Bedst som man sidder og skriver dagbog og tænker kloge og dybe, velovervejede tanker, lyder der en larm og en buldren på altanen som om, der var håndgemæng derude. Da jeg vendte mig om, for at finde ud af, hvad der var gang i derude, mødte mig synet af denne krabat. På billedet er den endelig faldet til ro og har fundet balancen, men larmen og spektaklet skyldtes, at det åbenbart ikke er helt så nemt at lande på gelænderet derude, som man kunne forestille sig... når man f.eks. ikke selv har vinger og i øvrigt bruger str. 37 i sko.
Som det kan ses, så lykkedes det altså og min uventede gæst sad i et par minutter og lurede først på det tørre brød, der var lagt derud og dernæst på, om der var andre, der havde opdaget, at der var serveret, mens den overvejede, hvordan man bedst fik næbbet i dét, men det endte med, at den opgav projektet og forlod mig så pludseligt som - men dog mere elegant end - den var kommet.
Nu håber jeg virkelig ikke, der kommer en stork forbi og vil se om den også kan lande her....
Måske skulle man bare få anlagt en ordentlig landingsbane, så eventuelle gæster kan ankomme standsmæssigt og uden at få uorden i fjerdragten af anstrengelserne.... Men først vil jeg vende tilbage til dagbogen.
2 kommentarer:
Hva? Jeg synes da, at en stork ville være helt på sin plads.
Nå ja, man skal jo ikke diskriminere. En stork kan vel være en lige så god gæst som en måge, når jeg tænker efter.
:-D
Send en kommentar