ABC i ord og billeder: Øjenskygge og Øvelse

I denne uge er Petunias ABC nået til Ø.

Jeg har valgt øjenskygger som tema, for de har altid fyldt mig med glæde og begejstring og jeg har altid haft masser af dem, selv om jeg sjældent bruger dem i hverdagen. Ind i mellem, når jeg har tid, bruger jeg lidt, men af og til sker det også, at jeg kan hive skuffen med dem frem og simpelthen sidde og lege med dem på oversiden af min hånd. På den måde kan der gå timer, hvor jeg er helt i min egen verden af salighed og fryd over alle farverne og teksturerne.

Her er et udvalg af de farver, jeg holder mest af:

Men ingen resultater bliver gode uden øvelse og kendskab, så jeg har også en god håndfuld bøger, der både indeholder teknikker til et pænt hverdagsmake up og teknikker til de mere kreative og kunstfærdige looks:

Mon jeg er ved at blive gammel(dags)?

Weeeee! I dag er der gået løn ind.... og løn ud igen og det er på sin egen perverse facon ved at være en af de bedste oplevelser i måneden. Jeg har nemlig vænnet mig til at betale alle regninger ved direkte overførsel den dag, lønnen går ind (er det ellers ikke sådan noget, der kun gøres af oldinge og andre, der også gemmer deres opsparing i madrassen?) og vupti, så er der rent bord. Det er en metode, jeg har brugt de sidste 3 måneder og nu er jeg vist helt afhængig. Ikke nok med dét, når det er gjort, bliver jeg simpelthen i så godt humør.

I dag har det ikke været mindre udpræget med solen stående lige ind af vinduet i en grad, så jeg måtte krybe i flyverskjul i sofaen, hvor der er skygge, mens jeg fik opgaven fra hånden og da jeg var færdig, havde jeg sådan et overskud, at jeg endelig... endelig og uden at tænke nærmere over det tog fat på at sortere alle mine papirer i skuffen.

Jeg har en skuffe med en sorteringsmappe, hvor boligpapirer, pension, skat, lønsedler og alt sådan noget, der har det med at ankomme i rudekuverter, arkiveres. Systemet er egentlig godt og meget, meget nemt at vedligeholde, men det sidste halve år har alt, der kom i rudekuverter givet mig kuldegysninger og traumer på stedet, så hele molevitten er blevet parkeret i den blinde vinkel til det ikke kunne ignoreres mere. Så har jeg forholdt mig til den største og mest påtrængende brand, slukket den og skubbet bunken tilbage i den blinde vinkel.

No more.

Alle brande - store som små - er slukket nu, alle forældede papirer er smidt ud og resten ligger pænt og overskueligt, så jeg hurtigt og nemt kan finde dem, skulle jeg få brug for det.

Hold da op, jeg er næsten helt høj af det. Det bliver ikke nemt at være mine stakkels omgivelser i dag!!!

Hav en super forårsdag derude... i morgen tror jeg sørme, her skal støvsuges.

Man skal høre meget....

... men ind i mellem er mine ører altså ved at falde af!!

I slutningen af november, da jeg stod og skulle bruge et banklån til indskuddet til denne lejlighed, forsøgte jeg via min mor, der er en god solid kunde hos Nykredit, at få lånet hos dem. Det betød også, at jeg dermed var villig til at flytte fra min bank gennem mere end 20 år, som havde vendte begge tomler nedad ift. lånet. Jeg indrømmer det, jeg var desperat.

Det var Nykredit ikke og efter at have gennemgået min privatøkonomi, valgte de at "invitere" mig til at blive kunde hos dem, når jeg havde reduceret min gæld med 50.000 kr. Så ville de godt have mig. Lånet blev derfor skaffet på anden og efter min mening ikke helt ok vis, der efter min mening ikke tjente til Nykredits ære, men dét er en anden historie.

I aften fik jeg så Niels V fra selvsamme bank i røret. Han ville smaddergerne invitere mig til et møde for at se, om jeg udnyttede alle min muligheder hos dem bedst muligt, for han kunne jo se, jeg ikke var kunde i deres bank?.... jeg tillod at åbne min side af dialogen med et modspørgsmål: Om banken ikke holdt en form for arkiv over deres kunder og deres dialoger med selvsamme kunder?? Niels V, der lød meget sød og tiltalende, blev noget mindre friskfyrsagtig og ih-jeg-har-sådan-et-godt-tilbud-til-dig-agtig i stemmen og fik fremstammet at joh... det mente han da.... at de gjorde...?

Da jeg havde refereret ovenstående forløb fra for 4 mdr. siden og tilføjet, at jeg absolut ingen intentioner havde om at komme til deres møde og få et afslag mere, valgte han nu bare at takke af og ønske mig god påske.

Jeg ved, jeg kommer til at skifte bank om få år... og jeg ved også med meget høj sikkerhed, hvilken bank, jeg så vil gå lige forbi!

Gæt hvilken bank, jeg tænker på???

I sorg og krise til halsen.

I går fortalte jeg om ham, jeg har lidt kontakt med fra dating.dk og i dag har tankerne kredset lidt om ham. Godt nok kun perifært, for han har vist bare brug for tid og plads, men den oplevelse, jeg har haft med ham og hans sorg, har bragt nogle minder op til overfladen omkring min egen fars død og sorgen derefter.

Før jeg mistede ham, havde jeg aldrig haft en nær pårørendes død inde på livet før, og da hans sygdomsforløb - der strakte sig over 23 måneder - og død faldt sammen med sammenbruddet på mit 10 år gamle parforhold, der endte sådan lige fra den ene dag til den anden - de to ting havde dog intet med hinanden at gøre - stod jeg lige pludselig i sorg og krise til op over begge ører og anede ikke, hvordan pokker, jeg skulle komme videre.

Hvor går man så hen, når der ikke er selvhjælpsgrupper eller andre netværk, man umiddelbart kan trække på??

Når man er indrettet i hovedet, som jeg er og i øvrigt er bibliofil så det basker, så er hjælpen nær. I min reol stod ikke én, men tre bøger om sorg og krise, så dem snuppede jeg og de var læst i løbet af ret kort tid. Dét hjalp. Sorgen og krisen var som de var, det var der naturligvis ikke ændret på, men jeg havde fået et landkort og et kompas at komme videre med.

Gennem bøgerne havde jeg fået både et overblik over, hvordan sådan en process normalt forløber og hvornår der bør hidkaldes professionel hjælp og det gav mig en form for jordforbindelse eller måske nærmere end oplevelse af, at jeg ikke var ude i et helt så frit fald, som jeg oprindeligt havde følt. Det betød, at jeg kunne trække vejret lidt friere og give mig lidt bedre tid til at være i nuet og 'se mig omkring', så jeg kunne finde ud af, hvad der var det næste logiske skridt for mig og for min datter. Følelsen af rådvildhed og magtesløshed var erstattet af en mulighed for at se mine valgmuligheder og træffe nogle beslutninger, så vi skridt for skridt kunne komme videre.

Bøgerne, der hjalp mig var:

Johan Cullberg: "Krise og udvikling"
Hillgaard, Keiser og Ravn: "Sorg og krise"
Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick: "Den nødvendige smerte".

Alle tre kan varmt anbefales.

mandagstema: lidelse

I dag er ”lidelse” valgt som mandagstema.

Jeg har lånt et par billeder, min datter to i Moskva, da hun boede der i 4 måneder sidste forår. Det er ikke billeder af den ultimative lidelse, jeg er helt klar over, at det kunne være meget værre, men jeg synes, fotografierne tegner et billede, der virker på trøstesløst og afmægtigt på mig.

Tænk at bo i blokke som disse?

Eller at være nødt til at beholde en bil som denne og holde den sammen med pakketape.

Hvordan mon det påvirker ens livslyst og sundhed i det lange løb??

Du kan finde flere forslag til billeder på lidelse her.

Misseplys i fri dressur

Jeg stødte lige på dette foto, da jeg var på udkig efter et billede af lidelse til mandagstema.... jeg bliver vist nødt til at lede videre....

En helt almindelig mandag.

Og så måske ikke alligevel..

Ikke bare sov jeg lidt over mig, jeg vågnede også til en sms fra datteren min om, at der var eksploderet to bomber i metroen i Moskva. Snak lige om 'up close and personal'. Der var vi jo - mor, datteren (der læste ved universitetet i Moskva i 4 måneder sidste forår) og jeg - for et år siden og så er det pludselig sådan en "det kunne jo have været os" følelse. Selv et år efter føler jeg lidt ejerskab, for nu er det også lidt "min" metro. Og så er den altså for umanerligt smuk til, at man kan bombe den. Jeg vil aldrig fatte, at man på den måde kan planlægge den slags og udføre dem, så de gør mest mulig skade på privatpersoner, men stedet i sig selv repræsenterer jo så mange menneskers arbejde og umage, at jeg helt taber pusten og forestillingsevnen går helt i stå. Lige pludselig var jeg vågen på en ret uventet og ret uvelkommen måde.

I dag har jeg også været på dagarbejde, fordi vores afdeling i Odense havde mere at se til end de kunne klare. Så må man jo træde hjælpende til og det gjorde vi på en rigtig hyggelig måde. Der var 4 dagsvagter og min islandske kollega, men en meldte sig syg og så var vi jo kun 3. Alene dét giver en anderledes hyggelig og lidt mere løssluppen stemning. Sådan lidt festagtigt selv om det faktisk er arbejde og endda i flere timer end sædvanligt.
Den stemning var lige, hvad jeg trængte til efter starten på dagen og det blev fulgt op af, at mange virksomheder har noget rigtig godt ventemusik, så dagen har været præget af rock og rul en hel del af tiden.

Vi 3 skulle snakke med danske erhvervskunder om 'telefoni og kommunikationstjenester' og den islandske kollega.... tja... hvem véd egentlig, hvem han snakkede med og hvad de snakkede om??? Jeg kan kun sige, det lød overbevisende, men der er da heller ingen, der skal beskylde mig for at kunne ét ord islandsk. Jeg hæftede mig bare ved, at det godt nok lød charmerende og hyggeligt, når han slog gækken løs med sit sludren.

En af fordelene ved det her dagsprojekt var jo også, at jeg så havde fyraften kl. 16. Dét var jo en oplevelse i sig selv, der stort set opvejede ulemperne ved at skulle purre mig selv og ud af døren kl. 8.30. For nogle år siden var det ikke udsædvanligt, at jeg skulle være klar til at hoppe på bussen kl. 6.10 og i skrivende stund fatter jeg ikke, at det nogensinde har ligget inden for mine evner, men jeg kom jo ikke forsent, så det må jo have kunnet lade sig gøre....

Jeg har det sidste par uger haft kontakt med en fra dating.dk, men det har ikke rigtig fungeret efter mine forventninger. Efter et stykke tid fandt jeg ud af, at han lige har mistet sin far og så gav det hele jo en del mere mening.... og det vækkede minder.. Mange minder.

For 5½ år siden mistede jeg min egen far. Dengang havde jeg også en profil på nettet og havde selverkendelse nok til at kunne se, at jeg ikke var noget reelt kærestepotentiale for nogen.... de første 14 dage. Derefter mødte jeg en lærer, jeg havde haft på teknisk skole 17 år tidligere og som jeg havde sværmet for... det gjorde jeg stadig. Han havde været single i 6 måneder efter et ret turbulent forhold og jeg havde jo så lige mistet min far. Egentlig er det vel ikke så meget at sige til, at vi kun holdt i 3½ måned??

Og nu står jeg så med en situation, der jo faktisk ligner den en del. Jeg har dog været single i 10 måneder og forholdet var alt andet end turbulent. Alligevel virker det tankevækkende.

Anyway.. jeg har intet hørt fra ovennævnte gut i nogle dage og havde egentlig ikke forventet at høre mere heller, men vupti, så blev jeg overrasket. Der var mail og den var både åben, varm, jordbunden og meget selverkende. Så er der jo ikke meget andet at gøre - når man er mig - end at se, hvad der så mon sker nu??? Hvad det end er, så kommer det til at ske i dobbeltlangsom slowmotion, det er helt sikkert.

Nu tænker du måske, at jeg vel måtte kunne finde noget, der var bare en anelse bedre i stedet og jo.. i dag var der sørme en gut på 36, solbrun og lækker at se på på billedet, men med en evne til at strikke en profiltekst, der ville kunne overgåes af de fleste 8-årige og kronen på hans opus kom, da han påpegede, at det skam ikke gjorde noget, jeg var lidt erotisk buttet. Jeg skal den ondelyneme da give ham erotisk buttet!!! Hmmpf!

Jeg tror bare lige, jeg fokuserer på alt det sjove, der er i mit liv og nyder, for godt, jeg har det og så kan jeg jo så lige tage mig af opvasken, nu vi er ved det 'sjove', men det behøver ikke ske i slowmotion, det skal bare overståes.

Gæsteblog: Rundt om søen

Så blev det sommertid. Det føles lidt fusket, som om nogen har hugget min dag, men på den anden side set er det meget rart at vide, at sommeren faktisk nærmer sig. At det ikke kun er noget vi leger.

En af de bedste ting ved sommeren er at kunne gå en tur rundt om søen, mens solen går ned - og uden at blive kælket ned! Det er helt enkelt en helt anden oplevelse, når man er omsluttet af blomster og grønne blade, end når man går med små skridt og stålfast blik for ikke at glide. Og nogle gange får man måske en da timet sin aftentur, så man kan følges ad med det lille pindsvin :) Her nogle billeder fra sidste år:

Om at væbne sig med tålmod og drikke med stil

For ca. 2½ måned siden var min mor på besøg hos mig for første gang. Jeg var lige flyttet ind her, efter en sej kamp med banken om et lån til indskuddet, hvilket de pure havde afvist. Min økonomi så overhovedet ikke ud til at kunne bære udgifterne til lejligheden mv. og det var kun lykkedes at få lejligheden, fordi mor trådte hjælpende til. Valget af bolig havde ikke været svært, jeg var opsagt og det lå fast, at jeg skulle flytte d. 1. december og af de muligheder, jeg havde kunnet finde, var denne den bedste også i økonomisk henseende, hvilket langt fra var det samme som, at det hang fornuftigt sammen. Det gjorde det ikke, faktisk var der overhovedet ingen sammenhæng mellem indtægt og udgifter og det bekymrede mig en del, når jeg tillod mig at dvæle ved det! Der var heller ikke mulighed for at søge hjælp, for lejligheden var ikke en boligforeningslejlighed.

Men tilbage til min fortælling. Mens hun var her, fik vi noget god mad - som hun var så sød at købe - og noget godt vin - som hun også havde sørget for - dog var jeg leveringsdygtig i service... men det haltede en hel del med glas. Jeg havde vandglas, men det er jo ikke optimalt. Og så har jeg nogle utroligt lækre portvinsglas fra Holmegaard. Portvinsglas? Jep, portvinsglas! Heldigvis er de skabt til de lejligheder, hvor portvinen indtages i herreværelset, så de var noget større en dels slags glas normalt er, så selv om der skulle nogle genfyldninger til undervejs, gik det fint. Det bidrog nu kun til stemningen, for det er ikke hver dag, man drikker hverken retsina - tror jeg, det var - eller rødvin af portvinsglas.

Dagen efter stod menuen på tatar og til den slags hører der en snaps. Jeg havde heller ikke nogen snapseglas, så portvinsglassene måtte gøre tjeneste endnu en gang og de klarede det med bravour. Dog blev det ved den ene snaps til hver og så måtte der en lur til efterfølgende, men det er også nogle robuste glas, der vejer en del.

Jeg kunne nu godt selv se, at den jo ikke holdt i længden. Man kan ikke drikke vin mv. af portvinsglas i al evighed, jeg havde bare ingen ide om, hvad det var for en slags glas, jeg kunne tænke mig og jeg er alt for nærig til bare at købe det første, det bedste, specielt når det viser sig, at det første, det bedste både er dyrt og grimt og på den måde er der så gået 2½ måned, hvor jeg har kigget og lurepasset og drukket vin af henholdsvis portvinsglas, lånte rødvinsglas og senere af de champagneglas, jeg opdagede, jeg stadig havde. Det oplagte var jo at ønske sig nogle i julegave, men ih, jeg er jo altså lidt kræsen og ville gerne have noget et sæt med med både rødvin, hvidvin og vandglas... så i stedet ønskede jeg mig penge og det fik jeg. Mange penge. Desværre gik de i første omgang lige lukt i husholdningskassen, men jeg er god - hvis jeg selv skal sige det -til at notere den slags og skrev et gældsbevis på hele beløbet, så de ikke sluttede deres dage som husholdningsbidrag. Derfor kan jeg konstatere, at den del af julegaven fra Hazel og hendes kæreste er disse 6 flotte vinglas, som jeg er meget, meget glad for.

Vi kan jo lige tage et billede af et af de famøse portvinsglas:

Jeg kunne ikke drømme om at sende dem på pension, men jeg er klar fra dags dato til at begrænse mig til at servere portvin, Baileys og andre relevante drikke af dem, for nu.... TADA - her indsættes trommehvirvel af passende længde - har jeg ikke bare fundet, jeg har også både købt og hjembragt de rødvinsglas, jeg kunne lide. Der kommer lige et billede af det første her:

I bloggens anledning, er det blevet vasket og klar til indvielse. Der er 5 mere af samme slags, men de skal lige underkastes en kærlig behandling med vand og sæbe før, de kan vises for offentligheden.

Til slut skulle vi måske lige se de to ved siden af hinanden?? De kommer her:

Måske skulle jeg tilføje som et PS, at min mor - da hun vågnede af det snapsekoma, jeg havde påført hende - fandt nogle rigtig søde snapseglas, der har tilhørt min farmor. Dem har jeg fået, så nu kan jeg også servere snaps i mængder, der opliver mere end det bedøver.

Før jul var det mig meget magt påliggende at have glas, der matchede og dét skal ingen beskylde mine vin, hedvins- eller snapseglas for at gøre.... men undervejs er det faktisk holdt op med at betyde noget. De er hver for sig smukke og de har hermed min velsignelse til at mismatche alt det de lyster.

Årets søndag ultra...

Jeg kan godt mærke, der er smuttet en time i svinget i dag. Det er efter alt sandsynlighed primært en psykologisk virkning, men oplevelsen er nu, at jeg er kommet lidt sent fra start og at der nok kun er ca 50 minutter i timen i dag. I hvert fald skrider den frem med en hast, der bringer mandag indenfor min rækkevidde i et tempo, der stresser mig lidt.

I morgen skal jeg op og være mødeklar på arbejdet kl. 9, for der er åbnet mulighed for et par dagsvagter. Det betyder, at jeg så skal tale med firmaer, hvad jeg aldrig har prøvet før, så det er i og for sig ret spændende... samtidig er arbejdstiden på normal længde: 7,4 timer, så to dage vil give de timer 3 dage normalt bringer og så er jeg hjemme i 'ordentlig tid'. Dét kan jeg godt begejstres lidt over... Men altså... jeg fik først besked i går, så der skal tænkes madpakketanker og de skal tænkes hurtigt.

Senere i dag har jeg indbudt min datter, Hazel, til være gæsteblogger og jeg har ingen anelse om, hvad hun mon vil dele, så det kunne gå hen og blive spændende også for mig, at læse min egen blog til den tid. Moder-kritiske ytringer vil nu blive bortcensureret med det samme og hendes arv reduceret i forhold til kritikkens art og grad. I grelle tilfælde kan fødselsdagsgaven for i år også indrages....

Min dag vil blive brugt til blandt andet endnu et kapitel i "Don Quijote" og i "Mærk Livet" af Bettina Vilmun. Sidstnævnte bog handler om at leve i nuet og kan varmt anbefales allerede nu, hvor jeg kun er 3 kapitler inde i bogen. Det er en ren nydelse, der ikke læses ret hurtigt, for jeg føler mig hele tiden fristet til lige at læse en sætning eller et afsnit om igen og dvæle ved betydningen af det. Sådan nogle bøger er gaver fra himlen for mennesker som mig.

Hav en god søndag derude.

Luksus, nydelse og fryd..

I dag har jeg fri. Faktisk har jeg hele weekenden fri fordi jeg troede, jeg skulle på date i morgen. Den blev aflyst, men ih, hvor kan jeg ikke græde mange tårer over dét, for så har jeg jo hele dagen for mig selv.

I dag startede jeg med at vågne. Det virker jo hver gang og er et absolut anbefalelsesværdigt morgenritual. Efter at have ligget lidt og ligget - bare for lige at mærke ekstra tydeligt, at jeg ikke skulle nå spor og i øvrigt var uden planer - blev jeg forstyrret af min maves ret udamede rumlen, så jeg smed et par hjemmebagte grovboller i ovnen og gjorde klar til morgenmad. I SENGEN!!

Og jeg skammede mig ikke det fjerneste... Tværtimod tog jeg alle reklamerne med og sad og legede "Helle for den! Og den og den og den!" i sengen, mens jeg nød mit lune brød med koldt smør på.

Jeg er blandt de heldige, der fik skat tilbage og selv om langt de fleste af pengene bliver gemt "i madrassen", så har jeg alligevel taget en lille håndfuld fra til mig selv og en tur i Storcenteret. Uh, jeg kunne mærke, jeg trængte til en shoppedag uden alt for kraftigt fokus på, hvor mange penge det hele kostede. Bevares... jeg skulle hverken have pels eller diamanter, men jeg fortsatte nu alligevel min "Helle for den" leg der ude og lod som om, jeg havde alle pengene med og bare kunne købe løs...

"Helle for den" kunne faktisk godt gå hen og blive en god vane, for ih, man føler sig altså helt anderledes ved muffen end ellers.

Jeg faldt nu primært for købelysten i Tigers krydderiafdeling, så der blev hentet 5-6 nye poser hjem og i Panduro var der et genialt tilbud på Swarovski perler, så jeg ryddede lige op i deres rodebunke for dem.... perlerne endte jo med at være langt billigere end på eBay og dét siger en del, så nu er der ny inspiration til perlesmykkerne og dét vil jeg næppe fortryde.

Og så har jeg oplevet noget nyt i dag. Mens jeg var ude, mødte jeg ikke bare en kollega, jeg mødte også Niels' unger og deres mor... Det er altså helt nyt at jeg begynder at kende så mange her på egnen, at jeg ligefrem møder mennesker, jeg kender...

Abc i ord og billeder: Da jeg klyngede kærestens æg op omkring loftsbjælken.

Abctema (hvor du også kan se flere bud på denne uges bogstav) er i denne runde nået til æ, og det fik mig til at tænke på historien om æggene, der vist nåede at give os alle mavepine.

I 2007 havde jeg lavet en adventskalender til kæresten med en gave til hver lørdag og hver søndag i december og et par af gaverne havde været et par flotte røde glasæg med guldornamenter. Han havde nu ikke nået at få dem hængt op, før vi fejrede snydejul med alle ungerne.

Dagen efter, vi havde fejret - hvilket vi gjorde et par dage før d. 24. - var børnene (hans) blevet hentet hjem til julen hos deres mor, og vi andre lå brak og havde ikke energi til spor. Datteren og jeg lå i sofaen og småsludrede og lod samtalen følge tankernes flugt - der var nu heller ikke så meget fart over de tanker, at en snegl ville have fået sved på panden - og en af de tanker, der slog mig, da mit blik strejfede de fine røde æg, var, at det da var synd, hvis de slet ikke nåede at komme op og hænge, før julen var ovre.

Knapt havde tanken strejfet mig, før jeg udbrød: "Niels.... skal jeg ikke lige tage og slå et bånd om dine æg og klynge dem op over den der bjælke??"

Niels, der var fuldstændig fordybet i sin computer, gloede lamslået på mig og spurgte "Hvad har jeg NU gjort??"

I det samme gik det op for mig, hvilke interessante billeder, jeg faktisk havde fået fremmanet på hans nethinde og latterklukkene fra datteren vidnede om, at hun også havde fanget dobbelttydigheden til fulde. Latteren satte mig helt skakmat i nogle minutter, før jeg kunne forklare staklen, at jeg havde tænkt på de æg, der er billede af her. Året efter var de oppe og hænge om den bjælke, jeg havde tiltænkt dem fra starten.

Måske burde man anlægge en ordentlig landingsbane???

Bedst som man sidder og skriver dagbog og tænker kloge og dybe, velovervejede tanker, lyder der en larm og en buldren på altanen som om, der var håndgemæng derude. Da jeg vendte mig om, for at finde ud af, hvad der var gang i derude, mødte mig synet af denne krabat.

På billedet er den endelig faldet til ro og har fundet balancen, men larmen og spektaklet skyldtes, at det åbenbart ikke er helt så nemt at lande på gelænderet derude, som man kunne forestille sig... når man f.eks. ikke selv har vinger og i øvrigt bruger str. 37 i sko.

Som det kan ses, så lykkedes det altså og min uventede gæst sad i et par minutter og lurede først på det tørre brød, der var lagt derud og dernæst på, om der var andre, der havde opdaget, at der var serveret, mens den overvejede, hvordan man bedst fik næbbet i dét, men det endte med, at den opgav projektet og forlod mig så pludseligt som - men dog mere elegant end - den var kommet.

Nu håber jeg virkelig ikke, der kommer en stork forbi og vil se om den også kan lande her....

Måske skulle man bare få anlagt en ordentlig landingsbane, så eventuelle gæster kan ankomme standsmæssigt og uden at få uorden i fjerdragten af anstrengelserne.... Men først vil jeg vende tilbage til dagbogen.

En uventet fridag

I går, da jeg kom på arbejde, opdagede jeg, at min vagt var blevet afbooket. En undersøgelse er forsinket, så der var ikke behov for så mange ører og tunger som først antaget, jeg havde ved en fejl bare ikke fået nogen sms om det. Lidt surt, men ikke nær nok til, at jeg ikke tog imod min friaften med kyshånd og brugte den på en lille tur rundt i byens genbrugsbutikker. Det var nu antikvariaterne, der fik mit fokus, for det er noget tid siden jeg sidst har været i centrum med tid til at ose og bare nyde.

Men i går var der jo nok at nyde. Vejret var rigtig lunt og mildt, butikkerne var åbne og det var helt umuligt at være i andet end et godt humør. Jeg nåede også lige forbi den lokale grønthandler, men havde allerede købt ind til aftensmaden, så der var ikke behov for at slæbe rundt på mere end højst nødvendigt.

Da jeg kom hjem, stod menuen på tunplatte og et glas rødvin og så kom perlerne frem igen. Jeg har haft nogle pastelperler liggende, jeg ikke helt har kunnet se, hvordan skulle bruges, men nu kom ideen, så den blev omsat i fordybelse og nydelse, men jeg prøvede mig frem med forskellige muligheder. Det kom der til at gå et par timer med, før perlekæden og armbåndet begge var færdige og klar til brug.

Denne gang har jeg givet perlekæden en længde, der er lidt anderledes end jeg ellers foretrækker, men låsen har gjort, at den nye længde har flere mulige funktioner. Billederne kan du se herunder.

På armbåndet er det tydeligst at se de forskellige farver i perlekæden.

Mandagstema: Indefra

I denne uge er ordet i mandagstema "Indefra". For mit vedkommende kan det jo stort set kun føre én vej: Lige lukt i perlemuslingens indre og videre ind i perlens indre, hvor et lille sandkorn med tid og perlemuslingens flid og tålmodighed vokser til en smuk, glat og glansfuld perle. Jeg har i årevis været helt forelsket i ferskvandsperlernes skønhed og de sidste 2-3 år har jeg også selv lavet perlesmykker, hvor jeg tidligere kun kunne købe mig til dem. Da jeg begyndte på det, opdagede jeg, hvor utroligt dejlige, de er at arbejde med. Timerne flyver og jeg glemmer alt omkring mig, når jeg er i 'Perleland':

Her under er to billeder af dels en perlekæde med ferskvandsperler i alle mulige grønne og blå toner. Rigtige havfarver. Og nederst er et armbånd med de flotteste hvide perler med et meget smukt skær. Når jeg har det på, glædes jeg over det, når blikket falder på perlerne... og det gør det hele tiden.

Der er flere bud på ugens tema her.

Tidsmaskinen: En veninde, jeg stadig savner.

Jeg har den sidste måneds tid gået og været lidt beklemt ind i mellem. Jeg vidste, jeg engang havde en hel del billeder fra tidligere, men jeg vidste, de var lagret på cd'er og jeg kunne huske, jeg havde kasseret en hel del cd'er, før jeg flyttede hertil, for min pc har jo ikke noget drev, så hvad var idéen? Nu var jeg bare bekymret for, at jeg måske var kommet til at rydde lige lovlig grundigt op i bunkerne.

Ved en rundtur omkring de mest sandsynlige gemmesteder, fandt jeg de cd'er, jeg mente, jeg søgte. De indeholdt bare ikke de billeder, jeg savnede, så frygten for, at jeg virkelig var kommet til at kassere dem, steg.

Da Hazel så var her, tog jeg lige en tur mere rundt til et par steder, der var knapt så sandsynlige og godt for dét, der var en håndfuld på 5-6 cd'er, der indeholdt en masse billeder af både familie situationer og også en ret pæn stak af missepigen, som hun blev kaldt i daglig tale.

Hun og jeg plejede at føre lange samtaler, for jeg småsnakkede som regel med hende og hun viste sig hurtigt at have et konversationstalent på en del over middel. Der blev strikket nogle lange enetaler sammen i det kattehoved og der blev både brugt varieret intonation lige fra det klynkende 'jeg kunne ikke gøre for det og det var ikke min skyld', når hun godt vidste, hun var på afveje til det 'ih, hvor er det godt, du har mig' trygge og tilfredse, når hun var i det hjørne. Så var der naturligvis skideballe-mode til fuglene udenfor eller til de drabelige modstandere, hun igen og igen måtte konfrontere i drømme og mad-pivet.

Joh, der er spændvidde i samtalemulighederne med sådan en kat.

Hun kunne nu også sagtens være helt stille som her, hvor hun ligger på den hylde, vi har monteret til hende liige over radiatoren og strategisk placeret, så man også bliver bagt ovenfra.

Når safterne stiger.

Og det har jeg jo kunnet mærke, de har gjort det sidste stykke tid, så nu er der endelig ved at være orden i perlerne og alle værktøjerne igen, så jeg hygger igennem med at gå i 'perleværkstedet' for tiden. Det foregår her ved mit spisebord, hvor jeg leger med nye farver og kombinationer, færdiggør projekter, der har overvintret i tålmodig venten på, at jeg igen fik overskuddet og tiden til at tage mig af dem og i dag blev jeg sørme færdig med et smykkesæt, jeg fik ideen til i efteråret.

Herunder er et udsnit, så man kan se perlerne tæt på.

Sættet er lavet af ferskvandsperler, Swarovski krystaller i lys koral, perler i Sterling sølv, granater og rosenkvarts og låsene er af Sterling sølv.

Tror man på stenenes kraft, så skulle det være et smykkesæt, der kan tiltrække kærlighed. Hvem vil ikke gerne tiltrække kærlighed??? Med min charme og stenenes kræfter bliver jeg godt nok uimodståelig....

;-)

Hvad mon hun mener???

"Sælger denne super smukke taske jeg fik i bryllupsgave af min mand da jeg har forelsket mig i en anden jeg hellere vil have."

For en hel del år siden fandt jeg denne annoncetekst på et handelssite her på nettet. Jeg må indrømme, at det gav et rigtig godt mavegrin og anledning til nogle overvejelser om, hvorvidt det mon var en anden taske eller en anden mand, hun havde forelsket sig i.

Den forbandede ytringsfrihed!!!

Jeg har været hjemme i formiddag og har hygget. Meget!! Både med at få styr på mine perler, der stadig lå i en kaotisk bunke efter flytningen og med at trække lidt perler på snor. Palle alene og med hænderne fulde af perler... så skulle man jo ikke tro, idyllen kunne brydes, vel???

Men dét kan den.

Og det blev den! Bedst som jeg trissede rundt og var fordybet i nogle meget kreative og meget vigtige overvejelser med mig selv omkring farver, materialer - granater vs. ferskvandsperler osv. - og former, blev jeg afbrudt i mine tanker af en brokken, der ikke lod mig i nogen som helst tvivl om, at nogen var utilfreds med tingenes tilstand og vedkommende havde åbenbart end ikke overvejet muligheden af at "flette næbet" og brænde inde med sin galde.

Så er det jo, sådan en som jeg bliver nysgerrig, ikke? Så jeg kiggede ud af vinduet og fik øjenkontakt med en solsortehan, der sad klar til at lette nederst på rækværket derude. Han havde nemlig forlængst set mig og det var dét, der ikke passede ham. Jeg stod jo lige ved altandøren og stod. Nu har vi endelig nået et stadie, hvor det åbenbart er accepteret, at jeg må sidde ved spisebordet, mens der spises på den anden side af ruden, men det har aldrig være ok, at jeg stod op. Så ser jeg jo meget større ud.

Jeg foldede ganske langsomt og diskret benene sammen under mig og lod bagdelen finde hvile i den stol, jeg vidste stod bag mig og et splitsekund senere hoppede han målrettet hen og lod sine aggressioner gå ud over havregrynene og solsikkefrøene derude til han havde fortæret, hvad han ønskede. Derefter lettede han, men lur mig om ikke han slog med nakken i ren og skær forargelse først.

Mon man skulle skrive et kort med en undskyldning og lægge derud til i morgen??? Eller skulle jeg hellere fastholde, at han bare kan flette næbet??? Det sidste frister..

Gæsteblogger: Datteren

Skrevet kl. 1 i nat:

Da jeg ankom i Kolding i går (efter en togtur, hvor det uforglemmelige højdepunkt var, da jeg kom til at låse mig ude på toilet), kom jeg til at sige til min mor, at jeg faktisk syntes, at det halter lidt med opdateringen af den her blog for tiden. Hvor er min daglige underholdning?? Og vupti, så havde jeg fået fedtet mig ind i at være gæsteblogger...

Vi maratonhygger. Her er rødvin, cola og tatarmadder, hvad mere kan man ønske? Jeg er blevet placeret oppe på en lille hems omgivet af bøger, det gør ikke hyggefaktoren mindre, kan jeg fortælle. Vanen tro har min mor og jag lagt en masse planer for, hvad vi skulle se og nå - og så har vi kasseret dem igen. Ingen grund til at få stress.

I morges stod vi op kl. 7, fik morgenmad og gik så ned i byen for at blive klippede. Puha, sådan noget kan godt være hårdt, så da vi kom hjem igen, skyndte vi os at tage en lur. Det er det seje ved at besøge sin mor. Der er alligevel så langt hjem til studiebøgerne, at der ikke er nogen pointe i overhovedet at stresse over ikke at få læst. Hvis vi har lyst til at sove, så sover vi. Total afslapning.

Da vi stod op efter luren, var det tid til at lave perlekæder. Det kom vi nu ikke så langt med (og det var nok egentlig meget heldigt, eftersom mor var liiidt åndsfraværende og skulle lige til at drikke af glasset med perler), for vi kastede os over at organisere gamle fotografier i stedet. Gevaldigt hyggeligt! Bare lidt skræmmende, det føles, som om at man skal holde virkelig godt fast i livet, ellers flyver det lige pludselig ud af hænderne på én, så hurtigt som tiden går!

Fotografi-organisering er åbenbart noget, der kan tage pusten ud af mødre, for lige pludselig smuttede hun i seng, og overlod mig til mig selv. Heldigvis er jeg virkelig godt selskab! Noget af det bedste i verden er faktisk at være "alene" i min mors lejlighed. Det føles så trygt i halvmørket med urets tik-tok-tik-tok og alle bekendte gamle ting. Man kan kigge lidt i nogle gamle ynglingsbøger eller i nogle helt nye, man ikke har set før. Man kan sætte musik på, som minder om ens barndom. Man kan helt enkelt høre, hvad man tænker.

I morgen skal jeg hjem, ikke at jeg har specielt meget lyst. På den anden side set savner jeg lidt min kæreste efterhånden. På den måde er jeg ret heldig :)

I må have en dejlig dag derude!

Tanker og vinkler på netdating.

Som den single, jeg jo er, har jeg 'naturligvis' en profil på et netdating-site. Lige i øjeblikket er jeg ikke voldsomt aktiv på siden, der er simpelthen for meget andet der trækker og lidt sjovt er det jo, at foråret og den øgede energi, det har givet, faktisk er årsagen til, at jeg har trukket mig lidt ud af lige netop de aktiviteter, som jo ellers i særdeleshed hører foråret til.

Jeg har gennem noget tid overvejet om jeg skulle slette min profil, men har endnu ikke fundet lysten til noget, der er helt så drastisk. Jeg går jo ikke i byen om aftenen - både fordi jeg arbejder, men også fordi det reelt set ikke byder på muligheder for at møde ligesindede på en god måde - og så er det altså en vældig effektiv måde at møde nye mennesker og få nye kontakter på. Som situationen er, har jeg 5-6 mennesker i mit liv, som jeg har mødt af den vej og som jeg ellers ville være gået glip af.

Samtidig har jeg oplevet igen og igen, at jeg via den kontaktform lærer en masse nyt om mig selv og det er indsigter og vinkler, jeg også er mere end taknemmelig for. Også selv om det komplicerer muligheden for at møde en ny kæreste. For det tror jeg, det gør. Det bliver ikke umuligt ad den vej, men som de tænkende og modne væsner vi er, kommer vi nok til at tænke over alt for mange ting og aspekter af et nyt forhold/ en ny kæreste, der egentlig slet ikke ligger til 'bevidst beslutning', men som afgøres af dele af vores bevidsthed, vi ikke er herrer eller fruer over.

Jeg er nu ikke i tvivl om, at når det gode opvejes mod ulemperne og det trælse, så er jeg mere for end jeg er imod den form for kontaktskabelse.

Identitetsforvirring??

Er man en buket gule roser eller vil man hellere lege påskeliljer???

Ubudne gæster.

Jeg sad just fordybet i mine egne tanker, da jeg blev opmærksom på ændringer i både måden lyset falder herind i stuen på og nogle sære lyde udenfor mit vindue. Nu bor jeg jo på anden sal, der samtidig er den øverste etage i ejendommen. Naboerne bor i pæn afstand, så det er ikke fordi man får associationer til hønsebure her. Derfor undrede det mig lidt, men jeg var som sagt i gang med noget, så jeg lod det ligge.

Men så begyndte lydene at udvikle sig og blive til en uregelmæssig banken og klanken og så måtte jeg altså lige have styr på, hvad pokker, der var gang i.

Ude på min altan - hvor jeg for et par dage siden, da sneen pludselig igen lå i mere end 20 centimenters dybde, havde lagt lidt brød og kerner ud til fuglene - var 7-8 måger ved at tage individuelt bestik af, hvordan man bedst kunne komme afsted med at fylde vommen samtidig med, at man fik holdt de andre fra fradet. Initiativerne var mange og spændte over den knapt så effektive del af skalaen, så alle var mere eller mindre inde i kampen, men ingen så ud til at have voldsomt stort held med initiativerne.

Jeg bankede lige med pennen på vinduet og fik dermed sendt næsten alle på flugt. Den største af dem, bredt snarrådigt vingerne ud, så han kunne sætte af fra taget, men havde ikke taget højde for, at den øvelse først ville være mulig, når han befandt sig på den anden side af rækværket på altanen. Rækværket er lavet af metal med lodrette pinde med cirka 15 centimeters mellemrum. Han måtte af flere omgange konstatere, at et tilløb på 20-40 cm ikke hjælper stort, når man altså har vingerne bredt ud i flyveklar position og der skulle flere forsøg til, før han nåede frem til, at hvis man klappede dem ind til kroppen, mens man passerede rækværket, så blev hele øvelsen en del nemmere og han kunne komme væk.

Jeg holdt mig i mellemtiden på indersiden af ruden og lod mig underholde.

Det siges godt nok, at man påvirkes af dem, man er i selskab med, men jeg håber i dette tilfælde, at det ikke er hans intelligens, der har smittet af.

En personlighedstest, der giver indsigt.

Jeg fandt for nogle dage siden denne test, som jeg har taget. Den var faktisk rigtig god og gav en del at tænke over på en række punkter, men det kommer der sikkert en blog eller to om før eller siden. .

Testen kan du finde her.

God fornøjelse.

Mit resultat kan du finde her. Jeg kunne sagtens genkende en stor del af min personlighed i teksten.

Alle har ret til et dagligt kvaj...

... og i dag har jeg haft brug for mit. Øv!



Vejret har været så uimodståelig dejligt i dag, så jeg kravlede i hele skovtursdresset: regntøj, terrængående støvler med 'larvefødder' og gode tykke handsker, som jeg så ikke havde på, men bar hele vejen og så traskede jeg afsted. Ude i skoven var der en gruppe børnehaveunger, der havde 'fundet' en 'kælkebakke', som de nød med deres improviserede kælke - buksebagen på deres skidragter. Det var mig lige en tand for fristende, så jeg tog lige et par billeder og blev naturligvis udspurgt af de voksne om, hvad billederne skulle bruges til. Jeg kunne nu kun sige, at de ikke skulle 'bruges' til andet end egen nydelse, for det var nogen herlige unger, men jeg skyndte mig at undskylde, at jeg ikke først havde bedt om tilladelse - øj, jeg følte mig kvajet lige dér, jeg er jo selv mor for pandekage da!!! Øjjs!! - jeg fik også deres mailadresse og har sendt billederne til dem. Ih, jeg følte mig dum. Det gør jeg stadig.



Heldigvis er det noget, jeg kan lægge fra mig - men desværre også tage frem igen - så jeg nød resten af turen og har en masse lækre billeder med hjem. Jeg var i skoven i næsten to timer og tulrede rundt og sugede til mig af forår, lys og sol, bækkene, der pludrede over det hele, fuglene, der var ved at gå ud af deres gode skind fordi der var så meget kvidr, der skulle ud og masser af skønhed over det hele.

Resten af dagen har jeg hygget hjemme med læsning og huslige sysler.

Om nærvær og naturbilleder.

Her er nogle af billederne fra min tur i skoven i går.


Der sidder en lille spurv ind i hækken. Jeg fik kun øje på den, fordi den deltog i et korarrangement og var gået lidt i selvsving for at være den, der kvidrede højst, da jeg gik forbi.

Jeg læste for nogle måneder siden en klumme, hvis pointe var, at man burde lade mobilkameraet ligge hjemme, når man gik ud, for så fik man mere ud af nuet og slappede bedre af.

Det kom jeg til at tænke på i går i skoven. Faktisk nåede jeg frem til, at jeg har det næsten omvendt: når jeg har kameraet med, ser jeg mere og anderledes. Jeg får øje på detaljer, jeg ellers aldrig ville have lagt mærke til, så mon ikke oplevelsen og evnen til at være i nuet - som det var klummeskriverens pointe, vi skulle blive bedre til - afhænger meget mere af den, der har fingeren på udløseren end, det afhænger af, om det kamera, udløseren er monteret på, er med ude på tur eller om det ligger hjemme?

Det handler vel med dette - som med stort set alt andet - om balance. Om at bruge sin situationsfornemmelse, for naturligvis er det ikke smart eller hensigstmæssigt konstant at have kameraet fremme og knipse alt og alle og hele tiden. Der er masser af situationer, der nemt kan nydes og værdsættes helt uden, at der bliver taget billeder, men hvor kan det være rart senere at kunne hente en håndfuld gode og velvalgte billeder frem fra forskellige situationer og genopleve dem derigennem.

Can You Speek Ænglish??

Jeg sad i dag og læse mit daglige kapitel i Dickens' "The Pickwick Papers", da jeg snublede over et ord, jeg ikke kendte betydningen af. I ren og skær dovenskab (ordbøgerne ligger stadig i flyttekasser i kælderen) - bruge jeg lige Google - hvor galt kan det gå med et enkelt ord?? - og her er resultatet: Ordet var "drab"

Her er først en definition fra en online ordbog:


Og her kommet Googles underholdende bud:

Sætningen i min bog lød "He was dressed in a long brown surtout, with a black cloth waistcoat, and drab trousers."

Kend dig selv - på kryds og tværs.

Jeg havde egentlig en helt anden blog i tankerne her til formiddag og var på jagt efter et par gode underbyggende links til den, men i mellemtiden snublede jeg over denne side, som jeg har valgt at videregive i stedet.

Siden indeholder et utal af personlige test i alle mulige og umulige afskygninger, så man kan lege løs og finde ud af alt det, man ikke anede, man havde brug for eller gerne ville vide som sig selv.

Hvilken test, ville du tage først??

Jeg var egentlig på udkig efter noget om Myers-Briggs temperamenter, men mere om den en anden dag.

God fornøjelse.

Min ene mejsekugle er pist væk!!

Jeg skal da lige love for, at det er blevet forår. Vejret er jo helt aprilagtigt i sine udsving. Her har det både været solskin fra en bragende klar og skyfri himmel, fulgt af regn/sne/slud på én gang og i mængder, der virkede alt andet end tiltalende og inspirerende til at vise hud. Jeg var i hvert fald glad for, at jeg ikke var udendøre da det gik løs.



Og så har jeg haft besøg. Jeg var lige ved at rydde op i formiddag og var på vej fra sofagruppen hen til køkkenet, da jeg ud af min højre øjenkrog bemærkede en bevægelse. Det var en solsort af den knapt så erfarne årgang ude på min altan. Den må have syntes, at nu havde de 'solsortekugler' hængt der længe nok, så den gik løs på menuen. Kuglerne var splittet ud over det hele, men den har vist været her før, for den ene af kuglerne havde åbenlyst været under angreb af andet og mere end en spurv og er nu helt væk, der er kun krummer ud over det hele og et tomt net, der hængere og flagrer for sig selv. Den anden kugle er intakt, men der kom en spurv og tog sig lidt kærligt af den og der går garanteret ikke længe, før solsorten også får fokus på den.

Der er åbenbart andre end mig, der mener det er på tide med noget forårsrengøring.

Tidsmaskinen: Min far og hans flodhest.

For snart rigtig mange år siden (ca. 25 faktisk) havde min far en fimmel med, at han ville have overskæg, så sådan et tillagde han sig. Du kan se det herover.

På det tidspunkt var jeg gift og havde lige fået min datter og på en af vores rejser over til familien i England var ægtemanden, som var englænder, og jeg på shopping efter nogle gaver, vi skulle have med hjem til mine forældre. Undervejs var vi inde i en lækker lille butik, der desværre ikke findes mere, som hed 'The Crafty Cat'. De havde alt muligt og umuligt lækkert og pludselig faldt mit blik på nogle små stentøjsdyr. Ægtemanden så dem samtidig og i kor udbrød vi "That's my/your Dad!" Den lille flodhest kostede godt nok en bondegård i forhold til vores gavebudget, men visse ting kan man ikke argumentere imod og den flodhest var nødt til at være hans. Ikke kun på grund af overskægget, men også fordi der var noget vikingagtigt i fars tilgang til fest og nydelse.

Det blev den også.

Da min far døde for mere end 5 år siden, spurgte min mor mig, hvad jeg ville have til minde om han. Flodhesten stod øverst på 'ønskelisten' og nu bor den her og minder mig om ham hver dag.

Er det ikke bare en pudsig lighed??

En bøn blev hørt.

Jeg har et par gange eller fem, når jeg var på vej på arbejde, passeret et nips af et kvindemenneske. Et lille, forkomment eksemplar af mit køn, der åbenlyst og på ingen måder er eller var i stand til at tage vare på sig selv eller sine egne behov. Det gør mig ondt for sådanne eksistenser og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon er gået forud, siden hun er havnet, hvor hun er.

For et par uger siden passerede jeg hende igen, men denne gang havde hun den skønneste labradorhvalp i snor og da må jeg indrømme, at mit hjerte sank yderligere, for hvis hun er så dårligt i stand til at drage omsorg for sig selv, hvordan i alverden skal hun så kunne magte sådan et dyr, der i løbet af de næste måneder vil vokse yderligere til og som vil få brug for en kærlig, men fast opdragelse til velfungerende hund??? Det kræver en indsigt og nogle tids- og pengemæssige ressourcer, jeg slet ikke kunne forestille mig, hun disponerede over. Jeg sendte lige en stille bøn opad om støtte og hjælp til at det 'projekt' måtte gå godt.

Jeg har et par gange sendt de to en tanke, men har siden set hende et par gange uden hun, så jeg åndede lettet op og vedtog, at hunden nok bare var en, hun havde lånt eller havde passet. I går passerede jeg hende nu igen - med hund. Hun stod og snakkede med en mand, der må have spurgt ind til, hvordan hun havde fået hunden, for i det, jeg smuttede forbi, sagde hun, at det var noget ens behandler bestemte.

Jeg blev faktisk ikke så lidt lettet ved de ord, for ih, jeg synes, der er ynk og lidelse nok uden at 'vi' tilføjer endnu en hund til mængden af misligholdte kæledyr, men kan det kombineres, så hun - kvinden - får den kærlighed og den mulighed for at lære ansvar for andre - der kan komme af at have en hund, samtidig med, at der er hånd i hanke med tingene fra nogen, der har lidt flere ressourcer og et bedre overblik, så er jeg glad.

Jeg skyndte mig videre og rettede en tak opad for 'opdateringen'.

På arbejde med lange ører.

Jep, jeg er vist ved at være på mærkerne igen i energimæssig forstand. Det skyldes ikke mindst, at jeg på ret kort tid havde sat skik på hytten igen i formiddag - jeg er stadig mere end himmelfalden, hver gang det lykkes, fordi der stadig står 'Rodehoved' tatoveret på min rygmarv og min hjernebark (har jeg overhovedet sådan én?) - og jeg nyder når der er rolige overflader og overblik omkring mig.

Pillerne er bestilt og afhentet, så nu er der fred og ingen fare på den front. Sengen er redt og uh, jeg skal ikke ret sent i seng i aften og der er rene håndklæder på badeværelset. Det er ret sjovt at så relativt små ting, som jeg altid har kunnet tage for givet nu er blevet noget, der i den grad tiltrækker min opmærksomhed og værdsættelse.

Og så var det faktisk ret hyggeligt at være på arbejde i aften, men jeg har også siddet på en undersøgelse, der er ret hyggelig. Det er faktisk sjældent, der er nogen, der bliver rigtig ubehagelige på den. Jeg fik nu ret lange ører, for den kollega, der sad tættest på mig, var i gang med en undersøgelse om bøger og bogkøb, så det var lige noget, jeg godt ville have haft lidt bedre styr på. Det skal jeg nu nok få i morgen, tænker jeg.

Da jeg kom hjem, lå der endda også indtil flere hyggemails, så det kan vel ikke blive meget hyggeligere... Men det må da gerne prøve..

Mandagstema: Dybde

Ugens mandagstema er dybde og det fik mig til at tænke på skoven om efteråret. Specielt i 2009 var der dybde at hente både i roen og freden i skoven, men også i usædvanlig grad i farverne. Billederne herunder er taget fra sidst i juli til sidst i oktober, så man rigtig kan se, hvordan løvets farver bliver dybere og mere intense som tiden går.

Jeg elsker skoven på alle tider af året, men jeg tror, efteråret trods alt er min yndlingsårstid.

Bagvendt i opladeren??

Jeg tror simpelthen, jeg kom til at vende forkert, da jeg kravlede i opladeren i weekenden.

Fredag gik jo fantastisk og ih, jeg nød det. Faktisk nød jeg det i en sådan grad, at jeg helt kom fra at bestille en frisk forsyning af migrænepiller. Det opdagede jeg først fredag aften, da det strammede lidt til i den ene tinding. Da var det tog jo ligesom kørt og jeg måtte se i øjnene, at skulle det gå galt, måtte jeg bare improvisere mig igennem weekenden.

Det gik galt. Det skal det jo gøre, når der ikke er en pille i miles omkreds. Kronen på værket var næsten, at jeg skulle ned til mor og det lykkes altid at få en migræne, når jeg er der, så det for hende må se ud som om, jeg har dem non-stop.

I starten gik det ok. Det, der lå og lurede, var ikke værre end, at jeg kunne se bort fra det. Jeg har opdaget, at jeg kan lindre en del med Tiger Balsam og tyggegummi - hvis det sidder i tindingen - så jeg er ikke i tvivl om, at jeg har været et syn for guder, gul omkring øjne og tindinger og gumlende som en ko, der lige har mæsket sig.

Nå ja, så kom jeg også anstigende med en tætpakket kuffert med vasketøj, så jeg kunne få rent sengetøj og andet, der ikke kan vaskes i hånden. Efter knus, kram, et lidt hurtigt kig på alle mors nyeste pastelmalerier og akvareller, satte jeg den første maskine over og så gik vi på Propperiet og gjorde lige dét, navnet lægger op til: Vi proppede os med fiskebuffet. Jeg havde været kvik nok til at tage mit kamera med til Sønderborg, men ikke kvik nok til at tage den med på restaurant, så I får ingen fotos derfra. Der var nu ellers nok at tage billeder af: Først en lækker suppe med fiskeboller, 3 forskellige fiskepatéer og mousser, fyldt blæksprutte, sild, fiskefilet, salat, laks i flere forskellige udgaver og en hel masse mere.

Derefter var vi meget enige om en lur. Livet kan godt virke umanerlig hårdt og uoverkommeligt efter sådan en frokost og så er en lur altså det eneste, der kan hjælpe. I hvert fald hjalp det på mor, der syntes, at så var vi klar til kaffe og te. Efter en halv kop te, måtte jeg nu lægge mig igen og der blev jeg til jeg skulle hjem. I toget døsede jeg, hjemme tabte jeg taske, kuffert og jakke ved døren, støvlerne ved sengen og tøjet i fodenden og så sov jeg til jeg skulle på arbejde.

Ved 10-tiden søndag formiddag gik det så meget bedre, at jeg blev enig med mig selv om, at jeg godt kunne klare en telefonvagt. Jeg ved jo også, at de der anfald går over lige så pludseligt som de dukker op. Og nogen gange gør de ikke. En halv time inde i vagten, pakkede jeg sammen og gik hjem i seng. Og sov. Og sov noget mere. Gik ud og fedtede mig ind i noget Tiger Balsam og sov igen. Og igen. Registrede, at jeg var sulten og sov fra det.

I dag går det nu bedre. Og nu er pillerne også bestilt, men ih, hvor jeg bare har en oplevelse af, at jeg er blevet tappet for krudt i løbet af weekenden. Er der nogen, der har brug for hjælp til at gøre hverdagen til en fest, skal de ikke ringe til mig!! Ikke endnu i hvert fald. Onsdag måske.

Men jeg er altså ikke helt til affaldscontaineren, jeg har både ryddet op - kors hvor her trængte, selvom jeg jo bare har sovet - tørret mit vasketøj og sat forsythia-grene i vand. Her ser helt civiliseret ud igen. Nu mangler jeg sådan set bare at få bragt mig selv i en stand, så jeg kan træde udenfor min dør uden at blive forvekslet med en undsluppen og stærkt sindsforvirret kvinde. Hårrejsende er vist meget betegnende for mig udseende lige nu.

Måske man skulle starte med at ringe og få en tid til en klipning???