søndag, marts 18

Uge 11 - en orki-rigtig-dårlig-(i)dé

Hvad stiller man op, når man har bildt sig selv ind, at én blog om ugen er ladesiggørligt og man så ikke har en pind at skrive om???

Apropos pind!!!

Så kan jeg da lige nævne sådan en passant…

Jeg var ved at pakke taske og gøre klar til at tage toget forleden, da jeg kom til at tænke på, at det vist var noget tid siden orkideerne havde fået sig en tår, og da det jo er forår og varmere end det har været længe og der begynder at gå grokraft i både dit og dat, så fik jeg lige den gevaldige ide, at de måske ikke ville tage skade af noget gødning. Godt nok var det ikke orkidé-gødning, men en blomst er vel mere eller mindre en blomst medmindre den altså er af silke eller af sprog…

Svaret er nej. Det er det ikke. I hvert fald er den pink orkide nu mærkbart mere hængeøret og vil uundgåeligt skulle til at producere helt nye blomster bare fordi jeg var kreativ.

Men der findes jo karma og i denne uge var der åbenbart express-levering på mine udeståender – hvis jeg har nogle tilgodehavender må de derimod være i restordre – der gik i hvert fald ikke lang tid, før jeg selv hang med ørerne, hostede, snottede og lagde mig en mere og mere sensuel stemme til, så nu har jeg vist lært, at næste gang skal jeg lige smage på gødningen selv, før jeg tager liv og helse fra andre med mine eksperimenter. Det tog nu heldigvis kun et par dage eller 3, så gik det bedre igen. (Og mor, det med at smage på gødningen var altså bare en joke!!)

Godt det ikke var underboen, jeg var kommet til at forgifte, så var jeg nok ikke sluppet med et par dages hoste og sløjhed!!!

:-D


søndag, marts 11

Uge 10 - Kvindefrigørelse starter i kvindesind

Det her årlige kvindefrigørelsespalaver, ikk? Det har altså aldrig rigtig sagt mig set store. Det må jeg indrømme, men jeg må også indrømme, at politik heller aldrig har fyldt ret meget på min private dagsorden tidligere. Men i år har været helt anderledes for mig.

For ca. 2½ år siden havde jeg et aha-øjeblik af de helt store. Jeg var lige blevet single, sad i et lejet kælderværelse med fælles køkken og bad, havde hverken opsparing eller tilstrækkelig indkomst til at kunne skabe mig et godt, nyt hjem, hvor jeg kunne komme ovenpå, intet socialt netværk, og hverken uddannelse eller job, der kunne give mig tilstrækkelig mental stimulering. Og som en gave fra oven dukkede spørgsmålet op:

”Hvorfor har jeg ikke sørget for dét? Hvor fanden har jeg haft mine tanker???”

Dét spørgsmål har jeg brugt det sidste år på at besvare og ved en nærmest poetisk og meget symbolsk tilfældighed, begyndte jeg at søge svaret både i mig selv og en god stak relevante og meget givende bøger d. 8 marts sidste år. Den internationale kvindedag. Jeg havde på ingen måde fokus på mit køn som sådan i starten af den proces. Jeg satte mig bare for at finde ud af, hvorfor de resultater, jeg havde skabt i løbet af de 44 år, jeg havde levet, var SÅ langt fra det, jeg havde tænkt mig, da jeg startede ud og SÅ langt under, hvad jeg burde have kunnet skabe. Hvor kommer de ”styreprogrammer” fra, som jeg ubevist navigerede ud fra? Hvordan og hvornår var det blevet installeret? Hvordan kunne jeg få dem "slettet"? Og hvilke ”programmer” ville jeg så hellere have i stedet?
Hvilken viden og hvilke færdigheder ville jeg få brug for for at kunne rette op på min livssituation?


Jeg læste og skrev, huskede og skrev noget mere, genoplevede en masse barndomsminder med nye øjne og med en helt anden livsforståelse end man kan mobilisere, når man er 2-4-ikkeretgammel og det var først ret langt inde i processen, at ”kønsdebatten” kom og blandede sig, for den var der jo godt nok gang i, da jeg voksede op. Og så har jeg et par gode og kloge veninder, der var "fødselshjælpere" i processen.

Et år – og rigtig mange samtaler med rigtig mange kvinder – senere kan jeg konstatere, at jeg så langt fra er den eneste, der render rundt og glemmer at ligestille mig selv med min omverden og jeg tror faktisk ikke, at kvinder ikke kommer i nærheden af reel ligestilling før, vi indser vigtigheden af at behandle os selv med samme omsorg og respekt, som vi behandler andre.

Det er slet ikke hele svaret og det er ikke nogen magisk løsning, men det vil helt sikkert give ligestillingssituationen et kæmpe spark fremad, hvis vi hver især tog det vores ansvar for vores egen velfærd økonomisk såvel som på alle andre fronter.

Vi er endnu ikke nær bevidste nok om, hvor vigtigt det er med SUND egoisme, faktisk kan de fleste af os få kuldegysninger bare ved tanken om at blive kaldt egoist og dét er synd.

For der ER bare ikke ret mange af os, der har en plan for, hvad vi vil med vores liv. Og blandt dem, der havde en, hvor mange har da ikke revideret/nedprioriteret/stillet den på standby, da kærligheden og børnene dukkede op?

Og da kærligheden dukkede op, hvor mange af os havde da åndsnærvær nok til at vide, hvilke karakteregenskaber en GOD mand burde have? Og hvor mange af os gik så langsomt frem med vores forhold, at vi kunne nå at finde ud af hvordan han reelt set var, FØR vi bandt os til ham med fælles hjem og barn og økonomi?

Hvor mange af os går lige så højt op i vores egen sundhed og trivsel, som vi gør i børnenes eller mandens?

Hvor mange af os bruger regelmæssigt tid på at glæde os selv og lade rigtigt op uden dårlig samvittighed over, at vi ”tager tid fra familien”?

Men hvis vi vender billedet om, så står det os lysende klart, at vore familier da skal have den bedste omsorg og pleje, de bedste økonomiske forudsætninger, den bedste uddannelse og de bedste og mest stimulerende jobs.

Men det, vi sender ud, er det, der kommer tilbage og når det, vi sender ud på SÅ mange punkter er, at vi ikke er så vigtige som andre, så vil dét være hvad, vi får tilbage: En samlet nedprioritering, der over tid koster os det overskud, vi KUNNE have haft og som vi KUNNE have delt ud af. I stedet sidder alt for mange af os i en alt for sårbar situation, hvor vi er alt for afhængige af, at der kommer ”nogen” og tager sig af os, når vi ikke selv kan, fordi vi havde alt for travlt med at ”øde” den kapital væk, der kunne have givet et overskud til både os selv og andre.

Dét kan vi godt gøre bedre. Jeg for MIN part kan godt gøre det bedre. Så jeg vil også bruge de kommende år på at frigøre mig fra de indre lænker, jeg stadig trækkes med og når jeg har sat mig selv fri, SÅ vil jeg dele ud. Men kun af mit overskud, for ”hovedstolen” af mine ressourcer er det fremover mit ansvar at passe på og styrke, så jeg over tid får et langt større "afkast", jeg kan dele ud af.

Min tese er nemlig, at hvis vi hver især styrker os selv, så bliver vi stærkere (skarpsindighed i fjerde potens lige dér) både hver for sig og individuelt. Dét vil samfundet ikke kunne sidde overhørigt i længere tid. Dét bliver nødt til at følge med for at kunne afspejle befolkningen og så kommer forandringerne helt af sig selv.

Dét vil jeg godt være med til.

lørdag, marts 10

Rusland revisited - marts 2009 - kapitel 5

Efter morgenmaden, der var lige overdådigt hver morgen, gik mor og jeg i shoppingcentret, der ligger få skridt fra hotellet. Jeg havde taget termobluser med i den tro, at Rusland i marts var lig Nordpolen, når der er koldest, men de havde vist sig at være alt for varme og jeg var fugtig på den aldeles ufede måde det meste af tiden med dem på. Jeg havde ikke rigtig nogle almindelige t-shirts med, så det var nødvendigt at finde noget mere brugbart – og hvem drømmer ikke om at have lidt russisk mode med hjem – så der stod shopping på programmet.

Det virkede mest praktisk, at vi gik hver for sig, så jeg kunne finde en t-shirt eller to uden, at mor skulle stå og vente på, at jeg blev færdig. Den slags kan tage sin tid med mig.

Det var totalt ok at gå rundt for sig selv. Vi havde oplevet rigtig mange steder, at de russiske butiksansatte var over os som høge, når vi gik og kiggede, men jeg slap helt for dem og fik lov at passe mig selv. Det lykkedes også at finde både en sort/hvid t-shirt med korte ærmer og med sølvstikninger og en lilla langærmet bluse syet i mere end blød viscose.

Bagefter var der endda tid til at finde nogle cd'er med klassisk musik. Både en med Vanessa Mae, en med bl.a. Anna Netrebko - lidt russisk skulle der jo helst være over det - og en med Herbert von Karajan og Berliner Philharmonikerne, der spillede Mozart. Det virkede som lige det rette at tage med hjem og så var det et røverkøb. Man kan bare aldrig få for mange røverkøb. Jeg måtte bare ærgre mig over, at jeg ikke ville kunne høre andet end russisk MTV til vi kom hjem, men så var der jo også noget at glæde sig til.

Jeg ville også godt have haft noget nutidigt russisk musik, men jeg kender ikke spor til det og jeg ville ikke bare købe noget for at købe noget. Mor havde i mellemtiden fundet noget musik, hun kunne bruge, selv om det passede hende ekstremt dårligt, at jeg havde fundet noget med Anna Netrebko, for hun havde lige spurgt i selvsamme butik, om de havde noget med hende og det havde de ikke. Det må de jo så have haft alligevel, for jeg købte mine cd'er efter mor havde købt sine. *gnæk gnæk*

Vi fandt et sted, hvor vi kunne få lidt at drikke, vi valgt dog at vente med at spise til vi var tilbage på hotellet og kunne lave vores egen frokost, der havde det med at bestå af ost med forskelligt brød, knækbrød eller lidt kiks. Vi havde aftalt, at vi også skulle se den blå kirke, vi kunne se fra hotellet. Den havde nogle enormt flotte blå og gyldne kupler, så det ville nok være dumt at springe den over.
















Det tog lidt tid og lidt overvejelser at finde derover, men det lykkedes at komme derhen ad bagvejen, der viste sig at være ret pløret indtil vi opdagede, at der også var en asfalteret indkørsel.


Selve kirken var enormt flot med emaljerede kupler i blåt og guld og med borter og friser i muren, marmor plader med inskriptioner, mosaikker og med nogle enorme døre, der så ud til at være i kobber eller messing og som var fulde af bibelske motiver.


Intentionen var, at vi ville have været indenfor, men mens vi stod der, kom der indtil flere, der med et dybt indadvendt blik slog korsets tegn for sig 3 gange, før de gik ind, så da det kom til stykket, havde jeg ikke lyst til at gå ind. Det var ikke interessen, der manglede, men det virkede ikke helt ok, at rendt rundt og hviske åh og neeeej over bygningen og tage billeder, mens der var kirkehandlinger i gang. Det virkede som en indtrængen i noget privat. Vi nøjedes med at kigge udefra og gik derefter videre.


Så var det på tide at finde den japanske restaurant, som mor også havde set fra hotellet og som vi havde planer om at spise på sammen med Hazel samme aften. Den havde gemt sig ret godt, så det udviklede sig til noget af en udfordring, der gav en masse motion – naturligvis uden, at vi på nogen måde for vild eller var uenige om, hvorvidt, vi skulle den ene eller den anden vej - men det lykkedes os at finde den og kigge på menuen, der så lovende ud både ift. maden og prisen, men det viste sig senere, at de 150 m den lå fra hotellet var alt for langt. Der var hverken ork hos mor eller mig til at slæbe os derover, så hotellets køkken kom til at holde for igen.


Supermarkedet lå nu lige til højre for os, så vi valgte at gå derind og hente noget pålæg til vores frokost på hotellet. Mine fødder føltes som noget, der normalt ville blive doneret til genbrug, men jeg havde glemt at tage et ekstra sæt med hjemmefra ;). Jeg var også ved at være sulten, så vi fik hurtigt købt lidt ind og trissede hjem. Efter frokosten fik jeg arrangeret med Hazel, der havde været i skole for sidste gang den uge, at hun bare kom ud til os. Min fødder var slet ikke tændt på at tage ind til byen og hente hende. Det var nu ikke noget problem, det gjorde hun bare ud til os på den der hjemmevante facon, hun havde tillagt sig efter en måneds tid i byen.

Om aftenen spiste vi på hotellets restaurant, hvor vi alle 3 valgte steak. Jeg valgte en rød en og både mor og Hazel bestilte medium. Det var lidt af en oplevelse, for i menuen stod den beskrevet med ruccola og ribs og det var lige præcist, hvad vi fik. Der var en lille bitte smule sauce af en slags, 10 visne blade ruccola og en slatten klase ribs. Steaks'ne var åbenbart blevet stegt samtidig og så var min blevet hevet af varmen og anrettet på en meget varm tallerken før de to andre med det resultat, at den havde stegt videre og næsten var mere medium end Hazels steak og så var min ruccola og ribs visne. Dertil kom, at der hverken var kartofler eller grøntsager til, bare en bøf. Den smagte nu rigtig godt og var både saftig og mør, så der var ingen grund til gråd. Resten af aftenen var vi på værelset, hvor vi bare hyggede og slappede af.

mandag, marts 5

Rusland revisited - marts 2009 - kapitel 4

Onsdag vågnede jeg til let tilsyrede lår- og benmuskler. Jeg syntes ikke, vi havde gået så umanerlig meget dagen før, men nåede frem til, at det nok havde en hel del med trapperne op og ned i metroen at gøre. I øvrigt var det jo lige meget, om jeg fattede, hvor mælkesyren kom fra, nu var den der i hvert fald.

Efter en solid morgenbuffet brugte vi formiddagen på værelset, mor havde heller ikke den store trang til at gå lige dén dag, så jeg skrev lidt dagbog, læste lidt i Kristian Ditlev Jensens ’Livret’ og brugte lidt tid på at rydde op. Det er pudsigt som sådan én kuffert kan få et ret stort hotelværelse til at ligne noget, der er løgn og jeg var lige ved at føle mig ret klaustrofobisk, så det var en hel lettelse at få tingene pakket i tilbage i kufferten og stillet på badeværelset mv. Mens jeg ryddede op, sad mor og skrev og ville gerne vide, hvad, jeg lavede (?!?) og hvorfor? Hun har vist ikke rejst med mig siden jeg ’mødte’ flylady og bragte mit kaos under kontrol, så det at hendes ældste datter ryddede op uden, at nogen havde været på nakken af hende, dén var vist ny. Der var nu ikke andet i det, end at jeg trængte til lidt orden. Hazel var til undervisning, men ville mødes med os inde i byen kl. 14:00.

Den blev næsten 14:30 før vi mødtes, for vi var alle lidt forsinkede. Det, der stod øverst på alles dagsorden var MAD!! Så vi fandt et cafeteria-agtigt sted på nederste etage i Okhotny Rijad, hvor de bl.a. havde en gryderet, der så lækker ud med noget kød i en paprikaflødesovs. Rigtig lækkert.

Efter at have spist, gik vi over til den bolig, Romanov’erne boede i, før de blev zar-familien. Dét var en oplevelse. Ikke så meget pga. selve huset, der også var lidt spændende, men fordi det åbenbart er der Moskvas forsamlede befolkning af kvinder i 60-70 års alderen holder til. De var overalt og havde totalt styr på, hvilken vej, vi måtte gå igennem museet og man var under lup konstant. Dét virkede godt nok forstyrrende på både Hazel og mig. Vi fik i hvert rum stukket et stykke lamineret tekst i hånden, der fortalte, hvad vi så, men var der yderligere spørgsmål, var det ikke her, de skulle stilles. Dels pga. sprogkløften men også fordi jeg fik indtryk af, at den information, vi havde fået, var den information, der var at få. Punktum. Virkelig en alternativ oplevelse og jeg var ikke helt ked af, at det ikke var et større museum end det var.

Derefter gik vi til Parfume museet, der lå ikke så langt derfra. Man kommer faktisk ind i en butik med alskens duft-halløj, hvilket forvirrede mig noget, men så fandt vi ud af, at museet, var lukket. Øv! Men mor fik kontakt med en russisk mand og rullede charmen ud og vupti, kunne vi godt få lov at se det alligevel. Det lå ovenover butikken og var en kæmpesamling af dels klædedragter og dels parfumeflakoner og remedier til parfumefremstilling.

Nedenunder var der butik med produkter fra den russiske parfumefabrik/virksomhed, der havde samlingen og museet og dels de produkter, de fører i dag. Det lod nu til, at de ikke bare har deres egne dufte, men jeg var noget skuffet, da jeg opdagede, at de også laver kopidufte af de kendte, vestlige mærker. Dér tabte jeg lige købelysten, må jeg indrømme.







Det var tid til igen at få noget i skrutten, så vi gik i GUM, der er et kæmpe shopping center, hvor blandt andet alle de rigtig store vestlige navne har butik. I ved, den type, hvor der ikke sættes prisskilt på varerne i vinduet. Der var nu overvældende meget at gå og se på. Blandt andet af smykker, som jeg jo altid kan fængsles og fascineres af. Det fik mine små perlekæder til at se helt ynkelige ud ved siden af de der suverænt smukke diamant smykker. Men det giver også et sug af inspiration til nye kombinationer af perler og teknikker, jeg får lyst at prøve. Oppe på første sal lå en cafe, hvor vi fik kaffe, te og chokoladekage. Et ordentligt stykke, der var helt umuligt at tygge sig igennem, men det holdt mig nu ikke tilbage fra at forsøge.











Udenfor var det blevet mørkt, så da vi kom ud og så GUM helt belyst og sneen, der dalede, måtte vi lige have billeder. Det var jo helt julet trods datoen. Klokken nærmede sig 20, så det var på tide at sende Hazel hjem til hendes lektier og vi tog tilbage til hotellet og brugte resten af aftenen på at slappe af og sidde med benene oppe.

søndag, marts 4

Uge 9 – gratis ugen, der gik.

I denne uge har jeg da godt nok fået mig nogle oplevelser, selv om jeg har haft en masse at se til i Odense. Faktisk var jeg så heldig, at mens jeg lige vendte ryggen til et kort øjeblik blev alle de 3 dagsvagter, som jeg havde bedt om og håbet på at få én eller to af, godkendt. På én gang. Aftenvagterne var allerede godkendt, så lige pludselig følte jeg mig helt vildt attraktiv på den enormt efterspurgte måde.

Men bare så vi er enige om det: attraktiv er …. Attraktivt… altså. Og man får også penge med hjem.

Jeg var kommet under vejr med, at der findes datingsider, der er gratis, og da jeg nu åbenbart var så attraktiv og efterspurgt og så’n, så tænkte jeg, at dét da skulle forsøges. Datingerfaringen har jeg jo, så… hvor galt kunne det vel gå? Jeg oprettede i hvert fald en attraktiv profil og satte et attraktivt foto på og så skal jeg nok love for, at jeg fik opmærksomhed. Der var godt nok ikke noget i min indbakke, der lignede potentiale til et velfungerende forhold, men det siger sig selv, at på sådan en side, hvor der er rigtig, rigtig mange muligheder for at møde singler af det modsatte køn, vil der også være rigtig, rigtig mange, der ikke er den rette, så det er bare med at have tålmodighed. Ikke mindst fordi det er nemt at lave sådan en profil og man derfor møder MANGE, der i en alder af midt i livet beslutter sig for, at nu vil de også have sig en kæreste. Eller som lige er blevet vraget og som har regnet sig frem til, at de så bare skal have en NY kæreste, der kan puste på såret til det ikke gør ondt mere. Hvor svært ka’ det være??

Men som sagt, dét var ventet.

Hvad der ikke var nær så forudset var, at det her gratis dating noget efter en uges tid gik fra at være gratis på sådan en ”det koster ikke noget-facon” til at være gratis på en ”der er desværre ikke nogen af sidens faciliteter, der virker længere, men hvis du betaler XX antal kroner pr. md. Ved kasse 1, så virker det hele igen lige med det samme-facon”.

Og så fik jeg jo lige pludselig opdateret min viden om, hvad begrebet gratis egentlig dækker.



Ugens andet gratis højdepunkt var, at jeg var gratis i Sønderborg. Men dét er ikke det hele. Jeg opdagede for noget tid siden, at DSB har en kundeklub – hvis man kan kalde det dét – der giver en række fordele specielt ift. fornyelse af mit pendlerkort, som afgjort var værd at tage med, så jeg meldte mig til og fandt senere ud af, at jeg som følge af dét havde fået en gratis sviptur. Dét er jo smart, når sådan en lige dækker togstrækningen ned til mor, så jeg smuttede lige forbi hos hende lørdag.

Men der er mere…..

Min sviptur var ikke bare gratis – den var en hi-tech, dybt-og-inderligt-fancy oplevelse helt ned i detaljen, for for at få min billet, skulle jeg sende en sms, der så blev besvaret med en sms fra DSB, som jeg skulle svare ORANGE JA til indenfor 5 minutter. Og vipti-vupti og se nu dér, så tikkede der en billet ind på min mobil.

Jeg kan godt love jer for, at jeg følte mig oppe på beatet (og det er så her, jeg garanteret lige har totaldestrueret min street cred med en stavefejl af den fatale slags) og hip og hver en ting, da jeg flashede min mobilbillet for den venlige togfører.

Heldigvis var der billetkontrol på både på ud- og hjemrejsen, så jeg fik fuld flashe-valuta for alle de penge, jeg slet ikke havde betalt.

Og nu er jeg klar til at kaste mig hovedkulds ud i uge 10.

Hasta la vista!!

søndag, februar 26

Uge 8 - Cooler end de flest'

I denne uge er der kun ét emne på dagsordenen, men dét har til gengæld også fyldt i flere uger. Faktisk i stort set hele den måned, der er gået siden en ven spurgte, hvad jeg syntes om Niels Hausgaard. Grunden til spørgsmålet var, at han sad inde med to billetter til Hausgaards nye show ”Love Babe” i Fredericia d. 23. februar (det var i torsdags, hvis nogen skulle være i tvivl ;-)) og var noget i tvivl om, hvorvidt han skulle forsøge at sælge dem eller om han mon kunne nå at finde en anden, der kunne se det med ham.

”Tø hø!” som Hausgaard siger.

Dét kunne jeg da godt lige afklare for ham: Den dag kunne jeg godt… og havde det været en – stort set - hvilken som helst anden aften, havde jeg også kunnet. Jeg har nemlig set ham live før et par gange eller 3 i Sønderborg og vidste derfor, at dét var en oplevelse, der var værd at gentage.

Og jeg blev ikke skuffet.

Selvom min torsdag godt nok var mat i koderne og kom mere end langsomt fra start, blev det en rigtig god dag. Jeg havde påtaget mig at lave mad og det skulle være GOD mad, for det kræver altså kvalificeret krudt og kalorier at kunne holde ud, når Niels Hausgaard ruller sig veloplagt ud i 2 gange 1½ time. Der rækker 2 halve med ost altså bare hverken til det ene eller det andet, så den stod på kamsteg, champignonflødesovs, Hasselbackkartofler og en salat af tomat, løg og avocado.

Showet skulle begynde kl. 19.30 og da ingen af os er stedkendte i Fredericia tog vi af sted i god tid. Det var nu slet ikke noget problem, vejen fandt nærmest sig selv og vi var der i fin tid.

Jeg kom bevæbnet til tænderne med notesbog og kamera og troede, jeg kunne nå at fange bare nogle nøgle ord og et par billeder undervejs, men enten er min hukommelse gået helt tabt i demens på det punkt eller også er det bare forskelligt fra sted til sted, om der er lys tændt eller ej under showet. Her var det i hvert fald slukket på den der ”Jamen her er jo bælgmørkt, for hulen da!”-agtige måde, så jeg måtte i gang med at huske så godt jeg kunne dagen efter og se, hvor mange nøgleord, jeg kunne nå at fange, for jeg har opdaget fra f.eks. rejser, at har jeg bare lige fået fat i dét, så der det meget nemmere at huske senere hen – når man f.eks. skal blogge.

Og der VAR meget. Det kan godt være, Hausgaard er jyde og dermed ikke snakker nær så hurtigt som f.eks. københavnere – dét fik vi også lige nogle lune betragtninger over undervejs – men han kan godt nok nå vidt omkring på hen ved 3 timer.

Han havde blandt andet hugget Bruce Springsteens ”Tougher than the Rest” som i den danske version kom til at hedde "Cooler end de flest'". Dét krævede dog ledsagelse af ikke bare Signe Svendsen men også af en japansk rytmeboks, som han ikke var helt gode venner med… ikke mindst fordi den holdt et tempo, der sikkert har været noget mere ”københavnsk” end Hausgaards guitar og stemme normalt er udsat for, men det gik jo forrygende trods hans små hip til maskineriet om stabilitet og regelmæssighed.

Regeringen fik også et par hilsner med undervejs, men hvordan skulle det også kunne være anderledes. De fik ikke helt så mange eller helt så drøje hug som den tidligere regering, men som han selv meldte ud, så ville han være efter den til enhver tid siddende regering og således også denne……. Lige så snart de meldte ud, hvad det egentlig var, de ville.

Men hvor gerne jeg end ville, så er der godt nok ikke meget, jeg kan gore for at dele min oplevelse med jer, for noter og så videre til trods, så KAN Hausgaard bare ikke refereres på en givende måde. Man er bare nødt til at have været der selv.

Og det var jeg.

Heldigvis.

Jeg har dog fundet denne sang på YouTube, som han åbnede showet med:

http://www.youtube.com/watch?v=VHyqabfF3JE

onsdag, februar 22

Rusland revisited - marts 2009 - kapitel 3

I modsætning til mandag morgen, vågner jeg og har et helt klart og udhvilet hoved. Jeg har sovet enormt godt trods det, at jeg har delt seng med både min mor og min datter. Vi må have lignet Rip, Rap og Rup, som vi lå der på rad og række, men der har forhåbentligt ikke være nogen her og kigge i nattens løb.

Der skal lidt effektivitet på fra morgenstunden, vi har en aftale med Hazels far, der har været i byen i nogle dage pga. nogle møder og som sammen med sin russiske kæreste skal hjem til Wien med fly. Han syntes nu, at det kunne være så hyggeligt at mødes, at han kommer og spiser morgenmad med os på hotellet. Det er åbenlyst vores unge glæder sig. De har godt nok tilbragt noget tid sammen tidligere, hvor de blandt andet har spist ude på hans fødselsdag om fredagen, men det er første gang, han og mor ser hinanden siden Hazels konfirmation for 10 år siden.

Jeg har ikke haft glæde af morgenbuffeten før, men den er godt nok imponerende: Der er både røget laks og ørred – tror jeg, det er – der er noget, der ligner vores marinerede sild, der er forskellige slags pølsepålæg, der er masser frisk frugt, et pænt udvalg af cerealier med både müesli, cornflakes og noget choko-noget, der burde kunne få et hver barns øjne til at lyse op. Der er også masser af forskelligt brød, croissanter (dem kan jeg nu ikke anbefale, de er godt nok kedelige), marmelader, honning, noget, de kalder Nutella, men det er vist en russisk hjemmelavet udgave, der i øvrigt smager fint på pandekagerne. Der er æg i forskellige udgaver, bacon, pølser, ovnbagte tomater med oregano og smeltet ost på, rösti og henne i hjørnet står en kok og laver æggekage på bestilling. Og så er der selvfølgelig både te i 16 udgaver, juice og vand med og uden brus. Kaffen bliver bragt rundt til bordene og skænket for en af personalet, så der mangler godt nok ikke noget her.

Der kører endda en muzak-cd i baggrunden, hvis man er til den slags. Er man det ikke, kører den alligevel.

Da vi har spist og spist og spist og snakket og snakket med Hazels far, har jeg sat mig for, at jeg skal på internettet. Jeg har lovet niecen hjemme at tjekke min mail jævnligt. Hun bøvler lidt med nogle ting for tiden, og hun har af og til at brug for en ’klog moster’ til at hente feedback hos. Hotellet skal have 430 rubler for en time (ca. 80 kr), så vi køber to 1-times kort og bliver enige om at dele dem imellem os 3.
Bagefter tager vi indtil Den røde Plads.





Det kommer til at tage resten af dagen at se både den og Vasilij-katedralen, der byder på udfordringer i form af en trappe med så høje trin, at mors ben siger ’Njet!!’. Hun vender om efter at have givet mig sit kamera, så jeg kan tage billeder til hende. Hazel hvisker noget om, at man vist ikke må fotografere her, men omkring os står der 2-4 andre, der knipser løs til trods for, at der henne i hjørnet sidder en dame ved et lille bord. Hun ser ikke ud til at lave noget som helst andet end at skutte sig, men kigger man nærmere efter, så ligger der et tykt tæppe over bordet og nedenunder står en lille el varmer. Det kan dog sagtens være, at den rent faktisk har fridag og at tæppet er der for at holde apparatet varmt, for hun ser ikke ret varm ud set med mine øjne.

Det er nu ret smart med det kamera, jeg har fået raget til mig, for der er en del gange og hjørner i katedralen, der er totalt mørklagt, så man ikke kan se en disse af de kalkmalerier (?), der er på væggene. Men jeg kan jo bare tage et foto med blitz, så får jeg også set dét. Vi løber undervejs ind i et kapel med en hel masse ikoner. Der er sat plexiglas for døren, så man kan ikke gå derind, men jeg har sat mig for, at vi skal have et billede med til mor, der er meget kunstinteresseret. Jeg må op og stå på det øverste trin af den lille trappe, der fører derind. Der er ca. 20*40 cm, jeg kan stå på, men når jeg holder kameraet, så jeg får et godt motiv, vil det blive ødelagt at lysets spejling i glasset, så der ikke kommer noget med på billedet. Hazel viser mig, hvor jeg slukker for blitzen, hvilket hjælper, men godt bliver det ikke. Hazel må op og stå bag mig på de få cm, der er tilovers, så hun kan skygge for lyset med hånden, mens jeg tager billedet. Det kommer der noget yndigt klamren-sig-til-hinanden-for-at-holde-balancen ud af, men vi får vores billede, så who cares?
















Det er ved at være tid til frokost, så vi begiver os mod en italiensk snask, Hazel kender til. Undervejs falder vi nu lidt i svime over en nøgen busk, der er totalt gemt i små spurve, der er i gang med noget samtaleterapi. Der bliver godt nok pippet på flydende russisk og jeg har indtryk af, at der ikke er nogen af dem, der brænder inde med noget. Alt bliver delt og gerne i næbbet på hinanden! Samtidig sidder de alle og ligner små fjerkugler, fordi de har pustet sig op i kulden. Vi smelter lige på stedet og de bliver (også) knipset. Grundigt!









Bagefter er det oplagt at se Okhotny Rijad. Et shoppingcenter i 3 etager, der ligger under jorden. Det slår mig, at det er meget forskelligt fra et dansk shoppingcenter, for her er ikke meget andet en tøj, tilbehør, tøj, smykker, tøj, tasker og mere tøj. Jo, der var også en L’Occitane-butik, men alt er fokuseret på udseende, mode og stil. Kvinderne (under 30) herovre er også enormt flotte. Der er lagt store anstrengelser i sammensætning af tøj, tasker og tilbehør og der er åbenlyst også brugt meget tid og mange kræfter på hår og makeup. Der er simpelthen ikke et eneste par hængerøvsbukser her og der er heller ikke mange, der vejer mere end de burde.

Det er godt, jeg hverken har penge til rådighed eller plads i bagagen, for jeg kunne sagtens være gået helt overbord i indkøb af tasker og støvler herovre. Og vinterovertøj også. Her er et væld af flotte jakker enten i pels eller med pelsbesætning og her ser det fuldstændig naturligt ud. Jeg er lidt grøn af misundelse, men kun lidt!!!

Den nederste etage i centret er udelukkende spisesteder i form af boder og cafeer og vi slutter af med en is. Mor har et eller andet sted fra, at den russiske is skulle være noget særligt, så det skal prøves og så har de mint-is. Det har jeg ikke fået siden Carte D’or tog deres af markedet (hvilket jeg stadig er noget traumatiseret over), så det er da dét, jeg skal have. Øj, den er god. Heldigvis er prisen også noget nær danske iskuglepriser, så jeg slipper med den ene oplevelse og kan i dag stadig passe mine bukser. Det vælger jeg at synes, er det vigtigste. Jeg kunne ellers snildt have snuppet et par kugler eller 3 pr dag herovre.

Det er på tide at gå hver til sit. Hazel har noget forberedelse til sine timer dagen efter og vi to gamle er ret brugte nu, så vi tager metroen hjem. Mens jeg sidder og suger det hele til mig i toget, opdager jeg, at der i den russiske svada, der kommer fra højtalerne hver gang toget sætter i gang og kort før det stopper, annonceres, hvor vi har været og hvor vi stopper næste gang. Aj, hvor jeg føler mig sej!! Og så er det en lettelse, at jeg ikke behøver holde styr på stationerne på kortet mere. De er nu også holdt op med at være den store udfordring, for jeg er ved at have så godt styr på de russiske navne på hver station, at jeg både kan læse dem og også er ved at kunne huske rækkefølgen på en del af dem.

Lidt russer er man vel altid…. ;-)

Vi tanker lidt madvarer op i ’vores’ lokale supermarked og mor foreslår, at vi også tjekker den russiske cognac ud. Den er jeg med på og heldigvis for dét, det er nemlig slet ikke nogen dårlig cognac, vi fik fat i til trods for, at vi valgte en ret billig en. Aftenen går med at hygge med lidt at spise, småsludder om vores oplevelser og jeg finder også lejlighed til at læse et kapitel eller to i den roman, jeg har slæbt med, før Ole Lukøje kræver min fulde opmærksomhed.

søndag, februar 19

Uge 7 - fastelavnsprodukter og andre fremskridt

Og så gik der endnu en uge uden, at jeg helt fik med, hvad der blev af den. Jeg fyldes med let undren hver gang – og jeg skal da hilse og sige, at det ikke er blevet spor bedre efter, jeg besluttede at skrive et ugentligt blogindlæg. Et ugentligt blogindlæg giver en ugentlig deadline og en ugentlig deadline fungerer fuldstændig som et analogt digitalur og hvis du ikke ved hvad dét er for et, så kan jeg fortælle dig, at det har et stort display, der viser timer, minutter, sekunder OG brøkdele af sekunder, der pisker af sted som en kat, der har fået færten af rejer SAMTIDIG med, at det tikker lige så højt som urværket på Rådhus-uret i København.

Og hvad blev den brugt til?

Det er kommet bag på mig i hvor høj grad, jeg skal gøre mig umage for at huske dét og det er faktisk lidt skræmmende. Jeg har ikke før været nødt til at stoppe op uge for uge og set på, hvad tiden gik med, så det er noget af en uvant øvelse. Men det er helt sikkert sundt at blive mere bevidst om, hvad min tid bliver brugt på og jeg fornemmer allerede nu, at der nok går mere tid med ikke-noget-særligt end jeg ok med og at det ville ændre sig efterhånden som jeg får et klarere billede.

Og det er nok slet ikke så tosset.

Ugens højdepunkt må siges at have været torsdag, hvor jeg havde besøg af en ven og hans unger. Jeg gik nemlig for noget tid siden fik en åbenbaring inspireret af den lokale bagers fastelavnsboller med flødeskum og det hele. Lige i det jeg så dem, vidste jeg både, at sådan nogen ville jeg også ha men jeg var også klar over, at jeg ikke havde lyst til at købe en. Den der bolledej er mig bare for kedelig. Så må jeg jo bage nogen selv, men hvem går lige i køkkenet og bager én fastelavnsbolle?? Jeg gør det ikke og spise en hel pladefuld kan jeg jo heller ikke, så jeg bad om hjælp og som de gode og trofaste venner, de er – alle 3 – så kom de altså forbi for at hjælpe.

Jeg havde sat mig for, at bollerne skulle bages af vandbakkelsesdej, men dét skulle jeg nok lige have øvet mig lidt på først, for det er mindst 7-8 år siden, jeg sidst har lavet dem og denne gang var det med en ny opskrift. Det endte med, at de 12 boller, som opskriften skulle række til blev til 7½ RET små, flade boller, der forduftede som sommerregn på solvarm asfalt længe før vi havde fået nok. Heldigvis var der råvarer nok til et hold mere, men den dej blev så flydende, at ungerne døbte det færdigbagte resultat, som jeg skar i 8 dele ”fastelavnsslice”.

Men den forsvandt også. Og det var hyggeligt, var det.

Fyldet kom til at bestå af solbærmarmelade, jordbær/rababermarmelade, krydret chokoladecreme og flødeskum og dét var smagsvarianter, der virkede. Chokoladecremen var godt nok lige fast nok, men dét har vi styr på til næste gang.

Herhjemme er der også sket fremskridt. Jeg har sorteret alle mine bøger og de har fået nye pladser – dem af dem, der var nye pladser til – for det er jo ikke alt, der er helt på plads endnu og så er den nyeste af reolerne blevet udbygget med en cd-hylde og dét har jeg nydt, for nu er det lige til at komme til den cd, jeg gerne vil høre og det er lige så nemt at få den på plads i modsætning til, da de boede i forskellige kasser under sofaen. Hemsen med mit kontor og den lange hems er der også ryddet langt bedre op på nu (Dog ikke så godt, at det er klart til at blive foreviget) og resultatet af det er, at min stakkels hjerne, der nu ikke stresser over mit rod længere, sprudler af ideer og kreativitet, så jeg skal ikke kan følge med.

Men nyde det, dét kan jeg.

:-D

onsdag, februar 15

Rusland revisited - marts 2009 - kapitel 2

Mandag vågnede jeg med en dum og vedholdende migræne. Morgenbuffeten blev serveret mellem 7:30 og 10, men jeg skulle ingen steder, så mor blev sendt af sted alene og jeg vedtog, at fik jeg brug for noget at spise, så var der jo både brød og ost fra dagen før. Desværre var der ikke noget køleskab på værelset, men vi havde valgt at lægge det i vindueskarmen helt ude ved ruden, hvor der var ret køligt. Samtidig havde vi sovet med vinduet åbent, for radiatoren var lige til at spejle æg på og der var ingen termostat, hvilket åbenbart er meget normalt. I Rusland har man tændt for varmen eller også har man ikke. Vi udnævnte derfor vinduet til radiatortermostat og satte det på krog hele natten. Det har sikkert bidraget gevaldigt til drivhuseffekten, men vi havde en aftale med Hazel, vi kun kunne overholde, hvis vi gjorde en indsats for at overleve natten uden sprød svær.


Ved 11 tiden var jeg relativt klar til at stå op, jeg tog et brusebad i det utroligt lækre badeværelse og gjorde mig klar, fik lidt at spise og nuslede lidt rundt i ren og skær ineffektivitet, så pludselig var klokken 13. Vi skulle mødes kl. 14:30 på den metrostation, der ligger ved universitetet (kaldet MGU) og vi var enige om, at vi hellere måtte komme af sted i rimelig tid – ikke at vi havde en kinamands chance for at bedømme, hvad ’rimelig tid’ kunne være, men vi gættede på, at det måtte være sådan cirka nu – så vi forlod hotellet og satte næsen mod metroen, som vi havde spurgt receptionen om vej til. Jeg tror sørme, de havde fået byttet rundt på venstre og højre, men der gik lige et par dage, før vi opdagede det, for man kunne også kommer der til med ’venstre-anvisningerne’, det var bare lidt af en bøvlet omvej.


I metroen skulle vi lige have et par billetter, så vi fandt en billetluge og bad på nydeligt skoleengelsk om et par billetter til ’Universitet’ (heldigt at den station hedder noget, der er så tæt på dansk). Billetdamen havde to udgaver: en til 22 rubler (4,50 kr.) og en til det dobbelte. Hun ville gerne vide, hvilken slags, vi ønskede – eller rettere sagt: det forestiller jeg mig, at hun gerne ville vide, hun kunne nemlig også kun russisk – vi forsøgte at forklare, at vi skulle ud til ’Universitet’…. Det kørte lidt i ring for os, det indrømmer jeg. Til sidst vedtog mor og jeg, at vi tog dem til 44 rubler, så burde vi være dækket ind. Vi var klar over, at der ikke var noget med zoner i den russiske metro, men kunne ikke gætte, hvad det mon så var, der var forskellen, men det måtte Hazel kunne hjælpe os med.
Havde vi syntes, at det var kompliceret at købe billetter, blev vi ret hurtigt klogere: Det var da det nemmeste af det. Jeg lagde flot ud med at gå ind ad udgangen fra metroen, jeg kunne nu se, at der var mange mennesker dernede og at der ikke var nogen som helst, hvor jeg var, så jeg gættede, at jeg nok var på afveje og vendte om. Et par dage senere opdagede jeg et fint skilt på døren derind, hvor der var en mand med en rød streg over foruden noget tekst, der fortalte, at det ikke var en indgang, men så vidt var jeg altså ikke endnu, at jeg fik dét med.


Vi fandt indgangen og røg lige ud i noget gris med at forsøge at komme igennem billetkontrollen. I England er der en revne, man kører billetten igennem, men her er der en stor gul prik, man skal lægge kortet ovenpå. Da vi havde kvajet nok rundt uden at gætte rigtigt, var der en ung mand, der, mens han snakkede flydende russisk i mobil, fik vist os, hvordan man gør og vupti, så var vi igennem.
Rulletrapperne fik vi ikke lavet rod ud af, dem kunne vi godt finde ud af at komme nedad uden problemer.


På perronen er der masser af skiltning. På russisk. Da vi havde lignet et par udenlandske spørgsmålstegn på udflugt, var der en sød dame, der spurgte, om vi havde problemer. Heldigt at ’problem’ er så international en ordstamme!! Mor viste hende undergrundskortet over alle stationerne og pegede på den, vi skulle til, mens hun forklarede på engelsk. Den venlige russiske dame spurgte, om vi talte tysk. Så var jeg jo nødt til at indrømme, at jeg kunne ’ein wenig deutsch’, og selv om jeg ikke er stolt af mit tyske, lykkedes det mig at forklare hende, hvor vi skulle hen og hun fik vha. 4 tyske ord forklaret os, hvilket tog, vi skulle på.
Jeg undrede mig lidt, for hun var den 2. russer, der hellere ville tale tysk end engelsk. Taxachaufføren, der havde kørt os fra lufthavnen til hotellet aftenen før, havde også foretrukket tysk og de skulle ikke blive de eneste. Jeg fik nu hurtigt forståelsen af, at i Rusland er det tyske, jeg kan ikke ’ein wenig’ men snarere ’eine ganz kolossale Menge’, så jeg gik over til bare at sige ’Ja’, når de spurgte, om vi kunne tysk.


I metrotoget fik vi raget et par pladser til os lige overfor det kort på væggen, der skematisk viste de forskellige linier og stationer. Mor havde en mindre udgave fra en brochure, hun havde fundet på hotellet, så vi satte os hver især til at tælle stationer til vi skulle skifte til rød linie. Jeg talte forkert undervejs og det kom der en ret desperat diskussion ud af, som endte med at mor spurgte sin sidemand om vej. Hun skulle heldigvis også skifte til rød og endda lidt længere ud end vi skulle, så hun viste med tegn og fagter, at vi bare skulle følge hende. Dét gjorde vi og gudskelov for dét. Rød, grøn og blå linie løber nemlig sammen, der hvor vi skulle skifte, men de hedder bare ikke det samme og tæller som 3 forskellige stationer. Hun førte os op ad trapper, rundt om hjørner og hen ad gange, vi ikke anede, var der og ned ad trapper og rundt om et par hjørner mere og hen til et andet metrotog, som hun gennede os ind i. Prøv lige at gætte, hvem der følte sig som et par bonderøve, der var kommet ind med 4 toget???







Kort før vores station fik hun givet os tegn til, at nu skulle vi gøre os klar til at stå af. Som et par små rollinger lettede vi måsen og gjorde som vi fik besked på og sådan nåede vi derhen, hvor vi skulle møde Hazel.
Nu var spændingen over snart at skulle se hende godt nok ved at have fået et rimeligt tag i mig, for jeg havde savnet min møgunge og glædede mig til at se hende igen, men der var stadig ca. 30 minutter til vi skulle mødes og der var ikke just ’forår i Paris’ i luften. Jeg havde taget mine varmeste skiluffer med og de var lige tilpas, hvor de ofte er for varme i den danske vinter.





Kort efter dukkede Hazel op og der var knus og kram og glæde hele linien rundt. Vi var belæsset med bøger, tøj og ½ ton lakrids, som jo ikke kan fås derovre. I hvert fald ikke dem med salt eller salmiak og som dansker overlever man jo ikke 4 måneder udenlands uden.
Vi fandt en cafe, hvor vi kunne få lidt at spise og drikke. Det første, jeg faldt over, var et ungt par, der sad med tungerne nede i halsen på hinanden. Nej nej, ikke inde i munden på hinanden, helt nede i halsen. Det viste sig at være helt normalt på de kanter. Alternativt kan man vise sine varme følelser ved – også offentligt - at rense ører på hinanden med tungen, men så meget kan jeg ikke forestille mig, at jeg kunne forelske sig i et andet menneske…..
Bestillingen foregik på den måde, at vi fik et menukort, fik Hazel til at oversætte for os, så valgte vi det, vi ville have, hvorpå hun oversatte det for den flinke russiske ansatte, der så kunne fortælle os om det var ”da” eller ”njet”. Så måtte vi lige processen igennem igen.



Jeg endte med at få cola og pletvist lunken og kold Quiche Lorraine, Hazel bestilte cola og blinier med noget i og mor valgte blinier med kødfyld og en øl. Blinierne med kød var ok, men øl var ”njet”, hun kunne få alkoholfri øl. Det accepterede hun og så iste det sig efter noget tid med venten, at det alkoholfrie øl også var uden øl. Hun fik i hvert fald ingenting. Hun endte dog med at få et glas hvidvin, så hun gik ikke helt tørstig derfra.


Efter at have fået lidt i maven, gik vi over på universitetet, hvor Hazel kunne efterlade sine ting på værelset. Mor havde fundet kameraet frem og skulle partout knipse os både forfra og bagfra, så det kom der nogle ’interessante’ billeder ud af, jeg var nemlig ikke helt i topmodel-humør.







Hazel måtte selv slæbe sine ting ind, for hverken mor eller jeg kunne få lov at komme med. Der er en vagtpost, man skal vise sin legitimation til for at kunne komme ind og vi havde jo ikke de rette papirer, så vi blev udenfor i snevejret og ventede, mens hun lige fik læsset af. Bagefter gik turen til metroen, så vi kunne komme tilbage til hotellet. Humøret var mest til bare at sidde og snakke og ’catche up’ siden sidst med noget godt at drikke. Vejret var ikke til at tulle rundt udendørs.


Hjemme på hotellet, som Hazel var meget benovet over specielt sammenlignet med hendes kollegieværelse, fløj det sidste af dagen af sted. Vi valgte at spise i hotellets ’italienske’ restaurant, hvilket var fint og så vedtog vi, at Hazel skulle blive og overnatte. Der var ingen af os, der følte for at gå hver til sit.



Heldigvis var sengen på værelset på størrelse med en mindre ø, så vi kunne mageligt ligge der som Rip, Rap og Rup på rad og række og for et mindre beløb fik vi fra hotellet ekstra sengetøj og håndklæder.

tirsdag, februar 14

'Amen det kan man da ikke be' folk om????







Det vil jeg altså ikke.


Så må I bare tro hvad I vil!!

søndag, februar 12

Uge 6 - stening, slavearbejde og skønne hjem

Jeg synes, her sker så meget for tiden selv om jeg ikke har været så meget hjemme.

Arbejdet - slavearbejdet ;-) - er heldigvis begyndt at tage min tid igen, men timingen er jo helt gal, for nu var jeg lige så godt i gang med at give hele hytten den store store tur med både oprydning, udmugning og rundrykning. Ergo har jeg slet ikke nået alt det, jeg gerne havde villet, men det jeg har nået er ærlig talt blevet rigtig godt.


Kommoden har stået henne foran stigen til nu, men jeg blev enig med mig selv om, at kunne det bringes til at fungere, så ville det være et hit at bygge en reol mellem væggen og stigen, for så kunne jeg få mine bøger ned i stuen - eller en rigtig pæn portion af dem - og så vil det jo også være noget nemmere at rydde dem på plads igen.

Før stod de på hemsen - og man kan se et par stakke på kanten deroppe på det ene billede - men det er altså ikke nemt hverken at hente dem ned eller bringe dem op på plads igen, så jeg glæder mig som en lille vild til at få dem indenfor rækkevidde.



Jeg har hele tiden vidst, at boligbøgerne skulle ned og stå på den nederste hylde på den nye reol, men nu, hvor de står der, er jeg gået noget i stå, for hvad skal jeg ellers have herned??




Heldigvis kan jeg jo bare lade tingene være som de er for nu, for ideerne har været flinke til at melde sig i god tid, hvis jeg bare lod dem passe sig selv. Så det gør jeg.




Og så slapper jeg bare af (stener) og nyder det. Og mit nye tøj. Og i næste uge skal jeg have fastelavnsboller (i alt for store mængder) af den hjemmelavede slags. Og godt selskab.




Masser af godt selskab.




lørdag, februar 11

Jeg havde lige helt glemt det....

.. for det er simpelthen så længe siden, jeg har haft tid og overskud - for ikke at nævne mulighed - for at gå på skattejagt i genbrugsbutikkerne. Jeg havde endda lovet mig selv, at når jeg nu arbejdede i og havde pendlerkort til Odense, så skulle det også udnyttes til at udforske hver en lille bitte genbrugsbiks, der kunne drives op på de egne, men det er blevet ved tanken.

Tomme ord og varm luft.

Men nu er den luft godt nok ikke ret varm længere og jeg fryser så det vil noget, specielt når jeg venter på mit tog.


Og nød lærer jo som bekendt frysende kvinde at gøre noget ved det.

Fredag brugte jeg lige 10 minutter på at kigge indenfor hos KFUM og fandt støvlerne her nedenfor i det blødeste skind, der er foret med kaninpels og med en fin flet-detalje bagpå. Det geniale er naturligvis - foruden prisen - at det er en eller andens fejlkøb og at de er præcist så store, at jeg kan have en uldsål og en uldsok i dem, så de er både varme, bløde og utroligt komfortable.

Og så var de næsten pinligt billige.

Og så fandt jeg begge jakkerne her i Kolding. Den ene i skind og med pels, masser af smarte lommer og flotte stikninger hætten, der kan hives op om ørerne på mit totalt-uegnet-til-hue/pandebånd-formede hoved, når vinden bider, og den sorte i noget, der er langt lettere, som nok ikke er til polartemperaturerne, vi har for tiden, men som på den anden side af nulpunktet vil være et hit.






Nu kan kulden bare komme an. Og foråret med.


:-D


torsdag, februar 9

Det var en mørk og stormfuld morgen…..

….. ok, ok, måske er stormfuld et lidt for stort ord, men det blæste altså. Og mørkt var det også, da jeg kom susende i skarpt trav langs Slotssøen med retning mod banegården. Jeg var totalt fordybet i nogle fundamentale grænsende til det dybsindige overvejelser om hvordan, jeg kan sikre en bedre variation i min madpakke fremover og var nået til refleksionerne om, hvordan man kan gøre en yoghurt sundere og mere mættende med frø og kerner, da noget stort, sort og hurtigt dukkede op ad mørket.

Jeg fór sammen med et yndigt og klædeligt ”uh” af den slags, der nærmest minder om et vræl, men opdagede så, at det bare var en halvstor hund. Med øjne som sorte diamanter og ører, der flapsede af charme, når den hoppede rundt, var den kommet mig i møde for at sikre sig, at jeg ikke kom til at overse den ved en fejl.


Og dét var lykkedes. Vi havde øjenkontakt og den fik min fulde opmærksomhed, mens den dansede, hvad der må have været en ”Yes! Du har set mig”-dans med en pind i munden.

Midt i dansen traf den åbenbart en beslutning om, at vi burde lære hinanden bedre at kende, så den smed sin pind for mine fødder og så på mig med en blanding af begejstring og invitation og gik i startposition. Dét kunne jeg ikke sige nej til selv om jeg var emballeret så Michelin-manden ville have følt sig som et skelet, havde en bevægelighed som en dybfrossen industrikylling og i øvrigt skulle nå mit tog. Jeg samlede pinden op og smed den. Op imod vinden. Resultatet var, at rakethunden nåede at overhale pinden længe før, den landede… 5 meter væk.

Jeg var skuffet. Hunden var skuffet. Men imødekommende nok til at samle pinden op og bringe den tilbage til mig, så jeg kunne få revanche. Så jeg prøvede igen. Og igen, men uden at blive stort bedre. Det MÅ have været overtøjet, der gjorde det. Og modvinden.

Men jeg havde været så heldig, at jeg havde truffet en af den slags hunde, der går helt ind for, at det ikke er resultatet men indsatsen, der tæller (specielt når resultaterne er ynkelige). Den var stadig ét stort bundt livsglæde og begejstring og jeg er ikke i tvivl om, at hvis vi mødes igen, så må jeg godt kaste en pind for den.

Heldigvis.

onsdag, februar 8

Rusland revisited - marts 2009 - kapitel 1

Her gik man lige og troede, at hele rejsedagbogen fra Moskvaturen i marts 2009 var væk, men på min vej igennem hele hytten faldt jeg over en usb-stick, der sørme viste sig at indeholde lige det, jeg gik og manglede og var mere end bekymret for, at jeg havde slettet.

Dét - og så at det er meget tæt på 3 år siden, vi tog afsted - er vist anledning nok til at poste vores oplevelser her, så de dels ikke bliver væk igen og dels kan læses af andre også, så jeg har tænkt mig at poste et afsnit om ugen de næste 8 uger.
_________________________________________________________

Søndag morgen. Venindens ur bipper, så vi kan komme op og nå at få brunch, før jeg skal mødes med min mor og søster i Kastrup. Min søster har valgt at komme og vinke til os, når vi skal af sted og jeg har lagt lidt op til, at vi da kunne få noget frokost sammen, men de ankommer 10:55 og vi skal flyve 40 minutter senere, så dét bliver der ikke tid til. Det er nu også ok, for med den brunch, Veninden og hendes unger har strikket sammen, er min appetit vist ødelagt frem til onsdag middag, tidligst!

Mens lejligheden fyldes af alskens lækre dufte, får jeg pakket de bøger mv. jeg skal have med til Hazel fra Jonathan, der har afleveret noget, der ligner en kuffertfuld i Venindens butik. Godt, jeg har pakket let…. Og glemt et par jeans og nogle sokker. Det giver lige præcis plads nok uden, at jeg skal kæmpe med overvægt… bagagens overvægt, forstås.

Vi skal til Moskva i en uge og besøge Hazel, der har valgt at tage et semester af sin uddannelse ved universitetet i Moskva. Missionen er dog ikke kun socialt samvær, Rusland har vist sig at være et stort sort hul, hvad lakrids angår, så efter en måned er mit stakkels barn i underskud af trivselstruende proportioner. Og så mangler hun også lige lidt bøger mv. så det er familiebesøg med udvidet kurerservice, der står på vores dagsorden.

Selv om der ikke er langt til Hovedbanen, får jeg alligevel et lift, så ferien bliver startet med luksus på alle fronter. Køen til billetlugen er også ret kort og toget kører til Kastrup kort efter, jeg har sat mig.

Jeg har aftalt med min mor og søster, at vi mødes i ankomsthallen ved Starbucks i hjørnet. Jeg har nemlig glemt min mobil, så jeg er noget vingeskudt mht. at holde kontakt undervejs. Ret bøvlet, men når først, vi har fundet hinanden, burde det ikke være et problem. Både mor og Hazel har hver deres, så det vil godt kunne fungere.

Jeg finder en plads hos Burger King og sætter mig. Her kan jeg både læse/skrive lidt dagbog og samtidig holde godt øje med, når de kommer. Alligevel lykkes det dem at smutte forbi uden, at jeg får det med, så da klokken er 11:00 går jeg ned i hallen, hvor jeg med det samme ser min søster. Mor venter på os ved tjek ind disken i terminal 2, så hun og jeg tjekker ind og tager afsked med min søster, der skal hjem og holde fri, og så går vi igennem sikkerhedskontrollen uden problemer af nogen art.

Efter at have søgt forgæves efter de Zululakridser, Hazel ønsker sig og som er hendes yndlingslakridser, finder vi et sted, hvor vi får en mad og lidt at drikke.

Før vi går til gaten, ringer min kæreste, der har fundet min glemte mobil og har modtaget både sms’er og opkald fra Hazels veninde. Hazel er oppe i det røde felt, for jeg har jo glemt min mobil, hvad hun ikke ved endnu og mor har godt nok sin med, men har aldrig kunnet se nødvendigheden af at have den tændt, så vi kan kontakte hende. Nu er vi på vej og Hazel aner stadig ikke hverken hvor eller hvornår vi ankommer med shuttlebussen. Jeg ringer fluks til hende og undskylder, at jeg har glemt min mobil. Vi aftaler, at jeg melder mig, når vi er i Moskva, så vi kan aftale, hvor vi skal mødes. Hun er træt og småsyg og da jeg spørger til det, bryder hun sammen i store hulk. Vi bliver enige om, at hun bare skal slappe og se at få sovet – hun har ikke kunnet sove natten før, fordi hun ikke kunne få fat i os – pleje sig selv og se at finde sin ligevægt igen. Vi finder selv ind til byen, når vi ankommer og så ringer jeg, når vi er der.

Sådan kommer det ikke helt til at gå. Efter en ret begivenhedsløs flyvetur, lander vi og må vente i 5 kvarter på at få vores pas kontrolleret. Alt imens har jeg overtaget mors mobil for at sende Hazel en besked, men der er ikke noget netværk, så der er intet, jeg kan stille op. Vi kommer endelig igennem paskontrollen, finder vores bagage og skal have fundet dels noget internet/en telefon, så vi kan få fat i Hazel og dels have fundet ud af, hvordan vi kommer videre. Det er noget af en udfordring i et land, hvor vi hverken taler sproget eller kan læse skiltene, der for det meste er på russisk.

Vupti, står der en taxamanager ved siden af os og skal ’kun’ have 2000 rubler (400 kr) for at køre os til hotellet. Vi har nu læst i mors rejseguide, at alt over 300 kr. er et ’rip off’, så vi takker nej og finder en billetluge til toget. Det må vi nu opgive, damen taler kun russisk og opgiver meget tjept at kommunikere med os. Hun vender tilbage til sin bog. En anden taxagut dukker op og efter noget handlen frem og tilbage, går han med et stort suk med til 2000 rubler. Vi er ligeglade med de 100 kr. der er overpris, vi vil bare ud til hotellet. Nu!

Vi får nu en upåklagelig taxatur til hotellet. Tværs igennem byen og vi får endda udpeget forskellige seværdigheder som parlamentet, Kreml og andet. På hotellet bliver vi mødt af en piccolo, der tager al vores bagage og bærer det inden døre. Den form for luksus har jeg nu aldrig oplevet før, men jeg er sikker på, at jeg med noget øvelse kunne vænne mig til det. Vi får tjekket ind og får et super værelse. Derfra får jeg ringet til Hazel, der nu er ved meget bedre mod. Vi aftaler at mødes dagen efter kl. 14:30, når hun har været til undervisning og så dapper mor og jeg ud i natten for at købe lidt ind til aftensmad. Der er et indkøbscenter, der har åbent til 22, 100m væk, så vi køber lidt ost og brød og noget vin. Klokken er ved at være 21:30 (det svarer til 19:30 dansk tid), så vi er begge sultne.

Stemningen er i top, det er helt utroligt, at vi endelig er her og at min møgunge er så tæt på, så vi er først klar til at sove, da kl. er omkring 1, men da er den jo også kun 23 her.

søndag, februar 5

uge 5 - inkl. en forrygende frostrig og fabelagtig fridag

Det har været en lang og intens uge.

Mandag havde jeg fri og tirsdag aftenvagt, men så gik det også helt amok, så jeg har haft dobbeltvagt både onsdag, torsdag og fredag. Nej, hvor har det både været godt, at der igen er noget at lave og hvor har det også været hårdt at skulle starte så hårdt op igen. 33 timers arbejde plus 9 timers transport på 3 dage er ikke for svage sjæle. Det er nu gået forholdsvist ok, selv om der ikke var meget tid at forberede mig i.

Lørdag havde jeg set frem til i lang tid, for jeg skulle mødes med 2 nære veninder i Odense – de bor begge på Sjælland og i hverdagen holdes kontakten via nettet. Men det ER bare ikke det samme som øjenkontakt, snak, nærvær og god mad og vin. Det har taget tid – alt for lang tid – at finde en dag, hvor vi alle kunne, men det lykkedes til sidst og det levede helt op til forventningerne, der ellers var høje nok i forvejen.

Vejret var perfekt – om end på den iskolde side – solen skinnede og sneen funklede. Vi startede med at gå lidt rundt og ose på gågaden, men altså… det var det trods alt lige koldt nok til, så vi fandt hurtigt en cafe, hvor vi fik en god plads lige op ad radiatoren og hvor man ikke kan sige andet end, at vi blev overladt til os selv. Det tog i hvert fald sin tid, før der kom et ”forstyrrende element” med nogle menukort og han var også ”diskret nok” til at give os rigelig tid til at finde ud af, om vi ville have kaffe eller te. Men han kom tilbage og fik vores bestilling og vi fik vores varme drikke og god tid - masser af god tid - til at snakke og dét blev udnyttet i et par timer.

Så var det på tide at gå en lille tur i byen - og et smut i Eventyrhaven – før vi gik på Wok House og fik et rigtig godt bord nede bagved, hvor vi igen kunne lade snakken folde sig ud og få vinger og dét gjorde vi. Ind i mellem slog vi lige et smut forbi buffetten efter lige det, vi hver især følte mest for og pludselig var klokken så mange, at det var på tide at få overtøj på og hoppe på toget i hver sin retning.

Og havde jeg nu været lidt kvik – hvad jeg ikke var – så havde jeg taget mit kamera med og taget billeder.

Det var sent, før jeg var hjemme og i dag har den stået på arbejde igen, så jeg har slet ikke rigtig nået at fordøje alle oplevelserne og indtrykkene og alt det, vi fik snakket om. Dét skal jeg lige om lidt, når jeg har været effektiv og sat et kyllingelår med ostegratinerede grøntsager til livs.

Og så er det tidligt i seng i aften, for i næste uge er der 45 timers arbejde, der kalder.

See you on the other side…. af uge 6.

onsdag, februar 1

Uge 4 - Nu med billeder

Det kommer til stadighed bag på mig, hvor stor forskel mine rammer gør for min trivsel.

Men det kan de.

Stuen er færdig nu, der mangler kun at komme lidt flere bøger i reolen og siden en god ven - det er dig, Niels - i søndags hjalp mig i kælderen med den ene sofa, har jeg næsten camperet i stuen, fordi der er så hyggeligt at være.

Og så er det kommet fuldstændig bag på mig, hvor meget varme der er forsvundet op i ingenting tidligere. Som tingene står nu, har jeg kunnet gå fra at have radiatoren kørende på 3 til at sætte den på 2 og stadig have en rigtig god temperatur. Før var det bare koldt på den rigtig friske måde.




Foruden at der nu er langt mere åbenhed og plads i stuen.




Og lige om lidt er jeg også færdig med hemsen....


Det tager kun lige 4 dobbeltvagter og en søndagsvagt og en dag med en rimelig energi, så er det sidste også på plads dér.


:-D


søndag, januar 29

Uge 4 - fra rimelig rodet til kæmpekaos






Ha! Så fik vi has på en uge mere.

Og hvilken uge…. Man kunne på sæt og vis sige, at det var en uge med 4 søndage i og med, at jeg kun arbejde mandag, tirsdag og onsdag og endda kun i 5 timer pr. dag. Men den slags går jo ikke ustraffet for sig, så fra næste uge er søndagene aflyst så at sige og erstattet med dage med dobbeltvagt og knokkelpukkel døgnet rundt, så hvis aviserne skriver om lediggang og nichts-tuerei, så kan I godt regne med, at det ikke er mig, de skriver om.

Men man kan jo ikke tulle rundt derhjemme i flere dage i træk helt uden at få en god ide eller to til aktivering af en selv, vel? Jeg kan ikke. Og det gjorde jeg heller ikke. Jeg fandt bare lige pludselig ud af, at jeg trængte til forandring. På den orden-i-ALLE-tingene-agtige måde.

For omkring 3 år siden gennemførte jeg flyladyprocessen, mens jeg boede i Sønderborg og fandt ud af, hvor umanerlig let og sjovt livet er og bliver, når man bare ved, hvor alting er og når det let at finde tingene frem og få dem på plads igen. Det tog omkring 2 måneder for mig og bagefter holdt det faktisk sig selv ved lige. Det var en utrolig oplevelse og som jeg sad der i min sofa og var dybt frustreret over mit rod, og fuldstændigt uforstående over, hvorfor, hvornår og hvordan alt det rod så havde sneget sig ind alle vegne, savnede jeg igen at få min orden tilbage.

Det klokkeklare svar er jo bare, at jeg for nogle år siden flyttede til Vejen og fordi der var meget lidt plads, der hvor jeg skulle hen, så smed jeg også en masse ud. Deriblandt en hel del møbler… og dermed også en masse opbevaringsmuligheder.

Tada!! Mysteriet var løst: Når man smider møblerne ud men ikke småtingene og så ender et sted, hvor der ikke er den store indbyggede opbevaringsplads, så giver det da sig selv, at det må gå galt. Lige netop clue’et i orden-i-tingene er jo, at alt har en plads og er nemt at finde frem og pakke væk igen, og det går jo hen og bliver et regnestykke, der ikke går op, for jeg HAR bare flere ting end der er pladser til her. Og det var lige der, jeg var havnet: intet var lettilgængeligt og derfor har det enormt svært ved at finde ”hjem”, når det først er fundet frem og en del havde reelt set ikke noget hjem.

Dét satte da godt nok lige gang i en kreativ proces, der blev tænkt og overvejet og fundet på så det var en fryd. For det har enorm betydning for min trivsel og mit velvære, at der er orden og ”ro” omkring mig, så det er med omgående virkning blevet forfremmet til a-opgave, at der skal bringes orden i tingene og at der skal skabes plads til de ting, jeg har.

Og det har virket!! Hele hjemmet ligner noget, der er løgn. Hvor der før var rod over alt, er det nu transformeret til tommetykt kaos i metermål. Det er overbevisende ud som om, nogen har hevet taget af huset, mens det stormede i begyndelsen af ugen og så diskret har lagt det på plads igen bagefter, da der var "luftet ud". Faktisk er det vist kun toilettet og sengen – min side af den, altså – der ikke ligger skrammel på.

Men det lysner. Kvadratcentimeter for kvadratcentimeter skal jeg nok få min vilje og det kommer ikke til at tage 2 måneder denne gang. Nu kender jeg jo heldigvis ”vejen”.



Men jeg er forfængelig i alt for høj grad til at tage billeder af det, så det må lige vente, til jeg er færdig. I stedet lægger jeg endnu et billed af en frostklar solopgang ud.

onsdag, januar 25

Frostklar solopgang

Nogle dage er jeg bare fristet til at "spilde tiden" på at sidde og kigge ud af vinduet...


I forgårs var en af de dage.

søndag, januar 22

Uge 3 – Ud og se … i stillekupé.

Med flere ture om ugen til Odense har jeg rig lejlighed til at observere og betragte folk og deres rejseadfærd og noget af det, der har undret mig er hvor meget og hvordan, det kan påvirke en at sidde i en stillekupé. Fredag havde jeg aftenvagt, så jeg skulle med toget kl. halv tre. På det tidspunkt er der godt fyldt op af folk, der skal på weekend, så sætter jeg mig gerne i stillekupéen og tanker noget ro, før jeg skal være snakkeoplagt i flere timer.
I fredags kom jeg til at sidde ved siden af en dame, der sad og sov. Det passede mig fint, for jeg havde mest lyst til at læse, så jeg fandt min bog frem og slog mig ned. Damen ved min side havde sit lille bord slået ned og sin medbragte vand og en næsten tom frysepose med slik liggende. Få minutter efter vi havde sat kursen mod Middelfart meldte damen med salgsvognen sig med sin knapt så milde røst over højtaleren, hvis volumenknap lige havde fået en tand ekstra opad i hvert fald i stillekupéen. Alle, der havde sovet til da, holdt helt op med dét. Jeg gad vide om tanken er, at når der nu er så mange ører, der skal nås, så må der ekstra lyd på?? I hvert fald gik damen, hvis stemme i ikke just var mild og blid, mere end klart igennem mens hun detaljeret gennemgik det samlede varesortiment inkl. et par af de ting, hun IKKE kunne levere og rundede af med at fortælle, at der stod en folder ved vores plads, hvor vi kunne få hele salgstalen en gang mere med tekst og billeder.
Få minutter senere stod hun der og spurgte hver enkelt af os, om vi ønskede at handle?? Det ville min medrejsende gerne. Hun ville gerne have en kop varm kakao og en Ritter Sport, så det fik hun til min udelte glæde, for så måtte der vel falde så meget ro over tingene, at jeg kunne fordybe mig i Napoleonskrigende set med Tolstojs øjne.
Såvidt var vi desværre ikke endnu, for der er dem iblandt os, der jo ikke er sjuskemikler, så før hun kunne sætte sig og nyde sine lækkerier, måtte der lige ryddes op: Fryseposen med de få slikrester blev omhyggeligt foldet sammen og glattet efter et par gange og lagt på hendes bord igen. Vandflasken blev også skubbet et par cm, så den stod mere symmetrisk i for hold til et eller andet og servietterne blev anrettet så linierne flugtede mere med hinanden og lagt ved siden af de andre ting.

Så blev den varme kakao prøvesmagt og den viste sig åbenbart at være ordentligt varm. Men det findes der råd for. Man kan enten puste på den eller lade den stå nogle minutter eller man kan – hvis kakaotrangen viser sig fra sin allermest påtrængende side – slubre den i sig. Min medpassager valgte ufortrødent det sidste. Så var turen kommet til Ritter Sporten, der var med hele nødder. Pladen blev knækket på den foreskrevne facon og et mindre stykke brækket af. Det blev nydt og tygget grundigt og slugt efterfulgt af nogle få smask. De gennemtyggede nøddestykker, der nu var grundigt sønderdelt og som havde forputtet sig imellem tænderne blev omhyggeligt forsøgt suttet fri med tilhørende småsmask og der blev skyllet efter med nogle få slubrende slurke varm chokolade.

Derefter blev hele processen gentaget med de næste 8 stykker af chokoladen og afslutningsvist blev bægret foldet omhyggeligt sammen og lagt i en affaldspose af plastik, der også blev foldet sammen og lagt omhyggeligt på bordet. Derefter blev chokoladen pakket sammen og emballagen blev glattet efter indtil flere gange. Chokoladen blev lagt på bordet for blot få sekunder senere at blive flyttet over på servietterne fra den varme chokolade. Og plastikemballagen glattet efter. Derefter blev mundhulen lige skyllet efter og låget blev skruet på vandflasken med et nydelsesfyldt ”ahhh”. Og så tog hun lige et stykke chokolade mere. Og skyllede efter med et ”ahhh”.

Jeg er blevet opdraget hjemmefra med en klar og kontant regel om, at man ikke må glo, men jeg må indrømme, at det sjældent har kostet mere anstrengelse og med så elendigt et resultat at rette mig efter den. For efterhånden som den stakkels dame, gennemgik sin snackfortæring med tilhørende lydkulisse måtte jeg erkende, at jeg ikke ville komme i nærheden af hverken ørenlyd eller læsero.

Jeg var fascineret grænsende til det tryllebundne af hende og fandt det stort set umuligt ikke at sætte mig med hænderne i skødet og bare betragte hende, som hun sad der og åbenbart ikke på nogen måde kunne tilbringe 2 sekunder i ro.

Samtidig var det åbenlyst, når jeg sad og lurede så diskret på hende, som det overhovedet var mig muligt (med meget begrænset succes), at hun gjorde sig store anstrengelser for at være stille og diskret, men hun var åbenlyst hverken klar til at tage det store eller det lille stilhedsbevis. Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, jeg nogensinde har oplevet, at folk, der har forsøgt at være stille har haft succes med det. Hvisken er jo da et klart eksempel på, hvor meget mere effektivt det er, bare at få kommunikeret, hvad der skal siges kortfattet og på normal vis og så klappe kaje.

Ugen i øvrigt:


Ellers har det været en på stort set alle områder begivenhedsløs uge. Projekt cola til vand har fået et stærkere fokus end før, men nu begynder resultaterne også at vise sig: Vægten er faldet med lidt over et kg, hovedpinerne har været færre og mildere og min eksem i hovedbund og øjenbryn har både kløet mindre og begrænset sig lidt og dét har givet … vand … på tanden? Det har i hvert fald gjort det en hel del nemmere at huske at bælle de 2-3 liter pr dag, jeg gerne vil op på. Samtidig er colabehovet faldet med 1-½ liter pr dag og i går røg forbruget for første gang under ½ liter på et døgn.

Som bonus har jeg opdaget, at drikker jeg nok vand, får jeg ikke hovedpine bare fordi, jeg drikker et lille glas vin eller to. Og her skal mængdeangivelserne tages bogstaveligt ;-).