Jeg bliver ved med at vende tilbage til bogen "Kunsten at leve lykkeligt" af Dalai Lama og Howard C. Cutler. Jeg har brugt et par dage på at læse kapitlet om at se lidelsen i øjnene et par gange og bliver mere og mere - begejstret er et rigelig stort ord - men lydhør, så, for tanken om, at se lidelsens uundgåelighed i øjnene og endda forberede sig mentalt på den.
.
Da jeg læste kapitlet første gang, virkede tanken lige negativ og navlebeskuende nok, for jeg fik hele tiden associationer til dommedagsprofeter af den slags, der bare altid er "frisk" på at være negative over alt.
.
Jeg kunne simpelthen ikke kombinere den vinkel på lidelse, som bogen præsenterede, med noget konstruktivt, så det har krævet noget reflektion hen ad vejen. Nu er jeg så endelig ved at kunne se forbindelsen imellem det, at acceptere lidelse som noget uundgåeligt og at tænke over det, så sindet vender sig til, at på et tidspunkt vil turbulensen og modvinden vende tilbage, som en positiv måde at leve på.
.
Næste skridt bliver at få det tænkt ind i hverdagen på en konkret og praktisk måde, for min "modvindsresistens" er afgjort lige lav nok lige nu.
.
Hvor høj eller lav er din "modvindsresistens"?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar