Med flere ture om ugen til Odense har jeg rig lejlighed til at observere og betragte folk og deres rejseadfærd og noget af det, der har undret mig er hvor meget og hvordan, det kan påvirke en at sidde i en stillekupé. Fredag havde jeg aftenvagt, så jeg skulle med toget kl. halv tre. På det tidspunkt er der godt fyldt op af folk, der skal på weekend, så sætter jeg mig gerne i stillekupéen og tanker noget ro, før jeg skal være snakkeoplagt i flere timer.
I fredags kom jeg til at sidde ved siden af en dame, der sad og sov. Det passede mig fint, for jeg havde mest lyst til at læse, så jeg fandt min bog frem og slog mig ned. Damen ved min side havde sit lille bord slået ned og sin medbragte vand og en næsten tom frysepose med slik liggende. Få minutter efter vi havde sat kursen mod Middelfart meldte damen med salgsvognen sig med sin knapt så milde røst over højtaleren, hvis volumenknap lige havde fået en tand ekstra opad i hvert fald i stillekupéen. Alle, der havde sovet til da, holdt helt op med dét. Jeg gad vide om tanken er, at når der nu er så mange ører, der skal nås, så må der ekstra lyd på?? I hvert fald gik damen, hvis stemme i ikke just var mild og blid, mere end klart igennem mens hun detaljeret gennemgik det samlede varesortiment inkl. et par af de ting, hun IKKE kunne levere og rundede af med at fortælle, at der stod en folder ved vores plads, hvor vi kunne få hele salgstalen en gang mere med tekst og billeder.
Få minutter senere stod hun der og spurgte hver enkelt af os, om vi ønskede at handle?? Det ville min medrejsende gerne. Hun ville gerne have en kop varm kakao og en Ritter Sport, så det fik hun til min udelte glæde, for så måtte der vel falde så meget ro over tingene, at jeg kunne fordybe mig i Napoleonskrigende set med Tolstojs øjne.
Såvidt var vi desværre ikke endnu, for der er dem iblandt os, der jo ikke er sjuskemikler, så før hun kunne sætte sig og nyde sine lækkerier, måtte der lige ryddes op: Fryseposen med de få slikrester blev omhyggeligt foldet sammen og glattet efter et par gange og lagt på hendes bord igen. Vandflasken blev også skubbet et par cm, så den stod mere symmetrisk i for hold til et eller andet og servietterne blev anrettet så linierne flugtede mere med hinanden og lagt ved siden af de andre ting.
Så blev den varme kakao prøvesmagt og den viste sig åbenbart at være ordentligt varm. Men det findes der råd for. Man kan enten puste på den eller lade den stå nogle minutter eller man kan – hvis kakaotrangen viser sig fra sin allermest påtrængende side – slubre den i sig. Min medpassager valgte ufortrødent det sidste. Så var turen kommet til Ritter Sporten, der var med hele nødder. Pladen blev knækket på den foreskrevne facon og et mindre stykke brækket af. Det blev nydt og tygget grundigt og slugt efterfulgt af nogle få smask. De gennemtyggede nøddestykker, der nu var grundigt sønderdelt og som havde forputtet sig imellem tænderne blev omhyggeligt forsøgt suttet fri med tilhørende småsmask og der blev skyllet efter med nogle få slubrende slurke varm chokolade.
Derefter blev hele processen gentaget med de næste 8 stykker af chokoladen og afslutningsvist blev bægret foldet omhyggeligt sammen og lagt i en affaldspose af plastik, der også blev foldet sammen og lagt omhyggeligt på bordet. Derefter blev chokoladen pakket sammen og emballagen blev glattet efter indtil flere gange. Chokoladen blev lagt på bordet for blot få sekunder senere at blive flyttet over på servietterne fra den varme chokolade. Og plastikemballagen glattet efter. Derefter blev mundhulen lige skyllet efter og låget blev skruet på vandflasken med et nydelsesfyldt ”ahhh”. Og så tog hun lige et stykke chokolade mere. Og skyllede efter med et ”ahhh”.
Jeg er blevet opdraget hjemmefra med en klar og kontant regel om, at man ikke må glo, men jeg må indrømme, at det sjældent har kostet mere anstrengelse og med så elendigt et resultat at rette mig efter den. For efterhånden som den stakkels dame, gennemgik sin snackfortæring med tilhørende lydkulisse måtte jeg erkende, at jeg ikke ville komme i nærheden af hverken ørenlyd eller læsero.
Jeg var fascineret grænsende til det tryllebundne af hende og fandt det stort set umuligt ikke at sætte mig med hænderne i skødet og bare betragte hende, som hun sad der og åbenbart ikke på nogen måde kunne tilbringe 2 sekunder i ro.
Samtidig var det åbenlyst, når jeg sad og lurede så diskret på hende, som det overhovedet var mig muligt (med meget begrænset succes), at hun gjorde sig store anstrengelser for at være stille og diskret, men hun var åbenlyst hverken klar til at tage det store eller det lille stilhedsbevis. Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, jeg nogensinde har oplevet, at folk, der har forsøgt at være stille har haft succes med det. Hvisken er jo da et klart eksempel på, hvor meget mere effektivt det er, bare at få kommunikeret, hvad der skal siges kortfattet og på normal vis og så klappe kaje.
Ugen i øvrigt:
Ellers har det været en på stort set alle områder begivenhedsløs uge. Projekt cola til vand har fået et stærkere fokus end før, men nu begynder resultaterne også at vise sig: Vægten er faldet med lidt over et kg, hovedpinerne har været færre og mildere og min eksem i hovedbund og øjenbryn har både kløet mindre og begrænset sig lidt og dét har givet … vand … på tanden? Det har i hvert fald gjort det en hel del nemmere at huske at bælle de 2-3 liter pr dag, jeg gerne vil op på. Samtidig er colabehovet faldet med 1-½ liter pr dag og i går røg forbruget for første gang under ½ liter på et døgn.
Som bonus har jeg opdaget, at drikker jeg nok vand, får jeg ikke hovedpine bare fordi, jeg drikker et lille glas vin eller to. Og her skal mængdeangivelserne tages bogstaveligt ;-).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar