Hvornår er en ekspert en ekspert??

I dag er juleferiens første dag og ih, hvor jeg glæder mig til de næste 3 uger med fri, afslapning, godt selskab og masser af nydelse.

Jeg har i øvrigt moret mig med at forarges de senere dage over denne artikel på 24.dk. Men det gør jeg nu gerne over artikler med "fif" til parforholdets vedligehold og forbedring, for det forekommer mig, at der er virkelig langt imellem de artikler og "ekspertudtalelser", som rent faktisk formidler en forståelse for de mekanismer, der er på spil og hvad der skal til for at man kan sætte sig udover dem. Ofte synes jeg, jeg savner både faglig indsigt og evne til formidling af de til tider ret komplekse dynamikker, der er på spil.

I modsætning til det vil jeg meget gerne anbefale denne bog, som jeg har læst i år. Et meget vellykket samarbejde imellem en svensk psykolog og en journalist, der giver både fagligheden i stoffet, men også i formidlingen. Bogen kan varmt anbefales.

Skt Gertrud, nu helt uden glans....

Jeg skal da nok lige love for, at glansen helt røg af Skt. Gertrud i dag. Nu har det været det smukkeste vintervejr med kulde og klarhed i lang tid, men i dag er det mørkt, blæsende og vådt. Drivende, dryppende sjaskvådt derude.

Konsekvensen må naturligvis være, at jeg forskanser mig herinde med te, levende lys, julemusik, en god bog og noget juleoppyntning.

Og så gravede jeg lige dette billede frem, som faktisk ikke er mange dage gammelt og her fra egnen.

Og så var det måske en ide med en potte gullashsuppe til middag.

God dag til jer alle.

:-D

Ind i mellem nyder jeg at sidde med en kop varm te eller noget andet nydelsesfyldt og google citater. Jeg elsker at læse og lære af, hvad andre mennesker gennem tiderne og helt andre steder i verden har lært og formuleret om livet og alle dets aspekter og erfaringer.

For tiden er det selvfølgelig julen og i dag deler jeg dette citat, som ramte mig lige i hjertet, da jeg læste det:



Den som ikke bærer julen i sit hjerte vil aldrig finde den under et træ. ~Roy L. Smith

Måtte I alle bære julen i jeres hjerter, så I rigtig kan nyde både den og alle forberedelserne til den.

Jah... det er ikke sådan, her ser ud i dag. Det kan man ikke påstå, men vejret er jo rigtig fint og senere skal vi til julemarked på Sct. Nicolai.

Det skal nok blive rigtig hyggeligt efterfulgt af glögg og æbleskiver.

Indtil videre er formiddagen gået med en meget langsom brunch med hjemmebagt brød, ost og grønstager skyllet ned med kaffe, cola - igen skår eller improviseret rengøring i dag!! - og 3 cd'er med julemusik.

Rigtig glædelig 3. søndag i advent til jer alle.

Fransk xxxxx, vask og .....ærgrelse.

Der opstod en spontan en situation her i går.

Planen var lagt og alt var klart.

Før arbejde ville jeg lige hente et par julegaver hjem og ordne et par andre småting, så jeg skulle afsted en halv times tid før sædvanligt.

Troede jeg.

Bedst som jeg var ved at gøre klar til at tage afsted, lettede mit glas med cola i et elegant lille hop.

I en nydelig saltomortale fordelte det indholdet ud over trappestigen,

gulvet

væggen

og et par møbler

før det smadredes i en milliard stykker mod gulvet.

Kan et vinglas være selvmordsbomber??? Ja! Eksplosionsagtigt er ikke for stort et ord.

Jeg følte mig som en fransk xxxxx over ikke at have passet bedre på.

Programændringen medførte vask af gulv, væg og trappe - ovenpå, udenpå, nedenunder i forsigtighed, mens jeg samlede alt det glas sammen, jeg kunne finde. Og et reduceret tidsrum til at nå alt det andet.

Det er ikke alt, man skal fotografere, i stedet får I denne smukke plante at se på.

Og så snakker vi ikke mere om dét!!

F som Frost

Så er vi nået til f i fotoalfabetet.

Jeg har valgt et frost som tema for mit billede.

Frost kan tage mange former, men jeg har vist ikke før set det som her, hvor planten jo næsten ser kandiseret ud.

Du kan se flere versioner af bogstavet F her hos abc skandinavia.

En velkommen påmindelse

Min datter - som skal forblive stort set unavngiven - har været efter mig fordi jeg ikke har opdateret bloggen i et stykke tid. Det duer simpelthen ikke. Jeg har selv haft lidt skidt med det, men har været noget presset for tid og overskud fordi jeg har kastet mig ud i at lære noget nyt, der i den grad ikke er faldet mig let: Jeg vil ikke bare have orden i mine ting, nu skal der også orden på alt andet, så som jeg fortalte i bloggen om "Få tingene gjort", så er det det, jeg er gået i gang med. Næste gang kaster jeg mig over noget lettere som f.eks. at løbe et marathon eller lignende.

Det er nu en utroligt givende proces og nu, hvor jeg har sat mig ind i de værktøjer, David Allen bruger og måden, de bruges på og jeg har fået dem på plads, begynder resultaterne også at vise sig og de vokser både i antal og i størrelse, så det har afgjort været blodet, - ok, måske ikke blodet - sveden og tårerne værd.

I dag var der som sædvanlig en del projekter og opgaver på min dagsorden, men jeg valgte alligevel at rive et par timer ud af kalenderen, da alt stod dækket af rimfrost og solen dukkede frem på en skyfri og klar, blå himmel.

Det var afgjort det hele værd og kameraet var fuldt af virkelig flotte motiver i løbet af ingen tid.

Ud og se ....

Fredag eftermiddag tog jeg toget hjemmefra, hvor der virkelig ikke er sne af betydning til København, hvor man roligt, kan sige, der er sne af betydning - helt ned i skoene og ned ad nakken og hvor det ellers kunne komme til. På hovedbanen blev jeg mødt af min datter og så gik vi i Tivoli, hvor vi gik rundt og nød julestemningen og alle lysene.

Et par hyggelige grin kom der også ud af det. Der gik blandt andet nogle sjove, hvide ænder af en race, jeg ikke kender, rundt derinde. Man kunne komme ret tæt på dem, men når de var tæt på mennesker for at tigge mad, gik der naturligvis konflikt i flokken om, hvem, der havde førsteretten og bedst som de var oppe og toppes og virkelig ikke var ret flinke ved hinanden - faktisk havde den største af dem nærmest stillet sig ovenpå den mindste - kom det fra en dame bag mig: "Naaaj, hvor er de søde." Kort efter - da ænderne var igang med endnu en kamp om opmærksomheden og evt. afkast - stod endnu en dame og stak fingeren hen til dem og ville klappe og nusse. Så er det altså, jeg må undres lidt, for jeg havde helt sikkert valgt et andet tidspunkt at søge nærkontakt med dem.

Men vi var ikke færdige med de sjove betragtninger endnu.

En lille trold på 3-4 år sagde "Se mor," med klokkeklar stemme og strittende pegefinger, så vi alle fik det med, "tror du ikke, den fryser??" "Nej." sagde den kloge mor "den har jo pels på."

Og så lærte jeg også noget nyt den dag, for i Jylland hedder andepels fjer. Det gælder faktisk for den "pels" de fleste fugle har.

Lørdag tog vi til Helsingør og nød det totalt snedækkede landskab på turen derop. Billedet herover er taget fra bilen. I Helsingør var der nu stort set ingen sne, men det er jo lidt synd, når det nu er så kønt og julet, så vi "tog det med" helt derop og da vi tog hjem, havde de afgjort også fået et anstændigt lag julesne. Vi havde til gengæld haft en rigtig hyggelig dag med gaveindkøb og hygge.
Og på turen hjem tog jeg dette billede.


Jeg var lige ved at gå glip af, hvor smukt det så ud i skumringen, men så tog bilen en ordentlig glidetur rundt på vejbanen i en grad, så min døsighed forsvandt helt og aldeles. Resten af turen til Hillerød var jeg helt vågen og klarøjet.

At se lidelsen i øjnene

Jeg bliver ved med at vende tilbage til bogen "Kunsten at leve lykkeligt" af Dalai Lama og Howard C. Cutler. Jeg har brugt et par dage på at læse kapitlet om at se lidelsen i øjnene et par gange og bliver mere og mere - begejstret er et rigelig stort ord - men lydhør, så, for tanken om, at se lidelsens uundgåelighed i øjnene og endda forberede sig mentalt på den.

.

Da jeg læste kapitlet første gang, virkede tanken lige negativ og navlebeskuende nok, for jeg fik hele tiden associationer til dommedagsprofeter af den slags, der bare altid er "frisk" på at være negative over alt.

.

Jeg kunne simpelthen ikke kombinere den vinkel på lidelse, som bogen præsenterede, med noget konstruktivt, så det har krævet noget reflektion hen ad vejen. Nu er jeg så endelig ved at kunne se forbindelsen imellem det, at acceptere lidelse som noget uundgåeligt og at tænke over det, så sindet vender sig til, at på et tidspunkt vil turbulensen og modvinden vende tilbage, som en positiv måde at leve på.

.

Næste skridt bliver at få det tænkt ind i hverdagen på en konkret og praktisk måde, for min "modvindsresistens" er afgjort lige lav nok lige nu.

.

Hvor høj eller lav er din "modvindsresistens"?

Det er næsten for godt til at være sandt....

.... men det passer faktisk.

Siden jeg overtog denne lejlighed for knapt et år siden, har jeg været uden vaskemaskine. Det vil sige, at jeg har vasket bluser, undertøj og de sartere tekstiler i hånden. Alle sammen. Hver gang.

Jeans, håndklæder, sengetøj mm. er blevet slæbt på møntvask. Alt sammen. Hver gang.

Men nu er det lykkedes at nå dertil, hvor jeg kan gå på julegaveshopping efter en vaskemaskine til mig selv og det er næppe til at forestille sig, hvor kulret, jeg ind imellem kan blive over dét.

De første 2-3 uger er det ikke sikkert, jeg kan nå at blogge, spise, sove, finde en kæreste, se venner eller familie eller andet. Jeg skal bare sidde og se forelsket på min fine nye maskine, der vasker mit tøj for mig.

Jeg har på fornemmelsen, at julestemningen her i hytten kommer til at vare rigtig længe i år.

Men først skal den vælges.... Måske herfra??

:-D

Mød missen Maru

Min datter har gjort mig opmærksom på denne blog, som jeg er faldet helt og aldeles for og som jeg bliver nødt til at anbefale. Ikke kun er Maru en charmerende herre, der er fuldstændig blind for, at det ikke er alle kasser og æsker, han kan klemme sit legeme ned i, han har også det mest tiltalende og eksotiske engelsk, jeg længe har læst.

Læg også mærke til de små youtube-film ude i siden. De tager fuldstændig vinden ud af sejlene på en småsur dag.

Pausesignal

I dag er her lidt stille på bloggen, så I får denne fine buket at kigge på.

Jeg fik den i sommer af en mor som tak fordi, jeg havde fundet hendes søns pung og givet besked om det.

Fortravlet fredag.

Få tingene gjort

Jeg skal da lige love for, at jeg har fået kam til mit hår!! Jeg vidste det godt, da jeg gik i gang med projektet og tilløbet har været langt. Måneder faktisk med tanker, der alle begyndte med "Jeg skal også ..... " uden at der skete stort mere ved det.

På et tidspunkt hørte jeg i en samtale - med et nyt menneske i mit liv - mig selv sige, at jeg for et par år siden havde gennemført en oprydning i mit liv og fulgt et "program", som gjorde det let ikke bare at tage de rette skridt, men også at fastholde resultaterne. Det har jeg sagt før - masser af gange - men denne gang virkede det nærmest som en uldsweater på nøgen hud: det kradser - min opmærksomhed blev ved med at kredse om lige dét udsagn fordi, der nu er en del af mig, der ikke ville anerkende det som helt sandt.

Jeg har stadig en langt højere grad af system i alle mine ting end før, her er for det meste orden og meget har pladser, hvor det hører til, men ikke alt og tiden?? Den har jeg ikke styr på overhovedet. Desuden er der siden, jeg gennemførte oprydningsprocessen for ca 3 år siden, sket så meget i mit liv, at der er områder, hvor der rent faktisk ikke er orden, enten fordi jeg i mellemtiden er flyttet et par gange og dermed ikke har de "hjem" til tingene, jeg plejede at have og heller ikke har fundet nye endnu eller fordi der er kommet nye ting til, der endnu ikke har fået et hjem.

(Læs mere om bogen her)

Det var altså på tide at komme flylady-programmet igennem igen og på bogudsalget i marts fandt jeg denne bog. Da jeg havde kigget i den, var jeg med det samme klar over, at her var det værktøj, der passede til mig, så jeg kunne få det overblik over tiden, jeg savnede.

Nu er den læst og jeg er stadig begejstret for bogens vinkel på tingene, men ih, jeg føler mig "lidt" overvældet ved tanken om, at min hjerne skal lære at følge de rutiner og underlægges en langt, langt højere grad af disciplin end nogensinde før. Dét bliver ikke nogen let opgave.

Der er nu slet ingen tvivl. Det vil blive gjort. Med babysteps. Mange babyskridt og små babyskridt.

Og husker jeg det, skal jeg nok opdatere her mht. resultaterne efterhånden som de viser sig.

Måske skulle man lige skrive det på projektlisten????

Lykke som livsstil

I forlængelse af min blog og blogkommentarerne igår - de var nemlig rigtig gode og gjorde mig bevidst om, at jeg ikke havde helt fat i essensen i citatet - må jeg lige lave en blog mere om lykke som livets formål.

Det handler nemlig ikke om taknemmelighed - for mig - jeg er generelt god til at være taknemmelig og til at værdsætte det, der er. Min udfordring er af en anden art, så jeg har søgt højt, lavt og på Google og fandt endnu et citat af den nuværende Dalai Lama, som rammer det, der er min udfordring, langt mere præcist:

"Hvis du ønsker andres lykke, vis medfølelse. Hvis du ønsker at være lykkelig, vis medfølelse."

- Tenzin Gyatso, 14th Dalai Lama

Fremhævelsen er min og hvis jeg skal helt ind til kernen, så kunne jeg nemt tilføje ".... også overfor dig selv."

Dét er nemlig ofte dér, jeg snubler, når jeg på en eller anden måde ikke lever op til min egen forventning.

Hvad er formålet med livet???

Spørgsmålet stilles i bogen "Kunsten at leve lykkeligt" af Dalai Lama og Howard Cutler.

I dag fandt jeg dette afsnit, der satte en del tanker igang hos mig selv, så jeg skynder mig at dele det i tilfælde af, at det kunne give noget til andre.

"Dette simple udsagn ("Formålet med livet er lykke" red.) kan blive et stærkt redskab til at hjælpe os med at navigere gennem livets daglige problemer. Fra den synsvinkel bliver vores opgave at afvise de ting, som fører til lidelse, og være åbne over for de ting, som fører til lykke. Metoden, den daglige praksis, går ud på gradvist at øge vores opmærksomhed og forståelse for det, som virkelig fører til lykke, og det, som ikke gør."

Det er da i alt væsentligt en tanke, der er værd at overveje for en som mig, der nærmer sig OL-guld i at gøre rigtig meget - som måske ikke behøver være det - rigtig svært.

:-D

B for bøgeløv i brune nuancer.

Så er alfabetlegen nået til B og det var helt oplagt, da jeg forleden var i skoven, hvad mit B skulle være.

Se selv:

Betagende, ikke sandt??

;-)

_________________________________________________

Der ligger flere bud på bogstavet B her

Skulptur med springvand i Århus

I uge 42 var jeg på en opgave i Århus, der krævede, at jeg stod uden for et apotek på Store Torv og interviewede mennesker om håndkøbsmedicin.

Midt på Store Torv står dette springvand, som jeg blev ret betaget af, så jeg skyndte mig at have kamera med derop og tog et par billeder.

Er det ikke flot og fascinerende??

Det var også genstands for alle børns opmærksomhed og det var helt umuligt for dem ikke at blive lidt døv for voksenstemmer, når trangen til at balancere rundt på det blev for stort og de voksne helst så, man holdt sig på det tørre i alle henseender.

Findes der noget smukkere???

Og kan man kalde en skov for selvrensende???

Jeg har jo lagt mærke til, at når jeg slæber mine frustrationer, negative tanker og hvad har vi derud, så har jeg dem sjældent eller aldrig med hjem.

Alligevel bliver skoven ved med at se lige så fin og ren ud som den plejer.

Hvad stiller du op med dine frustrationer og lignende?

En køn, lille klase tingester

I går var jeg lige en tur i skoven med kamera - og friske batterier - og fik blandet andet dette foto med hjem.

Er de ikke kønne??

Rød/pink/orange er en farvekombination, jeg holder meget af. Der er så meget liv og glæde i lige den kombination.


Og så gad jeg nok vide, hvad det er, jeg har fotograferet for en plante.

Nogen bud??

Date med Andrik og alternativt venskab

I sommer var jeg på skovtur i den lokale skov, hvor der også er en smuk skovsø.

Jeg havde sat mig godt tilrette ved søens bred og fundet min medbragte bolle med kylling og bacon frem samt en flaske kølig iste af den hjemmebryggede slags, da jeg fik selskab.

Af den kontaktsøgende slags.

Nærmest en improviseret date.


Der blev i hvert fald kastet lange blikke efter mig.

Jeg er sikker på, det var mig, blikkene gjalt og ikke mit brød.

Ganske få meter fra mig til den anden side var der også selskab. En andemor med ællinger, der alle solbadede.

Se lige der i forgrunden. Ligner det ikke en blishøne, der har søgt nye venner??

_________________________________________________________________

Abc Skandinavia er nu i gang med en ny runde af bogstavblogs og du kan se flere bud på A'et her.

Efterårsløv

Nu har tanken om, at jeg altså burde tage i skoven ligget på lur rigtig længe, så da den dukkede op igen i dag, røg jeg op af stolen, i overtøjet og ud af døren.

Hurtigt.

Faktisk lige hurtigt nok.

Jeg fik kom nemlig afsted med et kamera, hvis batterier i den grad sang på sidste vers, så jeg kom hjem igen med lungerne fulde af frisk luft og et gennemblæst sind, men billederne var der langt imellem.

Så må vi bare dele, dem der er.

Brombærblade og her nedenfor nogle andre nogen, jeg ikke ved, hvad er udover, at de er flotte og røde.

Og så var der denne skråning, der kaldte på forevigelse.

Jeg kravlede over en grøft og over på en stamme og videre hen på en stub for at hoppe ned på den stamme, der gav den bedste vinkel.

Ét skud var der tilbage i kameraet, før det var slut. Så måtte jeg vende om. Det kunne jeg bare ikke, for stammen var alt for glat, så der skulle en helt anden rute til, for at forsigtig-Petrine her ikke drattede ned og slog sig.

Nu sidder jeg og nyder den hjemmelavede tomatsuppe og planlægger en ny ekspedition. Med friske batterier til "skyderen".

Trompetfri kiwiæblesmoothie

I dag, da morgensmoothien - som jeg godt anede kunne være af den sunde slags - var hældt i glasset, lagde jeg for en gangs skyld mærke til, at der stod noget i bunden af kartonen.

Da jeg kiggede efter, kunne jeg ikke lade være at grine.

Se selv:

Selve deklarationen er heller ikke uden evner og i øvrigt meget betryggende. Det kan jo egentlig være lige så væsentligt at få styr på, hvad der ikke er i kartonen:

Sex on legs

For snart længe siden hørte jeg udtrykket "Sex on legs" i et tv-program. Det var en mand, der fortalte om sine følelser for sin kone efter mere end 20 års ægteskab og jeg faldt både for hans måde at sige det på og for udtrykket som sådan.

Da ham her dukkede op på min altan for et par dage siden, om jeg til at tænke på det igen, for han er da godt nok sexet: Ren, rå mandig bredskuldrethed, der rækker så langt ned over ryggen, at han næsten er nødt til at skræve på sine små spurveben.

Jeg har måttet kæmpe lidt for at få billederne, for han er ikke så vild med den effekt, han har på mig. Han er faktisk lige kvik nok til at stikke af, men nu lykkedes det mig alligevel at få et par billeder, som jeg kunne dele med jer.

Himmelsk hittegods...

Kender du dét at man har nogle yndlingsting som så pludselig laver et forsvindingsnummer, der bare er så effektivt og uanset, hvor man leder, hvem man snakker med og hvor mange efterlysninger, man laver, så er der bare ingen effekt og tingene er så forsvundne som havde de aldrig eksisteret?

Og så lige pludselig dukker de op igen et sted, hvor man ville have svoret på, man havde set efter indtil flere gange??

Den oplevelse har jeg lige haft med de to ringe her og med ørestikkerne. Alle tre favoritsmykker, så jeg er slet ikke landet endnu efter at have fundet dem.

:-D

Dagens guldkorn.

Jeg sidder og hygger med Malthe, der er ved at farvelægge en tegning. Malthe vil gerne have, at jeg skriver "Disse to børn er tvillinger" på tegningen med rød glitterpen. Jeg gør, som han beder om.

Hvad betyder 'tvillinger', Malthe? Spørger jeg.

"At de æælsker den samme farve!" kommer det prompte fra Malthe.

Den betydning kendte jeg overhovedet ikke til, må jeg indrømme.

:-D

Sommerferie!!!

Ahr.. måske lige knap, men jeg holder blogpause pga. arbejde og familietamtam i weekenden, så der er lyd fra mig igen på mandag.

Hyg jer alle så længe.

:-D

Dale Carnegie: Lev livet uden bekymringer

I går skrev Madame en blog om at leve i dagtætte rum. Metoden eller teknikken er en af dem Dale Carnegie præsenterer i bogen "How to stop worrying and start living". På dansk hedder den "Lev livet uden bekymringer".

.

Jeg sad selv i en situation, hvor en blogkommentar andetsteds havde snuppet min skrivelyst og -energi og jeg var kørt fast. Min fornuft syntes det var totalt lige meget, om folk syntes det ene eller det andet og mine følelser var noget ømme efter den medfart.

.

Og så ville tilfældet altså - hvis man tror på tilfælde - at Madame lige gav mig det input, jeg manglede for bogen står jo i min reol. Både på engelsk og dansk, så det var bare med at finde den frem. Jeg havde læst den før, været mere end glad for teknikkerne og havde altså glemt den igen.

.

Men det er altså en bog, der er værd at huske, så i dag får den sin egen blog. Den er nemlig rigtig god og kommer hele vejen rundt om de situationer, hvor man (jeg) ofte får stirret sig (mig) blind på et eller andet som regel trivielt, der ikke er nær så vigtigt eller katastrofalt, når først jeg har fået afstand og perspektiv på situationen. Og så kan jeg godt lide, at bogen ikke bare er letlæst, Carnegie har også samlet alle teknikkerne bagest i kapitlerne, så den er utrolig nem at genlæse, når behovet opstår, som det gjorde for mig i går.

.

Jeg skynder mig derfor at give den min varmeste anbefaling.

.

Min første hest: Beauty.

Jeg ville egentlig bare have lagt et billede af hende og sådan lige mindes hende lidt i dag, hvor det er hendes 41 års "fødselsdag". Min første hest.

Faktisk ved jeg ikke, hvornår hun blev født helt præcist, men hende, der ejede Beauty før mig havde øremærket d. 26 april, fordi det var den dag, hun selv var blevet ejer af Beauty og dermed hesteejer for første gang.

Jeg er heller ikke absolut sikker på, at Beauty var blevet 41 i år, for Hannes forældre troede, de købte en 10 årig hoppe til deres, men smeden, der havde set en hest før, mente hun i hvert fald var over 20 år. Og så var hun med føl.

Sikkert er det, at Beauty var over 25, da jeg overtog hende og sikkert er det også, at hun efterlod et eftertrykkeligt mærke på min sjæl. Jeg sagde farvel til hende i 1997 og i dag er hun stadig ikke glemt, men det kan man nok slet ikke, når det drejer sig om ens første hest.

Måske bliver jeg nødt til at fortælle hendes historie en dag.

Nye glæder.

Jeg begynder at få en snigende mistanke om, at jeg har evner og muligheder, jeg helt havde overset.

.

I weekenden havde jeg gæster til middag for anden gang. Eller måske er gæster i virkeligheden et helt forkert ord, der var nemlig tale om 5 gode venner, som jeg har fået "sammenført" i helt anden anledning og det var anden gang, de var her.

.

I første omgang begik jeg et par klassiske fejl. Dengang var der tale om en tak for hjælpen middag og derfor gjorde jeg mig umage med menu-valget. Menuen skulle afspejle min værdsættelse af deres hjælp, da jeg skulle flytte og dét gav altså bagslag. For det første resulterede det i, at jeg stod i køkkenet i langt størstedelen af tiden, de var her og dels blev sværden på stegen primært gummiagtig. Så meget for at gøre sig umage. Det var jo slet ikke dét resultat, jeg havde ønsket at give dem.

.

I anden omgang havde jeg "bare" inviteret dem for selskabets skyld, for det var jo gået forrygende i første omgang og de havde alle fungeret rigtig godt sammen. Derfor havde jeg valgt menu efter, at langt det meste skulle kunne forberedes og så skulle det i det hele taget være enkelt og overskueligt, så jeg ikke bare var flad og udmattet allerede før, de kom.

.

Derfor har jeg det sidste stykke tid lavet en lille opskriftsamling, der er lavet med lige netop dét i tankerne: Lækker, let og nem mad til alle lejligheder. Jeg havde fået samlet mig en ukristeligt stor stak udklip med opskrifter fra forskellige blade, men fandt en dag på, at jeg da bare kunne tage billeder af opskrifterne med mit kamera, lægge dem på min pc og sortere dem i mapper, så jeg nemt og hurtigt kan finde yndlingsopskrifterne, når jeg lige står og mangler dem.

.

Det var en kæmpe hjælp, da jeg skulle sammensætte menuen, for der er jo kun opskrifter, jeg selv har valgt ud og som netop er nemme og enkle at gå til, så der var næsten for meget at vælge imellem. Det lykkedes nu ret hurtigt at begrænse mig til en hovedret og en dessert.

.

Det var lykkedes i ret stor grad at have alt så klar, som jeg ønskede det, inden de kom, men helt godt var det ikke. Der er plads til forbedring, når det drejer sig om at bedømme, hvor meget tid hver opgave vil tage. Alligevel tøver jeg ikke med at putte hele aftenen i kategorien "godt nok". Det var sjovt, hyggeligt og overkommeligt og og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg inviterer en håndfuld venner til middag.

.

Og næste gang er jeg garanteret endnu bedre til det!!

.

.

.

Den første "bøg" springer ud.

For en lille uge siden, var jeg ud og gå tur i min nærliggende skov. Mens jeg gik derude, fandt jeg nogle afsavede grene i forskellig størrelse og jeg fik lyst til at tage nogen med hjem, så jeg søgte mig nogle ud, der så fine og regelmæssige ud.

Da jeg kom hjem satte jeg dem i vand og så gik jeg ellers og ventede og håbede, at de ville springe ud og ikke bare vise sig at være helt døde.

I går - 5 dage efter min tur i skoven - var jeg meget, meget tæt på at give op og smide grenene ud, men i dag er jeg glad for, at jeg ikke gjorde dét, for "min bøg" er jo lige ved at springe ud nu.

I morgen er der garanteret flere knopper, der er gennembrudt og bladene vil være ved at folde sig ud.

Se lige her:

Mens jeg sidder og nyder synet af dem, kan jeg så reflektere lidt over, hvordan det kan være, sådan nogle småting kan forårsage så stor glæde.

Brusebadsboller.

Jeg har det sådan med hjemmebagt brød, at jeg elsker at spise det, men når der skal bages, står jeg af. Jeg HADER at ælte dej! Inderligt!

Derfor elsker jeg denne opskrift, som er noget af det nemmeste, man kan forestille sig og om ikke kræver dej på fingrende overhovedet.

Du skal bruge

5 g gær

1 ts salt

1 ts sukker

½ l vand

6 dl havregryn

2-4 dl. mel.

Start med at smuldre gæren i en skål og tilsæt sukker og salt, rør til gæren er opløst og tilsæt vandet og havregrynene. Rør til det er godt blandet. Tilsæt derefte det mel, du ønsker. Jo lindere en dej, des fladere og fugtigere boller.

Personligt foretrækker jeg den lidt tyndere udgave, der egner sig gevaldigt til sandwiches.

Læg film over skålen og sæt den i køleskab natten over.

Næste dag sætter du bollerne på bagepapir med et par skeer og bager den ved 200 g i ca. 25 minutter.

Venlig hilsen den dovne kok.

Mod lysere tider takker af.

Det har på det seneste været mere og mere tydeligt i mig og for mig, at jeg er vokset fra min blog: Da jeg startede den, stod jeg midt i et dybt hul med job, der ikke var nok, en bolig, der var pinefuldt utilstrækkelig og med tabet af ham, jeg troede var mit livs kærlighed. Dengang virkede titlen "Mod lysere tider" helt klart positivt, men det var dengang. I dag er tiderne jo meget lysere set med mine briller, selv om jeg gladeligt står ved, at der er aspekter, der langtfra er optimale.

Alligevel giver hverken titlen eller min tanke med bloggen mening for mig. Nu virker det bare småtrist og uaktuelt. Ideen med at skrive om min rejse gennem en kærestesorg og lave en "rejsedagbog" over, hvordan man finder tilbage til lyset og lykken igen er også lidt passe for mig. Det er i store træk noget helt andet, der kommer ud af mit tastatur her, så jeg har valgt at skifte kurs.

Der vil stadig komme poster om, hvordan man kommer helskindet igennem kærestesorgen. Både om processen og om værktøjer, jeg skal bare have dem så meget på afstand, at jeg klart kan se vejen. Dér er jeg ikke endnu, så det må vente.

Det, jeg har i mig nu og som jeg fortsat gerne deler er en sjov blanding af refleksioner, billeder, jeg selv har taget, opskrifter på livskvalitet og nydelsen uden på måder, der ikke tager en krig, men kan passes ind i en - travl - hverdag. Mad, bøger, oplevelser, minder og hvad jeg ellers lige kommer på.

Målet er at få det hele, når det gælder nydelse og livskvalitet med kun den halve indsats.

Hæng bare på, det skal nok blive sjovt.

ABC i ord og billeder: B som blomst

I dag er Petunias ABC nået til bogstavet B, der med det samme fik mig til at tænke på blomster. Blomster med duft og blomster uden, vilde blomster og fremdyrkede blomster, forårs- og sommerblomster.

Her følger en håndfuld af nogle af mine bedste blomsterbilleder og også af et par buketter.

Du kan se flere bud på bogsstavet B her

Meet Mr. Jingle.

For nogle få dage siden postede jeg et foto af denne lille flødebolle, jeg fangede ude på en solbeskinnet skråning i skoven. Men jeg bearbejdede billedet kom jeg til at tænke på Mr. Jingle, som den daværende kæreste og jeg døbte ham. I dag får du historien om ham.

For snart et par år siden, mens jeg boede i Sønderborg, havde vi tilbragt en aften med at se filmen "Den Grønne Mil". I filmen er der en fængselsmus, der tilsyneladende er blevet udødeliggjort .... jeg kan ikke lige komme på, om det er vha. strøm fra den elektriske stol eller om det er gift eller hvad.. og musen, der er tam hedder Mr. Jingle.

Efter filmen var slut, gik jeg i køkkenet med resterne af det snask, vi havde hygget os med og åbnede døren til skraldespanden, der hang på skabsdøren under vasken. Med det samme fangede mit blik en bevægelse, og i første omgang troede jeg, jeg havde tabt noget ud af skraldespanden. Det havde jeg ikke. I hjørnet af mit køkken sad en bette mus, der åbenlyst - at dømme efter alt det rod, der var omkring og under skraldeposen og det efterladte mussepøller - havde været i gang med at beværte sig selv med hvad, han havde fundet af brugbare rester i posen.

Nu har jeg jo en Ph.D. i indfangning af levende mus takket være Müsli, så jeg tog det i første omgang roligt. Jeg fik bare ret effektivt lukket dørene ind til stue og bad og barrikaderet døren indtil soveværelset. Døren kunne ikke lukkes helt, fordi værelset var så småt, at sengen ragede forbi dørkarmen. Kæresten fik godt med af den måde døren blev lukket på, at der var et eller andet under opsejling. Han sluttede sig til mig og sammen gik vi på musejagt. Og hold da fest, vi fik lov at jage. Den overgav sig ikke frivilligt og da ingen af os havde hverken sindelag eller hjerte til at sætte dens livs på spil, var vi 3 på dét hold. Det vidste musen bare ikke. Den kunne godt nok sno sig og hoppe. Er I klar over, hvor højt sådan en lille nyfodret tyksak kan springe???

Højt! Meget højt, kan jeg fortælle.

Ved I så, hvor kreativt et par tobenede kan tænke ved tanken om at have sådan et bette kræ til at fise rundt og bide i alting???

Kreativt. Meget kreativt! Faktisk lige så kreativt som musen kan springe højt gange 1.2. Vi havde besluttet, at sejren var vores og vi var to, så det lykkedes på et tidspunkt at trænge den op i et hjørne, hvor der stod en masse sko og i et fiffigt øjeblik så musen sin chance for at smutte i, hvad den måske har troet var et musehul.

I virkeligheden var det Karins ene træsko. Den blev lynhurtigt samlet op og båren udenfor, hvor musen fik en let rystetur til den gav slip og faldt ud og stak af. Vi blev helt naturligt enige om, at det måtte være Mr. Jingle siden den dukkede op i min skraldespand lige da den gjorde.

Den grønne Mil kan du læse mere om her. Den kan varmt anbefales.

For et par år siden blev jeg af nogle venner gjort opmærksom på denne bog af Florence Littauer. Det var en bog, der kom til at sætte spor for mig, for den gav mig nogle gevaldige aha-øjeblikke og en langt bedre forståelse for, hvorfor jeg aldrig rigtig kom ud af stedet, men lod til at køre fast igen og igen.

Da jeg tog testen i bogen for at finde ud af, hvordan mine egne temperamenter var sammensat, fandt jeg ud af, at jeg faktisk har to, der er næsten lige store og de er samtidigt diametrale modsætninger. En avanceret form for to i én løsning, jeg havde bakset med i årevis.

Da jeg nu kunne se, hvorfor og hvor det så tit gik galt, var det også meget nemmere at finde frem til nogle løsninger, der kunne bruges, så jeg ikke altid havnede i clinch med mig selv og så jeg bevidst kunne vælge, hvornår jeg ville bruge hvilke styrker.

Bogen er i øvrigt rigtig god til også at få forståelse for de andre "personlighedstyper", der findes.

Der ligger en kort gennemgang (på engelsk) af bogen her.

Og her ligger en test, hvis man vil vide, hvilke "typer", man selv falder ind under.