søndag, marts 11

Uge 10 - Kvindefrigørelse starter i kvindesind

Det her årlige kvindefrigørelsespalaver, ikk? Det har altså aldrig rigtig sagt mig set store. Det må jeg indrømme, men jeg må også indrømme, at politik heller aldrig har fyldt ret meget på min private dagsorden tidligere. Men i år har været helt anderledes for mig.

For ca. 2½ år siden havde jeg et aha-øjeblik af de helt store. Jeg var lige blevet single, sad i et lejet kælderværelse med fælles køkken og bad, havde hverken opsparing eller tilstrækkelig indkomst til at kunne skabe mig et godt, nyt hjem, hvor jeg kunne komme ovenpå, intet socialt netværk, og hverken uddannelse eller job, der kunne give mig tilstrækkelig mental stimulering. Og som en gave fra oven dukkede spørgsmålet op:

”Hvorfor har jeg ikke sørget for dét? Hvor fanden har jeg haft mine tanker???”

Dét spørgsmål har jeg brugt det sidste år på at besvare og ved en nærmest poetisk og meget symbolsk tilfældighed, begyndte jeg at søge svaret både i mig selv og en god stak relevante og meget givende bøger d. 8 marts sidste år. Den internationale kvindedag. Jeg havde på ingen måde fokus på mit køn som sådan i starten af den proces. Jeg satte mig bare for at finde ud af, hvorfor de resultater, jeg havde skabt i løbet af de 44 år, jeg havde levet, var SÅ langt fra det, jeg havde tænkt mig, da jeg startede ud og SÅ langt under, hvad jeg burde have kunnet skabe. Hvor kommer de ”styreprogrammer” fra, som jeg ubevist navigerede ud fra? Hvordan og hvornår var det blevet installeret? Hvordan kunne jeg få dem "slettet"? Og hvilke ”programmer” ville jeg så hellere have i stedet?
Hvilken viden og hvilke færdigheder ville jeg få brug for for at kunne rette op på min livssituation?


Jeg læste og skrev, huskede og skrev noget mere, genoplevede en masse barndomsminder med nye øjne og med en helt anden livsforståelse end man kan mobilisere, når man er 2-4-ikkeretgammel og det var først ret langt inde i processen, at ”kønsdebatten” kom og blandede sig, for den var der jo godt nok gang i, da jeg voksede op. Og så har jeg et par gode og kloge veninder, der var "fødselshjælpere" i processen.

Et år – og rigtig mange samtaler med rigtig mange kvinder – senere kan jeg konstatere, at jeg så langt fra er den eneste, der render rundt og glemmer at ligestille mig selv med min omverden og jeg tror faktisk ikke, at kvinder ikke kommer i nærheden af reel ligestilling før, vi indser vigtigheden af at behandle os selv med samme omsorg og respekt, som vi behandler andre.

Det er slet ikke hele svaret og det er ikke nogen magisk løsning, men det vil helt sikkert give ligestillingssituationen et kæmpe spark fremad, hvis vi hver især tog det vores ansvar for vores egen velfærd økonomisk såvel som på alle andre fronter.

Vi er endnu ikke nær bevidste nok om, hvor vigtigt det er med SUND egoisme, faktisk kan de fleste af os få kuldegysninger bare ved tanken om at blive kaldt egoist og dét er synd.

For der ER bare ikke ret mange af os, der har en plan for, hvad vi vil med vores liv. Og blandt dem, der havde en, hvor mange har da ikke revideret/nedprioriteret/stillet den på standby, da kærligheden og børnene dukkede op?

Og da kærligheden dukkede op, hvor mange af os havde da åndsnærvær nok til at vide, hvilke karakteregenskaber en GOD mand burde have? Og hvor mange af os gik så langsomt frem med vores forhold, at vi kunne nå at finde ud af hvordan han reelt set var, FØR vi bandt os til ham med fælles hjem og barn og økonomi?

Hvor mange af os går lige så højt op i vores egen sundhed og trivsel, som vi gør i børnenes eller mandens?

Hvor mange af os bruger regelmæssigt tid på at glæde os selv og lade rigtigt op uden dårlig samvittighed over, at vi ”tager tid fra familien”?

Men hvis vi vender billedet om, så står det os lysende klart, at vore familier da skal have den bedste omsorg og pleje, de bedste økonomiske forudsætninger, den bedste uddannelse og de bedste og mest stimulerende jobs.

Men det, vi sender ud, er det, der kommer tilbage og når det, vi sender ud på SÅ mange punkter er, at vi ikke er så vigtige som andre, så vil dét være hvad, vi får tilbage: En samlet nedprioritering, der over tid koster os det overskud, vi KUNNE have haft og som vi KUNNE have delt ud af. I stedet sidder alt for mange af os i en alt for sårbar situation, hvor vi er alt for afhængige af, at der kommer ”nogen” og tager sig af os, når vi ikke selv kan, fordi vi havde alt for travlt med at ”øde” den kapital væk, der kunne have givet et overskud til både os selv og andre.

Dét kan vi godt gøre bedre. Jeg for MIN part kan godt gøre det bedre. Så jeg vil også bruge de kommende år på at frigøre mig fra de indre lænker, jeg stadig trækkes med og når jeg har sat mig selv fri, SÅ vil jeg dele ud. Men kun af mit overskud, for ”hovedstolen” af mine ressourcer er det fremover mit ansvar at passe på og styrke, så jeg over tid får et langt større "afkast", jeg kan dele ud af.

Min tese er nemlig, at hvis vi hver især styrker os selv, så bliver vi stærkere (skarpsindighed i fjerde potens lige dér) både hver for sig og individuelt. Dét vil samfundet ikke kunne sidde overhørigt i længere tid. Dét bliver nødt til at følge med for at kunne afspejle befolkningen og så kommer forandringerne helt af sig selv.

Dét vil jeg godt være med til.

1 kommentar:

wildskud sagde ...

Således befandt jeg mig også pludseligt under tagetagens skrå vægge, sammen med en 13 årig dreng. Vi havde et sofabord, et fjernsyn, to boxmadrasser, Matrix-trilogien på DVD, kniv-gaffel-ske-tallerken-osv. Et styk af hver pr mand.......
Nogenlunde samme spørgsmål meldte sig her, hvor vi nu residerede, blandt røvere og bavianer i en midtjydsk social skraldespand. Desværre fandt jeg først ud af nøjagtigt hilket sted vi var flyttet hen, EFTER at jeg havde underskrevet lejekontrakten. Men vi har fået os et indblik i hvordan morddømte eks-rockere, langtidssygemeldte og forsømte eks-teenagere, fortabte alkoholikere lever deres liv fra dag til dag, uden mål. Om godt 14 dage rykker vi teltpløkkerne op herfra og flytter et par hundrede kilometer væk, til en rigtig lejlighed, beriget på erfaring og med en stribe af gode eksempler på hvad man IKKE skal stile efter, idet mentale fotoalbum. Men hold da kæft hvor har det været det hele værd. Tænk om vi var blevet boende i det helvede vi forlod?