En helt almindelig mandag.

Og så måske ikke alligevel..

Ikke bare sov jeg lidt over mig, jeg vågnede også til en sms fra datteren min om, at der var eksploderet to bomber i metroen i Moskva. Snak lige om 'up close and personal'. Der var vi jo - mor, datteren (der læste ved universitetet i Moskva i 4 måneder sidste forår) og jeg - for et år siden og så er det pludselig sådan en "det kunne jo have været os" følelse. Selv et år efter føler jeg lidt ejerskab, for nu er det også lidt "min" metro. Og så er den altså for umanerligt smuk til, at man kan bombe den. Jeg vil aldrig fatte, at man på den måde kan planlægge den slags og udføre dem, så de gør mest mulig skade på privatpersoner, men stedet i sig selv repræsenterer jo så mange menneskers arbejde og umage, at jeg helt taber pusten og forestillingsevnen går helt i stå. Lige pludselig var jeg vågen på en ret uventet og ret uvelkommen måde.

I dag har jeg også været på dagarbejde, fordi vores afdeling i Odense havde mere at se til end de kunne klare. Så må man jo træde hjælpende til og det gjorde vi på en rigtig hyggelig måde. Der var 4 dagsvagter og min islandske kollega, men en meldte sig syg og så var vi jo kun 3. Alene dét giver en anderledes hyggelig og lidt mere løssluppen stemning. Sådan lidt festagtigt selv om det faktisk er arbejde og endda i flere timer end sædvanligt.
Den stemning var lige, hvad jeg trængte til efter starten på dagen og det blev fulgt op af, at mange virksomheder har noget rigtig godt ventemusik, så dagen har været præget af rock og rul en hel del af tiden.

Vi 3 skulle snakke med danske erhvervskunder om 'telefoni og kommunikationstjenester' og den islandske kollega.... tja... hvem véd egentlig, hvem han snakkede med og hvad de snakkede om??? Jeg kan kun sige, det lød overbevisende, men der er da heller ingen, der skal beskylde mig for at kunne ét ord islandsk. Jeg hæftede mig bare ved, at det godt nok lød charmerende og hyggeligt, når han slog gækken løs med sit sludren.

En af fordelene ved det her dagsprojekt var jo også, at jeg så havde fyraften kl. 16. Dét var jo en oplevelse i sig selv, der stort set opvejede ulemperne ved at skulle purre mig selv og ud af døren kl. 8.30. For nogle år siden var det ikke udsædvanligt, at jeg skulle være klar til at hoppe på bussen kl. 6.10 og i skrivende stund fatter jeg ikke, at det nogensinde har ligget inden for mine evner, men jeg kom jo ikke forsent, så det må jo have kunnet lade sig gøre....

Jeg har det sidste par uger haft kontakt med en fra dating.dk, men det har ikke rigtig fungeret efter mine forventninger. Efter et stykke tid fandt jeg ud af, at han lige har mistet sin far og så gav det hele jo en del mere mening.... og det vækkede minder.. Mange minder.

For 5½ år siden mistede jeg min egen far. Dengang havde jeg også en profil på nettet og havde selverkendelse nok til at kunne se, at jeg ikke var noget reelt kærestepotentiale for nogen.... de første 14 dage. Derefter mødte jeg en lærer, jeg havde haft på teknisk skole 17 år tidligere og som jeg havde sværmet for... det gjorde jeg stadig. Han havde været single i 6 måneder efter et ret turbulent forhold og jeg havde jo så lige mistet min far. Egentlig er det vel ikke så meget at sige til, at vi kun holdt i 3½ måned??

Og nu står jeg så med en situation, der jo faktisk ligner den en del. Jeg har dog været single i 10 måneder og forholdet var alt andet end turbulent. Alligevel virker det tankevækkende.

Anyway.. jeg har intet hørt fra ovennævnte gut i nogle dage og havde egentlig ikke forventet at høre mere heller, men vupti, så blev jeg overrasket. Der var mail og den var både åben, varm, jordbunden og meget selverkende. Så er der jo ikke meget andet at gøre - når man er mig - end at se, hvad der så mon sker nu??? Hvad det end er, så kommer det til at ske i dobbeltlangsom slowmotion, det er helt sikkert.

Nu tænker du måske, at jeg vel måtte kunne finde noget, der var bare en anelse bedre i stedet og jo.. i dag var der sørme en gut på 36, solbrun og lækker at se på på billedet, men med en evne til at strikke en profiltekst, der ville kunne overgåes af de fleste 8-årige og kronen på hans opus kom, da han påpegede, at det skam ikke gjorde noget, jeg var lidt erotisk buttet. Jeg skal den ondelyneme da give ham erotisk buttet!!! Hmmpf!

Jeg tror bare lige, jeg fokuserer på alt det sjove, der er i mit liv og nyder, for godt, jeg har det og så kan jeg jo så lige tage mig af opvasken, nu vi er ved det 'sjove', men det behøver ikke ske i slowmotion, det skal bare overståes.