mandag, december 20

Hvornår er en ekspert en ekspert??


I dag er juleferiens første dag og ih, hvor jeg glæder mig til de næste 3 uger med fri, afslapning, godt selskab og masser af nydelse.

Jeg har i øvrigt moret mig med at forarges de senere dage over denne
artikel på 24.dk. Men det gør jeg nu gerne over artikler med "fif" til parforholdets vedligehold og forbedring, for det forekommer mig, at der er virkelig langt imellem de artikler og "ekspertudtalelser", som rent faktisk formidler en forståelse for de mekanismer, der er på spil og hvad der skal til for at man kan sætte sig udover dem. Ofte synes jeg, jeg savner både faglig indsigt og evne til formidling af de til tider ret komplekse dynamikker, der er på spil.

I modsætning til det vil jeg meget gerne anbefale
denne bog, som jeg har læst i år. Et meget vellykket samarbejde imellem en svensk psykolog og en journalist, der giver både fagligheden i stoffet, men også i formidlingen. Bogen kan varmt anbefales.

torsdag, december 16

Skt Gertrud, nu helt uden glans....


Jeg skal da nok lige love for, at glansen helt røg af Skt. Gertrud i dag. Nu har det været det smukkeste vintervejr med kulde og klarhed i lang tid, men i dag er det mørkt, blæsende og vådt. Drivende, dryppende sjaskvådt derude.
Konsekvensen må naturligvis være, at jeg forskanser mig herinde med te, levende lys, julemusik, en god bog og noget juleoppyntning.
Og så gravede jeg lige dette billede frem, som faktisk ikke er mange dage gammelt og her fra egnen.
Og så var det måske en ide med en potte gullashsuppe til middag.
God dag til jer alle.
:-D

onsdag, december 15

Ind i mellem nyder jeg at sidde med en kop varm te eller noget andet nydelsesfyldt og google citater. Jeg elsker at læse og lære af, hvad andre mennesker gennem tiderne og helt andre steder i verden har lært og formuleret om livet og alle dets aspekter og erfaringer.

For tiden er det selvfølgelig julen og i dag deler jeg dette citat, som ramte mig lige i hjertet, da jeg læste det:



Den som ikke bærer julen i sit hjerte vil aldrig finde den under et træ. ~Roy L. Smith

Måtte I alle bære julen i jeres hjerter, så I rigtig kan nyde både den og alle forberedelserne til den.

søndag, december 12

Jah... det er ikke sådan, her ser ud i dag. Det kan man ikke påstå, men vejret er jo rigtig fint og senere skal vi til julemarked på Sct. Nicolai.

Det skal nok blive rigtig hyggeligt efterfulgt af glögg og æbleskiver.

Indtil videre er formiddagen gået med en meget langsom brunch med hjemmebagt brød, ost og grønstager skyllet ned med kaffe, cola - igen skår eller improviseret rengøring i dag!! - og 3 cd'er med julemusik.

Rigtig glædelig 3. søndag i advent til jer alle.

lørdag, december 11

Fransk xxxxx, vask og .....ærgrelse.

Der opstod en spontan en situation her i går.

Planen var lagt og alt var klart.

Før arbejde ville jeg lige hente et par julegaver hjem og ordne et par andre småting, så jeg skulle afsted en halv times tid før sædvanligt.

Troede jeg.

Bedst som jeg var ved at gøre klar til at tage afsted, lettede mit glas med cola i et elegant lille hop.

I en nydelig saltomortale fordelte det indholdet ud over trappestigen,

gulvet

væggen

og et par møbler

før det smadredes i en milliard stykker mod gulvet.

Kan et vinglas være selvmordsbomber??? Ja! Eksplosionsagtigt er ikke for stort et ord.

Jeg følte mig som en fransk xxxxx over ikke at have passet bedre på.

Programændringen medførte vask af gulv, væg og trappe - ovenpå, udenpå, nedenunder i forsigtighed, mens jeg samlede alt det glas sammen, jeg kunne finde. Og et reduceret tidsrum til at nå alt det andet.

Det er ikke alt, man skal fotografere, i stedet får I denne smukke plante at se på.

Og så snakker vi ikke mere om dét!!


fredag, december 10

F som Frost


Så er vi nået til f i fotoalfabetet.
Jeg har valgt et frost som tema for mit billede.
Frost kan tage mange former, men jeg har vist ikke før set det som her, hvor planten jo næsten ser kandiseret ud.
Du kan se flere versioner af bogstavet F her hos abc skandinavia.

torsdag, december 9

En velkommen påmindelse


Min datter - som skal forblive stort set unavngiven - har været efter mig fordi jeg ikke har opdateret bloggen i et stykke tid. Det duer simpelthen ikke. Jeg har selv haft lidt skidt med det, men har været noget presset for tid og overskud fordi jeg har kastet mig ud i at lære noget nyt, der i den grad ikke er faldet mig let: Jeg vil ikke bare have orden i mine ting, nu skal der også orden på alt andet, så som jeg fortalte i bloggen om "Få tingene gjort", så er det det, jeg er gået i gang med. Næste gang kaster jeg mig over noget lettere som f.eks. at løbe et marathon eller lignende.

Det er nu en utroligt givende proces og nu, hvor jeg har sat mig ind i de værktøjer, David Allen bruger og måden, de bruges på og jeg har fået dem på plads, begynder resultaterne også at vise sig og de vokser både i antal og i størrelse, så det har afgjort været blodet, - ok, måske ikke blodet - sveden og tårerne værd.

I dag var der som sædvanlig en del projekter og opgaver på min dagsorden, men jeg valgte alligevel at rive et par timer ud af kalenderen, da alt stod dækket af rimfrost og solen dukkede frem på en skyfri og klar, blå himmel.

Det var afgjort det hele værd og kameraet var fuldt af virkelig flotte motiver i løbet af ingen tid.