Ha! Så fik vi has på en uge mere.
Og hvilken uge…. Man kunne på sæt og vis sige, at det var en uge med 4 søndage i og med, at jeg kun arbejde mandag, tirsdag og onsdag og endda kun i 5 timer pr. dag. Men den slags går jo ikke ustraffet for sig, så fra næste uge er søndagene aflyst så at sige og erstattet med dage med dobbeltvagt og knokkelpukkel døgnet rundt, så hvis aviserne skriver om lediggang og nichts-tuerei, så kan I godt regne med, at det ikke er mig, de skriver om.
Men man kan jo ikke tulle rundt derhjemme i flere dage i træk helt uden at få en god ide eller to til aktivering af en selv, vel? Jeg kan ikke. Og det gjorde jeg heller ikke. Jeg fandt bare lige pludselig ud af, at jeg trængte til forandring. På den orden-i-ALLE-tingene-agtige måde.
For omkring 3 år siden gennemførte jeg flyladyprocessen, mens jeg boede i Sønderborg og fandt ud af, hvor umanerlig let og sjovt livet er og bliver, når man bare ved, hvor alting er og når det let at finde tingene frem og få dem på plads igen. Det tog omkring 2 måneder for mig og bagefter holdt det faktisk sig selv ved lige. Det var en utrolig oplevelse og som jeg sad der i min sofa og var dybt frustreret over mit rod, og fuldstændigt uforstående over, hvorfor, hvornår og hvordan alt det rod så havde sneget sig ind alle vegne, savnede jeg igen at få min orden tilbage.
Det klokkeklare svar er jo bare, at jeg for nogle år siden flyttede til Vejen og fordi der var meget lidt plads, der hvor jeg skulle hen, så smed jeg også en masse ud. Deriblandt en hel del møbler… og dermed også en masse opbevaringsmuligheder.
Tada!! Mysteriet var løst: Når man smider møblerne ud men ikke småtingene og så ender et sted, hvor der ikke er den store indbyggede opbevaringsplads, så giver det da sig selv, at det må gå galt. Lige netop clue’et i orden-i-tingene er jo, at alt har en plads og er nemt at finde frem og pakke væk igen, og det går jo hen og bliver et regnestykke, der ikke går op, for jeg HAR bare flere ting end der er pladser til her. Og det var lige der, jeg var havnet: intet var lettilgængeligt og derfor har det enormt svært ved at finde ”hjem”, når det først er fundet frem og en del havde reelt set ikke noget hjem.
Dét satte da godt nok lige gang i en kreativ proces, der blev tænkt og overvejet og fundet på så det var en fryd. For det har enorm betydning for min trivsel og mit velvære, at der er orden og ”ro” omkring mig, så det er med omgående virkning blevet forfremmet til a-opgave, at der skal bringes orden i tingene og at der skal skabes plads til de ting, jeg har.
Og det har virket!! Hele hjemmet ligner noget, der er løgn. Hvor der før var rod over alt, er det nu transformeret til tommetykt kaos i metermål. Det er overbevisende ud som om, nogen har hevet taget af huset, mens det stormede i begyndelsen af ugen og så diskret har lagt det på plads igen bagefter, da der var "luftet ud". Faktisk er det vist kun toilettet og sengen – min side af den, altså – der ikke ligger skrammel på.
Men det lysner. Kvadratcentimeter for kvadratcentimeter skal jeg nok få min vilje og det kommer ikke til at tage 2 måneder denne gang. Nu kender jeg jo heldigvis ”vejen”.
Og hvilken uge…. Man kunne på sæt og vis sige, at det var en uge med 4 søndage i og med, at jeg kun arbejde mandag, tirsdag og onsdag og endda kun i 5 timer pr. dag. Men den slags går jo ikke ustraffet for sig, så fra næste uge er søndagene aflyst så at sige og erstattet med dage med dobbeltvagt og knokkelpukkel døgnet rundt, så hvis aviserne skriver om lediggang og nichts-tuerei, så kan I godt regne med, at det ikke er mig, de skriver om.
Men man kan jo ikke tulle rundt derhjemme i flere dage i træk helt uden at få en god ide eller to til aktivering af en selv, vel? Jeg kan ikke. Og det gjorde jeg heller ikke. Jeg fandt bare lige pludselig ud af, at jeg trængte til forandring. På den orden-i-ALLE-tingene-agtige måde.
For omkring 3 år siden gennemførte jeg flyladyprocessen, mens jeg boede i Sønderborg og fandt ud af, hvor umanerlig let og sjovt livet er og bliver, når man bare ved, hvor alting er og når det let at finde tingene frem og få dem på plads igen. Det tog omkring 2 måneder for mig og bagefter holdt det faktisk sig selv ved lige. Det var en utrolig oplevelse og som jeg sad der i min sofa og var dybt frustreret over mit rod, og fuldstændigt uforstående over, hvorfor, hvornår og hvordan alt det rod så havde sneget sig ind alle vegne, savnede jeg igen at få min orden tilbage.
Det klokkeklare svar er jo bare, at jeg for nogle år siden flyttede til Vejen og fordi der var meget lidt plads, der hvor jeg skulle hen, så smed jeg også en masse ud. Deriblandt en hel del møbler… og dermed også en masse opbevaringsmuligheder.
Tada!! Mysteriet var løst: Når man smider møblerne ud men ikke småtingene og så ender et sted, hvor der ikke er den store indbyggede opbevaringsplads, så giver det da sig selv, at det må gå galt. Lige netop clue’et i orden-i-tingene er jo, at alt har en plads og er nemt at finde frem og pakke væk igen, og det går jo hen og bliver et regnestykke, der ikke går op, for jeg HAR bare flere ting end der er pladser til her. Og det var lige der, jeg var havnet: intet var lettilgængeligt og derfor har det enormt svært ved at finde ”hjem”, når det først er fundet frem og en del havde reelt set ikke noget hjem.
Dét satte da godt nok lige gang i en kreativ proces, der blev tænkt og overvejet og fundet på så det var en fryd. For det har enorm betydning for min trivsel og mit velvære, at der er orden og ”ro” omkring mig, så det er med omgående virkning blevet forfremmet til a-opgave, at der skal bringes orden i tingene og at der skal skabes plads til de ting, jeg har.
Og det har virket!! Hele hjemmet ligner noget, der er løgn. Hvor der før var rod over alt, er det nu transformeret til tommetykt kaos i metermål. Det er overbevisende ud som om, nogen har hevet taget af huset, mens det stormede i begyndelsen af ugen og så diskret har lagt det på plads igen bagefter, da der var "luftet ud". Faktisk er det vist kun toilettet og sengen – min side af den, altså – der ikke ligger skrammel på.
Men det lysner. Kvadratcentimeter for kvadratcentimeter skal jeg nok få min vilje og det kommer ikke til at tage 2 måneder denne gang. Nu kender jeg jo heldigvis ”vejen”.
Men jeg er forfængelig i alt for høj grad til at tage billeder af det, så det må lige vente, til jeg er færdig. I stedet lægger jeg endnu et billed af en frostklar solopgang ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar