratcentimeter skal jeg nok få min vilje og det kommer ikke til at tage 2 måneder denne gang. Nu kender jeg jo heldigvis ”vejen”.
Og hvilken uge…. Man kunne på sæt og vis sige, at det var en uge med 4 søndage i og med, at jeg kun arbejde mandag, tirsdag og onsdag og endda kun i 5 timer pr. dag. Men den slags går jo ikke ustraffet for sig, så fra næste uge er søndagene aflyst så at sige og erstattet med dage med dobbeltvagt og knokkelpukkel døgnet rundt, så hvis aviserne skriver om lediggang og nichts-tuerei, så kan I godt regne med, at det ikke er mig, de skriver om.
Men man kan jo ikke tulle rundt derhjemme i flere dage i træk helt uden at få en god ide eller to til aktivering af en selv, vel? Jeg kan ikke. Og det gjorde jeg heller ikke. Jeg fandt bare lige pludselig ud af, at jeg trængte til forandring. På den orden-i-ALLE-tingene-agtige måde.
For omkring 3 år siden gennemførte jeg flyladyprocessen, mens jeg boede i Sønderborg og fandt ud af, hvor umanerlig let og sjovt livet er og bliver, når man bare ved, hvor alting er og når det let at finde tingene frem og få dem på plads igen. Det tog omkring 2 måneder for mig og bagefter holdt det faktisk sig selv ved lige. Det var en utrolig oplevelse og som jeg sad der i min sofa og var dybt frustreret over mit rod, og fuldstændigt uforstående over, hvorfor, hvornår og hvordan alt det rod så havde sneget sig ind alle vegne, savnede jeg igen at få min orden tilbage.
Det klokkeklare svar er jo bare, at jeg for nogle år siden flyttede til Vejen og fordi der var meget lidt plads, der hvor jeg skulle hen, så smed jeg også en masse ud. Deriblandt en hel del møbler… og dermed også en masse opbevaringsmuligheder.
Tada!! Mysteriet var løst: Når man smider møblerne ud men ikke småtingene og så ender et sted, hvor der ikke er den store indbyggede opbevaringsplads, så giver det da sig selv, at det må gå galt. Lige netop clue’et i orden-i-tingene er jo, at alt har en plads og er nemt at finde frem og pakke væk igen, og det går jo hen og bliver et regnestykke, der ikke går op, for jeg HAR bare flere ting end der er pladser til her. Og det var lige der, jeg var havnet: intet var lettilgængeligt og derfor har det enormt svært ved at finde ”hjem”, når det først er fundet frem og en del havde reelt set ikke noget hjem.
Dét satte da godt nok lige gang i en kreativ proces, der blev tænkt og overvejet og fundet på så det var en fryd. For det har enorm betydning for min trivsel og mit velvære, at der er orden og ”ro” omkring mig, så det er med omgående virkning blevet forfremmet til a-opgave, at der skal bringes orden i tingene og at der skal skabes plads til de ting, jeg har.
Og det har virket!! Hele hjemmet ligner noget, der er løgn. Hvor der før var rod over alt, er det nu transformeret til tommetykt kaos i metermål. Det er overbevisende ud som om, nogen har hevet taget af huset, mens det stormede i begyndelsen af ugen og så diskret har lagt det på plads igen bagefter, da der var "luftet ud". Faktisk er det vist kun toilettet og sengen – min side af den, altså – der ikke ligger skrammel på.
Men det lysner. Kvadratcentimeter for kvadratcentimeter skal jeg nok få min vilje og det kommer ikke til at tage 2 måneder denne gang. Nu kender jeg jo heldigvis ”vejen”.
Men jeg er forfængelig i alt for høj grad til at tage billeder af det, så det må lige vente, til jeg er færdig. I stedet lægger jeg endnu et billed af en frostklar solopgang ud.
onsdag, januar 25
Frostklar solopgang
Nogle dage er jeg bare fristet til at "spilde tiden" på at sidde og kigge ud af vinduet... I forgårs var en af de dage.
søndag, januar 22
Uge 3 – Ud og se … i stillekupé.
Med flere ture om ugen til Odense har jeg rig lejlighed til at observere og betragte folk og deres rejseadfærd og noget af det, der har undret mig er hvor meget og hvordan, det kan påvirke en at sidde i en stillekupé. Fredag havde jeg aftenvagt, så jeg skulle med toget kl. halv tre. På det tidspunkt er der godt fyldt op af folk, der skal på weekend, så sætter jeg mig gerne i stillekupéen og tanker noget ro, før jeg skal være snakkeoplagt i flere timer.
I fredags kom jeg til at sidde ved siden af en dame, der sad og sov. Det passede mig fint, for jeg havde mest lyst til at læse, så jeg fandt min bog frem og slog mig ned. Damen ved min side havde sit lille bord slået ned og sin medbragte vand og en næsten tom frysepose med slik liggende. Få minutter efter vi havde sat kursen mod Middelfart meldte damen med salgsvognen sig med sin knapt så milde røst over højtaleren, hvis volumenknap lige havde fået en tand ekstra opad i hvert fald i stillekupéen. Alle, der havde sovet til da, holdt helt op med dét. Jeg gad vide om tanken er, at når der nu er så mange ører, der skal nås, så må der ekstra lyd på?? I hvert fald gik damen, hvis stemme i ikke just var mild og blid, mere end klart igennem mens hun detaljeret gennemgik det samlede varesortiment inkl. et par af de ting, hun IKKE kunne levere og rundede af med at fortælle, at der stod en folder ved vores plads, hvor vi kunne få hele salgstalen en gang mere med tekst og billeder.
Få minutter senere stod hun der og spurgte hver enkelt af os, om vi ønskede at handle?? Det ville min medrejsende gerne. Hun ville gerne have en kop varm kakao og en Ritter Sport, så det fik hun til min udelte glæde, for så måtte der vel falde så meget ro over tingene, at jeg kunne fordybe mig i Napoleonskrigende set med Tolstojs øjne.
Såvidt var vi desværre ikke endnu, for der er dem iblandt os, der jo ikke er sjuskemikler, så før hun kunne sætte sig og nyde sine lækkerier, måtte der lige ryddes op: Fryseposen med de få slikrester blev omhyggeligt foldet sammen og glattet efter et par gange og lagt på hendes bord igen. Vandflasken blev også skubbet et par cm, så den stod mere symmetrisk i for hold til et eller andet og servietterne blev anrettet så linierne flugtede mere med hinanden og lagt ved siden af de andre ting.
Så blev den varme kakao prøvesmagt og den viste sig åbenbart at være ordentligt varm. Men det findes der råd for. Man kan enten puste på den eller lade den stå nogle minutter eller man kan – hvis kakaotrangen viser sig fra sin allermest påtrængende side – slubre den i sig. Min medpassager valgte ufortrødent det sidste. Så var turen kommet til Ritter Sporten, der var med hele nødder. Pladen blev knækket på den foreskrevne facon og et mindre stykke brækket af. Det blev nydt og tygget grundigt og slugt efterfulgt af nogle få smask. De gennemtyggede nøddestykker, der nu var grundigt sønderdelt og som havde forputtet sig imellem tænderne blev omhyggeligt forsøgt suttet fri med tilhørende småsmask og der blev skyllet efter med nogle få slubrende slurke varm chokolade.
Derefter blev hele processen gentaget med de næste 8 stykker af chokoladen og afslutningsvist blev bægret foldet omhyggeligt sammen og lagt i en affaldspose af plastik, der også blev foldet sammen og lagt omhyggeligt på bordet. Derefter blev chokoladen pakket sammen og emballagen blev glattet efter indtil flere gange. Chokoladen blev lagt på bordet for blot få sekunder senere at blive flyttet over på servietterne fra den varme chokolade. Og plastikemballagen glattet efter. Derefter blev mundhulen lige skyllet efter og låget blev skruet på vandflasken med et nydelsesfyldt ”ahhh”. Og så tog hun lige et stykke chokolade mere. Og skyllede efter med et ”ahhh”.
Jeg er blevet opdraget hjemmefra med en klar og kontant regel om, at man ikke må glo, men jeg må indrømme, at det sjældent har kostet mere anstrengelse og med så elendigt et resultat at rette mig efter den. For efterhånden som den stakkels dame, gennemgik sin snackfortæring med tilhørende lydkulisse måtte jeg erkende, at jeg ikke ville komme i nærheden af hverken ørenlyd eller læsero.
Jeg var fascineret grænsende til det tryllebundne af hende og fandt det stort set umuligt ikke at sætte mig med hænderne i skødet og bare betragte hende, som hun sad der og åbenbart ikke på nogen måde kunne tilbringe 2 sekunder i ro.
Samtidig var det åbenlyst, når jeg sad og lurede så diskret på hende, som det overhovedet var mig muligt (med meget begrænset succes), at hun gjorde sig store anstrengelser for at være stille og diskret, men hun var åbenlyst hverken klar til at tage det store eller det lille stilhedsbevis. Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, jeg nogensinde har oplevet, at folk, der har forsøgt at være stille har haft succes med det. Hvisken er jo da et klart eksempel på, hvor meget mere effektivt det er, bare at få kommunikeret, hvad der skal siges kortfattet og på normal vis og så klappe kaje.
Ugen i øvrigt:
Ellers har det været en på stort set alle områder begivenhedsløs uge. Projekt cola til vand har fået et stærkere fokus end før, men nu begynder resultaterne også at vise sig: Vægten er faldet med lidt over et kg, hovedpinerne har været færre og mildere og min eksem i hovedbund og øjenbryn har både kløet mindre og begrænset sig lidt og dét har givet … vand … på tanden? Det har i hvert fald gjort det en hel del nemmere at huske at bælle de 2-3 liter pr dag, jeg gerne vil op på. Samtidig er colabehovet faldet med 1-½ liter pr dag og i går røg forbruget for første gang under ½ liter på et døgn.
Som bonus har jeg opdaget, at drikker jeg nok vand, får jeg ikke hovedpine bare fordi, jeg drikker et lille glas vin eller to. Og her skal mængdeangivelserne tages bogstaveligt ;-).
I fredags kom jeg til at sidde ved siden af en dame, der sad og sov. Det passede mig fint, for jeg havde mest lyst til at læse, så jeg fandt min bog frem og slog mig ned. Damen ved min side havde sit lille bord slået ned og sin medbragte vand og en næsten tom frysepose med slik liggende. Få minutter efter vi havde sat kursen mod Middelfart meldte damen med salgsvognen sig med sin knapt så milde røst over højtaleren, hvis volumenknap lige havde fået en tand ekstra opad i hvert fald i stillekupéen. Alle, der havde sovet til da, holdt helt op med dét. Jeg gad vide om tanken er, at når der nu er så mange ører, der skal nås, så må der ekstra lyd på?? I hvert fald gik damen, hvis stemme i ikke just var mild og blid, mere end klart igennem mens hun detaljeret gennemgik det samlede varesortiment inkl. et par af de ting, hun IKKE kunne levere og rundede af med at fortælle, at der stod en folder ved vores plads, hvor vi kunne få hele salgstalen en gang mere med tekst og billeder.
Få minutter senere stod hun der og spurgte hver enkelt af os, om vi ønskede at handle?? Det ville min medrejsende gerne. Hun ville gerne have en kop varm kakao og en Ritter Sport, så det fik hun til min udelte glæde, for så måtte der vel falde så meget ro over tingene, at jeg kunne fordybe mig i Napoleonskrigende set med Tolstojs øjne.
Såvidt var vi desværre ikke endnu, for der er dem iblandt os, der jo ikke er sjuskemikler, så før hun kunne sætte sig og nyde sine lækkerier, måtte der lige ryddes op: Fryseposen med de få slikrester blev omhyggeligt foldet sammen og glattet efter et par gange og lagt på hendes bord igen. Vandflasken blev også skubbet et par cm, så den stod mere symmetrisk i for hold til et eller andet og servietterne blev anrettet så linierne flugtede mere med hinanden og lagt ved siden af de andre ting.
Så blev den varme kakao prøvesmagt og den viste sig åbenbart at være ordentligt varm. Men det findes der råd for. Man kan enten puste på den eller lade den stå nogle minutter eller man kan – hvis kakaotrangen viser sig fra sin allermest påtrængende side – slubre den i sig. Min medpassager valgte ufortrødent det sidste. Så var turen kommet til Ritter Sporten, der var med hele nødder. Pladen blev knækket på den foreskrevne facon og et mindre stykke brækket af. Det blev nydt og tygget grundigt og slugt efterfulgt af nogle få smask. De gennemtyggede nøddestykker, der nu var grundigt sønderdelt og som havde forputtet sig imellem tænderne blev omhyggeligt forsøgt suttet fri med tilhørende småsmask og der blev skyllet efter med nogle få slubrende slurke varm chokolade.
Derefter blev hele processen gentaget med de næste 8 stykker af chokoladen og afslutningsvist blev bægret foldet omhyggeligt sammen og lagt i en affaldspose af plastik, der også blev foldet sammen og lagt omhyggeligt på bordet. Derefter blev chokoladen pakket sammen og emballagen blev glattet efter indtil flere gange. Chokoladen blev lagt på bordet for blot få sekunder senere at blive flyttet over på servietterne fra den varme chokolade. Og plastikemballagen glattet efter. Derefter blev mundhulen lige skyllet efter og låget blev skruet på vandflasken med et nydelsesfyldt ”ahhh”. Og så tog hun lige et stykke chokolade mere. Og skyllede efter med et ”ahhh”.
Jeg er blevet opdraget hjemmefra med en klar og kontant regel om, at man ikke må glo, men jeg må indrømme, at det sjældent har kostet mere anstrengelse og med så elendigt et resultat at rette mig efter den. For efterhånden som den stakkels dame, gennemgik sin snackfortæring med tilhørende lydkulisse måtte jeg erkende, at jeg ikke ville komme i nærheden af hverken ørenlyd eller læsero.
Jeg var fascineret grænsende til det tryllebundne af hende og fandt det stort set umuligt ikke at sætte mig med hænderne i skødet og bare betragte hende, som hun sad der og åbenbart ikke på nogen måde kunne tilbringe 2 sekunder i ro.
Samtidig var det åbenlyst, når jeg sad og lurede så diskret på hende, som det overhovedet var mig muligt (med meget begrænset succes), at hun gjorde sig store anstrengelser for at være stille og diskret, men hun var åbenlyst hverken klar til at tage det store eller det lille stilhedsbevis. Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, jeg nogensinde har oplevet, at folk, der har forsøgt at være stille har haft succes med det. Hvisken er jo da et klart eksempel på, hvor meget mere effektivt det er, bare at få kommunikeret, hvad der skal siges kortfattet og på normal vis og så klappe kaje.
Ugen i øvrigt:
Ellers har det været en på stort set alle områder begivenhedsløs uge. Projekt cola til vand har fået et stærkere fokus end før, men nu begynder resultaterne også at vise sig: Vægten er faldet med lidt over et kg, hovedpinerne har været færre og mildere og min eksem i hovedbund og øjenbryn har både kløet mindre og begrænset sig lidt og dét har givet … vand … på tanden? Det har i hvert fald gjort det en hel del nemmere at huske at bælle de 2-3 liter pr dag, jeg gerne vil op på. Samtidig er colabehovet faldet med 1-½ liter pr dag og i går røg forbruget for første gang under ½ liter på et døgn.
Som bonus har jeg opdaget, at drikker jeg nok vand, får jeg ikke hovedpine bare fordi, jeg drikker et lille glas vin eller to. Og her skal mængdeangivelserne tages bogstaveligt ;-).
onsdag, januar 18
uge 2 - om bootcamps, bøger og bedre vaner.
Er det mon bare mig eller har det hersens nye år liige rigeligt fart på her fra starten?? Jeg kan ikke helt forudse, om det mon vil føre til, at vi enten er nået langt ind i 2014 før jeg er sommerklar eller om det nærmere vil gå sådan, at året er løbet totalt tør for fremdrift og energi før vi når til påske.
Jeg kan i hvert fald konstatere, at min intention om, at der skulle blogges en gang om ugen halter noget så gevaldigt bagefter.
Jeg kan ikke engang påstå, at det er mit arbejde, der tager min tid. Det ligger alt for stille det meste af tiden og så lige pludselig får jeg godkendt en vagt og må galoppere ud af døren for at fange et tog. Og godt nok har jeg hørt, at DSB skulle være RET slemme til at være for sent på den, men jeg kan ikke påstå, at de er flinke til at være bare 3 minutter bagefter køreplanen, når JEG har brug for det.
Men det sidste par år og specielt det sidste halve år har jo vist mig at på den ene eller den anden måde når det jo altid sammen alligevel, så jeg vælger at tro på, at selv om der godt nok ikke er meget at lave nu, så dukker timerne alligevel op i tide.
Imens øver jeg mig intenst – der kunne faktisk godt være noget træningslejr eller bootcamp over det – på at få mest muligt ud af en uge, hvor jeg bare ikke ved fra dag til dag, om jeg skal på arbejde eller ej. Dét er ikke en kunst, der falder mig nemt, det indrømmer jeg blankt, men jeg bliver bedre til det.
Og så læser jeg. Vejret gør hvad det kan for at give mig optimal motivation til at blive inden døre, så jeg er ved at være halvvejs igennem Leo Tolstojs ”War and Peace”. Ideen fik jeg faktisk for et par år siden, hvor jeg kom med i en læsegruppe på nettet. Gruppens formål var at få læst noget klassisk litteratur for at se, om man mon gik glip af noget væsentligt ved ikke at have læst så meget af det ”man” bør kende til, men få måneder efter, jeg var kommet med i gruppen, gik den i stå. Jeg syntes nu selv, at det var en rigtig god ide, så jeg fortsatte på egen hånd. Og jeg nyder det. Sammen med gruppen læste jeg Don Quixote og ih guder, dét var ikke min kop te. 1000 sider MEGET langhåret fortælling, der bare slet ikke appellerede til min sans for humor. Men det gav mig faktisk en hel del alligevel at sætte mig for, at jeg hver dag skulle læse 10 sider. Dét gav mig næsten lige så meget som at bære bogen ned til genbrugsboghandlen og bytte den væk.
”War and Peace” er nu en overraskende god bog, som jeg nyder at læse selv om det tager tid. Det er ikke hver dag, jeg får sat mig med den, men det er ok. Den er rigtig god at have med på togturen til og fra Odense og jeg kan jo se, at jeg gør fremskridt, så det tager ikke så lang tid, før jeg igen skal tage stilling til, hvad jeg så vil kaste mig over.
Og så har jeg – igen – sat mig for, at colaen skal droppes. Dét har jeg besluttet før – men jeg satser kraftigt på, at jeg ikke kommer til at beslutte det igen. For at slippe for den ydmygelse har jeg sat mig og lagt en plan for, hvordan jeg trinvist får faset sukkermængden ud uden flere hovedpiner end højst nødvendigt og til nu er det gået. Ikke fremragende, ikke forrygende, men det er gået. Og for hver dag går det bedre og bedre, for jeg kan mærke, at jeg gør mig selv godt med det.
Fokus lige nu er på at vænne mig til at drikke vand nok, så jeg ikke kommer til at lide af væskemangel, men på mit køleskab hænger en artikel, jeg har hevet ud af et gammelt dameblad, som klart og kortfattet forklarer, hvad der sker, når kroppen mangler vand og hvad vandet gør af gavn.
Dét har hjulpet til at holde fokus!
Så min klokkeklare forventning er, at jeg om 2 timer – plus minus et par måneder – er sukkerfri og klar til at krybe i en størrelse 36 igen.
Jeg kan i hvert fald konstatere, at min intention om, at der skulle blogges en gang om ugen halter noget så gevaldigt bagefter.
Jeg kan ikke engang påstå, at det er mit arbejde, der tager min tid. Det ligger alt for stille det meste af tiden og så lige pludselig får jeg godkendt en vagt og må galoppere ud af døren for at fange et tog. Og godt nok har jeg hørt, at DSB skulle være RET slemme til at være for sent på den, men jeg kan ikke påstå, at de er flinke til at være bare 3 minutter bagefter køreplanen, når JEG har brug for det.
Men det sidste par år og specielt det sidste halve år har jo vist mig at på den ene eller den anden måde når det jo altid sammen alligevel, så jeg vælger at tro på, at selv om der godt nok ikke er meget at lave nu, så dukker timerne alligevel op i tide.
Imens øver jeg mig intenst – der kunne faktisk godt være noget træningslejr eller bootcamp over det – på at få mest muligt ud af en uge, hvor jeg bare ikke ved fra dag til dag, om jeg skal på arbejde eller ej. Dét er ikke en kunst, der falder mig nemt, det indrømmer jeg blankt, men jeg bliver bedre til det.
Og så læser jeg. Vejret gør hvad det kan for at give mig optimal motivation til at blive inden døre, så jeg er ved at være halvvejs igennem Leo Tolstojs ”War and Peace”. Ideen fik jeg faktisk for et par år siden, hvor jeg kom med i en læsegruppe på nettet. Gruppens formål var at få læst noget klassisk litteratur for at se, om man mon gik glip af noget væsentligt ved ikke at have læst så meget af det ”man” bør kende til, men få måneder efter, jeg var kommet med i gruppen, gik den i stå. Jeg syntes nu selv, at det var en rigtig god ide, så jeg fortsatte på egen hånd. Og jeg nyder det. Sammen med gruppen læste jeg Don Quixote og ih guder, dét var ikke min kop te. 1000 sider MEGET langhåret fortælling, der bare slet ikke appellerede til min sans for humor. Men det gav mig faktisk en hel del alligevel at sætte mig for, at jeg hver dag skulle læse 10 sider. Dét gav mig næsten lige så meget som at bære bogen ned til genbrugsboghandlen og bytte den væk.
”War and Peace” er nu en overraskende god bog, som jeg nyder at læse selv om det tager tid. Det er ikke hver dag, jeg får sat mig med den, men det er ok. Den er rigtig god at have med på togturen til og fra Odense og jeg kan jo se, at jeg gør fremskridt, så det tager ikke så lang tid, før jeg igen skal tage stilling til, hvad jeg så vil kaste mig over.
Og så har jeg – igen – sat mig for, at colaen skal droppes. Dét har jeg besluttet før – men jeg satser kraftigt på, at jeg ikke kommer til at beslutte det igen. For at slippe for den ydmygelse har jeg sat mig og lagt en plan for, hvordan jeg trinvist får faset sukkermængden ud uden flere hovedpiner end højst nødvendigt og til nu er det gået. Ikke fremragende, ikke forrygende, men det er gået. Og for hver dag går det bedre og bedre, for jeg kan mærke, at jeg gør mig selv godt med det.
Fokus lige nu er på at vænne mig til at drikke vand nok, så jeg ikke kommer til at lide af væskemangel, men på mit køleskab hænger en artikel, jeg har hevet ud af et gammelt dameblad, som klart og kortfattet forklarer, hvad der sker, når kroppen mangler vand og hvad vandet gør af gavn.
Dét har hjulpet til at holde fokus!
Så min klokkeklare forventning er, at jeg om 2 timer – plus minus et par måneder – er sukkerfri og klar til at krybe i en størrelse 36 igen.
lørdag, januar 7
Farvel til 2011 og velkommen til 2012
Efter en længere pause her på bloggen er det vist på tide, jeg lige opdaterer med lidt af det nyeste.
Jeg var i Hillerød nytåret over efter at have holdt julen i Sønderborg og helt uden "barn". Fredag aften holdt vi kompensationsjul, da hun havde været i England julen over og vi derfor ikke havde kunnet holde den med hinanden. Og den blev vist noget alternativ. Den traditionelle julemenu hos os står på farseret kalkun, så vi havde snakket om at lave en farseret kylling for at komme så tæt på som muligt men uden at stå med de enorme mængder mad, der er i en kalkun og så ellers følge traditionerne, men dels løb tiden fra os og dels var det jo nytårsaften dagen efter, så resterne ville vi ikke få tid til at gøre ordentligt kål på.
Ergo blev det cajunkrydrede kyllingebryster, hasselback-kartofler og Waldorffsalat med ris a la mande til dessert. Da vi også gerne ville skåle godt nytår med hendes kæreste, der skulle til Haderslev dagen efter, blev a la manden ledsaget af en lækker og kold Asti.
Nytårsaften var der kun hende og mig og en parteret og død laks. Og det blev ærlig talt lige alternativt nok undervejs, men også meget grinagtigt. Hun havde haft en flaske mousserende vin stående til os, som var blevet købt i Lithauen på en af hendes og Jonathans rejser og den skulle vi have i løbet af dagen. Jeg havde også taget en flaske med, for mit lokale supermarked havde en russisk en med russisk etiket og hele molevitten (læs: guldskrift).
Men det viste sig, da vi åbnede den, vi skulle have i løbet af dagen, at der ikke var én eneste boble i. Til gengæld var der bismag ad libitum, så vi blev enige om, at køkkenafløbet helt sikkert lige trængte til en hurtig skylning. Og så strikkede vi lige en plan b: ”russeren” skulle drikkes til laksen, i stedet for hyggevinen måtte vi tage kold cola og så tog vi Hustler energidrik til midnat i stedet, før vi gik ud og skød alt det fyrværkeri, vi kunne finde.
Planen var jo i og for sig ret god, men det er ikke det største køleskab, de har, så jeg ville lige være smart og stille colaen på taget udenfor køkkenvinduet. En rigtig god ide, men jeg havde åbenbart slet ikke fået set godt nok efter, da der var lys at se ved, for der var en del længere ned end jeg lige huskede, så i stedet for at stille colaen endte jeg ret beset med at kaste den ud. Ca. 70 cm ned, så den væltede naturligvis og trillede flere meter væk. Heldigvis er der kant på sådan et fladt tagpaptag, så den blev stoppet før det gik helt op i eksploderende cola. Men jeg måtte i køsteskabet og danne en lynalliance med gulvskrubben og liggende på maven ud af vinduet kunne jeg så lige præcis få gelejdet colaflasken så tæt hen på vinduet igen, at jeg kunne nå den og få den hentet inden døre.
Efter middagen, der stod på stegt laks, flødespinat og chips ledsaget af den russiske vin, der passede smukt til, stod den på film – Marley and Me – nytårsprogrammer om politik (lidt fest SKAL der jo være sådan en aften) og 90-års fødselsdagen og til sidst velkomsten til det nye år, der nåede at blive adskillige minutter gammelt, faktisk kunne man godt påstå, at det både nåede indenfor døren og fik jakken af og hængt på en bøjle i skabet, før ”Vær Velkommen Herrens År” endelig tonede ud i stuen. Da stod vi allerede med overtøjet halvvejs på og var klar til krudt og skyderi.
Men vi fik vores billeder og vi kylede med knaldperler – MONSTERknaldperler endda ifølge æsken – og kæmpede en indædt kamp for at få gnist i stjernekasterne. Vi tabte første runde.
Men vi fik vores billeder. Og en ung mand stoppede op og mente nok, at vi da var nok var gået noget amok med krudtet, hva? Jeg tænker, han har været ved at få mavesår af misundelse over, at vi havde MONSTERknaldperler og much fun, mens han bare stod der midt på vejen med uldhue og cykel uden lys.
Livets goder ER bare ikke retfærdigt fordelt.
Da vi kom hjem, tændte vi fluks et fyrfadslys – vi havde jo stadig et udestående med de der stjernekastere – og så blev det taget under kærlig behandling ude på badeværelset. Kors, hvor sådan nogen soder… altså. Men det var sjovt.
Dagen efter var det tidligt op, for jeg skulle hjem og Hazel skulle skrive, så kl. 8.22 sad jeg i toget hjem igen.
Siden da har det været knokkelpukkel i Odense, der ikke har kørt dagsprojekter i den sidste måned, så jeg har været på aftenarbejde og har også taget weekendvagterne for at få indhentet nogle af de timer, jeg kom til at mangle i december.
:-D
lørdag, august 27
Bifrost ved Fyens Stiftstidende
Noget af det hyggelige ved blomsterfestivalen i Odense er, at den er fordelt over hele byen, så man ved aldrig, hvor man lige render ind i et fuldstændig uventet og betagende syn. Det opdagede jeg selv, da jeg på festivalens første dag kom galopperende ud af banegården med søvn i øjnene og arbejdet i tankerne. Pludselig blev min sanser udsat for et angreb af farver og skønhed, der fik mig til nærmest at klodse bremserne.
I nattens og den tidlige morgens løb var denne opstilling kommet på plads og jeg tror faktisk, det er den, jeg bedst kunne lide.
Under Bifrost ligger halen af en Midgårdsorm lavet af en af Odenses daginstitutioner. Plastposer og sække var fyldt med papir og dekoreret med tegninger og med billeder af de børn, der havde "strikket" den.
Og den var lang!
Og også frygtindgydende på sin egen enfoldige måde.
En dag, der starter med så meget skønhed og kreativitet har meget, meget svært ved at gå galt senere hen.
I nattens og den tidlige morgens løb var denne opstilling kommet på plads og jeg tror faktisk, det er den, jeg bedst kunne lide.
Under Bifrost ligger halen af en Midgårdsorm lavet af en af Odenses daginstitutioner. Plastposer og sække var fyldt med papir og dekoreret med tegninger og med billeder af de børn, der havde "strikket" den.
Og den var lang!
Og også frygtindgydende på sin egen enfoldige måde. 
En dag, der starter med så meget skønhed og kreativitet har meget, meget svært ved at gå galt senere hen. mandag, august 22
Blomsterfestival 2011 - Asgård og Bifrost
Det fremgår ikke ret tydeligt, men der står Midgard med bittesmå cyklamenfarvede minialpevioler med en let kruset kant. Fint så det ud.
Så var der lavet en regnbue - Bifrost - der bugtede sig op til porten til Asgård. Der var komplet med brændende fakler og det hele.
Regnbuen tæt på.
Og så havde den planteskole, der stod for denne opstilling, sat en kasse med dels nogle varianter af Fruity Mint, og noget "græs", der smagte af hvidløg, men det, der fik min udelte interessen var Stevia, som jeg har været "jagt" efter.
Stevia er nemlig meget sødere en sukker uden det usunde og jeg tænkte, det ville være et hit i mine isteer, hvor jeg til nu har brugt lakridsrod, som fungere upåklageligt i nogle af blandingerne, men det er jo ikke alt, der bliver beriget af smagen af lakrids, så jeg mangler et mere neutralt smagende sødemiddel.
Men jeg fulgte opfordringen på kassen og smagte på sagerne og Stevia skal afgjort findes og hjemføres... bare en 4-5 potter eller måske en tørret udgave, hvis det overhovedet er til at få....
søndag, august 21
Blomsterfestival 2011 - Yggdrasil
Jeg har de seneste dage nydt blomsterfestivalen i Odense og har taget alle de billeder, jeg har kunnet få tid og plads til ... og haft batteri til.
Temaet var den nordiske mytologi og her er det træet Yggdrasil, der er bygget en opstilling op over.
Det er planteskoler rundt omkring i hele landet, der laver opstillingerne baseret på noget så almindeligt som potteplanter.
Abonner på:
Opslag (Atom)