onsdag, marts 3

Om nærvær og naturbilleder.

Her er nogle af billederne fra min tur i skoven i går.


Der sidder en lille spurv ind i hækken. Jeg fik kun øje på den, fordi den deltog i et korarrangement og var gået lidt i selvsving for at være den, der kvidrede højst, da jeg gik forbi.












Jeg læste for nogle måneder siden en klumme, hvis pointe var, at man burde lade mobilkameraet ligge hjemme, når man gik ud, for så fik man mere ud af nuet og slappede bedre af.
Det kom jeg til at tænke på i går i skoven. Faktisk nåede jeg frem til, at jeg har det næsten omvendt: når jeg har kameraet med, ser jeg mere og anderledes. Jeg får øje på detaljer, jeg ellers aldrig ville have lagt mærke til, så mon ikke oplevelsen og evnen til at være i nuet - som det var klummeskriverens pointe, vi skulle blive bedre til - afhænger meget mere af den, der har fingeren på udløseren end, det afhænger af, om det kamera, udløseren er monteret på, er med ude på tur eller om det ligger hjemme?
Det handler vel med dette - som med stort set alt andet - om balance. Om at bruge sin situationsfornemmelse, for naturligvis er det ikke smart eller hensigstmæssigt konstant at have kameraet fremme og knipse alt og alle og hele tiden. Der er masser af situationer, der nemt kan nydes og værdsættes helt uden, at der bliver taget billeder, men hvor kan det være rart senere at kunne hente en håndfuld gode og velvalgte billeder frem fra forskellige situationer og genopleve dem derigennem.

2 kommentarer:

Madame sagde ...

Jeg har det som dig, Karin, og jeg synes faktisk, man ser bedre, når man har sit kamera med i lommen - opmærksomheden skærpes for alt det smukke, man passerer. Man behøver jo ikke at bruge kameraet hele tiden :-)
God mandag til dig!

queserasera sagde ...

Nej nemlig, jeg tror, at det er med dette som alt andet: et spørgsmål om balance og om at være sig bevidst, hvad man gør/ikke gør og hvilke konsekvenser, det har.

:-D