Nøj, jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så god en dag og jeg kan stort set ikke huske, hvad jeg har lavet i dag. Men nu prøver jeg alligevel.
Det, der ubetinget har fyldt mest i min bevidsthed i dag er, at jeg har fået løn og betalt husleje -jeg har fået en 'mani' med at overføre den så snart lønnen går ind, så dét i hvert fald er på plads. En ting er at måtte gå småsulten i seng, men det er et væsentligt lyspunkt at have tag over både hoved og seng. De øvrige regninger blev betalt i samme 'postgang', da det var gjort, var der stadig så mange penge på kontoen, at jeg åbenlyst skal have mad hver dag i denne måned og jeg kan endda skrue kraftigt ned for stivelsen, der ellers har båret igennem i denne måned. Som om, det ikke var nok, vil der være overskud nok til, at jeg kan gemme lidt, hvis nu maj bliver lige så mager på vagter - og dermed indtægter - som den var sidste år og der stadig ikke er dukket et fornuftigt supplement op. Men det er faktisk ikke det hele... i dag var der også brev fra kommunen om, at jeg er blevet tildelt boligsikring på ca. 750 kr, så pengene vælter bare ind.
April er ikke noget problem, jeg ved allerede, at vi har så meget at lave i den måned, at Norstat er i gang med en ansættelsesrunde og vi skal til at lave face 2 face undersøgelser i dagtimerne en del af tiden, så det kursus i januar var en super investering 3 lønnede timer.
Jeg er glad, glad, glad..... og måske også en anelse begejstret. Og lettet. Og måske lidt overgearet. Men i hvert fald glad!!
Formiddagen herhjemme er gået med tøjvask og lidt læsning og før telefonvagten, var der lige en gang supermarkedsspionage, der skulle håndteres. Det er det blevet, så det timetallet til udbetaling i april er allerede helt fornuftigt.
I morgen skal jeg sydpå og hygge med min mor. Det er længe siden, jeg har været der og jeg glæder mig, men der vil næppe blive blogget så meget i morgen af samme grund.
God weekend til jer alle.
fredag, februar 26
Et specielt tilbud
Jeg fik et 'specielt tilbud' i dag, da jeg gik på nettet. En pop-up ville lige minde mig om, at mit anti-virus-program snart udløb og skulle fornyes. Jeg klikkede videre for at hente den gratis version, men blev lige holdt tilbage af denne side, der indeholdet et tilbud om, at jeg kunne få deres 'essentielle beskyttelse og spare 0%'.
Se dét er jo alligevel noget...... vel??
Og så kunne jeg godt lide deres opfordring "før du downloader, så overvej dette tilbud og få - få???? - AVG Anti-Virus 9.0 for endnu endnu mindre....
Men det var jo den gratis version, jeg var ude efter. Hvordan kan en version til Eur 33,95 inkl en rabat på 0% være 'even less'??
Se dét er jo alligevel noget...... vel??
Og så kunne jeg godt lide deres opfordring "før du downloader, så overvej dette tilbud og få - få???? - AVG Anti-Virus 9.0 for endnu endnu mindre....
Men det var jo den gratis version, jeg var ude efter. Hvordan kan en version til Eur 33,95 inkl en rabat på 0% være 'even less'??
ABC i ord og billeder.
Abctema er nu nået til W.
Www gør mig også klogere ikke kun gennem de blogs og dermed de liv og livserfaringer jeg får indblik i, men også gennem de bøger, jeg køber her, som jeg ellers havde måttet betale helt andre priser for, hvis jeg overhovedet havde kunnet få dem. Dertil kommer, at jeg kan lære nyt, jeg ikke vidste. I dag har jeg f.eks. lært, hvordan jeg lægger mine bukser op uden symaskine. Og så var det ved hjælp af internettet, jeg fandt det værktøj, der hjalp mig til at skabe ro og orden i mit hjem. Det er jeg slet ikke færdig med at være taknemmelig for endnu. Men det er ikke alt, jeg bruger nemlig også www, når jeg skal finde en opskrift og her er det suverænt, for jeg kan se af den feedback, opskrifterne har fået, hvad der duer og hvad ikke, før jeg selv har prøvet dem af.
Når vi snakker om feedback og www, så har jeg også kunnet finde både min pc og mit kamera online og ved hjælp af de sider, der findes med bedømmelser af både produkter og 'butikker' og ved hjælp af de prisoversigter, jeg har fundet, er det lykkedes mig at spare rigtig mange penge, jeg fik det hele leveret til døren og for at det ikke skal være løgn, så har jeg fået en super behandling. Havde jeg skullet ud i butikkerne uden først at have haft muligheden for 'online research', havde jeg nok været i gang med overspringshandlingerne og var ikke kommet ud af stedet.
Mit W vil dreje sig om noget efterhånden uundværligt i livet: World Wide Web. Jeg kan såmænd godt klare mig uden i et par dage eller to, men det kan ikke nægtes, at det er og bliver centralt for mig: Det er måden, jeg holder forbindelsen med en stor del af familien. Her kan vi chatte, tale sammen, skrive sammen, dele fotos med hinanden, rejsedagbogen har været en god ting for os alle, men uden www havde jeg ikke kunnet dele den på samme måde og uden www havde den heller ikke kunnet lade sig gøre, for jeg ville ikke have haft adgang til alle min søsters og min datters billeder og havde derfor ikke kunnet illustrere den med fotos fra turen. Mens datteren var i Moskva i 4 måneder, havde jeg også mulighed for at tage del i hendes oplevelser via hendes bog. En væsentlig del af min vennekreds har jeg fået kontakt med på www og mange gamle venner og bekendte er blevet genfundet her.Tidligere har jeg også mødt en mand, som jeg kom til at dele flere år med og som i dag er en god ven. Oveni den gave, fik jeg to unge venner på hhv. 6 og 10, som beriger mig i stor stil.
Billederne i denne blog er af ting, jeg har købt på f.eks. eBay, som jeg er meget glad for. Det gælder både eBay, der jo har et enormt udvalg og de ting, jeg har fundet, for jeg har et meget bedre udvalg af farver og materialer end jeg ville have i en almindelig dansk butik. Her har jeg også den fordel, at jeg i forvejen kan drage nytte af den erfaring andre kunder har gjort sig, hvis noget skulle gå galt. Dét er en viden, der er god at have.
Www gør mig også klogere ikke kun gennem de blogs og dermed de liv og livserfaringer jeg får indblik i, men også gennem de bøger, jeg køber her, som jeg ellers havde måttet betale helt andre priser for, hvis jeg overhovedet havde kunnet få dem. Dertil kommer, at jeg kan lære nyt, jeg ikke vidste. I dag har jeg f.eks. lært, hvordan jeg lægger mine bukser op uden symaskine. Og så var det ved hjælp af internettet, jeg fandt det værktøj, der hjalp mig til at skabe ro og orden i mit hjem. Det er jeg slet ikke færdig med at være taknemmelig for endnu. Men det er ikke alt, jeg bruger nemlig også www, når jeg skal finde en opskrift og her er det suverænt, for jeg kan se af den feedback, opskrifterne har fået, hvad der duer og hvad ikke, før jeg selv har prøvet dem af.
Når vi snakker om feedback og www, så har jeg også kunnet finde både min pc og mit kamera online og ved hjælp af de sider, der findes med bedømmelser af både produkter og 'butikker' og ved hjælp af de prisoversigter, jeg har fundet, er det lykkedes mig at spare rigtig mange penge, jeg fik det hele leveret til døren og for at det ikke skal være løgn, så har jeg fået en super behandling. Havde jeg skullet ud i butikkerne uden først at have haft muligheden for 'online research', havde jeg nok været i gang med overspringshandlingerne og var ikke kommet ud af stedet.
I skrivende stund sidder jeg her og hygger og på grund af www har jeg kunnet deltage i denne blogleg og på grund af www kan alle dem, der har lyst, læse og evt. kommentere mine tanker lige så længe, jeg lader bloggen ligge her i cyberspace.
torsdag, februar 25
Forårsfornemmelser III
Hvis der ikke er andet, der kan drive forårsfornemmelserne frem, så skal jeg da love for, at regnen og disen, der har omfavnet området her, kan. Jeg hører brok på mit sædvanlige internetforum og ser fotos af landsdele, der har fået endnu et lag sne, men her har det tøet i dag og da jeg skulle afsted på arbejde, begyndte det at regne. Det må det have gjort størstedelen af den tid, jeg har været på telefonen, for da jeg kom ud, var snedriverne blevet noget mere ulækre at se på på grund af al det sand, grus og andet, der ligger fanget i det og som nu samles som en skorpe ovenpå, mens sne og is smelter og siver væk. Ikke verdens kønneste syn set med æstetikerens briller, men mine lysegrønne forårsbriller kan nemt værdsætte synet.
Energien er også i tiltagende, så formiddagen gik med at læse Alexandra Fuller færdig, mens jeg samtidig vaskede tøj og tog mig kærligt af køkkenet, der var tæt på at kunne erklæres i undtagelsestilstand. Der var ikke andet at gøre end at lægge nogle bluser i blød, tage noget opvaske, skylle nogle af bluserne op og tage noget mere opvask. Derefter var det tid til at skylde endnu en håndfuld bluser op, før jeg tog mig af endnu en luns af køkkenet, så nu hænger der noget, der ligner en maskinfuld bluser til tørre, køkkenet ser civiliseret ud og jeg ligner én, der er så imponeret over eget værk, at jeg godt kunne være lidt ulidelig at være i stue med.
Skindet bedrager. 110%
Og så oplever jeg noget nyt og for mig uprøvet for tiden: Jeg har cravings, der vil noget: trangen til salt, stivelse og fedt er større end nogensinde før, så der er noget dér, der skal kigges nærmere på. Jeg aner bare ikke, hvad det er endnu. Jeg er bare ret sikker på, at det er noget, der kræver opmærksomhed, arbejde og mere opmærksomhed.
Jeg har også besluttet mig for, at jeg skal forbi folkeskolen i løbet af de næste måneder. Jeg har hverken lyst eller trang, men jeg føler mig overbevist om, at jeg er nødt til at finde ud af, om jeg duer som lærervikar. Om jeg kan eller ej. Derfor ligger alle bøger om Classroom Management fremme og skal læses, så jeg i det mindste kan holde styr på lopperne, men hvor jeg snildt kan koncenterere mig i timevis, når jeg læser romaner, kan jeg ikke holde fokus i den tid, det tager at læse 1½ linie i lige de bøger.
Det bliver med sikkerhed ikke et kedeligt forår!!
Energien er også i tiltagende, så formiddagen gik med at læse Alexandra Fuller færdig, mens jeg samtidig vaskede tøj og tog mig kærligt af køkkenet, der var tæt på at kunne erklæres i undtagelsestilstand. Der var ikke andet at gøre end at lægge nogle bluser i blød, tage noget opvaske, skylle nogle af bluserne op og tage noget mere opvask. Derefter var det tid til at skylde endnu en håndfuld bluser op, før jeg tog mig af endnu en luns af køkkenet, så nu hænger der noget, der ligner en maskinfuld bluser til tørre, køkkenet ser civiliseret ud og jeg ligner én, der er så imponeret over eget værk, at jeg godt kunne være lidt ulidelig at være i stue med.
Skindet bedrager. 110%
Og så oplever jeg noget nyt og for mig uprøvet for tiden: Jeg har cravings, der vil noget: trangen til salt, stivelse og fedt er større end nogensinde før, så der er noget dér, der skal kigges nærmere på. Jeg aner bare ikke, hvad det er endnu. Jeg er bare ret sikker på, at det er noget, der kræver opmærksomhed, arbejde og mere opmærksomhed.
Jeg har også besluttet mig for, at jeg skal forbi folkeskolen i løbet af de næste måneder. Jeg har hverken lyst eller trang, men jeg føler mig overbevist om, at jeg er nødt til at finde ud af, om jeg duer som lærervikar. Om jeg kan eller ej. Derfor ligger alle bøger om Classroom Management fremme og skal læses, så jeg i det mindste kan holde styr på lopperne, men hvor jeg snildt kan koncenterere mig i timevis, når jeg læser romaner, kan jeg ikke holde fokus i den tid, det tager at læse 1½ linie i lige de bøger.
Det bliver med sikkerhed ikke et kedeligt forår!!
Alexandra Fuller: Don't Lets Go To The Dogs Tonight
På dansk: "Lad os ikke gå i hundende i aften".
Bogen handler - som undertitlen angiver - om Alexandras afrikanske barndom og måske er det grunden til, at jeg har syltet den i nogle år. Der er grænser for, hvor rosenrødt dét kan have været. Jeg købte den som en del af et 3 for 2's pris tilbud i England og tog den med, fordi Oprah havde anbefalet bogen på sin hjemmeside og i et show.
Det plejer at betyde, bogen ikke er helt umulig. Alligevel har der til nu hele tiden været en bog, jeg hellere ville læse. Jeg er slet ikke i tvivl om, at denne bog vil blive genlæst, den har været en oplevelse, der oversteg mine forventninger, for ih, hvor kan hun fortælle, så jeg har følt mig hensat til Afrikas hede og til fattigdommen, hun er vokset op i, til insekterne, de vilde dyr og til sorgen og desperationen ved tabet af to børn - hendes søskende - og moderens periodiske mentale sygdomsperioder og tilflugt i alkohol.
Faktisk har bogen ind i mellem givet mig en mistanke om, at jeg måske ikke ville kunne læse den til ende, hvis kriserne og trængslerne fortsatte sådan bogen igennem. Allerede en trediedel inde i bogen, måtte jeg holde pause og skimme sidste kapitel for lige at være på den sikre side. Kriser, traumer og lignende er en del af ethvert liv, jeg synes bare, jeg får mit behov dækket gennem egne oplevelser i fuldt ud tilstrækkelig grad, så jeg har som minimumskrav til bøger i kategorien 'hyggelæsning', at de skal ende godt. Hvis ikke der kommer en eller anden form for forløsning til slut, så bliver bogen droppet med det samme.
Her er der nu ikke tvivl i mit sind, denne bog ryger tilbage i reolen, for den skal genlæses og finder jeg et fint hardback eksemplar med en god papirkvalitet en dag, tager jeg det nok med hjem. Denne bog vil blive genlæst!!
onsdag, februar 24
Forårsfornemmelser IIa
Jeg har fuldført min spionopgave i det lokale supermarked. På vejen derhen var jeg så glad. Glad, glad, glad, for jeg blev opmærksom på, mens jeg travede afsted, at jeg for første gang i længere tid, end jeg har lyst til at huske på, havde reel kontakt mellem mine støvlesåler og fortovet. Ingen is, ingen sne, ingen grus, salt eller andet. Reel visuel kontakt med fortovets fliser. Bliver det meget bedre end dét??
I supermarkedet luskede jeg rundt, talte asiatiske produkter, kunder, der kiggede og kunder, der også købte noget asiatisk med hjem og lige dér klos op ad hylden med de varer, jeg skulle fokusere på, stod en køledisk med flanksteak på tilbud. Og de så godt ud. Jeg ved jo godt, at jeg egenhændigt ødelægger økobalancen, skaber globalt drivhus og på anden vis er en bisse, men rødt oksekød?? Nogen burde vide bedre end at placere den slags inden for min synsvidde, når det når en prisklasse, jeg næsten har råd til. I morgen var der planlagt venindebesøg, men efter, jeg havde købt ind til frokost, var hun nødt til at melde afbud, så nu står jeg helt alene med et stort reelt stykke kød og må klare mig selv.....
Uh, det bliver godt.
Ikke mindst fordi veninden kommer en anden dag i stedet...... men da ville kødet jo desværre være blevet dårligt, hvis jeg gemte det... Jeg må hellere se at få det spist i snarest.
Telefoninterviews'ne gik også fint. Undersøgelsen, jeg sad på, var for EU-komissionen, så den var rigtig god, men det sidste interview, jeg nåede var ærlig talt lidt spøjst: Damen præsenterede sig som 'Edith' og lød også sådan som min farmor (der også hed Edith) sikkert havde gjort, hvis hun havde levet. Dét kom lige bag på mig, for umiddelbart havde jeg en følelse af at have hende i røret, selv om det i år er 10 år siden, hun døde.
Har jeg husket at prale med, at jeg nåede at gennemsortere og lave nye mapper til mine digitale fotografier fra skov og natur?? Hvis jeg har glemt at prale bare lidt med det, så gør jeg det nu... og jeg har også vasket tøj og gjort rent på badeværelset.. Jeg er ikke færdig, men jeg er rigtig godt i gang.
*pudseglorieikon*
I supermarkedet luskede jeg rundt, talte asiatiske produkter, kunder, der kiggede og kunder, der også købte noget asiatisk med hjem og lige dér klos op ad hylden med de varer, jeg skulle fokusere på, stod en køledisk med flanksteak på tilbud. Og de så godt ud. Jeg ved jo godt, at jeg egenhændigt ødelægger økobalancen, skaber globalt drivhus og på anden vis er en bisse, men rødt oksekød?? Nogen burde vide bedre end at placere den slags inden for min synsvidde, når det når en prisklasse, jeg næsten har råd til. I morgen var der planlagt venindebesøg, men efter, jeg havde købt ind til frokost, var hun nødt til at melde afbud, så nu står jeg helt alene med et stort reelt stykke kød og må klare mig selv.....
Uh, det bliver godt.
Ikke mindst fordi veninden kommer en anden dag i stedet...... men da ville kødet jo desværre være blevet dårligt, hvis jeg gemte det... Jeg må hellere se at få det spist i snarest.
Telefoninterviews'ne gik også fint. Undersøgelsen, jeg sad på, var for EU-komissionen, så den var rigtig god, men det sidste interview, jeg nåede var ærlig talt lidt spøjst: Damen præsenterede sig som 'Edith' og lød også sådan som min farmor (der også hed Edith) sikkert havde gjort, hvis hun havde levet. Dét kom lige bag på mig, for umiddelbart havde jeg en følelse af at have hende i røret, selv om det i år er 10 år siden, hun døde.
Har jeg husket at prale med, at jeg nåede at gennemsortere og lave nye mapper til mine digitale fotografier fra skov og natur?? Hvis jeg har glemt at prale bare lidt med det, så gør jeg det nu... og jeg har også vasket tøj og gjort rent på badeværelset.. Jeg er ikke færdig, men jeg er rigtig godt i gang.
*pudseglorieikon*
Forårsfornemmelser II
Egentlig var min tanke - nogen egentlig plan kan man næppe kalde det - at jeg skulle være fortsætte at sortere nogle flere af mine fotos i dag. Hele mappen med naturfotos er en stor rodebutik, men jeg fornemmer på mine 'biorytmer' - og jeg har også taget varsel både undertøjs- og bluseskuffen, som andre tager varsler af hønseindvolde fra en nyslagtet offerhøne - og jeg er nået frem til, at det rent faktisk er en god dag at se lidt nærmere på både badeværelset, der er ved at drukne i vasketøj, og på vasketøjet, der jo altså glimrer ved sit fravær i skufferne, hvor jeg normalt henter rene forsyninger.
Udfordringen her på adressen er, at jeg ikke har nogen vaskemaskine, der er godt nok et møntvaskeri nede i byen og jeg har også kigget nærmere på det, men dét var ikke befordrende for motivationen til at benytte mig af det. Hverken priserne, lokaliteterne eller det faktum, at der uddeles et vaskepulver, der med garanti ikke kan måle sig med det, jeg bruger, vil gøre mig til stamkunde dér, så planen lige nu er, at badeværelset skal have en kærlig hånd i form af en oprydning/afvaskning og så skal bluser og undertøj vaskes i hånden. I weekenden skal jeg besøge mor, så måske kunne man låne en vaskemaskine til noget af det, der ikke kan vaskes i hånden.....
Ind i mellem har jeg tænkt mig at lave lidt andre småting, for jeg har opdaget, at tiden går meget hurtigere, hvis jeg bryder arbejdet op: F.eks. 15 minutters rengøring, 15 minutters tøjvask, 15 minutters hyggelæsning. Det kan jeg faktisk få mange timer til at gå med uden at lægge mærke til, at tiden går og jeg når en hulens masse. Og det endda på trods af, at jeg bruger en del tid på at beundre mit værk og mine fremskridt, mens jeg klapper mig selv energisk på skulderen.
Selvrost er og bliver velrost.
Senere skal jeg på spiontogt i et nærliggende supermarked som en ekstraopgave, jeg fik på Norstat: Vi skal lave en face 2 face undersøgelse om asiatiske varer og før, vi stiller op med en eller flere interviewere i flere timer i de udvalgte butikker, smutter jeg lige ud i de udvalgte butikker og 'hænger ud' i en halv times tid, mens jeg tæller, hvor mange, der kommer forbi den varegruppe, vi er interesserede i. Vi skal jo lige have tjekket, om der overhovedet er traffik i en grad, så vi kan få de fornødne interviews. Anderledes og med sikkerhed overkommeligt.
Udfordringen her på adressen er, at jeg ikke har nogen vaskemaskine, der er godt nok et møntvaskeri nede i byen og jeg har også kigget nærmere på det, men dét var ikke befordrende for motivationen til at benytte mig af det. Hverken priserne, lokaliteterne eller det faktum, at der uddeles et vaskepulver, der med garanti ikke kan måle sig med det, jeg bruger, vil gøre mig til stamkunde dér, så planen lige nu er, at badeværelset skal have en kærlig hånd i form af en oprydning/afvaskning og så skal bluser og undertøj vaskes i hånden. I weekenden skal jeg besøge mor, så måske kunne man låne en vaskemaskine til noget af det, der ikke kan vaskes i hånden.....
Ind i mellem har jeg tænkt mig at lave lidt andre småting, for jeg har opdaget, at tiden går meget hurtigere, hvis jeg bryder arbejdet op: F.eks. 15 minutters rengøring, 15 minutters tøjvask, 15 minutters hyggelæsning. Det kan jeg faktisk få mange timer til at gå med uden at lægge mærke til, at tiden går og jeg når en hulens masse. Og det endda på trods af, at jeg bruger en del tid på at beundre mit værk og mine fremskridt, mens jeg klapper mig selv energisk på skulderen.
Selvrost er og bliver velrost.
Senere skal jeg på spiontogt i et nærliggende supermarked som en ekstraopgave, jeg fik på Norstat: Vi skal lave en face 2 face undersøgelse om asiatiske varer og før, vi stiller op med en eller flere interviewere i flere timer i de udvalgte butikker, smutter jeg lige ud i de udvalgte butikker og 'hænger ud' i en halv times tid, mens jeg tæller, hvor mange, der kommer forbi den varegruppe, vi er interesserede i. Vi skal jo lige have tjekket, om der overhovedet er traffik i en grad, så vi kan få de fornødne interviews. Anderledes og med sikkerhed overkommeligt.
tirsdag, februar 23
Mireille Guillano: Franske kvinder bliver ikke fede
Jeg indrømmer det gerne, der skal mere end meget til at få mig til i begejstring at omtale en bog om en 'slankekur'. Jeg lever for at spise og det bliver aldrig anderledes. Samtidig har jeg en total afsmag for alt, der smager af eller minder 'light' eller enhver anden form for ersatz-løsning. Flødeskum skal laves af fløde, mayonnaise - hvor det skal bruges - skal være lavet efter en god opskrift og indeholder dermed både olie og æggeblommer, hvis jeg skal kunne tage det alvorligt.
Netop derfor fangede denne bog min opmærksomhed. Den er simpelthen præget af sund fornuft og enkelhed i en grad, så man - jeg - slår sig/mig for panden over ikke at have indset guldkornene for længst. Heldigvis var jeg ikke nødt til at opfinde den dybe tallerken helt selv, så havde vi alle måttet vente i en rum tid endnu.
Hovedtanken i denne bog er, at det ikke er det, du spiser, når du er ude eller ved særlige lejligheder, der tynger dig, det er alt det andet, vi når at spise uden at lægge mærke til det undervejs og så er bogen en gedigen blanding af lækre opskrifter lavet af gode, ærlige råvarer hver og en blandet med nogle rigtig gode retningslinier at leve ud fra. Forfatteren slår til lyd for, at når vi spiser f.eks. et stykke gudeskøn kage, så skal den nydes med alle sanser. Hver mundfuld skal opleves og værdsættes og så stopper du bare med at spise mere, når du registrerer, at det ikke længere smager så godt som de første mundfulde. Med den mere bevidste måde at spise på, får man nemlig langt færre kalorier, for dels kan man ikke spise f.eks. en hel pose chips/slik på den måde, efter en håndfuld har man allerede en oplevelse af, at det er ok, jeg har ikke behov for flere og dels smager de chips/det slik, man spiser faktisk meget, meget bedre, for man når at smage dem på en helt anden bevidst måde end når det bare bliver kværnet, mens man ser tv eller har opmærksomheden et andet sted.
Med bogen får man et helt andet syn på råvarer, på det gode i at spise siddende ved et dækket bord og uden tv, radio eller anden støjkulisse som baggrund og på nydelse i det hele taget.
Jeg giver den mine varmeste anbefalinger og er selv i gang med at læse den for 2. gang... eller også er det 3. gang.
Forårsfornemmelser
Uh jo, den er god nok. I søndags, da jeg gik hjem fra arbejde, ramte solens stråler min kind og så var det, jeg lagde mærke til, at noget var anderledes: Den varmede mig og dét gjorde mig glad. Jeg har altid været glad for vinter, når der er sne og is, men jeg erkender, at jeg i år har fået lov at nå min mætningsgrænse for alt, der har med frossent vand at gøre.
Jeg kan nu også mærke foråret på en anden måde: Jeg er klar til forårsudmugningen. Det centrale for mig er ikke nær så meget selve rengøringen, det er jo ikke den, der tager min tid, det er sorteringen og kassering af alt det, der har samlet sig og som jeg reelt set hverken har glæde eller gavn af. Det begyndte langsomt at trænge sig på, da jeg lavede bloggen om junglebogen og skulle bruge et foto, jeg vidste, jeg havde af min far med min datter - da hun var baby - på knæet. Jeg kunne ikke finde det og måtte tilsidst opgive.
Jeg HADER den slags. Jeg ved jo det er her og min tid og min tålmodighed er slet ikke til den slags forgæves forsøg. Ting skal være hurtige og nemme at finde og de skal være lige så nemme at lægge på plads igen, for jeg gider heller ikke systemer, der tager en krig at vedligeholde. Jeg er sikker på, at Gud havde andet og mere i tankerne, da han satte mig på jorden end, at jeg skulle rydde op efter mig selv. Ikke at der så skal være andre, der tager sig af det rod, jeg efterlader. Rod skal bare elimineres, så vi kan bruge vores dyrebare liv på sjov, ballade og andet gavnligt.
Ergo skal der bringes orden i mine billeder og ved et tilfælde, var det altså de digitale billeder, der kom først. Jeg havde tænkt mig at rydde op på min pc, hvor der efterhånden har lagret sig en del forskelligt i et totalt tilfældigt 'system'. Da jeg nu alligevel havde fat i det, kunne jeg lige fylde min familie- og naturfotos over på min usb-stick til den slags, men der kunne bare ikke være mere på den, så bordet fangede... udmugning og lugning var vejen frem. Specielt familiebillederne har være en pest, for jeg havde lagt kopier og mapper med kopier stort set overalt - det er den slags, der sker for mig, når jeg ikke i forvejen har sat mig ned og overvejet en logisk og overskuelig mappestruktur, så det måtte jeg i gang med. Nu er den heldigvis færdig og jeg kan mærke den fysiske lettelse, det er at vide, at jeg ved, hvor jeg har hvad og at jeg med lethed kan finde det frem på kort tid, ligesom jeg med lethed kan gemme nye fotos, for nu er der et system, der gør det nemt at udbygge vedligeholde fremover.
Her er en oversigt over resultatet:
Jeg kan nu også mærke foråret på en anden måde: Jeg er klar til forårsudmugningen. Det centrale for mig er ikke nær så meget selve rengøringen, det er jo ikke den, der tager min tid, det er sorteringen og kassering af alt det, der har samlet sig og som jeg reelt set hverken har glæde eller gavn af. Det begyndte langsomt at trænge sig på, da jeg lavede bloggen om junglebogen og skulle bruge et foto, jeg vidste, jeg havde af min far med min datter - da hun var baby - på knæet. Jeg kunne ikke finde det og måtte tilsidst opgive.
Jeg HADER den slags. Jeg ved jo det er her og min tid og min tålmodighed er slet ikke til den slags forgæves forsøg. Ting skal være hurtige og nemme at finde og de skal være lige så nemme at lægge på plads igen, for jeg gider heller ikke systemer, der tager en krig at vedligeholde. Jeg er sikker på, at Gud havde andet og mere i tankerne, da han satte mig på jorden end, at jeg skulle rydde op efter mig selv. Ikke at der så skal være andre, der tager sig af det rod, jeg efterlader. Rod skal bare elimineres, så vi kan bruge vores dyrebare liv på sjov, ballade og andet gavnligt.
Ergo skal der bringes orden i mine billeder og ved et tilfælde, var det altså de digitale billeder, der kom først. Jeg havde tænkt mig at rydde op på min pc, hvor der efterhånden har lagret sig en del forskelligt i et totalt tilfældigt 'system'. Da jeg nu alligevel havde fat i det, kunne jeg lige fylde min familie- og naturfotos over på min usb-stick til den slags, men der kunne bare ikke være mere på den, så bordet fangede... udmugning og lugning var vejen frem. Specielt familiebillederne har være en pest, for jeg havde lagt kopier og mapper med kopier stort set overalt - det er den slags, der sker for mig, når jeg ikke i forvejen har sat mig ned og overvejet en logisk og overskuelig mappestruktur, så det måtte jeg i gang med. Nu er den heldigvis færdig og jeg kan mærke den fysiske lettelse, det er at vide, at jeg ved, hvor jeg har hvad og at jeg med lethed kan finde det frem på kort tid, ligesom jeg med lethed kan gemme nye fotos, for nu er der et system, der gør det nemt at udbygge vedligeholde fremover.
Her er en oversigt over resultatet:
Nu er jeg parat til at gå i krig med de fysiske billeder og pludselig dukker det fotos, der satte lavinen i gang, frem af tågerne.
mandag, februar 22
Mandagstema: Sporty
Denne uges mandagstema fik mig godt nok på arbejde, for jeg er ikke umiddelbart nogen ret sporty type. Jeg kom nu hurtigt i tanker om min sporty veninde her, som jeg desværre har måttet undvære de sidste 7 år.
Som I sikkert kan se af billederne, var hun en dame med energi, livsgnist i sjælden grad og et temperament, der heller ikke lod nogen noget efter.
Her har jeg haft min tapre, hesteangste mor med på stranden for at tage billeder af os. Billeder, jeg i dag er meget, meget glad for at have.
Det blev lidt sløret, da jeg affotograferede mine billeder, men jeg prøver lige at følge op med nogle, der er skarpere senere.
Som I sikkert kan se af billederne, var hun en dame med energi, livsgnist i sjælden grad og et temperament, der heller ikke lod nogen noget efter.
Her har jeg haft min tapre, hesteangste mor med på stranden for at tage billeder af os. Billeder, jeg i dag er meget, meget glad for at have.
Det blev lidt sløret, da jeg affotograferede mine billeder, men jeg prøver lige at følge op med nogle, der er skarpere senere.
Fik jeg nævnt, at min gamle veninde Petite på disse billeder er omkring 28 år???
En hammersej dame, som uden anstrengelser charmerede alt og alle, hun mødte.
søndag, februar 21
Rejsedagbog - søndag 14/9 2008
Søndag skete der ikke det store, formiddagen stod i pakningen og oprydningens tegn, for vi skulle være tjekket ud af hotellet kl. 12. Først skulle vi lige have den sidste morgenmad, der som altid blev indtaget på altanen. Jeg var helt ok med at skulle hjem til min hverdag igen, jeg begyndte langsomt men sikkert at savne mine ting og mine rutiner, men jeg var også helt bevidst om, at jeg ville savne at kunne vågne, når jeg var klar og at kunne sidde ude og spise morgenmad med udsigt til masser af bjerge og blå himmel.
Efter morgenmaden var det med at få pakket. Vi er efterhånden alle rimelige til det og skulle kun sørge for egne sager, der var jo ingen af os, der havde ansvaret for mindre børn. Mor var vist alligevel så vant til fra sin tid som lærer at rejse med børn og unge, hun skulle holde opsyn med. I hvert fald blev vi gentagne gange påmindet om dit og dat og det med så stor effektivitet, at den eneste, der glemte noget, var hende selv. Heldigvis opfordrede hun os lige til et sidste tjek, så den mascara, hun selv havde glemt, kom også med hjem igen. Den slags må man nu finde sig i at høre lidt for.
Da vi tjekkede ud, blev vi bedt om en evaluering af lejligheden, vi havde boet i og den lap papir fandt vi ret sjov, skalaen gik nemlig kun fra det meget positive til middelmådigt og dét er jo en smart måde at undgå alt for dårlige bedømmelser. Vi havde nu været fint tilfredse, så det var ikke noget personligt savn, at muligheden for negativ feedback ikke var der.
Lidt upraktisk kom bussen først og hentede os kl. 18:50 og vi skulle flyve kl 22:35 om aftenen. Det gav en del timer, der skulle 'slås ihjel'. Heldigvis var der mulighed for at lade bagagen stå på hotellet til om aftenen og der var også nogle steder, hvor man kunne skifte og tage bad, så planen blev, at vi skulle i poolen med Yngsteniecen og vi skulle også på stranden. Mor bryder sig ikke om at bade, så hun fandt tegneremedierne frem og Kæresten er heller ikke meget for det, så ham smurte jeg ind i faktor 30 og sendte ud i solen med en bog om strømningsmekanik. Så var han klar til at ’multitaske’ ved både at nyde den sol, han havde så stor en hang til, samtidig med, at han fulgte med ingeniørstudiet hjemme, selv om han fysisk var fraværende. Mor fandt en bananpalme, et citrontræ eller noget andet, hun ikke havde tegnet eller malet endnu. Så alle var godt beskæftiget i nogle timer.
Da vi samledes igen kl. 14, gik vi ned til 'vores' taverna og fik det sidste måltid før afrejsen. Jeg syntes, det var fint, vi spiste så relativt sen en frokost, for så behøvede jeg jo ikke spise flyveplastikmad kl. alt for sent om aftenen på flyet. Dertil kom, at denne taverna dels for det meste var turistfrit område og dels var der en rigtig hyggelig gårdhave/kæmpe pergola, hvor man kunne sidde og spise udendørs. Oveni det var maden også utroligt lækker og mere end rigelig, så jeg glædede mig til at skulle spise der igen.
Busturen til lufthavnen var en bittersød oplevelse. Dels var jeg faldet for Kreta og svor – og sværger – at jeg skal have et hus dernede engang og dels havde vi alle haft en rigtig god ferie, samtidig fik vi nu oplavet en god del af det fantastisk skønne landskab på Kreta, vi ikke havde set før, fra bussen, for da vi ankom, var det bælgmørkt. På den anden side var det også godt at skulle hjem igen.
Turen gennem sikkerhedskontrollen gik fint. Der var ingen våben, der blev konfiskeret i denne omgang, men mors dyre solcreme røg i de græske toldmyndigheders skraldesæk, for den kunne jo rumme mere end 100 ml, hvilket er strengstens verboten. Jeg undlod nu ethvert tilløb til at mobbe nogen, for jeg havde selv glemt at kassere min vandflaske, så den røg samme vej.
Hjemme i Kastrup ventede Veninden og Gerda (kl. midt om natten!!!) for først at køre Datteren hjem til kollegiet, der heldigvis ikke lå så langt fra, hvor Veninden boede, og tage Kæresten og mig med hjem til en overnatning. Umiddelbart havde der været lagt op til hygge- og fortællesnak, men vi var alle tre langt mere disponerede for at sove. Veninden skulle tidligt på arbejde dagen efter og Kæresten skulle med det første tog hjem til undervisning, så lejligheden var mørklagt og meget stille på meget få minutter. Dagen efter tog vi nu revanche og nød en rigtig lækker morgenmad, samtidig med, at vi fik indhentet lidt af den forsømte snak.
lørdag, februar 20
Rejsedagbog - lørdag 13/9 2008
Lørdag fik den sædvanlige langsomme start. Det kunne jeg altså sagtens blive afhængig af: at stå op, når man er vågen og så spise friske croissanter på altanen før jeg skulle i gang med dagens opgaver. Det ville være helt ok.
Mens vi sad der, kom Ældsteniecen forbi. Søsteren havde sendt mig en sms om, at de skulle til Rethymnon, men Yngsteniecen gad ikke på tur, så ville jeg passe hende og gå i poolen med hende? Jeg havde bare ikke set den, derfor kom Ældsteniecen for at få svar. Selvfølgelig ville jeg passe hende, så lidt efter stod hun der med sin mor, skiftetøj, badeudstyr og solcreme og var klar til en hyggedag uden de andre.
Mor ville til Chania og se kunst og kultur, Kæresten skulle læse, så Datteren og jeg tog Yngsteniecen med i den store pool i den anden ende af komplekset. I den store pool skrånede bunden også helt fra kanten og ned til 1,5 meters dybde, så det gav en masse muligheder for Yngsteniecen, hun ikke havde i de pools, der lå nærmest os.
Vi lavede vandcirkus for hinanden alle tre, hyggede, gyngede på den nærliggende legeplads, spiste en is og fedtede os ind i solcreme, der bare slet ikke var fedtet. Så gik vi hjem til frokost og fik et par rugbrødsmadder sammen med Kæresten, før Yngsteniecen og jeg tog en middagslur. Vi skulle nemlig spise i hotellets restaurant og se deres underholdning om aftenen, det havde Nevøen og Ældsteniecen bedt om, så det ville blive sent, kunne jeg regne ud. Vi kravlede under lagnerne i Kæresten' og min seng og tog hinanden i hånden og så sov hun på mindre end 4 minutter.
Da vi vågnede en times tid senere, fik vi lidt frugt og noget at drikke og så malede vi negle. Jeg havde en lille æske med 4 fine pastelfarver med, men der var ikke nogen, man reelt kunne vælge fra, så vi brugte dem alle. 2 farver på hænderne og 2 på fødderne. Så var det tid til at få flettet hår. Søsteren havde lavet en aftale med en dame, der stod udenfor hotellet, så vi skulle bare troppe op kl. 17. Det gjorde vi og ih, hvor blev der flettet og 'nogen af os' sad stive som en saltstøtte for at det kunne blive fint nok. :-D
Mens vi sad der, kom både Søsteren og Nevøen og lidt efter kom mor også og tog billeder og beundrede, så det var en fryd. Det var så smukt, så smukt.
Om aftenen fik vi en fin plads allesammen i restauranten. Maden var ok, men jeg bestilte altså en steak med bearnaise (jeg ææælsger bearnaise og så var det en restaurant, der alligevel ikke havde reel græsk mad på menuen), men fik ingen bearnaise overhovedet, jeg fik grillede grøntsager i stedet. En elendig byttehandel!!
Showet var noget skandinavisk melodi grand prix, det var ikke alle, der sang lige rent, nogle undgik det faktisk helt og aldeles, men ungerne nød det og havde det sjovt sammen, så ...... who cares?
Hjemme igen tog vi lige det sædvanlige glas vin på altanen sammen med de andre før sengetid. Dagen efter skulle vi relativt tidligt op, for vi skulle være ude af lejligheden kl. 12. Ret underligt, at vi allerede skulle hjem.
Mens vi sad der, kom Ældsteniecen forbi. Søsteren havde sendt mig en sms om, at de skulle til Rethymnon, men Yngsteniecen gad ikke på tur, så ville jeg passe hende og gå i poolen med hende? Jeg havde bare ikke set den, derfor kom Ældsteniecen for at få svar. Selvfølgelig ville jeg passe hende, så lidt efter stod hun der med sin mor, skiftetøj, badeudstyr og solcreme og var klar til en hyggedag uden de andre.
Mor ville til Chania og se kunst og kultur, Kæresten skulle læse, så Datteren og jeg tog Yngsteniecen med i den store pool i den anden ende af komplekset. I den store pool skrånede bunden også helt fra kanten og ned til 1,5 meters dybde, så det gav en masse muligheder for Yngsteniecen, hun ikke havde i de pools, der lå nærmest os.
Vi lavede vandcirkus for hinanden alle tre, hyggede, gyngede på den nærliggende legeplads, spiste en is og fedtede os ind i solcreme, der bare slet ikke var fedtet. Så gik vi hjem til frokost og fik et par rugbrødsmadder sammen med Kæresten, før Yngsteniecen og jeg tog en middagslur. Vi skulle nemlig spise i hotellets restaurant og se deres underholdning om aftenen, det havde Nevøen og Ældsteniecen bedt om, så det ville blive sent, kunne jeg regne ud. Vi kravlede under lagnerne i Kæresten' og min seng og tog hinanden i hånden og så sov hun på mindre end 4 minutter.
Da vi vågnede en times tid senere, fik vi lidt frugt og noget at drikke og så malede vi negle. Jeg havde en lille æske med 4 fine pastelfarver med, men der var ikke nogen, man reelt kunne vælge fra, så vi brugte dem alle. 2 farver på hænderne og 2 på fødderne. Så var det tid til at få flettet hår. Søsteren havde lavet en aftale med en dame, der stod udenfor hotellet, så vi skulle bare troppe op kl. 17. Det gjorde vi og ih, hvor blev der flettet og 'nogen af os' sad stive som en saltstøtte for at det kunne blive fint nok. :-D
Mens vi sad der, kom både Søsteren og Nevøen og lidt efter kom mor også og tog billeder og beundrede, så det var en fryd. Det var så smukt, så smukt.
Om aftenen fik vi en fin plads allesammen i restauranten. Maden var ok, men jeg bestilte altså en steak med bearnaise (jeg ææælsger bearnaise og så var det en restaurant, der alligevel ikke havde reel græsk mad på menuen), men fik ingen bearnaise overhovedet, jeg fik grillede grøntsager i stedet. En elendig byttehandel!!
Showet var noget skandinavisk melodi grand prix, det var ikke alle, der sang lige rent, nogle undgik det faktisk helt og aldeles, men ungerne nød det og havde det sjovt sammen, så ...... who cares?
Hjemme igen tog vi lige det sædvanlige glas vin på altanen sammen med de andre før sengetid. Dagen efter skulle vi relativt tidligt op, for vi skulle være ude af lejligheden kl. 12. Ret underligt, at vi allerede skulle hjem.
fredag, februar 19
Citat om handling
Marian Wright Edelman:
We must not, in trying to think about how we can make a big difference, ignore the small daily differences we can make which, over time, add up to big differences that we often cannot foresee.
Rejsedagbog - fredag 12/9 2008
Det blev næsten middag før Hazel og jeg kom med bussen til Chania om fredagen. En i øvrigt meget sjov tur, for det første fordi ham den uforskammede billettør var om bord og han havde åbenbart holdt nogle dage fri og var lige mødt, for der blev godt nok delt uforskammetheder ud i så liberale mængder, at han må have haft en opsparing at tære på. På den tur blev det også tydeligt, at de – uforskammethederne, forstås - var forbeholdt turisterne, de 'indfødte' kunne han sagtens tale ordentligt til. Hazel og jeg måtte kvæle det ene latteranfald efter det andet, når han lige satte endnu en ny standard for, hvor strid han kunne være. Det endte med, at vi slet ikke kunne se på hinanden uden at det gik galt. Vi var enige om, at vi måtte have ham med hjem, for ellers var der jo ikke et øje, der ville tro os, når vi fortalte om ham.
Inde i Chania skulle vi se, om vi kunne finde frem til frisøren, der var blevet anbefalet i en af Star Tours hæfter, men vi var rørende enige om, at vi jo ikke havde travlt, så man kunne jo altid ose lidt først.
Det første, vi faldt over, var en internetcafé. Der var air condition – en totalt saliggørende indretning, når der er en del mere end 30 grader udenfor - og det kostede ikke nær så meget pr. time som det gjorde på hotellet. De i øvrigt havde nægtet at sælge internettid til os i et par dage, fordi deres forbindelse var for langsom til at det var rimeligt og det er altså ikke sundt for folk, der er ’lidt’ netafhængige. Her var det ikke noget problem og efter kort tid var jeg online.
Det tog faktisk lige en times tid at få tjekket det ene og det andet og Hazel fik endda skrevet en blog, så var vi begge klar til at gå videre. Det gik nu ikke for hurtigt, for selv om butikkerne var ved at lukke til siesta eller hvad de nu måtte kalde det, så var der meget at kigge på trods varmen og finde vej skulle vi også.
På Kreta lukker stort set alt fra 14-17 på grund af varmen. Der var stadig en del kiosker og butikker, der holdt åbent pga. turisterne, men det var alligevel så sent på sæsonen, at der var mange, der lukkede. Vi fandt dog en kiosk, hvor man kunne få en cola og en is til at køle af på og det marked, hvor jeg havde købt taskerne dagen før, var også åbent, så jeg fik lige fat i ind gave til en veninde, som havde givet os lovning om husly, når vi landede søndag nat i Kastrup.
En lille fin brun kuverttaske med et stregmotiv af en glad stregkvinde og en lige så glad stregmand (Feng Shui påstår, at det tiltrækker parforhold, kærlighed og tosomhed, så der kunne jo ikke være tvivl om, at det skulle være den. Veninden var single men ved at være klar til en forandring på det punkt). Så dalrede vi videre og fandt frisøren, hvor vi fik tid til en ½ time senere.
Den klipning var ikke bare en af de billigste, jeg har fået, den var afgjort også blandt de bedste inklusive styling og jeg skal da komme efter dig. Uh, jeg var klar til at gå i byen og ’blive luftet’ den aften. Datteren var også klar til lige at posere med sin nye taske, hvis jeg liiige kunne tage mig af skydningen. Dét gjorde jeg gerne. Senere legede jeg stylist på det stakkels ’barn’, hun fik make up på og blev fotograferet endnu mere. Joh, vi hyggede os, gjorde vi…
Vi skulle heller ikke for sent hjem, for Datteren ville gerne i poolen før vandet kølede alt for meget af, hvad det gør ret hurtigt, når solen ikke skinner direkte på den og jeg skulle i bad og dulles op, for jeg skulle ud og spise med Kæresten. Bare os to. Dét glædede jeg mig til.
Jeg havde både min silkekjole og mine flotte stiletter i rød/sort med og havde også købt en taske dagen før, der var sort med et flot rødt rudemønster, så det var lige perfekt sammen. Sagen var bare den, at det for det første bliver ret køligt så snart solen er gået ned og det gør den allerede kl. 20 og for det andet hæver mine fødder lige præcis så meget i varmen, at jeg bare ikke kunne få skoene på. Rent held, man ikke er Askepot og i øvrigt havde prinsen med hjemmefra!!
I stedet hoppede jeg i et par mørke jeans, der blev smøget op til capri-længde, flade sandaler på fødderne og tog min turkis silketop i stedet og en pink pashmina. Noget mere komfortabelt men stadig præsentabelt, heldigvis.
Vi havde fra starten været enig om, at vi ville spise på en lille taverna, vi havde besøgt allerede om mandagen, der fik vi et meget hyggeligt bord til to under den flotteste stjernehimmel og en smuk, storblomstrende bougainvillea. Det var jo oplagt at starte med en ouzo. Derefter fik vi græsk bondesalat og en tallerken små ostepier til forret. Til hovedret havde vi bestilt en gyrostallerken til hver. Vi var nu blevet misforstået, så tjeneren kom kun med én tallerken til deling. Min hjerne kortsluttede i varmen, så jeg slet ikke registrerede, at den ene tallerken rent faktisk indeholdt min. to gode portioner, så jeg rettede fejlen og vi fik en tallerken mere. Dét var bare dumt for efter forretterne og med den kæmpeportion, vi havde fået på den ene tallerken, var der slet ikke plads til mere. Jeg nåede selv kun at spise nogle ganske få mundfulde, før jeg ikke kunne klemme mere ned og Kæresten leverede sandt at sige ikke nogen præstation, der kunne prales af, når det gjaldt tallerkenrydningsprojektet.
Tilbage på hotellet var der ikke meget andet at gøre end at finde i seng hurtigst muligt for at fordøje.
Inde i Chania skulle vi se, om vi kunne finde frem til frisøren, der var blevet anbefalet i en af Star Tours hæfter, men vi var rørende enige om, at vi jo ikke havde travlt, så man kunne jo altid ose lidt først.
Det første, vi faldt over, var en internetcafé. Der var air condition – en totalt saliggørende indretning, når der er en del mere end 30 grader udenfor - og det kostede ikke nær så meget pr. time som det gjorde på hotellet. De i øvrigt havde nægtet at sælge internettid til os i et par dage, fordi deres forbindelse var for langsom til at det var rimeligt og det er altså ikke sundt for folk, der er ’lidt’ netafhængige. Her var det ikke noget problem og efter kort tid var jeg online.
Det tog faktisk lige en times tid at få tjekket det ene og det andet og Hazel fik endda skrevet en blog, så var vi begge klar til at gå videre. Det gik nu ikke for hurtigt, for selv om butikkerne var ved at lukke til siesta eller hvad de nu måtte kalde det, så var der meget at kigge på trods varmen og finde vej skulle vi også.
På Kreta lukker stort set alt fra 14-17 på grund af varmen. Der var stadig en del kiosker og butikker, der holdt åbent pga. turisterne, men det var alligevel så sent på sæsonen, at der var mange, der lukkede. Vi fandt dog en kiosk, hvor man kunne få en cola og en is til at køle af på og det marked, hvor jeg havde købt taskerne dagen før, var også åbent, så jeg fik lige fat i ind gave til en veninde, som havde givet os lovning om husly, når vi landede søndag nat i Kastrup.
En lille fin brun kuverttaske med et stregmotiv af en glad stregkvinde og en lige så glad stregmand (Feng Shui påstår, at det tiltrækker parforhold, kærlighed og tosomhed, så der kunne jo ikke være tvivl om, at det skulle være den. Veninden var single men ved at være klar til en forandring på det punkt). Så dalrede vi videre og fandt frisøren, hvor vi fik tid til en ½ time senere.
Den klipning var ikke bare en af de billigste, jeg har fået, den var afgjort også blandt de bedste inklusive styling og jeg skal da komme efter dig. Uh, jeg var klar til at gå i byen og ’blive luftet’ den aften. Datteren var også klar til lige at posere med sin nye taske, hvis jeg liiige kunne tage mig af skydningen. Dét gjorde jeg gerne. Senere legede jeg stylist på det stakkels ’barn’, hun fik make up på og blev fotograferet endnu mere. Joh, vi hyggede os, gjorde vi…
Vi skulle heller ikke for sent hjem, for Datteren ville gerne i poolen før vandet kølede alt for meget af, hvad det gør ret hurtigt, når solen ikke skinner direkte på den og jeg skulle i bad og dulles op, for jeg skulle ud og spise med Kæresten. Bare os to. Dét glædede jeg mig til.
Jeg havde både min silkekjole og mine flotte stiletter i rød/sort med og havde også købt en taske dagen før, der var sort med et flot rødt rudemønster, så det var lige perfekt sammen. Sagen var bare den, at det for det første bliver ret køligt så snart solen er gået ned og det gør den allerede kl. 20 og for det andet hæver mine fødder lige præcis så meget i varmen, at jeg bare ikke kunne få skoene på. Rent held, man ikke er Askepot og i øvrigt havde prinsen med hjemmefra!!
I stedet hoppede jeg i et par mørke jeans, der blev smøget op til capri-længde, flade sandaler på fødderne og tog min turkis silketop i stedet og en pink pashmina. Noget mere komfortabelt men stadig præsentabelt, heldigvis.
Vi havde fra starten været enig om, at vi ville spise på en lille taverna, vi havde besøgt allerede om mandagen, der fik vi et meget hyggeligt bord til to under den flotteste stjernehimmel og en smuk, storblomstrende bougainvillea. Det var jo oplagt at starte med en ouzo. Derefter fik vi græsk bondesalat og en tallerken små ostepier til forret. Til hovedret havde vi bestilt en gyrostallerken til hver. Vi var nu blevet misforstået, så tjeneren kom kun med én tallerken til deling. Min hjerne kortsluttede i varmen, så jeg slet ikke registrerede, at den ene tallerken rent faktisk indeholdt min. to gode portioner, så jeg rettede fejlen og vi fik en tallerken mere. Dét var bare dumt for efter forretterne og med den kæmpeportion, vi havde fået på den ene tallerken, var der slet ikke plads til mere. Jeg nåede selv kun at spise nogle ganske få mundfulde, før jeg ikke kunne klemme mere ned og Kæresten leverede sandt at sige ikke nogen præstation, der kunne prales af, når det gjaldt tallerkenrydningsprojektet.
Tilbage på hotellet var der ikke meget andet at gøre end at finde i seng hurtigst muligt for at fordøje.
torsdag, februar 18
ABC i ord og billeder: Velkommen og værdsat visit
Så er vi nået til bogstavet V i Petunias 2. runde af ABC-bloggen. Det fik mig til at tænke på denne visit for lidt over 2 måneder siden.
I begyndelsen af december, da jeg havde boet her i lejligheden i lidt over en uge, fik jeg en søndag uventet visit. Jeg var lige stået op, da jeg hørte noget, der lød som miaven uden fra opgangen og tjekkede. Derude stod en stor killing og jeg har ingen ide om, hvordan hun havde fundet frem til min dør, men da jeg åbende døren, gik hun frisk og frejdigt og højlydt klagende ind og begyndte at tage hele huset i nærmere øjesyn.
Til at starte med, var hun meget urolig og ikke til at få til at falde ned, men jeg kom i tanker om, at jeg havde en dåse torskerogn og efter et par skefulde af det, faldt hun ned. Helt ned faktisk. Hun var umiddelbar, meget tryg og var en fornøjelse af have besøg af på sådan en søndag, hvor jeg alligevel ikke havde haft andet planlagt end at hygge og læse og bare slappe af.
Det gjorde vi sammen. Faktisk var vi så gode til at slappe af, at hun blev natten over, så vi også lige kunne sove i arm og få en rolig start på den efterfølgende dag. Jeg havde forsøgt på flere måder at finde ud af, hvor hun hørte til, men forgæves. Politiet tager sig ikke af dyr, der er mindre end en hund og diverse katteforeninger var lukkede.
Det lod nu ikke til at genere damen, men jeg må jo altså ikke have kat, så mig nagede det nu alligevel lidt, selv om jeg også nød hendes selskab og opmærksomhed i fulde drag. Her ovenfor har hun opdaget, at der er varme i gulvet på badeværelset.
Hun kunne heller ikke forstå, at der var nul adgang for yndige katte på mit spisebord, hvor jeg sidder og arbejder, men vi nåede et gensidigt tilfredsstillende kompromis: Hun fik en kurv at ligge i og kurven fik lov at stå på bordet.
I begyndelsen af december, da jeg havde boet her i lejligheden i lidt over en uge, fik jeg en søndag uventet visit. Jeg var lige stået op, da jeg hørte noget, der lød som miaven uden fra opgangen og tjekkede. Derude stod en stor killing og jeg har ingen ide om, hvordan hun havde fundet frem til min dør, men da jeg åbende døren, gik hun frisk og frejdigt og højlydt klagende ind og begyndte at tage hele huset i nærmere øjesyn.
Til at starte med, var hun meget urolig og ikke til at få til at falde ned, men jeg kom i tanker om, at jeg havde en dåse torskerogn og efter et par skefulde af det, faldt hun ned. Helt ned faktisk. Hun var umiddelbar, meget tryg og var en fornøjelse af have besøg af på sådan en søndag, hvor jeg alligevel ikke havde haft andet planlagt end at hygge og læse og bare slappe af.
Det gjorde vi sammen. Faktisk var vi så gode til at slappe af, at hun blev natten over, så vi også lige kunne sove i arm og få en rolig start på den efterfølgende dag. Jeg havde forsøgt på flere måder at finde ud af, hvor hun hørte til, men forgæves. Politiet tager sig ikke af dyr, der er mindre end en hund og diverse katteforeninger var lukkede.
Det lod nu ikke til at genere damen, men jeg må jo altså ikke have kat, så mig nagede det nu alligevel lidt, selv om jeg også nød hendes selskab og opmærksomhed i fulde drag. Her ovenfor har hun opdaget, at der er varme i gulvet på badeværelset.
Hun kunne heller ikke forstå, at der var nul adgang for yndige katte på mit spisebord, hvor jeg sidder og arbejder, men vi nåede et gensidigt tilfredsstillende kompromis: Hun fik en kurv at ligge i og kurven fik lov at stå på bordet.
Dagen efter, da jeg var ude for at lufte hende - jeg havde jo ingen kattebakke - fandt hun nu ud af, at hun ikke skullle med ind igen, så jeg går ud fra, at hun havde fået sin lyst til at finde hjem igen.
Velkommen og værdsat var visitten nu.
Tidsmaskinen.
Jeg snublede over denne video på YouTube og var fluks tilbage i vore dagligstue i Ømøgade på Østerbro, hvor jeg voksede op i en lille toværelses sammen med min far, mor og min lillesøster, Iben.
Efter, vi havde set Junglebogen i biografen, købte mine forældre lydsporet på LP og når vi så spillede den, skal jeg da love for, vi kunne swinge, Iben, far og jeg og inden længe kunne vi teksterne uden ad og så fik den hele armen.
Jeg kan desværre ikke embedde videoen, men den ligger her <--
Senere, da jeg var blevet mor, blev den spillet igen og så fik den hele armen af morfar og Hazel.
Efter, vi havde set Junglebogen i biografen, købte mine forældre lydsporet på LP og når vi så spillede den, skal jeg da love for, vi kunne swinge, Iben, far og jeg og inden længe kunne vi teksterne uden ad og så fik den hele armen.
Jeg kan desværre ikke embedde videoen, men den ligger her <--
Senere, da jeg var blevet mor, blev den spillet igen og så fik den hele armen af morfar og Hazel.
Rejsedagbog - torsdag 11/9 2008
Torsdag var oplevelses dag igen. Søster og hendes hold ville til Samaria kløften og det ville Datteren og Kæresten også, så de tog afsted i samlet flok. Jeg havde valgt at tage med mor til Chania, hvor hun havde set, der var nogle museer og andre seværdigheder, hun gerne ville opleve. Jeg havde windowshopping på programmet. Retailtherapy, tak!! Jeg havde godt fået med, at der hernede fandtes en kæmpeudvalg af specielt lædervarer, der var i en helt anden stil – og prisklasse!! – end hjemme og alle mine sanser higede efter at få lov at opleve dem på nært hold. Og så var der alle smykkerne, der også i forbifarten havde fanget min opmærksomhed.
Sådan blev det nu ikke. Da vi sad i bussen til Chania, fik jeg en sms fra Datteren og Kæresten. De havde ikke kunnet komme videre til Samaria fra Chania, så de ville mødes med os. Søster og co. var gået på opdagelse i Chania og ville mødes med os kl. 16. Det trak op til endnu en dag med masser af selskab og gruppebeslutninger.
Da vi havde fundet Datteren og Kæresten og fået hævet penge, var der størst stemning for at få noget at spise først. Der blev voteret om, hvor vi skulle hen, men til mors store fortrydelse. Hun havde en – i øvrigt meget fornuftig ’regel’ om, at hun aldrig tog det samme sted hen to gange, når hun var på rejse, for på den måde fik hun flere forskellige oplevelser med hjem. Den tradition eller retningslinie blev nu sat på standby lige den dag.
Da vi kom derhen, sad der en to danske par ved bordet ved siden af det, vi tog. Der var mange gæster og de havde åbenlyst ventet noget tid, så efter en 10 minutters tid, gjorde de klar til at gå uden at have bestilt. Så var det lige, mor fortalte dem lidt om maden og hvor godt det var og forklarede en del af de lækreste retter for dem. De 4 skiftede mening om at finde et andet sted pga. mors beskrivelser og satte sig igen og kort efter kunne de bestille: 4 hakkebøffer med pommes frites og ketchup!!!!! Lige dér havde jeg godt nok lyst til at annullere deres ordre for dem og sende dem på MacDonalds.
Nå, dem om dét. Vi fik en ny oplevelse af en masse lækre retter og blev igen trakteret med raki, så vi kunne imødegå resten af dagen med den coole attitude, der kommer af spiritus midt på dagen.
Efter, vi havde spist og nydt, så vi næsten ikke kunne trille derfra, var det faktisk allerede tid til at mødes med Søster og co. Vi trissede afsted og nød de små gader i Chania, men der skulle retning og også lidt fart på, hvis vi skulle være ved fontænen til tiden, men vi nåede det.
Der blev konfereret om, hvad vi skulle. Mit hår var i øvrigt ved at være i en slem forfatning, der var hverken frisure eller andet formildende at sige om det, så jeg havde sat mig for, at jeg ville klippes, mor ville se deres marked, der lå i en sjov korsformet bygning og Søster og co. havde også et par ting, de ville. Mens mor og Søster debatterede retning og rækkefølge, koordinering og logistik, blev Kæresten, Datteren og jeg klar over, at vi egentlig meget hellere ville noget, der var langt mindre planlagt. Vi ville bare gå rundt i byen og lade den byde på sine egne oplevelser i lige den rækkefølge, de nu fandt os.
Det kom der en rigtig god tur ud af, vi gik rundt i byen i den del, hvor der lå blotlagte arkæologiske udgravninger over alt, så dem så vi en masse af og prøvede at forestille os, hvordan det havde været dengang, de bygninger – der nu var ruiner - blev bygget og brugt. Vi var også nede omkring havnen, hvor vi så en ret stor stime meget små fisk, der var ved at spise et cigaretskod. Det var rigtig sjovt at se, så det endte med, at vi alle 3 nærmest smed os på kanten af kajen med næserne ude over vandet, mens vi spændt fulgte med i, om de der småfisk virkelig ville spise det skod helt op?? Det ville de og det gjorde de. Vi så et sted, hvor der hang blæksprutter til tørre og vi fandt en plet med en ufattelig smuk udsigt over havet. Billederne i dag er alle fra den tur i byen.
Udover det, fandt vi en gammel moske, der nu var galleri og jeg fik snakket lidt med et par heste, der var spændt for vogne. Den første, jeg flirtede med, var nu et asocialt asen, der bed efter mig, men den anden var både hyggelig og socialt anlagt, så jeg lige et par minutters muleterapi, før vi gik videre.
Da vi mødtes med de andre, var det langsomt men sikkert ved at være klar til at tage hjem igen. Jeg var det nu ikke, så jeg valgte at blive og kigge noget mere. Butikkerne har alle åbent til langt ud på aftenen, så der var mere end tid nok, hvad dét angik. Datteren ville gerne med, så vi sendte alle hjem inkl. Kæresten, der gerne ville ud og løbe en tur, og så gik vi på osetur. Øj, der blev lige hygget igennem med at kigge på tasker, sko, smykker og alle mulige andre tøseting og lur mig, om vi ikke også har fundet tid til en forfriskning eller to.
Aj, hvor det hjalp!! Først fandt vi en lille læderbod, der havde både en taske til mig i sort og rød (til mine "nye" stilletter ;-)) og også en i en fed pink farve og så var der en kuverttaske, der indeholdt 2 små punge. Ideel til en masse ting, men mest til at rejse med, for der var både rum til pas, billetter, og ekstra punge til mønter og fremmed valuta. Og det var uhyggeligt billigt. Jeg kunne have købt mig fattig, men underkastede min ønskebunke en hård behovsanalyse, så jeg kunne bære det derfra.
Datteren købte en enormt sød taske i rød med små sommerfugle, et smykke i smukke citrongule og limegrønne toner i glas og læder og et par sølvørestikker med opalhjerter og sølv. Uh, det var godt og vi var klar til at tage tilbage til de andre.
Da vi kom tilbage, fik vi lidt at spise og kort efter kom Søster med de store unger. Kæresten var faldet i søvn og Yngsteniecen var også blevet puttet, så hun havde et par flasker med og så hyggede vi i køkkenet med ouzo, raki og vin. Undervejs fik vi lige lidt undervisning i, hvordan man bør drikke sin ouzo af mor, vi havde nu ingen respekt for den vistnok autentiske opskrift, hun brugte. Ouzoen – der er en slags anisbrændevin - skal vist blandes med vand, så væsken får udseende som tyndt skummetmælk, men vi mente nu alle, at dét kunne man gøre bedre: Mere ouzo, mindre vand!! Det blev vi også meget sjovere af.
Alt i alt en hyggelig dag og aften. Jeg var godt nok ikke blevet klippet, men Datteren og jeg havde aftalt at tage ind igen dagen efter og få gjort noget ved det, fredag aften skulle jeg nemlig på date med Kæresten og jeg glædede mig.
Sådan blev det nu ikke. Da vi sad i bussen til Chania, fik jeg en sms fra Datteren og Kæresten. De havde ikke kunnet komme videre til Samaria fra Chania, så de ville mødes med os. Søster og co. var gået på opdagelse i Chania og ville mødes med os kl. 16. Det trak op til endnu en dag med masser af selskab og gruppebeslutninger.
Da vi havde fundet Datteren og Kæresten og fået hævet penge, var der størst stemning for at få noget at spise først. Der blev voteret om, hvor vi skulle hen, men til mors store fortrydelse. Hun havde en – i øvrigt meget fornuftig ’regel’ om, at hun aldrig tog det samme sted hen to gange, når hun var på rejse, for på den måde fik hun flere forskellige oplevelser med hjem. Den tradition eller retningslinie blev nu sat på standby lige den dag.
Da vi kom derhen, sad der en to danske par ved bordet ved siden af det, vi tog. Der var mange gæster og de havde åbenlyst ventet noget tid, så efter en 10 minutters tid, gjorde de klar til at gå uden at have bestilt. Så var det lige, mor fortalte dem lidt om maden og hvor godt det var og forklarede en del af de lækreste retter for dem. De 4 skiftede mening om at finde et andet sted pga. mors beskrivelser og satte sig igen og kort efter kunne de bestille: 4 hakkebøffer med pommes frites og ketchup!!!!! Lige dér havde jeg godt nok lyst til at annullere deres ordre for dem og sende dem på MacDonalds.
Nå, dem om dét. Vi fik en ny oplevelse af en masse lækre retter og blev igen trakteret med raki, så vi kunne imødegå resten af dagen med den coole attitude, der kommer af spiritus midt på dagen.
Efter, vi havde spist og nydt, så vi næsten ikke kunne trille derfra, var det faktisk allerede tid til at mødes med Søster og co. Vi trissede afsted og nød de små gader i Chania, men der skulle retning og også lidt fart på, hvis vi skulle være ved fontænen til tiden, men vi nåede det.
Der blev konfereret om, hvad vi skulle. Mit hår var i øvrigt ved at være i en slem forfatning, der var hverken frisure eller andet formildende at sige om det, så jeg havde sat mig for, at jeg ville klippes, mor ville se deres marked, der lå i en sjov korsformet bygning og Søster og co. havde også et par ting, de ville. Mens mor og Søster debatterede retning og rækkefølge, koordinering og logistik, blev Kæresten, Datteren og jeg klar over, at vi egentlig meget hellere ville noget, der var langt mindre planlagt. Vi ville bare gå rundt i byen og lade den byde på sine egne oplevelser i lige den rækkefølge, de nu fandt os.
Det kom der en rigtig god tur ud af, vi gik rundt i byen i den del, hvor der lå blotlagte arkæologiske udgravninger over alt, så dem så vi en masse af og prøvede at forestille os, hvordan det havde været dengang, de bygninger – der nu var ruiner - blev bygget og brugt. Vi var også nede omkring havnen, hvor vi så en ret stor stime meget små fisk, der var ved at spise et cigaretskod. Det var rigtig sjovt at se, så det endte med, at vi alle 3 nærmest smed os på kanten af kajen med næserne ude over vandet, mens vi spændt fulgte med i, om de der småfisk virkelig ville spise det skod helt op?? Det ville de og det gjorde de. Vi så et sted, hvor der hang blæksprutter til tørre og vi fandt en plet med en ufattelig smuk udsigt over havet. Billederne i dag er alle fra den tur i byen.
Udover det, fandt vi en gammel moske, der nu var galleri og jeg fik snakket lidt med et par heste, der var spændt for vogne. Den første, jeg flirtede med, var nu et asocialt asen, der bed efter mig, men den anden var både hyggelig og socialt anlagt, så jeg lige et par minutters muleterapi, før vi gik videre.
Da vi mødtes med de andre, var det langsomt men sikkert ved at være klar til at tage hjem igen. Jeg var det nu ikke, så jeg valgte at blive og kigge noget mere. Butikkerne har alle åbent til langt ud på aftenen, så der var mere end tid nok, hvad dét angik. Datteren ville gerne med, så vi sendte alle hjem inkl. Kæresten, der gerne ville ud og løbe en tur, og så gik vi på osetur. Øj, der blev lige hygget igennem med at kigge på tasker, sko, smykker og alle mulige andre tøseting og lur mig, om vi ikke også har fundet tid til en forfriskning eller to.
Aj, hvor det hjalp!! Først fandt vi en lille læderbod, der havde både en taske til mig i sort og rød (til mine "nye" stilletter ;-)) og også en i en fed pink farve og så var der en kuverttaske, der indeholdt 2 små punge. Ideel til en masse ting, men mest til at rejse med, for der var både rum til pas, billetter, og ekstra punge til mønter og fremmed valuta. Og det var uhyggeligt billigt. Jeg kunne have købt mig fattig, men underkastede min ønskebunke en hård behovsanalyse, så jeg kunne bære det derfra.
Datteren købte en enormt sød taske i rød med små sommerfugle, et smykke i smukke citrongule og limegrønne toner i glas og læder og et par sølvørestikker med opalhjerter og sølv. Uh, det var godt og vi var klar til at tage tilbage til de andre.
Da vi kom tilbage, fik vi lidt at spise og kort efter kom Søster med de store unger. Kæresten var faldet i søvn og Yngsteniecen var også blevet puttet, så hun havde et par flasker med og så hyggede vi i køkkenet med ouzo, raki og vin. Undervejs fik vi lige lidt undervisning i, hvordan man bør drikke sin ouzo af mor, vi havde nu ingen respekt for den vistnok autentiske opskrift, hun brugte. Ouzoen – der er en slags anisbrændevin - skal vist blandes med vand, så væsken får udseende som tyndt skummetmælk, men vi mente nu alle, at dét kunne man gøre bedre: Mere ouzo, mindre vand!! Det blev vi også meget sjovere af.
Alt i alt en hyggelig dag og aften. Jeg var godt nok ikke blevet klippet, men Datteren og jeg havde aftalt at tage ind igen dagen efter og få gjort noget ved det, fredag aften skulle jeg nemlig på date med Kæresten og jeg glædede mig.
onsdag, februar 17
Fuglen er fløjet...
For et godt stykke tid siden, tog jeg dette foto af nogle spor i sneen på min altan. Jeg konkluderede, at det måtte være en 'krage' og at jeg derfor måtte bo, der hvor kragerne vender. I dag er jeg ikke så sikker. Krager i flertal er nok lidt overvurderet. Jeg har nemlig hængt fuglekugler ud for et pænt stykke tid siden og begge kuglerne hænger frit fremme og totalt intakte, der har ikke være én eneste fugl i nærheden af nogen af dem, så måske havde jeg besøg af den allersidste krage her på egnen?
Det bliver i hvert fald ikke fodring af vildtfugle, der kommer til at ruinere mig i år!!
Rejsedagbog - onsdag 10/9 2008
Om onsdagen vågnede jeg til sædvanlig tid ved halv syv-syv-tiden. Jeg lå et pænt stykke tid og nød himlens dybblå farve og solen og fuglene, der var vågne og aktive samtidigt med, at jeg lod tankerne flyde som de selv ville. Vi var kommet ret sent i seng mor, Kæresten og jeg, for Kretas nattehimmel og en helt ny flaske Metaxa havde lokket os ud på svalegangen, hvor vi havde siddet og snakket til langt ud på de små timer, så vi følte os vist alle ret brugte. Metaxaen havde det nu værst, for den var simpelthen så brugt op, at der kun var den tomme flaske tilbage.
Udsigt fra vores altan. Poolen ligger lige nedenfor fotoets underkant.
Udsigt fra vores altan. Poolen ligger lige nedenfor fotoets underkant.
En lokal sommerfugl på arbejde.
Lokalkolorit.
Nu var Kæresten også vågnet.... eller rettere: han havde også fået let åbne sprækker og var i lodret position, så vi fik stablet noget morgenmad på benene og fik lidt at spise. Jeg var nu hverken helt eller halvt udsovet, så da vi havde spist, tabte jeg mig selv på sengen igen og sov til et godt stykke oppe ad dagen. Der var både nattesøvn, der skulle indhentes og så er var det varmt nok til, at aktivitetsniveauet ikke kom i nærheden af hyperaktivitet. Dagen før havde nu også budt på så mange oplevelser og stimuli i Chania, at en dag til at fordøje ikke var uvelkommen.
Kæresten fedtede sig ind i solcreme, snuppede sin bog om strømningsmekanik og gik ned til poolen og kaprede en liggestol i skyggen. Der var han det meste af dagen. Datteren smed sig ved siden af mig og sov med og mor samlede sit malergrej og gik ud og dyrkede en bananpalme eller to. Senere gik hun en tur til Gerani og fandt til sin begejstring en del butikker med naturkosmetik og andet godt, der var baseret på den lokale olivenolie. Hun mente afgjort også, at det var der, vi skulle spise om aftenen, men da vi var trisset helt derind langs veje, der mildest talt var sundhedsudfordrende, var der ikke andet end 18 forskellige versioner af græske grillbarer, så Kæresten, Datteren og jeg stemte for at droppe dem som spisested. På Kreta er fortove kun noget, man bruger i byerne. Hvad dét angår, er det såmænd ikke så langt fra vores lokale veje ude på landet, men de lokale bilister bærer i sig en så stor tillid til deres egen reaktionsevne, at de hverken sætter deres efter dansk standard meget ’effektive’ tempo ned eller løber nogen risiko for at komme for langt over i den modsatte vejbane bare fordi der trisser en håndfuld turister rundt i gadebilledet. Det gav ferien et element af spænding, der stiller finalen i ’X-factor’ helt i skyggen.
Udsigten mod vejen.
Resten af dagen gik med at prøve at læse i en bog, hvilket ikke gik ret godt, min koncentration var bare ikke tilstede, så Datteren og jeg dalrede lidt rundt uden at lave det store. Vi var udøvede væren i nuet på et niveau, der kunne gøre en hvilken som helst zen-master grøn af misundelse og hyggede med at drive rund og se på bananpalmer og snakke med den lille sorte hotelkat, der var meget social.
På stranden.
En smagsoplevelse.
Om aftenen tog vi på en nærliggende restaurant, der nu ikke var imponerende. Der var heller ikke andet end turister og en håndfuld forslugne katte der, så menukortet var derefter. Det var noget skuffende, for vi var ved at have vænnet os til at finde små steder, der ikke udelukkende baserede serveringen på turister, men her var der udelukkende ’mad hjemmefra’ at vælge imellem. Det havde ellers set rigtig meget ’autentisk’ – så autentisk, som man nu kan gøre sig forhåbninger om et stenkast fra et Blue Village hotel - godt og hyggeligt ud fra vejen, men vi fik noget at spise, blev mætte og kom heller ikke helt fra at dele vores mad med et par små missekræ, der hærgede i gulvhøjde udendøre.
I øvrigt er det en oplevelse at spise ude på Kreta, man kan nemlig dele sin mad med de andre i selskabet på den måde, at vi hver især bestilte en hovedret eller et par forretter og bad om nogle ekstra tallerkner. Det kunne snildt resultere i en ’platte’ som denne, der både indeholder vegetarpizza, græsk bondesalat, fyldte vinblade, tzaziki og souvlaki. Det giver en helt anden oplevelse både fordi man får langt flere smagsoplevelser og fordi det på en eller anden måde er meget mere socialt, når man på den måde deler med hinanden.
Nu var Kæresten også vågnet.... eller rettere: han havde også fået let åbne sprækker og var i lodret position, så vi fik stablet noget morgenmad på benene og fik lidt at spise. Jeg var nu hverken helt eller halvt udsovet, så da vi havde spist, tabte jeg mig selv på sengen igen og sov til et godt stykke oppe ad dagen. Der var både nattesøvn, der skulle indhentes og så er var det varmt nok til, at aktivitetsniveauet ikke kom i nærheden af hyperaktivitet. Dagen før havde nu også budt på så mange oplevelser og stimuli i Chania, at en dag til at fordøje ikke var uvelkommen.
Kæresten fedtede sig ind i solcreme, snuppede sin bog om strømningsmekanik og gik ned til poolen og kaprede en liggestol i skyggen. Der var han det meste af dagen. Datteren smed sig ved siden af mig og sov med og mor samlede sit malergrej og gik ud og dyrkede en bananpalme eller to. Senere gik hun en tur til Gerani og fandt til sin begejstring en del butikker med naturkosmetik og andet godt, der var baseret på den lokale olivenolie. Hun mente afgjort også, at det var der, vi skulle spise om aftenen, men da vi var trisset helt derind langs veje, der mildest talt var sundhedsudfordrende, var der ikke andet end 18 forskellige versioner af græske grillbarer, så Kæresten, Datteren og jeg stemte for at droppe dem som spisested. På Kreta er fortove kun noget, man bruger i byerne. Hvad dét angår, er det såmænd ikke så langt fra vores lokale veje ude på landet, men de lokale bilister bærer i sig en så stor tillid til deres egen reaktionsevne, at de hverken sætter deres efter dansk standard meget ’effektive’ tempo ned eller løber nogen risiko for at komme for langt over i den modsatte vejbane bare fordi der trisser en håndfuld turister rundt i gadebilledet. Det gav ferien et element af spænding, der stiller finalen i ’X-factor’ helt i skyggen.
Udsigten mod vejen.Resten af dagen gik med at prøve at læse i en bog, hvilket ikke gik ret godt, min koncentration var bare ikke tilstede, så Datteren og jeg dalrede lidt rundt uden at lave det store. Vi var udøvede væren i nuet på et niveau, der kunne gøre en hvilken som helst zen-master grøn af misundelse og hyggede med at drive rund og se på bananpalmer og snakke med den lille sorte hotelkat, der var meget social.
På stranden.
En smagsoplevelse.Om aftenen tog vi på en nærliggende restaurant, der nu ikke var imponerende. Der var heller ikke andet end turister og en håndfuld forslugne katte der, så menukortet var derefter. Det var noget skuffende, for vi var ved at have vænnet os til at finde små steder, der ikke udelukkende baserede serveringen på turister, men her var der udelukkende ’mad hjemmefra’ at vælge imellem. Det havde ellers set rigtig meget ’autentisk’ – så autentisk, som man nu kan gøre sig forhåbninger om et stenkast fra et Blue Village hotel - godt og hyggeligt ud fra vejen, men vi fik noget at spise, blev mætte og kom heller ikke helt fra at dele vores mad med et par små missekræ, der hærgede i gulvhøjde udendøre.
I øvrigt er det en oplevelse at spise ude på Kreta, man kan nemlig dele sin mad med de andre i selskabet på den måde, at vi hver især bestilte en hovedret eller et par forretter og bad om nogle ekstra tallerkner. Det kunne snildt resultere i en ’platte’ som denne, der både indeholder vegetarpizza, græsk bondesalat, fyldte vinblade, tzaziki og souvlaki. Det giver en helt anden oplevelse både fordi man får langt flere smagsoplevelser og fordi det på en eller anden måde er meget mere socialt, når man på den måde deler med hinanden.
tirsdag, februar 16
Citater om livskvalitet
“Achievement of your happiness is the only moral purpose of your life, and that happiness, not pain or mindless self-indulgence, is the proof of your moral integrity, since it is the proof and the result of your loyalty to the achievement of your values.”
Ayn Rand quotes (Russian born American Writer and Novelist, 1905-1982)
"Excellence is in the details. Give attention to the details and excellence will come." Perry Paxton
If you love the life you live, you will live a life of love.
Abonner på:
Opslag (Atom)