.: "Det er ham i den hvide t-shirt"

Jeg er egentlig af den mening, at man ikke bør lægge billeder af andre ud i ens blog uden forudgående tilladelse, men i dag indrømmer jeg, at jeg gør en undtagelse.

Normalt vil jeg heller ikke gøre det store i, at vise billeder, der gik op i røg, her på bloggen, men nu jeg er i gang med undtagelserne, kan jeg jo lige så godt lave et lille bundt.

Ellers ville meningen i min fortælling stort set også gå op i røg.

For nogle uger siden var jeg med nogle gode venner til Lillebælt Halvmarathon. Der er ingen løber i mig, lad dét være sagt med det samme, men i år var der alligevel god grund til at tage med. 3 gode grunde, faktisk: De to er hhv. 7 og 11 og mangede en, at "hænge ud med", mens deres far forsøgte at tage livet af sig selv sammen med små 11.000 andre og den sidste var min nevø, der for første gang skulle deltage i løbet.

For et år siden, da han blev konfirmeret, havde han vist ikke set en løbesko på nært hold, så da han i september sidste år fortalte, at han ville forsøge at løbe et halvmarathon, var jeg kvik til at love, at jeg ville komme og heppe.

Ergo var vi klar ved startlinien. Belæsset med 1 bredskygget solhat, 2 unger, der hyggede og 3 madpakker med tilhørende drikkevarer fik vi alle sendt afsted. Nevøen havde en formening om, at han ville være i mål igen på ca. 2.30, så da starten var gået, stod jeg klar og ville tage et billede af ham, men han grovsnød og havde lagt sig i feltet ved tidsholderne for 2 timer og 10 minutter, så han var forbi mig længe før, jeg nåede at få kameraet frem.

Måske skulle jeg lige forklare, hvad en tidsholder er, (når jeg nu selv endelig har fanget ideen i dem), det er løbere, der er med som hjælpere. Jeg kan forstå på det jeg har hørt, at for uerfarne langdistance løbere kan det være svært at bedømme, hvor hurtigt, man egentlig løber og det er let - specielt når andre spurter forbi en - at få lagt for hårdt ud fra start og så gå død, før man når i mål. Derfor er der sat erfarne løbere ind, der er iført ikke bare løbetøj i genkendelige farver men også den yndigste overdimensionerede, hvide heliumballon med f.eks. 2:10 på. Ballonen svæver ca. 60 cm overhovedet på dem og er omkring 45 cm i dm mindst og så er den tøjret med et stykke gavebånd, der er bundet i ballons knude og fæstning i løberens "kravetøj" med en sikkerhedsnål. Dermed er den nem at se og hvis man som løber bare holder sig i nærheden af dem, er man i mål på ca den tid, der er angivet på ballonen.

Helt ærligt, jeg synes, det er r*vsmart for nu at sige det lige ud. Ikke nødvendigvis kønt, men smart tænkt.

Men tilbage til historien:

Jeg så Nevøen spurte afsted og stod måbende tilbage og brændte inde med et par eder og forbandelser af ærgrelse, men det var da til at overleve, for så kunne jeg bare tage et billede, når han kom over målstregen igen.

Ungerne og jeg hyggede og var rundt og kigge på boderne, på vandet og så var der jo lige et par madpakker,der skulle afvikles og begge havde fået med, at far havde givet mig penge til is eller sodavand. Det var ikke en detalje, der blev glemt på noget som helst tidspunkt.

Far kom over målstregen efter ca. 2 timer og jeg begyndte at gøre klar med kameraet, for hvis Nevøen nu havde holdt trit med de der 2.10 tidsholdere, ville han være her snart.

Så jeg ventede.

Og ventede.

Og begyndte at blive bevidst om, at solen havde fået øje på min udskæring, der ikke var i skygge overhovedet.

Men jeg skulle jo have mit billede. Ville have det.

Så jeg blev.

Og ventede.

Og stegte.

Og lige omkring 2 timer og 30 minutter efter start - faktisk nogle minutter før - så jeg ham. Vupti, frem med kameraet og gøre klar. Brøle efter ham som en anden ... brøleabe. ALLE hørte mig. Bare ikke Nevøen og vupti, så var han forbi igen.

Men jeg havde da i det mindste fået skudt et billede.

Det er ham i den hvide t-shirt.