Sommerferie!!!

Ahr.. måske lige knap, men jeg holder blogpause pga. arbejde og familietamtam i weekenden, så der er lyd fra mig igen på mandag.

Hyg jer alle så længe.

:-D

Dale Carnegie: Lev livet uden bekymringer

I går skrev Madame en blog om at leve i dagtætte rum. Metoden eller teknikken er en af dem Dale Carnegie præsenterer i bogen "How to stop worrying and start living". På dansk hedder den "Lev livet uden bekymringer".

.

Jeg sad selv i en situation, hvor en blogkommentar andetsteds havde snuppet min skrivelyst og -energi og jeg var kørt fast. Min fornuft syntes det var totalt lige meget, om folk syntes det ene eller det andet og mine følelser var noget ømme efter den medfart.

.

Og så ville tilfældet altså - hvis man tror på tilfælde - at Madame lige gav mig det input, jeg manglede for bogen står jo i min reol. Både på engelsk og dansk, så det var bare med at finde den frem. Jeg havde læst den før, været mere end glad for teknikkerne og havde altså glemt den igen.

.

Men det er altså en bog, der er værd at huske, så i dag får den sin egen blog. Den er nemlig rigtig god og kommer hele vejen rundt om de situationer, hvor man (jeg) ofte får stirret sig (mig) blind på et eller andet som regel trivielt, der ikke er nær så vigtigt eller katastrofalt, når først jeg har fået afstand og perspektiv på situationen. Og så kan jeg godt lide, at bogen ikke bare er letlæst, Carnegie har også samlet alle teknikkerne bagest i kapitlerne, så den er utrolig nem at genlæse, når behovet opstår, som det gjorde for mig i går.

.

Jeg skynder mig derfor at give den min varmeste anbefaling.

.

Min første hest: Beauty.

Jeg ville egentlig bare have lagt et billede af hende og sådan lige mindes hende lidt i dag, hvor det er hendes 41 års "fødselsdag". Min første hest.

Faktisk ved jeg ikke, hvornår hun blev født helt præcist, men hende, der ejede Beauty før mig havde øremærket d. 26 april, fordi det var den dag, hun selv var blevet ejer af Beauty og dermed hesteejer for første gang.

Jeg er heller ikke absolut sikker på, at Beauty var blevet 41 i år, for Hannes forældre troede, de købte en 10 årig hoppe til deres, men smeden, der havde set en hest før, mente hun i hvert fald var over 20 år. Og så var hun med føl.

Sikkert er det, at Beauty var over 25, da jeg overtog hende og sikkert er det også, at hun efterlod et eftertrykkeligt mærke på min sjæl. Jeg sagde farvel til hende i 1997 og i dag er hun stadig ikke glemt, men det kan man nok slet ikke, når det drejer sig om ens første hest.

Måske bliver jeg nødt til at fortælle hendes historie en dag.

Nye glæder.

Jeg begynder at få en snigende mistanke om, at jeg har evner og muligheder, jeg helt havde overset.

.

I weekenden havde jeg gæster til middag for anden gang. Eller måske er gæster i virkeligheden et helt forkert ord, der var nemlig tale om 5 gode venner, som jeg har fået "sammenført" i helt anden anledning og det var anden gang, de var her.

.

I første omgang begik jeg et par klassiske fejl. Dengang var der tale om en tak for hjælpen middag og derfor gjorde jeg mig umage med menu-valget. Menuen skulle afspejle min værdsættelse af deres hjælp, da jeg skulle flytte og dét gav altså bagslag. For det første resulterede det i, at jeg stod i køkkenet i langt størstedelen af tiden, de var her og dels blev sværden på stegen primært gummiagtig. Så meget for at gøre sig umage. Det var jo slet ikke dét resultat, jeg havde ønsket at give dem.

.

I anden omgang havde jeg "bare" inviteret dem for selskabets skyld, for det var jo gået forrygende i første omgang og de havde alle fungeret rigtig godt sammen. Derfor havde jeg valgt menu efter, at langt det meste skulle kunne forberedes og så skulle det i det hele taget være enkelt og overskueligt, så jeg ikke bare var flad og udmattet allerede før, de kom.

.

Derfor har jeg det sidste stykke tid lavet en lille opskriftsamling, der er lavet med lige netop dét i tankerne: Lækker, let og nem mad til alle lejligheder. Jeg havde fået samlet mig en ukristeligt stor stak udklip med opskrifter fra forskellige blade, men fandt en dag på, at jeg da bare kunne tage billeder af opskrifterne med mit kamera, lægge dem på min pc og sortere dem i mapper, så jeg nemt og hurtigt kan finde yndlingsopskrifterne, når jeg lige står og mangler dem.

.

Det var en kæmpe hjælp, da jeg skulle sammensætte menuen, for der er jo kun opskrifter, jeg selv har valgt ud og som netop er nemme og enkle at gå til, så der var næsten for meget at vælge imellem. Det lykkedes nu ret hurtigt at begrænse mig til en hovedret og en dessert.

.

Det var lykkedes i ret stor grad at have alt så klar, som jeg ønskede det, inden de kom, men helt godt var det ikke. Der er plads til forbedring, når det drejer sig om at bedømme, hvor meget tid hver opgave vil tage. Alligevel tøver jeg ikke med at putte hele aftenen i kategorien "godt nok". Det var sjovt, hyggeligt og overkommeligt og og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg inviterer en håndfuld venner til middag.

.

Og næste gang er jeg garanteret endnu bedre til det!!

.

.

.

Den første "bøg" springer ud.

For en lille uge siden, var jeg ud og gå tur i min nærliggende skov. Mens jeg gik derude, fandt jeg nogle afsavede grene i forskellig størrelse og jeg fik lyst til at tage nogen med hjem, så jeg søgte mig nogle ud, der så fine og regelmæssige ud.

Da jeg kom hjem satte jeg dem i vand og så gik jeg ellers og ventede og håbede, at de ville springe ud og ikke bare vise sig at være helt døde.

I går - 5 dage efter min tur i skoven - var jeg meget, meget tæt på at give op og smide grenene ud, men i dag er jeg glad for, at jeg ikke gjorde dét, for "min bøg" er jo lige ved at springe ud nu.

I morgen er der garanteret flere knopper, der er gennembrudt og bladene vil være ved at folde sig ud.

Se lige her:

Mens jeg sidder og nyder synet af dem, kan jeg så reflektere lidt over, hvordan det kan være, sådan nogle småting kan forårsage så stor glæde.

Brusebadsboller.

Jeg har det sådan med hjemmebagt brød, at jeg elsker at spise det, men når der skal bages, står jeg af. Jeg HADER at ælte dej! Inderligt!

Derfor elsker jeg denne opskrift, som er noget af det nemmeste, man kan forestille sig og om ikke kræver dej på fingrende overhovedet.

Du skal bruge

5 g gær

1 ts salt

1 ts sukker

½ l vand

6 dl havregryn

2-4 dl. mel.

Start med at smuldre gæren i en skål og tilsæt sukker og salt, rør til gæren er opløst og tilsæt vandet og havregrynene. Rør til det er godt blandet. Tilsæt derefte det mel, du ønsker. Jo lindere en dej, des fladere og fugtigere boller.

Personligt foretrækker jeg den lidt tyndere udgave, der egner sig gevaldigt til sandwiches.

Læg film over skålen og sæt den i køleskab natten over.

Næste dag sætter du bollerne på bagepapir med et par skeer og bager den ved 200 g i ca. 25 minutter.

Venlig hilsen den dovne kok.

Mod lysere tider takker af.

Det har på det seneste været mere og mere tydeligt i mig og for mig, at jeg er vokset fra min blog: Da jeg startede den, stod jeg midt i et dybt hul med job, der ikke var nok, en bolig, der var pinefuldt utilstrækkelig og med tabet af ham, jeg troede var mit livs kærlighed. Dengang virkede titlen "Mod lysere tider" helt klart positivt, men det var dengang. I dag er tiderne jo meget lysere set med mine briller, selv om jeg gladeligt står ved, at der er aspekter, der langtfra er optimale.

Alligevel giver hverken titlen eller min tanke med bloggen mening for mig. Nu virker det bare småtrist og uaktuelt. Ideen med at skrive om min rejse gennem en kærestesorg og lave en "rejsedagbog" over, hvordan man finder tilbage til lyset og lykken igen er også lidt passe for mig. Det er i store træk noget helt andet, der kommer ud af mit tastatur her, så jeg har valgt at skifte kurs.

Der vil stadig komme poster om, hvordan man kommer helskindet igennem kærestesorgen. Både om processen og om værktøjer, jeg skal bare have dem så meget på afstand, at jeg klart kan se vejen. Dér er jeg ikke endnu, så det må vente.

Det, jeg har i mig nu og som jeg fortsat gerne deler er en sjov blanding af refleksioner, billeder, jeg selv har taget, opskrifter på livskvalitet og nydelsen uden på måder, der ikke tager en krig, men kan passes ind i en - travl - hverdag. Mad, bøger, oplevelser, minder og hvad jeg ellers lige kommer på.

Målet er at få det hele, når det gælder nydelse og livskvalitet med kun den halve indsats.

Hæng bare på, det skal nok blive sjovt.

ABC i ord og billeder: B som blomst

I dag er Petunias ABC nået til bogstavet B, der med det samme fik mig til at tænke på blomster. Blomster med duft og blomster uden, vilde blomster og fremdyrkede blomster, forårs- og sommerblomster.

Her følger en håndfuld af nogle af mine bedste blomsterbilleder og også af et par buketter.

Du kan se flere bud på bogsstavet B her

Meet Mr. Jingle.

For nogle få dage siden postede jeg et foto af denne lille flødebolle, jeg fangede ude på en solbeskinnet skråning i skoven. Men jeg bearbejdede billedet kom jeg til at tænke på Mr. Jingle, som den daværende kæreste og jeg døbte ham. I dag får du historien om ham.

For snart et par år siden, mens jeg boede i Sønderborg, havde vi tilbragt en aften med at se filmen "Den Grønne Mil". I filmen er der en fængselsmus, der tilsyneladende er blevet udødeliggjort .... jeg kan ikke lige komme på, om det er vha. strøm fra den elektriske stol eller om det er gift eller hvad.. og musen, der er tam hedder Mr. Jingle.

Efter filmen var slut, gik jeg i køkkenet med resterne af det snask, vi havde hygget os med og åbnede døren til skraldespanden, der hang på skabsdøren under vasken. Med det samme fangede mit blik en bevægelse, og i første omgang troede jeg, jeg havde tabt noget ud af skraldespanden. Det havde jeg ikke. I hjørnet af mit køkken sad en bette mus, der åbenlyst - at dømme efter alt det rod, der var omkring og under skraldeposen og det efterladte mussepøller - havde været i gang med at beværte sig selv med hvad, han havde fundet af brugbare rester i posen.

Nu har jeg jo en Ph.D. i indfangning af levende mus takket være Müsli, så jeg tog det i første omgang roligt. Jeg fik bare ret effektivt lukket dørene ind til stue og bad og barrikaderet døren indtil soveværelset. Døren kunne ikke lukkes helt, fordi værelset var så småt, at sengen ragede forbi dørkarmen. Kæresten fik godt med af den måde døren blev lukket på, at der var et eller andet under opsejling. Han sluttede sig til mig og sammen gik vi på musejagt. Og hold da fest, vi fik lov at jage. Den overgav sig ikke frivilligt og da ingen af os havde hverken sindelag eller hjerte til at sætte dens livs på spil, var vi 3 på dét hold. Det vidste musen bare ikke. Den kunne godt nok sno sig og hoppe. Er I klar over, hvor højt sådan en lille nyfodret tyksak kan springe???

Højt! Meget højt, kan jeg fortælle.

Ved I så, hvor kreativt et par tobenede kan tænke ved tanken om at have sådan et bette kræ til at fise rundt og bide i alting???

Kreativt. Meget kreativt! Faktisk lige så kreativt som musen kan springe højt gange 1.2. Vi havde besluttet, at sejren var vores og vi var to, så det lykkedes på et tidspunkt at trænge den op i et hjørne, hvor der stod en masse sko og i et fiffigt øjeblik så musen sin chance for at smutte i, hvad den måske har troet var et musehul.

I virkeligheden var det Karins ene træsko. Den blev lynhurtigt samlet op og båren udenfor, hvor musen fik en let rystetur til den gav slip og faldt ud og stak af. Vi blev helt naturligt enige om, at det måtte være Mr. Jingle siden den dukkede op i min skraldespand lige da den gjorde.

Den grønne Mil kan du læse mere om her. Den kan varmt anbefales.

For et par år siden blev jeg af nogle venner gjort opmærksom på denne bog af Florence Littauer. Det var en bog, der kom til at sætte spor for mig, for den gav mig nogle gevaldige aha-øjeblikke og en langt bedre forståelse for, hvorfor jeg aldrig rigtig kom ud af stedet, men lod til at køre fast igen og igen.

Da jeg tog testen i bogen for at finde ud af, hvordan mine egne temperamenter var sammensat, fandt jeg ud af, at jeg faktisk har to, der er næsten lige store og de er samtidigt diametrale modsætninger. En avanceret form for to i én løsning, jeg havde bakset med i årevis.

Da jeg nu kunne se, hvorfor og hvor det så tit gik galt, var det også meget nemmere at finde frem til nogle løsninger, der kunne bruges, så jeg ikke altid havnede i clinch med mig selv og så jeg bevidst kunne vælge, hvornår jeg ville bruge hvilke styrker.

Bogen er i øvrigt rigtig god til også at få forståelse for de andre "personlighedstyper", der findes.

Der ligger en kort gennemgang (på engelsk) af bogen her.

Og her ligger en test, hvis man vil vide, hvilke "typer", man selv falder ind under.

Er pennen stærkere end piller?

Jeg var egentlig i gang med at finde nogle nye og inspirerende tips til min dagbogsskrivning og til min skrivning i det hele taget, da jeg snublede over denne lille artikel med en indbygget skriveøvelse i. Den satte lige nogle tanker, jeg længe par puslet med at få formuleret her i bloggen, igang.

.

.

Jeg er fuldt og helt overbevist om, at det er sundere at skrive og sætte ord på det, man oplever og de følelser, man har end det nogensinde vil være at lade være og der er virkelig mange goder og indsigter at hente gennem dagbogsskrivning. Men skrivning alene er bare ikke svaret på hverken livets gåde eller Sandheden Om Lykken. Det er næppe nogen enkeltstående aktivitet, der er.

.

.

Generelt har jeg det lidt svært med, når lægfolk på mindre end en halv side med få ord og nogle kraftige generaliseringer får 'overflødiggjort' medicinsk behandling af både det ene og det andet uden selv at have kvalificeret -personligt eller fagligt -kendskab til hverken sygdommen, medicinen eller eventuelle konsekvenser af deres postulater og teser.

.

.

Min "overfølsomhed" stammer fra min egen oplevelse af depressioner og med de behandlinger med lykkepiller, jeg har fået i den forbindelse. Da jeg blev tilbudt behandling i første omgang strittede jeg MEGET imod, jeg havde jo fået et klart indtryk fra medierne af, at lykkepiller var skabt af Fanden selv. Mindst. Problemet var bare, at den læge, der partout ville "prakke mig dem på" havde kendt mig og jeg ham i over 25 år og jeg havde derfor stor respekt for både hans indsigt og faglige bedømmelser. Jeg valgte til sidst at stole på ham og tage imod pillerne.

.

.

Derefter gik jeg hjem og satte mig lidt ind, hvad de er og hvad de kan og gør og hvorfor og hvordan. Samtidig med, at jeg læste lidt om, hvad en klinisk depression er og gør og kan. Og så gav det jo altsammen meget mere mening. Det er vist i øvrigt ofte tilfældet, når antagelser og "hearsay" bliver erstattet med reel viden. Jo mere, jeg finder ud af, des bedre giver de mening som primær behandling.

.

.

Samtaler er helt sikkert essentielle, når man skal finde ud af, hvorfor læsset blev så skævt, at det til sidste væltede, men samtaler gør bare intet godt for andre end terapeutens økonomi, før den deprimerede er så langt ud af depressionen, at man kan "nå" vedkommende med samtaler. Man er i samtalerne nødt til at kunne mærke sig selv, tænke sammenhængende .... eller bare at kunne tænke i det hele taget, tage stilling og i det hele taget være tilstede mentalt og følelsesmæssigt, hvis det skal give nogen mening og det er man ikke det første rigtigt lange stykke tid.

.

.

Har man ikke være dér og har man ikke gået vejen båd ind i og ud af en depression er det meget, meget nemt at skrive "klogt" og, at det altså er meget bedre at undgå pillerne i behandlingen.

.

.

Personligt vil jeg - hvis jeg nogensinde igen ser så meget som skyggen af en depression på min personlige horisont - ringe til min læge med det samme og bede om piller. Når de er begyndt at virke, har jeg nemlig en ærlig chance for at gøre, hvad der skal gøres og begynde på vejen tilbage.

.

.

Når det er sagt, vil jeg helt sikkert i hverdagen sætte meget ind på, at leve på en sådan måde, at jeg slet ikke er nødt til at ringe og bede om de piller. Dét er en kunst, jeg øver mig på hver dag.

En helt almindelig tirsdag...

.. i april, mens snefnuggene - ja, snefnuggene - på anden eller 3. time daler våde og forkomne og lander på min rude med en raslende lyd, mens minutterne løber om kap for at blive til fortid, før jeg når at sanse dem og mens listen over småting, der skal gøres, før jeg skal ud af døren og på arbejde, har fået vokseværk i middelsvær grad, vil jeg skynde mig at poste lidt flere billeder fra turen i går.

Jeg har fuld forståelse og meget sympati for tanken om at leve i nuet, men lige nu..... lige nu trækker jeg mig en anelse baglæns til fortiden, hvor gåture var tørre, solen var fremme og ubehageligt vejr som dette ikke var noget, jeg behøvede at færdes i.

Små skovtursglæder

I går tog jeg på tur i skoven med kameraet. Her er nogle af billederne:

Ham her var ikke helt villig til at stille op til portrætfotografering, men da jeg havde stået musestille - ;-) - glemte han, jeg var der og så fik jeg lidt billeder af ham, før han forsvandt ned i sit hul.

Jeg får helt associationer til Bum fra Askepot, når jeg kigger på det der trinde, ligge buddeliv.

Tidsmaskinen: En praktikant, der satte et varigt mærke.

Det sker ind i mellem, at man i skolen har en eller anden oplevelse, der sætter spor for livet. Nogen gange er det et smerteligt minde, man får at trækkes med, men det sker også, at mindet bliver en kilde til varig glæde. Jeg tror egentlig, jeg kun har et enkelt af den slags, men det har til gengæld også kastet mange oplevelser og megen nydelse af sig siden dengang.

I 3. eller 4. klasse havde vi musik med Christer - han er i øvrigt en blog værd i sig selv, men i dag er det ikke ham, det handler om - og i en periode havde vi også et par lærerpraktikanter, der skulle øve sig i at blive musiklærere og vi skulle være deres små prøveklude. Jeg kan ærlig talt ikke huske meget af det, de bød ind med - jeg tror, der var to eller tre, der var i praktik samtidigt - men den ene satte spor, da det var hendes "tur" til at stå for undervisningen.

Hun stille sig ved tavlen og gav sig til at fortælle en historie. Hun tegnede et bjerg med sne på toppen og en sol, der skinnede. Hun fortalte om foråret, der var på vej, om luften, der blev lunere og om sneen, der langsomt begyndte at smelte og så tegnede hun en lille piblen ned ad bjerget. Efterhånden som solen fik mere kraft og smeltede mere sne, blev den lille piblen til et lille vandløb, der fortsatte turen ned ad bjerget. Vandløbet voksede sig stille og roligt større og større til det var blevet til en brusende flod, der strømmede ned ad bjerget for fuld kraft.

Nedenfor bjerget lå en landsby og i den landsby var der nogen, der var blevet forelskede og som skulle giftes, så man var i fuld gang med at holde bryllupsfest med masser af glad musik og dans lige der, hvor floden brusede igennem byen.

Da vandet var strømmet igennem byen, blev floden bredere og selv om vandet ikke løb nedad på samme måde som før, var der stadig masser af strøm og brusen rundt om stenene, der lå i floden. Først helt ude ved havet blev floden roligere og flød jævnt og uhindret afsted og blandede sig med havets vande.

Da hun var færdig med at tegne og fortælle, bad hun os lytte til et stykke musik, hun havde med og så skulle vi se, om vi kunne høre historien i musikken. For mig var det helt tydeligt, at den musik, hun havde med, fortalte lige netop den samme historie som hun lige havde fortalt os og jeg var bjergtaget. For mig var det en mageløs og fantastisk tanke, at man kunne fortælle en historie med musik og jeg strøg lige hjem fra skole og nåede vist hverken at tage overtøjet af eller andet, før jeg måtte dele min oplevelse med mor. Hun lyttede og sagde så "Det lyder spændende. Var det det her, I hørte?" Og så satte hun en plade på.

Hvad er sandsynligheden for to mirakler på én dag?? Det var nemlig det samme stykke musik.

Prøv selv om du kan høre historien her.

Billederne, jeg har brugt er lånt fra videoen. Jeg ved ikke, om man kan embedde her på bloggen, men jeg ved, at jeg ikke ved, hvordan det i så fald gøres, så I må nøjes.

Hav en super mandag.

Jeg sad lige og blev helt opslugt af denne solnedgang, så jeg tog lige nogle billeder af den og lægger dem her.

Det er udsigten fra mit vindue på hemsen, hvor jeg har min pc og sidder og hygger både dag og aften og så tit, jeg kan komme afsted med det.

Her er det gamle vandtårn i nærbillede og i nederste højre hjørne kan man også se en gammel mølle.

Ren nostalgi og nydelse.

Om glæden ved den nye dagbog.

For et par dage siden skrev jeg om glæden ved gamle dagbøger og så virker det jo næsten oplagt, at der også må skrives en blog om glæden ved 'nye' dagbøger. For mit eget vedkommende er der faktisk to. Den første er den, jeg beholder og derfor har jeg valgt at kræse lidt mere om detaljerne i den: Jeg har valgt at skrive på almindeligt printerpapir, der jo i hvert fald er både nemt og billigt at få fat i og så har jeg lavet et underlagsark med linier, der passer til min skrift.

.

Det var ret enkelt at lave i excel, hvor jeg bare lavede et skema med en spalte og et passende antal celler. Det kræver kun lidt tid lige at få tilpasset det, så det passer med ens skrift, for det kan være ret nemt at få lavet linierne for smalle og sikke noget ulæseligt gnidder, der kommer ud af dét! Det fortæller jeg kun fordi jeg selv har prøvet det. Jeg var lige i mit ugidelige hjørne og mente til at starte med, at jeg da bare kunne skrive lidt mindre. Så kunne der også stå mere på siderne og det ville jo spare på papiret, ikke??

.

Man bliver klogere. Hurtigt!

.

Denne del af dagbogen er ret 'konstruktiv': det er den del, jeg bruger til at fortælle mig selv om de små oplevelser og indtryk, der har været, som er værd at huske og tage med, og så bruger jeg den til de overvejelser og indsigter, der kommer, når jeg laver tankeskriv.

Og så bruger jeg den til at hygge mig med, så jeg skriver ofte med blandt andet den fyldepen, der tilhørte min far. Det er jo overhovedet ikke en nødvendighed at dyrke det æstetiske, men som sagt er det noget, jeg nyder.

.

Herunder er et billede af dagbogen.

Anden del af dagbogen er faktisk ofte den, jeg bruger først og den er blevet helt uundværlig for mig. Der er ikke nogen æstetiske hensyn her: en almindelig A5 blok og en blyant er fint. Jeg bruger den nemlig kun til tankeskriv, når jeg enten er kørt i stå og ikke helt kan finde ud af, hvad jeg nu skal tage fat i eller har brug for at afreagere. Den er den virkelig god til. Skriver jeg dem ned her, giver det ret hurtigt klarhed i hovedet. Det virker nærmest som om, følelserne bliver flyttet ud af hovedet på mig, og så kan jeg som regel også se, hvad der skal gøres og om der overhovedet skal gøres noget. Tit sker det nemlig, når jeg har raset af på papiret, at jeg er så færdig med hvad det nu end var, der fik mig op i omdrejninger, at det slet ikke er et problem mere. Hvis jeg har besluttet, at det ikke er ligemeget og at jeg er nødt til at følge op enten med noget handling eller måske endda en ikke så hyggelig samtale med en eller anden, så har jeg til gengæld også fået styr på, hvad der skal siges, hvordan og hvorfor og dét er en hjælp, der er til at tage og føle på, når det gælder om at holde konfliktsituationerne i mit liv så få og så små som muligt.

.

Nogen gange skal der nu flere runder tankeskriv til, før jeg når ind til kernen og dermed har fundet afslutningen og kan lægge det bag mig.

.

En ekstra gave til mig selv med tankeskrivsblokken er, at jeg ret hurtigt efter river siderne i stykker og kasserer dem. Når processen er overstået, har jeg ikke brug for siderne mere og så skal de destrueres. Jeg har jo frit lejde på de sider og må skrive lige, hvad jeg føler lige sådan som jeg føler det og dét er ikke noget andre øjne ville have godt af at læse, der er sjældent noget konstruktivt i de tanker.

Derfor tager jeg bare og skriver det, jeg har lært af situationen, over i min dagbog og lader resten ryge ud med badevandet så at sige.

ABC i ord og billeder: Altanvejr

I denne uge kaster vi os ud i 3. runde af ABC i ord og billeder og mit bud på a-ordet er altanvejr.

Udsigten har jeg jo vist og den er taget fra altanen, der ligger i læ, så jeg har kunnet sidde derude - med stor sweater og tørklæde på - de sidste dage, hvor solen for alvor er kommet til magten.

I et anfald af forårsfjas fandt jeg også på, at jeg da ville have en lille 'plæne', så her er den:

Det er nu ikke græs, men karse, jeg har sået.

Der er flere bud på A-ord her.

Om glæden ved gamle dagbøger.

Jeg har i den sidste måneds tid været igang med at rydde op og muge ud i mine gemmer, for da jeg flyttede ind her for kun knapt 5 måneder siden, var der ikke helt tid og i hvert fald ikke overblik nok til at rydde rigtigt op. En del af årsagen var, at jeg endnu ikke havde en plads til alt og det er godt nok ikke nemt at lægge ting på plads, når de ikke har en plads, der er deres. En anden del af årsagen var, at jeg selv havde en følelsesmæssig skade, der åbenbart stadig påvirker mig en del, men dét er en anden historie til en anden blog.

Jeg har længe været lidt ked af, at der var sådan et rod i mine dagbøger, for det er jo min historie og jeg ville gerne have den samlet. Ikke kun fordi, jeg er for doven til at gide lede efter ting, jeg skal bruge, men også fordi jeg har opdaget, at jeg faktisk kan hente ret meget brugbart i dagbogen: I 2003-2005 gennemlevede jeg den ubetinget sværeste periode i mit liv og var i en periode nødt til at ty til en psykolog. Normalt er det vist sådan, at man så selv finder ud af fra gang til gang, hvad man har brug for at snakke om, men det kunne jeg slet ikke overskue, så løsningen - for mig - blev, at jeg skrev dagbog i dagligdagen og afleverede dem et par dage før vores aftale. Så tog psykologen udgangspunkt i dem, når vi mødtes, hvilket var en kæmpehjælp for mig. Senere fandt jeg ud af, at det i det hele taget hjalp at skrive og sætte ord på, hvad der skete i mig, når jeg var ude i strid modvind... og det var jeg som regel i de år.

Rodet er opstået fordi, jeg jo altså skulle aflevere mine skriverier fra gang til gang og så nytter det bare ikke med en bog, så løsningen blev, at jeg skrev på løse ark, så jeg både kunne aflevere, hvad jeg havde skrevet og samtidig havde muligheden for at skrive videre.

Med tiden har jeg udviklet metoden ved at holde siderne sammen måned for måned med nogle klips - dem vender jeg lige tilbage med billede af i morgen - men det er først for nyligt, jeg har fundet på det, så der har ligget løse sider i små bunker hist, pist og overalt. Dem har jeg holdt øje med de sidste uger, så når jeg stødte ind i den, er det blevet flyttet til et samlingspunkt og "Projekt Karins Memoirer" er nu samlet og stort set komplet.

Men det var faktisk slet ikke dét, jeg ville fortælle. Det, jeg ville med denne blog var, at dele den glæde, jeg har haft ved at genlæse siderne efterhånden som jeg har fundet dem, for det viste sig dels, at jeg slet ikke var så ubalanceret, som jeg husker mig selv fra de år og dels, at Karin 38 år har en del brugbart at sige Karin 44 år og dét er jo slet ikke tosset. Der skete så meget i de år, at det i dag dels er rigtig lærerigt at kunne vende tilbage og se og genopleve det med et helt andet perspektiv og dels at genlære, hvad jeg siden har glemt alt om. Så er det godt at have dagbogen for så behøver jeg ikke lave de samme fejl igen for at genopdage, hvad jeg egentlig godt vidste...

Smart, ikke?

Sansemismatch...

Af og til sker det, at jeg oplever et eller andet, hvor det mine øjne fortæller mig slet ikke passer til det mine ører fortæller. Det er ikke ofte, det sker, men nu er det lige sket for anden gang på et par dage:

I går på vej på arbejde, hørte jeg en knallert nærme sig bagfra, men jeg blev kort efter overhalet af en lille purk på sin cykel. Bevares, han lagde åbenlyst alle kræfter og hele sin opmærksomhed og koncentration i at cykle og måske var det endda en knallert eller en motorcykel, han ræsede afsted på i sin tankeverden, men det plejer nu ikke at påvirke den oplevelse, jeg har.

I dag stod jeg og kiggede ud af den åbne altandør og kunne høre en flyvemaskine. Ikke en passagermaskine, men sådan en lille to-motors - tror jeg nok, det er - med plads til en enkelt passager eller to. Kort efter blev lyden nu suppleret med synet af en .... mariehøne!!! Der er åbenbart mere motorkraft og lyd i dem i år end jeg havde forventet.

Jeg tror, jeg vil vise de små trafikanter til lands, til vands og i luften mere respekt fremover... bare for en sikkerheds skyld.

Fødselsdagsblog for en gammel veninde

I dag er det 17 år siden, hun kom til verden som en lille gårdkilling. Vi fik hende ca. 3 måneder senere og nød de næste 10 år med hende, før vores veje måtte skilles igen.

Men ih, hvor er der mange historier og minder fra de 10 år og alligevel er der ikke helt nok....

... kan der nogensinde blive helt nok??

Jeg tvivler!

Surprise!! - Søndagsbrunch og kanalrundfart.

Søndag formiddag mødtes vi med Datterens far og hans kæreste til brunch på deres hotel. Klokken var blevet 11 og vi havde planer om at tilbringe dagen som turister, så de kunne få set noget af byen, før de vendte hjem til Wien dagen efter. Hotellet, de boede på, havde nu også en fantastisk brunch-buffet som, hvis jeg ikke tager meget fejl, var hovedårsagen til, at de var blevet booket ind på dét hotel. Det viser sig nemlig, at Datterens kæreste ved en abnorm masse om sligt og han var også mere end velforsynet med baggrundsviden om stort set alle de steder, vi så på kanalrundfarten inklusive anekdoter ad libitum om historien, bygninger, baggrund mv.

Men tilbage til brunchen: Der var alt, tror jeg: cerealier, frugt, yoghurt, pålæg, oste, salater, smørvendte kartofler, pølser, bacon - det kom dog med noget forsinkelse - æg og en masse brød. Og så var der kaffe, te, juicer og vand. Det var lækkert og vi gjorde, hvad vi kunne for at gøre et synligt indhug i forsyningerne, men det var helt umuligt. Da vi gik, kunne det overhovedet ikke ses på andet end den blide kurve, vores maver nu havde, at vi havde gjort andet end at kigge.

Datterens far og hans kæreste benyttede også lige lejligheden til at give hende lidt gaver, hun kunne pakke op, så hun sad kort efter begravet i tøseting og en check og strålede om en lille sol. Det hele blev nu samlet og returneret til hotelværelset, før vi tog på tur.

Her er nogle af billederne, jeg tog på turen:

Der var en guide på båden, der fortalte flot og næsten flydende på både dansk, engelsk og tysk undervejs og det gjorde hun rigtig godt. Man kunne nu godt høre, at det var begrænsede små "lektier", der var blevet indlært, men vi havde jo Datterens kæreste, der nemt kunne supplere med mange flere historier og små facts omend det skal siges, at han kun gjorde det på engelsk og med almindelig stemmeføring, så det var kun os, der kunne høre ham.

Efter turen måtte vi desværre undvære Datterens far og hans kæreste, der var nødt til at besøge en bekendt, de havde i København. De blev hentet og vi andre gik på caféen i Ny Carlsberg Glyptotek og nød en chokolademousse og en cola. Det var ved at være tiltrængt med noget sukker. Mens vi var der, ringede Datterens kæreste til sin mor, der blev 58 samme dag og spurgte, om hun ikke ville slutte sig til os, så der gik ikke mange minutter, så stod hun der.

Det var en rigtig hyggelig måde at slutte dagen på og vi nåede også at se lidt af udstillingerne, selv om det ikke var meget. Så var det på tide at få fat i min baggage og finde mit tog, så jeg kunne komme hjem, men jeg havde også følelsen af at have holdt en uges ferie på knapt et døgn, så jeg sov hele vejen hjem.

Surprise - Showet

Showet, vi skulle se, hedder Kapow og var underholdning i utrolig høj grad fra ende til anden og så var det utrolig godt struktureret, så mad, komik, sang og dans blev blandet med akrobatik og stunts i en lind strøm, der var nøje afstemt, så vi kunne nå at få det hele med. Det var en oplevelse af de helt store og vi var alle enige om, at vi ikke kunne have været heldigere med vores aften.

Ikke mindst fordi vi sad så tilpas tæt på scenen, at vi nemt kunne få det hele med og samtidig så langt fra den, at vi gik ram forbi, når Jecko gav den gas og "gik lige til stregen". Vi var vist ret enige om, at han også var over stregen et par gange, men ikke så meget, at det ikke var sjovt. Vi morede os i hvert fald.

Maden var noget for sig selv. Jeg har "klasket" en kopi af menuen ind i bloggen her, for alene gennemlæsningen er en oplevelse. Maden var ren luksus og kalveryggen var en helt unik oplevelse. Jeg tror ikke, jeg har smagt så mørt kød før.

Dertil fik vi champagne til at starte med - Datterens far mente, vi jo havde noget at fejre - og rødvin, der som aftenens eneste minus, ankom umiddelbart efter hovedretten og før desserten.

Her er lidt billeder fra showet, som Datteren har taget. Jeg havde også kamera med, men måtte erkende, at mine talenter ikke rakte til at tage brugbare billeder i den belysning - eller mangel på samme.

Undervejs i showet blev der på storskærme vist små sjove meddelelser og aftenens suværent sjoveste for os, var da der stod noget i retninge af:

"Some people don't know how to stop and keep celebrating until they are brain dead:

XXXXX

88 år

*Min datters navn her*
25 år"

Desværre nåede vi ikke at få et billede af dét, så jeg citerer frit efter hukommelsen.

Efter showet, der sluttede lige efter klokken 23, blev gulvet ryddet og stedet lavet om til natklub, så vi fik lige en gruppedans. Det var efterhånden også ret tiltrængt lige at få rørt sig lidt, selv om maden både var afmålt på mængde og serveret i et tempo, så vi var behageligt mætte uden dog at være forspiste på nogen måde.

Omkring midnat måtte Datteren, hendes kæreste og jeg dog takke af, for vi skulle med s-toget hjem før de indstillede trafikken for natten. Vi havde nu aftalt, at vi skulle mødes dagen efter på Datterens fars hotel til brunch og så skulle vi på sightseeing i det indre København, for om mandagen skulle de retur til Wien.

Surprise!! - Optakten

I begyndelsen af marts fik jeg lige rodet mig ud i en chat med Datterens far på facebook. Han fortalte lidt om, hvordan han havde det om det nye firma, han er ved at starte op og fik lidt nyt herfra.

Og så var det, han ville høre, om jeg vidste noget om Datterens fødselsdagsplaner eller om vi mon skulle overraske hende med et eller andet?? Jeg vidste, hun havde snakket om noget tøsekomsammen, men havde indtryk af, at det kun var på overvejelsesstadiet endnu og jeg var også helt helt på det rene med, at hun ville elske at blive overrasket og sat i centrum af sin far og mor. Det ville nu slet ikke kunne lade sig gøre uden Datter-kærestens hjælp, så jeg påtog mig at 1) få en snak med ham og få ham til at spænde ben for hendes planer uden at hun opdagede intentionen og 2) finde ud af, hvad der mon skete i København weekenden før, som vi kunne mødes omkring.

Allerede samme dag fik jeg en snak med Datter-kæresten, der syntes det var en brandgod ide og som var noget mindre begejstret ved tanken om, hvor ubegejstret Datteren ville blive over at få sine planer forpurret. Det holdt ham nu ikke tilbage, allerede dagen efter ringede han tilbage og havde sammen med sin mor lagt skumle planer: Hun - der har fødselsdag dagen før Datteren - ville udsende invitationer til lørdag d. 10 april og tilsige hele familien til at møde Under Uret på Hovedbanen. Resten af familien var dog varskoet om, hvad der lå bag invitationen og ville derfor ikke møde op.

Jeg havde i mellemtiden været på Visitcopenhagen.dk og fundet et enkelt show, vi evt. kunne se. Det var et såkaldt dinnershow med mad, stunts, 80'er musik og meget andet sjov og det så ret godt ud.

I løbet af marts fik vi det meste på plads: togbilletter, flybilletter, hotel (til Datterens far og hans kæreste), overnatning (til mig) og planer for søndagen. Det eneste hængeparti var billetterne til showet, for Datterens far havde ikke kunnet komme igennem og turde ikke bestille online, hvis vi så ikke fik gode pladser. Da han endelig kom igennem, var alt udsolgt.

Så var gode råd dyre og vi måtte lægge hovederne i blød for at finde på en plan B, der kunne du. Heldigvis var Datteren jo ikke klar over, hvad hun gik glip af, så vi blev bare enige om ikke at nævne noget om dét. Der må nu have været nogen, der har stået os bi, for få dage før, da Datterens kæreste skulle bestille bord på den restaurant, vi havde valgt som alternativ, tjekkede han lige hjemmesiden igen og så, der var frigivet ekstra billetter. Vupti, havde han købt 5 billetter og var jubellykkelig for, at vi nu alligevel kunne vende tilbage til plan A. Det var ubetinget også den bedste plan.

Oven i anstrengelserne for at få planen for lørdag aften til at falde på plads, havde Datterens kæreste også haft lidt hovedbrud med søndagen. Når hun Datterens far - der til hverdag bog i Wien - nu var her, skulle vi jo også være sammen med dem søndag og se lidt af byen - der var bare lige den hage ved dét, at søndag rent faktisk var Datterens svigermors fødselsdag og hun skulle jo også fejres lidt, så han havde lagt hovedet i blød og var kommet op med følgende: Om aftenen skulle alle spise hos dem og så skulle hans mor bare være gæst og slappe af og helt holde sig ude af køkkenet. En rigtig sød tanke.

Udfordringen lå jo "bare" i, at når vi havde trampet København rundt hele dagen, så skulle maden jo stadig være til at overskue rent tilberedelsesmæssigt og den skulle kunne forberedes i forvejen..... uden at Datteren fik det med. En ikke ubetydelig detalje, når man bor sammen. Men han klarede det i meget fin stil og med en hel masse kreativ tænkning: Der var mad gemt i hele hytten, kyllingerne var sat til optøning i en stor gryde med låg i et skab, der ikke bruges så ofte og lignende.

Det var meget, meget underholdende at høre om hans 'mellemregninger' og overvejelser undervejs.