Uge 4 - fra rimelig rodet til kæmpekaos

Ha! Så fik vi has på en uge mere.

Og hvilken uge…. Man kunne på sæt og vis sige, at det var en uge med 4 søndage i og med, at jeg kun arbejde mandag, tirsdag og onsdag og endda kun i 5 timer pr. dag. Men den slags går jo ikke ustraffet for sig, så fra næste uge er søndagene aflyst så at sige og erstattet med dage med dobbeltvagt og knokkelpukkel døgnet rundt, så hvis aviserne skriver om lediggang og nichts-tuerei, så kan I godt regne med, at det ikke er mig, de skriver om.

Men man kan jo ikke tulle rundt derhjemme i flere dage i træk helt uden at få en god ide eller to til aktivering af en selv, vel? Jeg kan ikke. Og det gjorde jeg heller ikke. Jeg fandt bare lige pludselig ud af, at jeg trængte til forandring. På den orden-i-ALLE-tingene-agtige måde.

For omkring 3 år siden gennemførte jeg flyladyprocessen, mens jeg boede i Sønderborg og fandt ud af, hvor umanerlig let og sjovt livet er og bliver, når man bare ved, hvor alting er og når det let at finde tingene frem og få dem på plads igen. Det tog omkring 2 måneder for mig og bagefter holdt det faktisk sig selv ved lige. Det var en utrolig oplevelse og som jeg sad der i min sofa og var dybt frustreret over mit rod, og fuldstændigt uforstående over, hvorfor, hvornår og hvordan alt det rod så havde sneget sig ind alle vegne, savnede jeg igen at få min orden tilbage.

Det klokkeklare svar er jo bare, at jeg for nogle år siden flyttede til Vejen og fordi der var meget lidt plads, der hvor jeg skulle hen, så smed jeg også en masse ud. Deriblandt en hel del møbler… og dermed også en masse opbevaringsmuligheder.

Tada!! Mysteriet var løst: Når man smider møblerne ud men ikke småtingene og så ender et sted, hvor der ikke er den store indbyggede opbevaringsplads, så giver det da sig selv, at det må gå galt. Lige netop clue’et i orden-i-tingene er jo, at alt har en plads og er nemt at finde frem og pakke væk igen, og det går jo hen og bliver et regnestykke, der ikke går op, for jeg HAR bare flere ting end der er pladser til her. Og det var lige der, jeg var havnet: intet var lettilgængeligt og derfor har det enormt svært ved at finde ”hjem”, når det først er fundet frem og en del havde reelt set ikke noget hjem.

Dét satte da godt nok lige gang i en kreativ proces, der blev tænkt og overvejet og fundet på så det var en fryd. For det har enorm betydning for min trivsel og mit velvære, at der er orden og ”ro” omkring mig, så det er med omgående virkning blevet forfremmet til a-opgave, at der skal bringes orden i tingene og at der skal skabes plads til de ting, jeg har.

Og det har virket!! Hele hjemmet ligner noget, der er løgn. Hvor der før var rod over alt, er det nu transformeret til tommetykt kaos i metermål. Det er overbevisende ud som om, nogen har hevet taget af huset, mens det stormede i begyndelsen af ugen og så diskret har lagt det på plads igen bagefter, da der var "luftet ud". Faktisk er det vist kun toilettet og sengen – min side af den, altså – der ikke ligger skrammel på.

Men det lysner. Kvadratcentimeter for kvadratcentimeter skal jeg nok få min vilje og det kommer ikke til at tage 2 måneder denne gang. Nu kender jeg jo heldigvis ”vejen”.

Men jeg er forfængelig i alt for høj grad til at tage billeder af det, så det må lige vente, til jeg er færdig. I stedet lægger jeg endnu et billed af en frostklar solopgang ud.

Frostklar solopgang

Nogle dage er jeg bare fristet til at "spilde tiden" på at sidde og kigge ud af vinduet...

I forgårs var en af de dage.

Uge 3 – Ud og se … i stillekupé.

Med flere ture om ugen til Odense har jeg rig lejlighed til at observere og betragte folk og deres rejseadfærd og noget af det, der har undret mig er hvor meget og hvordan, det kan påvirke en at sidde i en stillekupé. Fredag havde jeg aftenvagt, så jeg skulle med toget kl. halv tre. På det tidspunkt er der godt fyldt op af folk, der skal på weekend, så sætter jeg mig gerne i stillekupéen og tanker noget ro, før jeg skal være snakkeoplagt i flere timer.
I fredags kom jeg til at sidde ved siden af en dame, der sad og sov. Det passede mig fint, for jeg havde mest lyst til at læse, så jeg fandt min bog frem og slog mig ned. Damen ved min side havde sit lille bord slået ned og sin medbragte vand og en næsten tom frysepose med slik liggende. Få minutter efter vi havde sat kursen mod Middelfart meldte damen med salgsvognen sig med sin knapt så milde røst over højtaleren, hvis volumenknap lige havde fået en tand ekstra opad i hvert fald i stillekupéen. Alle, der havde sovet til da, holdt helt op med dét. Jeg gad vide om tanken er, at når der nu er så mange ører, der skal nås, så må der ekstra lyd på?? I hvert fald gik damen, hvis stemme i ikke just var mild og blid, mere end klart igennem mens hun detaljeret gennemgik det samlede varesortiment inkl. et par af de ting, hun IKKE kunne levere og rundede af med at fortælle, at der stod en folder ved vores plads, hvor vi kunne få hele salgstalen en gang mere med tekst og billeder.
Få minutter senere stod hun der og spurgte hver enkelt af os, om vi ønskede at handle?? Det ville min medrejsende gerne. Hun ville gerne have en kop varm kakao og en Ritter Sport, så det fik hun til min udelte glæde, for så måtte der vel falde så meget ro over tingene, at jeg kunne fordybe mig i Napoleonskrigende set med Tolstojs øjne.
Såvidt var vi desværre ikke endnu, for der er dem iblandt os, der jo ikke er sjuskemikler, så før hun kunne sætte sig og nyde sine lækkerier, måtte der lige ryddes op: Fryseposen med de få slikrester blev omhyggeligt foldet sammen og glattet efter et par gange og lagt på hendes bord igen. Vandflasken blev også skubbet et par cm, så den stod mere symmetrisk i for hold til et eller andet og servietterne blev anrettet så linierne flugtede mere med hinanden og lagt ved siden af de andre ting.

Så blev den varme kakao prøvesmagt og den viste sig åbenbart at være ordentligt varm. Men det findes der råd for. Man kan enten puste på den eller lade den stå nogle minutter eller man kan – hvis kakaotrangen viser sig fra sin allermest påtrængende side – slubre den i sig. Min medpassager valgte ufortrødent det sidste. Så var turen kommet til Ritter Sporten, der var med hele nødder. Pladen blev knækket på den foreskrevne facon og et mindre stykke brækket af. Det blev nydt og tygget grundigt og slugt efterfulgt af nogle få smask. De gennemtyggede nøddestykker, der nu var grundigt sønderdelt og som havde forputtet sig imellem tænderne blev omhyggeligt forsøgt suttet fri med tilhørende småsmask og der blev skyllet efter med nogle få slubrende slurke varm chokolade.

Derefter blev hele processen gentaget med de næste 8 stykker af chokoladen og afslutningsvist blev bægret foldet omhyggeligt sammen og lagt i en affaldspose af plastik, der også blev foldet sammen og lagt omhyggeligt på bordet. Derefter blev chokoladen pakket sammen og emballagen blev glattet efter indtil flere gange. Chokoladen blev lagt på bordet for blot få sekunder senere at blive flyttet over på servietterne fra den varme chokolade. Og plastikemballagen glattet efter. Derefter blev mundhulen lige skyllet efter og låget blev skruet på vandflasken med et nydelsesfyldt ”ahhh”. Og så tog hun lige et stykke chokolade mere. Og skyllede efter med et ”ahhh”.

Jeg er blevet opdraget hjemmefra med en klar og kontant regel om, at man ikke må glo, men jeg må indrømme, at det sjældent har kostet mere anstrengelse og med så elendigt et resultat at rette mig efter den. For efterhånden som den stakkels dame, gennemgik sin snackfortæring med tilhørende lydkulisse måtte jeg erkende, at jeg ikke ville komme i nærheden af hverken ørenlyd eller læsero.

Jeg var fascineret grænsende til det tryllebundne af hende og fandt det stort set umuligt ikke at sætte mig med hænderne i skødet og bare betragte hende, som hun sad der og åbenbart ikke på nogen måde kunne tilbringe 2 sekunder i ro.

Samtidig var det åbenlyst, når jeg sad og lurede så diskret på hende, som det overhovedet var mig muligt (med meget begrænset succes), at hun gjorde sig store anstrengelser for at være stille og diskret, men hun var åbenlyst hverken klar til at tage det store eller det lille stilhedsbevis. Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, jeg nogensinde har oplevet, at folk, der har forsøgt at være stille har haft succes med det. Hvisken er jo da et klart eksempel på, hvor meget mere effektivt det er, bare at få kommunikeret, hvad der skal siges kortfattet og på normal vis og så klappe kaje.

Ugen i øvrigt:

Ellers har det været en på stort set alle områder begivenhedsløs uge. Projekt cola til vand har fået et stærkere fokus end før, men nu begynder resultaterne også at vise sig: Vægten er faldet med lidt over et kg, hovedpinerne har været færre og mildere og min eksem i hovedbund og øjenbryn har både kløet mindre og begrænset sig lidt og dét har givet … vand … på tanden? Det har i hvert fald gjort det en hel del nemmere at huske at bælle de 2-3 liter pr dag, jeg gerne vil op på. Samtidig er colabehovet faldet med 1-½ liter pr dag og i går røg forbruget for første gang under ½ liter på et døgn.

Som bonus har jeg opdaget, at drikker jeg nok vand, får jeg ikke hovedpine bare fordi, jeg drikker et lille glas vin eller to. Og her skal mængdeangivelserne tages bogstaveligt ;-).

uge 2 - om bootcamps, bøger og bedre vaner.

Er det mon bare mig eller har det hersens nye år liige rigeligt fart på her fra starten?? Jeg kan ikke helt forudse, om det mon vil føre til, at vi enten er nået langt ind i 2014 før jeg er sommerklar eller om det nærmere vil gå sådan, at året er løbet totalt tør for fremdrift og energi før vi når til påske.

Jeg kan i hvert fald konstatere, at min intention om, at der skulle blogges en gang om ugen halter noget så gevaldigt bagefter.

Jeg kan ikke engang påstå, at det er mit arbejde, der tager min tid. Det ligger alt for stille det meste af tiden og så lige pludselig får jeg godkendt en vagt og må galoppere ud af døren for at fange et tog. Og godt nok har jeg hørt, at DSB skulle være RET slemme til at være for sent på den, men jeg kan ikke påstå, at de er flinke til at være bare 3 minutter bagefter køreplanen, når JEG har brug for det.

Men det sidste par år og specielt det sidste halve år har jo vist mig at på den ene eller den anden måde når det jo altid sammen alligevel, så jeg vælger at tro på, at selv om der godt nok ikke er meget at lave nu, så dukker timerne alligevel op i tide.

Imens øver jeg mig intenst – der kunne faktisk godt være noget træningslejr eller bootcamp over det – på at få mest muligt ud af en uge, hvor jeg bare ikke ved fra dag til dag, om jeg skal på arbejde eller ej. Dét er ikke en kunst, der falder mig nemt, det indrømmer jeg blankt, men jeg bliver bedre til det.

Og så læser jeg. Vejret gør hvad det kan for at give mig optimal motivation til at blive inden døre, så jeg er ved at være halvvejs igennem Leo Tolstojs ”War and Peace”. Ideen fik jeg faktisk for et par år siden, hvor jeg kom med i en læsegruppe på nettet. Gruppens formål var at få læst noget klassisk litteratur for at se, om man mon gik glip af noget væsentligt ved ikke at have læst så meget af det ”man” bør kende til, men få måneder efter, jeg var kommet med i gruppen, gik den i stå. Jeg syntes nu selv, at det var en rigtig god ide, så jeg fortsatte på egen hånd. Og jeg nyder det. Sammen med gruppen læste jeg Don Quixote og ih guder, dét var ikke min kop te. 1000 sider MEGET langhåret fortælling, der bare slet ikke appellerede til min sans for humor. Men det gav mig faktisk en hel del alligevel at sætte mig for, at jeg hver dag skulle læse 10 sider. Dét gav mig næsten lige så meget som at bære bogen ned til genbrugsboghandlen og bytte den væk.

”War and Peace” er nu en overraskende god bog, som jeg nyder at læse selv om det tager tid. Det er ikke hver dag, jeg får sat mig med den, men det er ok. Den er rigtig god at have med på togturen til og fra Odense og jeg kan jo se, at jeg gør fremskridt, så det tager ikke så lang tid, før jeg igen skal tage stilling til, hvad jeg så vil kaste mig over.

Og så har jeg – igen – sat mig for, at colaen skal droppes. Dét har jeg besluttet før – men jeg satser kraftigt på, at jeg ikke kommer til at beslutte det igen. For at slippe for den ydmygelse har jeg sat mig og lagt en plan for, hvordan jeg trinvist får faset sukkermængden ud uden flere hovedpiner end højst nødvendigt og til nu er det gået. Ikke fremragende, ikke forrygende, men det er gået. Og for hver dag går det bedre og bedre, for jeg kan mærke, at jeg gør mig selv godt med det.

Fokus lige nu er på at vænne mig til at drikke vand nok, så jeg ikke kommer til at lide af væskemangel, men på mit køleskab hænger en artikel, jeg har hevet ud af et gammelt dameblad, som klart og kortfattet forklarer, hvad der sker, når kroppen mangler vand og hvad vandet gør af gavn.

Dét har hjulpet til at holde fokus!

Så min klokkeklare forventning er, at jeg om 2 timer – plus minus et par måneder – er sukkerfri og klar til at krybe i en størrelse 36 igen.

Farvel til 2011 og velkommen til 2012

Efter en længere pause her på bloggen er det vist på tide, jeg lige opdaterer med lidt af det nyeste.

Jeg var i Hillerød nytåret over efter at have holdt julen i Sønderborg og helt uden "barn". Fredag aften holdt vi kompensationsjul, da hun havde været i England julen over og vi derfor ikke havde kunnet holde den med hinanden. Og den blev vist noget alternativ. Den traditionelle julemenu hos os står på farseret kalkun, så vi havde snakket om at lave en farseret kylling for at komme så tæt på som muligt men uden at stå med de enorme mængder mad, der er i en kalkun og så ellers følge traditionerne, men dels løb tiden fra os og dels var det jo nytårsaften dagen efter, så resterne ville vi ikke få tid til at gøre ordentligt kål på.

Ergo blev det cajunkrydrede kyllingebryster, hasselback-kartofler og Waldorffsalat med ris a la mande til dessert. Da vi også gerne ville skåle godt nytår med hendes kæreste, der skulle til Haderslev dagen efter, blev a la manden ledsaget af en lækker og kold Asti.

Nytårsaften var der kun hende og mig og en parteret og død laks. Og det blev ærlig talt lige alternativt nok undervejs, men også meget grinagtigt. Hun havde haft en flaske mousserende vin stående til os, som var blevet købt i Lithauen på en af hendes og Jonathans rejser og den skulle vi have i løbet af dagen. Jeg havde også taget en flaske med, for mit lokale supermarked havde en russisk en med russisk etiket og hele molevitten (læs: guldskrift).

Men det viste sig, da vi åbnede den, vi skulle have i løbet af dagen, at der ikke var én eneste boble i. Til gengæld var der bismag ad libitum, så vi blev enige om, at køkkenafløbet helt sikkert lige trængte til en hurtig skylning. Og så strikkede vi lige en plan b: ”russeren” skulle drikkes til laksen, i stedet for hyggevinen måtte vi tage kold cola og så tog vi Hustler energidrik til midnat i stedet, før vi gik ud og skød alt det fyrværkeri, vi kunne finde.













Planen var jo i og for sig ret god, men det er ikke det største køleskab, de har, så jeg ville lige være smart og stille colaen på taget udenfor køkkenvinduet. En rigtig god ide, men jeg havde åbenbart slet ikke fået set godt nok efter, da der var lys at se ved, for der var en del længere ned end jeg lige huskede, så i stedet for at stille colaen endte jeg ret beset med at kaste den ud. Ca. 70 cm ned, så den væltede naturligvis og trillede flere meter væk. Heldigvis er der kant på sådan et fladt tagpaptag, så den blev stoppet før det gik helt op i eksploderende cola. Men jeg måtte i køsteskabet og danne en lynalliance med gulvskrubben og liggende på maven ud af vinduet kunne jeg så lige præcis få gelejdet colaflasken så tæt hen på vinduet igen, at jeg kunne nå den og få den hentet inden døre.

Efter middagen, der stod på stegt laks, flødespinat og chips ledsaget af den russiske vin, der passede smukt til, stod den på film – Marley and Me – nytårsprogrammer om politik (lidt fest SKAL der jo være sådan en aften) og 90-års fødselsdagen og til sidst velkomsten til det nye år, der nåede at blive adskillige minutter gammelt, faktisk kunne man godt påstå, at det både nåede indenfor døren og fik jakken af og hængt på en bøjle i skabet, før ”Vær Velkommen Herrens År” endelig tonede ud i stuen. Da stod vi allerede med overtøjet halvvejs på og var klar til krudt og skyderi.

Men vi fik vores billeder og vi kylede med knaldperler – MONSTERknaldperler endda ifølge æsken – og kæmpede en indædt kamp for at få gnist i stjernekasterne. Vi tabte første runde.

Men vi fik vores billeder. Og en ung mand stoppede op og mente nok, at vi da var nok var gået noget amok med krudtet, hva? Jeg tænker, han har været ved at få mavesår af misundelse over, at vi havde MONSTERknaldperler og much fun, mens han bare stod der midt på vejen med uldhue og cykel uden lys.

Livets goder ER bare ikke retfærdigt fordelt.

Da vi kom hjem, tændte vi fluks et fyrfadslys – vi havde jo stadig et udestående med de der stjernekastere – og så blev det taget under kærlig behandling ude på badeværelset. Kors, hvor sådan nogen soder… altså. Men det var sjovt.

Dagen efter var det tidligt op, for jeg skulle hjem og Hazel skulle skrive, så kl. 8.22 sad jeg i toget hjem igen.

Siden da har det været knokkelpukkel i Odense, der ikke har kørt dagsprojekter i den sidste måned, så jeg har været på aftenarbejde og har også taget weekendvagterne for at få indhentet nogle af de timer, jeg kom til at mangle i december.

:-D