Der skal lidt effektivitet på fra morgenstunden, vi har en aftale med Hazels far, der har været i byen i nogle dage pga. nogle møder og som sammen med sin russiske kæreste skal hjem til Wien med fly. Han syntes nu, at det kunne være så hyggeligt at mødes, at han kommer og spiser morgenmad med os på hotellet. Det er åbenlyst vores unge glæder sig. De har godt nok tilbragt noget tid sammen tidligere, hvor de blandt andet har spist ude på hans fødselsdag om fredagen, men det er første gang, han og mor ser hinanden siden Hazels konfirmation for 10 år siden.
Jeg har ikke haft glæde af morgenbuffeten før, men den er godt nok imponerende: Der er både røget laks og ørred – tror jeg, det er – der er noget, der ligner vores marinerede sild, der er forskellige slags pølsepålæg, der er masser frisk frugt, et pænt udvalg af cerealier med både müesli, cornflakes og noget choko-noget, der burde kunne få et hver barns øjne til at lyse op. Der er også masser af forskelligt brød, croissanter (dem kan jeg nu ikke anbefale, de er godt nok kedelige), marmelader, honning, noget, de kalder Nutella, men det er vist en russisk hjemmelavet udgave, der i øvrigt smager fint på pandekagerne. Der er æg i forskellige udgaver, bacon, pølser, ovnbagte tomater med oregano og smeltet ost på, rösti og henne i hjørnet står en kok og laver æggekage på bestilling. Og så er der selvfølgelig både te i 16 udgaver, juice og vand med og uden brus. Kaffen bliver bragt rundt til bordene og skænket for en af personalet, så der mangler godt nok ikke noget her.
Der kører endda en muzak-cd i baggrunden, hvis man er til den slags. Er man det ikke, kører den alligevel.
Da vi har spist og spist og spist og snakket og snakket med Hazels far, har jeg sat mig for, at jeg skal på internettet. Jeg har lovet niecen hjemme at tjekke min mail jævnligt. Hun bøvler lidt med nogle ting for tiden, og hun har af og til at brug for en ’klog moster’ til at hente feedback hos. Hotellet skal have 430 rubler for en time (ca. 80 kr), så vi køber to 1-times kort og bliver enige om at dele dem imellem os 3.
Bagefter tager vi indtil Den røde Plads.
Det kommer til at tage resten af dagen at se både den og Vasilij-katedralen, der byder på udfordringer i form af en trappe med så høje trin, at mors ben siger ’Njet!!’. Hun vender om efter at have givet mig sit kamera, så jeg kan tage billeder til hende. Hazel hvisker noget om, at man vist ikke må fotografere her, men omkring os står der 2-4 andre, der knipser løs til trods for, at der henne i hjørnet sidder en dame ved et lille bord. Hun ser ikke ud til at lave noget som helst andet end at skutte sig, men kigger man nærmere efter, så ligger der et tykt tæppe over bordet og nedenunder står en lille el varmer. Det kan dog sagtens være, at den rent faktisk har fridag og at tæppet er der for at holde apparatet varmt, for hun ser ikke ret varm ud set med mine øjne.
Det er nu ret smart med det kamera, jeg har fået raget til mig, for der er en del gange og hjørner i katedralen, der er totalt mørklagt, så man ikke kan se en disse af de kalkmalerier (?), der er på væggene. Men jeg kan jo bare tage et foto med blitz, så får jeg også set dét. Vi løber undervejs ind i et kapel med en hel masse ikoner. Der er sat plexiglas for døren, så man kan ikke gå derind, men jeg har sat mig for, at vi skal have et billede med til mor, der er meget kunstinteresseret. Jeg må op og stå på det øverste trin af den lille trappe, der fører derind. Der er ca. 20*40 cm, jeg kan stå på, men når jeg holder kameraet, så jeg får et godt motiv, vil det blive ødelagt at lysets spejling i glasset, så der ikke kommer noget med på billedet. Hazel viser mig, hvor jeg slukker for blitzen, hvilket hjælper, men godt bliver det ikke. Hazel må op og stå bag mig på de få cm, der er tilovers, så hun kan skygge for lyset med hånden, mens jeg tager billedet. Det kommer der noget yndigt klamren-sig-til-hinanden-for-at-holde-balancen ud af, men vi får vores billede, så who cares?
Det er ved at være tid til frokost, så vi begiver os mod en italiensk snask, Hazel kender til. Undervejs falder vi nu lidt i svime over en nøgen busk, der er totalt gemt i små spurve, der er i gang med noget samtaleterapi. Der bliver godt nok pippet på flydende russisk og jeg har indtryk af, at der ikke er nogen af dem, der brænder inde med noget. Alt bliver delt og gerne i næbbet på hinanden! Samtidig sidder de alle og ligner små fjerkugler, fordi de har pustet sig op i kulden. Vi smelter lige på stedet og de bliver (også) knipset. Grundigt!
Bagefter er det oplagt at se Okhotny Rijad. Et shoppingcenter i 3 etager, der ligger under jorden. Det slår mig, at det er meget forskelligt fra et dansk shoppingcenter, for her er ikke meget andet en tøj, tilbehør, tøj, smykker, tøj, tasker og mere tøj. Jo, der var også en L’Occitane-butik, men alt er fokuseret på udseende, mode og stil. Kvinderne (under 30) herovre er også enormt flotte. Der er lagt store anstrengelser i sammensætning af tøj, tasker og tilbehør og der er åbenlyst også brugt meget tid og mange kræfter på hår og makeup. Der er simpelthen ikke et eneste par hængerøvsbukser her og der er heller ikke mange, der vejer mere end de burde.Det er godt, jeg hverken har penge til rådighed eller plads i bagagen, for jeg kunne sagtens være gået helt overbord i indkøb af tasker og støvler herovre. Og vinterovertøj også. Her er et væld af flotte jakker enten i pels eller med pelsbesætning og her ser det fuldstændig naturligt ud. Jeg er lidt grøn af misundelse, men kun lidt!!!
Den nederste etage i centret er udelukkende spisesteder i form af boder og cafeer og vi slutter af med en is. Mor har et eller andet sted fra, at den russiske is skulle være noget særligt, så det skal prøves og så har de mint-is. Det har jeg ikke fået siden Carte D’or tog deres af markedet (hvilket jeg stadig er noget traumatiseret over), så det er da dét, jeg skal have. Øj, den er god. Heldigvis er prisen også noget nær danske iskuglepriser, så jeg slipper med den ene oplevelse og kan i dag stadig passe mine bukser. Det vælger jeg at synes, er det vigtigste. Jeg kunne ellers snildt have snuppet et par kugler eller 3 pr dag herovre.
Det er på tide at gå hver til sit. Hazel har noget forberedelse til sine timer dagen efter og vi to gamle er ret brugte nu, så vi tager metroen hjem. Mens jeg sidder og suger det hele til mig i toget, opdager jeg, at der i den russiske svada, der kommer fra højtalerne hver gang toget sætter i gang og kort før det stopper, annonceres, hvor vi har været og hvor vi stopper næste gang. Aj, hvor jeg føler mig sej!! Og så er det en lettelse, at jeg ikke behøver holde styr på stationerne på kortet mere. De er nu også holdt op med at være den store udfordring, for jeg er ved at have så godt styr på de russiske navne på hver station, at jeg både kan læse dem og også er ved at kunne huske rækkefølgen på en del af dem.
Lidt russer er man vel altid…. ;-)
Vi tanker lidt madvarer op i ’vores’ lokale supermarked og mor foreslår, at vi også tjekker den russiske cognac ud. Den er jeg med på og heldigvis for dét, det er nemlig slet ikke nogen dårlig cognac, vi fik fat i til trods for, at vi valgte en ret billig en. Aftenen går med at hygge med lidt at spise, småsludder om vores oplevelser og jeg finder også lejlighed til at læse et kapitel eller to i den roman, jeg har slæbt med, før Ole Lukøje kræver min fulde opmærksomhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar