Affødt af Madames dejlige blog om føl og de efterfølgede kommentarer kom jeg til at tænke på en oplevelse, jeg havde med min gamle hoppe/veninde Petite. Jeg havde haft hende i næsten 6 år og havde efter vores ridetur trukket hende ud på græs, så hun kunne få sig lidt grønt og lidt uforpligtende samvær inden, hun skulle på stald og jeg skulle hjem og lave mad.
Mens vi stod der og "småsludrede" og nød den begyndende sommeraften, begyndte hun på den særeste måde at kaste med hovedet som om, hun ville smide det hen over skulderen på sig selv. Jeg forstod først ingenting af, hvad i alverden, hun havde gang i, men lagde på et tidspunkt mærke til, at det kunne se ud som om, hun pegede og brugte mulen til at pege med.
Men er man 29 og har slidgigt hen over krydset, så kan jeg godt fortælle, vi ikke snakker "præcisionspegning", så jeg måtte selv på udkig efter det, hun ville fortælle. Dér, lige over hendes kryds, hvor den næsten ikke var til at se og hun hverken kunne nå den med hoved eller hale sad en hestebremse.
Vi har vist alle hørt, at det skulle gøre ondt, men jeg havde aldrig prøvet det. Dét behøvede jeg heller ikke nu. At se min gamle veninde, der ellers ikke var nem at kyse, næsten gå i hårdknude for at vise mig, at hun havde en krise lige dér, fortalte mig det hele. Ergo tog jeg tovet, jeg havde i hånden, foldede det sammen og lappede hende sådan en lige der, hvor "fætteren" havde sat sig.
I det samme kørte en bil forbi på vejen og jeg gad nok vide, hvad de har tænkt, hvis de har kigget i vores retning, men har de kigget længe nok, må de også have set det blik af lettelse og hele hendes hestekrop slappe af, da jeg havde fået den smasket.
Og så har de nok tænkt deres.
Jeg på min side fik mig et lille grin ved tanken og så fik jeg en helt anden forståelse for, at hestebremser er noget fanden har skabt, hvis man er en hest.. Jeg havde i hvert fald en gammel veninde, der gjorde, hvad hun kunne for at vise sin værdsættelse af min hjælp.
2 kommentarer:
Hahaha.. dejlig historie, de har helt sikkert tænkt deres.. den slemme dame står og slår sin hest, bare sådan uden videre.. :-)
Det har nok været noget i den retning, tænker jeg.
:-D
Send en kommentar