Det er søndag og Kæresten og jeg er på vej til Kreta. Vi er taget af sted fra Vejen i går og har overnattet hos gode venner, der meget praktisk bor i samme by som den ældste niece, så hende skal vi mødes med og følges til lufthavnen. Datteren i min kommer fra Amager, min søster med kæreste og 2 børn kommer fra Farum og mor er på vej fra Sønderborg.
Efter at være blevet fodret godt af, have sagt farvel til vennerne og deres hund smutter vi af sted i solskin og med høje forventninger for at hente Ældsteniecen. Hun er næsten klar og kort efter står vi på perronen og venter på toget. Det føles nu ikke som ventetid, for ih, vi skal på ferie!! Få minutter før vores tog kommer, blegner Ældsteniecen. Hun har glemt billetten og må fluks af sted de få hundrede meter hjem i håbet om at være tilbage i tide. Kæresten og jeg krydser begge fingre for en lille tog forsinkelse, for når vi ikke dét tog, når vi slet ikke flyet og heller ikke ferien. Vi føler os vældigt motiverede for at nå ferien.
Ældsteniecen når tilbage før toget ankommer.
I lufthavnen finder vi et sted, vi kan sidde, og have et godt overblik over ankomsthallen, vi ved nemlig kun, at vi skal mødes ’i lufthavnen’, så det er med at fange de andre, når de kommer.
Ældsteniecen blegner igen. Passet, som hun skal bruge lige om lidt, ligger i Slagelse. Lige pludselig er livet blevet spændende igen. Jeg aner ikke, hvad man så gør, men Datteren arbejder som informationsmedarbejder i Kastrup, så jeg er ikke i tvivl om, at hun ved, hvad vi gør ved dét. Der må være mulighed for et midlertidigt pas. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at Ældsteniecen er den første og eneste, der har lavet dét stunt.
Datteren min ankommer kort efter. Hun er stadig noget fortørnet over den der seddel, vi alle har skullet udfylde og lade ligge hjemme i fald, vi ikke selv kommer hjem. Jeg har moret mig lidt over den besked til eftertiden om, hvor jeg med stor sandsynlighed er kommet af dage, datteren har flyskræk og morskaben over den påmindelse om, at man kan dø af at være på ferie, er HELT under kontrol!!
Det manglende pas giver hende nu andet at tænke på. Hér er noget, hun kan overskue, så kort efter står vi hos politiet, der ganske rigtig har prøvet det før. Det tager ikke mange minutter, så er der taget nyt pasfoto og ’operation gyldig, men midlertidig rejsehjemmel’ er fuldført.
I mellemtiden har Søster meldt sig for at høre, hvor vi er og hvor vi skal mødes. Mor er forhåbentligt på vej, vi ved bare ikke, hvorhen og hendes mobil er slukket, så der stresses lidt. Datteren har heldigvis styr på, hvor vi sådan cirka skal tjekke ind, så der siver vi hen, Søster og co står der få minutter senere og pludselig dukker mor også op. Hun går straks i gang med at få styr på flokken, så vi kan tjekke ind, det går nu ikke helt smertefrit, hun stresser og kan ikke helt overskue, hvor hvad står. I mens kan jeg mærke på vibrationerne fra datteren, at hun er mere end villig til at overtage projektet og bruge sin erfaring. Hendes mormor ænser det ikke og stresser videre. Vupti!! Mors papirer er forsvundet og det er Datteren også. Nu befinder begge dele sig få meter væk ved den maskine, hvor man kan tjekke ind selv. Få sekunder senere er hun tilbage med bagagelabels til os alle, der bliver superviseret til alle har deres labels og har anbragt dem, hvor de skal være. Min moderstolthed får lige 15 sekunder til at stråle i, så går det videre mod sikkerhedskontrollen.
På den anden side af sikkerhedskontrollen mødes vi igen. Mor er lamslået. De har taget hendes kniv. Jeg er målløs over, at det kan komme bag på hende, at man ikke må rejse rundt med knive i sin håndbagage. Heller ikke dem, man bare skal bruge til at spidse sine tegneblyanter med. Uanset, så er hun afvæbnet nu og vi kan komme ud til flyet.
Efter sikkerhedskontrollen, havner vi i tax-free butikken. Alle driver i hver deres retning: nogen vil have en øl, nogle tiltrækkes af slik og chokoladeudvalget og nogen af kosmetikudvalget. På meget kort tid er alle blevet væk fra alle, før vi har nået at aftale mødetid og -sted og det tager noget tid og sms-koordinering at finde sammen igen, men så er det tid til at gå ud til flyet.
Flyveturen forløber uden problemer. Stemningen er høj og positiv, vi er på vej nu, selv rensdyret (Yngsteniecens tøjdyr) er lidt oppe og køre og laver lidt ballade og må tales tilrette. I Chania venter en bus, der kører os til hotellet, hvor vi ret hurtigt får vores lejligheder, får smidt kufferterne, fundet en flaske vin frem og får et enkelt glas, før alle falder bevidstløse om under lagnerne.
Efter at være blevet fodret godt af, have sagt farvel til vennerne og deres hund smutter vi af sted i solskin og med høje forventninger for at hente Ældsteniecen. Hun er næsten klar og kort efter står vi på perronen og venter på toget. Det føles nu ikke som ventetid, for ih, vi skal på ferie!! Få minutter før vores tog kommer, blegner Ældsteniecen. Hun har glemt billetten og må fluks af sted de få hundrede meter hjem i håbet om at være tilbage i tide. Kæresten og jeg krydser begge fingre for en lille tog forsinkelse, for når vi ikke dét tog, når vi slet ikke flyet og heller ikke ferien. Vi føler os vældigt motiverede for at nå ferien.
Ældsteniecen når tilbage før toget ankommer.
I lufthavnen finder vi et sted, vi kan sidde, og have et godt overblik over ankomsthallen, vi ved nemlig kun, at vi skal mødes ’i lufthavnen’, så det er med at fange de andre, når de kommer.
Ældsteniecen blegner igen. Passet, som hun skal bruge lige om lidt, ligger i Slagelse. Lige pludselig er livet blevet spændende igen. Jeg aner ikke, hvad man så gør, men Datteren arbejder som informationsmedarbejder i Kastrup, så jeg er ikke i tvivl om, at hun ved, hvad vi gør ved dét. Der må være mulighed for et midlertidigt pas. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at Ældsteniecen er den første og eneste, der har lavet dét stunt.
Datteren min ankommer kort efter. Hun er stadig noget fortørnet over den der seddel, vi alle har skullet udfylde og lade ligge hjemme i fald, vi ikke selv kommer hjem. Jeg har moret mig lidt over den besked til eftertiden om, hvor jeg med stor sandsynlighed er kommet af dage, datteren har flyskræk og morskaben over den påmindelse om, at man kan dø af at være på ferie, er HELT under kontrol!!
Det manglende pas giver hende nu andet at tænke på. Hér er noget, hun kan overskue, så kort efter står vi hos politiet, der ganske rigtig har prøvet det før. Det tager ikke mange minutter, så er der taget nyt pasfoto og ’operation gyldig, men midlertidig rejsehjemmel’ er fuldført.
I mellemtiden har Søster meldt sig for at høre, hvor vi er og hvor vi skal mødes. Mor er forhåbentligt på vej, vi ved bare ikke, hvorhen og hendes mobil er slukket, så der stresses lidt. Datteren har heldigvis styr på, hvor vi sådan cirka skal tjekke ind, så der siver vi hen, Søster og co står der få minutter senere og pludselig dukker mor også op. Hun går straks i gang med at få styr på flokken, så vi kan tjekke ind, det går nu ikke helt smertefrit, hun stresser og kan ikke helt overskue, hvor hvad står. I mens kan jeg mærke på vibrationerne fra datteren, at hun er mere end villig til at overtage projektet og bruge sin erfaring. Hendes mormor ænser det ikke og stresser videre. Vupti!! Mors papirer er forsvundet og det er Datteren også. Nu befinder begge dele sig få meter væk ved den maskine, hvor man kan tjekke ind selv. Få sekunder senere er hun tilbage med bagagelabels til os alle, der bliver superviseret til alle har deres labels og har anbragt dem, hvor de skal være. Min moderstolthed får lige 15 sekunder til at stråle i, så går det videre mod sikkerhedskontrollen.
På den anden side af sikkerhedskontrollen mødes vi igen. Mor er lamslået. De har taget hendes kniv. Jeg er målløs over, at det kan komme bag på hende, at man ikke må rejse rundt med knive i sin håndbagage. Heller ikke dem, man bare skal bruge til at spidse sine tegneblyanter med. Uanset, så er hun afvæbnet nu og vi kan komme ud til flyet.
Efter sikkerhedskontrollen, havner vi i tax-free butikken. Alle driver i hver deres retning: nogen vil have en øl, nogle tiltrækkes af slik og chokoladeudvalget og nogen af kosmetikudvalget. På meget kort tid er alle blevet væk fra alle, før vi har nået at aftale mødetid og -sted og det tager noget tid og sms-koordinering at finde sammen igen, men så er det tid til at gå ud til flyet.
Flyveturen forløber uden problemer. Stemningen er høj og positiv, vi er på vej nu, selv rensdyret (Yngsteniecens tøjdyr) er lidt oppe og køre og laver lidt ballade og må tales tilrette. I Chania venter en bus, der kører os til hotellet, hvor vi ret hurtigt får vores lejligheder, får smidt kufferterne, fundet en flaske vin frem og får et enkelt glas, før alle falder bevidstløse om under lagnerne.
Vores fly gøres klar til os
Rensdyret på ferie
En ægte daddelpalme
Ingen kommentarer:
Send en kommentar