Ved 11 tiden var jeg relativt klar til at stå op, jeg tog et brusebad i det utroligt lækre badeværelse og gjorde mig klar, fik lidt at spise og nuslede lidt rundt i ren og skær ineffektivitet, så pludselig var klokken 13. Vi skulle mødes kl. 14:30 på den metrostation, der ligger ved universitetet (kaldet MGU) og vi var enige om, at vi hellere måtte komme af sted i rimelig tid – ikke at vi havde en kinamands chance for at bedømme, hvad ’rimelig tid’ kunne være, men vi gættede på, at det måtte være sådan cirka nu – så vi forlod hotellet og satte næsen mod metroen, som vi havde spurgt receptionen om vej til. Jeg tror sørme, de havde fået byttet rundt på venstre og højre, men der gik lige et par dage, før vi opdagede det, for man kunne også kommer der til med ’venstre-anvisningerne’, det var bare lidt af en bøvlet omvej.
I metroen skulle vi lige have et par billetter, så vi fandt en billetluge og bad på nydeligt skoleengelsk om et par billetter til ’Universitet’ (heldigt at den station hedder noget, der er så tæt på dansk). Billetdamen havde to udgaver: en til 22 rubler (4,50 kr.) og en til det dobbelte. Hun ville gerne vide, hvilken slags, vi ønskede – eller rettere sagt: det forestiller jeg mig, at hun gerne ville vide, hun kunne nemlig også kun russisk – vi forsøgte at forklare, at vi skulle ud til ’Universitet’…. Det kørte lidt i ring for os, det indrømmer jeg. Til sidst vedtog mor og jeg, at vi tog dem til 44 rubler, så burde vi være dækket ind. Vi var klar over, at der ikke var noget med zoner i den russiske metro, men kunne ikke gætte, hvad det mon så var, der var forskellen, men det måtte Hazel kunne hjælpe os med.
Havde vi syntes, at det var kompliceret at købe billetter, blev vi ret hurtigt klogere: Det var da det nemmeste af det. Jeg lagde flot ud med at gå ind ad udgangen fra metroen, jeg kunne nu se, at der var mange mennesker dernede og at der ikke var nogen som helst, hvor jeg var, så jeg gættede, at jeg nok var på afveje og vendte om. Et par dage senere opdagede jeg et fint skilt på døren derind, hvor der var en mand med en rød streg over foruden noget tekst, der fortalte, at det ikke var en indgang, men så vidt var jeg altså ikke endnu, at jeg fik dét med.
Vi fandt indgangen og røg lige ud i noget gris med at forsøge at komme igennem billetkontrollen. I England er der en revne, man kører billetten igennem, men her er der en stor gul prik, man skal lægge kortet ovenpå. Da vi havde kvajet nok rundt uden at gætte rigtigt, var der en ung mand, der, mens han snakkede flydende russisk i mobil, fik vist os, hvordan man gør og vupti, så var vi igennem.
Rulletrapperne fik vi ikke lavet rod ud af, dem kunne vi godt finde ud af at komme nedad uden problemer.
På perronen er der masser af skiltning. På russisk. Da vi havde lignet et par udenlandske spørgsmålstegn på udflugt, var der en sød dame, der spurgte, om vi havde problemer. Heldigt at ’problem’ er så international en ordstamme!! Mor viste hende undergrundskortet over alle stationerne og pegede på den, vi skulle til, mens hun forklarede på engelsk. Den venlige russiske dame spurgte, om vi talte tysk. Så var jeg jo nødt til at indrømme, at jeg kunne ’ein wenig deutsch’, og selv om jeg ikke er stolt af mit tyske, lykkedes det mig at forklare hende, hvor vi skulle hen og hun fik vha. 4 tyske ord forklaret os, hvilket tog, vi skulle på.
Jeg undrede mig lidt, for hun var den 2. russer, der hellere ville tale tysk end engelsk. Taxachaufføren, der havde kørt os fra lufthavnen til hotellet aftenen før, havde også foretrukket tysk og de skulle ikke blive de eneste. Jeg fik nu hurtigt forståelsen af, at i Rusland er det tyske, jeg kan ikke ’ein wenig’ men snarere ’eine ganz kolossale Menge’, så jeg gik over til bare at sige ’Ja’, når de spurgte, om vi kunne tysk.
I metrotoget fik vi raget et par pladser til os lige overfor det kort på væggen, der skematisk viste de forskellige linier og stationer. Mor havde en mindre udgave fra en brochure, hun havde fundet på hotellet, så vi satte os hver især til at tælle stationer til vi skulle skifte til rød linie. Jeg talte forkert undervejs og det kom der en ret desperat diskussion ud af, som endte med at mor spurgte sin sidemand om vej. Hun skulle heldigvis også skifte til rød og endda lidt længere ud end vi skulle, så hun viste med tegn og fagter, at vi bare skulle følge hende. Dét gjorde vi og gudskelov for dét. Rød, grøn og blå linie løber nemlig sammen, der hvor vi skulle skifte, men de hedder bare ikke det samme og tæller som 3 forskellige stationer. Hun førte os op ad trapper, rundt om hjørner og hen ad gange, vi ikke anede, var der og ned ad trapper og rundt om et par hjørner mere og hen til et andet metrotog, som hun gennede os ind i. Prøv lige at gætte, hvem der følte sig som et par bonderøve, der var kommet ind med 4 toget???
Kort før vores station fik hun givet os tegn til, at nu skulle vi gøre os klar til at stå af. Som et par små rollinger lettede vi måsen og gjorde som vi fik besked på og sådan nåede vi derhen, hvor vi skulle møde Hazel.
Nu var spændingen over snart at skulle se hende godt nok ved at have fået et rimeligt tag i mig, for jeg havde savnet min møgunge og glædede mig til at se hende igen, men der var stadig ca. 30 minutter til vi skulle mødes og der var ikke just ’forår i Paris’ i luften. Jeg havde taget mine varmeste skiluffer med og de var lige tilpas, hvor de ofte er for varme i den danske vinter.
Kort efter dukkede Hazel op og der var knus og kram og glæde hele linien rundt. Vi var belæsset med bøger, tøj og ½ ton lakrids, som jo ikke kan fås derovre. I hvert fald ikke dem med salt eller salmiak og som dansker overlever man jo ikke 4 måneder udenlands uden.
Vi fandt en cafe, hvor vi kunne få lidt at spise og drikke. Det første, jeg faldt over, var et ungt par, der sad med tungerne nede i halsen på hinanden. Nej nej, ikke inde i munden på hinanden, helt nede i halsen. Det viste sig at være helt normalt på de kanter. Alternativt kan man vise sine varme følelser ved – også offentligt - at rense ører på hinanden med tungen, men så meget kan jeg ikke forestille mig, at jeg kunne forelske sig i et andet menneske…..
Bestillingen foregik på den måde, at vi fik et menukort, fik Hazel til at oversætte for os, så valgte vi det, vi ville have, hvorpå hun oversatte det for den flinke russiske ansatte, der så kunne fortælle os om det var ”da” eller ”njet”. Så måtte vi lige processen igennem igen.
Jeg endte med at få cola og pletvist lunken og kold Quiche Lorraine, Hazel bestilte cola og blinier med noget i og mor valgte blinier med kødfyld og en øl. Blinierne med kød var ok, men øl var ”njet”, hun kunne få alkoholfri øl. Det accepterede hun og så iste det sig efter noget tid med venten, at det alkoholfrie øl også var uden øl. Hun fik i hvert fald ingenting. Hun endte dog med at få et glas hvidvin, så hun gik ikke helt tørstig derfra.
Efter at have fået lidt i maven, gik vi over på universitetet, hvor Hazel kunne efterlade sine ting på værelset. Mor havde fundet kameraet frem og skulle partout knipse os både forfra og bagfra, så det kom der nogle ’interessante’ billeder ud af, jeg var nemlig ikke helt i topmodel-humør.
Hazel måtte selv slæbe sine ting ind, for hverken mor eller jeg kunne få lov at komme med. Der er en vagtpost, man skal vise sin legitimation til for at kunne komme ind og vi havde jo ikke de rette papirer, så vi blev udenfor i snevejret og ventede, mens hun lige fik læsset af. Bagefter gik turen til metroen, så vi kunne komme tilbage til hotellet. Humøret var mest til bare at sidde og snakke og ’catche up’ siden sidst med noget godt at drikke. Vejret var ikke til at tulle rundt udendørs.
Hjemme på hotellet, som Hazel var meget benovet over specielt sammenlignet med hendes kollegieværelse, fløj det sidste af dagen af sted. Vi valgte at spise i hotellets ’italienske’ restaurant, hvilket var fint og så vedtog vi, at Hazel skulle blive og overnatte. Der var ingen af os, der følte for at gå hver til sit.
Heldigvis var sengen på værelset på størrelse med en mindre ø, så vi kunne mageligt ligge der som Rip, Rap og Rup på rad og række og for et mindre beløb fik vi fra hotellet ekstra sengetøj og håndklæder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar