En eksplosion i slow motion?

For snart meget længe siden, da min mor besøgte mig her en af de første gange, faldt det hende for brystet, at jeg slet ingen planter havde. Så hun traf en hurtig beslutning om, at jeg skulle have en orkidé. Jeg forsøgte at gøre nogle indsigelser, for indtil videre har ingen plante overlevet at komme i mit eje og under min "kyndige" behandling, men jeg blev fuldstændig overhørt.

Jeg fik en fin lysegrøn orkide. (Jeg har givet den lov at slippe for gruppe- såvel som portrætfoto, for pt er den i en noget sølle forfatning. Igen).

Men den stod længe og blomstrede og var så smuk at se på og jeg voksede lidt ved tanken om, at jeg måske godt kunne det der med blomster alligevel.

Men så glemte jeg at vande den og så gik dét over.

Jeg fik nu at vide, at jeg bare skulle skære den ned og fortsætte med at vande den, så ville den komme igen.

Jeg adlød.

I mellem tiden havde jeg købt et par orkidéer mere i pink og lyserød og hold da op, de var flotte og overdådige. De stod i mit soveværelsevindue med den lille grønne imellem sig for ved deres eksempel at vise den vejen.

Men så glemte jeg at vande dem.

Denne gang blev de ikke klippet ned, jeg vandede bare videre og fandt derved ud af, at så kommer de faktisk noget hurtigere, for så sætter de skud på de stængler der er, i stedet for at skulle sætte helt nye stængler også. Og lur mig lige om ikke også, der så er krudt til at par blomster ekstra.

Den pink har sat i hvert fald 8 blomster på hver stængel og folder dag for dag en ren overflod af skønhed ud, så man helt taber vejret.

I dag har jeg fire orkidéer og er stille og roligt blevet lidt bidt af at få dem til at trives og blomstre.

Og hvad kan vi så lære af dét??

Nogen gange skal man lytte til sin mor selv om man er overbevist om, hun tager fejl.