Er det mon bare mig eller har det hersens nye år liige rigeligt fart på her fra starten?? Jeg kan ikke helt forudse, om det mon vil føre til, at vi enten er nået langt ind i 2014 før jeg er sommerklar eller om det nærmere vil gå sådan, at året er løbet totalt tør for fremdrift og energi før vi når til påske.
Jeg kan i hvert fald konstatere, at min intention om, at der skulle blogges en gang om ugen halter noget så gevaldigt bagefter.
Jeg kan ikke engang påstå, at det er mit arbejde, der tager min tid. Det ligger alt for stille det meste af tiden og så lige pludselig får jeg godkendt en vagt og må galoppere ud af døren for at fange et tog. Og godt nok har jeg hørt, at DSB skulle være RET slemme til at være for sent på den, men jeg kan ikke påstå, at de er flinke til at være bare 3 minutter bagefter køreplanen, når JEG har brug for det.
Men det sidste par år og specielt det sidste halve år har jo vist mig at på den ene eller den anden måde når det jo altid sammen alligevel, så jeg vælger at tro på, at selv om der godt nok ikke er meget at lave nu, så dukker timerne alligevel op i tide.
Imens øver jeg mig intenst – der kunne faktisk godt være noget træningslejr eller bootcamp over det – på at få mest muligt ud af en uge, hvor jeg bare ikke ved fra dag til dag, om jeg skal på arbejde eller ej. Dét er ikke en kunst, der falder mig nemt, det indrømmer jeg blankt, men jeg bliver bedre til det.
Og så læser jeg. Vejret gør hvad det kan for at give mig optimal motivation til at blive inden døre, så jeg er ved at være halvvejs igennem Leo Tolstojs ”War and Peace”. Ideen fik jeg faktisk for et par år siden, hvor jeg kom med i en læsegruppe på nettet. Gruppens formål var at få læst noget klassisk litteratur for at se, om man mon gik glip af noget væsentligt ved ikke at have læst så meget af det ”man” bør kende til, men få måneder efter, jeg var kommet med i gruppen, gik den i stå. Jeg syntes nu selv, at det var en rigtig god ide, så jeg fortsatte på egen hånd. Og jeg nyder det. Sammen med gruppen læste jeg Don Quixote og ih guder, dét var ikke min kop te. 1000 sider MEGET langhåret fortælling, der bare slet ikke appellerede til min sans for humor. Men det gav mig faktisk en hel del alligevel at sætte mig for, at jeg hver dag skulle læse 10 sider. Dét gav mig næsten lige så meget som at bære bogen ned til genbrugsboghandlen og bytte den væk.
”War and Peace” er nu en overraskende god bog, som jeg nyder at læse selv om det tager tid. Det er ikke hver dag, jeg får sat mig med den, men det er ok. Den er rigtig god at have med på togturen til og fra Odense og jeg kan jo se, at jeg gør fremskridt, så det tager ikke så lang tid, før jeg igen skal tage stilling til, hvad jeg så vil kaste mig over.
Og så har jeg – igen – sat mig for, at colaen skal droppes. Dét har jeg besluttet før – men jeg satser kraftigt på, at jeg ikke kommer til at beslutte det igen. For at slippe for den ydmygelse har jeg sat mig og lagt en plan for, hvordan jeg trinvist får faset sukkermængden ud uden flere hovedpiner end højst nødvendigt og til nu er det gået. Ikke fremragende, ikke forrygende, men det er gået. Og for hver dag går det bedre og bedre, for jeg kan mærke, at jeg gør mig selv godt med det.
Fokus lige nu er på at vænne mig til at drikke vand nok, så jeg ikke kommer til at lide af væskemangel, men på mit køleskab hænger en artikel, jeg har hevet ud af et gammelt dameblad, som klart og kortfattet forklarer, hvad der sker, når kroppen mangler vand og hvad vandet gør af gavn.
Dét har hjulpet til at holde fokus!
Så min klokkeklare forventning er, at jeg om 2 timer – plus minus et par måneder – er sukkerfri og klar til at krybe i en størrelse 36 igen.
Jeg kan i hvert fald konstatere, at min intention om, at der skulle blogges en gang om ugen halter noget så gevaldigt bagefter.
Jeg kan ikke engang påstå, at det er mit arbejde, der tager min tid. Det ligger alt for stille det meste af tiden og så lige pludselig får jeg godkendt en vagt og må galoppere ud af døren for at fange et tog. Og godt nok har jeg hørt, at DSB skulle være RET slemme til at være for sent på den, men jeg kan ikke påstå, at de er flinke til at være bare 3 minutter bagefter køreplanen, når JEG har brug for det.
Men det sidste par år og specielt det sidste halve år har jo vist mig at på den ene eller den anden måde når det jo altid sammen alligevel, så jeg vælger at tro på, at selv om der godt nok ikke er meget at lave nu, så dukker timerne alligevel op i tide.
Imens øver jeg mig intenst – der kunne faktisk godt være noget træningslejr eller bootcamp over det – på at få mest muligt ud af en uge, hvor jeg bare ikke ved fra dag til dag, om jeg skal på arbejde eller ej. Dét er ikke en kunst, der falder mig nemt, det indrømmer jeg blankt, men jeg bliver bedre til det.
Og så læser jeg. Vejret gør hvad det kan for at give mig optimal motivation til at blive inden døre, så jeg er ved at være halvvejs igennem Leo Tolstojs ”War and Peace”. Ideen fik jeg faktisk for et par år siden, hvor jeg kom med i en læsegruppe på nettet. Gruppens formål var at få læst noget klassisk litteratur for at se, om man mon gik glip af noget væsentligt ved ikke at have læst så meget af det ”man” bør kende til, men få måneder efter, jeg var kommet med i gruppen, gik den i stå. Jeg syntes nu selv, at det var en rigtig god ide, så jeg fortsatte på egen hånd. Og jeg nyder det. Sammen med gruppen læste jeg Don Quixote og ih guder, dét var ikke min kop te. 1000 sider MEGET langhåret fortælling, der bare slet ikke appellerede til min sans for humor. Men det gav mig faktisk en hel del alligevel at sætte mig for, at jeg hver dag skulle læse 10 sider. Dét gav mig næsten lige så meget som at bære bogen ned til genbrugsboghandlen og bytte den væk.
”War and Peace” er nu en overraskende god bog, som jeg nyder at læse selv om det tager tid. Det er ikke hver dag, jeg får sat mig med den, men det er ok. Den er rigtig god at have med på togturen til og fra Odense og jeg kan jo se, at jeg gør fremskridt, så det tager ikke så lang tid, før jeg igen skal tage stilling til, hvad jeg så vil kaste mig over.
Og så har jeg – igen – sat mig for, at colaen skal droppes. Dét har jeg besluttet før – men jeg satser kraftigt på, at jeg ikke kommer til at beslutte det igen. For at slippe for den ydmygelse har jeg sat mig og lagt en plan for, hvordan jeg trinvist får faset sukkermængden ud uden flere hovedpiner end højst nødvendigt og til nu er det gået. Ikke fremragende, ikke forrygende, men det er gået. Og for hver dag går det bedre og bedre, for jeg kan mærke, at jeg gør mig selv godt med det.
Fokus lige nu er på at vænne mig til at drikke vand nok, så jeg ikke kommer til at lide af væskemangel, men på mit køleskab hænger en artikel, jeg har hevet ud af et gammelt dameblad, som klart og kortfattet forklarer, hvad der sker, når kroppen mangler vand og hvad vandet gør af gavn.
Dét har hjulpet til at holde fokus!
Så min klokkeklare forventning er, at jeg om 2 timer – plus minus et par måneder – er sukkerfri og klar til at krybe i en størrelse 36 igen.
2 kommentarer:
Sejt! Jeg gik i stå med War & Peace, og jeg kan ikke rigtigt huske hvorfor, men det var ikke, fordi den ikke sagde mig noget...
Og så er jeg også i gang med at ændre mine drikkevaner (ih, det lød alkoholisk!) og har midlertidigt droppet teen. På det sidste er jeg nemlig begyndt at foretrække den sirup agtig: meget stærk og med en spsk(!) sukker. Og det gør det faktisk noget nemmere at huske at drikke ikke-dehydrerende drikke og mærke, hvornår jeg er sulten og sådan. Smart smart!
War and Peace ER god, men den er ikke sådan en pageturner, der af sig selv kalder på en og holder en fast. Der skal kæmpes for det og jeg er også faldet af vognen et par gange.
Mht. vand render jeg rundt med en mere eller mindre fastmonteret Frooshflaske. Den er af glas, så jeg slipper for interessante tankerækker om bispenol-A - hvis det er dét, det hedder for tiden og andre "fascinerende" stoffer. Flasken gør det også nemmere for mig at holde styr på, hvor meget og hvor lidt vand, jeg har fået den pågældende dag.
Send en kommentar