Citatleg m. fotoprogrammer og mønstre

Du har helt ret, det her citat har vi set. I dag endda!

Men der er en grund til, at jeg poster det igen. Jeg har på det seneste postet mange sådanne citater uden at gøre det store ved dem, for lige nu leger jeg bare.

Baggrunden med bladene er mit nye tørklæde, som jeg har fotograferet for at bruge det som baggrund. Det blev ikke nogen ubetinget succes, så i dag har jeg også for første gang leget med airbrush, hvor det sorte var blevet noget "snusket". Citatet har jeg også selv oversat og lavet printscreen af, så jeg kunne billedbehandle det og lægge den tynde blå ramme om, før det blev kopieret ind i billedet af tørklædemønstret og gemt.

Og egentlig er det da blevet noget mere dekorativt af det, hvis jeg selv skal sige det.

:-D

Billedcitat om frygt

Dagens citat er fra bogen "The Power of Now" eller "Nuets Kraft" som den hedder på dansk.

Det gjorde stort indtryk på mig, da jeg læste det ved anden gennemlæsning af bogen. Første gang gjorde bogen også indtryk, men her i anden omgang har den noget helt andet at give mig og er blevet en langt større oplevelse.

Og så er lige dette citat, der gav en aha-oplevelse i sig selv, gået under huden på mig, så når jeg stresser rundt og er lettere kulret, så er det langt nemmere at stoppe mig selv og huske på, at jeg lige skal have hentet mit fokus "hjem" fra fremtiden og til nutiden igen.

Det er som regel nok til at genvinde balancen.

Derfor syntes jeg, det måtte være oplagt at dele det.

En kop god, varmende chokolade.

Man kan sige meget om i går aftes, men den levede godt nok ikke op til mine forventninger om en aften sidste i maj.

Der var ingen lyst til at sætte mig på altanen med et glas køligt vin.

Overhovedet.

Regnen piskede jo nærmest med og her var mørkt og koldt.

Man kom helt til at tænke på efterår med kulde og blæst og nu, jeg tænkte i de baner, kom jeg også til at tænke på varm, krydret chokolade.

Dét var lige noget, jeg kunne bruge, så der var ikke langt fra tanke til handling.

Og kort tid efter stod den der: varm, krydret med muskatnød, en knivspids chili og godt med kanel.

Så var regnen, mørket og kulden til at bære igen.

Billedcitat om tabte drømme

"Det er ham i den hvide t-shirt"

Jeg er egentlig af den mening, at man ikke bør lægge billeder af andre ud i ens blog uden forudgående tilladelse, men i dag indrømmer jeg, at jeg gør en undtagelse.

Normalt vil jeg heller ikke gøre det store i, at vise billeder, der gik op i røg, her på bloggen, men nu jeg er i gang med undtagelserne, kan jeg jo lige så godt lave et lille bundt.

Ellers ville meningen i min fortælling stort set også gå op i røg.

For nogle uger siden var jeg med nogle gode venner til Lillebælt Halvmarathon. Der er ingen løber i mig, lad dét være sagt med det samme, men i år var der alligevel god grund til at tage med. 3 gode grunde, faktisk: De to er hhv. 7 og 11 og mangede en, at "hænge ud med", mens deres far forsøgte at tage livet af sig selv sammen med små 11.000 andre og den sidste var min nevø, der for første gang skulle deltage i løbet.

For et år siden, da han blev konfirmeret, havde han vist ikke set en løbesko på nært hold, så da han i september sidste år fortalte, at han ville forsøge at løbe et halvmarathon, var jeg kvik til at love, at jeg ville komme og heppe.

Ergo var vi klar ved startlinien. Belæsset med 1 bredskygget solhat, 2 unger, der hyggede og 3 madpakker med tilhørende drikkevarer fik vi alle sendt afsted. Nevøen havde en formening om, at han ville være i mål igen på ca. 2.30, så da starten var gået, stod jeg klar og ville tage et billede af ham, men han grovsnød og havde lagt sig i feltet ved tidsholderne for 2 timer og 10 minutter, så han var forbi mig længe før, jeg nåede at få kameraet frem.

Måske skulle jeg lige forklare, hvad en tidsholder er, (når jeg nu selv endelig har fanget ideen i dem), det er løbere, der er med som hjælpere. Jeg kan forstå på det jeg har hørt, at for uerfarne langdistance løbere kan det være svært at bedømme, hvor hurtigt, man egentlig løber og det er let - specielt når andre spurter forbi en - at få lagt for hårdt ud fra start og så gå død, før man når i mål. Derfor er der sat erfarne løbere ind, der er iført ikke bare løbetøj i genkendelige farver men også den yndigste overdimensionerede, hvide heliumballon med f.eks. 2:10 på. Ballonen svæver ca. 60 cm overhovedet på dem og er omkring 45 cm i dm mindst og så er den tøjret med et stykke gavebånd, der er bundet i ballons knude og fæstning i løberens "kravetøj" med en sikkerhedsnål. Dermed er den nem at se og hvis man som løber bare holder sig i nærheden af dem, er man i mål på ca den tid, der er angivet på ballonen.

Helt ærligt, jeg synes, det er r*vsmart for nu at sige det lige ud. Ikke nødvendigvis kønt, men smart tænkt.

Men tilbage til historien:

Jeg så Nevøen spurte afsted og stod måbende tilbage og brændte inde med et par eder og forbandelser af ærgrelse, men det var da til at overleve, for så kunne jeg bare tage et billede, når han kom over målstregen igen.

Ungerne og jeg hyggede og var rundt og kigge på boderne, på vandet og så var der jo lige et par madpakker,der skulle afvikles og begge havde fået med, at far havde givet mig penge til is eller sodavand. Det var ikke en detalje, der blev glemt på noget som helst tidspunkt.

Far kom over målstregen efter ca. 2 timer og jeg begyndte at gøre klar med kameraet, for hvis Nevøen nu havde holdt trit med de der 2.10 tidsholdere, ville han være her snart.

Så jeg ventede.

Og ventede.

Og begyndte at blive bevidst om, at solen havde fået øje på min udskæring, der ikke var i skygge overhovedet.

Men jeg skulle jo have mit billede. Ville have det.

Så jeg blev.

Og ventede.

Og stegte.

Og lige omkring 2 timer og 30 minutter efter start - faktisk nogle minutter før - så jeg ham. Vupti, frem med kameraet og gøre klar. Brøle efter ham som en anden ... brøleabe. ALLE hørte mig. Bare ikke Nevøen og vupti, så var han forbi igen.

Men jeg havde da i det mindste fået skudt et billede.

Det er ham i den hvide t-shirt.

Nå, du kunne måske heller ikke se ham??

Det kunne jeg heller ikke. Det var først, da jeg fik billederne over på min pc, jeg kunne se ham.

Her kommer et udsnit, hvor han er indrammet med sort.


Jeg var ikke totalt tilfreds. Det indrømmer jeg.

Bedre held næste gang.

Måske.

Billedcitat om frygten for fiasko

En eksplosion i slow motion?

For snart meget længe siden, da min mor besøgte mig her en af de første gange, faldt det hende for brystet, at jeg slet ingen planter havde. Så hun traf en hurtig beslutning om, at jeg skulle have en orkidé. Jeg forsøgte at gøre nogle indsigelser, for indtil videre har ingen plante overlevet at komme i mit eje og under min "kyndige" behandling, men jeg blev fuldstændig overhørt.

Jeg fik en fin lysegrøn orkide. (Jeg har givet den lov at slippe for gruppe- såvel som portrætfoto, for pt er den i en noget sølle forfatning. Igen).

Men den stod længe og blomstrede og var så smuk at se på og jeg voksede lidt ved tanken om, at jeg måske godt kunne det der med blomster alligevel.

Men så glemte jeg at vande den og så gik dét over.

Jeg fik nu at vide, at jeg bare skulle skære den ned og fortsætte med at vande den, så ville den komme igen.

Jeg adlød.

I mellem tiden havde jeg købt et par orkidéer mere i pink og lyserød og hold da op, de var flotte og overdådige. De stod i mit soveværelsevindue med den lille grønne imellem sig for ved deres eksempel at vise den vejen.

Men så glemte jeg at vande dem.

Denne gang blev de ikke klippet ned, jeg vandede bare videre og fandt derved ud af, at så kommer de faktisk noget hurtigere, for så sætter de skud på de stængler der er, i stedet for at skulle sætte helt nye stængler også. Og lur mig lige om ikke også, der så er krudt til at par blomster ekstra.

Den pink har sat i hvert fald 8 blomster på hver stængel og folder dag for dag en ren overflod af skønhed ud, så man helt taber vejret.

I dag har jeg fire orkidéer og er stille og roligt blevet lidt bidt af at få dem til at trives og blomstre.

Og hvad kan vi så lære af dét??

Nogen gange skal man lytte til sin mor selv om man er overbevist om, hun tager fejl.

Billedcitat om klogskab 3

Jeg ved ikke helt om det er et ordsprog, der kan bruges til ret meget andet end at få et glad smil til at sprede sig helt op i øjnene. Men et glad smil, der når øjnene har helt sikkert sin berettigelse, så lader det stå her og "sprede sig".

En gammel hest med respekt for bremser.

Affødt af Madames dejlige blog om føl og de efterfølgede kommentarer kom jeg til at tænke på en oplevelse, jeg havde med min gamle hoppe/veninde Petite. Jeg havde haft hende i næsten 6 år og havde efter vores ridetur trukket hende ud på græs, så hun kunne få sig lidt grønt og lidt uforpligtende samvær inden, hun skulle på stald og jeg skulle hjem og lave mad.

Mens vi stod der og "småsludrede" og nød den begyndende sommeraften, begyndte hun på den særeste måde at kaste med hovedet som om, hun ville smide det hen over skulderen på sig selv. Jeg forstod først ingenting af, hvad i alverden, hun havde gang i, men lagde på et tidspunkt mærke til, at det kunne se ud som om, hun pegede og brugte mulen til at pege med.

Men er man 29 og har slidgigt hen over krydset, så kan jeg godt fortælle, vi ikke snakker "præcisionspegning", så jeg måtte selv på udkig efter det, hun ville fortælle. Dér, lige over hendes kryds, hvor den næsten ikke var til at se og hun hverken kunne nå den med hoved eller hale sad en hestebremse.

Vi har vist alle hørt, at det skulle gøre ondt, men jeg havde aldrig prøvet det. Dét behøvede jeg heller ikke nu. At se min gamle veninde, der ellers ikke var nem at kyse, næsten gå i hårdknude for at vise mig, at hun havde en krise lige dér, fortalte mig det hele. Ergo tog jeg tovet, jeg havde i hånden, foldede det sammen og lappede hende sådan en lige der, hvor "fætteren" havde sat sig.

I det samme kørte en bil forbi på vejen og jeg gad nok vide, hvad de har tænkt, hvis de har kigget i vores retning, men har de kigget længe nok, må de også have set det blik af lettelse og hele hendes hestekrop slappe af, da jeg havde fået den smasket.

Og så har de nok tænkt deres.

Jeg på min side fik mig et lille grin ved tanken og så fik jeg en helt anden forståelse for, at hestebremser er noget fanden har skabt, hvis man er en hest.. Jeg havde i hvert fald en gammel veninde, der gjorde, hvad hun kunne for at vise sin værdsættelse af min hjælp.

Billedcitat om klogskab 2

Da jeg var teenager plejede min far at påstå, at jeg kvajede mig med en hastighed af 45 kvaj i minuttet. Dét kunne hurtigt og nemt gøre mig uhyggeligt fortørnet, for jeg syntes virkelig ikke, at det var så galt. Og i øvrigt var der jo kun en minimal brøkdel af kvajene, der var "min skyld" set med mine øjne.

I dag kan jeg godt se, hvad han mente, men jeg må jo også erkende, at jeg - hvad han aldrig anerkendte - også var god til at lære af dem. Kombineret med min glæde ved at læse - og derigennem lære af rigtig mange menneskers fejl - tænker jeg i dag, at jeg jo egentlig har gjort det rigtig godt.

Jeg mener, hvor klog kan man overhovedet blive, hvis man slet ikke kvajer sig??

:-D

Billedcitat om succes 2

Billedcitat om succes 1

Billedcitat om autenticitet

Billedcitat om det udsøgte

Billedcitat om lederskab

Dagens billedcitat

Billedcitat om klogskab

Hvem var egentlig fuld??

Uskarpheden taget i betragtning kan man godt blive en anelse i tvivl, men det var faktisk månen, der var fuld i går.

Bedre held næste gang.

Håber jeg.

;-)

Sommerdrik... eller helårsdrik.

Jeg har alt for længe savnet et alternativ til diverse safter og sodavand, der bare ikke på nogen måde er gode eller sunde at drikke og også til det almindelige postevand, som har en tendens til at strande i mit glas og stå og blive støvet og kedeligt, fordi jeg glemmer at drikke det.

Nu er det lykkedes mig at finde på et alternativ, der både er sundt og som smager godt, så det skal deles:


Til en 1 liters kande skal du bruge:

1 l koldt vand
2 breve pebermyntete - eller 2 ss pebermynte i løsvægt
2 ss skåren lakridsrod.

Læg teen i kanden og hæld vand på.

Dæk kanden med film og stil den i køleskabet i 30-45 minutter, så er den drikkeklar.

Når du har taget 2/3 dele af teen, kan du fylde kanden op med vand igen. Det kan gentages op til 3 gange (du kan nemt smage det, når du har "presset citronen" for meget), så der i alt bliver 3 l te ud af dine anstrengelser.

Synes du, teen er for sød, tilsætter du bare mere pebermynte og mindre lakridsrod, det er helt op til dig selv.


Erstatter du pebermynten med grøn te, bliver det en super morgendrik, der både virker rensende og som kvikker pga. koffeinen i teen. Og så smager det forbløffende godt med eller uden is i.

2-3 glas af det om morgenen giver en rigtig god start.