Som den single, jeg jo er, har jeg 'naturligvis' en profil på et netdating-site. Lige i øjeblikket er jeg ikke voldsomt aktiv på siden, der er simpelthen for meget andet der trækker og lidt sjovt er det jo, at foråret og den øgede energi, det har givet, faktisk er årsagen til, at jeg har trukket mig lidt ud af lige netop de aktiviteter, som jo ellers i særdeleshed hører foråret til.
Jeg har gennem noget tid overvejet om jeg skulle slette min profil, men har endnu ikke fundet lysten til noget, der er helt så drastisk. Jeg går jo ikke i byen om aftenen - både fordi jeg arbejder, men også fordi det reelt set ikke byder på muligheder for at møde ligesindede på en god måde - og så er det altså en vældig effektiv måde at møde nye mennesker og få nye kontakter på. Som situationen er, har jeg 5-6 mennesker i mit liv, som jeg har mødt af den vej og som jeg ellers ville være gået glip af.
Samtidig har jeg oplevet igen og igen, at jeg via den kontaktform lærer en masse nyt om mig selv og det er indsigter og vinkler, jeg også er mere end taknemmelig for. Også selv om det komplicerer muligheden for at møde en ny kæreste. For det tror jeg, det gør. Det bliver ikke umuligt ad den vej, men som de tænkende og modne væsner vi er, kommer vi nok til at tænke over alt for mange ting og aspekter af et nyt forhold/ en ny kæreste, der egentlig slet ikke ligger til 'bevidst beslutning', men som afgøres af dele af vores bevidsthed, vi ikke er herrer eller fruer over.
Jeg er nu ikke i tvivl om, at når det gode opvejes mod ulemperne og det trælse, så er jeg mere for end jeg er imod den form for kontaktskabelse.
2 kommentarer:
Jeg har flere veninder, der har fundet deres store kærlighed på den måde - så jeg håber, du har held med dig, Karin. Jeg ved jo, at det kan give meget stor glæde.
Tak Madame.
Jeg har jo også af den vej mødt en kæreste, jeg var meget glad for og som nævnt har jeg også fået flere gode venskaber ud af det, så jeg er slet ikke i tvivl om mulighederne.
:-D
Send en kommentar