Det her er afgjort et af mine yndlingscitater, for det er jo ofte sådan, at når noget går galt og man får arbejdet sig igennem og kommer ud på den anden side, så er tingene faktisk bedre end de var, før der gik ged i situationen.

Alligvel er og bliver det utrolig svært at huske, når ens liv slår en kolbøtte eller går regelret over gevind og kaster sig ud i en serie af saltomortaler. Uden sikkerhedsnet.

Og det er sådan, jeg har oplevet den sidste uge. Der var endelig noget at rive i på arbejdet, så jeg har været rigtig godt beskæftiget. Men i begyndelsen af ugen fik jeg en sms fra arbejdet om et vigtigt info-møde. Bare selve sms'en, tonen, den var holdt i og det totalt fravær af brugbar information fortalte mig stort set alt: Min afdeling skal lukkes og ganske rigtigt. Det er lige det, den skal.

Selv om jeg havde nok at lave, skal jeg love for, at det har ligget under overfladen og fyldt og slugt min energi, så der overhovedet ikke har været krudt til at opføre mig den mindste smule overskudsagtigt. Så det har jeg bare ladet være med.

Men i dag har jeg fået tilbudt, at jeg kan blive overflyttet til vores søsterafdeling i Odense, så jeg starter allerede torsdag morgen og jeg lettet. Og lidt spændt, for mange af mine nye kolleger kender jeg allerede. Men det er igen kommet lidt bag på mig, hvor meget energi, det her faktisk har slugt. Ofte er det jo noget, man slet ikke kan mærke, før situationen bedres. Men så kan det til gengæld også mærkes over det hele.

Heldigvis.