Efter en solid morgenbuffet brugte vi formiddagen på værelset, mor havde heller ikke den store trang til at gå lige dén dag, så jeg skrev lidt dagbog, læste lidt i Kristian Ditlev Jensens ’Livret’ og brugte lidt tid på at rydde op. Det er pudsigt som sådan én kuffert kan få et ret stort hotelværelse til at ligne noget, der er løgn og jeg var lige ved at føle mig ret klaustrofobisk, så det var en hel lettelse at få tingene pakket i tilbage i kufferten og stillet på badeværelset mv. Mens jeg ryddede op, sad mor og skrev og ville gerne vide, hvad, jeg lavede (?!?) og hvorfor? Hun har vist ikke rejst med mig siden jeg ’mødte’ flylady og bragte mit kaos under kontrol, så det at hendes ældste datter ryddede op uden, at nogen havde været på nakken af hende, dén var vist ny. Der var nu ikke andet i det, end at jeg trængte til lidt orden. Hazel var til undervisning, men ville mødes med os inde i byen kl. 14:00.
Den blev næsten 14:30 før vi mødtes, for vi var alle lidt forsinkede. Det, der stod øverst på alles dagsorden var MAD!! Så vi fandt et cafeteria-agtigt sted på nederste etage i Okhotny Rijad, hvor de bl.a. havde en gryderet, der så lækker ud med noget kød i en paprikaflødesovs. Rigtig lækkert.
Efter at have spist, gik vi over til den bolig, Romanov’erne boede i, før de blev zar-familien. Dét var en oplevelse. Ikke så meget pga. selve huset, der også var lidt spændende, men fordi det åbenbart er der Moskvas forsamlede befolkning af kvinder i 60-70 års alderen holder til. De var overalt og havde totalt styr på, hvilken vej, vi måtte gå igennem museet og man var under lup konstant. Dét virkede godt nok forstyrrende på både Hazel og mig. Vi fik i hvert rum stukket et stykke lamineret tekst i hånden, der fortalte, hvad vi så, men var der yderligere spørgsmål, var det ikke her, de skulle stilles. Dels pga. sprogkløften men også fordi jeg fik indtryk af, at den information, vi havde fået, var den information, der var at få. Punktum. Virkelig en alternativ oplevelse og jeg var ikke helt ked af, at det ikke var et større museum end det var.
Derefter gik vi til Parfume museet, der lå ikke så langt derfra. Man kommer faktisk ind i en butik med alskens duft-halløj, hvilket forvirrede mig noget, men så fandt vi ud af, at museet, var lukket. Øv! Men mor fik kontakt med en russisk mand og rullede charmen ud og vupti, kunne vi godt få lov at se det alligevel. Det lå ovenover butikken og var en kæmpesamling af dels klædedragter og dels parfumeflakoner og remedier til parfumefremstilling.
Nedenunder var der butik med produkter fra den russiske parfumefabrik/virksomhed, der havde samlingen og museet og dels de produkter, de fører i dag. Det lod nu til, at de ikke bare har deres egne dufte, men jeg var noget skuffet, da jeg opdagede, at de også laver kopidufte af de kendte, vestlige mærker. Dér tabte jeg lige købelysten, må jeg indrømme.
Det var tid til igen at få noget i skrutten, så vi gik i GUM, der er et kæmpe shopping center, hvor blandt andet alle de rigtig store vestlige navne har butik. I ved, den type, hvor der ikke sættes prisskilt på varerne i vinduet. Der var nu overvældende meget at gå og se på. Blandt andet af smykker, som jeg jo altid kan fængsles og fascineres af. Det fik mine små perlekæder til at se helt ynkelige ud ved siden af de der suverænt smukke diamant smykker. Men det giver også et sug af inspiration til nye kombinationer af perler og teknikker, jeg får lyst at prøve. Oppe på første sal lå en cafe, hvor vi fik kaffe, te og chokoladekage. Et ordentligt stykke, der var helt umuligt at tygge sig igennem, men det holdt mig nu ikke tilbage fra at forsøge.
Udenfor var det blevet mørkt, så da vi kom ud og så GUM helt belyst og sneen, der dalede, måtte vi lige have billeder. Det var jo helt julet trods datoen. Klokken nærmede sig 20, så det var på tide at sende Hazel hjem til hendes lektier og vi tog tilbage til hotellet og brugte resten af aftenen på at slappe af og sidde med benene oppe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar